mandag den 10. juni 2013

Den sidste uge i ord og billeder

Der sker så meget i de her dage, at jeg næsten ikke kan huske, hvad vi lavede bare for et par dage siden :| Alligevel vil jeg prøve at samle mine tanker lidt, så jeg kan fortælle lidt om den sidste tid. Jeg vil dele indlægget ind i afsnit med overskrifter, så det er lidt nemmere overskueligt. Senere i indlægget vil jeg vise lidt af de billeder, jeg får taget for tiden.

Allergitest på Holbæk sygehus
Jeg vil starte med at fortælle om mit besøg på Holbæk sygehus i sidste uge. Jeg fik i november en henvisning til deres lungeafdeling, der nu står for al undersøgelse af allergi i regionen. Derfor er der lang ventetid, og jeg fik altså først en tid i juni. Nu er jeg ikke så vild med at skulle ud og bruge mit frie sygehusvalg, efter det gik galt med min galdestensoperation, så jeg valgte at vente på tiden, og det var så i sidste uge.

Da jeg gik til undersøgelser på Hvidovre hospital med maven, og de ikke fandt nogen svar til mig, snakkede overlægen om, at eneste anden mulighed for undersøgelse, hun kunne se, var for fødevareallergi. Jeg har dog ikke selv troet, at det kunne hænge sammen med det, jeg af og til reagerer på noget den ene gang, som jeg kan spise en anden gang. Men det skulle jo undersøges, og jeg har også reageret på tomat og avocado, så jeg fik altså en henvisning af min læge alligevel.
Men jeg var som sagt ikke så optimistisk omkring, hvad de kunne finde ud af og gøre i det hele taget, men havde forventet, at jeg ville slå ud på allergenet, der findes i tomater. Det gjorde jeg bare ikke. Derimod slog jeg en smule ud på kat. Det var noget af en overraskelse, for jeg har haft kat, siden jeg var barn, og vi har også tre i dag. Og jeg har ingen reaktion på dem, heldigvis. Lægen, jeg snakkede med efterfølgende, sagde, at sådan var der mange, der havde det, men at det bare ligger latent. Jeg håber bare, at det så aldrig bryder ud. Ellers er jeg sikker på, at jeg skal have vaccinationer for det, for jeg vil ikke leve et liv uden kat. De giver bare så meget livskvalitet for mig.

Men det var et behageligt besøg på Holbæk sygehus. Sygeplejersken, der lavede priktesten, var smaddersød, og det samme var lægen, jeg skulle snakke med efterfølgende. Meget lydhør og behagelig. Desværre var der jo ikke så meget, de kunne gøre for mig, da jeg ikke slår ud af noget, hvilket han var ked af, når han hørte om mine problemer med maden og følgerne af det. Vi snakkede også lidt histaminintolerance, som jeg selv har tænkt på, men det er jo svært, når jeg reagerer forskelligt nogle gange og kan tåle noget, som jeg ellers ikke kan tåle. Og jeg er heller ikke selv sikker på, at jeg falder ind under den gruppe. Hvis jeg så gjorde, er der jo heller ingen behandling, så det er sådan lidt hip som hap.

Problemet med priktest og blodprøver er, at de ikke er helt pålidelige, så jeg kan godt have en eller anden form for allergi, selvom testen var negativ, fortalte lægen. Så jeg kan godt være allergisk over for tomater og andre stenfrugter som f.eks. avocado, selvom jeg ikke slår ud af det. Så alt i alt gav det overhovedet ingen svar. Ikke så overraskende, dog. Men nu er det også udelukket. Og der er stadig ingen afklaring af, hvad der er galt med mig, men det havde jeg nu heller ikke troet, at allergitesten kunne forklare. Men man har jo lov at håbe...


Putte
Jeg havde troet, at nu var der fred noget tid, for vi har alt det sociale overstået, og kattene har været friske ellers, men sådan er det bare aldrig. Der skal altid ske et eller andet. Og det gjorde der også i sidste uge. Putte kom ind og haltede, da vi kaldte ham ind en aften. Vi havde ikke set, hvad der var sket, om noget, men vi fik ham til dyrlægen, der ikke kunne mærke, at der skulle være hævelse eller noget brækket, så han fik noget smertestillende. Vi synes dog, at det tager lang tid for ham at komme ovenpå igen, han halter stadig lidt, selvom i dag er 5. dag med pillerne, og dyrlægen mente, at tre dage var nok, men vi fik med til 6 dage.

Samtidig synes vi, at han har tabt sig lige hurtigt nok de sidste måneder. Han plejer at tabe sig under 100 g pr. måned (han er jo på slankekur), men har tabt sig i hvert fald 100 g om måneden siden februar, måske mere. Og vi synes egentlig, at hans appetit har været fin. Så det forstår vi ikke. Den er dog ændret nu, hvor han spiser for lidt, men vi håber, det er pga. medicinen. I hvert fald vil vi holde øje med ham, når han stopper på dem og håber, han kommer tilbage til sin normale appetit. Jeg tror, det er, fordi han ikke tigger så meget mad, som han plejer, for han spiser ellers godt, når han først får noget... Men vi må vente at se.

