fredag den 29. august 2014

Mis Tandløs

Det må være på tide med en opdatering omkring Ozzy, som har haft nogle problemer de sidste måneder, som nogle af jer måske ved. I sidste uge begyndte han så pludseligt at få problemer med at spise, og jeg har måttet håndfodre ham, knas for knas, for at han spiste noget. I fredags havde vi fat i dyrlægen i Skovlunde, hvor vi tidligere har fået lavet røntgenbilleder af hans bughule, fordi vi syntes, han trak vejret underligt. De var heldigvis fine, som jeg har skrevet herinde. I Skovlunde kunne han først få en tid den 3. september, hvilket vi syntes, var ret langt væk. Men det gik ok med håndfodringen, så vi tænkte, at vi gav det en chance.

I løbet af weekenden blev det så noget sværere at få mad i Ozzy. Der kunne vi se, at det var totalt uholdbart, hvis han skulle vente næsten 14 dage, før han kunne komme til at få kigget på tænderne. Derfor prøvede vi at lave en slagplan for, hvad vi ville gøre mandag morgen. Vores første valg var at prøve at ringe og høre Skovlunde, om de kunne give ham en akuttid, så det startede jeg med. Heldigvis kunne det godt lade sig gøre, og han kom til allerede tirsdag. Dyrlægen mente ikke, at det burde give ham så store problemer med at spise, ud fra hvad hun kunne se i munden på ham ved første øjekast. Men vi skulle jo have ordnet hans tænder. Han har været rød i mundhulen omkring de bagerste tænder i overmunden, så vi vidste, at de måske nok skulle ud for at se, om det kunne hjælpe på det.

Ozzy flasher sine tænder i et gab, før han blev opereret.



Vi var ærlig talt noget nervøse for at skulle have ham i narkose, fordi hans nyretal er steget over den sidste tid, og de sidste nye blodprøver, vi fik lavet samme dag, viser samme tendens, desværre. Endnu er de dog inden for grænseværdien. Derudover har der jo været issues omkring hans vejrtrækning, så det var noget nervepirrende at skulle have ham under narkose. Men der var jo ingen vej udenom, for han kunne jo ikke spise.

Operationen gik godt. Han fik taget røntgen af tænderne, som viste, at der var resorptioner (hvilket er en slags huller i tænderne hos katte) i to tænder, der sidder bag hugtænderne i undermunden i hver side. Derudover fandt dyrlægen paradentose i de to kindtænder bagerst i munden, hvor han er rød i mundhulen. Derfor røg alle fire tænder ud, og han fik syet sårene. Han fik også taget nye blodprøver, som jeg skrev, og fik lavet kontrolrønten af bughulen, hvilket heldigvis stadig var pænt. I blodprøverne var nyretallene steget igen. Ikke så meget som sidst, men dog steget. Derfor lavede dyrlægen også en test af urin for at se, om der er protein i, hvilket er et af de tidligste tegn på nyresvigt, man kan se. Den var heldigvis negativ, eller der var i hvert fald kun fragmenter i, sagde hun, så der var ikke tegn på begyndende nyresvigt. Så vi håber, at hans nyretal stiger pga. problemerne med munden. Og at den medicin, han har været på under narkose og skal være på her nu efterfølgende, ikke gør mere skade. Vi skal have ham til tjek og nye blodprøver hos vores egen dyrlæge i oktober, når Phoebe skal afsted til sit årlige sundhedstjek. Så håber vi, at blodprøverne ser pæne ud. Det er alt, vi kan gøre, for den her behandling af ham var jo nødvendig.

Om under to uger stopper han med antibiotika, og der skal vi have kigget ham i munden for at se, om det har hjulpet på mundhulen. Vi prøver først selv, men eller svinger vi forbi vores egen dyrlæge, der ligger noget tættere på. Så håber vi, at det har hjulpet. Der var betændelse nede i knoglen under de bagerste tænder, så forhåbentlig hjælper det på hans mund, at han har fået dem fjernet, og at han får antibiotika for det.

Men det er ikke lutter lagkage at skulle have ordnet tænder, puha. Han synes ikke, det er sjovt i hvert fald. Eller.. han var virkelig stenet, da han kom hjem. Han havde fået et skud morfin, inden vi hentede ham, og han sad og stenede totalt i kassen på vej hjem. Bare gloede ud i luften. Viste ikke tegn på stress over køreturen, som han plejer. Da vi var hjemme og bar ham op til huset, kunne han ligesom fornemme, at han var ved at være hjemme. Han begyndte at grynte, hvilket vi senere fandt ud af, var en et forsøg på at spinde. Han har kæmpet meget med slim i luftvejene efter operationen, så han lyder lidt sær til tider. Især første dag.
Da han var indenfor, var han totalt overstadig. Løb rundt totalt ukontrolleret og var så glad. Når man snakkede med ham og aede ham, lå han og rullede rundt på gulvet og spandt og var totalt oppe at køre. Det var ret sjovt at se. Han kunne endda køre sådan en portion udblødt, blendet tørkost ned, så han spiste hele skålen. Det gjorde han flere gange den aften.

Ozzy i sofaen i eftermiddag.



Maden er lidt et problem for Ozzy, fordi han er så allergisk over for fødevarer, han ikke tåler. Vi ved desværre ikke, hvad det præcist er, han ikke kan klare, men vi har prøvet allergifoder før, som han heller ikke kunne tåle. Så i første omgang prøvede vi at udbløde hans tørkost i kogende vand og blende det helt glat (hurra for Bamix! Den har virkelig reddet os mange gange, når det kommer til at blende kattemad efterhånden). Derudover prøvede vi at bestille noget Specifik allergy management FDW hjem, der er noget vådkost med meget få ingredienser, primært lam og ris. Lam er ikke en proteinkilde, som katte normalt stifter bekendtskab med, så det var vores håb, at han kunne tåle det. Men vi startede med den blendede tørkost.

Det gik også godt den første 1½ dag, men så var det bare ikke til at få i ham. Han kaster det ned, så snart han er i gang med at spise det, men det kræver virkelig meget overvindelse for ham at gå i gang. Derudover vil han nærmest kun spise maden, hvis han spiser det af min finger. Han skal spise mange gange i løbet af en dag, da han kun spiser lidt ad gangen, så det har været noget af et arbejde. I går kunne jeg så ikke få ret meget i ham af den blendede tørkost, så jeg måtte forsøge med den nye vådkost. Jeg har heldigvis fået noget probios-pulver hjem, som indeholder mange mælkesyrebakterier, så vi håber, at det hjælper med at holde hans mave i ro, når vi blander det i maden nogle gange om dagen. I første omgang fik han serveret det bare lidt most med en gaffel i går, hvilket han slikkede lidt rundt i. Han var vild med lugten, men kunne ikke rigtigt spise det sådan, så det måtte også blendes. Det var ret svært at få i ham den første tid i går, så jeg var ærlig talt noget ude i tovene til sidst. Det er virkelig stressende at gå og være nervøs for ham og så ikke rigtigt kan få ham til at spise, så det var ligesom bare den sidste dråbe :(

Senere på dagen gik det heldigvis bedre med maden. Han fik især spist en stor portion, lige inden vi gik i seng. Så det var dejligt. I nat har Christian givet ham ca. 1/3 af en portion (som måske er 3 spsk blendet vådkost), og da han stod op, fik Ozzy lidt mere. Ozzy spiste også godt, da jeg stod op, før han skulle have sin medicin. Vi prøver at sørge for, at han har noget mad i maven omkring den tid, hvor han får pillerne, så de ikke er så hårde ved maven. Derudover har han spist et par gange her i eftermiddag også, dog ikke så meget, men lidt har også ret. Endnu har han ikke fået dårlig mave, men vi tør ikke være for optimistiske, for vi ved, at sådan noget kan komme lige pludseligt. At han tåler det nogle gange, og så kan han pludseligt ikke tåle det mere. Så vi håber sådan, at han bliver ved med at kunne tåle det.

Han skal helst have vådkost i mindst 5 dage af den årsag, at hvis han tygger ned på et stykke tørkost, hvor han er syet, vil syningerne gå op, og det ønsker vi jo ikke. Derfor har han og Phoebe også stuearrest i den tid, hvor han ikke må spise hård foder, fordi han godt kan finde på at tage en græshoppe eller lignende ude i haven eller spise græs, og de ting kan også være med til at give problemer. Det er de bestemt ikke tilfredse med! Den første dag især var rigtig slem for Ozzy. Han var så ked af ikke at komme ud. Det var jeg også, fordi her blev 30 grader i stuen! Det er typisk, det skal være så godt vejr, når kattene ikke må komme ud. I går havde jeg dog lært lidt fra dagen før, så jeg gik ud i haven (uden om huset via lågerne til indhegningen, så kattene ikke skulle risikere at gå ud) og slog parasollerne op. Ved hjælp af dem blev her kun omkring 26-27 grader i går, så det kunne vi lige leve med. I dag er vejret helt anderledes. Regn og koldt, så det er lidt bedre i forhold til at have kattene inde. Ozzy plager heller ikke helt så meget for at komme ud, som han har gjort. De vænner sig lidt til det, selvom det er hårdt.

"Familieportræt" af Phoebe og Ozzy i haven for nogle uger siden.



Det er dog tydeligt, at Phoebe virkelig keder sig. Hun ligger bare ind imellem sådan fladt hen ad vindueskarmen og kigger tomt ud i luften og sukker meget højlydt. Stakkes mis. Hun nyder dog godt af, at Ozzy skal have våd mad, for hun skal jo ikke snydes, så hver gang han får noget, får hun også noget. Pt. får hun noget af den blendende tørkost, som jeg har stående i tilfælde af, at Ozzys mave pludseligt ikke vil have det andet mere. Og ellers får hun lov at smage hans vådkost også. Vi prøver at lege lidt ekstra med dem og give hende ekstra opmærksomhed, for det er hårdt for hende, at der er så meget fokus på ham, og at han skal have så meget lækkert. Vi håber, at Ozzy meget hurtigt kan komme til at spise tørkost, når de her 5-6 dage er gået. Det er jeg ærlig talt meget spændt på, når han ikke engang har mod på at slikke den blendede vådkost i sig, men helst skal spise det af min finger. Jeg håber virkelig, at han hurtigt kommer til at spise selv, for det er noget stressende at skulle sørge for at håndfodre ham så mange gange om dagen.

Phoebe i sit græshjørne af haven tidligere på ugen.



Men vi kan da se, at det går lidt fremad for ham. I går virkede han noget apatisk, da Christian kom hjem. Hvilket gjorde mig bange. Men i løbet af aftenen kom han lidt frem, og i nat har der været rigtig gang i ham. Han har gået og bræget for at blive lukket ud, rendt rundt og været vild op og ned ad kradsetræet og åbnet dørene til skabet i gangen. Tossemis. I dag har han selv bedt om mad nogle gange og spist nogenlunde pæne portioner næsten hver gang (af min/Christians finger). Han har også leget en smule, og i eftermiddag, efter han havde spist lidt mad, har han ligget på chaiselongen på sofaen ved siden af mig og snorket nogle timer. Mellem hans lure her på sofaen har han været vågen og vasket sig. Det er første gang siden operationen, at vi ser, han vasker sig så meget. Før har det kun lige været lidt om munden, efter han har spist, eller poterne. Men han har vasket sig rigtig meget i eftermiddag, og det, synes jeg, er en stor fremgang. Jeg håber, det bliver ved med at gå fremad med ham. Vi må bare tage én dag ad gangen. Nu er det heldigvis weekend og Christian har fri, så der har jeg lidt hjælp hjemme til at fodre ham eller holde øje med Phoebe, når Ozzy får mad.

Ozzy i gang med at vaske sig i sofaen i eftermiddag.



Vi håber det bedste for Ozzy. At han snart kan spise tørkost igen, at antibiotikabehandlingen hjælper på hans rødmen i mundhulen og at hans nyretal falder eller i det mindste ikke stiger i fremtiden, fordi det forhåbentligt har været pga. hans mundproblemer, at hans nyrer har været påvirkede. Så alle krydsede fingre for ham er yderst velkomne.

Nu vil jeg stoppe og finde maden frem igen, så han forhåbentlig kan spise lidt mere. Og så er det jo weekend, så jeg pønser på lidt god mad. Vi købte en lille culotte i Kvickly tidligere på ugen, som egentlig skulle have været smidt i fryseren, men det er den ikke blevet endnu, så jeg tror, den ryger i ovnen. Det er sikkert også en dejlig overraskelse for Christian, der tror, at vi skal have lasagne i aften. Det kan jeg nu godt undvære. Har spist det alt for meget, så det er ikke noget, jeg ligefrem længes efter. Men culotte kan godt glide ned ;)

Hans kælenavn er ikke Smukki (<småggi>) for ingenting, den dejlige dreng <3

søndag den 24. august 2014

S'mores - en sød snack til årets sidste grillaftener

Grillsæsonen synger efterhånden på sidste vers, i hvert fald hvis man vil sidde ude og nyde maden, så det må være på tide med en af årets sidste rigtige grillopskrifter. Der kommer lidt varme tilbage i næste uge, så det giver jo en mulighed for at nyde sommeres sidste grillmad i haven :)

Det er nu ikke meget af en opskrift, for det er yderst simpelt. Det er en lille, relativt sød snack, som man fint kan bruge som en dessert, når man har grillet. Jeg synes, det er lidt hyggeligt, at den også skal grilles, når man nu er i gang. De her snacks hedder s'mores, og består af ristede skumfiduser, kiks og chokolade. En rigtig lækker kombination. Jeg elsker marshmallows, men spiser den desværre ikke så tit mere, eftersom jeg ikke tåler dem så godt. Men elsker den der lækre konsistens, de har. Og rister dem gerne, så de er med en sprød skal, derefter meget smeltet lige inde bag skallen, og inderst stadig fast. Det er bare den bedste ristning, hvis du spørger mig! I hvert fald hvis de skal spises, som de er. Til den her snack ristes de, så de er smeltede hele vejen igennem.

Vi lavede dem sidst, da vi havde gæster til grill i juli. Det er en hyggelig måde at slutte af på. Det er dog klar til den søde tand, så det skal man være forberedt på :) Jeg vil anbefale, at man bruger en mørk chokolade i s'morsne, da den mørke smag opvejer sødmen i marshmallowsne en smule. Den her gang brugte vi bare pålægschokolade for nemheds skyld, men man kan sagtens bruge andet. Hvis du bruger en plade chokolade, kunne du måske bruge en skrællekniv eller ostehøvl (ikke den med strengene) til at skære en skive af til s'morsne) Jeg foretrækker selv Haribos Chamallows, da de har en god smag af vanille. Men vil man have nogle lidt mindre søde, kan man vælge Rocky Mountain marshmallowsne.





S'mores

Pr. s'more skal du bruge:

2 digestivekiks
2 store marshmallows
2 mindre skiver chokolade (vi brugte for nemheds skyld bare mørk pålægschokolade)

Rist dine marshmallows bløde og gyldne over gløderne på grillen. Læg derefter en digestivekiks på en tallerken, læg et stykke chokolade herpå,  derefter de ristede marshmallows, så endnu et stykke chokolade og slut til sidst af med endnu en digestivekiks. Enjoy!

Christians s'more på vores grillaften. Marshmallowsne er ristet dejligt
bløde, som det ses på billedet :)



Det var lidt for længe siden, der har været en opskrift herinde, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte komme i gang med at blogge om mad også. Har heldigvis lidt opskrifter og billeder på lager, for det er ikke meget ny mad, jeg får lavet får lavet for tiden. Som I nok har kunnet fornemme at de sidste indlæg her på bloggen, har vi igen katteproblemer. Den her gang med Ozzy.

Vi har haft ham til dyreklinikken i Skovlunde, der skulle være en af de førende i kattesygdomme, hvilket var grunden til, at vi tog ham derhen, selvom det tager noget over en time at køre dertil. Det var noget af en overvejelse dengang, fordi Ozzy er så angst for at køre i bil, så sådan en køretur er meget slem for ham. Men det var nødvendigt. I Skovlunde fik vi taget nye blodprøver og et røntgenbillede af brysthulen, fordi hans vejrtrækning har været sær og tung, men alligevel overfladisk. Det var meget nervepirrende at gå og vente på svaret, kan jeg godt fortælle jer! Vi kørte en tur rundt i området, mens vi ventede på, at han skulle være færdig. Var en bl.a. en tur i Ikea, men det var ikke den store fornøjelse, for det var umuligt at tænke på andet end Ozzy.

Heldigvis var det et godt svar, vi fik. Der var intet at se på hans lunger og bughule. Det var helt normalt. Han blev også lyttet grundig på, og der var heller ikke noget at bemærke. Vi fik derudover taget nye blodprøver. De var normale, men hans ene nyreværdi var steget med 30 over de tre uger, der var gået fra den forrige, hvilket er vores problem lige nu, men det kommer jeg tilbage til. Derudover er hans lymfocytter igen faldet, hvilket jeg heller ikke bryder mig om. Det hele lå inden for normalen endnu, så vi håber, det bliver der. Hans gamma globulintal fik vi sendt ind, for den prøve lavede de ikke der.

Så var den første uge af Christians to ugers ferie stort set gået. Vi afventede blodprøven, men den kom ikke i den uge. Eftersom alt virkede normalt hos Ozzy i hans undersøgelse, og vi virkelig trængte til noget ro, tog vi en tur til Mols i en campinghytte nogle dage, mens Christians forældre flyttede ind her hos os for at passe kattene imens. Vi havde nogle gode dage, som jeg vil komme tilbage til i et andet indlæg. I hvert fald lige til dyrlægen ringede. Jeg havde totalt svedt ud, at jeg skulle ringe til hende en af dagene, vi var væk, men hun ringede så til mig. Jeg fik dog ikke taget telefonen, da vi var ude og jeg ikke hørte den, så der var en besked på telefonsvareren om, at vi lige skulle snakke om hans prøver. Da jeg loggede på min mail hjemme i campinghytten, kunne jeg se, at hun havde sendt en mail også med svaret på prøverne. Hun var bekymret, fordi gamma globulinen stadig var forhøjet og bad mig om at ringe. Så var vores sidste dage i hytten ligesom ødelagt, for jeg kunne nærmest ikke være til for angst. Det var rigtig ærgerligt.

Hjemme igen fik jeg ringet til dyrlægen. Jeg kunne se på tallene, at de faktisk var faldet en smule, hvilket dyrlægen ikke vidste, da hun ikke havde tallene fra den sidste prøve, og det var faktisk bare okay. Det var bare det, hun ville høre, og hun var godt tilfreds med, at de var på vej ned. Så det var jo positivt. De var ikke faldet meget, men dog faldet. Sådan et tal kan godt falde langsomt, det var normalt, så det var dejligt.

Ozzy i haven for et par uger siden.


Så kunne vi ånde lettet op igen. Dyrlægen sagde, at vi kunne tjekke hans bughule igen, når han skulle have lavet tænder, hvilket vi planlagde, at han skulle have lavet inden for den nærmeste fremtid. Så det var planen. Og nye blodprøver. Vi ville vente lidt for at han kunne få lidt ro, for han har været meget stresset og haft nogle omgange med dårlig mave pga. stress. Så han trængte til ro. Det var planen. I hvert fald indtil starten af den her uge, hvor vi pludseligt opdagede, at han havde besvær med at spise. Så vi begyndte at snakke om at skulle have hans tænder ordnet snart.

Vi har holdt øje med ham i løbet af ugen, og desværre er det kun blevet værre. Så vi ringede til Skovlunde i fredags for at høre, om vi kunne få kigget på hans tænder meget snart. Desværre havde hun først en tid til ham den 3.!! Der er dælme godt nok lang tid til, når han har problemer med at spise. Vi håndfodrer ham ved siden af de få stykker, han kan spise, og jeg har blendet noget udblødt tørkost med lidt ekstra vand, så det er blevet flydende. Desværre er han en kat, der ikke spiser meget ad gangen, så det er lidt en kamp at få nok mad i ham. Derudover vil han kun spise det blendede af min finger, så det er jo ikke meget, han får spist på en gang. Det er virkelig gået ned ad bakke med hans spisning fra i fredags, og vi er meget bekymrede for ham. Pga. hans allergi over for alt andet end den tørkost, han spiser fast, kan vi ikke tilbyde ham noget vådkost. Han er heller ikke vant til at spise vådkost, så jeg tvivler på, at han alligevel ville kunne leve af det.

Det kunne nok hjælpe ham med noget smertestillende i mellemtiden, men det tør vi simpelthen ikke give ham, når vi ikke ved, om hans nyretal er blevet ved med at stige :( Som jeg skrev, er det steget 30 over 3 uger mellem de sidste blodprøver, og det er tre uger siden, vi sidst fik taget en blodprøve. Det er meget. Og hvis det bliver ved at stige sådan, er han snart over grænseværdien for nyresvigt. Vi har, som I nok ved, været igennem et forfærdeligt forløb med Putte sidste år, der døde af nyresvigt, så vi tager ingen chancer med Ozzy. Medicin skal udskilles gennem nyrerne, så hvis man giver en nyresyg kat medicin, vil det kunne ødelægge nyrerne yderligere.

Men det er bare uholdbart at skulle vente så længe, når han har problemer, så lige nu overvejer vi vores næste træk. Der er nødt til at ske et eller andet i hvert fald. Vi har flere muligheder, vi vil prøve. Jeg tror, jeg starter med at ringe til Skovlunde i morgen og høre, om det da ikke er muligt at få en akuttid til at få kigget på hans mund. Ellers vil vi måske ringe til vores egen dyrlæge og få en tid til at få taget en ny blodprøve, så vi kan se, om hans nyretal er faldet igen, så vi måske kan give ham lidt smertestillende. Vi vil holde øje med ham i dag og se, hvordan det går med noget at spise. Vi har også muligheden for at ringe til tanddyreklinikken, som ligger ca. lige så langt væk som Skovlunde. De er specialister i tandbehandlinger hos dyr. Man kunne håbe, de havde en akuttid, hvis vi ikke har andre muligheder. Vi ville helst til i Skovlunde, fordi Ozzy også skal have lavet andre undersøgelser (blodprøve og røntgen af brysthulen som tjek fra sidst). Det går vi ikke ud fra, at en tanddyrlæge tager sig af. Men Ozzy skal ikke gå og have smerter og ikke kunne spise noget i ret meget længere tid. Det er totalt uholdbart. Så i morgen må vi finde ud af, hvad der skal ske.

Det er der, vi står nu. Nu kommer Ozzy ind fra haven, så jeg vil prøve at få lidt mere mad i ham. Derfor ikke mere herfra nu. Håber, jeg har noget positivt nyt at fortælle, når jeg blogger igen.

Ozzy, der "nutter" på fodpanelet uden for badeværelset. Han ligger og bokser/kratter på panelet og er en nuttet pelsbold. Han elsker
også at lege "titte-bøh" derude, hvor vi stikker hovedet frem fra badeværelset, hvorefter han så japper glad til os <3

mandag den 18. august 2014

Farvel, Robin

Det er efterhånden ret lang tid siden, jeg har blogget, hvilket der er flere årsager til. Christian har haft ferie, så vi har været hjemmefra et par dage, men den første uge af hans to ugers ferie gik næsten kun med at køre til dyrlæge, afvente blodprøver og at bekymre sig om Ozzy. Så de dage forsvandt hurtigt. Det er dog ikke hverken den tid eller vores ferie, det her indlæg skal handle om, men noget helt andet. Resten vil jeg vende tilbage til i et senere indlæg.

Vi tog nogle overnatninger i en campinghytte på Djursland, og den sidste dag, hvor vi skulle tjekke ud tidligt, står vi op til en rigtig træls nyhed. Hytten har tv, så Christian sidder som sædvanligt og læser nyheder på tekst-tv. Humøret den her morgen er i forvejen noget trykket hos mig, fordi dyrlægen har haft mailet dagen før, så vi blev hevet tilbage i "virkeligheden", om man så må sige, så da Christian fortæller, at Robin Williams er død, gik verden ligesom i stå på en måde. Har meget svært ved at få samlet mig om at få pakket og gjort klar til at komme ud til tiden, og vi ender da også med at overskride med 10 minutter ved udtjek. Heldigvis er ejerne af campingpladsen søde, og det var ikke så stort et problem, da vi var de eneste i hytterne.



Men det er en virkelig sær følelse at sidde med. En tom følelse. Og jeg føler, at jeg er nødt til at vende tankerne i det her indlæg. For jeg kan slet ikke forstå det. Ikke med følelserne i hvert fald.

Robin Williams har om nogen præget min barndom og ungdom, når det kommer til film. Mrs. Doubtfire var nærmest en kultfilm lige fra starten hos os børn, hvor han formåede en fantastisk balance mellem komik og alvor. Det er noget, der går igen i mange af de film, han har lavet. Som barn har jeg set Hook, Mrs. Doubtfire, Toys og Jumanji (og sikkert flere, jeg glemmer) en million gange. Han var en varm, altfavnende, rar onkel, som man kunne bruge tid med ved at sætte videobåndet på, når man havde brug for et mentalt kram.
 



Senere, da jeg blev lidt ældre, var det film som Verden ifølge Garp, Good Morning, Vietnam, Patch Adams og The Birdcage, som trak, og jeg havde vist et solidt crush på ham, selvom han var betydeligt ældre end de stjerner, som min veninder gik og drømte om dengang. Han havde de smukkeste blå øjne og venligste smittende smil, og jeg må have slidt mit videobånd med The Birdcage så tyndt, at det var utroligt, at det stadig hang sammen til sidst.




Som voksen - eller næsten voksen - har jeg elsket hans skuespil i The Fisher King, Good Will HuntingOne Hour Photo og fået en godt, varmt flashback til min rare tv-onkel fra min barndom med hans rolle som Præsident Roosevelt i Night at the Museum. Som det ses, springes der noget i tiden med filmene, for de mere voksne roller, han havde, da jeg var barn, var jo ikke noget, jeg så dengang, men de er kommet til senere i min filmhistorie. Hans film er noget, der har fulgt mig, lige fra jeg var barn og frem til nu, og de har gjort et stort indtryk på mig. Det er bare så surrealistisk, at han ikke er her mere :( Det gør ondt indeni. Ikke mindst at vide, hvor meget han har lidt med sine depressioner, og at det fik ham derud, hvor han ikke kunne holde ud at være her længere.




Det er svært at forstå, når man kender ham som den sjove, glade rare onkel, men livet er mere komplekst og kan indeholde meget smerte, som andre ikke kan se. Robin Williams var dog altid åben omkring sine problemer med misbrug, og det var kendt, at han havde lidt af depressioner. Det er bare ikke noget, jeg har fanget, så jeg var ærlig talt noget overrasket over at læse om, at han havde haft misbrugsproblemer i mange år, selvom jeg godt vidste, at det var noget, han for lang tid siden havde kæmpet imod. Men det var da heller ikke de problemer, der fik ham til at sige farvel, for han var ikke påvirket, da han tog sit eget liv. Det er egentlig ikke noget, jeg vil beskæftige mig så meget med i det her indlæg, for hans minde er så meget større og andet end hans sidste timer. Så det virker forkert at bruge ret meget plads her på det. Så det får ikke lov til at fylde.

Det, der til gengæld fylder, ikke mindst i mit tilbageblik på mine absolutte favoritfilm med ham, er den hårfine balance mellem komik og alvor, som var hans helt særlige evne. Sammen med hans utroligt venlige person og det tydeligt fantastiske talent var det noget, der fik hele verden til at elske ham. Det ser man tydeligt her, hvor han ikke er her mere. Der er kommet mange reaktioner på hans død, endda fra Præsident Obama. Det er flot, synes jeg. Det er så tydeligt, hvor meget han har fyldt i folks hjerter, når man læser over alt omkring ham.



Måske er det også en frustration over at have mistet noget så kært, at der også kommer vrede, negative kommentarer omkring hans måde at sige farvel på. Fordi det er en magtesløs situation at stå i som efterladt. Jeg synes dog, at det er meget lidt klædeligt at komme med sådanne kommentarer om folk, der tager deres eget liv. Især når man ikke engang er nær pårørende. Så synes jeg ikke, man overhovedet har ret til at melde ud på den måde. Livet med depression kan være uudholdeligt, og jeg kan godt forstå, at nogle ikke kan klare at forblive i den tilstand. Måske kommer de vrede og frustrerede udmeldelser, fordi vi alle sammen følte, at han var vores onkel. Vores lille forelskelse, vores Robin. Og ikke kan forstå, at han aldrig igen skal bringe nye smil ind i vores liv. At verden er et mere trist og tomt og mindre sjovt sted, end det var, da han var her.

Han efterlader sig en kæmpe filmskat, hvor vi igen og igen vil kunne hente varme onkelkram, små forelskelser og lade os opsluges i timevis af fantastisk underholdning med smil, spænding og drama af den absolut bedste slags. Det er et smukt minde over et kæmpe talent.

Farvel, Robin. Tak for al den glæde, du har bragt ind i mit liv. Du har en evig plads i mit hjerte.