Men først til opskriften 😊 Dagens opskrift er på en lækker klassiker, nemlig kiksekage, som mange af os kender fra vores barndom. I den klassiske kiksekage bruges der i mange tilfælde palmin og ikke ægte chokolade, og jeg har tidligere oplevet med den oprindelige opskrift, at det har givet en kiksekage, man nærmest ikke kunne skære igennem. Det problem er løst med den her opskrift, som giver en kiksekage, man fint kan skære igennem, og derudover indeholder den chokolade, hvilket giver en bedre smag i mine øjne. Endnu en fordel ved denne opskrift er, at den er så utrolig nem. Jeg går aldrig tilbage til palminversionen efter at have lavet kiksekage med kondenseret mælk.
Kiksekage er en tung sag, og chokoladelaget har brug for ikke at blive for tykt, hvilket ordnes ved at bruge en god mængde vaniljekiks at lægge mellem lagene. Jeg bruger en hel pakke af de firkantede vaniljekiks fra Karen Volf, som man kan få i flere butikker (har selv haft købt i Meny og Daglibrugsen tidligere), svarende til 26 kiks, eller 190 g. Jeg har ikke set andre mærker lave firkantede kiks, men andre typer er selvfølgelig lige så gode. Jeg bruger firkantede kiks for nemheds skyld, da kagen er firkantet og lavet i en brødform.
Jeg lavede kagen i foråret i forbindelse med min svigerfars fødselsdag, da han elsker kiksekage og længe havde gået og ønsket sig sådan en. Så det skulle der naturligvis være på hans fødselsdag 💗 Han blev da også meget glad for den.
Kiksekage
300 g mørk chokolade
1 dåse kondenseret mælk (397 g)
35 g saltet smør (i blok, ikke smørbar)
26 (190 g) firkantede vaniljekiks
En mindre brødform, ca. 25 cm lang
Husholdningsfilm/vitavrap til formen
Hak chokoladen groft og put den i en gryde sammen med den kondenserede mælk og smørret. Varm gryden op under omrøring, til det hele begynder at smelte lidt og skru så ned på lavt - mellemlavt blus.
Rør i gryden, mens alt smelter sammen ved lav varme. Når chokoladeblandingen er ensartet, tager du den af blusset.
Fordel husholdningsfilm i formen, så den er dækket over alt. Smør herefter et tyndt lag chokoladeblanding i bunden og fordel kiks herpå. I min form kunne der være ca. 4 ½ kiks pr. lag i længden, så jeg knækkede kiks, så det passede. Læg endnu et lag chokoladeblanding oven på kiksene og herefter et lag kiks. Sørg for, at chokoladebladningen kommer godt ud til siderne også, så kiksekagen bliver pæn i kanterne.
Jeg havde i alt 5 lag kiks, hvilket passede med den mængde kiks, jeg havde i min pakke (fra Karen Volf, hvor der er 26 kiks i en pakke). Brødformen er smallest i bunden, så de første lag passer fint med én kiks i bredden, men i de øverste lag var den bredere, så det passede med en kiks + et mindre tilpasset stykke kiks i bredden. Jeg valgte at bruge hver eneste kiks, da vi foretrækker mange kiks og knap så tykt lag chokoladeblanding, da det nemt kan blive lidt for meget.
Slut af med et lag chokoladeblanding og fold filmen rundt om kagen, så den også er dækket på toppen (læg evt. et nyt stykke film på, hvis det, du har i formen, ikke er stort nok til at dække toppen af kagen.
Sæt formen med kagen i køleskabet i mindst 4 timer men gerne natten over, før kagen skal spises. Tag den ud af køleskabet 5-10 minutter før servering, så er den nemmere at skære. Brug en stor, skarp kniv, som du presser ned gennem kagen (uden at skære frem og tilbage), det giver de pæneste skiver.
Spis kiksekagen med det samme, den er skåret, da chokoladen vil blive noget blødere, når kagen har stået ved stuetemperatur en tid.
Som jeg skrev i starten af indlægget her, har livet været vendt noget på hovedet det seneste år og især siden december. I mine indlæg fra sidste år fortalte jeg om, hvordan jeg i 2021 blev diagnosticeret med leddegigt, en autoimmun sygdom, hvor kroppen angriber egne celler, og det har begrænset mig en del i brug af min krop, også til at lave ting i køkkenet, nye opskrifter til bloggen osv. Men vi får dog mad hver dag, selvom det måske ikke altid er lige så meget fra bunden, som den tidligere har været, så vi klarer os.
Men i december skete der noget uventet. Christian og jeg var hjemmefra et par timer 18/12 for at blive vaccineret mod corona, og da vi kom hjem, havde Julius en kæmpe krise. Som jeg før har fortalt, har han problemer med sit tarmsystem, så han jævnligt ikke kan komme i bakken, uden vi helt ved, hvorfor han kæmper med det. En del af problemet er pels, men de andre to har jo også lang pels og længere end hans, uden de har problemer. Men han har siden lige efter vores bryllup i 2020 haft det problem, og lige netop den dag var det allerværst i hele perioden. Han havde en krise, vi ikke kunne hjælpe ham med, selvom vi gjorde alt, vi plejer, der normalt kan afhjælpe krisen. Så sidst på aftenen måtte vi have ham akut til vagtdyrlæge, og han var indlagt i ca. 4 dage, hvor de prøvede at få en hårbolle, der sad fast, til at flytte sig. Men det endte med, at han måtte opereres, og han kom hjem lige før juleaften. Det var en ekstremt stresset tid med ham, fordi vi skulle have alt til at fungere igen med hans mave, han skulle have nok at spise, og vi brugte et par måneder derefter på at finde rette behandling med så lidt hjælp til tarmene som muligt, da for meget paraffinolie osv. kan gøre, at hans tarmsystem bliver dovent.
I løbet af foråret har vi langsomt trappet hans medicin ned, så han nu kører på minimum, hvor han fungere det meste af tiden. Man kriser kan opstå lige pludseligt uden at være til at forudse (sådan var det også med mere medicin), så det er nu slut for os med at komme hjemmefra ret længe ad gangen, da han skal have akut hjælp, hvis der sker noget. Så vi har ikke været hjemmefra i et helt døgn siden før vores bryllup i 2020. Det er en hård pris at betale, for det begrænser os også noget i vores samvær med andre mennesker, ikke mindst fordi min familie og en del af mine venner bor i Jylland. Så nu ses vi sjældent og det er med stor bekymring, vi forlader Julius hver gang. Men han har det godt 99% af tiden og er sådan en kærlig, sjov og hengiven dreng, så det var ikke en svær beslutning at tage, at så må livet bare være sådan. Det er vi begge enige om. Vi holder utrolig meget af ham og håber, at tingene med tiden kunne blive nemmere for ham og os, men vi tager en dag ad gangen.
Ulykkerne kommer sjældent alene, så problemerne med Julius har desværre ikke været det eneste, vi har kæmpet med siden december. I starten af 2022 var jeg afsted til en scanning for knogleskørhed i forbindelse med min gigtsygdom, og belastningen af at ligge til den scanning fik gigten til at blusse voldsomt op i mine knæ især. Efterfølgende havde jeg en svær reaktion, hvor begge knæ føltes, som om de var brækket, og der var intet at gøre. Prøvede alle gode råd og måtte til sidst ty til voltaren gél, som jeg håbede, kunne lindre lige så meget, så jeg kunne få sovet lidt. Så jeg sad på badeværelset først på morgenen en dag i januar og ventede, efter at have smurt mine knæ, men kort tid derefter faldt jeg simpelthen om og besvimede. Jeg er selv ret sikker på, at det var en reaktion på medicinen, for jeg har på et senere tidspunkt også oplevet at blive begyndende dårlig af det. Men det var simpelthen så skræmmende, og jeg endte med en tur på sygehuset, hvor jeg havde en virkelig dårlig oplevelse med en meget hårdhændet og usympatisk læge, og jeg blev sendt hjem uden nogen form for behandling. Ikke lige hvad man har brug for i sådan en situation.
Efter en del dage på krykker begyndte jeg at kunne gå normalt igen. Jeg har siden haft tilbagefald med knæene, senest i mandags, da mine knæ er meget skrøbelige. Det er blevet en del af de problemer, jeg skal kæmpe med jævnligt pga. min gigt.
I januar blev min far af sin læge sendt til en scanning pga. underlige tal i hans blodprøver. Jeg kunne ret hurtigt forstå på ham, at det må have været kræftpakken, der var sat i gang, og desværre viste det sig, at han havde fået kræft i leveren. Han skulle have lavet et indgreb, hvor knuden skulle brændes i slutningen af februar, og da min far er alene og var meget bekymret for indgrebet, valgte jeg at tage turen til Århus for at være hos ham, mens han skulle igennem det. Christian måtte blive hjemme for at passe Julius, og jeg måtte rundt med offentlig transport, hvilket ikke er helt nemt med mine udfordringer, men jeg kunne ikke klare tanken om, at min far skulle alene igennem det her, så hvad gør man ellers?
Umiddelbart gik alt godt med indgrebet, og jeg tog hjem igen. I toget hjem sad jeg sammen med en masse syge mennesker, der alligevel havde valgt at tage toget. Resultatet blev, at jeg to dage senere begyndte at få symptomer på corona. Jeg har ellers passet så utrolig meget på, da jeg er ekstra udsat, bl.a. fordi jeg får immundæmpende medicin, så det var skræmmende at se den positive test. Havde Julius ikke været syg, havde Christian og jeg taget bilen, og så var det ikke sket. Men det kan man desværre ikke planlægge sig ud af. Desværre havde jeg et rigtig slemt forløb og endte med at måtte få en type coronamedicin, som stopper virus i at brede sig yderligere, da det gik i mine lunger. Var hundesyg i 14 dage og svag længe efter. Christian endte også med at blive smittet - det er svært andet, når man bor sammen - men han var ikke engang så syg, som da han 14 dage forinden havde en let forkølelse. Han var dog træt et stykke tid efterfølgende.
 |
| Storplettet perlemorsommerfugl fanget med kameraet i haven denne weekend |
Desværre fik coronaen min gigt til at blusse voldsomt op, så jeg pludseligt nærmest ikke kunne bruge min krop. Skulle have hjælp til meget. Har siden foråret prøvet at få styr på gigten med forskellig medicin, men intet virker ordentligt. Så jeg har stadig en del problemer, både med at bruge mine hænder og med at gå, da jeg nu har gigt i fødder, tæer, ankler, knæ, hofter, sener i underbenene, fingrene, skuldre og sener i underarmene, i varierende grad. Derfor har det også taget lang tid for mig at samle mig om at få lavet det her indlæg med både opskrift og opdatering, da gigten virkelig trækker tænder ud.
Jeg har i perioden afprøvet ny medicin, som jeg desværre ikke tålte. Fik en svær psykisk reaktion på den og derudover udslæt og kløende eksem samt tinnitus. Måtte stoppe med den hurtigt, men desværre er halveringstiden for medicinen lang, så jeg er endnu ikke helt sluppet af med bivirkningerne. Har stadig tinnitus og udslæt i ansigtet. Det kan være svært at finde rette behandling, desværre. Jeg skal til kontrol i denne uge, og jeg tænker, at der er en vis sandsynlighed for, at jeg skal videre i offentlig regi, så man kan vurdere, om der skal afprøves biologisk medicin (meget krads medicin med mange bivirkninger, men som mange har god virkning af). Alting er lidt usikkert, men som med alt andet prøver vi at tage en dag ad gangen.
I øvrigt, i forhold til min far og hans kræftsygdom og behandling, fik han og vi så at vide en måned senere, at de simpelthen ikke havde foretaget indgrebet, og ingen havde givet os besked! 😡 På trods af at jeg gentagne gange gik til dem med spørgsmål om hans operation, mens jeg var på sygehuset. Tvært imod havde vi fået besked på, at der ikke var nogen anmærkninger til operationen, så det måtte have foregået planmæssigt. Jeg kan godt sige, at jeg blev vred, for så havde både min far og jeg været igennem det cirkus for ingen verdens nytte, jeg havde fået corona og en svær reaktion med min gigt pga. turen, som var forgæves, og da de lavede en ny tid til indgrebet, var jeg så dårlig af min gigt, at jeg ikke kunne være hos ham denne gang! Så han måtte desværre igennem turen alene anden gang. Han kom heldigvis igennem og er umiddelbart kræftfri, men går til kontrol. Så vi håber, at det ikke vender tilbage. Men det har været et frustrerende forløb for ham og os som pårørende.
