Vi tog nogle overnatninger i en campinghytte på Djursland, og den sidste dag, hvor vi skulle tjekke ud tidligt, står vi op til en rigtig træls nyhed. Hytten har tv, så Christian sidder som sædvanligt og læser nyheder på tekst-tv. Humøret den her morgen er i forvejen noget trykket hos mig, fordi dyrlægen har haft mailet dagen før, så vi blev hevet tilbage i "virkeligheden", om man så må sige, så da Christian fortæller, at Robin Williams er død, gik verden ligesom i stå på en måde. Har meget svært ved at få samlet mig om at få pakket og gjort klar til at komme ud til tiden, og vi ender da også med at overskride med 10 minutter ved udtjek. Heldigvis er ejerne af campingpladsen søde, og det var ikke så stort et problem, da vi var de eneste i hytterne.
Men det er en virkelig sær følelse at sidde med. En tom følelse. Og jeg føler, at jeg er nødt til at vende tankerne i det her indlæg. For jeg kan slet ikke forstå det. Ikke med følelserne i hvert fald.
Robin Williams har om nogen præget min barndom og ungdom, når det kommer til film. Mrs. Doubtfire var nærmest en kultfilm lige fra starten hos os børn, hvor han formåede en fantastisk balance mellem komik og alvor. Det er noget, der går igen i mange af de film, han har lavet. Som barn har jeg set Hook, Mrs. Doubtfire, Toys og Jumanji (og sikkert flere, jeg glemmer) en million gange. Han var en varm, altfavnende, rar onkel, som man kunne bruge tid med ved at sætte videobåndet på, når man havde brug for et mentalt kram.
Senere, da jeg blev lidt ældre, var det film som Verden ifølge Garp, Good Morning, Vietnam, Patch Adams og The Birdcage, som trak, og jeg havde vist et solidt crush på ham, selvom han var betydeligt ældre end de stjerner, som min veninder gik og drømte om dengang. Han havde de smukkeste blå øjne og venligste smittende smil, og jeg må have slidt mit videobånd med The Birdcage så tyndt, at det var utroligt, at det stadig hang sammen til sidst.
Som voksen - eller næsten voksen - har jeg elsket hans skuespil i The Fisher King, Good Will Hunting, One Hour Photo og fået en godt, varmt flashback til min rare tv-onkel fra min barndom med hans rolle som Præsident Roosevelt i Night at the Museum. Som det ses, springes der noget i tiden med filmene, for de mere voksne roller, han havde, da jeg var barn, var jo ikke noget, jeg så dengang, men de er kommet til senere i min filmhistorie. Hans film er noget, der har fulgt mig, lige fra jeg var barn og frem til nu, og de har gjort et stort indtryk på mig. Det er bare så surrealistisk, at han ikke er her mere :( Det gør ondt indeni. Ikke mindst at vide, hvor meget han har lidt med sine depressioner, og at det fik ham derud, hvor han ikke kunne holde ud at være her længere.
Det er svært at forstå, når man kender ham som den sjove, glade rare onkel, men livet er mere komplekst og kan indeholde meget smerte, som andre ikke kan se. Robin Williams var dog altid åben omkring sine problemer med misbrug, og det var kendt, at han havde lidt af depressioner. Det er bare ikke noget, jeg har fanget, så jeg var ærlig talt noget overrasket over at læse om, at han havde haft misbrugsproblemer i mange år, selvom jeg godt vidste, at det var noget, han for lang tid siden havde kæmpet imod. Men det var da heller ikke de problemer, der fik ham til at sige farvel, for han var ikke påvirket, da han tog sit eget liv. Det er egentlig ikke noget, jeg vil beskæftige mig så meget med i det her indlæg, for hans minde er så meget større og andet end hans sidste timer. Så det virker forkert at bruge ret meget plads her på det. Så det får ikke lov til at fylde.
Det, der til gengæld fylder, ikke mindst i mit tilbageblik på mine absolutte favoritfilm med ham, er den hårfine balance mellem komik og alvor, som var hans helt særlige evne. Sammen med hans utroligt venlige person og det tydeligt fantastiske talent var det noget, der fik hele verden til at elske ham. Det ser man tydeligt her, hvor han ikke er her mere. Der er kommet mange reaktioner på hans død, endda fra Præsident Obama. Det er flot, synes jeg. Det er så tydeligt, hvor meget han har fyldt i folks hjerter, når man læser over alt omkring ham.
Måske er det også en frustration over at have mistet noget så kært, at der også kommer vrede, negative kommentarer omkring hans måde at sige farvel på. Fordi det er en magtesløs situation at stå i som efterladt. Jeg synes dog, at det er meget lidt klædeligt at komme med sådanne kommentarer om folk, der tager deres eget liv. Især når man ikke engang er nær pårørende. Så synes jeg ikke, man overhovedet har ret til at melde ud på den måde. Livet med depression kan være uudholdeligt, og jeg kan godt forstå, at nogle ikke kan klare at forblive i den tilstand. Måske kommer de vrede og frustrerede udmeldelser, fordi vi alle sammen følte, at han var vores onkel. Vores lille forelskelse, vores Robin. Og ikke kan forstå, at han aldrig igen skal bringe nye smil ind i vores liv. At verden er et mere trist og tomt og mindre sjovt sted, end det var, da han var her.
Han efterlader sig en kæmpe filmskat, hvor vi igen og igen vil kunne hente varme onkelkram, små forelskelser og lade os opsluges i timevis af fantastisk underholdning med smil, spænding og drama af den absolut bedste slags. Det er et smukt minde over et kæmpe talent.
Farvel, Robin. Tak for al den glæde, du har bragt ind i mit liv. Du har en evig plads i mit hjerte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar