Surdejsboller

Bloggen har været på sin længste pause i hele den tid, den har eksisteret, da der faktisk ikke er kommet et eneste indlæg i år. Det laver vi om på i dag med en ny opskrift. 

Og snart kommer der også årets jule-giveaway, for den skal I selvfølgelig ikke gå glip af i år. 🎅

Det er bestemt ikke, fordi jeg har glemt bloggen, men 2023 har været et frygteligt år for os, så der har ikke været overskud til mere end det allermest nødvendige. Jeg vender tilbage og fortæller mere om de ting, der har vendt op og ned på vores liv i år, når vi har kigget på dagens opskrift 😊

I dag får I opskriften på nogle nemme og meget lækre surdejsboller. Det er en opskrift, jeg udviklede sidste år og har bagt en del gange siden, da de er nemme og smager fuldstændig fantastisk! Vi har brugt dem flere gange som tilbehør til lidt specielle oste, når vi har lavet julefrokost eller påskefrokost, og jeg forudser også, at de nok kommer på bordet igen snart, da julen nærmer sig. 

I forhold til gode oste, som passer til bollerne, købte vi på julemarked sidste år to forskellige specialoste, som har været helt suveræne til de her boller, nemlig en æblerøget cheddar og fuldmåneost, som er en ost med rigtig meget smag i, og begge oste giver et godt modspil til surdejsbollerne. Så dem kan jeg varmt anbefale, hvis man kan få fingrene i dem 😋

De her boller kræver lidt planlægning, da den gode smag kræver lidt tid at udvikle, men selve arbejdet med dejen tager kun kort tid. Æltningen laver jeg i etaper, hvor dejen hviler ind imellem, så den kan stå og optage melet bedre i hviletiden, og man undgår, at dejen bliver overopvarmet ved den relativ lange æltningsproces. Af hensyn til temperaturen på dejen skal vandet også være mellem koldt og køligt, som jeg skriver i fremgangsmåden her nedenfor. Der skal bruges en kraftig mel (højprotein) til at lave de her boller, hvilket kræver en relativ lang æltning for at danne det helt rigtige glutennetværk. Heldigvis har mange af os en maskine, der kan hjælpe på arbejdsbyrden 😅 

Melet, jeg gerne bruger til de her boller, er Caputo Pizzeria, da jeg altid har den hjemme til pizzabagning, og den fungerer perfekt til de her boller. Jeg tror, at Føtex har den fast i sortiment. Som til formning af mine pizzaer bruger jeg også gerne durum-semolina-mel til deling af dejen i boller. Det er en grov durum-type, som fungerer godt til formålet. Jeg køber den gerne i Rema1000. 

Jeg bruger hvedesur som surdej i bollerne, da jeg ikke bager nok til at holde gang i en surdej. Hvedesur skal blot blandes i melet og kan efterhånden købes mange steder. Jeg køber det gerne på nettet, hvor det er billigst, eller hvis jeg skal bestille andre ting til bagning, så ryger det gerne med i kurven, så det altid er på lager.

Surdejsboller (6-8 stk)

0,3 g gær (svarer ca. til størrelsen af en lille ært)
4,5 dl køligt vand
400 g tipo 00 mel (12,5 % protein, f.eks. caputo pizzeria)
100 g rugmel
25 g hvedesur
15 g fint salt

Durum semolina-mel til formning af bollerne

Mål gæren af. Put den i køkkenmaskinens røreskål.

Afmål vandet. Temperaturen skal være kølig, men ikke kold, ca. 25 grader. Jeg måler aldrig efter, men vurderer det med hænderne. Vandet skal være noget køligere end lillefingervarmt, men ikke føles koldt. Brug et termometer, hvis du synes, men det er ikke så vigtigt.

Hæld vandet ned til gæren og rør gæren ud i vandet.

Bland meltyperne i en skål med hvedesuren og hæld det i vandet. 

Kør dejen sammen med dejkrogen, til dejen netop hænger sammen. Lad den herefter hvile ½ time (autolyse kaldes denne proces, hvor melet får lov at stå og suge vandet stille og roligt, og melets enzymer og proteiner begynder deres arbejde. Dog gør man oftest dette uden gær, men da mængden er så lille tilsætter jeg den alligevel fra starten).

Ælt dejen på køkkenmaskinen i 10 minutter. Tilsæt undervejs saltet lidt ad gangen. Lad herefter dejen hvile i 10 minutter.

Herefter æltes dejen en sidste gang i 10 minutter. Drys lidt mel i bunden af skålen, læg dejen herpå og film skålen, så den er lukket lufttæt til. Sæt skålen med dejen ved stuetemperatur i ca. 24 timer.

Næste dag skal du starte med at opvarme en bageplade (evt. med bunden i vejret) eller endnu bedre et bagestål til 250 grader. Sørg for, at pladen eller stålet er rigeligt gennemvarmt, før du fortsætter.

Fordel en gavmild mængde durum semolina-mel på køkkenbordet og hæld forsigtigt dejen ud i melet uden at håndtere den for meget. Jeg bruger en lille dejskraber til at løsne dejen fra skålen, så den blot glider ned i melet. 
Brug dejskraberen til forsigtigt at samle dejen en smule ved at bruge den til at folde siderne lidt ind mod midten, så dejen bliver højere. Herefter plejer min dej at have en oval facon.

Vend forsigtigt dejen i melet, så der er mel på både over- og underside, uden du trykker på dejen (vigtigt, så den bevarer luften).

Brug en dejdeler eller stor skarp kniv til at dele dejen i mindre stykker. Jeg deler den gerne på langs midt gennem dejen og herefter i mindre boller, enten lige over eller på skrå, hvis jeg ønsker trekantede stykker.

Flyt forsigtigt bollerne over på et stykke bagepapir.

Brug en pizza- eller kombispade til at flytte bollerne ind på det varme bagestål eller bageplade, eller tag kortvarigt den varme bageplade ud og træk hurtigt bagepapiret med bollerne over på bagepladen.

Bag bollerne 5-10 minutter ved 250 grader, til de er pustet godt op og har fået noget størrelse. På bagestålet tog det mig ca. 5 minutter. Herefter skrues ovnen ned til 225 grader, og bollerne bages færdige, så de har fået ca. 18-20 minutter og er flot gyldne. Tjek, ved at banke dem under bunden, om de lyder let hule, så er de færdigbagte.

Lad bollerne køle af på en rist, før de serveres. 

Kan fint fryses og genvarmes efter optøning.

Nu vil jeg vende tilbage og fortælle om det, som totalt har slået bunden ud af vores liv det seneste år og sat en prop i skriveriet her på bloggen. Der er gået et år, så der er sket en del, derfor bliver det nok lidt langt. Men det er godt for mig at få skrevet om det, så læs med på det, som I orker. Det er meget følsomt for mig at dele dog, da det berører de vigtigste ting i mit liv, så jeg skriver det, som jeg føler for. For nemheds skyld giver jeg afsnittene overskrifter og billeder, så det bliver nemmere overskueligt at læse. Giv det en chance.

Far

Mit seneste opslag kom 16. december sidste år, og vi holdt som sædvanligt jul hjemme. Min far kommer gerne herover til jul, og vi havde også bestilt togbilletter, så alt var på plads. Ret få dage inden jul ringede min faster dog for at ville høre, om min far havde fortalt, at hans kræft var vendt tilbage. For da hun ikke havde hørt noget fra mig om det, mistænkte hun, at han ikke havde fortalt os det. Det havde han så heller ikke, hvilket var virkelig underligt, for vi har støttet min far meget igennem hans sygdomsforløb de seneste år, og han har været meget åben, så det var et stort mysterium. Vi valgte ikke at ringe og snakke med min far om det, da det kun var få dage før, han ville komme over til jul, så vi tænkte, at vi kunne tage den der, hvis han ikke selv fortalte noget.

Min far og jeg til koncert med Elton John i 2019

Da han kom, kunne vi ret hurtigt se, at der var noget galt. Han havde nogle kognitive problemer, som blev mere og mere tydelige over de dage, han var hos os, fx troede han, at han kunne sætte strøm til en strømskinne ved at sætte dens eget stik i sig selv (dvs. ikke i væggen i et strømstik), da han skulle oplade sin telefon. Min far var uddannet elektriker, så det er jo helt galt, hvis man ikke forstår sådan noget pludseligt. Og sprogmæssigt var der også problemer. 

I forhold til kræften begyndte han at snakke om det, så snart han sad i bilen fra stationen med Christian. Han var dog sikker på, at det havde han skrevet og fortalt, men nej, det havde han så ikke. Min far fik konstateret kræft i leveren i februar 2022 og har fået brændt knuderne væk, da det var eneste behandlingsmulighed for ham. Og det er heldigvis gået godt. Men kræften var kommet tilbage i slutningen af året. I første omgang var vi dog mest bekymrede for hans mentale tilstand, så da han kom hjem til sig selv igen, havde vi fat i hans læge, som fik ham indlagt for at få behandlet den demensagtige tilstand, han var kommet i. Vi havde set det før, leverkoma, som det hedder, som er en slags forgiftningstilstand, hjernen kommer i, når leveren ikke kan rense blodet ordentligt. Heldigvis fik min far det bedre, mens han var indlagt og blev udskrevet i starten af januar. 

Herefter ventede en ny kræftbehandling på AUH, som han var igennem i første halvdel af januar. I starten af februar skulle han så have kontrolleret, om kræften var fjernet igen. 

Min far og jeg på vores årlige tur i Tivoli Friheden i 2020, før han blev alvorligt syg. Billedet her havde han stående hos sig på sygehuset i de måneder, han var indlagt, sammen med et billede af Christian og mig, så vi var tæt på, når vi ikke lige hele tiden kunne være i nærheden. I dag står billedet her på skrivebordet ved siden af mig.

Vi havde en del samtaler, mens han var indlagt efter jul, og vi kunne se løbende, at det blev bedre med ham for hver samtale nærmest. Med hans demenstilstand. Og han blev også helt sig selv igen, inden han skulle på AUH. Det var rart at have min gamle far tilbage igen. Jeg har fødselsdag i januar, og min far sendte blomster, og vi snakkede sammen på dagen. Og også løbende bagefter, da jeg havde planer om at holde fødselsdag i februar, så det ikke lige lå oveni, at han skulle til kontrol for kræften. Hans kontrol gik heldigvis godt, al kræft var igen væk, og han var så glad! Vi sørgede for togbilletter til ham, så han kunne komme med til min fødselsdag og alt var på plads. 

Halvanden uge senere snakkede vi i telefon sammen, da han havde problemer med at få skrevet en fødselsdagshilsen til sin svoger på Messenger. Min far havde haft problemer med teknik, siden han var alvorligt syg i 2020 lige op til vores bryllup, hvor han endte med en hjerneskade efterfølgende, så vi har prøvet at hjælpe ham. Da jeg lagde på, vidste jeg, at vi skulle snakke sammen i næste uge, da jeg i weekenden der skulle holde fødselsdag og vi altid ringer sammen før hans togtur, så vi er sikre på, at han forstår, hvordan han skal komme afsted med bus og tog. 

Ude og spise i Horsens Golfklub. Min far fik det største fiskefad den dag, lige hans helt store nummer.

Så tiden gik, og vi nærmede os min fødselsdagsfejring, så en aften tæt på dagen ringede jeg til ham. Han tog ikke telefonen, hvilket ikke var så bekymrende i første omgang, da han tit havde problemer med at forstå den, men han ringede altid hurtigt tilbage. Det gjorde han dog ikke denne gang. Jeg blev ved med at ringe, desværre uden svar, så da vi gik i seng, var vi ret bekymrede. Vi ville dog give det en chance dagen efter, da min far var af den impulsive type, som kunne have købt en ny telefon og have glemt at fortælle os om det. Så jeg prøvede igen, da jeg stod op. Stadig uden svar. Nu havde jeg alvorligt ondt i maven, så jeg tog fat i hans gamle kollega, som jeg kender godt fra hans tidligere sygdomsforløb, hvor hun var en stor støtte, og hun ville få den lokale landbetjent til at kigge ud til huset. Som jeg vist før har skrevet, boede min far i en hel anden landsdel end os, så vi kunne ikke så nemt lige svinge forbi selv. 

Landbetjenten var forbi, og selvom det var langt op ad dagen, var alt rullet for i huset. Det tegnede ikke godt. Han fik mulighed for at låse sig ind i huset, og desværre fandt han min far død i soveværelset 😪 Det var et kæmpe chok for os, for min far var kun 66 år og var lige blevet erklæret kræftfri og fri for sin demenstilstand, så alt så ud til at skulle blive bedre for ham igen. Men hans krop kunne åbenbart ikke mere. Da han havde alarm på huset, kunne vi se, at han ikke havde været rundt i huset siden dagen efter, vi havde talt sammen, så han havde desværre ligget længe, før vi opdagede det. Vi havde jo ellers lige snakket sammen, og der gik kun ca. en uge mellem, at vi skulle tale i telefon. Men så var det jo ikke så sært, at han ikke tog den. 😢

Min far og jeg på den tur, Christian og jeg tog med ham i forbindelse med fars dag 2022. Vi var på den sjove minigolfbane på Thurø og bagefter i Faaborg og spise aftensmad.

Som alle, der har været igennem tabet af et nært familiemedlem, ved, bliver man sat i en stressende situation, lige fra man oplever tabet, da der skal ordnes begravelse og en masse andre ting. Så samme dag måtte jeg have fat i bedemanden og få styr på, hvornår vi skulle begrave min far. Det var ekstremt surrealistisk og også meget svært og hårdt oven i det akutte chok, man bliver smidt ud i, når nogen pludseligt dør.

Men vi fik alt på plads, og min far fik den smukkeste afsked med sine mange venner og familien. På den flotteste solskinsdag, som om nogen havde bestilt den til at være sådan. Kirkegården er frygtelig kold om vinteren, især i hjørnet, hvor min mor ligger og han skulle ligge også, men der var stort set vindstille, og solen lunede, selvom det var starten af marts. Min far elskede solskin og varme, så måske har han haft en finger med i spillet? Efter kirken var vi til kaffe med snitter og småkager på det lokale badehotel. Jeg havde lavet et slideshow med tonsvis af billeder og videoer fra min fars liv, som blev sat op på stedet, så vi havde ham med os sådan 💗 Og jeg holdt en lille tale for dem, som var mødt op, for min fars venner og nærmeste familie gjorde en stor forskel i hans liv, ikke mindst i de svære perioder, hvor han mistede både min mor og sin anden kone til kræft. Livet har bestemt ikke været nemt for ham. Det var en svær tale at holde, men jeg ville gerne takke familie og venner og lade dem vide, hvor stor en forskel de har gjort i hans liv.

Min fars kiste, smukt pyntet med gule roser, som han elskede, og blå iris,som min mor havde
i sin brudebuket, og som han valgte til hendes begravelse.

Tiden efter tabet

Vi mistede min mor i 2004, og min far mistede sin kone, som han fandt og havde en masse dejlige år med efterfølgende, i 2019, så jeg var eneste tilbage efter min far til at tage mig af alt. Hvilket betyder afvikling af hans og min mors liv i mit barndomshjem siden 1980 og alt, de før og senere har samlet sammen, hvilket var virkelig meget. Det er en underlig situation at stå i pludseligt, især når man ikke før har prøvet at skulle være den, der primært skulle afvikle alt. Det har været en kæmpestor, uoverskuelig og smertefuld opgave for mig/os at skulle igennem, og det tager selvfølgelig lang tid. I første omgang kunne vi ikke gøre ret meget, fordi man venter på at få lov fra Skifteretten til at kunne tilgå alt. Komme i gang med at sortere, sælge og smide ud. Og sætte huset til salg. Hvilket var en større hovedpine for os, for det er et gammelt hus, som i dén grad trænger til en opgradering. Bruger strøm som delvis opvarmning midt i energikrisen, og var fyldt med tonsvis af ting, som skulle væk, før det kunne sættes til salg. 

Vi havde mange problemer i starten med diverse lokale marskendisere/antikfolk, som vi havde troet, ville købe en stor del af indboet, men som nærmest intet købte eller ligefrem brændte os af. Så vi endte med at stå med det hele selv til sidst. Det er dog lykkes at komme af med rigtig meget til billige penge, og resten, vi ikke kan sælge, rydder køber. For sådan en har vi heldigvis fundet. Eller de fandt os. Det er et firma, som opkøber, renoverer og udlejer huse lokalt i området, og venner af min far, så det har været en stor lettelse for os at få på plads. 

Phoebe

Desværre er livet fyldt med adskillige benspænd, som vi har oplevet alt for tit. Da vi lige var kommet i gang med at skulle køre til Jylland og tømme hus og var ude på vores allerførste overnatning hjemmefra, siden vi blev gift i 2020, blev vi ringet op af mine svigerforældre, der var meget bekymrede for Phoebe. Hun gemte sig og virkede ved siden af sig selv. Ville ikke spise. Jeg havde set, at hun havde en lidt anderledes vejrtrækningen, inden vi tog afsted, men da hun ellers virkede normal, turde vi godt tage turen. Men det havde så udviklet sig hurtigt, mens vi var væk. 

I stedet for at tømme hus på dag 2 kørte vi direkte hjem for at se til hende, og kunne godt se, at det ikke var godt. Vi havde hende til vagtdyrlægen, som i første omgang tænkte en infektion, men vi syntes selv, at det lød ret underligt i forhold til hendes symptomer. Så vi prøvede igen at snakke med vagtdyrlægen dagen efter, denne gang en anden på vagt samme sted, dag, og han mistænkte hjerteproblemer, som vi også selv havde tænkt. Vi fik en tid til hende på klinikken relativt hurtigt til et tjek.

Desværre viste det sig at se rigtig skidt ud med Phoebe. Hendes hjerte var kæmpestort, og hun havde meget væske i brysthulen pga. dets dårlige funktion, hvilket var årsagen til den anstrengte vejrtrækning. Det så rigtig grimt ud med diagnosen, for dyr så fremskredet med hjertesygdom lever ofte kun to måneder med den tilstand. 😢 Så vi smed alt, der hed Jylland og huset derovre og gav hende al vores opmærksomhed.

Vi har heldigvis haft mange kæleture, også efter hun er blevet syg.

I første omgang fik hun vanddrivende i stor dosis, og vi blev sendt hjem, men da det ikke virkede efter hensigten, var vi tilbage dagen efter og fik hendes brysthule drænet for væske. Adskillige deciliter! Dræningen gjorde hende rigtig godt, og hun fik det bedre. Hun startede samtidig på flere typer medicin mod hjerteproblemer, og det gik ok en kort tid, til hun igen var "ved at drukne" i væske i brysthulen, fordi medicinen ikke kunne holde symptomerne nede.

Anden gang, vi fik drænet, ændrede dyrlægen på hendes medicin, så hun nu fik et ekstra stof, som skulle hjælpe med hjertet. Noget, man bruger som førstepræparat til hunde, men åbenbart ikke til katte. Det har gjort en stor forskel for hende, for nu skal hun ikke længere have drænet væske, og vi har lige rundet fire måneder siden hendes diagnose, så dobbelt så lang tid, som hun blev givet som udgangspunkt. Det er jo meget flot, og vi er meget taknemmelige for den tid, vi får med hende. Hendes sygdom har dog virkelig også sparket bunden ud af vores liv, da den kræver, at hun får medicin hver 12. time (som hun dog meget velvilligt tager imod), og jeg har gjort et stort arbejde med at håndfodre hende, siden hun fik diagnosen i første halvdel af juni i år. Faktisk spiser hun ikke selv mere, altså selv går ud og spiser af sin madskål. Hun kommer og beder om mad og får den serveret på en høj kasse af hensyn til sin gigt, eller jeg håndfodrer hende i perioder, når hun har sværere ved at spise. Det har virket rigtig godt, for hun har nu taget det kilo på, som hun havde tabt i starten af sin sygdomsperiode. Og for langt det meste af tiden er hun stort set helt sig selv. Samme humør, en glad kat, som går ture i haven, er kælen og fræk. Sætter Ozzy på plads, stjæler hans mad og vækker os for at få en kælestur i sengen om morgenen. Så længe hun har det sådan, ofrer vi alt for at kunne give hende den bedste sidste tid med os. Med 110% forkælelse, naturligvis 💗

Vil stadig deltage i alting, også når jeg er i bad. Så kræver hun at få håndklædet 😄 

Det har været sindssygt hårdt både fysisk og psykisk, og da vi passer hende med maden, skal vi være hjemme det meste af tiden. Derudover er hun meget stressfølsom, så vi har droppet af have gæster ret ofte, og hun kan desværre ikke så godt tåle at blive passet af andre, da hun nemt stresser og skal fodres på en bestemt måde for at spise godt nok. Det er en rigtig hård tid at være i, da vi ved, at vi skal miste hende inden for en overskuelig fremtid. Hun er i den grad min kat og meget knyttet til os og utrolig kærlig og speciel, så det er ekstremt smertefuldt for os. Men vi nyder tiden med hende så meget, som vi overhovedet kan presse ud af de her dage, hvor hun stadig har det normalt og godt. 

Vores ufærdige soveværelse er nu opbevaring af ting fra huset i Jylland. Sådan et papkassefyldt rum er
 lige guf for en kat, og Phoebe elsker at gå på opdagelse derinde. Der er dog efterhånden så fyldt, at det
  er bedst, hun sidder på fars arm, når der skal kigges. Noget mere kedeligt men mere sikkert for hende.

Pga. hendes behov for pasning af os har jeg måttet droppe at køre med til Jylland for at tømme huset, så Christian har selv måttet køre og gøre arbejdet, mens jeg bliver hjemme og passer Phoebe. Heldigvis har hans far trådt til og taget med alle ture, jeg ikke har kunnet deltage (hvilket er mange!). De har pakket alt ned og taget med herover, hvor jeg så har sorteret tingene i gemme og ikke gemme. Og mine søde svigerforældre hjælper os med at komme af med det, vi ikke skal gemme, til genbrug eller til videresalg, da de har en god evne til at kunne vurdere den slags. Det er en uvurderlig hjælp for os, at de har kunnet træde til. 

Sorg, stress og taknemmelighed

Det giver dog en anden udfordring for mig, at jeg ikke er med til at tømme huset direkte derovre, for jeg er på den måde ikke med i processen om langsomt at sige farvel til mit barndomshjem. Vi er endelig blevet færdige med at tømme huset og skal aflevere nøglen snart, og her er det første gang, jeg skal se det næsten helt tomme hus, og allersidste gang jeg skal være i mit barndomshjem og haven, jeg har brugt al min barndom og ungdom i. Det er i sig selv ret smertefuldt og svært, og det bliver en hård dag. Det bliver dog også en lettelse, for så er der ikke flere tømmeture og ikke flere trailerlæs af kasser, jeg skal sortere. Set tilbage synes jeg dog, at hele situationen, man bliver kastet ud i, når man mister nogen og er ramt af chok og sorg, virker så urimelig. At man fra nærmest samme sekund, man får at vide, at man har mistet et betydningsfuldt menneske, skal i gang med bedemand, begravelse, skifteret og et kæmpe arbejde med at håndtere og tømme alt efter et helt liv. Der er nærmest ikke plads til sorgen. Eller noget som helst andet i den proces. Og Phoebes sygdom har kompliceret tingene yderligere undervejs.

Det har været godt for mig ikke fysisk at skulle deltage i nedpakningen i Jylland, da jeg jo desværre har en dum krop pga. min leddegigt og dårlige ryg og nakke, så det er jeg blevet sparet for. Men arbejdet med at sortere herhjemme har dog været slemt for kroppen. Så det bliver godt at kunne nøjes med at finsortere nu. Det er også godt for Christian ikke at skulle køre flere ture, for han har udviklet alvorlige stresssymptomer i forbindelse med de mange ture og alt det, vi har skulle tage os af efter min fars død. Og selvfølgelig situationen med Phoebe. Jeg håber, det bliver bedre for ham nu lige så stille. 

Stress er desværre også noget, jeg selv er ramt af. Vi har begge været påvirkede længe pga. hele situationen, så der har kun været overskud til det allermest nødvendige for at komme igennem dagene. Den sidste tid her op til aflevering af huset har været særlig hård, fordi der har været allermest at nå, og noget af det værste omhandler et møbel, som betød meget for min mor, et sminkebord, hun havde arvet fra sine forældre, som det har vist sig næsten umuligt at komme af med. Det har været ekstremt smertefuldt for mig, fordi tabet af min mor stadig gør meget ondt, og at skulle efterlade noget af hende med udsigt til at blive sendt som skrald på genbrugspladsen, var uudholdeligt for mig. Så jeg har lavet mange krumspring for at få det afsat, og desværre blevet brændt af adskillige gange, hvor jeg troede, at nu havde bordet fået et nyt hjem. 

Det er som bekendt i nøden, man rigtigt skal kende sine venner, og det må jeg også sige, at jeg har oplevet i det her svære forløb efter tabet af min far og Phoebes sygdom. Der har været adskillige mennesker, som er trådt til og har hjulpet os rigtig meget, så vi forhåbentlig kommer igennem til den anden side på et tidspunkt. I forhold til min mors bord har en veninde, som også bor i Jylland, tilbudt at komme og hente det og opbevare det, til en køber, hun kender, kan hente det, så jeg kan endelig ånde lettet op og ikke skulle have flere nedture over det bord. Det er en kæmpe lettelse.

Derudover har min faster været der meget i starten, da vi skulle planlægge begravelsen og hjalp med at rydde det mest akutte første gang. Og min fars tidligere kollega har stået på tungen for at give os fjernhjælp i hele forløbet med alt muligt. Først i forbindelse med begravelsen, så tømme postkasse, hjælpe med at få afsat ting fra huset, låse op, når noget skulle hentes af en køber (så vi ikke skulle køre 5 timer for det) og alt, hvad vi har haft brug for. 

Jeg har også fået tilbud fra min fars omgangskreds og min egen om hjælp til tømning osv., hvilket har varmet rigtig meget, selvom vi selv har klaret det meste. Så har det været en stor trøst at vide, at nogen stod klar til at hjælpe, hvis vi fik akut brug for det. Vi har modtaget mange omsorgsfulde beskeder fra vores familie og venner. Og nogle har også sendt blomster eller lækkerier til os og kattene. Sikke en betænksomhed.

I vores egen helt nære kreds har mine svigerforældre også hjulpet hele vejen, som jeg skrev, der har været hjælp fra Christians fætter i forbindelse med tømning også. Og så er der min nære veninde, som har været der med al tænkelig støtte hele vejen igennem. Hun har hørt på mine mange frustrationer og trøstet, når alt har ramlet og jeg har været meget nede. Hun har passet kat i timevis, når det har været nødvendigt og muligt for os at skulle hjemmefra. Hun er kommet forbi med hjemmebagt kage, saft og små gaver, blomster og alle former for opmuntring til os. Og vi har vidst hele vejen, at vi har kunnet regne med, at hun kunne hjælpe med kattene, hvis vi skulle afsted. Både før og efter Phoebe blev syg.

 

Kan mærke, at øjnene bliver lidt fugtige, når jeg fortæller jer om den betænksomhed og omsorg, vi er blevet mødt med igennem hele forløbet. Det har været ubeskriveligt svært og hårdt, og hver betænksomme gestus, vi er blevet mødt med, har varmet og gjort det lidt lettere at trække vejret. Jeg ved, at mange af jer derude måske læser med, så I skal vide, hvor stor en forskel I har gjort for os. 💗

Jeg ser frem til at få afsluttet det her år og alt efter min far, så den her hårde tid med meget at tage os af kan lægges bag os. Der er stadig et stykke vej, men vi er også nået langt. Mht. Phoebe tager vi én dag ad gangen og nyder hver gode dag, hun har. Fremtiden er meget usikker med hende, men hun er noget af det vigtigste i vores liv, så hun får alt det, vi overhovedet kan give hende af gode ting, mens hun er her. 

På det sundhedsmæssige plan i 2023 har jeg efter flere forsøg med biologisk medicin mod min leddegigt nu ramt et præparat, som i hvert fald i en vis grad holder min gigt i ro. Desværre har det vist sig, at jeg har en hel del permanente skader pga. for dårlig behandling af min gigt, som jeg nu skal leve med smerter af resten af livet 😔Det er en ret stor frustration for mig, da jeg vidste, at leddegigten lurede på at bryde ud pga. en positiv antistofblodprøve tidligt i forløbet, så jeg var hurtig til at opsøge reumatolog, da jeg fik symptomer på gigt. Så det er frustrerende at sidde 2½ år senere med så svære skader pga. inkompetence hos dem, som skulle være eksperterne. Jeg kan bare håbe på, at det ikke bliver værre herfra.

Der har selvsagt ikke været overskud til ret meget i det her forløb, så madmæssigt har det heller ikke budt på så meget nyt i år. Til gengæld har nemme løsninger, "frysermad" (egen god mad, frosset ned til senere brug) og comfort food fyldt en hel del. Jeg har dog fået bagt en masse kager, da jeg også har brug for at slå hjernen lidt fra ind imellem og bare producere noget. Har lavet en enkelt ny opskrift, som I får på et tidspunkt. 

Der er dog sket en lille smule alligevel, da jeg har fået købt et nyt makroobjektiv til vores kamera, så jeg kan få lidt ekstra ud af det. Billederne ovenfor af hhv. humleflue, græsrandøje-sommerfugl og rød kanttæge er lidt af det, jeg har fanget med det nye objektiv denne sommer. Det har ligesom bagningen været en kortvarig pause fra det kaos, vi har været og er i, hvor jeg har kunnet tænke på lidt andet, hvilket har været hårdt tiltrængt.

Jeg har taget langt tilløb til at skrive det her indlæg, da jeg vidste, at det ville blive både langt og svært at skrive. Men det er en nødvendig proces for mig for at komme videre. At få det ned på skrift. Tak til jer, der orkede at læse med hele vejen, selvom det blev et maratonindlæg.

Jeg vender tilbage inden så længe med bloggens sædvanlige jule-giveaway, hvor der kan vindes lækre julepræmier til katte. Så kender du en kat, som skal forkæles, så hæng på og deltag, når jeg i november slår konkurrencen op her og på bloggens Facebookside 🎄