Som det nok fremgår af mine to tidligere indlæg, var der ret meget udskiftning på den stue, jeg lå på. Ud over de to, jeg vil fortælle nærmere om, var der tre andre, som kom på stuen, inden jeg blev udskrevet. Og der var tre forskellige hold sygeplejersker og sosu'er i døgnet, så der var en masse mennesker at skulle forholde sig til hele tiden.
Nu vil jeg vende tilbage til de to stuekammerater, jeg har fortalt om undervejs. Den første, som var en kvinde lidt ældre end mig selv, hedder Marianne. Selvom jeg var lidt træt af, at der nu blev fyldt op på stuen igen, efter de andre var taget hjem, blev jeg hurtigt glad for hende. Hun lå lige ved siden af mig, og efter kort tid begyndte vi at snakke sammen. Det var ikke altid de store samtaler. Tit var det bare lidt støtte og for at høre, hvordan det gik. Det samme skete, da Annemarie ankom. Hun er en kvinde, der lige er fyldt 70 og rigtig sød. At de har været der på min stue, har virkelig betydet meget for min indlæggelse. Det har hjulpet mig til at beholde forstanden, at der har været nogle at snakke med, og jeg har sat så meget pris på deres selskab.
Marianne har tit hentet saft og vand til mig på gangen, da jeg ikke selv har kunnet gå derud, og hun har også fået sagt ting til sygeplejerskerne om, hvordan jeg havde det og hvis der var noget, jeg havde været ked af, som jeg ikke selv rigtigt ville sige. Men hun fik det sagt og støttede mig i at sige fra i en dum sag om en uempatisk natsygeplejerske, vi havde derinde en nat, som ikke ville hjælpe mig med smertestillende stikpiller, selvom jeg var i store smerter, og bare stod og kiggede på mig, mens jeg græd og med store smerter måtte kæmpe for selv at tage medicinen. Det var en rigtig dum oplevelse.
Annemarie var altid sød til at spørge, hvordan det gik, og har selv været ude på gangen og snuppe bananer til mig, så de lå klar til mig, når jeg kom tilbage fra mine undersøgelser og måtte spise igen efter at have fastet. Fordi bananerne altid forsvandt rigtig hurtigt, og det var noget af det eneste, jeg kunne få ned rigtig tit. Det var bare så sødt af hende at tænke på mig.
Da jeg begyndte at kunne komme op af sengen og ud på gangen - det kunne jeg ikke rigtig mange af de første dage, jeg var der pga. smerter - fulgtes vi alle tre ad ned i kantinen og spiste sammen. Jeg var ikke særlig mobil, da jeg gik med mit dræn, så de var rigtig søde til at hjælpe mig med at få maden med over til bordet og tage servietter og den slags til mig.
Selskabet betød bare så meget. Det havde været noget helt andet, hvis jeg havde ligget og ikke snakket med nogen som helst derinde. Jeg var indlagt samlet 14 dage, og hvis man skulle ligge der selv og kigge op i loftet, havde jeg nok fået pip.
Samtidig kunne vi alle tre have lidt humor og se på tingene med de briller, og der blev også joket lidt rundt med nogle af de sygeplejersker, vi havde et godt forhold til.
Men det var ikke det eneste selskab, jeg havde derinde. Christian var der hver eneste dag, så længe han overhovedet orkede (eller nok længere end det) og kunne. Han kom lige fra arbejde hver dag og sad der, helt til besøgstiden sluttede kl 21, hvorefter han så skulle hjem og lave aftensmad til sig selv og lige falde lidt ned, inden han skulle i seng. Da vi jo bor i Kalundborg, var han først hjemme 21.45-22.00 hver dag, og næste dag gjorde han så det samme igen.
Det har virkelig betydet alt at kunne se frem til at få besøg af ham hver aften. Vi er ikke vant til at være væk fra hinanden, og det ville have gjort opholdet på sygehuset meget værre, hvis jeg ikke kunne have set ham hver dag. Det var en stor støtte for mig, at han var der, selvom jeg tit ikke selv har haft det særligt godt og nok var kedeligt selskab, men bare det, at han var der, gjorde det hele nemmere for mig.
Der var også rigtig mange søde sygeplejersker og sosu'er på A2. Heldigvis flere end de sure og ubehagelige. De var virkelig guld værd. De hjalp mig med at komme ud af sengen, da jeg ikke selv kunne komme op og komme på toilettet og prøvede deres bedste for at få mig til at spise, da jeg ikke kunne få noget ned. Tilbød mig alt muligt, og selvom jeg fik kvalme af bare at høre det, var det bare så sødt af dem. Og de kom med smertestillende og kvalmestillende medicin, når jeg havde behov for det, og nogle af dem tog sig også tid til at sidde ned og snakke lidt med os.
De havde humor og hjalp os med at holde hovedet oppe. Og en af de sygeplejersker, jeg havde kontakt med sidst i forløbet, gjorde en masse for, at jeg kunne komme hjem den lørdag (hvor jeg måtte overnatte hjemme) og om søndagen. Hun forstod, hvor meget det betød for mig, og gjorde alt, hun kunne, for at jeg kunne komme hjem. Og det lykkedes heldigvis. Det er jeg meget taknemmelig for, for jeg var rigtig ked af at sidde derinde weekenden over, hvor der bare ikke sker noget. For efter smerterne blev mindre, begyndte jeg at få sygehuskuller. Så ville jeg bare gerne hjem.
Alle de mennesker, jeg skriver om her, har gjort mit ophold på sygehuset mere udholdeligt. Det har ikke været lutter lagkage at være indlagt, så jeg sætter virkelig pris på dem alle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar