tirsdag den 7. august 2018

Ideer til mad i varmen

Varmen har efterhånden haft sit faste greb i Danmark rigtig længe, og i morgen bliver måske sommerens allervarmeste dag. Ja, måske den varmeste dag målt herhjemme nogensinde! Vi oplever som mange andre, at appetitten påvirkes, når det er rigtig varmt. Man har ikke rigtigt lyst til at spise noget, og hvis man har, skal det hverken være noget tungt eller noget, der tager lang tid at lave. Vi hopper herhjemme rundt mellem forskellige nemme retter de her varme dage, og vi får jævnlig kold mad, da det nogle dage bare er for varmt til andet. I det her indlæg har jeg samlet ideer til mad, som vi selv synes, er rart at spise i varmen, både fordi det er relativt hurtigt at lave og/eller kan forberedes lidt på forhånd, så det er mere eller mindre klar, når appetitten endelig indfinder sig :)


Kolde retter:

Nogle gange er det bare rarest med kold mad. Især på de varmeste dage foretrækker vi, at maden er kold. Herunder kan du se forslag til gode, kolde retter :)


Smørrebrød:

Vi spiser ofte rugbrød, og nogle gange forkæler jeg os lidt og laver smørrebrød. Det har jeg gjort et par gange over de seneste måneder, og det er også dagens ret i dag, da jeg lavede smørrebrød til os i går. Jeg laver gerne en masse ad gangen, så der er til et par dage. Og det tager faktisk ikke så lang tid, som man kunne tænke. Jeg er jo begyndt at lave bacon i ovnen, så det passer sig selv, og de sidste gange, jeg har lavet smørrebrød, har jeg købt kamsteg færdig i Kvicklys delikatesse. Det fungerer helt fint til et par flæskestegsmadder.

Jeg har lavet en guide til smørrebrød, som gør det lidt mere overskueligt at komme i gang. Den kan du se her: Hjemmelavet smørrebrød - en guide.

Derudover kan du her finde opskriften på hvert enkelt stykke smørrebrød:
Dyrlægens natmad 
Flæskesteg med sprød svær 
Roastbeef 
Leverpostej med bacon 
Æg og rejer 




Pastasalat:

Endnu en god spise, når det er varmt, er pastasalat. Vi har en klar favorit, som vi faktisk laver året rundt, men den er ekstra god om sommeren, da man kan servere søde danske jordbær til, hvilket smager så skønt! Den indeholder en masse af de helt rigtige smagsnuancer, som tilsammen udgør den, for os, helt perfekte pastasalat. Der er noget sødt, noget salt, noget sprødt, noget blødt og noget syrligt. Vi serverer den gerne med hjemmebagt focaccia, som kræver en meget lille arbejdsindsats. Faktisk kan man forberede dejen og bare putte den i formen, hvorefter den tildækkes og stilles i køleskabet, til man er klar til at bage brødet :) Vi deler gerne portionen og sætter halvdelen i køleskabet til næste dag, så der er nem, friskbagt focaccia begge dage, da den her pastasalat rækker til to dage for os :)

Pastasalat :Sommerlig pastasalat med kylling, oliven og mozzarella

Focacciabrød: Stort focacciamadbrød med oregano og salt





Tunmousse med rejer og kold dressing:

Tunmousse er egentlig noget, de fleste spiser som forret, men det kan også sagtens spises som en aftensmad. Lav en stor, grøn salat til, gerne bestående af flere typer bladsalater som f.eks. iceberg og lollo rossa og hjertesalat for at få lidt variation som tilbehør, og server det hele med godt brød til. Jeg bager jævnligt flutes, så vi har i fryseren, og nedenfor får du opskriften på både et med masser af kerner og mit allernemmeste flute, som kræver meget lidt arbejdsindsats, da det er koldhævet. Det kræver dog, at man samler dejen aftenen før, det skal spises, men så er det også nemt på selve dagen :)

Tunmousse: Tunmousse med rejer og kold dressing

Kerneflutes: Sprøde 5-kornsflutes

Koldhævede flutes: Koldhævede flutes






Lune retter:

Det, som går igen i mange af de retter, vi har lyst til at spise lige nu, er salatdelen. Det er et gennemgående element i vores mad hen over sommeren og især på de varme dage. Her er nogle ideer til lune retter, som passer til sommervarmen :)


Pandestegte fladbrød:

Det her er nemt! Ikke mindst hvis du i forvejen har en rest kød, for alle typer rester af kød kan bruges i de her fladbrød. Vi har ofte lavet en lille cuvettesteg, som er skåret tyndt ud og puttet i, men har du ikke rester, kan du også nemt stege en god bøf, kyllingebryst eller andet, som du skærer i strimler og putter i fladbrødene. Selve brødene er nemme at lave og steges på panden :)

Pandestegte fladbrødPandestegte fladbrød med oksecuvette




Hjemmebagte pitabrød:

Hjemmebagte pitabrød er meget nemme at lave, og de smager og mætter bedre end de færdige, man kan købe. Derudover kan man lave dem lige så store eller små, man måtte ønske. Vi varierer fyldet fra gang til gang, og som med fladbrødene kan man sagtens bruge rester af kød, man har, eller f.eks. også en rest kødsovs, hvis man skulle ligge inde med det. Noget af det allerbedste, man kan få i pitabrød, er falafel! Det smager bare så godt, og derfor får du naturligvis også min favoritopskrift på hjemmelavet falafel herunder :) Lav gerne en stor portion falafel, da det fint kan fryses ned. Så er der nem mad på andre dage, hvor man ikke orker at lave ret meget af den ene eller anden årsag :)