Det har dog sat gang i nogle voldsomme angstanfald hos mig, for jeg er så bange for, at der er noget alvorligt galt med ham :( Han bliver 9 år i næste måned, så han er jo ikke en helt ung herre mere. Men katte kan blive dobbelt så gamle, så jeg håber, vi har ham mange år endnu. Hans halten, vægttab og pt. lidt nedsatte appetit kan være tegn på alvorlig sygdom, så jeg er bare så bange :( Dog er det symptomer, der kan hænge sammen med mange forskellige sygdomme, så vi skal observere ham nærmere, når han kommer af medicinen, så vi kan se, om det med appetitten er noget, der varer ved, eller han spiser godt. Vi har tænkt os at købe en babyvægt for at kunne veje ham mere præcist for at se, hvor meget han rent faktisk taber sig. Når der ikke umiddelbart er tegn på knuder, som vi kan mærke eller andet, er vi nødt til at være sikre på symptomerne, før vi går til dyrlægen med det, for vi er jo nødt til at kunne fortælle dem noget, de kan arbejde ud fra. Vi må se, hvad der sker. Jeg håber bare, at han ikke fejler noget alvorligt :(

Jeg havde overvejet, om jeg overhovedet ville skrive om det her på bloggen, for vi aner jo ikke noget endnu, og jeg er bange for, at jinx'e det ved at skrive det ned - så er det jo officielt, at der måske er noget galt. Jeg ved godt, at det er lidt skøre tanker, men sådan har jeg det altså. Men det fylder bare så meget i mit hoved, at jeg måtte have det ud. Jeg er noget træt i hovedet i dag efter at måtte tage angstmedicin, inden jeg gik i seng, da jeg havde et stort angstanfald, så jeg tror ikke, jeg skal lave så meget i dag. Har dog en kogevask sat over, som skal ud og hænge inden så længe.

Min smukke dreng.


Noget om bier og billeder
Nu til noget lidt andet. Jeg har også haft gang i kameraet den sidste uge. Jeg havde egentlig håbet på at have fået taget flere billeder, for nu har vi endelig fået sat blomster og sådan, men det er tydeligt, at vinteren har været hård og at det er et reel problem, at verdens bier er ved at blive udryddede. Der har simpelthen næsten ingen bier været i vores have i år :( Der plejer at være så meget liv, men det er der ikke mere. Jeg er ikke engang sikker på, om vi får æbler på æbletræet i år, for der har været uendeligt få bier til at bestøve. Men det må tiden vise. Jeg håber, at der vil være lidt flere bier næste år. Måske kan det lykkes, hvis vinteren ikke bliver for hård og lang.

Der var dog en enkelt bi eller to i æbletræet, mens det havde blomster. Nåede at få et billede af en af dem:



Jeg opdagede dog til min glæde, at der var bier i de høje blomster i vores hjørnebed i sidste uge, så jeg måtte lige ind og gribe kameraet. Det kom der nedenstående billeder ud af :)







Jeg havde held til at fange nogle af dem i luften, som I kan se. Det er noget, der er ret så svært at gøre, da bier flyver ret hurtigt, og det er svært at få et skarpt billede af det, men det lykkedes da nogle gange. Jeg kan især godt lide det sidste billede, fordi man kan se vingerne og se bevægelsen samtidig. Det ser fedt ud, synes jeg. Og så er jeg jo evigt glad for mit 100 mm makroobjektiv. Det giver så dejligt skarpe billeder.

De er ikke lige lagt ind på min fotoblog endnu, men det vil de blive senere. Der sker meget på bloggen om sommeren, så kig med, hvis I har lyst. Det er ikke alt, jeg fotograferer, som jeg viser her på bloggen :)


Weekenden
I weekenden var vi en tur i Bonbonland. Jeg har en stor udlængsel, selvom vi lige har været afsted til Jylland, så jeg trængte til at komme hjemmefra. Så vi ville prøve Bonbonland, for der har jeg aldrig været. Det var mest for små børn, fandt vi ud af, da vi kom derned. Er sikker på, at det er et skønt sted for folk med mindre børn. Det var dog ikke så meget for os, og en del ting var lukket ned til reparation. Men jeg fik da prøvet en omgang bæverrafting. Efter det havde jeg ikke den store lyst til at prøve mere, for jeg blev totalt gennemblødt - som den eneste i båden. Rimelig typisk. Jeg fik dog tørret min trøje under en håndtørrer på et toilet, så det var ikke helt så slemt. Men det var meget hyggeligt at være afsted.

Søndag slappede jeg af. Christian ordnede akvariet, og kunne slappe lidt af med mig efterfølgende. Vi fik god mad, som jeg heldigvis kunne tåle, selvom jeg ikke holdt mig tilbage med hvidløgssmør til min oksemørbradbøf. Uhm, det var godt! Min mave er blevet træls igen, desværre, så det er jeg noget træt af. Jeg ved ikke engang rigtigt hvorfor. Hvis jeg havde vidst, den ville drille, havde jeg dælme kværnet en pose chips eller andet, jeg kunne nyde, så det i det mindste havde en årsag. Men nu er den sådan, og det står på forsigtig mad den næste tid, æv. Jeg håber, den snart er lidt mere ovenpå, så jeg kan lave lidt mere interessant mad. Er lidt træt af at spise lasagne i hvert fald :|

Nu vil jeg slutte maratonindlægget, for mit vasketøj er færdigt og skal ud og hænge. Og jeg skal have givet Putte hans daglige medicin. Vil I krydse fingre for ham derude? Jeg håber sådan, at han ikke er alvorligt syg, eller evt. sygdom kan kureres. Nu vil vi i hvert fald holde skarpt øje med ham den næste tid.

4 kommentarer:

  1. Jeg ville heller ikke acceptere det, hvis de sagde at jeg var allergisk overfor katte! Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at have deres bløde pelsede kroppe at nusse og deres sjove oplevelser at iagttage. I går fik de besøg af en af nabolagets katte, som de sad og holdt skarpt øje med - de var indenfor, og den var på den anden side af glasset. De er sjove når de spæner frem og tilbage.

    Jeg håber at Putte får det bedre. Under alle omstændigheder så er I opmærksomme på ham, og dyrelægen er også med på den, så han er under godt opsyn og får den bedste hjælp han kan få. Om inden så længe hopper han sikkert rundt i haven igen og laver ballade. :-)

    Jeg kan godt forestille mig hvor irriterende det må være ikke at kunne få at vide hvad man fejler. Jeg har også noget med mine knæ, som lægen bare betegnede som noget mærkeligt noget, for hun kunne ikke sige hvad det var, selvom hun godt kunne se/mærke/høre at der var ET eller andet. Heldigvis er det ikke noget, der generer mig synderligt, men jeg synes da alligevel at det er bedre at få en betegnelse, der ligger udover bare at være noget mærkeligt noget.

    Jeg håber sygevæsenet får nogle gode idéer på et tidspunkt, så de kan finde ud af hvad det er.

    Jeg synes også billederne af bien er blevet god. Det ser rigtig godt ud med de flagrende vinger. :-)

    SvarSlet
  2. Nej de er ikke til at undvære, jo. Det er sjovt med de andre katte. Pjevser er flyttet ned i byen med sin familie, men kattene sidder alligevel hver dag og venter på, at hun skal komme på besøg. Tror, de savner hende.

    Tak skal du have. Ja vi holder godt øje med ham. Vi havde ham til dyrlægen med poten, men har ikke haft snakket med ham sådan rigtigt om det med det andet. Det venter vi med, til vi har observeret ham lidt og finder ud af, om der reelt er noget at bekymre sig for.

    Det er svært med diagnoser, tror jeg. Ligesom med kattene er der jo mange symptomer, der kan være pga. flere forskellige ting. Jeg synes næsten, at det værste er, at jeg er opgivet. Det betyder, at jeg skal leve med problemerne resten af livet, og det er ærlig talt lidt træls. Tvivler på spontan helbredelse, men man har jo lov at håbe. Jeg er dog realistisk nok til at vide, at det nok ikke sker.

    Ja tak og i lige måde. Det er træls ikke at vide, hvad der er skyld i problemerne. Så havde man i det mindste noget at forholde sig til.

    Tak skal du have. Ja det ser meget godt ud. De er nogle fascinerende væsner, de bier :) Håber, der kommer flere på besøg i haven i løbet af sommeren.

    SvarSlet
  3. Åh, en med-kattedame! Min Frank er 12 og dermed også en senior-herre. Jeg tror automatisk, man bliver mere bekymret, jo ældre de bliver. Nogle gange ligger han og sover ved siden af mig, og så er jeg ved at få et hjertestop, fordi jeg bilder mig selv ind, at han ikke trækker vejret... :-/

    God bedring med Putte!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Miriam.
      Ja det tror jeg også, man gør :| Det er ikke så sjovt. Jeg kender godt det med, at man lige skal sikre sig, at de trækker vejret. Vi har dem jo ikke for evigt, men man håber jo, at de bliver gamle alle sammen. Vi mistede en kat sidste år, og jeg håber bare, at der går lang tid, før vi skal igennem det igen. Det er frygteligt. Hun blev dog 15.

      Tak skal du have :) Vi håber det bedste for ham.

      Slet