tirsdag den 23. oktober 2018

Æblekage med marcipan og knas

2018 har været et fantastisk æbleår i Danmark. Træerne bugner ligefrem af æbler, også æbletræet i vores have, og kvaliteten af æblerne er helt i top! Vi har aldrig haft bedre æbler i de ca. ti år, vi har boet her. Derfor har jeg også haft travlt med at producere lækre ting af de gode æbler. I sidste uge fik jeg kogt en mægtig portion æblemarmelade med kanel, og tidligere på måneden udviklede jeg den her helt fantastiske kage, som I får opskriften på i dag! :)

Ofte, når jeg bager med æbler, bliver det til æbletærte, som bestemt også er lækker. Jeg er dog ikke så vild med at arbejde med tærtedej, så jeg fik lyst til at lave en lækker formkage med æbler.
Der er marcipan i kagen, hvilket gør den ekstra lækker og lidt konfektagtig i krummen, og kagen er toppet med en slags crumble, som giver lidt knas til den bløde kage, samtidig med at den diskrete mængde kanel i knaslaget komplementerer æblerne i kagen helt perfekt.







Æblekage med marcipan og knas

90 g blød margarine
112 g sukker
150 g marcipan
1½ tsk vaniljesukker
1½ æg
150 g hvedemel
1½ tsk bagepulver
2 små nip fint salt
3/4 dl + 2½ spsk mælk
3-4 æbler, gerne syrlige

Knas:
105 g hvedemel
1 tsk kanel
105 g lyst rørsukker
60 g margarine, køleskabskold

Form:
Springform 25 cm

Tilbehør:
Creme fraiche rørt med vaniljesukker


Start med at lave knasen. Rør mel og kanel sammen, til det er ensartet og uden klumper. Smuldr den kolde margarine heri, til den er helt findelt. Rør til sidst rørsukker i. Stil knasen til side.

Til kagen piskes margarine sammen med sukker. Tilsæt æg og vaniljesukker og pisk, til du står med en ensartet masse. Riv marcipanen groft og pisk den i dejen.

Bland i en anden skål mel med bagepulver og salt. Pisk melblandingen i dejen skiftevis med mælken og pisk kun, til det hele netop er optaget, og du står med en ensartet dej.

Tag din ca. 25 cm springform og skil den ad. Sæt et stykke bagepapir i klemme i bunden og sæt herefter ringen på igen. Smør bagepapirbunden og siderne med blød margarine. Hæld hvedemel i formen og drej den, så melet sætter sig på de smurte sider og bunden. Vend formen med bunden i vejret hen over køkkenvasken og bank let, så overskydende mel kommer ud af formen.

Fordel herefter din kagedej i formen.

Skræl æblerne, del æblerne i kvarte og fjern kernehuset. Del hver kvart æble i ikke alt for tynde både. Læg æblebådene oven på kagedejen, så de ligger på siden lige efter hinanden hele vejen rundt i en ring langs kanten. Gentag endnu en ring af æbler midt i kagen på samme måde.

Fordel knasen jævnt over hele kagen. Brug evt. en ske til at starte med, da det på den måde er nemmest at komme helt ud til kanterne af kagen.

Sæt kagen ind midt i ovnen ved 170 grader i 60 minutter. Flyt den op øverst i ovnen, når der er 20-25 minutter tilbage af bagetiden, så knasen får lidt hårdere varme til sidst og dermed bager bedre sammen.

Knasen på den færdige kage vil være relativ lys. Ønsker du lidt mere farve på knasen, hvilket også giver en lidt dybere smag, kan du gøre følgende:

Tag den færdige kage ud af ovnen. Skru ovnen op til 225 grader. Når ovnen er varm, sættes kagen ind igen øverst i ovnen. Bag kagen ca. 5-8 minutter, til knasen har fået en gylden farve. Hold øje! Der er forskel på, hvordan ovne varmer, så måske skal din kage ikke have helt så længe. Derfor er det bedst at holde øje. :)

Lad den færdige kage køle af, før du flytter den over på et fad. Kagen smager dog også helt fantastisk lun, og vil du servere den sådan, kan du forsigtigt flytte den ud af formen ved at løfte den af formen på bagepapiret, du satte i klemme i bunden.

Server kagen med kold creme fraiche rørt med en smule vaniljesukker.







Jeg har virkelig glædet mig til at dele den her fantastiske kage med jer <3 Har haft lavet den nogle gange efterhånden, og den bringer stor lykke hver gang. Det var dog ved at gå helt galt, da jeg skulle blogge den i dag, for da jeg skulle skrive indlægget, kom jeg til at slette opskriften!! :o Efter at have haft et mindre (okay et større) panikanfald kom jeg dog i tanke om, at jeg heldigvis havde skrevet opskriften ned i et notesprogram, jeg har på telefonen, da jeg lavede den i sin tid. Pyha! Godt nok har jeg bagt den et par gange denne måned, men det er nogle uger siden sidst, så jeg var ikke længere helt skarp på mængden af ingredienserne. Jeg kunne heldigvis genskabe opskriften, så jeg kunne dele den med jer i dag. :)

Der er virkelig sket meget her den seneste måneds tid. Christians faster blev pludseligt indlagt i september. Desværre fandt lægerne ud af, at hun havde kræft, og det er gået så hurtigt med hende. Hun døde for knap 14 dage siden. I perioden, hvor hun har været syg, har vi besøgt hende nogle gange og været en del sammen med Christians familie. Jeg har undervejs bagt lidt, bl.a. denne æbletærte, og jeg bagte også boller til kaffen efter begravelsen.




Faster, som hun altid bare hed, var en helt særlig og sej dame. Jeg lærte hende at kende, ret hurtigt efter Christian og jeg var flyttet sammen, og jeg vil aldrig glemme den omsorg, hun altid gav os. Da jeg var indlagt i 2011 efter min fejloperation lige op til jul, havde hun sørget for, at der var en fin pakke til mig, da jeg kom hjem fra sygehuset med lækre cremer i. Det varmede virkelig meget at møde den omsorg lige der, hvor den virkelig var tiltrængt. Dengang var jeg endda ret ny i familien, så det var en stor og dejlig overraskelse :)
Hun (og resten af Christians familie) har taget imod mig med åbne arme. Faster og jeg sad ofte sammen og snakkede, når vi var til sammenkomster i familien, og vi har haft nogle rigtig hyggelige grillaftener sammen her hos os gennem årene. Hun elskede at høre om og se billeder af kattene og var i det hele taget en stor dyreven.

Selvom Faster var en ældre dame på 87, var hun ikke en gammel dame. Hun var altid supermoderne at se på og vidste meget om, hvordan livet er i dag. Hun var også i superfin form. Sidste år gik hun Møn rundt sammen med Christians fætter, og der var altid gang i Faster. Hun havde krudt bagi og havde mange ting, hun gik til. Til begravelsen mødte vi nogle af hendes veninder, og det var så hyggeligt at høre dem fortælle om deres oplevelser med Faster. Hun vil blive dybt savnet. Faster var et helt specielt og dejligt menneske, og derfor kunne jeg heller ikke lade være med at fortælle om hende herinde <3


Det har været en hård tid, synes jeg. Jeg kan mærke det i hele kroppen, der gør oprør. Så jeg prøver at passe lidt på mig selv. Går og venter på, at energien engang kommer tilbage, så jeg kan komme ud at gå igen. Har taget tilløb til en gåtur både i fredags og i går, men har måttet opgive, da jeg har manglet energien og det mentale overskud til at komme afsted. Forhåbentlig vender det snart, for jeg har brug for mine gåture, da de hjælper på både krop og sjæl.

