fredag den 29. januar 2016

Nyt på bloggen

De af jer, der har været forbi bloggen inden for de sidste døgn, har måske opdaget, at her er sket noget nyt. Jeg har nemlig siddet og fiflet lidt med teknikken, hvilket har givet et par nye funktioner.

Baggrunden for den ene er min egen visuelle tilgang til mad. Jeg elsker lækre billeder af lækker mad, og det er ofte sådan, jeg finder inspiration, når jeg sidder og er lidt tom i hovedet omkring, hvad vi skal have at spise. De lækre inspirerende madbilleder finder jeg i madmagasiner, på Facebook, madsider eller blogs på nettet - ja, inspirationskilderne er mange. Til gengæld skal man nogle gange scrolle sig igennem meget tekst for at se billederne, og der er Pinterest guld værd. Her er det nemlig primært billeder, det handler om. Det er i hvert fald billederne, der i første omgang fanger, og opslagstavlerne består primært af billeder.

Pinterest er nemlig en slags stor opslagstavle. Man finder ideer til kreative projekter, mad, make up, ja, nærmest hvad som helst derinde. Når man finder noget af interesse, man man vælge at pinne det, at sætte det fast på ens personlige opslagstavle med en tegnestift (pin), så det er nemt at finde igen. Med til det gemte opslag er et link, så man kommer videre til opskriften (nogle gange står den også direkte i opslaget), når man trykker på det gemte billede :) Jeg kan selv rigtig godt lide at sidde og finde inspiration til sjove madprojekter på Pinterest, så jeg vil også gerne give lidt videre til andre, der sidder og mangler inspiration i køkkenet.

Den ene nye funktion her på bloggen er, som I nok har gættet, et Pinterest-plugin. Jeg har været på Pinterest et stykke tid, og jeg har også bloggen tilknyttet der, men har indtil for nyligt ikke gjort så meget ud af det ud over at bruge den som privatperson. Det er der blevet ændret lidt på nu, da en stor del af opskrifterne fra bloggen er rykket med derover (de ligger selvfølgelig også stadig her på bloggen og i opskriftindekset). Jeg har valgt de lækreste opskrifter med de bedste billeder, da det jo handler om at få inspiration ud fra billederne.


Pinterest-funktionen finder du i højre side af bloggen, når du scroller ned, og den ser ud som nedenfor vist på billedet. Trykker man på mit navn, kommer man direkte ind på min profil, hvor man kan se en oversigt over de opslagstavler, jeg har. De er delt op efter måltid/kategori, f.eks. hovedretter, desserter, snacks, brød mv. Her kan man vælge enten at følge de enkelte opslagstavler eller mig/bloggen generelt (funktionen ligger i højre hjørne af siden), eller man kan pinne enkelte opskrifter til sin egen opslagstavle, hvis man har lyst. Man kan også nøjes med at kigge på, hvad jeg har liggende uden at følge. På billede to og tre nedenfor ses min side, som den ser ud, når man kommer derind.

Trykker man på de enkelte billeder under Pinterest-plugin'et her på siden (se første billede herunder), kommer man direkte ind til det enkelt opslag/billede på Pinterest. Derudover kan man følge mig/bloggen direkte ved at trykke på knappen nederst på plug-in'et, hvor der står "Follow on Pinterest".


Pinterest-funktionen som findes i højre side af bloggen.


Sådan ser det ud, når man klikker sig ind på min Pinterest-profil (f.eks. via navnet i Pinterest-funktionen herinde). Følg al
aktivitet ved at trykke "follow" øverst i højre hjørne (den røde knap).

Man kan også følge hver enkelt opslagstavle, f.eks. mine kageopskrifter, ved at trykke "follow" under den angivne opslagstavle.



At følge eller gemme eller bare se opskrifter, billeder mv. kræver dog, at man er oprettet på Pinterest, men det er nemt. Man kan logge på f.eks. med sin Facebookprofil, eller man kan hurtigt oprette sin egen konto. Uanset om I har lyst til at følge bloggen på Pinterest, gemme mine opskrifter eller finde inspiration på min side eller ej, så vil jeg anbefale jer at prøve Pinterest. Der er mange andre interessante ting at finde derinde ud over min blog, så giv siden en chance :) For en del af jer er den her gennemgang af brugen af Pinterest sikkert total overflødig, men for nye brugere håber jeg, at det kan være en god introduktion til siden. 


Som I kan se ovenfor, dyrker jeg også min kattegalskab på Pinterest ;) Er vild med LOLcats, og jeg har en opslagstavle kun til billeder af typen "invisible", hvor det f.eks. ser ud, som om katten spiller på en usynlig violin :D Tag et kig forbi :)

Det er nemt og hurtigt at oprette en Pinterest-profil. Log f.eks. på via. Facebook.



Den anden nye funktion på bloggen handler om bloggens Facebookside. Jeg bruger siden sideløbende med bloggen til at dele ting på, som ikke bliver postet her, samtidig med at jeg naturligvis deler de indlæg, der bliver skrevet på bloggen. Derfor sætter jeg stor pris på at have jer med på Facebook også, og derfor har jeg tilføjet en pop-up, hvor man direkte kan like bloggens Facebookside. Den dukker op efter et stykke tid, man har haft bloggen åben. Man kan vælge at synes om  eller lukke den ned ved at trykke "close" eller "luk" i højre hjørne (se billedet nedenfor). Følger man allerede bloggen på Facebook, skal man bare lukke boksen ned som anført ved at trykke i højre hjørne. Jeg ved fra mig selv, at jeg er træt af hele tiden at skulle klikke sådan en boks væk, så den sat til kun at dukke op én gang, første gang bloggen besøges, efter funktionen er tilføjet. Herefter er det registreret, at den er set, og den kommer ikke igen, når du går ind på bloggen efterfølgende :) Endnu er det bare et forsøg, så det er ikke sikkert, at det bliver permanent.




Jeg har en mærkelig følelse af, at det skulle være mandag i dag, selvom det (heldigvis!) er fredag. Det har været en fyldt uge, og jeg har endnu ikke helt hoved og hale på den. Jeg prøver at fylde den lidt ud, så det er lidt mindre ensomt at være alene, og som jeg skrev i mit sidste indlæg, overvejede jeg at begynde at svømme igen. Faktisk fik jeg allerede sparket mig selv i gang i tirsdags, og det var dejligt at være nede at svømme. Faktisk svømmede jeg 20 baner (500 meter), hvilket er ret godt gået, når jeg ikke har svømmet i mange år. Jeg måtte desværre stoppe derefter, da ryggen begyndte at gøre ondt, men det var en god start.


Jeg ved dog ikke, om det er noget, jeg kommer til at gøre igen, for min reaktion på at svømme var virkelig uventet. Jeg hævede op i ansigtet og fik kløende knopper i hele hovedet i løbet af aftenen (jeg har meget sart/påvirkelig hud i ansigtet), og dagen efter var jeg totalt i hundene. Var helt nede og vende psykisk (sandsynligvis pga. slem udmattelse) og kunne næsten ikke bevæge mig rundt for smerter i nakke og ryg. Det skulle ellers være sådan en skånsom motionsform, men jeg har ofte fået at vide, at jeg ligger "forkert" i vandet, skævt, så måske er det derfor...  I hvert fald var det på ingen måde skånsomt for min ryg. Derfor er jeg også i tvivl, om jeg har lyst til at svømme igen. Men nu er det i hvert fald prøvet. Hvis der bliver en næste gang, skal jeg være forberedt på at rydde kalenderen resten af ugen, så jeg kan komme mig i fred og ro.

I går havde vi besøg af Christians forældre. Det var lige før, vi overvejede at aflyse det, fordi jeg har haft så mange smerter, men jeg havde sådan glædet mig, og humøret var heldigvis lidt bedre i går, og jeg var også en smule mere mobil. Det var heldigt, for da Christian kom hjem fra arbejde i går, gik han nærmest direkte i seng. Han var rigtig sløj, så jeg stod med alt selv i går, før vi fik gæster. Men jeg fik bagt, lavet mad og ryddet op, og vi havde en dejlig aften. Jeg var dog meget træt og øm bagefter. Christian fik det heldigvis bedre i løbet af aftenen, så han kunne holde ud at deltage, men han er stadig ikke helt frisk. Så det er godt, at det er weekend nu, så han forhåbentlig er frisk på mandag. Han er taget på arbejde i dag, men trænger nok til at koble fra, når han kommer hjem. Det kan han gøre med sin livret (en af dem), skinke (glaseret - rester fra i går) med stuvet spinat og kogte kartofler og gulerødder. Jeg snupper andre rester fra i går - flødekartofler, salat, hjemmebagt brød med en ristet pølse. Nemt og lækkert :)


Nu vil jeg stoppe for i dag, men håber, at I har lyst til at tage et kig forbi Pinterest og se det store arbejde, jeg har lavet over de sidste dage med at pinne opskrifter og billeder til jeres og min egen inspiration :)

mandag den 25. januar 2016

Eventyrlig stilhed

Weekenden er overstået, og mandagen har igen fundet os. Selvom vi burde komme videre med renovationen af det fremtidige soveværelse, bruger vi pt. weekenderne til at lade op i stedet. Christian er jo for ret kort tid siden startet på sit nye job, så energien er ikke ret stor, når vi kommer frem til weekenderne. Heller ikke hos mig, der skal affinde mig med de nye forhold. At gå fra at have været sammen 24/7 i tre uger hen over julen til at være alene mange timer i løbet af ugen er bestemt ikke nemt. Især ikke fordi vi nu slet ingen kontakt har i løbet af den tid, Christian er på arbejde. På hans tidligere arbejde kunne vi have kontakt løbende over Skype i løbet af dagen, men sådan er det ikke mere. Så livet er noget anderledes nu for os begge.

Da jeg jo er kronisk syg og går hjemme, bliver livet nemt meget ensomt, når der ikke er nogen at snakke med, og der i øvrigt ikke er energi til at skulle ud og være aktivt social imellem andre mennesker. Så det har betydet noget at kunne have den kontakt via Skype. Derfor er det en enorm omvæltning for mig nu med Christians nye arbejde. Jeg prøver at vride hjernen for at finde på noget at lave, som kan minimere ensomheden, og jeg har overvejet at gøre alvor af lysten til at starte med at svømme igen. Det gjorde jeg meget, da jeg var barn, og måske kunne det være noget for mig igen. Jeg skal bare lige samle mod og kræfter til at komme afsted første gang og se, om det er noget, jeg kan holde til. Jeg var jo så heldig at få egen bil sidste år, så nu er det faktisk muligt for mig at komme afsted. Må se, om det er noget for mig.

Pga. ensomheden ser jeg også ekstra meget frem til weekenderne pt. At have masser af tid sammen med Christian. Sidste weekend tog min fødselsdag en masse energi, så denne skulle bare være helt rolig. Vi har fået slappet godt af, men også fået lavet en smule praktisk herhjemme og jeg har bagt en masse. I fredags bagte jeg de lækre, snaskede kanelsnegle med marcipan, som Christian næsten er afhængig af for tiden, lørdag stod den på suppehorn, som jeg bagte til min suppe, og i går bagte jeg et flute, som skulle bruges til vores aftensmad.

Vi tog i lørdags en smuttur ud med kameraerne, for vi trængte begge til at komme lidt hjemmefra, da vi alligevel skulle ud og købe æg til mine bageprojekter. Vi kørte en tur på Asnæs for at se skoven sneklædt, inden al sneen smeltede, og jeg havde mit 200 mm-objektiv på i håb om at fange billeder af dyr i sneen. Det var dog monster tåget, og der var ikke mange interessante dyr fremme. Vi endte nede ved vandet, hvor der virkelig var tåget. Man kunne ikke se ret langt ud i vandet og slet ikke byen, som ligger lige på den anden side. Tågen omkransede os totalt, og der var fuldstændigt stille. Ikke en lyd. Når der fløj en fugl forbi en sjælden gang og fløjtede, gav det ekko langt op i skoven bag os. Det var en eventyrlig uvirkelig stilhed.

Eftersom jeg jo havde min 70-200 mm på, var det begrænset, hvad jeg kunne fange med kameraet uden at skulle langt væk, så mit primære interessante motiv var Christian derude. Jeg fik dog samtidig lidt af naturen omkring ham med. Han havde selv et andet objektiv på, så hans billeder blev noget anderledes. Han har fanget området på en anden måde end mig. Jeg har fået lov at vise hans billeder frem, og herunder kan du se et udsnit af, hvad vi fik ud af vores tur:

Siv i sneen. Bag sivene ville der normalt være udsigt til havet, men tågen æder alt.
Foto: Christina.

Træ formet af havet. Foto: Christian.

Fodspor ind i tågen. Foto: Christian.

Christian fotograferer. Foto: Christina.

Der blev dog også lige tid til et hurtigt portræt. Foto: Christina.

Foto: Christina.

Foto: Christian.

Han kan næsten gå på vandet. Foto: Christina.

Christian fangede også mig, mens jeg tog billeder :) Foto: Christian.

Asnæs i tågen. Foto: Christian.



Jeg synes virkelig, han fik et fint resultat ud af vores tur, og han har tydeligt fanget den eventyrlige stilhed, som vi begge følte derude. Det skriger næsten ud af det sidste billede herover, hvis altså ikke det var, fordi det er så stille. Skoven forsvinder i tågen, og der er ikke en vind, der rører sig. Eneste regn på liv er vores egne fodspor i sneen.
Jeg er rigtig glad for, at vi tog afsted. Det var rart at være ude og få lidt frisk luft og få brugt kameraet, men det var også dejligt at komme hjem igen og spise varm suppe og nybagte suppehorn :)

En ny uge er startet. Fru Brun ("vores" solsorte-hun, der hver dag sidder klar foran køkkenvinduet) har fået sit daglige morgenæble, og jeg skal i gang med ugens madplan. Vi får Christians forældre til spisning senere på igen, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til, og menuen er stort set planlagt og delvis købt ind til. Jeg ved ikke, om denne uge bliver ugen, hvor jeg kommer afsted i svømmehallen for første gang, for vi har også andre ting, vi skal i løbet af ugen, så jeg er bange for at løbe tør for energi. Men jeg håber, jeg finder modet og energien til at komme afsted snart.

Vil ønske jer en rigtig god mandag, og så må jeg hellere komme i gang med dagens opgaver :)

tirsdag den 19. januar 2016

Lidt om fødselsdag og kulde

I lørdags fyldte jeg 34. Synes, tiden flyver afsted. Ikke kun i forhold til min alder men også bare sådan generelt. December fløj forbi, især jul og nytår, og pludseligt var det så min fødselsdag. Var slet ikke klar til den allerede. Alting falder lidt oven i hinanden, når man er født så tæt på jul og nytår. Det kunne selvfølgelig være værre, men jeg kunne godt ønske mig, at der var lidt længere mellem de store dage.

Men fødselsdagen kommer jo, når den kommer, og sådan er det bare. Som sædvanligt var det bare Christian og mig herhjemme og en stille og rolig dag, som jeg ønsker mig det. Det er hårdt for mig at have gæster og skulle være "på", da det dræner mig for energi, så jeg foretrækker at vente med gæsterne til en anden dag.
Det var en rigtig dejlig fødselsdag, jeg havde. Christian forkælede mig en masse og sørgede for, at dagen var helt perfekt :) Jeg nød den i fulde drag. Fine gaver, afslappende hygge med spil og film, og så var vi ude at spise om aftenen. Det er lige sådan, jeg gerne vil have, min fødselsdag skal være :)

Dagen startede med det her virkelig flotte fødselsdagsbord med flag, lys i fødselsdagsstagerne og vildt flotte pakker, som jeg ved, Christian havde gjort sig meget umage med at pakke ind. Resultatet var da også super flot. Derudover stod der en buket virkelig smukke roser ved hoveddøren, da jeg stod op. Det var fra min far og Marianne, og er bare så flotte. Jeg har nydt dem i fulde drag de sidste dage og håber et eller andet sted, at de står for evigt. Det gør de jo nok desværre ikke, men de er virkelig smukke, og de har åbnet sig så flot, efter jeg tog billederne nedenfor :)






I pakkerne gemte der sig et gavekort til massage (det har jeg ikke prøvet før, men har dårlig ryg og nakke, så jeg glæder mig til at se, om det kan hjælpe lidt), en "The truth is out there"-plakat, som er perfekt til en X-files-fan som mig (den skal op i vores nye kontor, når vi får det lavet) og en lækker uldtrøje. Trøjen måtte desværre byttes, men det er virkelig fine gaver, alt for meget, faktisk. Jeg er virkelig forkælet.
Fik også kort fra både Christians og min faster. Min faster havde også sendt en lille pakke med. Hun er altid så betænksom :)

Ozzy var ret interesseret i plakaten, før den blev pakket ud, da indpakningen virkede som det perfekte kattelegetøj :D Vi er dog bevidste om, at gavebånd er noget, som kan sætte sig fast i tarmene og skære i munden, så han får ikke lov at have så meget kontakt med det. Men lidt sjov fik vi da ud af det :)




Han kunne dog godt lige stille sig pænt an for kameraet foran fødselsdagsbord og blomster efter udpakningen, liggende på sofaens nakkepude:




Selvom dagen var relativ stille og rolig, var jeg alligevel sindssygt træt og skidt tilpas dagen efter. Det er uretfærdigt oven på sådan en dejlig dag. Sådan er det desværre tit for mig, men jeg glædes nu alligevel over at tænke tilbage på min dejlige dag i lørdags. Nu skal jeg så samle kræfter og passe mit mave-helbred, så jeg igen får det godt oven på fødselsdagens hygge og lækkerier. I dag foregår det på sofaen under et tæppe med udsigt til solsorte og sjaggere, der spiser rester af efterårets æbler i haven :)

En sjagger har fundet æblet i sneen - billedet er taget sidste år. Mere kan ses her: En weekend i billeder.



Og det er koldt derude. Det kunne være værre, end det er i dag mht. kulden, men det er tydeligt, at vinteren er her. Der ligger en smule sne i haven, og solsortene er endelig blevet interesserede i de æbler, jeg har lagt ud til dem. Faktisk kan der nemt forsvinde et par æbler på en dag, hvor de før kunne ligge i ugevis. Vi lægger frø og æbler ud uden for indhegningen, så fuglene kan spise i fred og ro. Derudover har de et foderhus i haven og rester af bær og æbler, der findes inden for haven.

Men det er ikke kun fuglene, man skal tænke på i kulden. Jeg læste i dag en artikel om katte og kulde, som jeg gerne vil dele med jer. Den er særligt henvendt til jer, der har katte, som kommer udenfor. Selvom katten gerne selv vil ud, risikerer den at få forfrysninger og blive meget afkølet. Katte med visse sygdomme skal man være ekstra opmærksomme på, når det er koldt, men alle katte risikerer forfrysninger i det kolde vejr. Læs artiklen om kat og kulde her: Nu kommer frosten - hold katten inde og se, hvad du skal være opmærksom på.

Vi er selv opmærksomme på, at kattene herhjemme altid skal kunne komme ind ad kattelemmen. Phoebe lukker den altid, når hun går igennem den, så vi er meget opmærksomme på, hvornår nogen går ud og ind ad den. Hvis vi ikke er i stuen til at åbne den hele tiden, sætter vi noget i klemme i den, så den står konstant åbent, så de ikke bliver lukket ude. De er dog selv ret gode til ikke at være ude for længe. Ikke mindst Ozzy, der jo mangler sin vinterpels, da han måtte af med den pga. reaktionen på interferonen. Men det er godt at være ekstra opmærksom her i kulden. Hvis din kat ikke altid selv kan gå ind, kan der laves et lunere sted for den at gå i ly, som det foreslås i artiklen. Hvis katten er lukket ude i kulden, mens du er på arbejde, risikerer den nemlig at få forfrysninger.

Rådene er hermed givet videre. Og man kan faktisk godt have det helt vildt koldt, selvom man egentlig er bygget til kulde og har en god vinterpels, som det ses på billedet her af Ozzy i sneen for nogle år siden :D Så pas godt på kattene derude :)

Ozzy i sneen 29. januar 2012. Brr!

torsdag den 14. januar 2016

Dessertkageplatte med hindbær

Nu er det efterhånden noget tid siden, at det var nytårsaften, så det må være på tide, at I får opskriften på den super lækre dessert, jeg lavede til os i den anledning. Vi ses sædvanligvis med Christians forældre i løbet af aftenen, og vi tænkte, at det kunne være hyggeligt at mødes om desserten, og det ville de heldigvis gerne :) Det er også meget fint, at Christian har nogen at nyde desserten sammen med, for jeg tåler desværre ikke den slags så godt, så jeg springer oftest den slags over.

