Farvel, fantastiske Phoebe

Det her er et indlæg, jeg har skullet bruge meget lang tid på at blive klar til at skrive, og processen med at få det skrevet, har været lang, men det er godt at få det gjort, da det er en del af bearbejdelsen af tabet af det mest fantastiske væsen, vi har været heldige at have i vores liv.

Fredag 8. marts var en rigtig svær dag for os og en dag, vi havde frygtet og vidst ville komme, siden Phoebe blev diagnosticeret med svær og akut hjertesvigt i juni sidste år. For det var dagen, hvor vi måtte tage afsted med et af de mest kærlige, sjove og fantastiske væsner, vi nogensinde har kendt. 

Vi fik i første omgang kun to måneder stillet i udsigt i juni sidste år, da hun var så akut dårlig, så vi smed alt, vi havde i hænderne, hvilket bl.a. var alt efter min fars død, dvs. hus i Jylland, der skulle tømmes og alt andet praktisk og tog os kun af hende. Efter lidt forsøg med behandling og skift af medicin blev hun dog mere stabil og overlevede sin holdbarhedsgrænse, vi havde fået, og Christian og min svigerfar har gjort et kæmpe arbejde med at køre mange ture til Jylland for at afvikle huset efter min far, mens jeg blev hjemme og passede Phoebe. Hun havde tabt sig meget i starten af forløbet, så jeg skulle holde hende kørende med mad, hvilket betød opfordret fodring og håndfodring mange gange om dagen, og så skulle hun også have sin hjertemedicin fast hver 12. time. Det var en hård tid, men hun rettede sig, fik sin gamle kampvægt tilbage og havde det godt under sin tid med behandlingen, så det har været al arbejdet værd. Hun nød sin have, snakkede til fuglene og jagtede stadig mus og kom op til kæleture, så det har været så vigtig en tid. 

Phoebe på musejagt i haven december 2023

Phoebe i haven i snevejret i starten af december 2023

En meget kælen Phoebe med på badeværelset i september 2023, hvor hun stjal mit håndklæde.
Intet var bedre end noget, som duftede af hendes mennesker.

Hun gik i starten af forløbet hos en anden dyrlæge end vores faste, som kunne hjertescanne og stille diagnosen, men gennem en stor del af forløbet har vores egen dyrlæge været med ind over og støttet hende og os rigtig meget. Hun er kommet hjem en gang om måneden her og givet Phoebe gigtmedicin i sprøjte, så hun ikke skulle stresse med at skulle afsted hjemmefra, og vi har fået sparring med hendes behandling undervejs også. 

Da Phoebe i februar blev tiltagende dårlig og vi nok havde troet, at hendes hjerte var ved at give op, sørgede vores dyrlæge for, at vi kunne få hende scannet hos en hjertespecialist, som kommer lejlighedsvis i vores sædvanlige klinik. Der fik vi så at vide, at hendes hjerte var perfekt og arbejdede, som det skulle, hvilket var et stort chok og en overraskelse. Men hun havde som tidligere en masse væske i brysthulen, som var ved at kvæle hende, så det var akut med at få det ud og vi kørte 1½ time til Nordsjælland for at få hende drænet akut den aften. Hun var så utrolig sød og medgørlig, vores dejlige pige, og lå bare i min arm, mens hun blev stukket uden bedøvelse og drænet for væske gennem 1½ time, som det tog, da arbejdet var besværligt. Bagefter satte hun sig op og vaskede sig og sagde nærmest "ah, det var dejligt, tak". 

Hun blev sat op i vanddrivende medicin, og vi havde forventet, som vi tidligere har oplevet, at hun nu ville have 3-4 gode uger i hvert fald oven på dræningen. Vi skulle dog have hende undersøgt yderligere for årsagen til hendes problemer, og det stod egen dyrlæge for dagen efter, hvor vi fik taget røntgen og blodprøver. Det viste sig, at hun havde kræft med involvering af lymfesystemet. Vi valgte operation fra, da hun var ret svag og 11 år, så det er voldsomt at sætte en ældre kat igennem, men man kunne behandle/lindre medicinsk og få tid den vej. Det startede også godt, for hun fik det så godt på binyrebarkhormon. Blev så glad og fræk og begyndte at "danse" på bordene igen og hvæsse kløer alle mulige uartige steder 😄 Hun blev dog også mere tørstig af det, så desværre kom væsken hurtigt tilbage og vi fik kun kort tid til sidst med hende, desværre. I de sidste dage kunne vi se hende blive mere træt, så vi måtte tage den tunge beslutning og kontakte vores egen dyrlæge, som havde lovet at komme hjem og hjælpe os med den sidste afsked, når den dag kom. Hun er en fantastisk empatisk og god dyrlæge, som har gjort meget for os og kattene gennem årene, så hun omrokerede sin dag for, at det kunne klares, som vi ønskede os. 

Phoebes sidste dag var smuk. Hun havde det oftest bedst om morgenen, og på sin sidste dag kom hun ind i sengen til os til en dejlig kæletur og gav os så meget kærlighed, som vi altid har fået fra hende. Bagefter fik hun sin vådkost, livretten, og gik en tur i haven, hvor hun nød den friske luft og spiste lidt græs. Da det var tid, fodrede jeg hende med hendes favoritslik, og hun havde heldigvis stadig en fin appetit, hvilket var en trøst. Hun guffede løs og mærkede ikke prikket fra dyrlægen og spiste sit slik, lige til hun lukkede øjnene. Hun levede i den grad for at spise, så det var den helt rigtige måde at kommer herfra på. Bagefter blev hun puttet i en papkasse, som hun elskede at ligge i, liggende i min nattrøje, som hun også elskede, med sit favoritlegetøj, snack og lidt små gaver fra os.

Billeder fra Phoebes sidste tur i haven. Hun nød den friske luft og kiggede på fugle.

Uanset hvor smuk en dag det trods alt blev, var det en frygtelig smertefuld dag. For os alle sammen. Julius var oppe og kigge til hende i kassen bagefter, men har ikke kunne forstå, hvad der foregik alligevel. I mange dage kiggede han efter hende rundt i huset. Oppe i kigge i øverste køje i kradsetræet. Kigge under sofaen og andre steder, han kunne tro, hun kunne være, men nej. Han har også længe troet, at nu kom vi hjem med hende, når vi har været væk hjemmefra på en måde, som vi ikke plejer (hvis vi har været væk flere timer eller på andre tidspunkter end normalt). Han var så glad for hende og hun vaskede ham og gav ham nær kattekontakt, og han har været så nedtrykt og ked af det bagefter. Det er snart tre måneder siden, vi mistede hende, og det er først inden for den seneste måned, at vi er begyndt at få en normal hverdag igen.

Det har heller ikke været nemt for os. Vi er begge meget påvirkede af det, og de første uger især var meget slemme. Jeg har haft mange ritualer med Phoebe gennem dagene med medicin og fodringer, så der var pludseligt alt for meget tid og mange påmindelser på tidspunkter i løbet af dagene, at hun ikke er her mere 😞 Jeg har i mange år levet rimelig stabilt med min angstsygdom, men efter vi mistede hende, er jeg begyndt at få både angst og panikanfald igen. Hvilket nok vidner om, hvor frygteligt og svært hele det her forløb og tabet af hende har været. Det hænger desværre ved og gør livet lidt ekstra svært her bagefter. Kan heller ikke rigtigt finde min søvn mere, så jeg har mange søvnløse eller delvis søvnløse nætter pt., og det gør det nok heller ikke nemmere at komme op til overfladen igen. Den eneste rigtig trøst i så svær en tid er, at det gør så ondt, fordi hun var så højt elsket, og smerten er et tegn på vores kærlighed til hende, som var stor. Uendelig.

Det var den frygtelige og svære del at fortælle om. Den anden side til at skrive den her slags beretning og mindeopslag er at se tilbage på alle de gode år, hun gav os, som vi er så taknemmelige for. Dem vil jeg kigge tilbage på nedenfor og dele en masse dejlige billeder og videoer fra hendes liv.

Phoebe var måske verdens bedste kat. Uagtet at vi elsker dem alle sammen lige højt, var hun bare et meget særligt væsen. Hun var utrolig kærlig. Har givet mig meget kærlighed lige fra dag 1, selvom jeg dengang ikke var klar til en ny kat. Vi fik hende efter tabet af Mille i 2012, hvilket efterlod Putte i stor sorg.  Han trængte til mere kontakt, end Ozzy kunne give og vi vidste, at vi måtte hurtigt ud og kigge efter en ven til ham, selvom det var hurtigere, end vi nok selv var klar til. Efter en del kiggen fandt vi Phoebes opdrætter, og Phoebe valgte os. Ville på ben med det samme og havde tid til at kæle, selvom hun var lille og de ofte har krudt i rumpen 😄 Hun blev også den perfekte ven for Putte, og gav hans liv så meget kvalitet i hans sidste år. Vaskede ham, som Mille havde gjort, og blev en sjov legekammerat, især i haven, hvor de havde meget glæde af hinanden.

Hele historien om hende ligger faktisk herinde et sted, om vores besøg hos hende, før hun flyttede ind (ligger under september og oktober 2012, hvis nogen har lyst til at kigge tilbage og se de søde billeder af og historier om hende som killing) og mange historier om hende gennem tiden.

Hun blev hurtigt "førerkatten" i huset, da hun flyttede ind og tog sig af drengene og os. Hun vaskede allerede som killing både Putte og Ozzy med kattemoderlig stædighed, og fik fra Ozzy utrolig lang snor for, hvad han fandt sig i fra hende, fordi han forstod, at hun var et barn. Sådan forblev det også hele tiden, hun var hos os. 

Killingebesøg hos Phoebes opdrætter i 2012.

Lille Phoebe i armene på Christian ved et killingebesøg.

Så flyttede hun ind.

Tiden før de automatiske, chipstyrede madskåle, så vi måtte lave en kasse, som kun hun kunne komme ind og spise killingefoder af. Ærgerligt nok, syntes Ozzy.

Hun var det sjoveste væsen. Skulle nok få sin vilje, det lærte hun os, ellers måtte der kløer i tapetet, da hun var killing 😂 Hun var i det hele taget god til at opdrage os på den sødeste måde. Aldrig en klo fremme i vores kontakt med hende. Aede man et sted, hun ikke foretrak, satte hun hovedet ned i stedet og sagde ligesom "ae mig på hovedet i stedet for". Opdragede os på den måde til at gøre, hvad hun gerne ville. Hun efterlader meget af sig selv her i huset hos os. Hendes "vægudsmykning" fra killingeårene kan stadig ses her og der, og de andre har overtaget nogle af hendes vaner. Bl.a. "done with that"-bevægelsen. Det er sådan en slags rysten med især begge forpoter, men i særlige tilfælde også bagpoter 😅 Det var sådan en let irriteret bevægelse, fx når vi ikke ville lade hende spise af Ozzys mad og hun måtte gå fra stedet med uforrettet sag. Så blev der lige rystet poter. Både Julius og Ozzy ser vi også gøre det her nu, så det er sjovt, hvordan hendes facon lever videre i dem. 

Heeeeere's Phoebe!

Poterne op!

Lige fra hun var lille, har hun opsøgt os meget for kæl. Da hun var helt lille lå hun på mine ben og legede med min halskæde, der har en lille kugle på, det var bare sjovt. Vi havde ellers fået at vide, at maine coons ikke ligger på ben, det ved de, at de er for store til, men det gjorde hun altid hos os, og hun var ikke en lille kat. Faktisk lå hun primært hos mig de første mange år. Hun var i særdeleshed min kat og ville altid ligge hos mig men meget gerne kæles af Christian samtidig. Det var først lige før, Julius flyttede ind, at hun begyndte at ligge hos Christian, men det fortsatte hun også med til det sidste. 

Hun gjorde det meget hengivent, pressede sit hoved ind til mit bryst og gjorde det så tydeligt, hvor højt hun elskede os. Hun kom selv, når hun ville have kæl, heldigvis tit. Så sad hun hos os i sofaen, eller kom ind i sengen om aftenen og lå på maven af mig. Hun var som sagt god til at opdrage på os, så hun kunne også i løbet af dagen finde på at gå ind på sengen og sidde og kalde på os, og så måtte vi komme ind og kæle med hende der. Det var jo også bare fair, når hun også kom, når vi kaldte på hende om aftenen i sengen. 

Phoebe og far ser Kommissær Rex.

Phoebe gav os masser af kærlighed og kæleture lige til det sidste.

På videoen her, som er taget inden for det seneste år, kan man virkelig se 

hendes hengivenhed og kærlighed, som hun putter hos mig.

En anden sød vane, hun havde, var at sætte næsen op på vores håndled, når vi kom og kælede hende og nussede hende i nakken. Så blev næsen lige sat på håndleddet og der blev snust lidt og lavet kontakt den vej. Det var en meget hengiven kontakt mellem hende og os, som hun ikke gav andre. Vi har ikke oplevet det med andre katte før, men Julius gør det faktisk også. Nu, hvor hun ikke er her mere, er det rart, at han tager lidt over sådan. 

Phoebe var en meget snakkende kat. Både med os, de andre katte og til fuglene, hun så i haven og gennem vinduerne. Det var pippende lyde, hun lavede, så hendes kælenavne blev ofte afledt deraf (Pip eller Pippe eller Fi-pip). Ind imellem, når jeg ligger om morgenen og lige er vågnet, synes jeg stadig, jeg kan høre hende pip-snakke på den anden side af soveværelsesdøren, som hun ofte gjorde, så snart hun kunne høre, at vi var vågne. Hun kunne høre, at vi var vågne, bare vi trak vejret på en anden måde, end når vi sov. Så ville hun gerne ind og ligge i sengen og hygge eller få os op, så hun kunne få sin morgenvådkost. 

Vi købte Julius for hendes skyld, men han var måske ikke lige, hvad hun havde ønsket sig, for han var ret fræk og hun havde gået en del år "alene", mens Ozzy kom ovenpå igen med sin mundbetændelse, så hendes behov for nær kontakt var nu ikke så stor. Men hun påtog sig opgaven med Julius i stiv pote, førerkat som hun var. Hun opdragede ham og vaskede ham, og hun lærte ham også at jage mus. Fangede mus til ham, som han kunne lære at jage lidt på. Og han elskede hende over alt på jorden. 

Julius stor-nød, når han kunne få lov at ligge tæt på Phoebe.

Phoebe trøster Julius på hans første tur i den store, "farlige" have.

Phoebe vasker Julius, da han var en stor killing.

Phoebe var så sød og speciel. Hun havde stor tillid og kærlighed til os og lod os hjælpe hende med meget. Barbere knuder af, når det var nødvendigt, hvilket det ind imellem var, da hun ikke brød sig om at blive friseret, og hos dyrlægen blev hun kaldt et pragteksemplar, da hun var så sød og tålmodig med alt, hun blev udsat for der. Også i hendes sidste år som syg, hvilket har været årsagen til, at vi i det hele taget har fået så lang tid med hende. Når hun skulle have medicin, kom hun selv hen til mig og spandt, klar og glad for at skulle have, bare fordi vi havde indøvet, at hun fik et lille stykke guf til sidst. Så kunne jeg give hende nok så mange piller først. 

Hun har sat de største spor i hjerterne på os, og det er meget tomt her nu uden hende 😔 Hun har fået et lille sted ved siden af Putte og Mille, og skal med tiden også have sin egen sten. Lige nu har hendes sted en lille fugl af granit, da hun var den bedste fuglefanger, og en sommerfugl, da de altid havde hendes store interesse, især da hun var yngre. Det er en del af processen i tabet at have et sted, hvor vi kan tænde lys og snakke til hende og mindes, som vi har gjort med de to andre, vi har måttet sige farvel til gennem årene. 

Phoebe var en fantastisk jæger, og hun har bragt mange gaver med hjem gennem årene. Det var dog sjovest, når hun nøjedes med at fange den kunstige fugl for enden af drillepinden 😉

Det har været en ret emotionel rejse at skrive det her mindeindlæg om vores elskede Phoebe. Rigtig hårdt, men også vigtigt at fortælle om den svære tid, vi har været igennem, og det har været meget specielt og rørende at sidde og kigge billeder og videoer igennem fra de sidste 12 år, at genopleve alle de gode minder, vi har med hende og tænke tilbage på den søde, sjove og kærlige pige, vi var så heldige at have i vores liv i 11½ år. 

Hun vil for evigt have en plads i vores hjerter, som ingen andre vil kunne udfylde. Vi er så taknemmelige for at have haft lov til at kende hende og være hendes menneskeforældre.