søndag den 12. februar 2012

Gammeldags fastelavnsboller

Nu er det efterhånden meget tæt på vinterferien (for dem, der er heldige at have ferie), hvilket også betyder, at fastelavn er lige rundt om hjørnet. Og med til fastelavn hører fastelavnsboller.

Da jeg var barn, har jeg tilbragt mange ferier hjemme hos min farmor, og i vinterferien har vi ofte bagt fastelavnsboller. Dem elskede min farmor. Endda så højt, at hun engang endte med at brænde munden på den varme creme i bollerne, fordi hun ikke kunne vente med at spise en, til de var kølet af. Så når jeg bager fastelavnsboller, tænker jeg altid på hende. Det var så hyggeligt at stå derhjemme i Vrigsted og bage sammen med hende, og at spille spil om eftermiddagen og gå ture og gætte kryds og tværs og spise ostemadder om aftenen.

Christians forældre er begge syge for tiden, så jeg tænkte i går, at de skulle forkæles lidt med noget hjemmebag og lidt god te og sådan, for de har gjort så utroligt meget for os, mens jeg har været syg og indlagt. Så jeg tænkte, at jeg ville bage nogle gammeldags fastelavnsboller til dem.

De sidste år har jeg oftest lavet fastelavnsboller som vandbakkelsesboller fyldt med flødecreme og syltetøj, men de her gammeldags fastelavnsboller med kardemomme og creme har nu deres helt egen charme. Og jeg får altid de der flashbacks til ferierne hos min farmor, når jeg kan dufte dem i ovnen.

Den her opskrift giver ca. 12 luftige boller. Jeg viser på billederne under opskriften, hvordan man lukker bollerne, så der løber mindst muligt creme ud af bollen under bagningen. Sådan her så den færdige fastelavnsbolle ud:





Gammeldags fastelavnsboller (ca. 12 stk.)

300 g mel
1 tsk kardemomme
2 spsk sukker
½ tsk salt
150 g margarine
25 g gær
1 1/4 dl mælk
1 æg + 1 til pensling

Creme:
2 æg
2 spsk sukker
3 tsk maizenamel
2½ dl mælk
2 tsk vanillesukker

Start med at lave cremen, så den kan nå at køle af, før den skal i bollerne:

Rør æggene sammen med sukker og vanillesukker. Rør melet i. Sørg for, at blandingen er så klumpfri som muligt. Rør æggeblandingen sammen med mælken.

Bring væsken i kog under konstant omrøring. Når det koger, vil cremen blive tykkere. Lad cremen koge lidt, mens du stadig rører alt, hvad du kan.

Stil cremen til afkøling. Rør i den af og til.

Nu kan du gå i gang med bollerne. Bland mel med sukker, salt og kardemomme. Findel margarinen i melblandingen ved at nulre det sammen med melet, til det er blevet til små stykker.

Lun mælken, så den er lillefingervarm (jeg gjorde det bare i en skål i microovnen). Rør gæren ud deri og rør ægget i.

Rør mælkeblandingen sammen med melblandingen og ælt det hele grundigt sammen, til dejen er glat og alt melet er optaget.Tilsæt evt. lidt ekstra mel, hvis den klistrer meget. Den må gerne klistre lidt. Ælter du på køkkenmaskine, kan du ælte en smule ekstra mel ind ved håndkraft til sidst, når maskinen har æltet dejen, da den vil have en tendens til at blive ret klistret, når man ælter den på en køkkenmaskine.

Lad dejen forhæve lunt og tildækket 30 minutter.

Slå luften ud af dejen og rul den ud til en stor aflang firkant, ½-1 cm i tykkelse, endelig ikke tyndere, ellers risikerer bollerne at revne eller lække creme under bagningen.

Del firkanten i 12 kvadratiske firkanter. Læg en klat creme (en stor teskefuld) på hver firkant. Lad være med at være for grådig med cremen, for så kan bollerne ikke lukkes og det hele vil alligevel flyde ud, når de bliver bagt.

Luk bollerne ved at klemme de hjørner sammen, der er skråt over for hinanden. Luk de fire kanter, det giver, ved at klemme dem sammen. Klem derefter hjørnerne sammen igen skråt over for hinanden, og klem bollen godt sammen.
Læg den på en bageplade med bagepapir med samlingen nedad og lad bollerne efterhæve tildækket i 20 minutter.

Pensl bollerne med sammenpisket æg og bag dem midt i ovnen i ca. 18 minutter ved 200 grader. Tjek undervejs, om de ser færdige ud, da ovne varmer lidt forskelligt. I min nye ovn får de kun 15 minutter mod 18 i den gamle.

Lad dem køle af og spis dem med glasur på. De kan lunes i ovnen, hvis man bedst kan lide dem lune, og de kan fryses ned.

Den forhævede dej rulles ud til en rektangulær firkant.

Der lægges en klat creme på hver firkant og de lukkes
hjørne mod hjørne, og hver side klemmes sammen.

De nye hjørner lukke sammen igen på tværs,
så bollen nu får en rund facon.

Bollerne lægges med samlingen nedad og efterhæver 20
minutter. Herefter pensles de og bages i ovnen.

De færdige boller køler af.

Guffetid!



I aftes tog vi revance for vores lidt dumme nytårsaften, hvor vi jo begge var sløje. Det betød, at vi ikke kunne nyde maden helt så meget, som vi havde glædet os til, især fordi jeg havde så meget kvalme den dag.

I går tog vi revance med en tilsvarende lækker middag, der bestod af en perfekt stegt culottesteg med ovnbagte kartoffelbåde, favoritsovs og hjemmelavet salatbar. Og nu kunne vi rent faktisk nyde det.

Hvad der næsten er det bedste af det hele er, at vi nu har nem mad til et par dage. Vi skal have rester i aften, og jeg glæder mig allerede, for det smager simpelthen fantastisk!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar