En af de der dage...

Puha, jeg synes livet er hårdt for tiden. Vi har gennem det sidste år eller halvandet set en ændring i Ozzys ene øjes farve. Der er kommet mørkere områder frem. Vi spurgte vores egen dyrlæge om det, men de mente dernede ikke, at det var noget alvorligt, når han nu ikke var generet af det.Bekymringen blev dog ved med at være der, så vi fik en tid hos en øjendyrlæge i Holte i går, så han kunne se nærmere på Ozzy. Christian havde taget en fridag, så vi kunne komme afsted. Det var en meget lang køretur. Lidt over 1½ time tog det hver vej, inkl. en gps, der manglede at få en del af en ny motorvej med, så den sendte os på afveje, og en afspærring af en del af København pga. VM i cykling.
Turen var også hård, fordi Ozzy er så bange for at køre i bil. Så det var en forfærdelig tur for ham :( Vi havde i ugerne op til i går givet ham Serene-um to gange om dagen for at dulme hans nerver, men det ændrede ikke på, at han bare var rigtig bange i går :(

Dyrlægen var meget flink og tog sig god tid til at forklare os om situationen. Desværre var det ikke godt nyt. Belægningen på Ozzys iris var hævet, hvilket betyder, at han har kræft i øjet. Dyrlægen fortalte os, at den slags kræft oftest holdt sig inden for øjet og ikke bredte sig til resten af kroppen, og at vi skulle se tiden an. Hvis Ozzy får ændringer i øjet, hvor trykket stiger, vil det nok være bedst at fjerne øjet. Dyrlægen vil kontakte os via mail med nærmere oplysning om, hvor stor risikoen for spredning reelt er.

Det var godt nok noget af et chok. Da vi kom hjem, satte jeg mig til at læse mere om det på nettet, og det gjorde bare det hele meget mere forvirrende. Risikoen varierer fra 20-75 % for spredning til kroppen på de sider, jeg har læst til, og flere steder står der, at man bør fjerne øjet, når der opdages kræft i det.
Mit hjerte sidder ærlig talt helt oppe i halsen på mig. Jeg er SÅ bange for, at det spreder sig til kroppen på ham eller allerede har gjort det, og at vi mister ham :( Han er kun 5 år gammel (faktisk 4; han fylder år i næste måned), og er en meget speciel kat. Så glad, snakkende og helt killingeagtig trods sin alder.

Jeg har skrevet en mail til dyrlægen fra i går om mine tanker og bekymringer. Så nu kan vi bare sidde og vente på, hvad han siger.

Jeg føler mig helt knust indeni. Gået i stykker. Mine katte betyder alt for mig, hvilket for nogen kan være svært at forstå. Men de er min familie, mine børn. Det er sådan, jeg har det med dem. Og det er bare ikke til at rumme, at min lille kattedreng har fået konstateret kræft. Han er endda den yngste af dem, og det er slet ikke normalt, at de udvikler den her sygdom så tidligt i livet.

Vi krydser fingre, alt vi kan, for at dyrlægen kan komme med en eller anden form for opmuntrende svar på mailen, og at sygdommen ikke udvirker sig yderligere hos Ozzy.