mandag den 29. april 2013

Salat med hindbær, ost og avocado

For omkring halvanden uges tid siden lavede jeg en skøn salat med hindbær, ost og avocado til en langtidsstegt barbequekylling. Det er en rigtig lækker salat, på trods af at det måske kan lyde som en lidt underlig sammenblanding af ingredienser. Men giv den en chance. Den smager helt fantastisk, og er dryppet med en lækker hindbærdressing, der binder det hele sammen. Opskriften har jeg fundet inspiration til hos Karolines kogebog, men jeg har ændret lidt på ingredienserne, og jeg synes, at resultatet er rigtig godt.

Salaten passede perfekt til den langtidsstegte kylling (hvortil vi også fik bagte kartofler med kryddersmør), og jeg tror, den vil være rigtig god som tilbehør til sommerens grillmad. Jeg er selv helt vild med den hindbærdressing, man laver til salaten, og den går rigtig godt sammen med osteternene. Mængden af hindbærdressingen ser ikke ud af så meget, men den er ret intens i smagen og rækker ret langt.

Det var ret svært at støve hindbær op her i byen, da jeg lavede salaten, så jeg købte lidt blåbær, som jeg overvejede at bruge, hvis jeg ikke fik fat i friske hindbær, og så bruge lidt frosne hindbær til dressingen (husk, de skal skoldes, hvis du bruger frosne), men jeg fandt heldigvis friske hindbær til sidst, og salaten blev, som den skal. Men smed lidt blåbær ved, da jeg nu havde dem. De passer måske ikke lige så godt til salaten som hindbærrene, men blåbær smager jo meget godt. Resten af blåbærrene brugte jeg i nogle muffins, jeg lavede i går. Dem vil jeg komme tilbage til i et andet indlæg. Sådan så vores salat ud:





Salat med hindbær, ost og avocado (2 personer)

1 håndfuld friske hindbær (en lille bakke er rigeligt)
1 god håndfuld mellemlagret ost skåret i mindre tern
1 moden avocado
2 hjertesalater
(Evt. lidt blåbær)

Hindbærdressing:
5 friske hindbær (bare tag nogle af den ovenstående mængde)
1 spsk koldt vand
½ spsk hvidvinseddike
½ spsk sukker
1/4 tsk fint salt
1 spsk smagløs madolie (vindrue-, solsikke- eller rapsolie)

Start med at røre hindbærdressingen sammen. Mos de skyllede bær let (det skal ikke være puré) med hvidvinseddike, vand, sukker og salt. Pisk til sidst olien ind i dressingen.

Vask salaten grundigt, pluk den i mindre stykker og læg den i en skål eller på et fad. Befri avocadoen fra skal og sten, og skær den i forholdsvis tynde skiver. Skær osten i tern og skyl hindbærrene (kasser de grimmeste). Fordel avocado, ost og hindbær oven på salaten (du kan tilsætte lidt skyllede blåbær, hvis du synes). Dryp til sidst salaten med hindbærdressingen.

Aftenens tallerken.


Det har været en lidt fyldt weekend, synes jeg. I fredags var vi til konfirmation det meste af dagen, så vi var noget trætte resten af weekenden. I lørdags var jeg ude og handle nogle småting selv, da Christian var sløj, og jeg ville lave en god steg til os til aften. Men culotten, jeg havde fået købt, var desværre blevet kedelig i lugten, trods den var helt nykøbt. Jeg tog chancen og stegte den, men den smagte surt, så vi endte med at sidde og spise rester af hveder fra tidligere på ugen og havregryn til aftensmad. Temmelig kedeligt :( Især fordi jeg bruger ret megen energi til at lave sådan en middag

I går måtte vi så en tur i Kvickly for at få et bedre stykke kød, og fik da også både en culotte, som vi spiste i går, og en enorm fersk oksemørbrad på tilbud, som jeg skal have skåret ud til bøffer inden for den nærmeste fremtid. I aften står den på rester af culotten.

Som jeg skrev ovenfor, havde jeg en del blåbær i overskud fra salaten, og jeg havde en ide om nogle muffins, jeg kunne tænke mig at lave med dem, så jeg sammensatte min egen opskrift i går på nogle lækre blåbærmuffins med marcipan og hvid chokolade, og de blev superlækre, så det er en keeper, den opskrift :) Christians forældre kom op til en kop kaffe i går eftermiddags og mine nybagte muffins. Jeg vil, som lovet, vende tilbage med opskrift og billeder i et fremtidigt blogindlæg :)

Ellers har det jo været skønt vejr en del dage den sidste uge med at par undtagelser. Christian har været i haven og lave lidt. Sidste weekend, mener jeg, det var, ordnede han terrassen med at fjerne ukrudt, og han har gået og fjernet mos fra græsplænen og klippet sommerfuglebuskene og den slags. Så haven ser noget bedre ud nu. Kattene var naturligvis en stor hjælp derude imens. Ikke mindst Phoebe, der "hjalp" med at hoppe rundt i alt det, Christian havde fjernet på terrassen.

Drengene holder øje med, at "far" nu gør det godt nok og nyder den ekstra plads på terrassen.

Phoebe viser "far", hvor riven står :D

Man fandt en fjer :)


Inden for den nærmeste fremtid skal vi have klargjort havemøblerne. De skal vaskes og gives olie, så de bliver pæne igen. Vi er også i år i gang med at kigge efter et hegn, der kan erstatte det gamle, meget grimme på terrassen, men det er stadig virkelig svært at finde et hegn, der er 120 cm højt. Det er, som om det slet ikke laves mere. Vi vil gerne kunne kigge ud i haven, så det skal helst ikke være højere, men hvis det er lavere, giver det ikke læ nok, og der er for åbent omkring terrassen. Så vi må se, hvad vi kan finde.

I dag er jeg i gang med at bage surdejsflutes til Christians fødselsdag, som han holder om nogle uger. Jeg havde egentlig opgivet min surdej, men efter at have givet den en pause på en dags tid eller to, hvor jeg ikke rørte i den, lugtede den fint og klar til at bage med. Så det er jo dejligt, for så slipper jeg for at starte en ny surdej op. Ellers er jeg i gang med den obligatoriske madplan. Jeg er heldigvis godt med og mangler kun at planlægge en enkelt dag eller to. Men nu vil jeg videre med planlægningen, så I får ikke mere fra mig i dag :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar