torsdag den 23. juli 2015

Smørrebrød med flæskesteg

Da Christian kom hjem fra Irland sidste weekend, lavede jeg en rigtig lækker langtidsstegt svinekam. Det var et godt stort stykke, så der var til flere dage i den. Det er dog begrænset, hvor mange dage i træk man gider spise det samme, så derfor valgte jeg en af dagene at lave lækkert smørrebrød af noget af flæskestegen.

Jeg har før i tiden gjort en del i smørrebrød, især nytårsaften. Det er en tradition fra min familie, hvor min mor lavede mange fade super lækkert smørrebrød, som vi spiste af, efter vi havde været ude og skyde fyrværkeri af over midnat, og der var rigeligt til de næste dage også, så der var nem, lækker mad, når man var træt i hovedet og ikke orkede noget. Det er en tradition, jeg har ført med mig videre som voksen, men efter jeg er blevet syg med mave-tarmsystemet, har jeg måttet lægge den tradition på hylden. Ind imellem nu spiser jeg dog en smule rugbrød, så jeg fik lyst til igen at lege lidt med smørrebrødstemaet.

Smørrebrød med flæskesteg er en af mine store favoritter, når det kommer til smørrebrød. Men det skal have den rette sammensætning. Det er for mig med fyld af god rødkål, sprød agurkesalat og appelsinsmagen fra springeren (som sådan en appelsinskive, sat på toppen som en spiral, hedder). Og så skal der selvfølgelig være sprøde svær på. Det fås jo nemmest ved at lave sin egen steg. Jeg putter sædvanligvis to store, flotte skiver steg på hvert stykke smørrebrød, men skal det være ekstra luksus og over the top, kan man putte tre på.

Alternativt fyld (eller ekstra fyld) kan være f.eks. svesker og/eller syltede asier. Der kan også bruges drueagurker i stedet for agurkesalat. Det kan man gøre, som man vil. Men herunder får du min opskrift på min personlige favorit, når det kommer til smørrebrød med flæskesteg :) Enjoy!





Smørrebrød med flæskesteg

Rugbrød, f.eks. skovmandsbrød
Smør

Hovedsalat (eller krølsalat)
Et stykke helstegt svinekam med sprøde svær (ribbenssteg kan også bruges)
Rødkål
Agurkesalat, syltede agurker eller drueagurker
Appelsin
Evt. lidt karse

Skær stegen i tynde skiver. Beregn 2-3 skiver steg pr. stykke smørrebrød alt efter stegens størrelse.

Smør smør på det antal skiver af rugbrød, som din steg rækker til. Del skiverne i to.

Skyl salatbladene og dup dem tørre med køkkenrulle. Del dem evt. i mindre stykker, så de passer på den øverste halvdel af rugbrødet. De skal stikke lidt ud over til siderne og i toppen. Fordel salatstykkerne på den øverste del af rugbrødsskiverne.

Fordel 2-3 skiver steg på hver halve stykke rugbrød. Tag et stykke køkkenrulle og fordel agurkesalaten på. Dup den tør med et andet stykke køkkenrulle. Fordel tre skiver agurkesalat på øverste halvdel af stegen.

Fordel rødkål midt på stegen. Klem evt. væde fra rødkålen, før du putter den på kødet, da nogle typer har en tendens til at safte meget.

Skær en appelsin i mellemtynde skiver. Skær en ridse ½-2/3 igennem skiven og sæt den på som en spiral over rødkålen. Slut af med at placere lidt af stegens svær forrest på smørrebrødet. Hvis du har lyst, kan du tilføje en lille dusk karse på hvert stykke smørrebrød. Det smager dejligt :)




Da vi spiste smørrebrødet, er det første gang siden mit store tilbagefald med maven (som jeg var i udredning for på Hvidovre hospital i 2012), at jeg spiste noget, der var syltet med eddike (agurkesalaten og til dels rødkålen). Det gik heldigvis godt, så det var en fin lille succes for mig. Dog ved jeg, at min mave pludseligt bestemmer sig for at reagere dårligt på noget, jeg ellers tåler udmærket, så jeg er ikke overoptimistisk. Men alligevel glad for oplevelsen :)

Puha, vi går godt nok med ondt i maven og hjertet oppe i halsen herhjemme for tiden. I forgårs fik Ozzy antibiotika og smertestillende for sidste gang i sin kur, og i går fik vi et kig i munden på ham for at se, hvordan det er gået med betændelsen under behandlingen. Vi havde håbet at se en lille bedring, når han nu så ud til at have mindre ondt, men der var slet ingen forskel :( Vi har gået og gruet for, hvordan det mon skulle gå ham, nu han kom af medicinen, og vi kan efterhånden se, at medicinen er ude af kroppen på ham nu. Han er mere tilbageholdende over for at spise, især større portioner, og han vil gerne have mig til at håndfodre ham lidt og hjælpe ham lidt i gang. Så det gør jeg jo selvfølgelig.. Vi er bare bange for, at det bliver værre med hans mund, end det var før kuren her nu, så han får et egentlig tilbagefald (ud over det, som han har været i siden slutningen af foråret). Så det er med hjertet oppe i halsen, at vi ser tiden an her bagefter hans kur. Vi håber, at det ikke bliver værre, end det er nu, og at han kommer i gang med at spise bedre selv, når han lige har vænnet sig til, at munden skal gøre lidt mere ondt nu. Har rigtig ondt af den stakkels dreng. Det er bestemt ikke nemt :(

Hans antibiotikakur er jo ikke gået så godt, som jeg har fortalt herinde. Han vil gerne skumme det ud af munden, så jeg tror ikke, han har fået den rette dosis. Det er frustrerende, når det nu skulle hjælpe ham :( Det har tydeligvis ingen forskel gjort for ham i hvert fald. Det har med al sandsynlighed været de smertestillende, der har gjort en forskel for ham, mens han har været på medicinen. Dog ikke så meget, at hans betændelse er blevet mindre, selvom de er inflammationsdæmpende, pillerne.
Jeg har mailet billederne fra i går til Tanddyreklinikken, og jeg håber, at Jens får en mulighed for at kigge på dem, inden han efter på fredag går på ferie. Det er virkelig et uheldigt sammenfald, at han går på ferie nu, hvor Ozzy risikerer at få det værre, men vi må omkring egen dyrlæge, hvis det bliver værre i mellemtiden. Vi har også overvejet at starte op på aloe vera igen, men vi vil helst heller ikke ændre for meget på variablerne, så vi ikke ved, hvad der har en effekt, og hvad der ikke har. Jeg håber at nå at høre fra Jens, før han går på ferie. Må se, hvor travlt han har.

Ozzy elsker sko. Man kan se hans glæde over dem her, hvor de får et skub med overlæben. Det er et tegn på, at han er ivrig og
glad. Billedet er taget i weekenden. Håber, han igen snart må få det så godt.




Han var lidt pivet i går aftes. Vil tro, at medicinen der helt var holdt op med at virke. Han havde ikke lyst til at gå i gang med maden, selvom han var sulten, så han kaldte nogle gange i nat, og jeg har været oppe og håndfodre ham en gang, hvilket går helt fint, og en gang siddet hos ham, mens han spiste. Jeg håber, at han hurtigt får vænnet sig til, at tingene er sådan nu. Vi havde sådan håbet, at interferonen kunne gøre noget godt for ham, men det ser ikke ud, som om det overhovedet har nogen effekt :( Vi skal snakke med Jens efter hans ferie, og så må vi se, om vi skal igennem endnu en operation med Ozzy. Hvis vi så bare vidste, at det ville virke...


Jeg håber virkelig, at han kommer i gang med at spise lidt bedre. Jeg skal snart have besøg af min veninde og navnesøster fra Århus, som kommer og overnatter nogle dage i næste uge, så jeg håber, at Ozzy selv lærer at kunne spise og ikke får det værre. Ellers er vi ret bundet til huset i hvert fald. Jeg er så småt gået i gang med at tænke over menuen de dage. Måske griller vi en dag, og så spiser vi måske ude en anden dag, hvis vi tager hjemmefra. Den sidste dag har jeg ikke helt på plads endnu, dog. Men det kommer nok. Det er svært at sige, hvor meget min mave kan være med på, men jeg håber, den opfører sig ordentligt. Og at jeg kan gøre det samme. Det er nemt at falde for fristelser, når de står lige fremme under næsen på en, desværre. Jeg skal bare helst kunne tåle at spise ude, hvis vi skal det, så den skal være i nogenlunde form, maven...

Men jeg glæder mig rigtig meget. Ser ikke ret mange mennesker og har efterhånden ikke rigtigt nogen venner tilbage, som jeg snakker med, så det er dejligt, at hun stadig har lyst til at komme og besøge mig, selvom det er blevet lidt sværere, efter jeg er blevet syg, og efter jeg er flyttet langt væk. Faktisk var det min tur til at tage til Århus, men hun foreslog selv, at hun kunne komme herover, hvis det var nemmest. Jeg havde håbet, at Christian kunne overtage Ozzys medicinering, men det er så skrøbeligt med ham, så jeg valgte at takke ja til tilbuddet. Jeg håber, vi får nogle rigtig hyggelige dage, og jeg glæder mig. Meget!

I dag prøver jeg at lave lidt alternativ mad til det, vi cykler rundt i hele tiden. Sådan er det meget i perioder. Opdager vi noget, vi godt kan lide, og som er nemt at lave, spiser vi det gerne en gang om ugen i lange perioder. Det kan dog blive kedeligt, så jeg prøver at variere lidt. Det er dog problematisk, fordi min mave er så sart, og fordi overskuddet ikke har været ret stort til at stå i køkkenet den sidste lange tid. Men prøver at holde mig selv lidt i gang. Nu vil jeg i hvert fald trække ud i køkkenet :)

2 kommentarer:

  1. Åhh hvor ser det smørrebrød godt ud Christina,
    det kunne jeg godt lige klare et stykke af :-)

    Vh Lykke

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have, Lykke :) Det er bestemt heller ikke at kimse af.

      Slet