I oktober havde vi også besøg af Julius' opdrættere. Vi har forsøgt at finde en dato et stykke tid, og nu lykkedes det endelig :) Det er så hyggeligt at få besøg af dem, og det er også sjovt for dem at se, hvordan det går med Julius, og hvor stor han er blevet. Og han er virkelig blevet stor! Kæmpe dreng, stadig lige så fræk som altid ;) Han er lige blevet 8 måneder, og i den forbindelse tog jeg en lille billedserie af ham. Du kan se et par billeder fra den her nedenfor :)






Han bliver stadig opdraget af Phoebe. Hun er lidt rigelig hård ved ham, synes vi, men de har stadig de dejlige vasketure ved madskålen, og for nyligt er hun begyndt at lære ham at jage mus! :D Det var sjovt at se. Det startede med, at Phoebe opdagede en mus i buskadset i haven. Så kom Julius ud til hende og hun lod ham jage rundt efter den, mens hun så på. Tog en lang video af det, som I kan se herunder. Desværre ender den ikke med, at han fanger musen, men det var sjovt at se ham blive lært op :)






Dagen efter var der dog bid. Phoebe "plukkede" musen få minutter efter, hun var blevet lukket i haven, og Julius fik lov til at få den. Han aner dog ikke, hvad man skal gøre med sådan en, for den lå jo helt stille, men han fik da dasket lidt til den :)




Ozzy kæmper pt. med en mindre halsbetændelse. Han har haft det sådan nogle uger nu, men det er i bedring. Han har en overgang fået antibiotika, men det gav ham slem kvalme, så det er godt, det er overstået. Nu går vi bare og venter på, at han får stemmen tilbage igen. Han er ret sølle at høre på med sin pive-stemme, og han er træt af ikke at komme ret meget ud, men sådan er det bare lige nu. Forhåbentlig er han snart helt rask.





Nu er det snart tid til at skulle tænke på, hvad vi skal have at spise i dag, så jeg må hellere komme videre i dagens program. Der har været lidt for mange dage med nemme løsninger og rugbrødsmadder og den slags den seneste måned, pga. alt det, der har fyldt, så vi trænger til gode, hjemmelavede måltider. Så nu vil jeg i gang. God aften til jer :) 

torsdag den 4. oktober 2018

Vinderen af fødselsdags-giveaway'en er fundet!

Endelig kom dagen, hvor jeg kan trække en vinder af min giveaway i anledning af bloggens 7 års fødselsdag! :) Det har jeg glædet mig rigtig meget til, og er rigtig glad for at se, at mange har haft lyst til at deltage.

Tak også for alle jeres kommentarer i konkurrencen og lykønskninger på Facebook. Jeg nyder at læse dem, og vil vende tilbage og skrive svar på kommentarerne herinde inden længe. Jeg venter gerne med at kommentere, til konkurrencen er slut, så det er lidt mere overskueligt, når jeg skal have et overblik over antallet af deltagere :) Men det har været interessant at se, hvor forskellige vi alle sammen er, når vi går i køkkenet. Nogle elsker at lave brød, andre bradepandekager og igen andre moussekager mv. Det er sjovt at læse :)

Nu vil jeg ikke trække den længere, så neden for billedet af præmien kan du se, hvem der har vundet bogen :) Som sædvanligt har jeg brugt www.random.org til at lave en fair lodtrækning, og hver enkelt deltager får ét lod i den rækkefølge, de har skrevet kommentaren til konkurrencen :)






Vinderen er: June!




Stort tillykke til dig! Du skal sende mig en mail med din adresse senest onsdag 10. oktober, så jeg ved, hvor bogen skal sendes hen :)


Tak til alle jer, der har haft lyst til at deltage. Jeg håber, I har lyst til at lege med en anden gang :)

onsdag den 3. oktober 2018

U2 - Experience + Innocence tour - Royal Arena 30. september 2018

I 1997 sad en 15-årig pige og så nyhederne, da der kom et indslag om rockbandet U2, der samme år skulle komme til Danmark på sin verdensturné Popmart. Turnéen indeholdt et sceneshow uden sidestykke, bl.a. med den største LED-skærm set til dato og en kæmpestor guldcitron-spejlkugle, som bandet skulle komme ud af. I indslaget blev der også spillet et klip fra den første single fra det nye album, Pop, sangen Discothèque, som var anderledes end nogen som helst anden musik, jeg nogensinde havde hørt. Mind blown!

Der gik ikke ret lang tid, før jeg havde købt cd'en, og den blev spillet non-stop hele sommeren. På anlægget derhjemme, og når jeg var ude, havde jeg den med i min discman. Inden længe havde jeg en fuld samling af alt, U2 havde udgivet. Jeg havde en kæmpestor plakat med albumcoveret fra Pop hængende over min seng og ved spejlet på mit teenageværelse havde jeg et postkort med et billede af Bono fra Joshua Tree-tiden siddende, lige til jeg flyttede hjemmefra adskillige år senere. Jeg har faktisk lige mødt billedet igen, da jeg for nyligt skulle sortere ud i alt det, jeg havde med her, da jeg flyttede sammen med Christian. Det blev naturligvis pakket forsigtigt væk igen, da det er et vigtigt minde fra min ungdom :)





Jeg hører også stadig rigtig gerne Pop-albummet. Pudsigt nok har jeg opdaget, at netop det album generelt ikke har været særligt elsket af hverken fans eller anmeldere, men det var altså det, der startede min store kærlighed til U2's musik. Jeg har hørt det album og mange af de andre helt tynde gennem tiden, så jeg kan blive overrasket over, hvor god tilstand de albums stadig er i. Med tiden har jeg fået lagt dem ind på computeren, så jeg har kunnet tage dem med på min iPod og telefon og usb i bilen, nu det er blevet umoderne med discmans.

Det blev en lang intro, men min kærlighed til U2 går flere årtier tilbage, så vores historie er lang. Jeg havde aldrig turdet drømme om at kunne komme til at se dem live, for det har virket helt uopnåeligt. Derudover kendte jeg ingen, der elskede deres musik, som jeg gjorde. Christian har været vant til at gå til mange koncerter, så da vi blev kærester, var han helt indstillet på, at vi da skulle ind og se U2. Vi forsøgte at få billetter til koncerten i Horsens i 2010, men det var fuldstændigt umuligt. Det viste sig dog senere, at det var meget heldigt, at min svigermor blev opereret akut i hovedet den dag, de skulle spille i Danmark.





Der har ikke været mange turnéer siden, og de har ikke været i Danmark siden 2010, så da vi sidste år fandt ud af, at de kom til Danmark i 2018, ville vi igen forsøge at få billetter. Efter en kæmpe kamp med mange frustrationer fik vi billetter til ekstrakoncerten 30. september. Fik billetter ca. midt i salen på række 9 og tænkte, at det nok var ca. halvt oppe af siden i salen, men tilsyneladende ud for catwalken, jeg kunne se, der skulle være. Det var vel helt ok. Var bare lettet over at have fået billetter denne gang.

Siden billetterne kom i hus i januar, har jeg haft travlt med at høre de nyere albums, som jeg ikke har fået hørt så meget som den gamle musik. Man kan virkelig mærke, at det er et band, der udvikler sig, og det er også det, der skal til, for at holde liv i musikken, uden man glemmer sine rødder. Jeg synes, U2 har været gode til netop den balance. Ved gennemlytning af det nyeste album, Songs of Experince, kan jeg mærke netop det. Selvom det er ny lyd, er der også gammel flettet ind i musikken. Kan fornemme toner tilbage fra midten af 80'erne, og den velkendte guitarlyd, der altid har karakteriseret U2's musik.






