Stort focacciamadbrød med oregano og salt

I det forrige indlæg her på bloggen fik I opskriften på verdens (måske) bedste pastasalat, en af mine helt store livretter. Som jeg skrev i indlægget om pastasalaten, bør den serveres med godt brød. Gerne et lækkert madbrød, som komplementerer smagsnuancerne i pastasalaten. I dag får I opskriften på netop sådan et brød. Brødet er et stort focacciamadbrød, drysset med salt og tørret oregano, og passer derfor perfekt til pastasalaten som et salt indslag med samme smagsnuancer, da oregano også indgår som et af krydderierne i dressingen til pastasalaten.

Når jeg bager brød, bruger jeg oftest min køkkenmaskine til at lave dejen i. Der er dog ganske få brød, jeg helst laver i hånden, og dette er et af dem. Jeg/vi har lavet brødet både med hjælp fra køkkenmaskinen og i hånden, og vi synes bedst om resultatet, når det er håndlavet. Det bliver knap så kompakt på den måde.

Brødet er allerbedst på dagen, hvor det er bagt. Dagen efter vil saltet på toppen være smeltet ind i brødet, og den salte smag stort set forsvundet. Bag det derfor på dagen, hvor det skal spises og servér det gerne lunt fra ovnen. Pga. saltet på toppen er brødet heller ikke fryseegnet, da saltet også forsvinder efter en tur i fryseren.

Heldigvis er brødet nemt at lave. Det skal desuden æltes minimalt, og efter forhævningen kan dejen trykkes direkte ud i bageformen uden at skulle æltes yderligere.
Drysset på brødet kan varieres efter lyst. Prøv f.eks. også med tørret rosmarin, eller kombiner flere tørrede krydderurter, hvis du har lyst.

Stort focacciamadbrød med oregano og salt (4-6 personer)

25 g gær
3 dl vand
1 tsk salt
1 spsk olie (jeg brugte en koldpresset rapsolie, men anden smagløs olie er fin)
100 g durummel
Ca. 340 g hvedemel

Derudover:
Et par spsk olivenolie
Lidt groft salt
Tørret oregano

Rør gæren ud i vand og tilsæt salt og olie. Rør durummelet i og tilsæt derefter ca. 300 g hvedemel. Ælt resten af hvedemelet ind i dejen lidt ad gangen, evt. med bagsiden af en stor grydeske, og stop, når dejen slipper kanten på skålen. Den må godt klistre lidt.

Lad dejen forhæve tildækket i 45 minutter.

Ælt dejen en smule og rul den ud til en aflang firkant, ca 30x20 cm., eller så den passer i en metalbageform i ca. samme mål. Læg dejen i formen og dæk den til med et viskestykke. Efterhæv i 10 minutter.

Prik huller i dejen med fingrene jævnt fordelt over hele dejen. Pensl dejen med en god olivenolie, så hullerne er fyldt med en smule olie. Drys med lidt groft salt og bag focacciaen i ovnen ca. 30 minutter ved 200 grader. Det er færdigt, når det er gyldent ovenpå og lyder hult, når man banker på det under bunden (det kan lige vippes forsigtigt op af formen med en kniv eller lignende og bankes på). Det færdige brød drysses med tørret oregano og afkøles en smule, før det skæres ud og serveres.

Det færdige madbrød skæres ud i passende stykker og serveres som tilbehør.
Bemærk, hvordan krydderurterne fordeler sig i hullerne i brødet og dermed sikrer
en jævn fordeling af smag over hele brødet.

Så er det vist blevet tid til en lille update herfra. Jeg har jo, som nogle af jer ved, haft problemer med mine arme og hænder siden april, hvor jeg i første omgang blev ramt af seneskedehindebetændelse. Efterfølgende kan jeg ikke komme af med smerterne igen, og jeg kan derfor kun bruge mine hænder i et begrænset omfang.

Sidst I hørte fra mig, var jeg startet hos en fysioterapeut og skulle afprøve akupunktur. Det har jeg desværre ikke haft den store effekt af. Han har sat mig til at lave lidt forskellige øvelser for hænder, ryg og nakke, så vi må se, om det kan gøre noget for mig.

I juli var jeg hos en reumatolog, som ultralydsskannede mine arme. Til min store overraskelse fandt han ikke nogen betændelse til stede, hvilket jeg jo ikke kunne forstå, når jeg stadig har så ondt. Han tilbød alligevel, at han kunne give mig indsprøjtninger med binyrebarkhormon, hvor jeg havde mest ondt, men det har jeg desværre også kun haft begrænset effekt af.
I går skulle jeg så til reumatologen for anden gang. Der var desværre sket en fejl, så min aftale ikke var blevet registreret i systemet, så jeg kunne ikke komme ind til den reumatolog, jeg havde været inde hos sidst. Den anden reumatolog i klinikken kunne dog klemme mig ind en time senere, så det var trods alt heldigt, når klinikken ligger en times kørsel herfra.

Det var dog en helt anden oplevelse end sidst. Sidste gang gik jeg derfra med troen på, at mit problem skyldtes seneskedehindebetændelse, men jeg kunne høre på klinikkens sygeplejerske, at reumatologen sidste gang havde skrevet om mig, at han var i tvivl om diagnosen. Den nye reumatolog virkede dog ikke til at være i tvivl. Mine smerter er kroniske, og det skal jeg lære at leve med, fortalte han mig. Han lavede derudover en test, hvor han trykkede på forskellige smertetriggersteder på kroppen, hvor det gjorde ondt på størstedelen af de steder, han trykkede. Derfor mener han, at jeg sandsynligvis lider af fibromyalgi. Jeg skulle dog have taget nogle blodprøver for at udelukke, at smerterne skyldes noget andet, så det har jeg været nede og få gjort i dag. Jeg skulle gerne få svar på prøverne i næste uge.

Der er ingen helbredende behandling for fibromyalgi, men der er tiltag, der måske kan lindre smerterne. Jeg skal fortsætte hos min fysioterapeut med træning, som kan udspænde og styrke mine underarme, som er mit største problemområde. Motion kan også hjælpe, hvilket jeg allerede har fundet ud af på mine lange gåture nogle gange om ugen, så det fortsætter jeg naturligvis også med. Jeg har derudover fået udskrevet nogle smertestillende piller, som jeg skal tage de næste uger for at se, om det kan gøre en forskel for mig. Jeg skal dog lige snakke med min egen læge, før jeg starter på dem, fordi de påvirker medicinen, jeg tager for min epilepsi.

Så det er situationen, som den ser ud nu. Det var ærligt talt noget af et chok for mig at få den besked i går, da jeg jo gik rundt og troede, at det her var en midlertidig tilstand. Jeg tudbrølede også i telefonen, da jeg efterfølgende ringede til min svigermor for at bede dem om at kigge op til kattene, nu vi kom senere hjem end beregnet. I dag er det sunket lidt ind, og jeg er - i processen mod at acceptere tingenes tilstand - nået til vreden. Det skal fandme være løgn! Jeg skal have førligheden tilbage i mine arme, i det mindste i et større omfang end jeg har nu. Jeg savner at blogge, lave mad og fotografere, hvilket var nogle af de ting, der virkelig gav mit liv indhold, før jeg fik problemer med armene. Jeg håber virkelig, at de ting vil blive mulige for mig igen. Jeg må bare være tålmodig og træne, for at nå derhen.

Det er efterhånden blevet et ret langt indlæg, så jeg vil ikke (få Christian til at) skrive så meget mere i dag. Jeg vil dog lige fortælle, at Ozzy er stoppet med interferonen, og nu kun får sit kosttilskud. Vi håber, at det er nok til at holde mundbetændelsen nede. Indtil videre har han ikke problemer med at gabe. Vi skal inden så længe have et nærmere kig i munden på ham og efterfølgende snakke med Jens fra Tanddyreklinikken om Ozzys behandling fremadrettet.

Jeg håber, at I har haft en rigtig dejlig sommer :)