torsdag den 20. oktober 2016

(U)hyggeligt bagværk til halloween

Der er stadig nogle få dage tilbage af efterårsferien og plads til ekstra (u)hygge i køkkenet. Jeg har i indlægget her samlet forslag til sjove, uhyggelige og lækre kager og andet bagværk, som, jeg håber, kan inspirere til gode fælles oplevelser for store og små.


Flagermus - romkuglemus med chokoladevinger

Sidste år lavede jeg de her lækre romkugleflagermus i anledning af halloween. Som de faste læsere af bloggen ved, elsker jeg alle årets madrelaterede mærkedage, og halloween er blandt favoritterne, da det er en tid, hvor man virkelig kan slippe sit indre barn løs :)

Vingerne er som skrevet lavet af chokolade, og skabelonen til vingerne kan downloades i indlægget, men hvis det bliver for omstændigt at lave vingerne i chokolade, kan man nøjes med at lave dem i karton og montere en tandstik eller to på bagsiden, så vingen kan sættes fast på romkuglen. Husk, at lim, tape mv. ikke må komme i kontakt med kagen. Opskriften på flagermusene finder du her: Flagermus - halloween special




Halloween er nærmest lig med græskarlygter, og jeg er sikker på, at der allerede står mange fine og uhyggelige græskarmænd rundt omkring. Har du/I endnu ikke lavet jeres græskarlygte, kan du herunder finde idéer til, hvad du kan få ud af det, som du fjerner fra græskaret, når du laver din lygte. "Kødet" fra dit græskar kan f.eks. bruges i lækre kager, og kernerne kan ristes til sprøde snacks.

Græskarmuffins

Disse muffins er ret nemme at lave. Kagen er relativt sød, hvilket afbalanceres med en syrlig cream cheese frosting. Pynt med farvet frosting eller hvad du nu lige har lyst til. Græskarmuffins




Græskarkage

"Kødet" fra dit græskar kan også bruges til denne superlækre kage. Den smager lidt hen ad gulerodskage, men er fyldt med lækre nødder og kerner, som gør den ekstra god. Fyldet gør dog også, at kagen fylder godt i maven, så det er ikke en kage, man kan spise mange stykker af. Jeg pynter den gerne med cream cheese frosting, men hvis du ikke kan tåle laktose, kan du i stedet pynte den med glasur lavet af flormelis og vand. Jeg har tidligere også fordelt lakridssnører i et spindelsvævsmønster oven i glasuren, når jeg har lavet den af flormelis, så den blev lidt ekstra halloween-agtig. Græskarkage




Ristede græskarkerner

Noget af det mest simple, man kan lave af overskuddet fra sin græskarmand, er ristede græskarkerner. Man kan endda krydre dem, helt efter ens egen smag. Jeg plejer bare at drysse dem med salt, men hvis man er lidt mere eventyrlysten, kunne man også prøve at drysse med lidt paprika, chilipulver eller lignende. Det er kun fantatisen, der sætter grænsen. Ristede græskarkerner




Kransekagespøgelser

Et af de halloween-projekter, hvor jeg har sluppet min barnlige fantasi fri, er med disse kransekagespøgelser. Jeg fik primært idéen til at lave dem, fordi Christian elsker alt med marcipan, og kransekage er bare rigtig lækkert. Uhyggelige kransekagespøgelser




Lynboller

Når man har været en tur i skoven og samle kastanjer eller bare trænger til lidt ekstra hygge, er der ikke noget bedre end en kop varm kakao med en god hjemmebagt bolle. Nogle gange opstår lysten til boller og varm kakao helt spontant, så derfor passer denne opskrift på mine lynboller perfekt, da de tager meget kort tid at lave. Derudover er de superbløde og lækre, og en fast del af fødselsdagsbordet herhjemme :) Lynboller




Udover (u)hyggelige bageprojekter i køkkenet elsker jeg også andre aspekter af halloween. Jeg kan godt lide at se en god gyser, og jeg synes også, at det er rigtig hyggeligt at besøge Tivoli og se deres halloween-udsmykning af den gamle have. Sidste år var Christian og jeg til halloween i Tivoli med hans forældre. Jeg havde kameraet med og viste efterfølgende nogle af billederne frem her på bloggen. De billeder kan du gense her: Halloween i Tivoli





Jeg vil slutte af med at ønsker jer alle en rigtig god halloween :)

torsdag den 6. oktober 2016

Kampen mod smerterne

Lige siden jeg var en lille pige, har jeg brugt det at skrive til at arbejde mig ud af en krise. Det har givet luft for en masse frustrationer at få skrevet dem ned på papir - eller som her: på bloggen, men efter jeg i foråret blev ramt af seneskedehindebetændelse i begge arme, og det efterfølgende har sat sig som kroniske smerter, har jeg ikke længere den mulighed.

Når jeg i dag skal skrive et indlæg, bliver det skrevet, når vi har en friaften med overskud til den slags. Christian skal skrive, mens jeg dikterer. Som det ses af antallet af indlæg siden foråret, er det ikke ret tit, vi har det overskud. Christian knokler løs med alt herhjemme, da jeg stadig er meget handicappet af mine smerter, og når han er klar til at holde fri om aftenen, trænger både han og jeg til at slappe af sammen og bare se en serie eller den slags. Så der er ikke meget tid til bloggen for tiden. On that note, vil jeg gerne sige tak til jer, der har sendt kommentarer her på bloggen og andetsteds. Jeg beklager, at jeg er så dårlig til at få svaret tilbage, men som I nok kan læse, er det ikke nemt, når jeg skal have hjælp til alt af den slags. Men jeg læser alt, I skriver, og sætter meget stor pris på det :)

I dag prøver jeg dog selv at skrive det her indlæg. Selvom jeg ved, at jeg risikerer et smertehelvede bagefter. Jeg har meget svært ved at bruge fingrene til noget, fordi det hurtigt giver mange smerter i armene. Pt. afprøver jeg Panodil depottabletter, så det er også i den forbindelse, at jeg afprøver mine grænser. Jeg synes dog endnu ikke, at der er den store forskel i smerteniveau, men de lindrer en lillebitte smule...

I dag vil jeg bruge pladsen her i indlægget på at fortælle jer om mit udredningsforløb, der har været alt andet end hurtigt og nemt at stå igennem.




Jeg startede hos egen læge ca. 14 dage efter min skade på håndled og underarme. Fik at vide, at jeg skulle give det en masse ro og bruge mine afstivende skinner. Det gjorde jeg flere uger uden effekt, så efter ca. tre uger yderligere og to lægebesøg mere bad jeg om at blive henvist videre. Jeg blev henvist til fysioterapi og til en reumatolog, dog med beskeden om, at jeg ikke skulle forvente nogen effekt af fysioterapi, og at reumatologen sandsynligvis ville afvise mig, ikke hjælpe. Så det var ikke med stor optimisme, at jeg gik videre med min behandling.

Reumatologen havde meget lang ventetid, 6-8 uger, så jeg startede hos fysioterapeuten. Jeg har siden... juni, tror jeg... gået hos en flink fysioterapeut, der hedder Thomas. Vi har prøvet mange forskellige tiltag; forskellige øvelser, laserterapi og også akupunktur, som desværre ikke har hjulpet. Lige indtil vi for en måneds tid eller halvanden siden begyndte at arbejde mere med min holdning. Jeg kan mærke, at det gør en stor forskel for smerterne på undersiden af underarmen, så det er virkelig dejligt. Jeg går hos ham ca. hver 14. dag for tiden, hvor vi vender tingenes tilstand og han afspænder min ryg. Jeg er utrolig taknemmelig for det forløb hos ham, fordi det efterhånden virker, som om han er den eneste, der ikke har opgivet mig. Hver gang et behandlingstiltag har slået fejl, er han komme tilbage med nye ideer og ting, vi kunne afprøve. Og det betyder rigtig meget for mig. For så føler jeg også, at jeg stadig prøver, kæmper, for at få det bedre.