September kom, og det var snart tid til koncerten. Jeg har faktisk gået med en knude i maven et stykke tid op til koncerten, fordi jeg ikke kunne tro, at det virkelig skulle ske nu, så jeg var bange for, at der skulle ske noget, så det alligevel ikke blev til noget. Nogle uger inden koncerten kunne vi så også læse, at Bono havde mistet stemmen under en koncert. Heldigvis kom den tilbage, og i søndags kørte vi til koncert i København. Det var vores første tur i Royal Arena. Vi skulle have hørt Lady Gaga i februar, men den koncert blev aflyst, så det var helt nyt for os. Fun fact: Lady Gaga synger backing vocal på nummeret Summer of Love på U2's nye album :)
Vi havde som sagt plads på række 9, og vi havde forventet at skulle sidde et stykke oppe over gulvet. Men sådan var det ikke. Da vi ankom og skulle finde vores plads, fandt vi ud af, at række 9 altså var helt nede ved gulvet! Foran os var kun en platform med kørestole og en enkelt række, som jeg vurderede til at have dårligere udsyn pga. placeringen. Og vi sad lige ud for enden af catwalken, hvor der var en stor platform! Det var virkelig en glædelig overraskelse. Det her kunne kun blive godt!





Vi hører gerne lidt ekstra på de sange, vi kan se, der er på setlisten til de koncerter, vi skal til, og det så ud til, at det var ret sikkert, hvad der ca. skulle spilles. Men vi blev overraskede. U2 havde fået lyst til at prøve noget nyt, så der var helt andre sange med ind imellem, som de endnu ikke havde spillet på turnéen, og det var en stor og dejlig overraskelse! Få dage forinden havde jeg sagt til Christian, at jeg nok allerhelst gerne ville høre Stay (Faraway, so Close!), hvis jeg selv kunne vælge mellem alle deres sange, men at jeg godt vidste, at det var umuligt at få opfyldt, for der var ikke en eneste sang med fra Zooropa-abummet, hvor sangen ligger på, og sangen havde ikke været spillet på turné siden 2011. Men jeg blev overrasket, for den var netop en af de sange, de havde valgt at sætte på programmet i søndags. Blev simpelthen så overvældet, da jeg sad der, både over i det hele taget at være der og overvære sådan en koncert, jeg aldrig i mine vildeste drømme havde troet, jeg ville opleve, men også at høre den sang, jeg allerhelst ville opleve, så det blev så overvældende, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Glædestårer, naturligvis!




Stay var ikke den eneste overraskelse denne aften. De overraskede også ved at have taget et par ekstra sange med fra Achtung Baby, nemlig Who's Gonna Ride Your Wild Horses og Even Better Than the Real Thing. Albummet er det næstbedst sælgende U2-album gennem tiden med 18 millioner eksemplarer solgt på verdensplan, kun overgået af The Joshua Tree-albummet fra 1987, og en stor publikumsfavorit kan jeg se, når jeg læser på bandets Instagram- og Twitterprofil. For mig personligt er det også et af de albums, jeg har hørt allermest. Det fulgte mig ligesom Pop igennem tykt og tyndt som en fast beboer i min discman i mine teenageår. Min discman boede i bunden af min skoletaske, og det første jeg gjorde, når jeg havde fri, var at finde den frem og forsvinde ind i musikken.

Sidst, men bestemt ikke mindst, havde U2 valgt at sætte The Unforgettable Fire på programmet den aften, en sang fra albummet af samme navn udgivet i 1984, som hellere ikke har været spillet på turné siden 2010. Det var et virkelig godt genhør. Helt klart en af de tidlige sange, der har sat spor i mig, for teksten stod krystalklar for mig, da de spillede sangen denne aften.

