torsdag den 3. november 2011

Hurra!

Jeg fik et dejligt telefonopkald her til morgen fra privathospitalet. Overraskende nok havde de allerede hørt fra Holbæk sygehus, og de havde givet grønt lys for, at hospitalet kunne lave MR-scanningen. Det er jo bare supergodt! Jeg kunne få en tid allerede på mandag, så jeg håber, at det betyder, at jeg kan få svaret på onsdag, når lægen er på hospitalet igen. Så jeg kan få operationen overstået snart.

Det er godt nok noget af en lettelse. Nu kan jeg igen se tingene skride lidt fremad  igen, og det er virkelig rart. Det er så frustrerende ikke at vide, hvornår der sker noget, når man sidder med smerterne her, og man helst bare vil have det hele overstået.
De sidste dage har jeg haft ondt i tarmene også, men jeg håber, det er noget, der forsvinder af sig selv. Det var der, jeg havde store problemer for 1½ år siden efter en periode med ekstrem stress, og vi har lige været igennem en meget stressende periode, så jeg frygter lidt, at det vil komme tilbage igen. Men jeg krydser fingre for, at det forsvinder af sig selv igen, før det bliver værre.

Det kan godt være, at det ser ud, som om alt går op i sygdom (eller katte :) ) i mit liv, i hvert fald lige nu, når man læser mine blogindlæg herinde. Det gør det nu ikke, men det fylder rigtig meget i mit liv, hvilket jo også er grunden til, at jeg er førtidspensionist. Heldigvis fylder sygdom ikke altid lige meget, og jeg har perioder, hvor jeg ikke mærker meget til hverken det fysiske eller psykiske. Lige nu fylder det bare ret meget, fordi jeg har ondt rigtig meget af tiden.

Jeg glæder mig bare så meget til at være ovenpå igen, så jeg kan komme ude af huset noget mere. Vi skal en tur ud og spise med Christians forældre, når jeg har det bedre, og det er jo også snart december, så der skal til at tænkes på at købe julegaver og alt det, der hører julen til. Men jeg har bestemt mig for, at jeg ikke gider nogen form for stress i december eller til jul i det hele taget i år. Min krop har sagt fra pga. stress de sidste 2-3 måneder nu, og jeg vil helst ikke have, at det bliver lige så slemt et forløb, som jeg har haft tidligere. Jeg ved ikke endnu, hvad vi gør med julen. Har simpelthen ikke haft overskud til at få snakket med nogen om det endnu, da det er en ret stor stressfaktor for mig. Nu må vi se, hvad der sker...

Afslutter lige med et billede af vores lille patient. Det går rigtig godt med ham. Han har vænnet sig til kun at have ét øje, og syningen ser også rigtig pæn ud efterhånden. Det hjælper også, når der kommer pels på igen.

tirsdag den 1. november 2011

Rigtig mad!

På trods af at jeg har haft en dum dag i dag, fik jeg samlet mig om at lave ordentlig mad. Den mad, vi har fået, mens jeg har været syg, har mest været hurtig mad (pastaretter, suppe, risengrød og den slags), fordi jeg har ondt rigtig meget af tiden eller bare er helt vildt udmattet efter smerterne.
Men i lørdags var jeg ude og handle med Christians far (som var så flink at køre mig i Rema, da Christian jo ikke har været hjemme det meste af weekenden), og der fandt jeg en lille steg af sammensnørret nakkesteg, som jeg tænkte, vi kunne fryse ned, hvis jeg ikke orkede at få det lavet, inden holbarheden løb ud.


Det var også meningen, vi skulle have haft noget andet i dag, men vi trænger til noget ordentlig mad, så jeg bestemte mig for, at i aften ville jeg altså lave den, selvom jeg ikke havde det store overskud. Og det blev bare rigtig lækkert. Heldigvis har jeg en sød kæreste, der gider vaske lidt op efter min madlavning, så det var jo rigtig dejligt. For energien slipper hurtigt op for tiden.

Jeg rødvinsbraiserede den og lavede ovnbagte rodfrugter til. Da stegen var færdig, lavede jeg rødvinssauce af væsken. Jeg bruger i øvrigt samme fremgangsmåde, når jeg laver gammeldags oksesteg, fordi sovsen bare bliver suveræn af det :)


Rødvinsbraiseret nakkesteg med ovnbagte rodfrugter
En snørret nakkesteg (vores var måske omkring 700-1000 g - vi skal have rester i morgen)
6-8 fed hvidløg
3 dl vand
2 dl rødvin
2 tsk salt
3 lauerbærblade
½-1 tsk tørret timian
Kaffefløde (måske omkring 1 dl, men smag til)

Rodfrugterne:
3-4 meget store gulerødder eller flere mindre
1 knoldselleri
5-6 store rødløg
1-2 bagekartofler eller 4 mellemstore almindelige
Ca. 1 spsk. olie (raps eller solsikke)
Lidt salt
Kviste af frisk timian


Stegen:
Pil hvidløgene. Brun stegen af i en stor gryde sammen med hvidløgene. Tilsæt vand og vin, salt, lauerbærblade og timian, og lad det hele småkoge i 2-2½ time (en gammeldags oksesteg får lov at simre i 3 timer).
Når stegen er færdig med at simre, tages den op og holdes varm under sølvpapir. Si hvidløgene og lauerbærbladene fra og jævn sovsen, f.eks. med sovsejævner eller maizenamel rørt ud i lidt kold vand eller fløde. Smag sovsen til med fløden. I sig selv er den ret bitter, og fløden runder den af. Hvor meget fløde man vil tilsætte, er nok en smagssag. Tilsæt lidt madkulør, hvis den bliver for bleg.

Ovnbagte rodfrugter:
Skræl og pil grøntsagerne. Skær dem ud i lige store stave (ikke alt for tynde, for de svinder ret meget ind, men heller ikke kæmpe store stave, for så tager det meget længe at få dem færdige) og kom dem i en 4 liters frysepose (det passer med en portion til to mennesker).
Tilsæt olien til posen, og vend grøntsagerne godt rundt. Hæld dem ud på en bageplade med bagepapir og fordel dem, så de ligger i et jævnt lag. Drys med lidt salt, og læg rigeligt med timiankviste ovenpå.
Bag grøntsagerne i ovnen ved 200 grader i ca. en time. Bagetiden kommer meget an på, hvor store stave, grøntsagerne er skåret ud i og hvor tykt et lag, de ligger i. Når de er færdige, er de gyldne, og gulerødder og selleri er svundet lidt ind








Vi har også fået købt ind her til aften. Det er stadigvæk efter en madplan, hvor tingene ikke tager alt for lang tid og energi at lave, men det er ret sund kost, som sædvanlig. Det er rart at have tingene hjemme. Så kan jeg bytte lidt rundt på dagene, hvis det er nødvendigt, eller vi har lyst til noget andet end det, der står på madplanen den dag.

Et skridt frem og to tilbage

Så fik jeg forsamtalen overstået. Var afsted i går. Turen frem og tilbage var virkelig slem, og det er ikke, fordi Christians far er en dårlig bilist, slet ikke. Jeg har det bare rigtig skidt med at køre langt og på motorvej. Især når det er med en, jeg ikke er vant til at køre med. Christian og jeg har efterhånden kørt turen til København og Jylland så mange gange, at jeg ikke normalt er så nervøs for at køre med ham derhen, men nu var det en helt ny chauffør og så var det også bare møgtåget i går. Men vi kom da sikkert frem og var også i god tid.

Vi kom ikke til at vente længe derinde. Jeg kom ind til en mave-tarmkirurg til min forsamtale, og han var rigtig flink, heldigvis. Han var ikke i tvivl om, at jeg skal have fjernet galdeblæren. Spørgsmålet var bare, hvor hurtigt det kan ske. Jeg skulle have taget nogle blodprøver derinde, og var de fine, var næste skridt operation, hvis ikke skulle vi en lille omvej, fortalte han.

Uheldigvis var mine blodprøver ikke, som de skulle være. De viste tegn på, at der godt kunne sidde sten i galdevejene også, og før de er fjernet, opererer man ikke galdeblæren væk. Så jeg skulle henvises til en MR-scanning af galdevejene for at se, om der sidder noget. Gør der der, skal jeg først igennem sådan en kikkertundersøgelse, hvor de går ned gennem maven via spiserøret og ned i tolvfingertarmen og ind i galdevejene for at fjerne stenene manuelt.

Puha jeg håber ikke, at der sidder sten der. Jeg har to gange før fået undersøgt min mave i en kikkertundersøgelse, og det er noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde har oplevet. Sidste gang fik jeg en kæmpe dosis medicin skudt ind i armen for at berolige mig, og undersøgelsen gik også bedre end første gang. Men det luft, de puster ned i maven for at kunne se noget der, skulle også ud igen, og det var bare ekstremt smertefuldt. Det var under mit slemme forløb med maven for omkring 1½ år siden. Så jeg gruer lidt for at skulle have fjernet sten den vej :(

Men jeg blev sendt ned til MR-afdelingen for at få en tid, og fik også en på fredag kl 18, hvilket er perfekt, for så kan Christian arbejde hjemmefra, og vi kan køre derind, når han har fri. Men hov, sagde sekretæren, da jeg lige var gået, hvad er dit forsikringsselskab egentlig? Jeg forklarede, at jeg er henvist af det offentlige, og det betyder åbenbart, at de først skal skrive et brev til Holbæk sygehus, hvor jeg er henvist fra, for at spørge om lov, om de må lave MR-scanningen, eller Holbæk selv vil lave den. Det hele kommer an på, hvor lang ventetid der er i Holbæk. Og det skal sendes med brev til Holbæk, som så skal svare privathospitalet, som så skal kontakte MR-afdelingen. Så jeg har altså alligevel ingen tid på fredag.

Jeg var ret nedslået, da jeg gik derfra. Fordi jeg nu igen er hængt til tørre og det hele er gået i stå. Og det er frustrerende, at jeg nu igen skal vente på, at Holbæk skal snøvle sig færdig til at sende et svar. Da de skulle sende mig en tid til forsamtale, tog det dem over en uge, før jeg havde et brev med svaret, at der var 12 ugers ventetid, så jeg er absolut ikke optismistisk omkring, at de får sendt noget hurtigt tilbage til privathospitalet.

En anden faktor er, at lægen kun er der én gang om ugen på privathospitalet, og han vil ringe og give mig svar, når jeg har fået lavet MR-scanningen. Næste uge er han der onsdag, ugen efter mandag.. Og jeg tvivler på, at jeg når at få lavet en MR-scanningen inden næste onsdag, når Holbæk er så sløve og det i det hele taget er så møgbureaukratisk inden for det sundhedssystem med skriven med snailmail frem og tilbage, før der kan ske noget. Så hvis jeg er heldig og kan få lavet scanningen næste uge, har jeg først svaret om 14 dage. Og så går der måske yderligere 1½ uge, før han har tid til at operere mig, da han jo den efterfølgende uge er der om onsdagen.
Så jeg er hængt til tørre igen, og kan se frem til endnu en måned med mine smerter :(

Jeg var bare så ked af det, da jeg kom hjem i går :( Og fuldstændig udmattet af køreturen. Christians mor havde holdt øje med kattene, mens vi var væk, så det ikke skulle være en bekymring for mig, at de skulle være alene. Det var rigtig rart.
Jeg crashede på sofaen med en kæmpe migræne, efter de var kørt hjem. Christian kom hjem og lavede mad til os i går, heldigvis, så jeg ikke skulle tænke på det. Heldigvis havde jeg planlagt i forvejen, at det skulle være nem mad, så jeg havde taget en rest lasagne op af fryseren, som bare skulle varmes, og så skulle der laves lidt salat.


Aftenen blev bare afslapning sammen for første gang rigtig længe, da Christian jo stort set ikke har været hjemme den her weekend, fordi han har flyttet serverne over på hans arbejdes nye adresse. Det har været en rigtig hård weekend med meget alenetid. Det synes jeg ikke, er så rart. Vi har stort set kun set hinanden, når vi skulle sove. Så det er rart, at det er overstået nu.

I dag er jeg vågnet med den der samme tristhed fra i går. Er bare så ked af at skulle gå og vente igen og se frem til en længere periode, uden der sker ret meget. Og at kunne se frem til stadig at have så ondt her en måned endnu, før jeg kan blive opereret. Synes, det hele virker håbløst lige nu.