Hjemmebagte pitabrød: Nemme, hjemmebagte pitabrød
Hjemmelavet falafel: Falafel i hjemmebagte pitabrød





Caribisk bøfsalat med mangodressing:

En rigtig god og let salat med en smagfuld dressing. Lige passende til en meget varm sommerdag. Server den med godt brød til :)

Caribisk bøfsalat: Caribisk bøfsalat med mangodressing




Grillede kebabspyd:

Nogle steder må man stadig gerne grille, og der er det oplagt med lækre grillspyd. De her spyd er lavet med svinemørbrad, men du kan også vælge at bruge lam eller kylling, hvis du hellere ønsker det. Server dem med en god salat og brød eller alternativt en bagt kartoffel. Man kan faktisk lave en bagt kartoffel i mikroovnen på rekordtid! Vask den og prik med en gaffel. Sæt den ind ved fuld effekt på mikroovnen i 15-20 minutter, alt efter størrelse (tjek undervejs, så den ikke får for meget)

Grillede kebabspyd: Grillede kebabspyd med jordbærsalat





Det gode tilbehør:

Som jeg allerede har skrevet, spiser vi en del salat i varmen, og her kan du se et par af dem. Jeg kan godt lide at tilsætte frugt, ost og nødder til salater, da de giver flere spændende smagsnuancer til det færdige resultat :)

Salat med hindbær: Salat med hindbær, ost og avocado

Jordbærsalat: Jordbærsalat med slikærter, feta og jordbærdressing

Vandmelonsalat med rødløg og feta: Vandmelonsalat med feta






Kold sovs og andet dyppelse:

Man kan godt have lyst til sovs eller anden dyppelse til sit kød eller kartoflerne, selvom det er varmt. Det er det oplagt med koldt tilbehør. Her kan du se opskriften på en kold bearnaisesovs, en cremet kold dressing/sauce lavet på feta og hvidløg samt en lækker basilikum-hvidløgsdip, som er perfekt til små ristede kartofler! F.eks. de her saltbagte kartofler.

Kold bearnaise: Kold bearnaisedip

Fetacreme: Fetacreme/dip

Basilikum/hvidløgsdip: Saltbagte kartofler med basilikum-hvidløgsdip, grillede grøntsager og barbequemarineret svinemørbrad

 




Dessert og drikkevarer:

Vi har virkelig spist mange is den her sommer. Og jeg har haft gang i ismaskinen flere gange for at lave vores favorit: stawberry cheesecake ice cream, der er en jordbæris med små stykker friske jordbær og stykker af lækre digestivekiks i. Den er dejlig frisk i smagen, da den indeholder flødeost. Det lyder måske mærkeligt, men det smager megagodt! Skynd dig at lave den, mens man stadig kan få den søde, danske jordbær! Jeg har lige lavet en ny portion til fryseren :)

Jordbæris: Strawberry cheesecake ice cream



Drikkevarer skal der også til. Er man lidt slikken, man kan lave den her lækre jordbærmilkshake. Dejlig kold og superlækker. Trænger man i stedet til seriøs tørstslukning, vil jeg anbefale den her hjemmelavede hindbærlimonade. Den har en dejlig frisk smag og er ekstra god, når den blandes med danskvand.

Jordbærmilkshake: Jordbærmilkshake

Hindbærlimonade: Hindbærlimonade





Varmen er virkelig streng for os herhjemme i år. I sidste uge nåede over 33 grader i skyggen, og lige nu, her hvor det snart er aften, er her stadig 30,5 grader. Vi gør forskellige ting for at klare os gennem varmen. Vi er faktisk mest indenfor i dagtimerne, hvor vi har vores lille varmepumpe til at lave aircondition til os og kattene i stuen, men går vi ud, skal der masser af solcreme på. Jeg har den type bleg dansker-hud, som lynhurtigt bliver rød, og skal passe på med modermærker, og Christian er rødhåret med den sarte hudtype, der følger med, så solcreme skal der til.

Derudover har vi været mange gange ved stranden efterhånden. Det er faktisk første gang, jeg har været i vandet, mens jeg har haft dårlige arme, men det er gået helt okay. Og det er ren terapi med en kølig svømmetur efterfulgt af en is i sommerhusområdet ved siden af, før vi kører hjem. Det gør mig fuldstændig afslappet, så det har været nogle skønne ture, vi har taget den seneste tid. <3

Den største udfordring er faktisk at få noget at drikke, fordi jeg sjældent drikker ret meget i løbet af dagen, men jeg har hjulpet det lidt på vej med at spise yoghurt til morgenmad og gå og småspise af det hen over eftermiddagen, når sulten kom igen. På den måde får man lidt ekstra væske. Det kan også suppleres med f.eks. koldskål, som er en skøn sommerspise. Faktisk har vi en liter i køleskabet pt., så det kan godt være, det skal være desserten i dag. Smørrebrød og koldskål. Det er da ikke så ringe! :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar