torsdag den 28. april 2016

Hjemmelavet smørrebrød: Æg og rejer

Det er efterhånden noget tid siden, der er kommet nyt indlæg herfra, men som jeg skrev i mit seneste indlæg her på bloggen, er jeg desværre ramt af seneskedehindebetændelse i mit ene håndled, så jeg har været nødt til at skære meget ned på tiden ved computeren. Det går dog langsomt fremad med hånden, og heldigvis har jeg forberedt lidt opskrifter, før det gik galt med den, så jeg synes, vi skal have lidt gang i bloggen igen :)

Dagens opskrift er den andensidste i temaet "smørrebrød", og den er en af mine personlige favoritter. Faktisk kan jeg godt finde på at lave sådan et par madder til mig selv, når vi får rugbrød til aften, bare for at forkæle mig selv lidt ;) Da rejer er en letfordærvelig madvare, skal man være opmærksom på ikke at lade denne type smørrebrød stå mange dage i køleskabet, før det bliver spist. Den kan dog uden problemer stå to dage i køleskabet (såfremt rejerne er optøet på en god måde - dvs. helst i køleskabet. Hvis det er på køkkenbordet, så hold skarpt øje, så rejerne stadig er iskolde, når de netop er optøet), fra smørrebrødet er smurt. Længere ville jeg ikke opbevare det før spisning.

Sørg for guds skyld at bruge rejer af god kvalitet. Vælg et mærke, du har spist før og synes om. Der kan være stor forskel på smagen af rejer, og jeg er ret kræsen på det område. Jeg foretrækker Royal Greenlands rejer, som jeg oftest køber på frost. Nu nok snak, her kommer opskriften :)





Smørrebrød med æg og rejer (ca. 6-7 stk.)

7-8 æg str. m-l
250 g rejer af god kvalitet (jeg bruger Royal Greenland)
Mayonnaise
Kaviar (jeg bruger sort stenbiderrogn, men cavi-art går også, hvis du ikke er vild med rigtige fiskeæg)
2 citroner

Derudover:
4 skiver groft rugbrød (jeg bruger gerne skovmandsbrød eller lignende i grovhed og størrelse)
Smør
Hovedsalat
Agurk
Cherrytomater
Frisk dild

Kog æggene dagen før eller nogle timer før, smørrebrødet skal smøres, så de er helt kolde. Opbevar de kogte, pillede æg i køleskabet.

Smør rugbrødet med smør og del skiverne på midten. Vask 3-4 store blade hovedsalat, dup dem tørre og halver dem. Fordel salat (uden stok) på øverste halvdel af hver stykke rugbrød. Fold de afrevne sider ind under bladet, så det ser pænt ud.

Del æggene med en æggedeler. Fordel skiver af æg på 6-7 af rugbrødsskiverne. Det kan være lidt svært at bedømme fra starten, hvor meget de kan dække. Brug udelukkende eller primært skiver med blomme på. Derfor skal man gerne koge 1-2 æg mere, end den mængde smørrebrød, man ønsker at lave.

Fordel mayonnaise i et zigzagmønster midt på æggemadderne. Klem væden fra de optøede rejer og fordel dem på æggemadderne. Måske er der lidt rejer tilovers, men vær ikke nærig med mængden.
Skær ikke alt for tykke skiver af citronerne. Skær en ridse 2/3 igennem hver skive og fordel de største og flotteste på hvert stykke smørrebrød som en springer (med "benene" hver vej som en spiral - se billederne). Skær ikke alt for tynde skiver agurk og lav også springere med dem. Sæt en agurkespringer op ad citronspringeren, så de sidder parallelt (se billedet).

På bagsiden af citronspringeren sættes en båd af cherrytomat (ca 1/4 af en hel tomat). På forsiden af springerne fordeles en teskefuld kaviar. Slut af med at pynte smørrebrødet med et par kviste frisk dild.

Smørrebrødet med æg og rejer ses oppefra øverst i højre hjørne.




I søndags var vi afsted hele dagen til et socialt arrangement, så det gjorde, at starten på ugen har været noget hård. Nu kan vi heldigvis efterhånden se en ende på den, og i dag er endelig dagen, hvor vi skal smovse i hveder. Som jeg skrev sidste uge, måtte vi udskyde lækkerierne, så jeg ikke risikerede at blive syg af dem lige op til det, vi skulle i weekenden, så vi har sådan glædet os! :)

Vi kom hjem sent søndag aften og fik lidt af et chok, da vi opdagede, at endnu en af kattenes kradsetræer nu var knækket totalt sammen. Vi har gennem tiden haft tre træer af samme type, alle med en hængekøje, som kattene har elsket, men for ca. halvanden måned siden kom jeg hjem fra byen og opdagede, at plastikken i det ene kradsetræ var knækket totalt, og hængekøjen hang slapt ned ad siderne på kradsestammerne. Og der var plastik over alt! Ca. det samme kom vi så hjem til i søndags :( Begge kradsetræer, der før var gulv-til-loft-modeller, er nu meget amputerede og kun halvt så høje. Phoebe plejer at sove til middag i køjen i stuen med udsigt til haven (det står lige ved et vindue), og hun var virkelig påvirket af tabet af hængekøjen dagen efter. Meget urolig om morgenen, og om eftermiddagen sad hun bare med det mest håbløse udtryk på en af de nedre platforme af resterne af det gamle kradsetræ. Fangede det her billede med min telefon af hende, der virkelig siger alt!




Hun ser bare ked ud af det :( Sendte billedet til Christian, og han var ret enig i, at vi skulle i gang med at finde et nyt træ til kattene hurtigst muligt. Så det har dagene i denne uge gået med. Vi køber denne gang et fra Kattens no. 1, da det er mere solidt og bygget til tunge katte. Det bliver et stort træ, der går helt op til loftet, og vi ændrer lidt på det originale kradsetræ, så Phoebe kan få sin hængehylde også. Vi glæder os til at modtage det. Forventer, at vi har det i næste uge. Når vi har fået det samlet, og kattene har taget det i brug, skal jeg nok vise det frem her på bloggen :)

Apropos kat, så arbejder vi på at få Ozzy af lactulosen. Som jeg skrev i marts, så har han haft problemer med kvalme, hvilket blev afhjulpet af lactulose, da det havde noget med hans fordøjelse at gøre. Vi introducerer langsomt mere fiberrig tørkost som en del af hans foder, og vi skærer ned på lactulosen, som mængden af fibertørkosten stiger. Endnu går det meget godt, så vi forventer at få ham helt af lactulosen inden for de næste uger.

Ozzy på klatretræet i haven i sidste uge.



Nu er det tid til at stoppe for i dag, for min hånd gør ret ondt, så jeg må hellere få den i skinnen igen. Inden da skal jeg dog lige ud med nogle frø til havens fugle, for der har siddet en meget insisterende musvit og kigget ind på mig, mens jeg skrev dette indlæg. Jeg er sikker på, at den synes, jeg skal komme ud og fodre den, så det må jeg hellere gøre :)

mandag den 18. april 2016

Hjemmebagte hvedeknopper til st. bededag

Det er snart store bededag og dertil hører lækre, lune hveder! Dem kan man fint bage selv, og det er faktisk ikke ret svært :) Har du lyst til at prøve at bage dine egne hvedeknopper, kan jeg varmt anbefale denne opskrift. Den er virkelig god! Det er en Claus Meyer-opskrift med ganske få tilretninger fra min side og giver rigtig lækre hvedeknopper. Store og luftige, men med mere fylde og smag end dem, man køber. Og så mætter de også bedre. Opskriften på de gode hveder finder du her: Hvedeknopper.





Vi skal også have hvedeknopper, men det bliver ikke lige til st. bededag i år, da vi skal spise ude i den nærmeste fremtid. Derfor jeg tør ikke fylde maven med lækre, krydrede hveder og risikere at være nødt til at blive hjemme, hvis maven står af, som den ofte gør. Så vi må tage revanche, når vi har været afsted.

Der er også en anden årsag til, at vi ikke skal spise hjemmebagte hveder lige nu, nemlig at jeg pt. er ramt rigtig hårdt af seneskedehindebetændelse i højre håndled, så jeg er ret begrænset i, hvad jeg kan foretage mig. Jeg kan ikke selv handle, lave mad og bage, fotografere eller mange af de andre ting, jeg plejer at lave. Det inkluderer også at blogge, for det er særligt smertefuldt at sidde med computeren, så der kommer nok til at være lidt længere mellem indlæggene den næste tid, så jeg kan give begge hænder ro. Jeg kan i hvert fald mærke tiltagende smerter i venstre hånds håndled og fingre, efter den må tage over, så jeg er nødt til at skære ned på tiden ved computeren og med telefonen, så jeg kan få det bedre.

Vil slutte af med lidt billeder af Phoebe fra sidste uge, hvor jeg syede en hyggepose til hende med tørret baldrian (sædvanligvis putter jeg katnip i poserne, men det er godt med lidt variation). Den gjorde godt nok lykke! Hos begge katte. De bliver totalt fjollede af den lugt :D Vi andre nyder den dog ikke i samme grad, da det i den grad lugter af sure tæer! Pyha. Men hvad gør man ikke for kattene? ;) Billederne er taget fra en video, Christian tog af hende, mens hun legede med posen, så kvaliteten er ikke fantastisk, men de er nu ret sjove alligevel :)

Snif?

Grr! Lad mig nedlægge og flænse dig, nye pose!

Fungerer også som hovedpude ;) Det er i hvert fald rart at køre på ansigtet hen ad gulvet på den :D (Ozzys yndlingsdisciplin).

mandag den 11. april 2016

Hjemmelavet smørrebrød: Dyrlægens natmad

Vi fortsætter smørrebrødstemaet med endnu en opskrift på lækkert smørrebrød. I dag får I opskriften på dyrlægens natmad. Det er et pudsigt navn til et stykke smørrebrød, men navnet peger tilbage på oprindelsen af maden. I 1920'erne blev den serveret for en lokal dyrlæge hver aften på Oskar Davidsens restaurant i København. Dengang dog uden løg. Restauranten har været et familieforetagende gennem over 100 år, og senere internationalt kendt med verdens længste smørrebrødsseddel med mange forskellige varianter, heriblandt mange selvopfundne stykker smørrebrød. I dag er restauranten drevet af den kendte smørrebrødsjomfru Ida Davidsen, Oskar Davidsens oldebarn. Dyrlægens natmad er en af de mange varianter af smørrebrød, som blev opfundet på restauranten, og den er stadig en del af Ida Davidsens smørrebrødsseddel, som i dag tæller omkring 250 forskellige stykker smørrebrød.

I dag får I min opskrift på dyrlægens natmad. Den er toppet med rå løg, som jeg synes, det hører sig til. Selvom det ikke var en del af den originale opskrift på dyrlægens natmad, er det efterhånden mest udbredt at servere den med rå løg. Smagsmæssigt passer det også rigtig godt til maden. Opskriften nedenfor passer til ca. 9-10 stykker med dyrlægens natmad. Oftest laver jeg dog ikke så mange ad gangen, når jeg smører smørrebrød, da der skal være lidt af hvert, og de stykker, der bliver spist flest af, oftest er leverpostej med bacon og flæskestegsmaden. Af en stor bakke leverpostej bliver der ca. 9-10 stykker dyrlægens natmad. Vil du ikke lave så mange stykker, kan resten af leverpostejen fryses ned eller bruges til andre stykker smørrebrød.

Da leverpostejen er mere eller mindre skjult af saltkødet, kan du fint bruge en grovhakket postej her, hvis du ønsker det, fordi skiverne af leverpostej ikke er så synlige. Til f.eks. leverpostej med bacon bruger jeg gerne en fransk eller anden finhakket postej, da skiverne ser pænere ud på det færdige smørrebrød. Vælg frem for alt det, du allerbedst kan lide at spise, da smag trods alt kommer før udseende :)






Smørrebrød: Dyrlægens natmad (ca. 9-10 stk.)

1 stor bakke leverpostej (modsat leverpostej med bacon går den grovhakkede fint her, da den er delvist skjult af saltkødet)
18-20 stykker saltkød (ca. 3 pakker vil jeg skyde på - beregn 2 stykker saltkød pr. mad)
Kraftsky uden champignons
Rødløg (ca. 3 mellemstore)

Derudover:
5 skiver groft rugbrød (jeg bruger sædvanligvis skovmandsbrød eller lignende)
Smør
Hovedsalat
Agurk
Cherrytomater
Karse

Smør hver skive rugbrød med smør og del dem på midten, så du har 10 halve skiver rugbrød. Skyl 5 store blade hovedsalat og dup dem tørre. Del dem i to og fordel hvert stykke salat på en skive rugbrød. Fold de afrevne sider af salaten ind under sig selv, så det ser pænt ud.

Vend leverpostejen ud på et spækbræt og skær den i relativt tynde skiver. Du skal have ca. 20 skiver leverpostej, og der vil nok være lidt tilovers, hvis du ikke skærer alt for tykke skiver. Fordel to skiver på skrå på hver skive rugbrød, så de netop overlapper hinanden.

Fordel to skiver saltkød på hvert stykke rugbrød oven på leverpostejen. Det gør ikke noget, at man kan se lidt af leverpostejen nedenunder. Jeg plejer at lave en lille fold i den ene ende af saltkødet, så det ser pænt ud, når det ligger på smørrebrødet (se billederne af smørrebrødet).

Pil rødløgene og skær dem i ikke alt for tynde skiver. Fordel 3-4 flotte ringe rødløg på hvert stykke smørrebrød.

Slut af med at skære 10 ikke alt for tykke skiver agurk. Skær en ridse 2/3 igennem agurkeskiverne og sæt en agurkeskive som en springer på hvert stykke smørrebrød ved at vende "benene" på hver agurkeskive hver sin vej. Det er lidt af en balancekunst oven på løgene, så det kræver lidt tålmodighed. Skær vaskede cherrytomater ud i 4 både pr. tomat. Fordel en båd på bagsiden af agurkespringeren og en tot karse på forsiden (se billedet).

Dyrlægens natmad ses f.eks. nederst i højre hjørne.



Mens jeg skriver dette, holder kattene og jeg tvungen siesta for forårssolen. UV-indekset er efterhånden over 3, og da Christian kunne mærke at have fået sol i ansigtet i går efter en kort tur i haven, er vi kommet frem til, at vi nok hellere må starte siestaen på de mest skyfrie dage af hensyn til Ozzys næse. Sidste sommer blev den voldsomt forbrændt, da han fik noget medicin, som gjorde ham ekstra solfølsom, så vi har siden været meget påpasselige med at udsætte ham for solen. Nu, hvor UV er oppe i et højere niveau igen, er det tid til at passe ekstra på ham. Heldigvis er hans næse blevet rigtig pæn igen, men nok stadig sart, så vi tager ingen chancer. Jeg forventer dog, at vi inden for de næste timer igen kan gå ud, når UV-indekset er faldet lidt.

Vi har haft nogle dejlige dage i haven med kattene i weekenden. Vi har haft kameraerne lidt med ude, og kattene har nydt selskabet. Resten af tiden har vi primært slappet af. Jeg brugte dog en del af lørdagen på at bage lækkerier til Christian og fryseren, så der igen er fyldt lidt op derude. Det tager ikke lang tid at tø en lille kage op derfra, så det er dejligt lige at kunne tage op, hvis der kommer gæster eller Christian vil have kage til sin aftenkaffe i weekenden.

I dag er starten på en ny uge, og jeg skal i gang med madplanen. Heldigvis er jeg allerede startet og ved, hvad vi skal spise i dag og i morgen, men jeg skal have kigget på resten. Ville også gerne kigge på noget vasketøj, men jeg har problemer med ryggen i dag, så det kan godt være, jeg er nødt til at udsætte det. Maden i dag står på de sidste rester af den fantastiske langtidsstegte svinekam, jeg lavede i fredags. Lørdag fik vi rester af den med det samme tilbehør som fredag (kartofler, gulerødder, grønne asparges og god sovs), og i går lavede jeg smørrebrød til mig selv og biksemad til Christian af resterne. I dag står den så på de sidste rester af smørrebrød og biksemad :) Dejligt nemt. Det er faktisk utroligt, hvor mange gode ting man kan få ud af sådan et stykke steg.

Vil slutte af med et enkelt forårsbillede fra vores haveture i weekenden. Phoebe, min smukke model, foran bedet med påskeliljer i haven :)


torsdag den 7. april 2016

Hjemmelavet smørrebrød: Roastbeef

I dag fortsætter vi med opskrifter på det lækre smørrebrød, jeg serverede i påsken. Dagens smørrebrødsopskrift er roastbeef, og det er et traditionelt stykke smørrebrød i den forstand, at toppingen er ristede løg, peberrod og surt. Christian får ret ofte roastbeef, når vi spiser rugbrød til aftensmad, men smørrebrød med roastbeef er en helt anden oplevelse pga. mængden af pålæg og sammensætningen af fyldet. Ikke mindst pga. udseendet, da smørrebrød jo er smukt at se på :) Derudover er der også duften, som helt klart giver appetit. Det hjælper karsen med til, da den giver smørrebrødet en helt særlig duft, som jeg elsker! Og så smager det jo også godt.

Her kan du se, hvordan stykkerne så ud og nedenfor får du opskriften, samt et oversigtsbillede af smørrebrødet set oppefra.





Smørrebrød: Roastbeef (6 stk.)

Roastbeef i skiver, ca. 3 pakker eller 18 skiver i alt (beregn tre stykker roastbeef pr. stykke smørrebrød)
Remoulade
Ristede løg
Høvlet peberrod
Ca. 12 skiver agurkesalat

Derudover:
3 skiver groft rugbrød (jeg bruger sædvanligvis skovmandsbrød eller lignende i størrelse og grovhed)
Smør
Hovedsalat
Cherrytomater
Agurk
Karse

Start med at smøre 3 skiver rugbrød med smør. Del dem på midten, så du har 6 halve stykker rugbrød og placer dem på bordet.

Skyl 3 store blade hovedsalat og dup dem tørre. Del dem i to og fordel salaten (uden stok) øverst på hvert stykke rugbrød. Fold de afrevne sider af salatbladet ind under sig selv, så det ser pænere ud.

Fordel 3 stykker roastbeef på hvert stykke rugbrød, så de overlapper hinanden og skjuler rugbrødet (salatbladet skal dog delvist stikke frem, som det fremgår af billedet). Jeg bukker gerne den øverste kant af roastbeefskiverne (som ligger op med salatbladet), så hver skive bliver hævet en smule fra hinanden. Det ser pænest ud, synes jeg. Fordel remoulade over roastbeefen i et zigzag-agtigt mønster.

Afdryp agurkesalaten på et stykke køkkenrulle og fordel to skiver på hvert stykke smørrebrød helt ude for enden (i modsatte retning af salaten). Fordel herefter ristede løg på roastbeefen i den anden ende ved salatbladet oven i remouladen. Til sidst fordeles lidt høvlet peberrod mellem de ristede løg og agurkesalaten.

Slut af med at pynte maden. Skær 6 relativt tynde skiver agurk og skær en ridse 2/3 igennem hver skive. Sæt en skive agurk oven på hver mad ved at vende "benene" på agurken hver sin vej - det kaldes en agurkespringer (se billedet). Del de skyllede tomater i 4 både og læg en båd på bagsiden af agurkespringeren. På forsiden af springeren lægges en tot karse.

Som med smørrebrødet med leverpostej og bacon påvirkes sprødheden af de ristede løg af fugten fra resten af smørrebrødet, så hvis du vil have sprøde ristede løg, skal du lave smørrebrødet den dag, det skal serveres.




Jeg har efterhånden nået en del af de mange ting, der står på programmet for denne uge. Derudover har den seneste tid haft overskud til at lave lidt nyt i køkkenet, og det kommer bloggen til gode. Det har nemlig givet udslag i nye opskrifter. Det er ret lang tid siden, jeg rigtigt har haft overskud til at lave nyt i køkkenet, fordi livet bare har været så fyldt af alt muligt andet, at der ikke har været noget overskud, og selvom situationen ikke rigtigt har ændret sig på det område, har jeg endelig fundet lysten til at komme i gang i køkkenet igen. Og det er virkelig dejligt.

I dag har jeg en del, der skal nås endnu. Jeg tager det dog lidt roligt her fra starten af dagen, da jeg har haft lidt stresssymptomer de sidste dage, så det skal være i mit tempo. I går hev jeg en dag ud af kalenderen, da der havde været lidt for meget om ørerne på mig, og brugte en stor del af eftermiddagen på at sidde og slappe af under et tæppe og se Transparent. Jeg er netop gået i gang med at se serien, og den har allerede fanget mig. Der bliver nok også lige tid til at se et afsnit færdigt, jeg gik i gang med i går, før dagen for alvor skal bruges på noget praktisk i dag, forudser jeg :)

Nu får I ikke mere herfra i dag, for jeg skal i gang med dagens opgaver. Eller i hvert fald lige have afsluttet Transparentafsnittet fra i går i første omgang :)

mandag den 4. april 2016

Hjemmelavet smørrebrød: Leverpostej med bacon

I sidste uge fik I her på bloggen en generel beskrivelse af processen med at lave hjemmelavet smørrebrød. I dag skal vi så tage fat på, hvordan man så rent faktisk laver de enkelte stykker. Som overskriften siger, er fokus i dag på smørrebrød med leverpostej og bacon, hvilket er en af mine personlige favoritter.

Man skal ikke være nærig, når det kommer til fyldet på smørrebrød. Samtidig skal man finde en balance, så det ser smukt ud og det er muligt at pynte smørrebrødet til sidst, uden pynten falder af. Det handler også om at finde smage, der komplementerer hinanden. Fyldet på dette stykke smørrebrød i min version består af leverpostej af god kvalitet, rødbede, stegte champignoner og selvfølgelig bacon samt pynt.

Det æstetiske udtryk betyder en del. Derfor vælger jeg sædvanligvis en fransk leverpostej, når jeg laver denne type smørrebrød, da en grovhakket ikke bliver nær så pæn, når den skæres i skiver. Dog betyder smagsoplevelsen mere, så kan du bedst lide grovhakket leverpostej, så vælg den. Du skal bare være klar over, at resultatet så ikke bliver lige så smukt, da den har en tendens til at "gryne" lidt i overfladen af skiverne.

Nok snak, nu til opskriften :) Her kan du se et billede af det færdige stykke smørrebrød med leverpostej og bacon:





Smørrebrød: Leverpostej med bacon (9-10 stk.)

1 stor bakke leverpostej (jeg bruger Stryhns, helst fransk leverpostej men vælg efter foretrukken smag)
2 glas champignon i skiver
1½-2 pakker bacon i skiver
8-10 skiver syltede rødbeder

Derudover:
5 skiver groft rugbrød (jeg bruger sædvanligvis skovmandsbrød eller lignende)
Smør
Hovedsalat
Agurk
Karse

Tidligere på dagen eller dagen før: steg baconen sprød på en pande og læg det på fedtsugende papir. Smelt lidt smør eller margarine i en gryde. Hæld vandet fra champignonerne og steg dem i smørret, til de falder lidt sammen og væden er fordampet fra skiverne. Det tager lidt tid og skal gøres ved medium varme under gryden. Drys til sidst med lidt salt. Opbevar den sprøde, afkølede bacon i en lufttæt bøtte i køleskabet. Champignonerne pakker jeg sædvanligvis i et stykke sølvpapir. De skal naturligvis også i køleskabet.

På dagen for produktionen af smørrebrødet: start med at rydde køkkenbordet, så der er god plads til at arbejde. Sørg for, at det er rent nok til at stille maden på.

Smør rugbrødet med smør og del skiverne i to, så du har 10 halve stykker rugbrød. Vask ca. 5 store blade hovedsalat og dup dem tørre. Del dem i to og læg et stykke øverst på hver stykke rugbrød. Fold gerne de afrevne sider ind under resten af salaten, så det ser pænt ud.

Vend leverpostejen ud på et spækbræt. Skær meget tynde skiver af den, så der bliver 27-30 skiver, når du er færdig. Læg 3 skiver leverpostej på skrå på rugbrødet, så de netop overlapper hinanden.

Læg skiverne af rødbede på et stykke køkkenrulle og dup den værste væde fra. Skær dem i stave a ca. 1 cm i bredden. Fordel 2-3 stave forrest på smørrebrødet.

Fordel de stegte champignons midt på smørrebrødet. Pynt herefter med baconen, ca. 2 skiver pr. stykke. Man kan godt putte mere på, hvis man synes, men det skygger for resten af fyldet og gør det svært at placere pynten til sidst.

Slut af med at skære 10 relativt tynde skiver agurk. Skær en ridse 2/3 igennem agurkeskiverne. Fordel dem oven på smørrebrødet ved at vende "benene" på agurkeskiverne hver sin vej. Det kaldes en "springer". Slut af med at pynte med lidt karse.

Note: baconen vil blive blød i det, når smørrebrødet har stået i køleskab et døgns tid. Lav det derfor på dagen, det skal serveres eller vent med at pynte med bacon, agurk og karse, til det skal serveres, hvis du ønsker baconen sprød.





Hverdagen er igen over os, og jeg har masser af ting, jeg skal nå i dag. Er godt i gang med madplanen, og der skal handles en smule ind i dag, tror jeg. Skal vist også have kigget på noget vasketøj.

Weekenden har stået på en tur til Slagelse, da Christian skulle have købt lidt vin, og vi var efterfølgende en tur i Vestsjællandscentret, hvor vi begge fandt lidt tøj. I går var vi i haven med kameraet for at fange lidt forårsbilleder. Vores bed bagerst i hjørnet af haven lyser virkelig op med forårsblomster lige nu, primært krokus og blå anemoner, og det er rigtig smukt. Det har insekterne også opdaget, så der var lidt bier og andre smådyr fremme i går. Her kan du se et af de billeder, jeg tog; en mariehøne med lille krokus i baggrunden:




Ozzy har spist ret pænt de sidste dage. Lactulosen hjælper hans mave rigtig meget. Desværre er den stadig til den hårde side, selvom vi løbende har sat dosen op, og i dag har han haft kvalme igen. Jeg overvejer, om det kan være, fordi han spiste græs i går, for det er den eneste ændring, der er sket. Derfor tror jeg, at vi fjerner græsset igen for at se, om det har en effekt. Senere i dag sætter jeg hans dosis lactulose op. Det hjælper forhåbentlig også.

Jeg skal have snakket med dyrlægen om, hvordan vi får hans mave på ret køl igen generelt. Måske skal han tilbage på Hill's w/d, som han tidligere har spist det meste af sit liv (han får pt. allergikost af samme mærke), da der er betydeligt mere fiber i, hvilket skulle hjælpe på hård mave, men vi er lidt bekymrede for, om det forstopper ham yderligere, og vi ved ikke, hvordan det påvirker hans mundbetændelse. Han er skiftet over til udelukkende at få allergikost i den periode, hans mund er blevet bedre, så det er svært at sige, om det også har haft en positiv effekt på munden. Så vi er lidt betænkelige ved at skulle skifte tilbage til w/d. Men et eller andet skal der jo ske for at få hans mave i bedring og ham af lactulosen på sigt.

Lige nu ligger han her hos mig i sofaen og ordner pelsen efter en tur i haven :) Han har heldigvis lyst til at gå til foderbolden, hver gang han kommer ind, så appetitten er da ikke helt væk. 

Min smukke model i haven i sidste uge <3


Jeg har som sagt en del, der skal nås i dag. Mangler stadig et par dage på madplanen, og skal have fisket et par hjemmelavede færdigretter op af fryseren til os, så jeg må hellere komme i gang :)