onsdag den 25. februar 2015

Mormorlagkage

Da vi i slutningen af januar havde familien på besøg for at fejre min fødselsdag, blev der som altid lavet en masse lækkerier til lejligheden. Mit ambitionsniveau er ofte ret højt, hvilket desværre oftest er højere, end jeg egentlig kan holde til at udføre, da jeg ikke har særligt mange kræfter pga. sygdom. Derfor foreslog Christian, at han kunne lave lagkagen. Lagkage er nærmest et must til en fødselsdag; den kage, der altid vil være en fast del af vores fødselsdagsbord :) Jeg takkede hurtigt ja til hans tilbud, for jeg ved, at han laver noget nær verdens bedste lagkage! Den smager simpelthen, så englene synger!

Lagkagen er "mormorlagkage", da det er en lagkage, som hans mormor lavede, da han var barn. Så den hedder aldrig andet. Den er ret traditionel i den forstand, at den indeholder både creme og syltetøj, men derudover indeholder den nogle ingredienser, der højner oplevelsen betydeligt i forhold til den helt traditionelle. Der er nemlig et lag med makroner, der har ligget og suget kirsebærvin, og derudover en kakao-kaffeglasur på toppen. Den smager simpelthen vidunderligt, og jeg kunne ikke nære mig for lige at skulle spise et lille stykke på selve dagen, selvom jeg tåler det rigtig dårligt.

Christian var sød at måle ingredienserne af denne gang, så jeg kan dele denne vidunderlige lagkage med jer. Han laver den ellers oftest på slump. Cremen lavede jeg og pyntede med flødeskum, men ellers stod han helt selv for den. Den blev lavet dagen før, som en lagkage jo skal, så den kan nå at sætte sig, og på dagen pyntet med en kant af flødeskum, der også et et must til den her lagkage.





Mormorlagkage

3 lyse lagkagebunde
90 g makroner
½ dl kirsebærvin
Hindbærsyltetøj

Creme:
3 æg
3 spsk sukker
4½ tsk maizenamel
3 store tsk vaniljesukker
3 3/4 dl mælk

Kakao-kaffeglasur:
110 g flormelis
Ca. 4 tsk kakao
Ca. 3½ spsk stærk kaffe

Derudover:
Flødeskum til pynt

Start med at koge cremen. Pisk æg sammen med sukker, maizenamel og vanillesukker i en gryde, så det er så klumpfrit som muligt. Pisk mælken i. Bring væsken i kogen, mens du rører i gryden. Når væsken koger, vil den tykne til en creme. Sørg for at røre godt til, mens den koger, så den ikke tager bunden. Lad den koge kort, mens du pisker, til den er blevet til en tyk creme, og tag den derefter af varmen. Rør i den jævnligt under nedkøling.

Når cremen er lunken, kan du begynde at lave lagkagen. Knus makronerne og læg dem i en skål. Overhæld med kirsebærvinen og rør godt rundt.

Læg en bund på et fad. Fordel makronmassen ud over bunden. Fordel herefter halvdelen af cremen oven på makronmassen. Læg en bund på. Smør herefter et tyndt lag hindbærsyltetøj på bund nr. 2. Oven på syltetøjet smøres resten af kagecremen. Læg den sidste bund på og tryk let, så fyldet når ud til siden af lagkagen (ikke så det klemmes ud af den dog ;) ).

Slut af med at lave glasuren. Bland flormelis og kakao. Rør den stærke kaffe i lidt ad gangen. Smag til, om der skal mere kakao eller kaffe i, og tjek konsistensen i forhold til mere flormelis. Smør glasuren hurtigt ud over toppen af lagkagen. Sæt lagkagen utildækket i køleskabet til næste dag.

På selve dagen, hvor kagen skal serveres, piskes fløde til halvstift skum (ikke så meget, at det gryner!) og sprøjtes ud langs kanten med en stjernetyl.

Den færdige lagkage pyntes med flødeskum før servering.

Kig ind i kagen.

Et lækkert stykke lagkage klar til spisning på en af mine gaver fra den dag :)



Vi havde en rigtig god Oscar-aften i søndags. Der var mange fortjente Oscars den aften, ikke mindst til nogle af vores favoritter, så det var jo rigtig dejligt :) Mandag var noget hård. Christian havde heldigvis en fridag, hvilket også var nødvendigt, for uddelingen sluttede først over kl 6 om morgenen. Vi var begge meget trætte mandag, men prøvede at få slappet lidt af. Der var heldigvis nem mad, da jeg i lørdags lavede en lækker oksefilet, vi havde i fryseren, med salatbar og det hele til. Så der var rester søndag og mandag. Perfekt planlagt, når jeg skal sige det selv ;) Det påvirkede dog humøret noget, da vi fik et opkald fra Christians forældre om, at de havde mistet en af deres næreste venner mandag formiddag. Jeg har kun mødt manden et par gange, men han har været en del af deres vennekreds, siden drengene var børn, og de var ofte sammen, ved jeg. Det gør mig utroligt ondt på deres og familiens vegne.

Det hænger lidt ved i disse dage, synes jeg, for livet kan virkelig tage en overraskende drejning, sådan lige pludseligt. For hvert år kommer jeg nærmere den alt for tidlige alder, som min mor havde, da hun døde, og det er svært at lade være med at tænke på, om man også selv skal herfra alt for tidligt, når hun og flere andre døde lang tid før, det var "naturligt". Jeg er allerede plaget af ret megen sygdom i mit liv, og det virker bare ikke til at være noget godt tegn i den retning. Fordi der bliver ved med at komme mere til, virker det som om. Men man kan jo aldrig forudse, hvad livet bringer, så jeg håber, at jeg er her mange år endnu, og Christian og jeg bliver rigtigt gamle sammen.

Den følelsesmæssige påvirkning disse dage hænger sandsynligvis sammen med, at jeg er slået lidt ud af kurs pga. søvnmangel og stress af kroppen i søndags. Der skal ikke så meget til, og det var lidt hårdt. Men også forventet. Så jeg er lidt over-følsom i de her dage. Kan også mærke, at det påvirker mig lidt at læse og høre om ensomhed og de mennesker, der dør alene og ikke har nogen med i kirken ved begravelsen, hvilket har været oppe i medierne denne uge. Bliver noget trist over det, og ved, at det måske kunne være mig selv, hvis jeg ikke havde Christian. Altså at kunne ligge i månedsvis i min lejlighed, før jeg blev fundet, hvis jeg ikke havde ham og hans familie. Jeg arbejder ikke, så vil ikke blive savnet af min arbejdsplads, og jeg ser kun min far få gange om året. Der kan gå måneder mellem vores kontakt, som jeg oftest tager initiativ til. Har nogle ganske få veninder, som bor i Jylland (ligesom min far). Vi ses meget sjældent, og har heller ikke kontakt særligt ofte. Så jeg tror faktisk, at der kunne gå rigtigt længe, før nogen ville opdage, at jeg ikke var her mere :| Det er en ubehagelig tanke, synes jeg. Er rigtig glad for at have Christian og hans familie, der er søde og tænker på os. Vi ses også med hans forældre jævnligt, hvilket er rigtig rart.

Ensomhed er et stort tabu, tror jeg. Ærgerligt nok. Men jeg er nok heller ikke selv for god til at få det brudt. Jeg har været ret ensom op gennem min barndom, og havde ikke mange venner. Det blev lidt bedre, da jeg blev ældre, men det er bestemt ikke blevet nemmere, efter jeg blev syg. Både fordi mit overskud til sociale sammenkomster er blevet forsvindende lille, da jeg hurtigt bliver meget træt og skidt tilpas, og fordi mine venner fra tidligere blev spredt ud, da vi stoppede med at gå i skole sammen. Jeg har været så heldig, at jeg har haft en kæreste gennem de år, så det ikke har været helt ensomt, og jeg har også i mellemtiden fået en god veninde, men livet udvikler sig jo, og man får andre ting at tænke på som f.eks. arbejde og børn, og vi er igen blevet spredt, efter jeg flyttede til Sjælland. Nu har jeg Christian, der på mange måder er ligesom mig. Han har jo så heldigvis sin familie, men derudover er vi nok også begge to hinandens bedste venner, og noget nær de eneste (eller meget få), da han heller ikke har meget kontakt med de få venner, han har i sit liv. Af flere årsager, tror jeg. Bl.a. pga. hans arbejde, der slider ham op, så han ikke har det store overskud til noget, når han kommer hjem. Det er egentlig lidt trist, men vi har heldigvis stor glæde af hinandens selskab. Vi var venner, før vi blev kærester, og det er rart, at han stadig er en af mine bedste venner. Uden ham ville jeg i hvert fald være noget mere ensom.

Billede fra vores tur på Himmelbjerget sidste forår.



Lad os slippe tankerne for nu og vende tilbage til hverdagen. Vi fik et kig i munden på Ozzy i weekenden og kan se, at der ikke er sket en bedring. Han spiser pt. pænt og gaber nogenlunde, og det er længe siden, han har haft smerte ved at gabe. Men det er, som om det ikke bliver bedre herfra, så vi er nok efterhånden nået konklusionen, at vi må prøve interferon. Vi skal dog først have ham vaccineret og op i immunforsvar, inden han kan starte, så der kan godt gå nogle måneder, før han kommer i gang. Nu skal vi bare lige få samlet os om at skulle i gang med endnu et forløb :| Interferonbehandlingen skal vare i hvert fald et halvt år, så det bliver også lidt drøjt. Vi håber bare, at han kan tåle det.

Oven på udmattelsen i søndags har jeg sovet som en død her i dagene efter. Knap 10 timer hver nat, og jeg kan mærke, at det gør noget godt for mig. Det er dejligt, at det kan lade sig gøre. Det tager dog noget tid, før jeg er mere ovenpå igen følelsesmæssigt, men sådan er det bare. Til gengæld føler jeg en bedring i maven for tiden, selvom jeg ikke har holdt mig meget tilbage i weekenden med den lækre mad og lidt snacks i søndags til uddelingen. Det går bedre med smerterne i tarmene, virker det til, hvilket er virkelig rart. Det manglede da også bare, eftersom det snart er fire uger siden, de "stod af" (pga. fødselsdagen med familien). Nu skal mavesækken bare følge med. Det gør det forhåbentlig lidt nemmere at lave madplan fremover. I dag har jeg allerede gang i dagens ret, da den står på langtidsstegt barbequekylling. Så den står og hygger sig i ovnen nu. Jeg tror, jeg laver en couscoussalat til, for det kunne jeg rigtig godt spise. Maven har det nogenlunde i dag, så jeg tør godt. Glæder mig rigtig meget til maden i aften :) I morgen står den på rester, så det er dejligt nemt. Snupper dog nok en bagt kartoffel til, da jeg tvivler på, at vi levner ret meget af couscoussalaten i aften.

Det var alt, I får herfra i dag. Nu vil jeg have lidt at spise og se, om jeg kan lokke lidt frokost i Ozzy. Han har spist rigtigt meget i morges, så han mener ikke, at han skal spise så meget her, efter jeg er stået op. Regner dog med, at appetitten kommer igen i løbet af dagen. Nu er hans kattegræs også endeligt klart, vil jeg tro, for de fik lov til at gumle lidt på det i går aftes, selvom det ikke var helt færdigt med at gro. Det er noget, de er meget glade for, især Ozzy, der har lært at spise det, selvom han ingen tænder har tilbage (ud over hugtænderne, men dem tygger man jo ikke med), så han bliver sikkert glad, når det kommer frem sådan permanent :)

2 kommentarer:

  1. Hvor længe skal makronerne ligge i vinen?

    Glæder mig til at lave lagkagen - lyder lækker.

    SvarSlet
    Svar
    1. De behøver ikke ligge i vinen ret længe, da de næsten øjeblikkeligt opsuger den. 5 minutter er rigeligt :) Du kan godt glæde dig til den kage, den er simpelthen fantastisk. Helt klart på min hitliste, når det gælder lagkager :)

      Slet