Grunden, til at jeg lavede en dessertplatte, udsprang af, at Christian ikke kunne beslutte sig for, hvad han gerne ville have til dessert nytårsaften. Der var for meget at vælge imellem, syntes han vist. Men da jeg ved, at han virkelig sætter stor pris på en god dessert nytårsaften, ville jeg gerne lave lidt lækkert til ham. Eftersom han ikke kunne tage en beslutning, valgte jeg at lave et lille udvalg af noget, jeg ved, han elsker, med udgangspunkt i at alt skulle kunne serveres med en kugle vaniljeis. Derfor valgte jeg at lave hhv. en minihindbærtærte med marcipan, brownie med store, lækre chokoladestykke og pandekager. Tilfældigt blev hindbær også en fællesnævner, da pandekager her i huset skal spises med hindbærmarmelade, for at det går rigtigt til. Derudover blev brownie og tallerken pyntet med lidt frysetørrede hindbær. På den måde blev kageplatten bundet rigtig godt sammen, og smag og konsistens i is og kager komplementerede hinanden perfekt.

Da det jo var nytårsaften, og jeg havde guldstøv tilbage fra kagebordet til Christians 40 års fødselsdag, syntes jeg, det var passende at pynte lidt med det også. Det er i øvrigt købt i Meny (mærket er Mill & Mortar).

Jeg halverede opskriften på min gode hindbærtærte, og det gav to minitærter a 12 cm i diameter. Da der bruges et kvart stykke tærte til platten, rækker tærterne altså til 8 personer. Vil man have et større stykke tærte, kan den deles i tre stykker, og derved rækker mængden så til 6 personer i alt. Brownien og pandekagerne rækker også til 8 personer (såfremt man ikke bager pandekagerne alt for tykke - der skal serveres en halv pandekage pr. person). Står du og skal servere desserten for færre end 6-8 personer, kan overskydende tærte og brownie fint fryses ned. Fryser du pandekagerne ned, så adskil dem med et stykke bagepapir. Jeg lavede i øvrigt hindbærtærten nogle dagen i forvejen og frøs den ned. Så skulle den bare tøs op og lunes den dag, den skulle serveres. Brownien og pandekagerne er ligeledes lavet på forhånd, dog kun dagen før og opbevaret i køleskabet.

Herunder finder du opskriften på hver enkelt kage og til slut hvordan tallerkenen skal anrettes :)





Dessertkageplatte med hindbær (6-8 personer)


Hindbærtærte med marcipan (2 minitærter a 12 cm i diameter)
 
112 g hvedemel
62 g margarine
Et nip salt
1/4 tsk bagepulver
1½ spsk sukker
½ sammenpisket æg
1 spsk koldt vand
Kornene fra ½ stang vanilje

Bærfyld:
225 g hindbær (gerne fra frost)
70 g sukker
2 spsk maizena
60 g revet marcipan

1 æggeblomme til pensling
2 tærteforme (gerne med løs bund) a 12 cm i diameter

Smuldr margarinen ud i melet eller kør det på en køkkenmaskine med k-spaden. Tilsæt salt, bagepulver, sukker og vanillekorn, og vend det hele lidt sammen. Tilsæt herefter æg og vand og ælt dejen godt sammen. Lad dejen hvile i køleskabet i en frysepose eller lignende, til den er blevet mere fast, mindst ½ time.

Smør en tærteform med lidt margarine eller smør og drys den med lidt mel. Vend formen lidt rundt, så melet er godt fordelt, og bank derefter det overskydende mel ud af den ved at holde den på hovedet over håndvasken. Tag lidt mere end 1/3 af dejen fra. Del den tilbageværende 2/3 af dejen i to. Rul hver del ud til en cirkel, lidt større end formenes diameter, og beklæd formene med dejen. Dejen skal nå helt op over toppen af dine tærteforme, da den gerne vil glide ned ved bagning. Klem den lidt til i formen.

Prik bunden med en gaffel og forbag den ca. 15 minutter ved 200 grader i nederste halvdel af ovnen. Dette gøres, fordi fyldet er vådt. På den måde undgår man en gennemblødt og snasket bund. Den skal kun bages, til dejen føles lidt mere tør og sammenhængende, så hold øje med den. Glider dejen ned ad siderne på formene, kan du tage bagepladen med formene ud, før bunden bliver fast i det og bruge en teske til at klemme det op på plads igen. Bag herefter videre.

Rør bærrene med sukker og maizena. Riv marcipanen groft. Fordel marcipanen i et jævnt lag over bundene, og fordel derefter bærfyldet ovenpå, så det dækker hele bunden.

Rul den resterende dej tyndt ud og skær strimler på ca. ½ cm i bredden. Læg dem over tærten i et fletmønster. Start med at lægge et smalt kryds midt på tærten. Flet herefter flere strimler ind. Det ser pænest ud, hvis man fletter ud og ind, som når man fletter et julehjerte :) Slut af med at lægge en lidt bredere strimmel af dej rundt langs kanten. Klem den lidt sammen, hvor enderne mødes. Pensl gitter og kant med sammenpisket æggeblomme. Bag tærten midt i ovnen ca 25 minutter ved 200 grader, til gitteret er flot gyldent. Lad den køle lidt af, før du tager den ud af formen (såfremt du har en tærteform med løs bund som min, eller bruger en springform til at bage tærten i).
  


Brownie med store chokoladestykker og hakkede valnødder

125 g margarine (eller smør)
75 g mørk chokolade (ca. 50% kakao)
2 æg
125 g sukker
75 g hvedemel
1½ spsk kakao
1 nip groft salt
50 g valnødder
75 g lys marabou


Smelt margarinen sammen med den mørke chokolade i en gryde. Rør godt, så det ikke brænder på. Lad blandingen køle af med du forbereder resten.

Pisk æggene med sukkeret, til det er lyst og skummende.

Bland mel med salt og kakao.

Hak valnødderne groft. Hak marabou i grove stykker. Vend nødderne og chokoladen i melblandingen, så det er godt blandet sammen. Ved at vende fyldet i melet, før det vendes i dejen, undgår man lettere, at fyldet ikke falder helt til bunds i kagen.

Vend melblandingen forsigtigt ind i æggesnapsen, til melet er helt optaget. Vend derefter den afkølede chokoladeblanding i.

Fordel dejen i en form med bagepapir, ca. 18x25 cm. Bag kagen midt i ovnen ved 175 grader i ca 30 minutter minutter. Tjek efter 25 minutter for at se, om den er ved at være færdig. Undgå at overbage kagen, da den så bliver tør og kedelig. Der må gerne sidde lidt krummer eller en lille smule ubagt kagedej på gaflen, når du prikker i kagen for at tjekke. 


Tag den færdige kage ud af ovnen og lad den  køle af i formen, til den er let lun. Tag kagen ud af formen og pak bagepapiret omkring den og herefter i en frysepose. Læg den næsten helt afkølede kage i køleskabet og opbevar den der, til den skal serveres. Lav den gerne god tid i forvejen, så kagen har tid til at sætte sig i køleskabet. Jeg bagte min brownie dagen før, den skulle serveres.


Pandekager (4 stk.)

60 g mel
1 1/4 dl mælk
1/4 dl øl
1 æg
Et nip fint salt
½ tsk sukker
10 g smeltet margarine eller smør


Rør mel sammen med mælk, til det er klumpfrit. Rør øllet i og herefter ægget. Rør salt og sukker i.

Smelt margarinen på en pande, uden det bliver brunt, og rør det i dejen.

Steg 4 pandekager på en pande (ca. 24 cm diameter) ved middel til høj varme ved at hælde dej på panden og vende den lidt rundt, så det fordeles over alt.
 

Læg de færdige pandekager i en stak på en tallerken. Lad dem køle helt ned og dæk så tallerkenen til med sølvpapir. Opbevar pandekagerne i køleskabet, til de skal serveres. 


Servering af kageplatten:

1 middagstallerken pr. person
Hindbærtærte med marcipan
Brownie
Pandekager
En god vaniljeis (jeg bruger altid Hansens vanilleis) 
Hindbærmarmelade
Spiseligt guldstøv
Frysetørrede hindbær

Lun hindbærtærten ved 160 grader, til den er gennemvarm. Tag den ud af ovnen. Varm pandekagerne hurtigt på en varm pande, mens tærten er i ovnen. Læg dem i en stak på en tallerken og dæk evt. med sølvpapir for at holde dem lune, til du er klar til at anrette dem.

Skær hver minitærte i fire stykker. Sæt ét stykke tærte på hver tallerken, du skal servere. Skær et firkantet stykke af den iskolde brownie, der ca. matcher tærtestykket i størrelse. Det må godt være lidt større, men ikke kæmpestort i forhold til tærtestykket, se mit billede nedenfor.

Del hver pandekage på langs. Vend forsiden på det halve stykke pandekage nedad og lad enderne mødes på midten bagpå. Fold herefter pandekagen på midten igen og læg den på tallerkenen med forsiden opad. Hæld lidt hindbærmarmelade i en frysepose eller sprøjtepose. Klip et lille hul i enden og fordel lidt marmelade i striber hen over pandekagen. Hvis det skal være ekstra pænt, kan du først køre marmeladen gennem en sigte for at fjerne hindbærkernerne, som ellers kan stoppe hullet i sprøjteposen. Det gjorde jeg dog ikke denne gang, men vil overveje det til næste gang.

Lav tre små kugler af en god vaniljeis med en spiseske (form dem ved at køre siden af spiseskeen langs isen). Varm evt. skeen løbende under den varme hane, så det er nemmere at håndtere og forme kuglerne. Læg hver kugle is mellem kagestykkerne. Drys brownien med lidt spiseligt guldstøv, samt lidt frysetørrede hindbær. Drys også lidt af de frysetørrede hindbær ud over tallerkenen.




Pyh. Lang opskrift :) Desserten var en stor succes, og den blev rigtig pæn, når jeg skulle sige det selv. Guldstøvet var noget mere tydeligt at se i virkeligheden, end det fremtræder på billedet ovenfor, og det så virkelig fint ud :)

Nu, to uger efter nytårsaften, er vi tilbage i hverdagen. Christian startede på sit nye job i mandags, og jeg skal igen til at være alene i hverdagen. Nu faktisk mere end tidligere, da vi før har haft mulighed for løbende at skrive sammen via Skype, mens han har været på arbejde, men det har han ikke nu, så det er noget af en tilvænning. Det føles noget mere ensomt og tomt, synes jeg. Han er dog tidligere hjemme end på sit gamle arbejde, da han nu arbejder her i byen, så det er jo dejligt, trods alt.

Det er altid lidt svært at vænne sig til så stor en omvæltning. Både for ham og for mig, tror jeg. Vi har fået slappet rigtig godt af den sidste halvanden uge af hans ferie, og jeg havde fået det helt godt efterhånden oven på den stress, jeg ellers sluttede 2015 af med. Men det er hårdt at vende tilbage til hverdagen. Jeg har haft nogle dage med slem angst-agtig uro i kroppen, og den hænger stadig ved. Jeg håber, det bliver bedre, når jeg vænner mig til Christians nye arbejdssituation.

I det nye år er vi startet op på yderligere behandling til Ozzy. Han får nu også et kosttilskud, der består af nogle fedtsyrer, som skal hjælpe på hans mund, der stadig ikke er helt god. Han har det dog heldigvis godt. Jeg vender tilbage og fortæller mere om han og hans behandling på et senere tidspunkt. Heldigvis tåler han fedtsyrerne godt, hvilket er en lettelse, for vi havde frygtet, at han ikke ville kunne tåle dem, fordi de er udvundet af kvæg (han tåler visse typer protein ret dårligt). Så det er jo dejligt. Nu håber vi bare, at det hjælper.
I dag har han og Phoebe været ude og fræse i sneen i haven. Det sneede i går aftes og nat, og der ligger stadig en del i haven. Ozzys humør fejler bestemt ikke noget, så da han kom ud og så solsorte i æbletræet, fræsede han derop! Han har nu ingen chance for at fange dem, men selvtilliden fejler bestemt heller ikke noget ;) Fangede lidt billeder af ham gennem vinduet (derfor den lidt dårlige kvalitet), som jeg vil slutte af med at vise jer i dag. Derudover får I også lidt flere billeder fra turen i sneen med Phoebe for nogle dage siden. :)

Sikke en udsigt man har heroppefra!


Der holdes skarpt øje med solsorten!

I mellemtiden et andet sted i træet strækkes der hals.

Phoebe midt i snevejret for nogle dage siden.

Samme dag fanger kameraet denne solsortehun i æbletræet. Er hun mon den samme, som
Ozzy er interesseret i?

Sne både på grene og fjer.

mandag den 11. januar 2016

Et nyt år truer - om skrøbelighed og snevejr

Da klokken blev tolv nytårsaften, og det var tid til at springe ind i et nyt år, stod jeg med den samme knude i maven, jeg har gjort de sidste år. Jeg havde ikke lyst til at møde det nye år, men ville hellere blive i det gamle. Det har man lært at kende og ved, hvad er, og det nye er nyt og farligt. Sådan føles det i hvert fald, for de sidste mange nye år har bragt nye negative ting med sig; så meget at jeg (vi) er stoppet med at sige: "næste år kan kun blive bedre", når vi står der parat til at byde et nyt år velkommen.

2015 blev da også et virkelig hårdt år for os. Det startede ellers godt. Ozzy fik i 2014 fjernet næsten alle tænder pga. mundbetændelsen, og i den første tredjedel af 2015 så det ud til, at han var på vej mod helbredelse. Nu, hvor vi kender resten af året, ved vi, at sådan gik det ikke. Ozzy fik et stort tilbagefald og måtte af med resten af tænderne i efteråret. Op til operationen fik han endda en virkelig slem solskoldning af næsen pga. noget medicin, han fik i forbindelse med mundproblemerne, så nu vi står også med en kat, der helt skal holdes ude af solen, så han ikke udvikler kræft. Det er bestemt ikke nemt, men hans næse er blevet mere pænere, heldigvis. Alligevel frygter vi for forår og sommer, når vi igen skal beskytte ham.

Foråret bød også på et tab. En veninde, jeg har lært at kende her gennem bloggen, døde. Det var et chok, fordi hendes kræftsygdom ellers virkede til at være under kontrol, men nogle gange er kroppen bare så slidt, at den ikke kan mere, og jeg ved, hun havde andre ting at kæmpe med. Jeg savner stadig vores skriven frem og tilbage om dit og dat og tænker jævnligt på hende.

Efteråret skulle blive lige så kaotisk, som 2014 sluttede (hvor vi kæmpede med at få Ozzy ovenpå igen efter hans store operation). For det første blev Ozzy igen opereret og skulle lære at spise helt uden tænder, og kort tid efter det fik Christian beskeden om, at hans arbejdsplads lukkede den danske afdeling, så alle stod til at blive fyret. Resten af året var meget hektisk, da han skulle være med til at lukke det hele ned, og vi var begge ved at drukne i stress og udmattelse. Så det var med noget af en bæven, at jeg tog skridtet ind i et nyt år... Man håber jo altid, at det næste år bliver bedre, selvom man ikke rigtigt kan tro på det. Håbet er der dog ingen, der kan slukke, selvom man ikke tør formulere det. 


2016 startede dog virkelig trist. I slutningen af 2015 kunne jeg erfare, at en veninde, jeg har kendt i 10 år, nu var blevet lagt i respirator pga. sin sygdom i lungerne. Det var chokerende, men jeg håbede selvfølgelig det bedste og miraklet ville ske, så hun fik de nye lunger, hun har kæmpet så hårdt for at blive klar til at få. Det skulle hun bare. Hun var kun 29 år, og det er bare alt for tidligt at dø. Desværre fik vi beskeden midt i sidste uge, at hun var sovet ind 2. januar :( Det er virkelig surrealistisk. Jeg kender ingen, der er så stærk og positiv som hende på trods af alt det, hun har måttet kæmpe med, og jeg har altid været overbevist om, at hun, om nogen, ville vinde kampen og få de lunger, hun sådan havde fortjent. Så det er på en eller anden måde endnu ikke gået ind i hoved og hjerte hos mig, at hun ikke er her mere.