Det er ikke den samme følelse, jeg sidder tilbage med efter kontakt med reumatologen. Jeg var der første gang i juli, hvor jeg fik sprøjtet lidt binyrebarkhormon ind i den ene arm. Det hjalp desværre ikke det helt store, men gav en smule lindring helt lokalt det ene sted, der blev sprøjtet ind, og en smertereaktion pga. pres på senen et andet sted. Jeg fik en tid en måned senere til opfølgning, men her gik der kuk i alting. Min tid var ikke blevet registreret, så jeg kom ind til en anden reumatolog i stedet. Han startede med at fortælle mig, at jeg skulle lære at leve med mine smerter, for de var kroniske, og opremsede en kort række tiltag som skulle kunne lære mig at leve med at skulle være kronisk smertepatient nu. Han lavede også en trykpunktstest på mig, og har i mine papirer skrevet fibromyalgi :| Baseret på en ret kort samtale og noter. Han udskrev Panodil depottabletterne til mig og sendte mig til blodprøver, så det kunne afklares, om smerterne havde en anden årsag.

I mellemtiden, mens jeg ventede på blodprøvesvarene, skulle jeg have tilpasset min epilepsimedicin, så jeg kunne tåle at tage Panodilerne, for de påvirker den. Det har jeg brugt de sidste mange uger på at få i orden. Da jeg gik og ventede på svar på blodprøven for min epilepsimedicin, så jeg på sundhed.dk, at der lå svar på de andre prøver. Jeg har forhøjelse i to tal, der har noget med bindevævssygdomme og gigt at gøre. Så jeg har gået og haft det meget dårligt over at vente på svar på, hvad det betyder. Min originale reumatolog ringede for lige over 14 dage siden og fortalte, at jeg ikke havde en bindevævssygdom, hvilket er meget lettende, men at jeg måske vil komme til at udvikle leddegigt, hvilket er en ondartet gigtsygdom, hvor ens eget immunsystem nedbryder leddene, dvs. noget andet end den slidgigt, mange af os kender hos ældre familiemedlemmer. Han gav mig en tid til nye blodprøver i marts, og bum, det var det. Farvel.




Opkaldet kom på dagen, hvor vi havde været hos Tanddyreklinikken med Phoebe for at få ordnet hendes tænder, og vi var lige kommet hjem, så jeg var lidt rundt på gulvet og bare glad for ikke at have en bindevævssygdom, da det kan forkorte livet betydeligt. Jeg har efterfølgende villet bestille en tid for lige at snakke tingene igennem, også i forhold til min nuværende situation, da den intet har med leddegigt at gøre - det har jeg heldigvis endnu ikke udviklet.. Men mine smerter er ret reelle, skal jeg lige hilse og sige, og jeg havde forventet, at det var dem, der skulle stå for medicineringen, da de er eksperterne, og fordi jeg jo allerede var sat på noget fra deres side uden at få at vide, hvordan den behandling skulle forløbe. Derudover synes jeg ikke, at diagnosen fibromyalgi ligger lige til højrebenet, når det gælder mine symptomer - i forhold til hvad jeg kan læse om diagnosticeringen. Så jeg ringede i sidste uge for at få en tid. En afvisende telefondame fortalte, at hun skulle snakke med reumatologen om det og så vende tilbage. Det gjorde hun så aldrig.

