Brændte mandler

2022 har været et udfordrende år for mig. Det har især været min kamp med leddegigten, der har trukket tænder ud, særligt efter min far kom ud på den anden side af sin kræftsygdom, der naturligvis også har fyldt meget hos os. Smerterne og den ekstreme træthed har gjort det svært at stå i køkkenet, både for at lave den mad, vi skulle spise, og for at hygge med nye projekter til bloggen, så i år er det kun blevet til én enkelt opskrift. 

Men året er ikke omme endnu, så vi kan lige nå én til! Det er faktisk en "gammel" opskrift, da det er en, jeg har lavet for flere år siden, men jeg har bare ikke haft overskud til at få fotograferet og blogget den før nu. Som jeg skrev i mit seneste indlæg, satte min reumatolog mig på en binyrebarkhormonkur, hvilket har dæmpet min gigt en del, så jeg har endelig haft mulighed for at komme lidt i køkkenet. Jeg har prøvet sådan en kur før, så jeg ved, at det er en stakket frist, og derfor havde jeg også travlt med at få produceret nogle julekager i den første tid, før gigten kommer retur. Jeg har på opfordring fra Christian bagt vaniljekranse, og selv valgt pebernødder, som er min favoritsmåkage til jul. Og så er der de brændte mandler, som er en uundgåelig snack herhjemme til jul! 

Vi elsker begge to brændte mandler, og vi foretrækker dem af den slags med krystalliseret sukker udenpå, så det er den opskrift, I får i dag. Det er måske en af de hurtigste og nemmeste ting at lave overhovedet til jul, og samtidig noget af det mest lækre. Jeg har allerede lavet det flere gange her i december 😄 

Opskriften giver en fin størrelse portion, og spørger du mig, er der ingen grund til at lave en mindre portion end angivet, da de meget hurtigt får ben at gå på her i huset i hvert fald. Vil du lave en større portion, se da min note under opskriften. 

Det allervigtigste, når man laver brændte mandler, er at være opmærksom på sit arbejde hele tiden, så sukkermassen ikke brænder på, dvs. at styre varmen, som ikke må blive for høj, og røre godt rundt det meste af tiden. Det tager ingen tid at lave, men det er ikke noget, man går fra, mens man laver det. Arbejdet belønner sig dog, for det er faktisk ikke så svært, som man skulle tro, og de brændte mandler smager mindst lige så godt som dem, man kan købe på gaden og julemarkeder i december. 

Mht. opbevaring af de færdige brændte mandler har de fleste nok deres præference. Jeg har tidligere blot rullet et kræmmerhus af bagepapir og puttet dem i, men i år har jeg været heldig at finde nogle superfine små røde papirposer med nisser på i Harald Nyborg, beregnet til pakkekalenderpakker, som er lavet af fødevareegnet papir. Så nu er vores brændte mandler puttet i sådan en lille juleslikpose, det er da lidt hyggeligt 💗

Brændte mandler 

150 g mandler 
150 g sukker
1,5 tsk kanel (strøget mål)
1/3 tsk vaniljesukker
1 dl koldt vand

Hæld sukker, kanel og vaniljesukker på en stor pande og rør lidt rundt i det, til det er blandet godt sammen. Rør mandlerne i. 

Tilsæt vandet, rør det hele sammen og bring det til at småkoge ved medium varme under omrøring.

Rør jævnligt i sukkermassen, mens vandet langsomt koger ind.

Når vandet fordamper, vil sukkermassen tørre ind og krystallisere. Rør konstant i massen og skru ned på lav varme. Sukkeret vil smelte igen, men det er ikke meningen, at det skal smelte helt. Det skal kun lige smelte en smule, så det får det krystalliserede sukker til at sidde fast på mandlerne *. 

Rør godt rundt i mandlerne, så sukkeret netop klistrer fast til dem, og tag dem straks af varmen, før sukkeret smelter for meget. 

Hæld de færdige mandler ud på et stykke bagepapir ** og lad dem køle helt ned, før du pakker dem væk. Når mandlerne bliver kolde, bliver de lækre og knasende.


Har du lyst til at lave en større portion, end opskriften angiver, vil jeg anbefale, at du laver det a flere omgange, da portionen her fylder det meste af en stor pande, og det med en større portion vil være svært at styre at få overtrukket alle mandler ordentligt.

* Hvis sukkeret ikke så gerne smelter, kan du skrue op til medium varme, men sørg for at røre godt rundt i mandlerne og tage panden af varmen, når sukkeret klistrer til mandlerne, uden at det smelter for meget. Det skal som sagt kun lige smelte en smule, så det klistrer til mandlerne.

**  Jeg beklæder bare en af ovnens bageplader med bagepapir til formålet og lader den stå på køkkenbordet med mandlerne, til de er kølet helt af og klar til at pakke ned.

De færdige brændte mandler, her ledsaget af to af mine elskede Medusa-grise, som Christian gav mig i adventsgave sidste år. Jeg har glædet mig lige siden sidste jul til at se dem igen 💗

Der er sket en smule siden mit sidste indlæg her i på bloggen. Som jeg skrev, blev jeg af reumatologen sat på en kur med binyrebarkhormon for at banke min leddegigt ned, og det er bare noget, der virker. Det er ærgerligt, at det har så mange bivirkninger, for det er lidt af et mirakelmiddel. Af samme årsag kan man ikke være på det ret længe ad gangen, og derfor er jeg ved at trappe ud. Jeg har som sagt prøvet at få nået alt det vigtige, jeg skulle have overstået, mens jeg kunne bruge min krop, så der er blevet bagt julesmåkager, købt gaver, ordnet hus osv., som er en større udfordring, når gigten raser. 

Efter nedtrapningen påbegyndte, kan jeg desværre godt mærke, at gigten er på retur. Den kommer ligesom snigende igen, hvilket desværre også er en indikator for, at min nye biologiske medicin endnu ikke virker. Det kan dog tage op til tre måneder, før den gør, og da jeg kun har taget den en måned, kan effekten endnu indfinde sig, hvilket jeg selvfølgelig håber. Har heldigvis ikke de store bivirkninger af den, og derfor er det også nemmere at være tålmodig.
Jeg var til kontrol hos en sygeplejerske på reumatologisk afdeling i forgårs i forhold til den her nye medicin, hvilket er meget betryggende som patient. At de holder øje og følger en. Det betyder faktisk meget. Samtalen gik fint, og jeg fik mere medicin med hjem. Så må vi se de næste måneder. Jeg er heldigvis blevet flyttet permanent over til den reumatolog, som så mig akut i november, så jeg slipper for flere tider hos den første, som var skyld i min svære forværring og skader. Det er jeg meget lettet over.

Phoebe er, som jeg skrev sidst, også startet på medicin for sin slidgigt, Solensia, hedder medicinen, og den virker gudskelov på hende. Hun har netop fået anden dosis. Nu kan hun pludseligt komme op i øverste køje i vores gulv-til-loft kradsetræer, og humøret fejler bestemt ikke noget. Hun er ind imellem endda blevet "killingefræk" og tror, hun skal kradse i tapetet igen, som hun var uartig til at gøre som killing 😮😂 Så endnu er behandlingen en succes for hende. Hun får den som injektion en gang om måneden hos dyrlægen.

I søndags var vi en tur ude, hvilket vi desværre ikke gør så meget i for tiden, så det var dejligt at være afsted. Det har været lidt sværere at komme hjemmefra, fordi jeg har haft det dårligt og vi begge har mindre overskud, og så er der jo også Julius, som vi lige skal tage hensyn til, fordi han pludseligt kan blive akut syg fra det ene øjeblik til det andet. Sådan har det dog været nogle år nu, hvor vi godt har kunnet tage nogle ture ud at spise i hvert fald, så det er nok mest det manglende overskud, der er problemet.
Men vi plejer at have vores årlige Tivolitur i december, så det skulle vi selvfølgelig også i år. Vi var ude at spise først og kørte herefter i Tivoli for at se den flotte udsmykning og lure i boderne. Vi synes begge, at boderne var lidt mere spændende og varierede i gamle dage, så det savner vi. Men selve parken er stadig flot. 

Det var dog i år mere udfordrende end ellers, da jeg desværre stadig er ret påvirket af min gigt i forhold til at komme rundt. Så jeg fik hurtigt problemer med knæet, og vi måtte derfor tilpasse turen lidt rundt i haven og fik ikke set alt, som vi plejer. Men vi havde alligevel en dejlig tur. Det var virkelig skønt at være hjemmefra og opleve lidt og være ude at spise. Jeg håber, vi kan tage nogle flere ture ud i det nye år. Vi har lidt koncerter på programmet som sædvanligt, da vi begge elsker musik og at opleve det live. Så vi har fået købt ind til lidt nye oplevelser, som vi kan glæde os til i 2023.

Vi holder som sædvanligt jul herhjemme med vores forældre, hvilket er superhyggeligt og også rart for os at kunne være hos kattene, som de er vant til. Det er dog et stort arbejde, og i år er opgaven måske lidt større, fordi jeg fra næste uge igen falder i binyrebarkhormon, så jeg kan forvente en forværring i gigten. Heldigvis er Christian god til at kunne være et sæt ekstra hænder for mig, og vi har prøvet det før, da jeg med de svært handicappende smerter i senerne mellem 2016 og 2018 måtte overlade meget til ham. Så det skal vi nok komme igennem. Det er dog alligevel en bekymring for mig, for jeg ser ikke frem til, at gigten vender tilbage. Men vi må jo tage det, som det kommer. Sådan er det bare med den her sygdom.

Selvom der er meget at se til, får vi dog også hygget, som vi plejer med julefilm, adventspakker og andre dejlige ting. I dag skal vi f.eks. have ribbensstegssandwiches til aftensmad, hvilket vi begge to har glædet os rigtig meget til. Og da det jo er fredag og vi ikke skal alt for tidligt op i morgen, skal vi nok også lige nå en julefilm mere i aften 🎅

Jeg har stadig en del at nå inden jul dog, også i dag. Jeg har heldigvis fået overstået de værste hurdles med gaver og indpakning, men der er stadig en del indkøb endnu i forhold til maden, og vi har også lige en fejring af min svigermor, som fylder 75 i næste uge, hvor vi har aftalt, at vi mødes og spiser her og hygger med pakkeleg og hjemmebag. Det skal nok blive en rigtig dejlig dag, er jeg sikker på. Det betyder dog også, at jeg lige har lidt forberedelser at tage mig af, så jeg vil stoppe her for i dag.

Jeg vil lige slutte af med at minde om, at der på bloggen ligger opskrifter til at lave den perfekte flæskesteg og andesteg, hvis du mangler tips til den gode julemad 😊

Opskrift på flæskestegen finder du her: Opskrifter på den bedste julemad: Saftig flæskesteg med sprød svær 
Og andestegen finder op opskrift på her: Opskrifter på den bedste julemad: Perfekt stegt andesteg med æbler og svesker

Rigtig glædelig jul til jer alle 🎄

Vinderne af bloggens jule-giveaway er fundet!

Konkurrencen er slut, og det er tid til at trække vindere af konkurrencen. Først vil jeg dog lige starte med at sige en stor tak til alle jer, som har haft lyst til at deltage i min lille julehyggeleg. Det glæder mig, at der har været så stor interesse om den, og jeg har nydt at læse om og se billeder af jeres dejlige katte 💗

Men hvem har så vundet? Som vanligt har alle fået et nummer tildelt, startende med kommentarerne på bloggen, og herefter er der via www.random.org udtrukket de heldige vindere. Her kan du se vinderne af konkurrencen:

Vinderen af adventskalenderen:
Anette Mortensen og hendes kat Ria

Vinderen af julekalenderen:
Lærke Fentz og hendes kat Mis Mis

Stort tillykke til jer begge to. Jeg håber, at jeres katte bliver rigtig glade for præmierne. 
I skal senest i morgen sende mig en privatbesked på bloggens Facebookside eller en mail, så vi kan aftale forsendelsen.  Hører jeg ikke fra jer, trækker jeg en ny vinder.

Jeg håber, at I har lyst til at vende tilbage og deltage en anden gang. 🎅

Bloggens jule-giveaway: vind en lækker julekalender eller adventskalender til kat

Det er blevet tid til den årlige jule-giveaway her på bloggen, hvor jeg traditionen tro har juleforkælelse til kat på højkant. Ligesom sidste år har jeg i år valgt at lave hele to præmier, nemlig en adventskalender med fire fine gaver og en lækker julekalender, som kan vindes til en heldig kat, som skal forkæles ekstra i december 😻🎄

Herunder kan du se billeder af præmierne og nedenfor læse, hvad de indeholder.

Det kan du vinde:

I år er der som skrevet ovenfor to præmier i spil:

- Adventskalender bestående af 4 lækre pakker, som hver indeholder lækkerier eller legetøj
- Cosma julekalender, som indeholder snacks af frysetørret 100 % rent kød (kylling, and, oksekød og tunfisk)

Sådan deltager du:

1. Følg om bloggens facebookside  (se nedenfor, hvis du ikke er på Facebook*)

2. Skriv en kommentar til indlægget her, hvor du fortæller mig navnet på katten, der skal vinde julegaven. Fortæl også gerne lidt mere om katten - det er så hyggelig læsning 😊

HUSK også at angive dit eget navn, når du lægger en kommentar! 

🎅 Du kan få et ekstra lod i konkurrencen ved at deltage på bloggens facebookside, hvor konkurrencen også er slået op. Dette er helt valgfrit, selvfølgelig.

Konkurrencen løber til og med søndag 20. november. Vinderen findes ved lodtrækning og vil blive offentliggjort på bloggen og bloggens facebookside dagen efter.

Vinderne skal sende mig en mail senest tirsdag 22. november, så vi kan aftale forsendelsen**, så husk at tjekke, om du har vundet. Melder vinderne sig ikke, vil der blive trukket nye vindere.

* Jeg er klar over, at det ikke er alle, der er på Facebook, og skulle du ikke være det, finder vi ud af det alligevel, hvis du bliver udtrukket. Så kan du nøjes med at følge bloggen som fast læser (tilmelding findes i højre side af bloggen).

** Der sendes kun til danske adresser.

Et nyt kapitel - forhåbentlig

Her på Mortens aften får I en hilsen og opdatering fra mig. Skal du have lækker andesteg i aften? Eller måske i weekenden? Og mangler de sidste fif og tips til at lave den lækre and? Så tag lige et smut forbi indlægget, jeg tidligere har lavet her på bloggen, hvor du får gode råd til både tilberedning af anden, hvordan man laver en lækker andesovs og en billedguide til parteringen: Perfekt stegt andesteg til Mortens aften.

Inden længe er der igen december, årets hyggeligste og nogle gange også mest stressede måned. Jeg glæder mig dog alligevel, selvom den bliver fyldt og travl, da jeg elsker jul.🎄 Derfor kommer der også i år her på bloggen en jule-giveaway med mulighed for at vinde julehygge til en kat, du holder af, ligesom jeg plejer at lave. Konkurrencen sættes i gang i løbet af den næste uge, så hold øje med bloggen her og bloggens facebookside. 🎅

En af sidste års gevinster. Snart vil jeg poste dette års jule-giveaway med nye præmier. 

I en lang periode her på bloggen har jeg kun udgivet indlæg med opskrifter, fordi jeg ikke har haft overskud til at skrive mange indlæg, og det er trods alt maden, der er grundstenen i bloggen. Jeg har dog løbende haft mange tanker, jeg gerne ville dele med jer og fået luft for på den måde, men frekvensen af indlæggene på bloggen her over især det seneste halvandet år, siden jeg blev ramt af leddegigt, har tydeligt vist hvor lidt fysisk overskud og mulighed, der har været for det. 

I dag er dog en anden sag, for jeg har endelig en dag med lidt fysisk overskud og mulighed for at bruge mine hænder, så nu får I en opdatering om, hvad der sker herhjemme for tiden.

Jeg vil starte med at fortælle jer om de store kampe, jeg personligt kæmper for tiden. Som jeg skrev i mit seneste indlæg, har min leddegigt været aktiv og givet mig store problemer længe, og min medicin har ikke kunnet holde den nede. Så da jeg var hos min reumatolog i august, et par dage efter mit seneste indlæg, valgte han at henvise mig til behandling i det offentlige med henblik på biologisk medicin mod min leddegigt, da det ikke kan gives i privat regi. Det var ca., som jeg havde forventet, for jeg kunne heller ikke se andre muligheder.

Jeg måtte dog vente en rum tid på at komme til på Slagelse Sygehus, hvor min henvisning blev sendt hen, og i mellemtiden fik jeg en svær forværring i fingrene. Så jeg havde forventet, da jeg kom til min første tid i starten af oktober, at jeg skulle sættes op i binyrebarkhormon, som er en type medicin, som virker hurtigt på gigten og tager de værste symptomer. Min tidligere reumatolog ville ikke stoppe den behandling, da jeg gik hos ham, fordi han var bekymret for et tilbagefald. Så hvad der skete på sygehuset, var for mig en stor overraskelse.

Jeg kom ind til en høj udenlandsk mand med en dialekt, jeg havde svært ved at forstå, hvilket ikke ligefrem gjorde det nemmere, men hverken jeg eller Christian husker, at han spurgte mig om, hvordan jeg havde det. Om jeg havde ondt nogen steder eller til mine generelle symptomer. Jeg prøvede dog selv at fortælle det, men syntes ikke, det blev rigtig hørt. Det var meget anderledes, end jeg plejede, for det er vigtigt at vide, hvor der er aktivitet i gigten. I stedet undersøgte han mig for hævelser, hvilket jeg dog ikke har så mange af, dog nogle, som han så åbenbart ikke har bemærket, men det betyder ikke, at jeg ikke har aktivitet i min gigt. Han lavede en fysisk undersøgelse af mig og konkluderede, at jeg ikke har psoriarsis (man kan have en gigtform, som hænger sammen med den sygdom), og at jeg har hypermobile led, og det var vist ca. det. Og derudover satte han mig over på min grundmedicin på sprøjte for at få en bedre effekt. Desværre syntes han også, at binyrebarkhormonen skulle udtrappes, og det kom ærlig talt for mig som et chok, fordi jeg gik og havde det så skidt. Men han havde tydeligvis ikke forstået, hvordan jeg havde det. Så sådan blev det. Og jeg fik at vide, at vi kunne snakke biologisk medicin, når jeg havde været på sprøjtemedicinen i tre måneder. I mellemtiden skulle der laves forundersøgelser, så jeg var klar.

I det hele taget gik det hele meget hurtigt. Der var sat en hel time af til samtalen og undersøgelsen, hvilket jeg på forhånd havde været rigtig glad for, for så havde jeg forventet, at der ville være god tid til at snakke om mine problemer og undersøge dem nærmere og snakke medicin og behandling. Men i stedet blev det hu-hej-vilde-dyr igennem det hele, og jeg havde svært ved at følge med i, hvad der blev sagt. Tiden, der var afsat, blev ikke brugt fuldt ud, og jeg fik fx ikke lavet nogen ultralydsundersøgelse af de led, jeg havde det værst i, som jeg var vant til fra min tidligere reumatolog. 

Når jeg læser notatet fra ham om min konsultation, skinner det da også igennem, for han har ikke fundet nogen hævede led, hvilket jeg ved, jeg havde, og han har derudover skrevet en anden diagnose forkert (jeg skulle oplyse, om jeg har andre sygdomme), så jeg pludseligt var noteret til at have en anden sygdom, end jeg egentlig har. Det er noget sjusk, og overordnet set viser det, at det gik for stærkt. Ser jeg tilbage på notatet, kan jeg se, at han rent faktisk har noteret, at jeg klager over smerter, så det gør det bare endnu mere problematisk, at han ville trappe mig ud af den medicin, som kunne holde gigten lidt i ro, og han kunne i det mindste have givet mig besked på at kontakte afdelingen, hvis jeg fik det værre. 

Jeg var ærlig talt ret paf, da jeg gik derfra, men forventede, at det var det, der skulle til, for at jeg kunne "få lov til" at få biologisk medicin. At man skulle udelukkende være på grundmedicinen for at se, om den virker. Fik en god snak med en sød og tålmodig sygeplejerske om opstart med sprøjterne, og så kørte vi ellers hjem.

I løbet af den seneste måned, hvor jeg har været i udtrapning af binyrebarkhormonen, har jeg fået en svær forværring. Det er blevet så slemt, at jeg næsten ikke har kunnet påklæde mig selv, kun med stort besvær har kunnet klare personlig hygiejne og ikke kunnet lave mad selv. Og en del andre ting, som er helt basale for at kunne fungere i sin dagligdag. Og derudover er der opstået deformiteter på nogle af mine fingre og min ene fod. Den slags kommer man aldrig af med igen, og det vil for altid give mig problemer og se grimt ud. 😔

På et tidspunkt begyndte jeg så også at tabe håret i større totter, så jeg ringede til sygeplejersken på afdelingen for at høre, hvad der kunne gøres. Hun snakkede med lægen fra tidligere, og jeg blev sat op i folsyre, som er et vitamin, der afhjælper bivirkninger ved min grundmedicin. Samme dag havde jeg fået taget blodprøver, og de viste et for mig meget forhøjet infektionstal, som er et parameter, hvorpå man måler aktivitet i leddegigt. Jeg spurgte hende derfor, om man skulle gøre noget, for når tallet lå sådan, og jeg samtidig havde det så dårligt, så måtte det jo være, fordi min medicin ikke gjorde det godt nok. Men jeg måtte jo ikke få binyrebarkhormon mere for at se, om grundmedicinen kunne klare opgaven, var mit indtryk? Hendes svar var virkelig overraskende og chokerende for mig. Det var ikke sådan, som jeg havde gået og troet. Selvfølgelig skulle man ikke gå og have det ad helvede til, og det var min egen beslutning, om jeg ville have en akuttid hos dem for at få set på mine problemer. 

Det var både en stor overraskelse og en virkelig deprimerende besked at få, for så havde jeg gået og lidt i en måned og fået permanente skader af ingen verdens nytte! 😞 Ingen havde fortalt mig, at jeg skulle kontakte dem, hvis jeg fik det værre, eller at jeg godt kunne få hjælp i prøveperioden, hvis det gik den forkerte vej. Sygeplejersken havde sagt, at jeg bare skulle ringe, hvis der var det mindste, men jeg havde jo forventet, at tingene var, som de skulle, som lægen havde sat op for mig. Så jeg så faktisk ingen grund til at ringe, før jeg begyndte at tabe håret, for det var uforudset. Jeg havde forudset, at jeg ville få det dårligt uden binyrebarkhormon, så det kom jo ikke som en overraskelse. 

Jeg sagde til sygeplejersken, at jeg lige ville tygge lidt på tilbuddet, især med tanke på at jeg havde været på binyrebarkhormon siden foråret og netop var trappet ud, hvilket har været en kamp og haft store konsekvenser, så det var lidt surt allerede at skulle starte op igen. 

Der gik dog kun tre dage, før jeg måtte smide håndklædet i ringen og kontakte dem for at snakke om en akuttid. Jeg var meget i tvivl om, hvad jeg ville, men i min samtale med sygeplejersken blev jeg hurtigt klar over, at det var meget nødvendigt at blive undersøgt hurtigt. Hun skaffede mig en akuttid hos en anden reumatolog på afdelingen allerede i mandags, fire dage efter vores samtale. I et tilbageblik på de seneste uger kan jeg godt se, at det længe har været nødvendigt at snakke med nogen om min tilstand, for jeg har simpelthen været så handicappet af min gigt. Jeg har ikke kunnet bruge mine hænder til ret meget, og over de seneste uger har jeg næsten ikke kunnet gå pga. smerter fra fødder og knæ. Derudover er der kommet symptomer fra nakken, som vi dog ikke ved, om er gigt, men det har holdt mig vågen om natten, så den seneste måned har været et rent helvede. Det startede hurtigt, fra jeg trappede ned i medicin.

Men mandag kom, og Christian og jeg tog turen til Slagelse Sygehus for at se den anden reumatolog. Han talte heller ikke dansk uden accent, men var betydeligt nemmere at forstå, og hvad vigtigere var, så var han grundig! Han undersøgte mig og så med det samme hævelse af mine fingre, som havde stået på i måneder, men som den tidligere læge ikke havde set (som jeg kunne se af hans noter). Derudover lavede han en ultralydsundersøgelse af mine påvirkede led og kunne se aktivitet over alt i dem. Og erosioner, som jeg forstod det, permanente skader. Han sagde, at han kunne se, at det var noget, der havde stået på længe. Det får mig til at tænke, at hvis den første læge havde været lidt mere grundig og scannet mig, havde han opdaget det og ikke valgt en forkert behandling til mig.

Derudover var der en kæmpe væskeansamling i det ene knæ, som har givet mig så store problemer, og det valgte han at dræne med en kanyle og sprøjte. Det gjorde sindssygt ondt, hvilket alle på afdelingen vist godt kunne høre, men den nye reumatolog tog det ret køligt. Efter indgrebet havde han drænet en masse væske ud af mit knæ, så jeg skulle få nemmere ved at gå fremadrettet. 

Vi havde en længere snak om symptomer og problemer, tidligere behandling og om mig, og på baggrund af det og min gigtaktivitet var han ikke i tvivl om, at jeg skal starte på biologisk medicin. Hurtigst muligt. Man skal dog godkendes på en konference, men han var sikker på, at jeg ville blive det, så han gav mig papirerne med hjem, så jeg kunne læse om det. Og så har han givet mig en ny binyrebarkhormonkur. Dog kun 6 uger, men det lyder umiddelbart rigtig fint. Jeg får en højere dosis, end da jeg startede i foråret efter corona ved min sidste værste forværring af gigten, og i løbet af de seneste dage har det taget en større del af mine smerter. Jeg er dog ikke symptomfri, som jeg næsten var i foråret, men al bedring er velkommen. Derudover har han sænket min dosis af grundmedicinen, så jeg forhåbentlig kan slippe af med mit hårtab.

Og jeg har fået besked om, at jeg er blevet godkendt til biologisk medicin nu med opstart i næste uge. Så nu sker der endelig noget. Jeg håber, det kan blive starten på et nyt kapitel for mig med et nemmere liv uden så mange smerter. Men det må tiden vise. På forhånd ved man ikke hvilke patienter, der får effekt af medicinen, eller om man får bivirkninger af den, men som lægen sagde, så er det det bedste alternativ i forhold til et liv uden medicin, fordi leddegigten i sig selv, særligt ubehandlet, kan give mange andre problemer. Og ikke kun med deforme og ødelagte led og store smerter, men også problemer med kredsløbet, større risiko for kræft osv. Så nu giver jeg det en chance, og der er andre biologiske præparater, man kan prøve, hvis det ene ikke virker eller giver uacceptable bivirkninger. Så vi må se, hvordan det går. Jeg er i hvert fald meget spændt.

Men det har været virkelig hårdt at nå hertil, ikke mindst pga. min start på afdelingen med den dårlige oplevelse. Den seneste måneds helvede ønsker jeg ikke for nogen, og jeg har bestemt, at jeg ikke vil ind til den første læge nogensinde igen. Jeg er meget vred og frustreret over min oplevelse ved ham, der har gjort, at jeg for altid må leve med deformiteter og har haft en måned i rent helvede. Jeg har fået at vide, at jeg kan lave en klage over ham ved at fortælle min historie i en samtale med en overlæge eller lignende, var det vist. Det vil jeg lige tygge på. Det vigtigste for mig lige nu er dog at se fremad og forhåbentlig få det bedre. 

Jeg må dog fremhæve sygeplejerskerne på reumatologisk afdeling, for de har virkelig været et stort plus for mig i det her forløb. Har snakket med en del forskellige, og de har alle sammen været søde og tålmodige og givet gode råd og vejledning. Det betyder utrolig meget. Hos min tidligere reumatolog var der kun én sygeplejerske ansat, og jeg havde altid lidt ondt i maven over at skulle ringe til hende, fordi man aldrig rigtig kunne forudsige, om hun ville være imødekommende eller sur, når man fik hende i røret. Det er en helt anden sag med sygeplejerskerne på reumatologisk afdeling, og det er jeg utrolig taknemmelig for.

De her seneste dage med lidt bedring har jeg afventet med stor længsel. At kunne knappe sine egne bukser, selv klare et bad osv. har jeg virkelig savnet meget. I morgen skal vi have vores "mortensand", og jeg har en forhåbning om, at jeg selv kan klare at sætte den i ovnen, mens Christian er på arbejde. Og så kan han hjælpe med at lave den færdig, når han kommer hjem. Så det går lidt fremad, heldigvis. Ellers skal de næste dage bruges på at samle kræfter før opstarten på den nye medicin. For det er aldrig til at vide, hvordan kroppen reagerer. Men jeg håber selvfølgelig det bedste.

Det var en kæmpe roman om mig. Tak, fordi du læste med så langt. Der sker dog også andre ting her i livet, selvom min gigt har fyldt meget. Desværre er Phoebe også blevet ramt af gigt, slidgigt, hvilket har taget til over de seneste måneder, og vi har startet hende op i medicin for det, men det virker desværre ikke så godt, som hun har brug for, så fra næste uge skal hun også starte op i ny medicin. Hun skal afprøve et nyt præparat til gigt hos katte, som viser lovende resultater. Så vi håber, det kan give hende en rigtig god effekt og bedre livskvalitet fremadrettet.

I mellemtiden er Ozzy blevet 16 år, og han er still going strong 😄 Til tider er hans husets mest aktive kat trods sin alder, men han har også størrelsen på sin side, da han er en noget mindre kat end Phoebe og derfor ikke på samme måde får belastet sine led. Han er ikke så aktiv, som da han var en ung kat, men han tager stadig ofte fræseture rundt i huset, højt mjauwende og leger vildkat. Hver aften står på den daglige "spabehandling", når han kommer med os i seng og skal have sin daglige frisering (kun ren fornøjelse, for det må kun gøres på kinderne og i ansigtet og ikke længere ned end skuldrene helst) og ansigtsmassage 😻 Hvilket han stor-nyder. 

Julius' tilstand med hans problemer med tarmene kører lidt frem og tilbage med perioder, hvor det går rigtig godt og perioder, hvor tingene er mere ustabile. Pt. kører det nogenlunde stabilt, hvilket betød, at vi kunne forlade huset i tirsdags uden al for stor bekymring, da vi var på Nørrebro Teater og se et foredrag, som jeg havde været heldig at vinde billetter til. Det var et foredrag af Richard E. Grant, en engelsk skuespiller, som vi har haft fornøjelsen af at se film med gennem årene. Foredraget handlede om hans liv og livet med hans kone, som han mistede til kræft sidste år, og det var et hudløst ærligt, meget underholdende og morsomt og rørende foredrag, som jeg var utrolig glad for at have haft mulighed for at opleve. 

Richard E. Grant på scenen i gang med at læse og svare på spørgsmål fra publikum.

Tirsdag blev i det hele taget en anti-mandag, som jeg sagde til Christian, da vi kom hjem fra foredraget, for om mandagen var vi på sygehuset, og selvom jeg nu fik hjælp, var der mange negative ting, jeg skulle forholde mig til i den forbindelse omkring, hvordan min sygdom nu var udbredt, og hvad der var sket med mig. Men tirsdag var så meget anderledes. Inden vi kørte i teatret, modtog jeg en flot buket blomster og en sødt kort fra min gode veninde, jeg har kendt siden gymnasietiden. Hun ville sende mig en opmuntring i den hårde tid og oven på den lidt svære dag, jeg også havde haft dagen før med min tur på sygehuset. Virkelig sødt og betænksomt af hende 💗 Jeg mærkede den første effekt af binyrebarkhormonbehandlingen, som havde taget en lille smule af mine smerter, vi fik en handicapparkeringsplads lige foran teatret (fuldstændigt umuligt næsten, da der kun er et par pladser der i gaden), showet var så god en oplevelse, og da vi kom hjem, kunne jeg for første gang i måneder selv åbne en ny pakke af Julius' vådkost, da mine fingre nu lige præcis var bedret nok til, at det kunne lade sig gøre. Så jeg håber virkelig, at tingene kun vil gå fremad herfra. Det trænger vi virkelig til alle sammen. 

Den smukke buket fra min veninde.

Close-up af de flotte blomster.

I dag er min "fridag". En dag uden planer for første gang rigtig længe. Det er hårdt tiltrængt. Pga. min leddegigt lider jeg af en voldsom træthed og udtrætning, hvilket betyder, at jeg meget hurtigt bliver utrolig træt og løber tør for energi, ofte uden overhovedet at foretage mig noget særligt. Så det er ret begrænset, hvad der sker i mit/vores liv for tiden, og derfor var turen i teatret den anden dag også meget atypisk for, hvad vi laver lige for tiden. Hver uge ser jeg min fysioterapeut, som tilpasser min behandling og forsøger at dæmpe mine smerter med laserterapi og øvelser.  

Min "opgave" i dag er primært at få vasket mit store hår. Det er i sig selv lidt af en præstation pga. mine smerter og manglende energi, så jeg prøver at planlægge den slags opgaver til dage, hvor jeg ikke skal så meget andet. Og derudover at lave så lidt som muligt for at samle energi til at kunne lave andestegen i morgen. 

I aften står den på hygge med varm kakao med flødeskum og favoritserien, som pt. er Bosch: Legacy. Vi har i lang tid set den originale Bosch-serie, som jeg varmt kan anbefale. Den er klart en af mine all time højst elskede serier. Det er en krimiserie, som er utrolig velskrevet og velspillet. Bosch: Legacy er en spin-off, som vi selvfølgelig tager med, nu vi elsker den originale serie så højt. 

Christian læser pt. The Law of Innocence op for mig om aftenen, en bog skrevet af Michael Connelly, manden, der har lavet bøgerne bag Bosch, og den er indtil nu god og spændende. Den inkluderer også "vores mand" fra serien som en af figurerne, hvilket ikke gør den mindre spændende. Som jeg måske har skrevet herinde før, læser Christian for mig ofte om aftenen, fordi jeg pga. mine smerter har svært ved at sidde med en bog. Mit piskesmæld gør, at jeg har svært ved at bøje nakken i længere tid. Så han har læst for mig sådan i mange år, hvilket jeg sætter stor pris på.

Som jeg skrev indledende i indlægget her, er den årlige jule-giveaway lige om hjørnet. Selvom det har været og er en virkelig hård tid, vil jeg gerne bibeholde den tradition her på bloggen, da den gør mig glad og er en hyggelig tradition, så jeg har over de seneste måneder været i gang med at købe ind til giveaway'en. Jeg mangler lige at få pakket den sidste pakke ind, som netop er kommet ind ad døren og få taget billeder, så skal jeg nok skyde konkurrencen i gang. Så hold øje med siden her eller bloggen på Facebook, hvis du kender en kat, som fortjener lidt ekstra forkælelse op til jul 🐱🎄

Kiksekage

Det er uendeligt længe siden sidste indlæg og også sidste opskrift, så nu må det være på tide, at jeg får sat mig og delt noget med jer. Livet har været vendt totalt på hovedet det seneste år og især siden midten af december, og efter opskriften herunder vil jeg dele med jer, hvad vi har været og er igennem.

Men først til opskriften 😊 Dagens opskrift er på en lækker klassiker, nemlig kiksekage, som mange af os kender fra vores barndom. I den klassiske kiksekage bruges der i mange tilfælde palmin og ikke ægte chokolade, og jeg har tidligere oplevet med den oprindelige opskrift, at det har givet en kiksekage, man nærmest ikke kunne skære igennem. Det problem er løst med den her opskrift, som giver en kiksekage, man fint kan skære igennem, og derudover indeholder den chokolade, hvilket giver en bedre smag i mine øjne. Endnu en fordel ved denne opskrift er, at den er så utrolig nem. Jeg går aldrig tilbage til palminversionen efter at have lavet kiksekage med kondenseret mælk.

Kiksekage er en tung sag, og chokoladelaget har brug for ikke at blive for tykt, hvilket ordnes ved at bruge en god mængde vaniljekiks at lægge mellem lagene. Jeg bruger en hel pakke af de firkantede vaniljekiks fra Karen Volf, som man kan få i flere butikker (har selv haft købt i Meny og Daglibrugsen tidligere), svarende til 26 kiks, eller 190 g. Jeg har ikke set andre mærker lave firkantede kiks, men andre typer er selvfølgelig lige så gode. Jeg bruger firkantede kiks for nemheds skyld, da kagen er firkantet og lavet i en brødform. 

Jeg lavede kagen i foråret i forbindelse med min svigerfars fødselsdag, da han elsker kiksekage og længe havde gået og ønsket sig sådan en. Så det skulle der naturligvis være på hans fødselsdag 💗 Han blev da også meget glad for den.

Kiksekage

300 g mørk chokolade
1 dåse kondenseret mælk (397 g)
35 g saltet smør (i blok, ikke smørbar)
26 (190 g) firkantede vaniljekiks

En mindre brødform, ca. 25 cm lang
Husholdningsfilm/vitavrap til formen

Hak chokoladen groft og put den i en gryde sammen med den kondenserede mælk og smørret. Varm gryden op under omrøring, til det hele begynder at smelte lidt og skru så ned på lavt - mellemlavt blus. 

Rør i gryden, mens alt smelter sammen ved lav varme. Når chokoladeblandingen er ensartet, tager du den af blusset. 

Fordel husholdningsfilm i formen, så den er dækket over alt. Smør herefter et tyndt lag chokoladeblanding i bunden og fordel kiks herpå. I min form kunne der være ca. 4 ½ kiks pr. lag i længden, så jeg knækkede kiks, så det passede. Læg endnu et lag chokoladeblanding oven på kiksene og herefter et lag kiks. Sørg for, at chokoladebladningen kommer godt ud til siderne også, så kiksekagen bliver pæn i kanterne.

Jeg havde i alt 5 lag kiks, hvilket passede med den mængde kiks, jeg havde i min pakke (fra Karen Volf, hvor der er 26 kiks i en pakke). Brødformen er smallest i bunden, så de første lag passer fint med én kiks i bredden, men i de øverste lag var den bredere, så det passede med en kiks + et mindre tilpasset stykke kiks i bredden. Jeg valgte at bruge hver eneste kiks, da vi foretrækker mange kiks og knap så tykt lag chokoladeblanding, da det nemt kan blive lidt for meget. 

Slut af med et lag chokoladeblanding og fold filmen rundt om kagen, så den også er dækket på toppen (læg evt. et nyt stykke film på, hvis det, du har i formen, ikke er stort  nok til at dække toppen af kagen. 

Sæt formen med kagen i køleskabet i mindst 4 timer men gerne natten over, før kagen skal spises. Tag den ud af køleskabet 5-10 minutter før servering, så er den nemmere at skære. Brug en stor, skarp kniv, som du presser ned gennem kagen (uden at skære frem og tilbage), det giver de pæneste skiver.

Spis kiksekagen med det samme, den er skåret, da chokoladen vil blive noget blødere, når kagen har stået ved stuetemperatur en tid. 

Som jeg skrev i starten af indlægget her, har livet været vendt noget på hovedet det seneste år og især siden december. I mine indlæg fra sidste år fortalte jeg om, hvordan jeg i 2021 blev diagnosticeret med leddegigt, en autoimmun sygdom, hvor kroppen angriber egne celler, og det har begrænset mig en del i brug af min krop, også til at lave ting i køkkenet, nye opskrifter til bloggen osv. Men vi får dog mad hver dag, selvom det måske ikke altid er lige så meget fra bunden, som den tidligere har været, så vi klarer os.

Men i december skete der noget uventet. Christian og jeg var hjemmefra et par timer 18/12 for at blive vaccineret mod corona, og da vi kom hjem, havde Julius en kæmpe krise. Som jeg før har fortalt, har han problemer med sit tarmsystem, så han jævnligt ikke kan komme i bakken, uden vi helt ved, hvorfor han kæmper med det. En del af problemet er pels, men de andre to har jo også lang pels og længere end hans, uden de har problemer. Men han har siden lige efter vores bryllup i 2020 haft det problem, og lige netop den dag var det allerværst i hele perioden. Han havde en krise, vi ikke kunne hjælpe ham med, selvom vi gjorde alt, vi plejer, der normalt kan afhjælpe krisen. Så sidst på aftenen måtte vi have ham akut til vagtdyrlæge, og han var indlagt i ca. 4 dage, hvor de prøvede at få en hårbolle, der sad fast, til at flytte sig. Men det endte med, at han måtte opereres, og han kom hjem lige før juleaften. Det var en ekstremt stresset tid med ham, fordi vi skulle have alt til at fungere igen med hans mave, han skulle have nok at spise, og vi brugte et par måneder derefter på at finde rette behandling med så lidt hjælp til tarmene som muligt, da for meget paraffinolie osv. kan gøre, at hans tarmsystem bliver dovent. 

I løbet af foråret har vi langsomt trappet hans medicin ned, så han nu kører på minimum, hvor han fungere det meste af tiden. Man kriser kan opstå lige pludseligt uden at være til at forudse (sådan var det også med mere medicin), så det er nu slut for os med at komme hjemmefra ret længe ad gangen, da han skal have akut hjælp, hvis der sker noget. Så vi har ikke været hjemmefra i et helt døgn siden før vores bryllup i 2020. Det er en hård pris at betale, for det begrænser os også noget i vores samvær med andre mennesker, ikke mindst fordi min familie og en del af mine venner bor i Jylland. Så nu ses vi sjældent og det er med stor bekymring, vi forlader Julius hver gang. Men han har det godt 99% af tiden og er sådan en kærlig, sjov og hengiven dreng, så det var ikke en svær beslutning at tage, at så må livet bare være sådan. Det er vi begge enige om. Vi holder utrolig meget af ham og håber, at tingene med tiden kunne blive nemmere for ham og os, men vi tager en dag ad gangen.

Ulykkerne kommer sjældent alene, så problemerne med Julius har desværre ikke været det eneste, vi har kæmpet med siden december. I starten af 2022 var jeg afsted til en scanning for knogleskørhed i forbindelse med min gigtsygdom, og belastningen af at ligge til den scanning fik gigten til at blusse voldsomt op i mine knæ især. Efterfølgende havde jeg en svær reaktion, hvor begge knæ føltes, som om de var brækket, og der var intet at gøre. Prøvede alle gode råd og måtte til sidst ty til voltaren gél, som jeg håbede, kunne lindre lige så meget, så jeg kunne få sovet lidt. Så jeg sad på badeværelset først på morgenen en dag i januar og ventede, efter at have smurt mine knæ, men kort tid derefter faldt jeg simpelthen om og besvimede. Jeg er selv ret sikker på, at det var en reaktion på medicinen, for jeg har på et senere tidspunkt også oplevet at blive begyndende dårlig af det. Men det var simpelthen så skræmmende, og jeg endte med en tur på sygehuset, hvor jeg havde en virkelig dårlig oplevelse med en meget hårdhændet og usympatisk læge, og jeg blev sendt hjem uden nogen form for behandling. Ikke lige hvad man har brug for i sådan en situation.
Efter en del dage på krykker begyndte jeg at kunne gå normalt igen. Jeg har siden haft tilbagefald med knæene, senest i mandags, da mine knæ er meget skrøbelige. Det er blevet en del af de problemer, jeg skal kæmpe med jævnligt pga. min gigt.

I januar blev min far af sin læge sendt til en scanning pga. underlige tal i hans blodprøver. Jeg kunne ret hurtigt forstå på ham, at det må have været kræftpakken, der var sat i gang, og desværre viste det sig, at han havde fået kræft i leveren. Han skulle have lavet et indgreb, hvor knuden skulle brændes i slutningen af februar, og da min far er alene og var meget bekymret for indgrebet, valgte jeg at tage turen til Århus for at være hos ham, mens han skulle igennem det. Christian måtte blive hjemme for at passe Julius, og jeg måtte rundt med offentlig transport, hvilket ikke er helt nemt med mine udfordringer, men jeg kunne ikke klare tanken om, at min far skulle alene igennem det her, så hvad gør man ellers?

Umiddelbart gik alt godt med indgrebet, og jeg tog hjem igen. I toget hjem sad jeg sammen med en masse syge mennesker, der alligevel havde valgt at tage toget. Resultatet blev, at jeg to dage senere begyndte at få symptomer på corona. Jeg har ellers passet så utrolig meget på, da jeg er ekstra udsat, bl.a. fordi jeg får immundæmpende medicin, så det var skræmmende at se den positive test. Havde Julius ikke været syg, havde Christian og jeg taget bilen, og så var det ikke sket. Men det kan man desværre ikke planlægge sig ud af. Desværre havde jeg et rigtig slemt forløb og endte med at måtte få en type coronamedicin, som stopper virus i at brede sig yderligere, da det gik i mine lunger. Var hundesyg i 14 dage og svag længe efter. Christian endte også med at blive smittet - det er svært andet, når man bor sammen - men han var ikke engang så syg, som da han 14 dage forinden havde en let forkølelse. Han var dog træt et stykke tid efterfølgende.

Storplettet perlemorsommerfugl fanget med kameraet i haven denne weekend

Desværre fik coronaen min gigt til at blusse voldsomt op, så jeg pludseligt nærmest ikke kunne bruge min krop. Skulle have hjælp til meget. Har siden foråret prøvet at få styr på gigten med forskellig medicin, men intet virker ordentligt. Så jeg har stadig en del problemer, både med at bruge mine hænder og med at gå, da jeg nu har gigt i fødder, tæer, ankler, knæ, hofter, sener i underbenene, fingrene, skuldre og sener i underarmene, i varierende grad. Derfor har det også taget lang tid for mig at samle mig om at få lavet det her indlæg med både opskrift og opdatering, da gigten virkelig trækker tænder ud. 
Jeg har i perioden afprøvet ny medicin, som jeg desværre ikke tålte. Fik en svær psykisk reaktion på den og derudover udslæt og kløende eksem samt tinnitus. Måtte stoppe med den hurtigt, men desværre er halveringstiden for medicinen lang, så jeg er endnu ikke helt sluppet af med bivirkningerne. Har stadig tinnitus og udslæt i ansigtet. Det kan være svært at finde rette behandling, desværre. Jeg skal til kontrol i denne uge, og jeg tænker, at der er en vis sandsynlighed for, at jeg skal videre i offentlig regi, så man kan vurdere, om der skal afprøves biologisk medicin (meget krads medicin med mange bivirkninger, men som mange har god virkning af). Alting er lidt usikkert, men som med alt andet prøver vi at tage en dag ad gangen.

I øvrigt, i forhold til min far og hans kræftsygdom og behandling, fik han og vi så at vide en måned senere, at de simpelthen ikke havde foretaget indgrebet, og ingen havde givet os besked! 😡 På trods af at jeg gentagne gange gik til dem med spørgsmål om hans operation, mens jeg var på sygehuset. Tvært imod havde vi fået besked på, at der ikke var nogen anmærkninger til operationen, så det måtte have foregået planmæssigt. Jeg kan godt sige, at jeg blev vred, for så havde både min far og jeg været igennem det cirkus for ingen verdens nytte, jeg havde fået corona og en svær reaktion med min gigt pga. turen, som var forgæves, og da de lavede en ny tid til indgrebet, var jeg så dårlig af min gigt, at jeg ikke kunne være hos ham denne gang! Så han måtte desværre igennem turen alene anden gang. Han kom heldigvis igennem og er umiddelbart kræftfri, men går til kontrol. Så vi håber, at det ikke vender tilbage. Men det har været et frustrerende forløb for ham og os som pårørende.

I januar fyldte jeg 40. Men pga. alle de her udfordringer var det ikke lige oplagt med en fejring. Jeg fik dog holdt lidt med nærmeste familie i april, hvor jeg gjorde det lidt anderledes, end vi plejer. Normalt er det kaffe og kage osv., men i år blev det til en lækker buffet, som vi mødtes og spiste her om eftermiddagen efterfulgt at spil og til sidste kaffe og kage. Jeg lavede selv al maden i samarbejde med Christian, og jeg gik på forhånd og lavede så meget i god tid, som jeg kunne, og havde planlagt det med så lidt arbejde som muligt af hensyn til min gigt. Det gik superfint, og maden var så lækker. Vi har en sous vide-maskine, så jeg kunne forberede noget af kødet på forhånd og bare varme, og menuen blev:
Sous vide oksemørbrad og hvidløgsmarineret svinekam, hjemmelavede frikadeller, salater, små ristede kartofler med rosmarin og salt, hjemmelavet kartoffelsalat, brød (købt) og bearnaise (Eriks - tæt på hjemmelavet og meget nemmere at stå med til sådan et arrangement). Det var en superdejlig dag, lige som jeg kunne have ønsket mig den. Er ikke til de store fester, så det var lige i min ånd 💗
Vi var desværre ikke så opmærksomme med kameraet den dag, men fik da lidt billeder, som i udsnit viser min dag:

Lidt af maden fra min fødselsdag

Vi havde pyntet festligt op med guirlander og pom pom'er mm., så her var rigtig flot 💗

Jeg fik fine gaver, bl.a. det her varmetæppe fra mine svigerforældre, som lindrer mine gigtsmerter

Fødselaren 😊

Alt har ikke være ren elendighed, heldigvis, for jeg har også i løbet af det seneste halve år fået en langvarig drøm opfyldt. Jeg kommer jo fra Jylland og er flyttet her til øen, da Christian og jeg fandt sammen, hvilket er langt væk fra de venner, jeg havde. Og det er svært at ses så tit pga. afstande og andre udfordringer i livet. Derudover gør mit helbred, at jeg ikke kan arbejde, så jeg kommer ikke ret meget ud blandt andre mennesker, så det er ikke nemt at lave nye bekendskaber, og livet bliver lidt ensomt ind imellem. Især når Christian er på arbejde, for ellers laver vi alt sammen. Så jeg har længe ønsket mig, at jeg kunne få en veninde tættere på, men det har virket lidt håbløst. Jeg har trawlet diverse venindegrupper på Facebook osv., men de fleste ønsker sig en veninde, som kan mange ting, jeg desværre ikke kan tilbyde eller være med på i en grad, som de kunne ønske sig, så jeg havde faktisk opgivet at møde nogen. Lige indtil det en dag i marts bankede på døren, og der stod en smilende kvinde udenfor, som samlede ind til Børns Vilkår. Vi faldt i snak og stod faktisk og snakkede sådan der i døren i over en time, tror jeg. Vi endte med at aftale at skrives ved, så vi kunne mødes, og det er faktisk lykkes.

Ligesom jeg lever hun med kroniske smerter og andre udfordringer, der ligner mine, og utroligt nok bor hun lige rundt om hjørnet. Så det var et lykketræft, at hun kom her den dag, at vi var hjemme og at det var mig, der åbnede døren. Vi har skrevet sammen og mødtes flere gange siden da, og det bidrager med en masse positivt til mit liv. Pga. vores lignende udfordringer har vi en forståelse for hinandens behov, og det gør bare relationen så nem. Der behøves ikke de store forklaringer. Det er virkelig rart. Jeg er spændt på, hvordan vores venskab udvikler sig fremadrettet, men det gør mig glad, og jeg er taknemmelig for, at livet ind imellem også kan vise sig fra den mere positive side. Især med alle de udfordringer det ellers byder mig og os. 

Vi har i øvrigt også kærligheden til katte til fælles 😄 Jeg havde mit kamera med, da jeg var hos hende i sidste uge, så I skal da lige se et par billeder af hendes smukke dreng, Findus 💗

Jeg håber ikke, der går lige så længe inden næste indlæg her på bloggen, men jeg er lidt udfordret på krop og energi pga. min gigt og de andre udfordringer, livet kaster på min/vores vej, så fremtiden er svær at forudse. Jeg har dog ikke hverken glemt eller opgivet bloggen og bruger den selv flittigt, når jeg laver madplan, bager eller lige skal finde inspiration til et eller andet, så jeg håber, at andre også stadig vil bruge den sådan, selvom der er længere mellem indlæggene her. Jeg har lidt opskrifter, jeg ikke har fået fotograferet, så der kommer nok lidt hen ad vejen, vil jeg tro, når jeg lige finder overskuddet til at få afsluttet arbejdet omkring det. 😊