onsdag den 4. oktober 2017

Opgivet - min kamp mod smerterne

Det er blevet tid til et lille pip herfra efter næsten to måneders pause på bloggen. Der er sket meget i mellemtiden, som har gjort, at jeg hverken har haft mulighed eller den helt store lyst til at blogge, og det kommer til at være emnet for dagens indlæg. Jeg har også nye opskrifter til jer, men dem får I en anden dag :)

Da jeg sidst skrev et indlæg her på bloggen, sad jeg og ventede på at skulle til lægen for at få svar på den seneste undersøgelse i en lang række vedrørende mine smerter i armene, nemlig en MR-scanning af nakken, efter en nerveledningsundersøgelse havde peget på, at problemet kunne komme derfra. Som jeg skrev, kendte jeg allerede svaret, og var noget spændt på, hvad min læge ville foreslå, om noget.

Han måtte med tydelig beklagelse i stemmen fortælle mig, at mulighederne for at finde ud af, hvorfor jeg har det sådan, er ved at være udtømte. Det eneste, man kunne, var at lave de samme undersøgelser igen, men det giver ingen mening. Slet ikke, når de er så forholdsvis nye. Så jeg må leve med, at jeg måske aldrig får at vide, hvorfor jeg har det sådan her.
Da jeg sad hos ham og fik svaret, jeg nok egentlig havde forventet, kom det på ingen måde som et chok. Jeg havde heller ikke kunnet se, hvad man nu kan gøre, når ingen undersøgelser viser noget klart svar. Så jeg tog det ret pænt, mens jeg sad der. Vi aftalte, at jeg kunne prøve at starte op på Gabapentin, som er en type epilepsimedicin, som man også behandler nervesmerter dem, når det lige passer mig at begynde. Det kræver lidt af et tilløb, da der er en del bivirkninger ved det, som bekymrer mig.

Da jeg gik derfra, ringede jeg til Christian og fortalte svaret fra lægen. Det var faktisk først der, det rigtig slog mig, hvad det betød; nu var jeg i realiteten opgivet. Ingen kan finde og afhjælpe årsagen til mine smerter. Herefter ramte jeg lidt af et hul, psykisk, i en tid. Det slog alligevel hårdere, end jeg havde troet, da jeg først fik beskeden. Følelsen af at være opgivet af alle læger (og jeg har været forbi en del forskellige læger gennem det seneste halvandet år til forskellige undersøgelser) er virkelig forfærdelig :( Føler mig totalt hjælpeløs.




I den efterfølgende tid arbejdede Christian sammen med en kollega, som han delte den nedtrykkende nyhed med. Kollegaen fortalte om en kinesisk akupunktør i Næstved, som nærmest hele hans familie havde opnået mirakler ved at gå hos. Christian fortalte det til mig og spurgte, om det var noget, jeg ville prøve. Det kom lige i den periode, hvor jeg havde det rigtig skidt over beskeden fra lægen, og min reaktion på spørgsmålet overraskede selv mig. Jeg blev rigtig ked af det, fordi jeg tidligere har været igennem akupunktur hos min fysioterapeut, uden det har haft nogen virkning, og jeg følte bare ikke, at jeg kunne klare endnu en skuffelse oven på beskeden fra min læge.

Efter at have tygget på spørgsmålet nogle dage sagde jeg ja til at prøve det, fordi Christians kollega også havde prøvet akupunktur tidligere, hvor det ikke havde virket, og det alligevel virkede hos den kinesiske akupunktør, og fordi jeg gerne vil afprøve alt, jeg kan, før jeg prøver medicinen.
Jeg fik en tid hos akupunktøren efter et par uger, og vi kørte den lange tur til Næstved. Desværre startede behandlingerne rigtig dårligt, da jeg kom til at ligge på en dum måde med armene, og fordi der nærmest ingen kommunikation var fra ham, vidste jeg ikke, at jeg blev efterladt på den måde i over en halv time :| Det satte efterfølgende gang i de værste smerter, jeg har haft i mine arme (albuer og omkringliggende sener), næsten siden de her problemer startede for mig. :( Det har været en virkelig streng tid, hvor jeg intet har kunnet, heller ikke blogge, så jeg har gået rigtig mange ture for at lindre smerterne.

Efter den her uheldige gang hos akupunktøren gik jeg tre gange yderligere, uden jeg syntes, der var en større helende effekt, end jeg fik med mine mange gåture og passen på, så vi blev enige om, at hvis der var en effekt efter gang nr. fire, skulle vi bestille en tid igen efter et par uger. Det er ca. der, vi er nu. Det er lidt som hønen og ægget med smerterne og bedringen af dem, for jeg aner reelt ikke, om behandlingen har haft en effekt, eller det kun er mine egne anstrengelser, der har virket. Så jeg ved endnu ikke, om vi kører derned igen. Køreturen er i sig selv rigtig streng for arme og ryg, så det hjælper ikke ligefrem på tingene. Det tager 75 minutter hver vej, hvilket er lang tid, når man kun kan sidde i én stilling.

Jeg er efterhånden nået til et sted, hvor jeg har indset, at det ikke bliver miraklet for mig. Desværre. Det havde ellers været fantastisk. Vi overvejer at give kraniosakralterapi en chance også, da det er en ret blid behandling efter sigende, og mine smerter måske har rod i eller styrkes af mine problemer med nakke og ryg. Jeg har ikke den store forventning om, at det gør en afgørende forskel, men det er vigtigt for mig ikke at give op og blive ved med at forsøge at prøve ting. Selvom lægerne har givet op, har jeg ikke!






Så det er der, jeg står nu i mit forløb. Ud over det ovenstående, der har fyldt en del, har vi også haft Phoebe til tjek hos Tanddyreklinikken, hvor hun fik taget en lille fortand pga. resorption og en biopsi af tandkødet over en ellers pæn tand, da det så mistænkeligt ud. Biopsien har jeg lige fået svar på i dag, og det så fint ud. Intet ondartet. Tandkødsbetændelse, ikke samme type som Ozzys mundhulebetændelse. Om et par uger skal vi vurdere farven på tandkødet igen, og ser det ikke så pænt ud, skal vi prøve et nyt naturprodukt, som sprayes på tandkødet to gange om dagen. Så vi må se. Håber, vi slipper for det, men det er godt at vide, at muligheden er der.

I går var vi hos tjek af såret efter biopsien hos egen dyrlæge, og det er groet fint sammen, så nu kan vi slippe for at blende vådkost til Phoebe. Hun får lidt vådkost nogle dage mere, før vi fører hende tilbage på det tørre. Så tingene er på vej tilbage til normalen.






Som nogle af jer har opdaget, har jeg stadig problemer med Facebook, der blokerer mine links til bloggen, når jeg poster dem på Facebook, og det har helt klart også været med til at holde mig fra at blogge. For jeg bliver simpelthen så frustreret, stresset og ked af det, hver gang det sker, så jeg har efterhånden slet ikke lyst til at blogge mere :( Det er virkelig et problem for mig, og der er intet hul igennem til Facebook. De fjerner blokeringen, når jeg gør opmærksom på, at de ved en fejl igen har blokeret, men den bliver aldrig fjernet permanent, så den kommer tilbage, så snart jeg poster noget.

Men bloggen her er en stor del af mit liv, og jeg vil holde liv i den! Jeg vil dele mine opskrifter, fotos, historier om kattene og de gode og mindre gode ting, der fylder i mit liv med jer, så jeg prøver at hænge på. Jeg håber på et tidspunkt at få det så godt igen, at jeg kan bage og lave mere nye, spændende ting i køkkenet, og ikke mindst blogge som i gamle dage, hvor jeg skrev om alt og intet her på bloggen, så jeg håber, I stadig har lyst til at hænge ved, selvom der er lidt længere mellem indlæggende herinde. :) Jeg har i hvert fald ikke glemt jer, og der kommer løbende nye opskrifter fra mig.

4 kommentarer:

  1. Jeg ved godt at det er forfærdelig irriterende når folk anbefaler yoga, udtræk af bark fra et træ der gor på en 45 grader skråning med udsigt til havet, og alverdens andre ting som det eneste saliggørende, når man bare har ONDT, er ked af det, og har prøvet alverdens ting.

    Men jeg bliver alligevel nødt til at spørge dig, om du har prøvet LDN? Jeg går pt. på smerteklinik, og han ville også gerne at jeg prøvede Garpabentin, men vi blev enige om at prøve LDN først. Og jeg er virkelig et helt andet menneske. Der er en gruppe på facebook som hedder LDN DK (Eller måske er det LDN Danmark?) - prøv at melde dig ind, snus rundt - og se så om det måske kunne være noget for dig. Uanset hvad; rigtig meget held og lykke!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Charlotte.

      Dejligt at høre fra dig :) Jeg er ked af at høre, at du også har smerter. Jeg har faktisk hørt om LDN, men har ikke prøvet det. Jeg er med i en smertegruppe på fb, hvor folk skriver om det. Jeg har ansøgt om at blive en del af den gruppe, du skriver om og vil snuse lidt rundt. Af forskellige årsager kan jeg første starte et forsøg op med den medicin i slutningen af november, da jeg har ting, jeg helst skal komme igennem, så opstart af medicin er ikke lige på menuen lige nu. Men jeg glæder mig til at læse mere om det, for det kunne godt være en mulighed for mig. Tusind tak, fordi du skrev med de gode råd :)

      Slet
  2. Vi hænger på, Christina... <3 Hvert lille pip fra dig er en glæde for mig, for jeg elsker din måde at skrive på, og jeg tager hatten af for, at du deler dine tanker omkring dine smerter med os. Vi er rigtigt mange, som er opgivet af sundhedssystemet - og hvor det på forunderlig vis hjælper at høre fra andre i samme båd - så føler man sig ikke så alene.
    Når det så er sagt, håber jeg virkeligt på et gennembrud for dig på et tidspunkt, hvad enten det er via traditionel eller holistisk medicin. Eller motion.
    Mange gode tanker til dig, Christian og de to dejligheder <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din søde besked, Lisa. Den luner. ❤
      Ja, det er faktisk rart ikke at føle sig Palle alene i verden, selvom det selvfølgelig også er hårdt og trist at opleve, at andre også har det rigtig svært. Men man kan relatere til hinanden.
      Tak skal du have. Jeg har bestemt mig for at afprøve LDN, som jeg har skrevet om i det indlæg, jeg har postet i dag, såfremt min læge er med på idéen. Så håber jeg bare, at LDN kan virke så godt for mig, som det har gjort for andre.
      Jeg holder stadig fast ved mine gåture i det omfang, jeg kan holde til, for jeg ved, det gør en forskel 😊

      Tak for de gode tanker også 😘

      Slet