tirsdag den 28. november 2017

De bedste hjemmebagte pebernødder

Det sker nogle gange, når man prøver nye opskrifter af, at man synes, at der mangler et eller andet, eller man ønsker smagen i en lidt anden retning. Det resulterer ofte i nye opskrifter, tilpasset husets smagsløg, hvilket også er tilfældet med den her opskrift. Jeg har nogle gange bagt "Lagkagehusets pebernødder", og selvom de er gode, ønskede jeg at udvikle lidt på smagen.

En af de ting, jeg har ændret på i opskriften, er ret basal; jeg har udskiftet smør med margarine, fordi jeg simpelthen ikke bryder mig om smagen af smør i det meste bagværk. Margarine smager ikke af ret meget i kager, hvorfor jeg helst bruger det, når jeg bager (hey, det rimede! :D). Ulempen ved at bruge margarine er dog, at det ikke indeholder salt, så det kompenserer jeg for ved at putte salt i dejen. Ønsker du at bruge smør i stedet for margarine i opskriften nedenfor, undlad da salt.

Jeg synes, når jeg bruger den sædvanlige opskrift, at krydderierne bliver for intense. Særligt ingefær og kardemomme er virkelig skarpe, mens kanel er mere mild i smagen (jeg elsker kanel!). Derfor var jeg opmærksom på at lave strøgne mål på krydderierne (dvs. ingen top på teskeen, når man måler af), og jeg har skruet en del ned for peberet, så det nu giver en behagelig krydret smag i stedet for at brænde i munden (som det gør hos mig, der er lidt følsom over for den slags).

Jeg tilsatte en smule ekstra kanel, hvilket virkelig gør noget godt for smagen. De her pebernødder er de bedste hjemmebagte pebernødder, jeg nogensinde har smagt! Balancen mellem krydderierne er nu præcis, som den skal være, og det rigtige saltindhold i pebernødderne fuldender smagen helt perfekt :)







Pebernødder - de bedste! (en større dåsefuld)

250 g blød margarine
250 g sukker
1 dl piskefløde
1/3 tsk stødt peber
1 tsk stødt ingefær
1 tsk kardemomme
1 1/3 tsk kanel

3 g fint salt (lige under ½ tsk)
1 tsk natron
1 tsk bagepulver
500 g hvedemel

Pisk sukker og margarine sammen. Tilsæt fløden og pisk, til massen er ensartet. Afmål krydderierne (strøgne mål) og put dem i en skål sammen med natron og bagepulver. Vend det hele godt sammen. Tilsæt blandingen til dejen og pisk det hele godt sammen. Tilsæt melet og ælt det sammen, til melet er optaget i massen. Dæk herefter skålen over og sæt den i køleskabet en time.

Tag en del af dejen fra og sæt resten tilbage i køleskabet. Rul dejen til en lang, tynd pølse og skær stykker af den, ca. 1 cm brede, så du kan trille kugler, der har en diameter på ca 1-1½ cm. Vær opmærksom på, at dejen flyder ud, når den bages, så pebernødden bliver knap dobbelt så stor som den kugle, du ruller.

Sæt kuglerne på en bageplade med bagepapir (som de er, de skal ikke trykkes flade!) og bag dem ca. 8-10 minutter ved 200 grader, til de er en lille smule gyldne ovenpå og har fået farve under bunden. De færdige pebernødder er meget lysere end dem, man køber i butikkerne, så tjek bunden, hvis du er i tvivl, om de er færdige. Bunden skal være brun og ikke for mørk. Mine får gerne omkring 10 minutter, og jeg vendte bagepladen en omgang halvvejs gennem bagetiden, så de blev lidt mere jævnt bagt.

Læg de færdigbagte pebernødder til afkøling på en rist med et stykke bagepapir ovenpå, så de ikke triller igennem tremmerne på risten. Efter afkøling puttes de i en lufttæt dåse. 


Så er farmors kagedåse fyldt godt op med pebernødder. Heldigt, at de er mange, for der går hurtigt "mus" i dåsen :D



Der kommer meget snart en giveaway her på bloggen for jer, der elsker katte, så følg med. Regner med, at den bliver sat på bloggen i næste uge :)


Der kan ske meget i livet på bare en måneds tid, og det må man sige, det har gjort i mit (vores) liv den sidste måned. Da jeg skrev mit seneste indlæg her på bloggen, afventede jeg at komme til lægen for at snakke med ham om en ny type medicin mod mine smerter, som jeg var klar over, at mange læger ikke vil udskrive. Så det var med nogen nervøsitet, at jeg i starten af november tog turen til lægen. Jeg havde dog et håb, da jeg hos min nye læge har oplevet at blive taget seriøst og har fået en god og tryg behandling. Det gik heldigvis godt. Selvom min læge ikke kender LDN, var han villig til at udskrive det og give den en chance, fordi der er så få bivirkninger, og det på sigt måske kan hjælpe på flere af de ting, jeg går og kæmper med.
Jeg var simpelthen så glad og taknemmelig, da jeg gik derfra, at jeg var ved at tude. Han er virkelig en fantastisk læge, og jeg er så glad for, at jeg endte hos ham, efter min gamle læge gik på pension.

Jeg har så gået og afventet at kunne starte på medicinen, da vi netop har været ude at rejse, og i går startede jeg så på første dosis. Det er noget medicin, man skal være tålmodig med, da det tager lang tid at finde rette dosis, og det tager tid for medicinen at virke, men jeg er tålmodig. Har sovet lidt uroligt i nat, men har endnu ikke de store bivirkninger, så det er jo dejligt :)


Som jeg skrev, har vi lige været ude at rejse. Det var min første rejse nogensinde, hvis man fraregner studieture, da jeg gik i skole. Vi valgte at tage turen, så vi havde den oplevelse med i bagagen, før vi skal have ny kat. Det var jo planlagt til at ske i foråret, som jeg skrev i mit sidste indlæg. Vores ferie var fem overnatninger i Rom. Vi kan begge godt lide at opleve en masse kulturelt, når vi er afsted, så det var jo oplagt. Og vi går gerne nogle km i vores ferie, så der var Rom også et godt feriemål, da det meste ligger i gåafstand i byen.
Ferien startede dog ikke særligt godt. Inden for den første time, vi var i Rom, havde nogen stjålet Christians pung med alle hans kort og alle de euro, vi havde med på turen :( Det påvirkede godt nok humøret meget. Heldigvis havde jeg stadig mit visakort, så vi klarede os mht. penge, mens vi var afsted. Det blev dog holdt meget tæt til kroppen, når vi var ude.
Dagen efter blev ikke bedre, for der fik jeg en mail fra opdrættet, vi skulle have kat fra, at det var gået helt galt med fødslen, så alle killinger i kuldet var døde. Det kostede godt nok nogle tårer den dag, så jeg havde faktisk mest af alt bare lyst til at tage hjem.

Det gjorde vi dog heldigvis ikke. De efterfølgende dage var gode, og vi er hjemme igen med en masse gode oplevelser fra Rom i bagagen. Bl.a. en fantastisk sandwich/delikatesseforretning, som I vil høre mere om herinde på et tidspunkt :) Jeg håber også på at finde overskud til også at fortælle jer lidt om vores rejse sådan generelt.

Vi var bl.a. i Peterskirken, som I kan se i baggrunden. Fantastisk bygningsværk. Kæmpestor (ligesom køen for at komme ind - vi stod i kø
i halvanden time) og virkelig smuk.



Det har påvirket mig en del, at vores kuld døde, og jeg har tænkt rigtig meget på de søde opdrættere, vi mødte i oktober. Det må have været en forfærdelig oplevelse for både dem og Donna (mormis). Mens jeg gik og tænkte det hele igennem, kunne jeg mærke, at jeg ikke kun var ked af, at vi ikke skulle have kat fra deres fantastiske opdræt, men også at vi nu umiddelbart ikke skulle se dem igen. Vores besøg hos dem gik rigtig godt, og vi snakkede i timevis, så vi havde glædet os til at se dem igen. Da vi kom hjem fra ferien, samlede jeg lidt mod og fik skrevet det til dem. At vi faktisk havde set frem til at se dem igen, og at vi godt kunne tænke os at ses igen, selvom det nu ikke var med kat som formål. Det ville de heldigvis gerne, så når vi lige kan finde et tidspunkt, der passer, skal de komme og besøge os til kaffe og kage. Det glæder jeg mig meget til. På den måde kommer der også noget godt ud af en rigtig trist situation.

Når vi nu ikke umiddelbart har nogen kat i kikkerten, går jagten igen. Det er dog ikke nemt. Det er blevet betydeligt sværere at finde interessante killinger og gode opdræt, siden vi fik Phoebe. Så jeg søger lidt rundt ind imellem uden at finde noget af rigtig interesse. Men det kommer jo nok lige pludseligt...
Vi håber at være lige så heldige, som da vi fandt Phoebe, for hun var præcis det, vi ledte efter. Hun var så god og sød en missepige, der virkelig gav Putte livskvalitet, efter vi mistede Mille i 2012, og en god legekammerat for både ham og Ozzy, samt en sød kælemis (dog mest for mig).

Vores lille "englebarn" :D En sjov lysspejling gav i søndags det her billede. <3 Hun er dog generelt en fræk og lidt uartig kat, så jeg ved ikke lige,
hvad man skal lægge i den "glorie" der ;) Pappet i vinduet ryger i øvrigt nu, da Ozzy igen kan være i solen, nu den ikke er så skarp mere :)


Det bliver alt herfra i dag. Skal i gang med dagens praktiske gøremål. Husk at holde øje med bloggen, hvis du vil have chancen for at vinde noget dejligt til din kat :) Jeg glæder mig rigtig meget til at sætte konkurrencen i gang. Håber, I har lyst til at deltage. :)