Vi lærte hinanden at kende via et katteforum på nettet for ca. 10 år siden, og har gennem årene løbende haft kontakt. For et par år siden var vi ude og besøge hende og de dejlige maine coons, som betød så meget for hende. Vi havde en del ting til fælles, og det var også som regel emnet, når vi snakkede sammen. Kattene, tydeligvis, men også fotografi og det at leve som kronisk syg. Hun har været en god støtte med ord og råd i vores hårde situationer med kattene gennem de sidste 3-4 år, og hun var en af de primære årsager til, at jeg begyndte at fotografere makro, som i dag er noget af det, jeg holder allermest af (som det tydeligt ses på fotobloggen). Jeg har vidst fra tidligt i vores venskab, at hun led af en forfærdelig sygdom, som man som regel ender med at dø tidligt af, men hun var så ung, at det nærmest var uforståeligt, at det skulle komme så vidt. Det sidste år har været meget hårdt for hende, men alligevel kæmpede hun så hårdt, og vi, der kendte hende, var alle overbevist om, at hun skulle få de lunger og et meget bedre liv. Så vi er alle noget i chok i de her dage. Livet er virkelig skrøbeligt og flygtigt, selv for de mest modige og stærke af os.

Hun skal begraves i morgen, og Christian og jeg har bestilt en fin bårebuket til hendes bisættelse. Han har mødt hende flere gange og er også både overrasket og chokeret over, hvad der er sket. Det var så surrealistisk at skulle bestille den og også hårdt, for det er en tvungen erkendelse af, hvad der er sket. Mine tanker kredser noget om hendes mor, som hun boede sammen med pga. sin sygdom, og kattene. Hvordan hun og de skal klare den her bagefter. Jeg håber det bedste for dem.




Heldigvis er alt i 2016 ikke trist og negativt. I dag starter Christian på nyt job. Han nåede at være uden job i 10 dage i alt, så det er jo virkelig flot, alting taget i betragtning. Han blev fritstillet fra 1. januar, men vidste allerede der, hvad der skulle ske, jobmæssigt. Han var jo til to samtaler i december for ligesom at få hul på bylden med at søge jobs for første gang i 18 år, og overraskende nok blev han tilbudt begge jobs. Han tog jobbet, der ligger her i byen, og i dag starter så et nyt eventyr. Jeg er spændt på, hvad den kommende tid bringer for ham, og håber, han falder godt til i sit nye job, der er noget anderledes end det, han kommer fra. Dog er det stadig primært et IT-job, og han er ret lærenem, så jeg tror, at det nok skal gå :)

I starten af det nye år fik jeg også besked om, at en god bekendts kat, som har været væk omkring et halvt år var kommet hjem igen. Der faldt en sten fra mit hjerte, for jeg har været noget trist på hendes vegne, da jeg ved, hvor meget han betyder for hende. Nu håber jeg, at han bliver hjemme fremover :)

Så endnu er det svært at vurdere, hvordan det her år falder ud. Men det har godt nok været en hård start, synes jeg. Jeg har ikke som sådan nogen nytårforsæt, men vil som sædvanligt prøve at passe så godt på mig selv, som jeg kan, og håber på rare og positive oplevelser. Eftersom Ozzy er på daglig medicin og sandsynligvis skal være det længe endnu, sætter jeg ikke næsen op efter at få gentaget de små, dejlige ferier, vi har haft de sidste år. Men så kommer der forhåbentlig andre gode oplevelser for os.

Afslutningsvis får I lidt nye billeder, jeg tog i går, hvor det endelig blev snevejr herhjemme. Vi bor tæt på havet, så her er ofte lidt lunere end mange andre steder, og derfor bliver vi tit snydt, når der er snevejr i Danmark. Men i går væltede det ned med sne. Desværre ikke af typen, der bliver liggende længe, da temperaturen ikke var så lav, som man kunne ønske sig, men jeg nød det, så længe det varede. Store, bløde fnug, der vrimler ned fra himlen <3 Jeg elsker snekugler, og når det sner på den måde, er det lidt som er være midt inde i sådan en. Jeg lokkede Phoebe en kort tur i haven, så jeg kunne tage lidt snebilleder med et godt motiv. Hun er dog noget af en svækling, når det kommer til vintervejr (og regn og blæst og kulde), så hun gad ikke være med ude ret længe. I dag, hvor meget af sneen er smeltet, og det ikke er frostvejr, har hun dog været ude og skælde fuglene i haven lidt ud ;)

*Snif*. Hvad er det her for noget hvidt stads?

Jeg tror ikke, jeg kan lide det :(

Der skues ud over haven fra klatretræet.

Sne over alt, selv i fjæset, brr!


Meep-meep! Nu blev det altså for koldt, og der blev spurtet over til kattelemmen
for at komme ind i varmen igen ;)

torsdag den 7. januar 2016

Nytårsfyrværkeri - del 3

I dag får I sidste del af mine fyrværkeribilleder fra nytårsaften. Tak, fordi I har kigget med :) Inden længe vender jeg tilbage til opskrifterne og fortællingerne om, hvad der ellers sker herhjemme, så jeg håber, at I også har lyst til at kigge med her på bloggen i 2016.

I kan som sædvanligt få billederne herunder op i en større størrelse ved at klikke på billederne. Brug piletasterne til at skifte mellem dem :)