I tirsdags ringede jeg så tilbage til klinikken igen, og hun kunne fortælle mig, at reumatologen ikke havde sagt andet, end at jeg bare skulle følges om et halvt år, og der ikke var nogen grund til at ses før - det var i hvert fald essensen. Ingen undskyldning for ikke at have ringet tilbage heller... Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage i frustration over at føle mig afvist og opgivet, og endte med at sidde og græde ned i telefonen. Damen bad mig om at ringe til deres sygeplejerske for at snakke om det med medicinen, så det gjorde jeg i går. Hun fik forklaret, at det er egen læge, der skal stå for medicin - eller henvise til smerteklinik. Og at reumatologen har skrevet nogle typer medicin, som kan afprøves. Så det eneste, de kan gøre derfra, egentlig er at følge mig mht. de skæve blodprøver. Det giver jo nogenlunde mening, synes jeg, men alligevel føler jeg mig bare totalt opgivet fra deres side. Jeg havde forventet at komme ind til min reumatolog igen og snakke med ham om diagnosen og mine spørgsmål, men det har de åbenbart ikke lige 15 minutter til. Og om behandlingen. Så jeg føler mig ret tom og trist indeni i dag. Opgivet. Og med en diagnose ny: fibromyalgi. Måske.

Er også lidt opgivende over for at skulle have min egen læge til at være styrmand for min behandling, for han er ikke ekspert på området - mildest talt; han var i hvert fald 100% sikker på, at man ikke kunne sprøjte binyrebarkhormon ind i armene ved seneskedehindebetændelse, og han er i det hele taget en lidt... glemsom mand, selvom han absolut er flink. Så nu er det ham, der skal stå for min medicin :| Pt. afprøver jeg som sagt Panodil depottabletter. Jeg ved ikke helt, om de har den store effekt, for jeg har stadig meget ondt og er meget begrænset, men de skal afprøves, da det er de mildeste smertestillende piller, man kan få. Den første tid her nu har jeg det dog ret dårligt. Jeg kan mærke, at min epilepsimedicin falder drastisk i blodet, mens jeg tager depottabletterne, så jeg går og er noget svimmel og har kvalme. Ikke rart. Det er heldigvis nok noget, der går over - håber jeg. For sådan er det ofte, når der sker store svingninger i dosen af min epilepsimedicin. Så det afventer jeg nu.

Et andet noget mere virksomt tiltag er motion. Jeg går meget, både for at få frustrationerne ud og for at få tiden til at gå, til Christian kommer hjem. Hører oftest musik, men er pt. ved at høre Dan Brown's Inferno (filmen kommer i biografen i næste uge). Jeg kan mærke, at mit smerteniveau er lavere, når jeg har gået, og siden jeg i midten af september fik mine nye løbesko, Nike Pegasus 33 (som også laves til kvinder med større og bredere fødder end gennemsnittet :3 ), har jeg gået rigtig meget. Jeg går så ofte, som jeg kan, og gerne hver dag i hverdagene. Sidste uge gik jeg 44.6 km. Jeg skal også ud og gå, når jeg er færdig med det her indlæg. Så håber jeg, at det er nok til at holde smerterne lidt nede. Jeg ved, at jeg efter en slem overbelastning (som f.eks. at vaske mit hår selv - det har Christian gjort for mig det sidste halve år, at gå og rydde lidt op eller støvsuge en smule), kan være mindst 14 dage om at få et udholdeligt smerteniveau igen - i hvile! Så jeg frygter for konsekvensen af det her indlæg. For det er en virkelig hård overbelastning. Håber bare, at Panodil og motion kan hjælpe. Vi må se :|




Mht. fremtiden kører jeg lidt rundt i de der forskellige faser, man gennemgår i processen om at skulle acceptere en ny virkelighed. Når smerter fylder og der samtidig er andre ting, der påvirker - f.eks. noget med kattene eller de andre problemer, jeg har med mit helbred, føles alting håbløst og sort, og jeg kan næsten ikke holde ud af være til. Når smerterne ikke fylder så meget, kan jeg være mere optimistisk og tænke, at hvis det er fibromyalgi, er det i det mindste ikke en farlig sygdom, som f.eks. bindevævssygdommene, og at jeg vil kæmpe alt det, jeg kan, for at holde smerterne nede. Og jeg vil aktivt kæmpe for at finde en løsning, der virker, for at blive så smertefri, som jeg kan, i forhold til behandling. Derudover vil jeg prøve at få så meget ud af mit liv, som jeg kan med de begrænsninger, sygdommen sætter for mig.
Jeg prøver at holde mig selv lidt oppe, selvom det er svært. Har et tiltag, hvor jeg hver aften har bestemt, at jeg skal udpege tre gode ting, der er sket den pågældende dag og også gerne tre ting, som jeg ser frem tid dagen efter. Det er især vigtigt på de sorte dage, kan jeg mærke.

