tirsdag den 24. oktober 2017

Kærnemælkshorn med marcipan

Der er ikke meget, der er mere hyggeligt i det kolde, ruskende efterårsvejr end at gå en tur i køkkenet og bage noget lækkert, som kan nydes til en kop varm kakao, mens man sidder og hygger under et lunt tæppe i sofaen :)

Det er netop sådan et vejr lige pt., så i dag får I opskriften på nogle fantastisk lækre kærnemælkshorn med marcipan. De er supergode og meget fryseegnede, hvilket er en god ting, for så kan man hurtigt tage et lækkert kærnemælkshorn op af fryseren og lige lune det lidt i mikroovnen. Så er de næsten som nybagte igen!

Hornene smager dejligt drysset med lidt rørsukker eller perlesukker. Det glemte jeg desværre denne gang, hvor jeg skulle tage billeder til bloggen, men jeg kan varmt anbefale at gøre det :)







Kærnemælkshorn med marcipan (20 stk.)

450 g mel
275 g margarine (eller smør)
2½ spsk sukker
Et nip salt
2 dl kærmemælk
10 g gær

Remonce:
100 g margarine
100 g sukker
100 g marcipan

Derudover:
1 sammenpisket æg til pensling
Lidt finthakkede mandler til drys
Evt. lidt rørsukker eller perlesukker til drys, hvis du har lyst


Smuldr margarinen i melet, til den er helt findelt, rør sukker og salt i.

Rør gæren ud i den kolde kærnemælk og hæld det i melblandingen. Saml dejen uden at ælte den for meget. Den skal kun lige hænge sammen. Dejen skal virke sammenhængende i konsistens og må ikke virke for tør. Gør den det, saml den da forsigtigt med en smule ekstra kærnemælk, igen uden at ælte for meget i dejen.

Dæk skålen til med husholdningsfilm og stil den i køleskabet mindst 5 timer, men gerne natten over.

Til remoncen æltes marcipanen sammen med sukkeret og margarinen æltes i. Den skal kun lige samles, så den er ensartet.

Efter turen i køleskabet, deles dejen i to stykker. Rul hvert stykke til en kugle uden at håndtere dejen for meget (min dej er sædvanligvis formet som en kugle, når den lægges i køleskabet, så jeg skærer den bare igennem på tværs :) ). Mens du ruller den ene kugle dej ud, lægges den anden tilbage i køleskabet.

Rul hver kugle ud til en stor cirkel, ca ½ cm tyk. Du behøver ikke at bruge særligt meget mel ved udrulningen, da den kolde dej ikke hænger i bordet og kagerullen på samme måde som en dej på stuetemperatur. Undgå at "lappe" dejen under udrulningen og at trække i den da det kan få hornene til at revne under bagningen. Rul i stedet kun med kagerullen og løsn evt. bare dejen lidt undervejs, hvis nødvendigt.

Del cirklen i 10 stykker på lagkagemåden, så du står tilbage med 10 trekanter.

Fordel en stribe remonce på hver trekant ved den brede ende uden at lægge det helt ud til kanten. Rul hornene omkring remoncen. Læg hornene på en bageplade med bagepapir. Pensl dem med sammenpisket æg og drys med hakkede mandler.

Bag kærnemælkshornene i ovnen ca. 12-15 minutter ved 200 grader, til de er gyldne og har fået farve under bunden. Server dem lune.

Kærnemælkshornene er fryseegnede. De kan efter optøning varmes kort i mikroovnen.

På dejtrekanterne lægges en lille pølse af remonce (lidt rigeligt fik jeg på her, dog. Kan anbefale lidt mindre, da remoncen så ikke så nemt flyder
ud af hornene under bagningen).

De færdige kærnemælkshorn. Husk at drysse dem med lidt rørsukker eller lignende også ;)




Der er ikke sket så meget på smertefronten, siden jeg skriv mit sidste indlæg her på bloggen. Jeg har opgivet flere ture til akupunktøren, da jeg ikke følte, at det havde nogen virkning på mig. I mellemtiden er jeg blevet en del af et par smertegrupper på Facebook og har haft kontakt til søde Charlotte via bloggen, og det har givet mig mod på at prøve LDN, hvis ellers min læge vil udskrive det til mig. Det må tiden vise.

LDN er en type medicin, hvor indholdsstoffet i mange år er blevet brugt til at behandle opiumsafhængighed mm, men i små doser har det en rigtig god virkning på bl.a. smertetilstande, så jeg håber, at det kan hjælpe mig. Det virker ved at undertrykke kroppens endorfinproduktion nogle timer, hvorefter kroppen vil producere mere end normalt. Det er virkningen i pillerne. Det er dog svært at finde den rette dosis, da der er stor forskel på, hvor meget endorfin, folk producerer, så det tager tid at finde det rette leje. Til gengæld er der betydeligt færre bivirkninger end hos Gabapentin, som ellers var det, der var næste skridt for mig, så jeg er meget spændt på, om min læge er med på ideen. Jeg har en tid i november, og så må vi se, hvad han siger til det.


Som jeg skrev i mit sidste indlæg, har vi haft Phoebe forbi Tanddyreklinikken, hvor hun fik ordnet tænder og taget en biopsi af et meget rødt område. Der var heldigvis intet at finde i biopsien, og i går tog jeg et forsigtigt kig i munden på hende. Området er stort set helt normalt i farven igen, så hun har haft skadet tandkødet på en eller anden måde, så skaden var midlertidig. Det er jo dejligt, for så slipper hun for yderligere tiltag med munden. Mange katte har tandproblemer, men de viser sjældent, at det gør ondt, før det er uudholdeligt, så det er godt at holde øje med deres tandsundhed. :)




Apropos kat er vi endelig nået dertil, hvor vi kigger efter kat nr. 3 igen. Det er det rette antal for os, men vi har måttet udskyde at få ny kat, efter vi mistede Putte i 2013, fordi Ozzy meget kort tid derefter udviklede kronisk mundhulebetændelse. Det har været en sej kamp at få det under kontrol, og jeg har haft mine problemer med armene, men nu har Ozzy det meget bedre, og vi har overskud til at få et nyt familiemedlem.

For os handler det om at finde en ven til Phoebe, som hun kan hygge og putte med, da hun virkelig savner det. Da hun er 5 år nu, er det på høje tid, da maine coons desværre ikke har den højeste gennemsnitslevealder. Men vi håber, at hun er her mindst 10 år endnu, selvom statistikken ikke helt er med os. Kan ikke forestille mig livet uden Phoebe, som er udpræget min kat. Hun giver mig så meget kærlighed hver dag og er en fantastisk kat.

Vi har i første omgang kigget efter en norsk skovkat, da Putte havde udpræget skovkattesind, selvom han ikke var med stamtavle, men efter nogle ugers overvejelse er vi kommet frem til, at det bedste for os og Phoebe er at få en maine coon igen. Den race er meget social kattene imellem, så der er større chance for, at det bliver den hyggemis, Phoebe ønsker sig ved at vælge maine coon igen.

Vi har kigget mange opdræts hjemmesider igennem for at se, hvordan de er og for at se, om der var killinger på vej, og den største interesse faldt på et opdræt, hvor de er meget grundige med at teste for de genetiske sygdomme, som ligger til racen. Det betyder meget for os, at der er fokus på det, fordi vi har været så plaget af forskellige ting med vores katte, så for at udelukke så meget, man nu kan, kigger vi efter den slags ansvarlige opdræt.

Opdrættet havde planer for en parring, så vi skrev til dem for at høre ad, hvordan det gik med den. De meldte hurtigt tilbage, at parringen havde fundet sted, og de gik og ventede på at se, om der var gevinst. De ville skrive, når de vidste mere. Vi hørte fra dem igen for ca. en uges tid siden, og Donna, som mormis hedder, er drægtig. Vi aftalte, at vi skulle komme og besøge dem, og det var vi så denne weekend. Besøget gik supergodt.  De var supersøde, og vi fik svar på en masse spørgsmål og hilst på de fleste af husets dejlige katte. Vores gode indtryk af opdrættet blev kun styrket af besøget, og nu har vi aftalt med opdrætterne, at vi hører mere, når Donna har født midt i november. Vi har også aftalt, at opdrætterne finder ud af hvilken af killingerne, som passer bedst ind hos os. Det er noget, der bliver vurderet, når killingerne bliver ældre og får lidt personlighed. Så i første omgang går der noget tid, før vi ved hvilken kat, der skal flytte ind her. Vi ved bare, at det sandsynligvis enten bliver en tortie eller en rød kat, da det er nogle af de mest sandsynlige farvekombinationer, der kommer ud af den parring :)

Killingerne er klar til at flytte hjemmefra i marts, så der går noget tid, før Phoebe får selskab. Men så har vi jo noget at glæde os til. Og vi kan glæde os til flere besøg i opdrættet, når killingerne kommer til verden og bliver gamle nok til, at vi kan komme forbi.

Ved besøget i weekenden havde vi fornøjelsen af bl.a. at hilse på begge forældre, og mormis Donna, som lå fuldstændig klistret til vores ben (især hos Christian), da vi var der <3 Hun stod endda op og gik ud for at spise, hvorefter hun kom direkte ind til ham igen. Hvad siger I så? Det er da vildt :) Hun er en skøn kat, og vi håber, at det kan smitte lidt af på killingerne. Christian ønsker sig også en kat, der gider ham, så det ville være dejligt :)

Til slut får I lige et billede af Donna, der ligger og slænger sig på Christians ben i lørdags <3

onsdag den 4. oktober 2017

Opgivet - min kamp mod smerterne

Det er blevet tid til et lille pip herfra efter næsten to måneders pause på bloggen. Der er sket meget i mellemtiden, som har gjort, at jeg hverken har haft mulighed eller den helt store lyst til at blogge, og det kommer til at være emnet for dagens indlæg. Jeg har også nye opskrifter til jer, men dem får I en anden dag :)

Da jeg sidst skrev et indlæg her på bloggen, sad jeg og ventede på at skulle til lægen for at få svar på den seneste undersøgelse i en lang række vedrørende mine smerter i armene, nemlig en MR-scanning af nakken, efter en nerveledningsundersøgelse havde peget på, at problemet kunne komme derfra. Som jeg skrev, kendte jeg allerede svaret, og var noget spændt på, hvad min læge ville foreslå, om noget.

Han måtte med tydelig beklagelse i stemmen fortælle mig, at mulighederne for at finde ud af, hvorfor jeg har det sådan, er ved at være udtømte. Det eneste, man kunne, var at lave de samme undersøgelser igen, men det giver ingen mening. Slet ikke, når de er så forholdsvis nye. Så jeg må leve med, at jeg måske aldrig får at vide, hvorfor jeg har det sådan her.
Da jeg sad hos ham og fik svaret, jeg nok egentlig havde forventet, kom det på ingen måde som et chok. Jeg havde heller ikke kunnet se, hvad man nu kan gøre, når ingen undersøgelser viser noget klart svar. Så jeg tog det ret pænt, mens jeg sad der. Vi aftalte, at jeg kunne prøve at starte op på Gabapentin, som er en type epilepsimedicin, som man også behandler nervesmerter dem, når det lige passer mig at begynde. Det kræver lidt af et tilløb, da der er en del bivirkninger ved det, som bekymrer mig.

Da jeg gik derfra, ringede jeg til Christian og fortalte svaret fra lægen. Det var faktisk først der, det rigtig slog mig, hvad det betød; nu var jeg i realiteten opgivet. Ingen kan finde og afhjælpe årsagen til mine smerter. Herefter ramte jeg lidt af et hul, psykisk, i en tid. Det slog alligevel hårdere, end jeg havde troet, da jeg først fik beskeden. Følelsen af at være opgivet af alle læger (og jeg har været forbi en del forskellige læger gennem det seneste halvandet år til forskellige undersøgelser) er virkelig forfærdelig :( Føler mig totalt hjælpeløs.




I den efterfølgende tid arbejdede Christian sammen med en kollega, som han delte den nedtrykkende nyhed med. Kollegaen fortalte om en kinesisk akupunktør i Næstved, som nærmest hele hans familie havde opnået mirakler ved at gå hos. Christian fortalte det til mig og spurgte, om det var noget, jeg ville prøve. Det kom lige i den periode, hvor jeg havde det rigtig skidt over beskeden fra lægen, og min reaktion på spørgsmålet overraskede selv mig. Jeg blev rigtig ked af det, fordi jeg tidligere har været igennem akupunktur hos min fysioterapeut, uden det har haft nogen virkning, og jeg følte bare ikke, at jeg kunne klare endnu en skuffelse oven på beskeden fra min læge.

Efter at have tygget på spørgsmålet nogle dage sagde jeg ja til at prøve det, fordi Christians kollega også havde prøvet akupunktur tidligere, hvor det ikke havde virket, og det alligevel virkede hos den kinesiske akupunktør, og fordi jeg gerne vil afprøve alt, jeg kan, før jeg prøver medicinen.
Jeg fik en tid hos akupunktøren efter et par uger, og vi kørte den lange tur til Næstved. Desværre startede behandlingerne rigtig dårligt, da jeg kom til at ligge på en dum måde med armene, og fordi der nærmest ingen kommunikation var fra ham, vidste jeg ikke, at jeg blev efterladt på den måde i over en halv time :| Det satte efterfølgende gang i de værste smerter, jeg har haft i mine arme (albuer og omkringliggende sener), næsten siden de her problemer startede for mig. :( Det har været en virkelig streng tid, hvor jeg intet har kunnet, heller ikke blogge, så jeg har gået rigtig mange ture for at lindre smerterne.

Efter den her uheldige gang hos akupunktøren gik jeg tre gange yderligere, uden jeg syntes, der var en større helende effekt, end jeg fik med mine mange gåture og passen på, så vi blev enige om, at hvis der var en effekt efter gang nr. fire, skulle vi bestille en tid igen efter et par uger. Det er ca. der, vi er nu. Det er lidt som hønen og ægget med smerterne og bedringen af dem, for jeg aner reelt ikke, om behandlingen har haft en effekt, eller det kun er mine egne anstrengelser, der har virket. Så jeg ved endnu ikke, om vi kører derned igen. Køreturen er i sig selv rigtig streng for arme og ryg, så det hjælper ikke ligefrem på tingene. Det tager 75 minutter hver vej, hvilket er lang tid, når man kun kan sidde i én stilling.

Jeg er efterhånden nået til et sted, hvor jeg har indset, at det ikke bliver miraklet for mig. Desværre. Det havde ellers været fantastisk. Vi overvejer at give kraniosakralterapi en chance også, da det er en ret blid behandling efter sigende, og mine smerter måske har rod i eller styrkes af mine problemer med nakke og ryg. Jeg har ikke den store forventning om, at det gør en afgørende forskel, men det er vigtigt for mig ikke at give op og blive ved med at forsøge at prøve ting. Selvom lægerne har givet op, har jeg ikke!






Så det er der, jeg står nu i mit forløb. Ud over det ovenstående, der har fyldt en del, har vi også haft Phoebe til tjek hos Tanddyreklinikken, hvor hun fik taget en lille fortand pga. resorption og en biopsi af tandkødet over en ellers pæn tand, da det så mistænkeligt ud. Biopsien har jeg lige fået svar på i dag, og det så fint ud. Intet ondartet. Tandkødsbetændelse, ikke samme type som Ozzys mundhulebetændelse. Om et par uger skal vi vurdere farven på tandkødet igen, og ser det ikke så pænt ud, skal vi prøve et nyt naturprodukt, som sprayes på tandkødet to gange om dagen. Så vi må se. Håber, vi slipper for det, men det er godt at vide, at muligheden er der.

I går var vi hos tjek af såret efter biopsien hos egen dyrlæge, og det er groet fint sammen, så nu kan vi slippe for at blende vådkost til Phoebe. Hun får lidt vådkost nogle dage mere, før vi fører hende tilbage på det tørre. Så tingene er på vej tilbage til normalen.






Som nogle af jer har opdaget, har jeg stadig problemer med Facebook, der blokerer mine links til bloggen, når jeg poster dem på Facebook, og det har helt klart også været med til at holde mig fra at blogge. For jeg bliver simpelthen så frustreret, stresset og ked af det, hver gang det sker, så jeg har efterhånden slet ikke lyst til at blogge mere :( Det er virkelig et problem for mig, og der er intet hul igennem til Facebook. De fjerner blokeringen, når jeg gør opmærksom på, at de ved en fejl igen har blokeret, men den bliver aldrig fjernet permanent, så den kommer tilbage, så snart jeg poster noget.

Men bloggen her er en stor del af mit liv, og jeg vil holde liv i den! Jeg vil dele mine opskrifter, fotos, historier om kattene og de gode og mindre gode ting, der fylder i mit liv med jer, så jeg prøver at hænge på. Jeg håber på et tidspunkt at få det så godt igen, at jeg kan bage og lave mere nye, spændende ting i køkkenet, og ikke mindst blogge som i gamle dage, hvor jeg skrev om alt og intet her på bloggen, så jeg håber, I stadig har lyst til at hænge ved, selvom der er lidt længere mellem indlæggende herinde. :) Jeg har i hvert fald ikke glemt jer, og der kommer løbende nye opskrifter fra mig.