I det hele taget ramte den koncert mig bare så hårdt i hjertet. Det var en meget speciel oplevelse at opleve soundtracket til ens liv blive spillet lige foran øjnene på en og se U2 live i det hele taget. De skuffede bestemt ikke med deres performance. De havde bygget deres sceneshow op rigtig fint med en kæmpe storskærm, der splittede rummet i to langs catwalken. Den kunne i øvrigt også indeholde bandet, og Larry Mullen Jr. havde et trommesæt siddende der i hulrummet, hvor de alle kom ud.
De brugte hele arealet til at spille på, fordelt på selve scenen, catwalken og platformen for enden, hvor vi sad. På den måde kom de rigtig godt ud til publikum.Vi havde faktisk tænkt, at det måske primært var Bono og måske The Edge og Adam, der ville gå ned til platformen, da vi tænkte, at Larry ikke var særligt mobil, nu han spillede trommer, men han var med alle steder. Der var som sagt et trommesæt i hulrummet i skærmen, og ude på platformen blev der lige løftet et helt trommesæt op, så han kunne sidde der. Virkelig fint udført, synes jeg :)




Jeg har gennem de seneste år fået mine vildeste drømmekoncerter opfyldt, og U2 var nok den største drøm for mig. Men det er ikke kun, fordi det er dem, aftenen blev så særlig. De formåede virkelig at skabe en connection til publikum, hvor de lod folk komme tæt på dem som personer, fik indblik i deres holdninger og viste deres taknemmelighed for os, der følger dem. Den slags connection har jeg virkelig manglet i de andre drømmekoncerter, jeg har fået opfyldt gennem de seneste år, heriblandt Radiohead og Alanis Morissette. Det, der gør en rigtig god koncert, er virkelig den connection til publikum.
Under koncerten talte Bono direkte til sin kone, Ali, som var til stede den aften et sted i salen. Han synes, det var en lidt sær følelse sådan at dele deres kærlighed med en masse fremmede (gennem sangene), men sagde også, at hun var hans bedste ven og "see you at the bar after the show".  Efterfølgende sang han You're the Best Thing About Me. som er skrevet som en kærlighedserklæring til hende. Det var rørende at opleve :) Til os andre fortalte Bono, hvordan det havde været at blive berømt som en ung mand. Han formulerede det sådan, at ens hoved voksede og skrumpede på én gang, hvilket nok meget godt beskriver det :D Og han takkede for det liv, vi fans havde skænket dem og deres familier gennem årene. Det var de meget taknemmelige for.





Kender man U2, ved man også, at det ville blive en politisk koncert. Bandet, både sammen og hver for sig, har siden starten kæmpet mod fattigdom, social uretfærdighed og sygdom i verden, og det var også på menuen i aften. På storskærmen så vi billeder af Trump, Kim Jong Un, Putin og Assad, og der var snak om den højredrejning, verden har taget. MacPhisto, en slags engelsk upperclass-djævlefigur, spillet af Bono, bandet har haft med i bagagen siden Zoo Tv-turnéen i 1992-93, var genopstået til turnéen og blev en sarkastisk kommentar til den ondskab og på den måde en advarsel om, at vi ikke nødvendigvis kan genkende ondskaben, selvom den står lige foran os med citatet fra sangen Acrobat:

"Don't believe what you hear
Don't belive what you see
If you just close your eyes
You can feel the enemy".





I stedet for angst, had og ondskab blev vi opfordret til kærlighed med Pride (In the Name of Love), som mindes Martin Luther King Jr., der blev myrdet for 50 år siden i år (mens Bono kastede kærlighed ud til os alle ved at holde sig på hjertet og derefter kaste det ud mod publikum). Det er et stærkt budskab, som går igen i citatet om, at øje for øje vil efterlade alle blinde. Citatet har rod i den ikke-voldelige bevægelse, der vandt frem i det 20. århundrede med Gandhi og King. Med kærlighed kommer også medfølelse og viljen til at hjælpe folk i nød. Netop folk i nød var også på programmet denne aften, hvor der var billeder af krig - bl.a. 2. verdenskrig - og af de flygtninge, der lige nu strømmer væk fra områder med krig og fattigdom. Engang var det os, der var i nød. Nu er det dem. Netop i sangen Pride var den nød gengivet i en smule ændret tekst, så den kom til at lyde sådan:

"One boy washed up on an empty beach
One boy never will be kissed"





- med henvisning til flygtningekatastrofen med de utallige bådflygtninge, der hver dag tager risikoen ved at sejle over Middelhavet, og hvoraf en stor del ikke overlever turen. Med sangen Women of the World blev der opfordret til, at kvinder skulle stå sammen. Og bandet satte fokus på, at kvinder i nød er betydeligt dårligere stillet end mænd i samme situation, hvilket jeg ikke er i tvivl om. Der er heller ingen tvivl om, at den Me2-bølge, der blev sat i gang sidste år, virkelig sætter fokus på kvinders forhold, og det meget relevant også at tænke på den slags udsatte kvinder i den forbindelse.
I stedet for splittelse opfordredes vi til kærlighed, til forståelse af at vi er ens, ikke den samme men lige, understreget af sangen One med billeder af mange forskellige menneskelige udtryk på storskærmen, både mænd og kvinder.




Sangen One dedikerede de til deres lydmand, Joe O'Herlihy. Netop denne aften var det 40 år siden, deres samarbejde opstod, og hans arbejde har været legendarisk. Bono jokede (?) med, at hans dybe basgange havde sat kvinder i fødsel :D Og - uden at joke - fortalte han, at Joes bas havde været så kraftig, at den havde kunnet måles på richterskalaen. Manden selv var til stede og modtog hyldesten.

Det var dog ikke den eneste dedikation den aften. Dagen havde for os startet lidt mærkeligt op med nyheden om, at Kim Larsen var død. Så inden vi tog til koncert, gik vi rundt i sådan en sær ny virkelighed. Kim Larsen har været der hele mit liv, og jeg kan huske musikken, fra jeg var en helt lille pige. Vi sang den i skolen og den blev spillet både ude og i mit barndomshjem. Da jeg blev færdig med skolen, var det bl.a. Kim Larsens musik, vi spillede i vognen og sang, da vi kørte rundt til vores forældre. Christian og jeg havde tv'et kørende hele eftermiddagen med mindeprogrammer om Kim Larsen.
Jeg havde godt set, at nogen havde tagget U2 i en artikel om Kim Larsen på Instagram eller Twitter, men jeg havde ikke forventet, hvad der skete: mod slutningen af koncerten, før det sidste nummer, kom der et billede af Kim Larsen med årstal op på den kæmpestore skærm, og Bono dedikerede koncerten i hans ære og citerede i øvrigt This is my Life:



"This is my life
This is my time
Show me the light
And I go there.

Give me the wine
Bitter and sweet
And a little bit of bread
That's all I need"


Det var et ret rørende øjeblik, at de havde valgt at ære ham på den måde, og der var også et kæmpe jubelbrøl fra publikum som svar. Citatet var også et fint lille overlap over til aftenens sidste sang 13 (There is a Light), som jeg personligt synes, er et helt fantastisk nummer fra den nye cd. Den blev fremført helt simpelt med Bono, der gik syngende ud til enden af catwalken og tog en kæmpe lyspære op af et lille hus, der stod på platformen. Han satte den i svingninger rundt i salen, og som sangen bevægede sig mod sin slutning, forsvandt Bono ned mellem publikum.




Sådan sluttede min allerstørste koncertoplevelse nogensinde! Det var så meget mere end bare en musikoplevelse for mig. Ligesom mit første møde med U2's musik var det en total mind blowing oplevelse.

Da vi kom hjem efter koncerten, endte vi med at sidde oppe, til klokken næsten var 3, fordi alle indtrykkene fra aftenen lige skulle tages ind. Jeg har efterfølgende brugt tre dage på at lave indlægget her, som beskriver min helt personlige oplevelse af koncerten. Den slags tager tid, når smerterne begrænser mig, men jeg ville rigtig gerne dele den her fantastiske oplevelse med jer her på bloggen :) Tak til jer, der har læst dette lange indlæg til ende og taget del i en af de bedste aftener i mit liv! <3