I januar fyldte jeg 40. Men pga. alle de her udfordringer var det ikke lige oplagt med en fejring. Jeg fik dog holdt lidt med nærmeste familie i april, hvor jeg gjorde det lidt anderledes, end vi plejer. Normalt er det kaffe og kage osv., men i år blev det til en lækker buffet, som vi mødtes og spiste her om eftermiddagen efterfulgt at spil og til sidste kaffe og kage. Jeg lavede selv al maden i samarbejde med Christian, og jeg gik på forhånd og lavede så meget i god tid, som jeg kunne, og havde planlagt det med så lidt arbejde som muligt af hensyn til min gigt. Det gik superfint, og maden var så lækker. Vi har en sous vide-maskine, så jeg kunne forberede noget af kødet på forhånd og bare varme, og menuen blev:
Sous vide oksemørbrad og hvidløgsmarineret svinekam, hjemmelavede frikadeller, salater, små ristede kartofler med rosmarin og salt, hjemmelavet kartoffelsalat, brød (købt) og bearnaise (Eriks - tæt på hjemmelavet og meget nemmere at stå med til sådan et arrangement). Det var en superdejlig dag, lige som jeg kunne have ønsket mig den. Er ikke til de store fester, så det var lige i min ånd 💗
Vi var desværre ikke så opmærksomme med kameraet den dag, men fik da lidt billeder, som i udsnit viser min dag:
 |
| Lidt af maden fra min fødselsdag |
 |
| Vi havde pyntet festligt op med guirlander og pom pom'er mm., så her var rigtig flot 💗 |
 |
| Jeg fik fine gaver, bl.a. det her varmetæppe fra mine svigerforældre, som lindrer mine gigtsmerter |
 |
| Fødselaren 😊 |
Alt har ikke være ren elendighed, heldigvis, for jeg har også i løbet af det seneste halve år fået en langvarig drøm opfyldt. Jeg kommer jo fra Jylland og er flyttet her til øen, da Christian og jeg fandt sammen, hvilket er langt væk fra de venner, jeg havde. Og det er svært at ses så tit pga. afstande og andre udfordringer i livet. Derudover gør mit helbred, at jeg ikke kan arbejde, så jeg kommer ikke ret meget ud blandt andre mennesker, så det er ikke nemt at lave nye bekendskaber, og livet bliver lidt ensomt ind imellem. Især når Christian er på arbejde, for ellers laver vi alt sammen. Så jeg har længe ønsket mig, at jeg kunne få en veninde tættere på, men det har virket lidt håbløst. Jeg har trawlet diverse venindegrupper på Facebook osv., men de fleste ønsker sig en veninde, som kan mange ting, jeg desværre ikke kan tilbyde eller være med på i en grad, som de kunne ønske sig, så jeg havde faktisk opgivet at møde nogen. Lige indtil det en dag i marts bankede på døren, og der stod en smilende kvinde udenfor, som samlede ind til Børns Vilkår. Vi faldt i snak og stod faktisk og snakkede sådan der i døren i over en time, tror jeg. Vi endte med at aftale at skrives ved, så vi kunne mødes, og det er faktisk lykkes.
Vi har i øvrigt også kærligheden til katte til fælles 😄 Jeg havde mit kamera med, da jeg var hos hende i sidste uge, så I skal da lige se et par billeder af hendes smukke dreng, Findus 💗
Jeg håber ikke, der går lige så længe inden næste indlæg her på bloggen, men jeg er lidt udfordret på krop og energi pga. min gigt og de andre udfordringer, livet kaster på min/vores vej, så fremtiden er svær at forudse. Jeg har dog ikke hverken glemt eller opgivet bloggen og bruger den selv flittigt, når jeg laver madplan, bager eller lige skal finde inspiration til et eller andet, så jeg håber, at andre også stadig vil bruge den sådan, selvom der er længere mellem indlæggene her. Jeg har lidt opskrifter, jeg ikke har fået fotograferet, så der kommer nok lidt hen ad vejen, vil jeg tro, når jeg lige finder overskuddet til at få afsluttet arbejdet omkring det. 😊