Jeg kan mærke, at det går fremad i forhold til at få min krop til at acceptere Panodilerne. Jeg har det ikke helt så skidt som i går på samme tidspunkt, så det er dejligt. Forhåbentlig er kvalmen og svimmelheden snart helt væk. Her, inden straffen for at have skrevet mit første indlæg siden april indtræffer, føler jeg mig i kampfasen; jeg er bevidst omkring, at jeg er nødt til at kæmpe for at komme fremad i forhold til mit smerteniveau med motion og øvelser, og at det også bliver en kamp af finde en smertebehandling, der virker. Fordi det har været sådan hvert eneste skridt af vejen, siden det her forløb startede. Men jeg skal, jeg kan, jeg vil! Eller det prøver jeg i hvert fald at leve op til.

Da vi var i Tivoli i sommers, købte vi et par fine souvenirs med hjem: et par fine magneter til køleskabet. Det er efterhånden en fast tradition, at vi skal have et lille minde med hjem i form af en magnet, når vi har været et godt sted. Fra Tivoli blev det til to stk. i år: en fin karruselhest (til højre) og så den her, jeg ikke kunne stå for. Den ramte et eller andet i mig, og nu står den derude på køleskabet som en reminder om at bevare min kampvilje; success ikke kan opnås ved at have hænderne i lommerne. Der skal kæmpes! Og det gør jeg hver dag, så godt jeg nu kan.



Jeg prøver også så vidt muligt at fylde livet med gode ting som modvægt til de dårlige. Vi har været afsted til både stand-up og koncert i vores ferie i august, og vi har flere gode arrangementer at glæde os til de næste måneder. Jeg får besøg af min gode veninde, Christina, senere på måneden, hvilket jeg glæder mig meget til. Hun er heldigvis god til at tage initiativer og finde løsninger på, hvordan vi kan ses med alle mine begrænsninger, og det er jeg meget taknemmelig for.

I går var Christian og jeg ude at spise, bare sådan på en onsdag aften. Rigtig hyggeligt. Og vi sluttede af med at spille Trivial Pursuit i sengen, inden vi sov. Jeg havde et lille lykkeligt øjeblik der, mens vi sad og spillede, fordi mine smerter var lidt på afstand, som jeg sad stille der, og det bare havde været en rigtig dejlig aften.

Med de positive ting i tankerne vil jeg nu kæmpe videre mod smerterne ved at komme afsted på min daglige gåtur. Kan godt savne sådan en halvlun sensommerdag, når vejret er, som det er i dag, for det var lidt rarere at gå i. Heldigvis virker gåturen uanset vejret, så jeg må hellere slutte her og komme afsted.

tirsdag den 4. oktober 2016

Kanelsneglens dag!

Som den opmærksomme læser ved, elsker jeg årets madrelaterede temadage, da det giver en ekstra god undskyldning for at gå i køkkenet og lave noget lækkert ;) I dag er det kanelsneglens dag! Det er egentlig en svensk tradition, men den må for min skyld gerne blive dansk, da jeg elsker alt med kanel <3
 
I anledning af kanelsneglens dag vil jeg i dag dele opskriften på verdens bedste kanelsnegle med jer. De er lækre, bløde og snaskede og så gode, at Christian selv har været nødt til at bage dem i løbet af det halve år, jeg efterhånden har været sat ud af spillet i køkkenet. Opskriften har jeg postet her på bloggen før, men den fortjener i den grad en fremhævning på en dag som i dag :)
 
Er der noget bedre end en lun og lækker kanelsnegl og en kop varm et-eller-andet på sådan en efterårsdag? <3 Opskriften på verdens bedste kanelsnegle finder du her: Lækre, snaskede kanelsnegle med marcipan.