torsdag den 2. januar 2014

Triple chocolate brownies

Så kom vi ind på den anden side af årsskiftet, og vi kan nu skrive 2014. 2013 har været et rigtigt møgår for os, så det var på en måde rart at kunne sige farvel til det.

Selvom jeg ikke ville gøre helt så meget ud af nytårsmaden, som jeg før har gjort, skulle der dog være lidt god dessert til Christian, så jeg bagte en rigtig lækker triple chocolate brownie, som han spiste med Hansens vanilleis. Den var et kæmpe hit, hvilket understreges af, at han faktisk havde glædet sig mere til at skulle spise den til dessert end til culottestegen! Det siger ikke så lidt, for vi elsker culottesteg med hjemmegjort salatbar :) Han fik en smagsprøve på kagen den 30., så han vidste, hvad der var i vente :)

Det er rigtig lækkert med chunky chokoladestykker i brownies. Den her er triple chocolate, da den indeholder tre slags; mørk chokolade smeltet ind i dejen og to slags chokoladestykker vendt i, her lys marabou og hvid chokolade. Derudover tilsatte jeg også lidt hakkede valnødder, fordi valnødder og brownies bare er et superskønt miks. Er du ikke vild med nødder, kan du sagtens undlade at putte det i. I så fald ville jeg så i stedet putte 200 g grofthakkede chokoladestykker i dejen i stedet (jeg har kun 160 g i min opskrift, da der også er nødder i). Grundopskriften på dejen er fra Karolines kogebog, men jeg har lavet mine egne justeringer med fyldet og tilføjer også et nip salt for at give kagen mere karakter.

Der har været meget lidt dagslys de sidste dage, og jeg havde for travlt nytårsaftensdag til at huske at få taget billeder, så billederne af brownien fik jeg altså først taget i går. Derfor var den heller ikke lige så fugtig og lækker i konsistensen, som den var de første dage, men jeg syntes alligevel I skulle have et kig ind i den. Det et superlækkert med fyld i brownies, ikke mindst med store chokoladestykker, så det kan klart anbefales :)






Triple chocolate brownies

250 g margarine (eller smør)
150 g mørk chokolade (ca. 50% kakao)
4 æg
250 g sukker
150 g hvedemel
3 spsk kakao
1 nip groft salt
100 g valnødder
100 g lys marabou
60 g hvid chokolade

Smelt margarinen sammen med den mørke chokolade i en gryde. Rør godt, så det ikke brænder på. Lad blandingen køle af med du forbereder resten.

Pisk æggene med sukkeret, til det er lyst og skummende.

Bland mel med salt og kakao.

Hak valnødderne. Hak marabou og hvid chokolade i grove stykker. Vend nødderne i melblandingen, så det er godt blandet ind i blandingen. Ved at vende fyldet i melet, før det vendes i dejen, undgår man lettere, at fyldet ikke falder helt til bunds i kagen.

Vend melblandingen forsigtigt ind i æggesnapsen, til melet er helt optaget. Vend derefter den afkølede chokoladeblanding i.

Fordel dejen i en form med bagepapir, ca. 20x30 cm. Bag kagen midt i ovnen ved 175 grader i ca 30 minutter minutter. Tjek efter 20 minutter for at se, om den er ved at være færdig. Undgå at overbage kagen, da den så bliver tør og kedelig. Der må gerne sidde lidt krummer eller en lille smule ubagt kagedej på gaflen, når du prikker i kagen for at tjekke.





På trods af at vi havde planer om en stille nytårsaften, endte jeg alligevel med at blive stresset og dårlig. Brugte for mange kræfter på maden, og syntes bare, at aftenen blev rigtig uoverskuelig, så havde et par tudeture. Stressen har et godt tag i mig endnu, kan jeg mærke, men det tager tid at komme ovenpå igen. Måtte også fælde nogle tårer, da vi gik ind i det nye år, fordi det bare var kulminationen på et rigtigt møgår med så megen sorg og frustration. Og fordi vi er gået ind i et år, hvor det er 10 år siden, min mor døde. Forstår ikke, at der er gået så lang tid. Det var bare overvældende følelser at stå med kl 24, så kunne ikke rigtigt rumme det. Men vi fik da hygget lidt i løbet af aftenen og set flot fyrværkeri. Jeg havde også kameraet med ude, men har ikke fået tømt kameraet endnu, da min computer er fyldt op med billeder. Så jeg skal have flyttet lidt rundt først. Derfor må I have nytårsbillederne til gode nogle dage endnu. Men fik vist et par helt gode skud i kassen :)


Vi prøvede at få en rolig og afslappende dag i går, så vi lavede ikke så meget. Christian ryddede dog haven for fyrværkerirester, så kattene kunne komme ud igen og fik sat postkassen op. Vi brugte resten af eftermiddagen og aftenen på at se Breaking Bad, og spiste rester af den lækre nytårsmad. Det var lige til at holde til ;)

Dagen starter noget lige på og hårdt i dag. Har ikke sovet ret meget i nat, for jeg kunne ikke falde i søvn i går aftes, og jeg var vågen i morges, da Christian stod op for at skulle på arbejde. Blev vækket af Phoebe i formiddag og ville ikke sove igen, da jeg havde nogle telefonopkald, jeg skulle have overstået. Jeg har en just in case-tid på Hvidovre her i det nye år, så jeg ikke blev afsluttet så brat, men jeg kunne ikke huske, hvornår den lå, så jeg skulle ringe inden middag. Det er så først i februar. Jeg ville egentlig aflyse den, for der er ikke så meget nyt at snakke om, men indtil videre beholder jeg den, for der kan ske meget inden februar.

Jeg skulle også ringe til lægen, for jeg har ikke fået svar på min sidste blodprøve om D-vitamin. Der lå faktisk en mail fra dem i går aftes, hvilket jeg aldrig har prøvet før. Om at jeg skulle kontakte dem. Jeg ringede i formiddag og har siden gået og ventet på, at sygeplejersken skulle ringe tilbage. Det har hun så gjort nu og kunne fortælle, at jeg lider af svær D-vitaminmangel :| 3.5 lå mit tal på, hvor grænseværdien er 50 0.o Under 12 er der tale om svær mangel. Jeg håber på, at det er grunden til mine problemer med tungen. Det kan i hvert fald godt være, for mangelsygdomme kan give brændende mund. Så nu skal jeg starte op på en ordentlig dosis D-vitamin, 3 piller dagligt; 2 med både D-vitamin og kalk og en almindelig. Jeg er lidt nervøs for, hvordan min mave vil tage det, men må bare håbe det bedste. Og så skal jeg tjekkes igen om en måneds tid, aftalte jeg med sygeplejersken. Men jeg skal nok fortsætte med tilskud resten af mit liv, mente hun. Så jeg håber virkelig, at jeg kan tåle det.

Det er svært at lade være med at få håbet op omkring det her, for det er sært, hvordan det med munden pludseligt kom. Jeg håber også, at pillerne kan have en positiv effekt på nogle af de andre problemer, jeg går med, men tør ikke være for optimistisk. Håber bare, at jeg i første omgang kan tåle pillerne :| Jeg har desværre en tendens til at slå ud på medicin, som de fleste aldrig får nogen bivirkninger af, men sådan er det jo med mine mave-tarmproblemer. Når man læser om D-vitamin, lyder det som en mirakelpille at tage. Det skulle virke godt på en masse. Vi må se, hvordan min krop tager det. Kalk, som er i to af de tre piller, skulle kunne give forstoppelse, og det er heller ikke godt at have for meget af det i blodet, så det bekymrer mig lidt. Men det bliver nok også tjekket, når jeg skal have taget nye prøver, vil jeg tro. Jeg kan bare ikke tåle, at min mave går i stå, for det giver afsindige smerter hos mig. Så jeg er både lidt forventningsfuld og noget bekymret. Og forbereder mig på at skulle være tålmodig. For det kan tage lang tid, før man slipper af med symptomerne, som D-vitaminmangel skaber.

Jeg må indrømme, at jeg er noget chokeret over, at tallet af lavt. Jeg havde faktisk slet ikke forventet, at der ville være noget problem med det, for alle de andre prøver var jo pæne.. Men jeg kan jo bare håbe på, at det kan føre til noget godt for mig at starte på de her piller. Jeg vil i hvert fald meget gerne af med mine mundproblemer.


I vores ferie mellem jul og nytår har jeg haft en smule gang i mit nye objektiv. Det er ikke blevet til så meget, for dagslyset er hurtigt væk, og energien har generelt været lav. Men fik nogle dejlige billeder af Phoebe ude i haven. Hun er sød til at sidde model for mig :)

Hun stopper med antibiotika i dag. Desværre har det ikke haft den ønskede effekt, for hun mister stadig stemmen af og til, så i morgen ringer jeg nok til dyrlægen og får en tid til en kikkertundersøgelse af hendes hals, eller i det mindste for at snakke med dem om det. I samme omgang får vi lavet en fuld blodprøve på hende, så vi kan se, om der eller er noget, der skulle kunne påvirke hende, og så vi er sikre på, at hun kan tåle at komme i narkose. Hun er stadig på portionsposerne for at skåne tungen (og halsen). Det går heldigvis fint med det, selvom hun efter jul havde en hel dag, hvor hun havde svært ved at spise. Det har vi heldigvis ikke oplevet siden. Hun spiser pænt op nu. Vi håber, det fortsætter sådan. Må se, hvad dyrlægen synes, når jeg får snakket med dem.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar