mandag den 30. juli 2012

Kanelsnegle

Jeg er så småt ved at vende tilbage til køkkenet og komme i gang igen efter et par dumme uger eller tre, hvor det har været svært at mønstre lyst til at lave mad og bage. Det er ellers noget af det, jeg er rigtig glad for, men der har været utrolig meget stress på, og en masse bekymringer omkring det med min lever (som der stadig ikke er en afklaring på), om Slagelse Sygehus' fuck-up med beskidt operationsudstyr og hele forløbet med Mille og den efterfølgende gennemgribende smerte ved tabet af hende, min ældste ven.

Det gør stadig rigtig ondt, og der er en del at tænke på, men livet skal jo gå videre, så jeg har prøvet at finde glæden ved bagning igen. Jeg har gået i køkkenet hele eftermiddagen, hvor jeg har forberedt lidt lækkert til Christian i aften (har bagt foccacia med rosmarin og salt og lavet tzaziki, som han skal have til sin græske bøf i aften) og bagt en skudefuld kanelsnegle, som han skal have med til sine kollegaer i morgen. Der er egentlig ikke anden anledning, end jeg synes, de skal have lidt lækkert, nu de sidder og knokler derinde, mens andre nyder deres ferie. Christian har heller ikke fået sin ferie på plads endnu, men vi håber, han kan holde et par uger i hvert fald om nogle uger. Så håber jeg, at vi kan komme lidt ud, hvis mit helbred er til det. I hvert fald på nogle små hyggeture.

Nåh. Men tilbage til bagværket. Det her er nogle superlækre kanelsnegle, der er bløde og let snaskede, som sådan en snegl nu skal være :) Det er endnu en opskrift, jeg har fra min mor, og jeg har bagt sneglene, siden jeg var en lille pige. Håber, de bliver taget godt imod i morgen.




Kanelsnegle (ca. 16 stk.)

50 g gær
100 g margarine (eller smør)
10 spsk mælk
50 g sukker
½ tsk salt
2½ æg (gem resten af det halve æg til pensling)
Ca. 500 g mel

Fyld:
75 g margarine (eller smør)
75 g sukker
5 tsk kanel

Evt. 1 ekstra æg til pensling.

Smuldr gæren i en skål. Smelt margarinen og hæld mælken i. Tjek, om væsken er lillefingervarm. Hvis ikke skal den køle lidt af.

Rør gæren ud i mælkeblandingen og rør sukker, salt og æg i. Rør mel i lidt ad gangen. Undgå at putte mere mel i, end der er behov for. Når du kan ælte den, så den ikke hænger for meget fast i skål, fingre eller bord, er der nok i. Ælt den grundigt. Jeg kørte den på røremaskinen og stoppede af og til og mærkede, om den var ved at være der. Melmængden i brødopskrifter er oftest mest vejledende, og man kommer længst ved at tilsætte lidt ad gangen, så dejen ikke bliver overmættet af mel og risikerer at give tørt og tungt brød.

Til fyldet afmåler du ingredienserne. Bland evt. sukker og kanel. Ælt det hele sammen til en jævn remonce.

Rul dejen ud til en stor firkant. Fordel fyldet på hele dejen. Du kan bruge en spartel for en nemheds skyld, så du kan skrabe det rundt. Der er ikke en kæmpe mængde fyld til dejen, men der skal ikke mere i, for så koger det ud af sneglene, når de bager.

Rul dejen sammen til en lang pølse. Skær den i et par cm. tykke skiver. Tryk sneglene flade og læg dem på en bageplade med bagepapir. Lad dem hæve tildækket til dobbeltstørrelse (mindst ½ time).

Pensl kanelsneglene med sammenpisket æg og bag dem midt i ovnen ved 225 grader, til de er gyldne ca. 10-12 minutter. Mine fik lige knap 10 minutter, tror jeg. Vores ovn er lidt for effektiv, så man lærer at holde øje ;)

Afkøl sneglene på bagepladen. Server evt. med en klat glasur.

Dejen rulles ud til en stor firkant.

Fyldet røres sammen og smøres på dejen.

De skårne snegle klemmes flade og hæver til dobbelt størrelse.

De færdige kanelsnegle.



Vi var et smut forbi byfesten her i byen i går. Det var meget hyggeligt lige at gå en tur i gågaden og se, hvad der var stillet op. Efterfølgende var vi lige en tur i Lidl efter godt tilbud, de har i den her uge (tilbud på en stor pakke Gøl grillpølser - det er absolut det bedste, så vi måtte lige have en pakke til fryseren), og der fandt jeg også den her, som jeg lige må dele med jer. Det er en pakke med fire små bægre græsk yoghurt a 125 g, hvilket er supergenialt, når man er alene og gerne vil have tzaziki uden at skulle leve af det en hel uge, eller til en enkelt dags aftensmad til os (jeg spiser ikke ret meget af det, da jeg ikke tåler hvidløg så godt i store mængder).

Jeg plejer at købe sådan et mindre bæger græsk yoghurt i Rema1000 (kan ikke lige huske, hvor stort det er, men ikke større end 500g eller ½ liter i hvert fald), men nu er det blevet umuligt at opdrive de små bægre græsk yoghurt (med mindre det er økologisk - fandt et i Kvickly sidst), og vi får altså ikke brugt sådan en kæmpe spand yoghurt, så det var jeg egentlig ret træt af. Derfor var det en dejlig overraskelse at finde de her små bægre i Lidl. De er 7%, hvilket er lidt federe, end vi plejer at spise. Men man spiser jo ikke en kæmpe mængde, så det går nok alligevel. Her er den og foccaciaerne, jeg har bagt i eftermiddag:





Det svinger ret meget med, hvordan Putte har det. Han har haft nogle hårde dage, hvor han har gemt sig og været ved siden af sig selv, efter vi havde besøg af Christians forældre i fredags. Han har vist mere end nogensinde brug for, at alting er, som det plejer. Han er i forvejen en kat, der helst vil have de samme ritualer hver dag. Det får hans dag til at hænge sammen. Vi har nogle faste ritualer med kattene om morgenen og især om aftenen, når der skal ordnes bakke, gives frisk vand og lidt "fang knasen" med drengene, hvor Putte griber eller løber efter noget tørkost, han og Ozzy får som slik.
Det går lidt bedre end de sidste dage. Han er begyndt at ligge i stolen på værelset og på sengen også, og ikke kun under sengen. I aften fandt han dog vej op på Milles pude i vinduet i stuen, der var hendes favoritplads. Han gik og snusede efter hende deroppe og lagde sig til sidst på hendes pude og krammede den. Det er ellers et sted, han aldrig ligger, og han er meget sjældent i den vindueskarm, så det er helt sikkert, fordi han ledte efter hende eller ville være tæt på hende på den måde.



Puha, det er hårdt at se ham sådan. Han savner hende simpelthen bare så meget :( Det gør vi andre også, men vi forstår, hvad der er sket. Det gør han ikke. Hans ældste katteven og tryghedsgivende veninde er væk, og man kan ikke forklare ham, at det var, fordi hun var meget syg. Det bliver nok bedre med tiden, men det gør ondt helt ind i brystkassen at se ham sådan i sorg og ikke kunne gøre noget for at hjælpe ham. Han får ekstra opmærksomhed og lidt ekstra guf og sådan, men det hjælper jo ikke så meget :(


Jeg fik i dag snakket med vores lægehus, med sygeplejersken dernede, der lavede en seddel til sygehuset om, hvilke blodprøver jeg skal have taget på fredag. Hun er superbehagelig at snakke med, så det var en rigtig rar oplevelse. Der var overhovedet ingen problemer. Så nu er det på plads.

Vi har været ude og handle i aften. Det er kulminationen på en travl dag for mig, og jeg var ved at crashe, da jeg gik og lavede mad, inden Christian kom hjem. Min energi rækker ikke så langt, og jeg vil altid helst lave alting, jeg har lyst til, og glemmer, at jeg altså har mine begrænsninger. Så jeg er ret færdig lige nu.

fredag den 27. juli 2012

Svar - og flere spørgsmål

Det har været en lang ventetid for mig de sidste uger, siden jeg fik at vide sidste mandag, at mine levertal var forhøjede, og jeg senere på ugen fik at vide, at jeg var blevet undersøgt med en beskidt kikkert på Slagelse Sygehus, så jeg var i risiko for at have fået hiv eller leverbetændelse ved de to indgreb, jeg fik lavet.

Jeg håbede på, at lægen fra Hvidovre ville ringe tidligere på ugen, hvis prøverne allerede var færdige der, men ellers var i dag sidste udkald, for hun går på ferie fra i dag og to uger frem. 
Jeg sover rigtig dårligt for tiden, så jeg har været tidligt oppe mange dage i træk. Mens jeg ventede på opkaldet i dag, gik jeg i postkassen, og der lå allerede brev fra Slagelse, selvom de havde sagt 1-2 ugers ventetid på svaret. Heldigvis kunne jeg læse i brevet, at jeg ikke er blevet smittet med hiv eller leverbetændelse, så det var da en lettelse.

Det fik jeg også bekræftet, da jeg endelig hørt fra lægen på Hvidovre for ca. 1½ time siden. Der var jeg nemlig også blevet testet for hepatitis B og C. Mine tal så stadig slemme ud, og det var ikke blevet bedre siden sidst. Det betyder, at tanken nu er på, at det er medicin, der er skyld i mine forhøjede levertal. Derfor stopper jeg med al den medicin, jeg kan undvære lige nu (hvilket vil sige min medicin mod mavesyren og mine p-piller. Men jeg tager stadig min medicin mod epilepsi i første omgang, den er svær at undvære). Jeg fik så besked på at få taget blodprøver om en uge for at se, om det har gjort, at min lever har fået det bedre. Eller i hvert fald at tallene er faldende. Fik en liste over prøver, der skulle tages, og de skal så faxes til Hvidovre, når svaret kommer.

Så på mandag skal jeg have fat i mit lægehus for at få en henvisning til sygehuset her i byen, fordi de ikke selv tager blodprøver om fredagen, så vidt jeg kan se på deres hjemmeside. Og så må vi bare krydse fingre for, at det virker.

Det bliver en svær tid uden medicinen, tror jeg. Min mave har det rent ud sagt ad helvede til, og det brænder og svier, og nu skal jeg så undvære den medicin, der efter flere måneder endelig var begyndt at virke. Så jeg er bange for, hvor slemt det her bliver. Om det bliver lige så slemt som i januar-marts? Det er rigtigt ubehageligt at tænke på :( For det var et rent helvede at leve i. Og nu er det jo sommer, og livet skulle være dejligt med ferie sammen med Christian og små hyggeture til Tivoli, Zoo eller andre steder, vi gerne vil besøge og ud at spise. Men det bliver bare fuldstændig umuligt, hvis jeg får det rigtig skidt. Jeg har det allerede rigtig dårligt i forvejen, så det ser ikke så lyst ud, synes jeg, når jeg skal stoppe på medicinen også.

Nu er det med leverbetændelsen udelukket, så man må prøve næste skridt i at finde ud af, hvorfor min lever har det skidt: at stoppe med medicinen. Og jeg håber virkelig, at det hjælper. For det er ikke rart at tænke i alternative grunde :( Det er lidt sådan trial and error, det her. Man prøver ting, til man finder ud af, hvad der virker...

Som sagt skal jeg have taget prøver om en uge, og svaret skal sendes til Hvidovre. Den 13. august er lægen tilbage fra sin ferie og vil ringe med svaret. Så der kommer lige til at være lidt mere ventetid. Hvis det ikke er blevet bedre med min lever, skal jeg ind og snakke med hende igen. Der er altså ikke rigtigt nogle svar endnu omkring, hvad det er, der påvirker min lever. Ud over at det ikke er leverbetændelse. Og det var da rart at få udelukket. Men jeg må vist bare være lidt tålmodig. Igen.

Jeg har siddet "fanget" herinde, mens jeg har ventet på opkald fra lægen, så jeg var lige ude i haven, da jeg endelig havde fået snakket med hende. Havde kameraet med, så jeg kunne vise det seneste udfald af min ekstreme klodsethed (eller "uheld" ifølge Christian... ;)). Ville pakke en skraldespand sammen, da vi havde spist (vi har sådan en åndssvagt system med to skraldespande - en til grønt affald og en til almindeligt, og det er nogle sindssygt små poser, så de bliver fyldt konstant), men posen er altid lidt svær at få op af spanden, så jeg måtte bruge to hænder. Det resulterede i, at jeg fik skraldespanden med hjørnet nedad lige ned på min bare fod fra 1.2 meters højde eller sådan noget.

Er du sindssyg, det gjorde ondt! Og der kom straks en stor blodansamling. Hævelsen på foden gjorde, at jeg ikke kunne gå rigtigt på foden, fordi det bare strammede og gjorde rigtig ondt i den. Måtte sidde med den opad hele aftenen, og Christian kølede hævelsen med et køleelement, så den lagde sig lidt. 
I dag er hævelsen faldt en smule, og blodet har vist fordelt sig lidt. Det er i hvert fald et stort område, der nu er ret blåt. Sådan noget sker vist kun for mig. Eller. Sådan noget sker ofte for mig, det er vist mere det. Det er i øvrigt samme fod, jeg for nylig brækkede lilletåen på. Den har det dog noget bedre :)




Jeg havde bare 50mm'eren på derude, og legede lidt med at tage portrætter med den. Det er dog noget besværligt at gøre på sig selv, da mine arme jo ikke er to meter lange, så det bliver ret meget "in your face"-billeder, jeg får taget af mig selv pga. den faste optik (man kan ikke zoome ud og ind med den). Det er dog sjovt at lege med alligevel.




Putte var der også med det samme og "hjalp" med at tage billeder. Han gad godt, jeg sad i skyggen med ham under æbletræet hele dagen lang.


onsdag den 25. juli 2012

Strawberry cheesecake ice cream

Nu, hvor jeg alligevel bare går og venter, tænkte jeg, at det var et godt tidspunkt at få samlet op på mit hængeparti omkring den strawberry cheesecake ice cream, som jeg manglede at få blogget om.

Som jeg skrev tidligere, fik jeg for nogle uger siden lavet et par lækre, hjemmelavede is til fryseren, da jeg havde noget flødeost, der skulle bruges. Derfor måtte jeg afprøve den her opskrift på strawberry cheesecake ice cream, da jeg faldt over den hos Bitten. På den måde kunne jeg få brugt min flødeost og også en af de dåser kondenseret mælk, jeg havde stående i spisekammeret.

Det er absolut ikke noget, jeg har fortrudt! Nøj, hvor er den bare lækker! Frisk i smagen og med små, lækre jordbærstykker og bløde kiksestykker i, der bare er prikken over i'et. Vi testede den i går, da jeg skulle have taget et billede til indlægget her. Så Christians forældre kan godt glæde sig :) Jeg lavede den og chocolate fudge brownie-isen, så vi kan invitere dem op til noget hygge engang inden så længe. Vi troede også, at vi måske skulle ud og spise med dem, men som det er lige nu med problemerne omkring min lever og tabet af Mille, ligger det ikke lige rundt om hjørnet desværre. Men jeg glæder mig til at se, hvad de siger til isen. Vi er i hvert fald selv ret imponeret over begge is :)

Strawberry cheesecake ice cream, her på en bund af knuste digestive, men det er ikke et must. Der er også kiks i isen :)



Strawberry cheesecake ice cream (lidt over 1 liter)

450 g rensede jordbær
1 dåse kondenseret mælk (397 g - jeg brugte en fra Nestlé)
125 g flødeost naturel (jeg brugte en fra Lidl, der hedder Pic-frisch classic)
1½ dl piskefløde
1 dl mælk
Kornene fra 1 vanillestang
1 nip salt
55 g digestivekiks

Rens jordbærene. Blend 350 g af dem sammen med den kondenserede mælk. Jeg brugte min Bamix til formålet. Gem de sidste 100 g. Stil blandingen i køleskabet, til den er kølet helt ned. (Stil også de 100 g jordbær i køleskabet).

Bland mælk og fløde. Put flødeosten i en skål og pisk flødeblandingen ind i den lidt ad gangen. Pisk vanille og salt ind i blandingen. Pisk til sidst den afkølede jordbærblanding i, til det hele er godt blandet.

Frys isen på ismaskinen (vi bruger en med fryseelement, der fryser til softice-agtig tilstand, og så skal isen fryses færdig i fryseren).

Skær resten af jordbærene i små stykker. Knus kiksene til grove stykker (de må ikke være for små, det skal ikke være rasp ;)).

Når isen er næsten færdig (et par minutter, før du slukker for maskinen), tilsætter du jordbærene. Når isen er færdig, lægger du den i lag med kiksestykkerne og vender rundt, så de er blandet ind i isen. Frys isen færdig i fryseren i en bøtte.




Det er ellers lige isvejr for tiden. Solen brager ned, og "nu er det endelig sommer". Pff. Misforstå mig nu ikke; jeg kan godt lide solskin og varme, men med temperaturer, der sniger sig over 25 grader i skyggen, er her næsten ikke til at trække vejret. Der bliver 30 grader i stuen, selvom der er gennemtræk og gardinerne er rullet ned, og man bliver nærmest svitset, når man bevæger sig uden for døren. Så det er om at huske solcreme i factor en million, når man er en ultrableg dansker med sart hud.

Jeg håber, at temperaturerne er mere venlige i aften, hvor vi skal grille. Jeg har ordnet risten, så grillen næsten er klar, men skal så have forberedt en del herinde i dag. Jeg skal have vasket og kogt kartofler og lavet hvidløgskryddersmør til de lækre kartoffelpakker. Og så købte vi endnu et stykke nakkesteg i Kvickly i mandags, som skal skæres ud til koteletter og fryses ned. Et par af dem skal marineres til i aften, hvor de skal på grillen. Tilbehøret bliver en standartsalat (agurk, gulerødder og rød peber) med et indslag af galiamelon, der passer så godt sammen med sødmen fra kødet. Og så ryger der nok også et par pølser på grillen. Man kan da næsten ikke grille uden en enkelt hotdog ;)

Putte er stadig rigtig påvirket af tabet af Mille. Den anden aften havde vi lagt lidt lækkerier i deres foderbold, som han plejer at gå i gang med med det samme, men inden han gjorde det, lagde han sit hoved ind til Ozzys bryst i håbet om at blive vasket lidt og finde tryghed, ligesom han gjorde med Mille, der vaskede ham så kærligt. Men Ozzy vaskede ham ikke. Så blev Putte så trist, at han helt opgav at bruge foderbolden. Det ligner ham slet ikke. Han savner hende bare rigtig meget. Det gør vi alle.

Han har været mere puttesyg de sidste dage og villet op i sengen om aftenen. Der kan ellers gå længe imellem, at han gider det. Men han søger helt sikkert tryghed og nærvær. Og det får han selvfølgelig. 
Han nyder aftenerne i haven, når det er mere til at holde ud temperaturmæssigt. Det er ikke nemt for en langpelset kat, når det er så varmt, som det er nu. De har også en ekstra vandskål til at stå i haven om sommeren, så vi er sikre på, at de drikker nok. Det er jo ikke kun os, der kan blive skidt tilpas pga. varmen.
Her er et par billeder af ham fra i går aftes :)



Fanget i limbo

Jeg sidder fast i en form for limbo lige nu. Og det er desværre ikke noget så sjovt som at danse under en sænket stang (det har jeg nu heller aldrig kunnet finde ud af..), men en tilstand af at være fanget i ingenmandsland. Det er et begreb fra middelalderen om den tilstand, sjæle blev fanget i, når de ikke kom i himlen eller i helvede. Sådan en slags svæven mellem de yderligheder.

Jeg synes egentlig, at det er rammende for den situation, jeg er i nu. Jeg fik jo at vide i sidste uge efter min forsamtale på Hvidovre Hospital i mandags, hvor de tog blodprøver, at mine levertal er forhøjede. Jeg fik tilsendt et brev om, hvilke efterfølgende blodprøver, der skulle tages, og jeg var oppe på vores lokale sygehus og få taget dem sidste onsdag. Siden da har jeg ikke hørt noget svar på dem.

Torsdag fik jeg så at vide, at jeg er mellem de 719 personer, der har været udsat for indgreb med en beskidt kikkert på Slagelse Sygehus, og er i risiko for at være blevet smittet med hiv eller leverbetændelse. Det måtte jeg jo som sagt læse om i medierne og selv ringe til Slagelse og spørge om, da de ikke havde fået informeret mig om det inden. Det, synes jeg, er noget svineri! Tænk, at man skal finde ud af gennem medierne, at man har været udsat for den fare - en information de har haft siden marts måned! Og så kan de ikke engang finde ud af lige at få informeret os alle, inden det bliver smidt på forsiden af aviserne. :( Det er bare ikke i orden!

Jeg fik endelig et brev i lørdags, efter vi selv har måttet rykke efter det et par gange (vi fik at vide, at det ville komme torsdag eller fredag, men kom ingen af dagene, så vi måtte rykke igen fredag. Kunne se, det var afsendt torsdag, da vi modtog det, så man tænker, om de har glemt mig helt :s), og Christians forældre kørte mig til Slagelse i mandags, hvor jeg fik taget blodprøver, så jeg kan blive testet for hiv og leverbetændelse. Nu skal jeg så vente op til 14 dage med at få svaret på de prøver :(

Det er et uheldigt sammenfald med en påvirket lever, at jeg får at vide, at jeg har været udsat for den risiko, for det får virkelig tankerne til at køre rundt i hovedet på mig. Og uanset om det så skyldes deres inkompetence eller ej, så er der noget galt med min lever. Jeg har siddet og kigget på de værdier, der er angivet som forhøjede i brevet fra hospitalet, og jeg kan se, at den værdi, der er forhøjet, ligger ca. 10 gange over maksimum. Jeg ved godt, at jeg ikke burde læse om den slags, for det gør mig bare mere bekymret, for der er mange ting, det kan være, og det er ikke rart at læse om leverskade, kræft og skrumpelever, men jeg føler bare, at jeg sidder fast i ingenmandsland uden at kunne gøre noget som helst, fordi jeg i dén grad mangler svar. 

Jeg sidder trofast ved telefonen hele dagen (eller har den med mig), så jeg kan tage den, hvis der skulle komme et opkald fra Hvidovre omkring svaret på prøverne. Jeg frygter dog, at jeg skal vente til på fredag, hvor det er pågældende overlæges sidste arbejdsdag inden hendes ferie, med at få svar. Det er ikke betryggende, fordi der sandsynligvis skal gøres noget, når leveren er så påvirket. Og hvordan kommer tingene lige til at foregå, når hun er på ferie i to uger? Jeg er noget bekymret :( Forhåbentlig kan hun sætte noget i værk, selvom hun skal være væk. Jeg kan i hvert fald forestille mig, at jeg skal af dem medicin, der påvirker min lever. 

Mit håb er, at det "kun" er medicinen, der påvirker min lever, og at den vil komme til at genopbygge sig selv, hvis der skulle være sket skade, når medicinen tages fra mig. Jeg kan dog ikke undvære min epilepsimedicin, der også er noget, der kan påvirke leveren, så jeg er spændt (på den ubehagelige måde) på, hvad de har at sige, når de engang kontakter mig.
Mht. at skulle af medicinen bekymrer det mig også lidt, for pga. den her periode med så meget stress omkring alt det her og tabet af Mille og hendes forløb i sidste uge har jeg det bare rigtig dårligt for tiden. Det svier og brænder i mit system, og det er ikke rart at tænke på det tilbagefald, der sandsynligvis står for døren, når mavesyremedicinen tages fra mig :( Det kommer i hvert fald til at gøre resten af sommeren til et helvede. Og Christian har ikke engang haft sommerferie endnu. 

Det er svært at planlægge noget, som det ser ud nu, for vi har ingen anelse om, hvad der skal ske mht. det her med min lever i den nærmeste fremtid. Og vi aner ikke, hvordan jeg kommer til at have det. Hvis jeg får det rigtig dårligt, er der nok ikke den store udsigt til hyggelige udflugter og ture, for det er ikke til at holde ud med smerter og ubehag. Jeg havde ellers sådan glædet mig til at komme lidt ud og også en tur til Jylland, men det er der ingen udsigt til lige nu :(

Livet i limbo er noget lort. Man ved ikke, om man er købt eller solgt, og den der metafor om at være fanget mellem himmel og helvede kan ikke være mere sand. Jeg aner ikke, hvilken side det vil falde ud til. Svaret på de prøver og konsekvensen af dem kan sende mig i hvilken som helst retning. Det kan være en rigtig ubehagelig besked om sygdom, der potentielt kan afkorte mit liv betydeligt eller i hvert fald påvirke det rigtig meget, eller det kan være en mindre slem besked om, at det hele nok skal gå og der er en løsning på problemet. For der er jo et problem. Lige nu kan jeg bare ikke foretage mig andet end at vente på svar. Jeg regner med at få svar fra Hvidovre i denne uge, men prøverne fra Slagelse må jeg vente noget længere på. Det er godt nok svært at være tålmodig :(

mandag den 23. juli 2012

Farvel Mille - tanker om at miste en nær ven

Det er med hjertet fuld af sorg, jeg skriver det her indlæg. Vi måtte sige farvel til verdens bedste missepige i fredags :( Hendes sygdom, der knap var synlig forrige weekend, havde udviklet sig så meget, at hun knap nok kunne vende sig, hvor hun lå og sov, uden at få ekstrem åndenød. Og hun var slet ikke sig selv. Hun spiste kun meget lidt, og kun når jeg tilbød hende noget, og hun drak ikke.

Vi havde ellers villet se weekenden an og se, om hjertemedicinen ikke virkede lidt på hende, men da hun fredag havde det så skidt og torsdag aften havde et åndenødsanfald, som hun næsten ikke kunne komme sig over, bestemte vi os for at give hende fred. For vi ville ikke have hende til at lide weekenden over og vente til mandag, hvis hun lå og havde det så skidt. Der var ikke den store udsigt til, at hun kunne få det bedre, når hun i flere dage ikke havde drukket noget. Det er virkelig essentielt for at overleve.

Men det var ingen nem beslutning. Det er hårdt at skulle være den ansvarlige katteejer og tage den slags beslutninger, for hvordan kan det være rigtigt, at man skal vælge at slå sit lille pelsbarn ihjel? Det er virkelig ikke til at bære at skulle stå og være den, der skal tage den beslutning. Men det er desværre det, der hører med til at sørge for kattens bedste at kunne tage sådan en beslutning, så den ikke skal igennem for megen lidelse.

Vi fik vores dyrlæge til at komme herop, så hun ikke skulle udsættes for den ekstreme angst, hun havde, for at skulle transporteres til dyrlægen. Inden han kom, var hun gået en tur i haven og sad og nød vejret, så meget som hun nu kunne i sin tilstand. Vi sad også hos hende derude længe. Jeg er glad for, at hun kunne få det med på trods af sin sygdom, så alt ikke var hel elendighed til sidst i hendes liv.

Men hvor har det været hårdt. Selvom hun var en gammel dame på 15 år, var hun indtil for 14 dage siden rigtig frisk og fræk, kælen og imødekommende, som hun altid var. Man kunne ikke se på hende, at hun var så gammel. Så det er virkelig gået stærkt.
Det har været ekstremt smertefuldt at skulle sige farvel til hende. Hun har været min kat, siden jeg var 15 år gammel, og hun har bare altid været der. Så det er ikke til at forstå, at hun ikke er her mere. Vi har begge hylet rigtig meget over det, og har ondt i hjerterne over at miste hende. Hun var en højt elsket kat. 
Hun er begravet uden for indhegningen i hendes sidste papkasse (hun elskede papkasser) med sit favoritlegetøj. Vi har været ude og finde en stor, fin sten, som vi vil skrive på og lægge på graven.

Det har været svært at være her i hendes hjem uden hende. For der er spor af hende over alt. Alle hendes favoritsovepladser, hendes madskål, hvor hun plejede at opholde sig i huset og det, hun plejede at gøre, som vi nu mangler. Hun ligger ikke længere i Christians seng, når jeg vågner om morgenen eller kommer med ud på toilettet og brokker over, at jeg ikke fyldte hendes madskål som det første om morgenen, og går og gnider sig op ad mine ben. Hun ligger ikke i sit vindue i løbet af dagen og besøger sin madskål +10 gange i løbet af eftermiddagen. Hun beder ikke om at blive lukket ud i haven, hvor hun ikke længere jagter drengene, fordi hun var dronningen af haven, eller kommer hen til mig, når jeg sidder derude og tager billeder.
Hun kommer ikke og beslaglægger vores ben om aftenen, som hun altid gjorde. Stikker næsen lidt for langt frem, når der var mad på sofabordet eller sidder og tigger, når vi spiser aftensmad. Eller fortæller os, at det altså er fredag og katteposedag, hvor hun hyler og mjauwer, når vi tager posen frem. Og æder, så hun må ligge med vommen i vejret og slå mave hele natten i sofaen.

Det har også været svært for de andre katte, at hun ikke er her mere. De kan ikke forstå det, men ved, at det ikke bare er, fordi hun er indlagt hos dyrlægen. De så hende i kassen, inden vi begravede hende. Ozzy har været i sengen og lede efterfølgende og bliver nervøs og forvirret, når han hører lyden af en kat, han ikke ved, hvem er (når Putte kommer gående bag sofaen f.eks. og Ozzy ikke kan se ham).
Men Putte har taget det værst. Han har også boet sammen med Mille, siden han var lidt over ½ år gammel. Så hun har altid været der i hans liv. Hun skulle have været en legekammerat til ham, men hun gad dælme ikke sådan en irriterende killing. Med tiden har de dog fået et kærligt forhold, hvor de tydeligvis holdt af hinanden, og hun vaskede ham også i ansigtet, når han satte hovedet ind til hendes bryst. 

Han har ledt og ledt de sidste dage. Han har endda ledt under dynen i gæsteværelset, hvor de lå og sov sammen for at se, om hun lå der, hvor hun plejede, bare under dynen. Men det gjorde hun ikke :( Han har ledt i sofatæpperne og i haven. Og han er tydeligvis rigtig ked af det. Han ved, at noget er helt galt. Han har hvæst af kattebakken, og han skælder også Ozzy ud. Det sker ellers ikke så tit, når Ozzy ikke selv irriterer Putte.
Han er en meget følsom kat, der er meget obs på de andre. Han kommer styrtende, hvis han hører dem lave en "forkert" lyd. For at se hvad der er galt.

Det har også været slemt for os andre. Min appetit er helt i bund, og jeg har måttet tvinge mig selv til at spise de sidste dage. Samtidig er min krop stået helt af. Min mavesæk gør problemer; det svier og brænder og gør rigtig ondt. Og tarmene har også gjort ondt. Jeg tåler stress rigtig dårligt, og det har bare været en rigtig slem halvanden uge. Både pga. det med Mille, men også pga. dårlige nyheder om, at min lever ikke fungerer, som den skal og risikoen for at være blevet smittet med hiv eller leverbetændelse pga. Slagelse Sygehus' inkompetence.
Alting virker bare så pointeløst. Og det gør fysisk ondt i brystkassen pga. savnet af hende. Jeg har svært ved at finde ro sådan mentalt, og har bare ingen lyst til at lave noget som helst. For intet giver rigtigt mening, når jeg mangler mit lille pelsbarn.

Det kan være svært at sætte sig ind i, hvis man ikke har kæledyr eller aldrig har haft sådan et tæt forhold til et dyr. Men katte har betydet utroligt meget i mit liv. Jeg er vokset op som enebarn, og de var der bare altid, når jeg var ked af det til at trøste mig. De var loyale og skuffede mig aldrig eller gjorde mig ked af det. Kun når vi har måttet sige farvel. Jeg har ikke frygteligt mange mennesker i mit liv, jeg er tæt med, og forholdet til andre mennesker er svært for mig, fordi jeg pga. min psyke er utrolig skrøbelig. Så det er rigtig hårdt for mig at være sammen med andre. Men kattene har givet mig selskab, trøst og smil og glæder i mit liv, og man bliver utroligt knyttet til dem, og ekstra meget når man er sammen med dem hver dag, som jeg jo er, når jeg går hjemme. 

Mille var det, man forstår ved en rigtig kat. Hun var en fiskemis; utroligt glad for alt, der minder om fisk. En dygtig musejæger. En livsnyder og snorketrold. Rigtig kælen, og ville gerne ligge i arm i dynen (hvilket vil sige, at hun fyldte 2/3 af sengen, og man selv måtte krybe sammen med den sidste lille del).
Hun blev født af Plet, en hunkat hos mine forældre, og var 3. generation af katte derhjemme (hendes bedstemor kom til mine forældre, før jeg blev født) en majdag i 1997. Jeg valgte hende, og kaldte hende Mille. Og vi beholdt hende, og hendes to andre søskende kom ud til andre familier. Hun var en fræk mis, der styrtede rundt i huset og kravlede i gardinerne. Og stjal alt, der glimtede, f.eks. sikkerhedsnåle fra opslagstavlen, så man måtte holde øje!

Mille som killing (til højre) sammen med sine søskende.


I 2005 flyttede hun ind hos mig og min daværende kæreste i Horsens. Han havde sagt, at hvis vi skulle have en kat nr. 2, skulle det være Mille. For hun var en fantastisk dejlig kat. Så det blev hende, da vi skulle have noget selskab til Putte, som vi fik i 2004. Det tog noget tid, før de lærte at lave roligt sammen, for Putte var en drillesyg killing, og Mille ville ikke lege. Men de blev venner, og Mille vaskede Putte i ansigtet, hvilket han nød rigtig meget.

Billede fra tiden i Horsens, hvor Mille vasker Putte.

I 2010 flyttede de med mig til Sjælland, da jeg flyttede ind hos Christian. Om sommeren blev vi færdige med katteindhegningen, og hun kunne rigtigt komme ud og nyde haven. Den var hun rigtig glad for. Men hun blev aldrig gode venner med kattelemmen. Hun kunne kun finde ud af at åbne den, når solen skinnede, ellers sad hun og bad os om at hjælpe hende. Skøre kat. Men hun nød den friske luft, og har også fanget en enkelt mus derude, som hun slap løs i stuen efterfølgende, da den skulle vises frem, og den gemte sig i Christians computer. Ikke så heldigt ;) Men hun var en stor musejæger og street smart.

Mille i haven for første gang - juli 2010

I fuld galop!

Mille i haven forår 2012 - efter hun havde rullet sig i en bunke afklippede blomster.
  

Hun lærte heller aldrig at bruge madbolden, men hun stod der med det samme, når Ozzy var i gang med den og huggede knaserne lige under næsen på ham. Frække Mille!



Når hun var i haven herhjemme, var hun dronningen. Hun satte drengene på plads og jagede dem i haven. 


torsdag den 19. juli 2012

Det er bare ikke godt nok, Slagelse Sygehus!

Det er virkelig svært at rumme alt det, der sker lige nu. Jeg går og er noget nervøs for, hvorfor min lever åbenbart ikke fungerer helt, som den skal, da levertallene er forhøjede. Jeg fik taget blodprøver i går her i byen, som skal sendes rundt på hele Sjælland for at blive lavet, før de i Hvidovre har svarene og kan ringe og fortælle mig, hvad der er galt.

I dag vågner jeg så op til den her artikel: 719 tilbydes hivkontrol efter fejl. Det er en masse mennesker, der er blevet undersøgt og opereret med kikkerter, der ikke har været ordentligt renset. Og derfor har alle de her mennesker været udsat for smitterisiko med hiv og leverbetændelse. Nu er min lever jo påvirket, og jeg har tidligere haft symptomer, der falder ind under tidlige stadier af leverbetændelse, så man bliver jo bange! Vi har haft ringet til Slagelse sygehus, og de kunne bekræfte, at jeg var en af dem, der har været udsat for de kikkerter, der ikke var blevet renset ordentligt. Altså er jeg mellem de 719. Fordi jeg har fået lagt og fjernet stent i galdevejene efter min fejloperation i november, der endte ud i lækage af galde i bughulen.

Så nu kan jeg gå og vente på et brev fra embedslægen med tilbud om at blive testet for hiv og leverbetændelse. Jeg går jo også med en lever, der er påvirket pt., så det er ærlig talt ikke særligt betryggende :( Sandsynligheden for smitte via de kikkerter er ikke så stor, men jeg har desværre tidligere været i en gruppe, hvor der skulle være ekstrem lav risiko for, at noget skulle gå galt, da jeg fik fjernet galdeblæren. Det var 0.5%, der risikerede at få lækage af galde efter operationen, og det var jo så desværre mig...
Det er også ubehageligt at tænke på, at hvis jeg skulle være smittet med en af de her ting, så er der også en risiko for, at jeg kan have smittet Christian med noget. Det er ikke til at holde ud at tænke på.

Jeg synes næsten ikke, jeg kan rumme det her. Tingene bliver bare ved med at ramle ned over mig/os lige nu. Det er, som om jeg næsten ikke kan tage det hele ind og er i en form for choktilstand. Hvor jeg bare ikke kan reagere på det her. Det er ikke til at forstå alt det, der sker lige nu. Og det med Mille fylder næsten alt. Så jeg har ikke rigtigt plads til at føle ret meget omkring det med mig selv. Jeg er pissebange for, hvad der kan være galt, og at det er noget alvorligt, men jeg har simpelthen ikke plads mentalt til at reagere på det lige nu.

Og det er måske meget godt, for jeg ved, at det er meget angstprovokerende og vil resultere i nogle slemme angstanfald, når det synker ind og der er plads til det. Jeg vil få brug for min angstmedicin, men lige nu vil jeg bare gerne være så klar i hovedet som muligt, når Mille er så syg herhjemme. Så jeg kan reagere.

Mille er kommet på den nye medicin, der er den samme, som jeg får for angst, bare i en meget mindre dosis. Jeg går ud fra, at det er, fordi det dæmper signalerne en smule og giver hende ro, så hun ikke får anfald pga. stress. Hun er dog utryg, når hun er påvirket af det. Det giver hende appetit til at spise, hvilket er godt, men den er væk igen, når medicinen tager af.
De sidste nætter, efter hun har fået medicin, har hun været utryg ved at ligge alene og kaldt på os om natten, så vi har måttet bære hende ind i vores seng. Det giver elendig søvn for os, og jeg har ikke sovet godt i snart en uge, men hun skal helst være tryg. I nat fik hun et hosteanfald, så hun næsten ikke kunne få vejret :( Troede, hun var ved at blive kvalt. Det var meget ubehageligt. Jeg lå og iagttog hende i ½ time, før hun faldt til ro og kunne sove igen. Jeg tror, at medicinen gør, at hun trækker vejret ret overfladisk...

Jeg har snakket med dyrlægen igen her til formiddag, fordi jeg ser mange af de symptomer, der er beskrevet ved en hjertelidelse på en side for Ålborg dyrehospital, og vores dyrlæge havde selv snakket om, at det kunne være en hjertelidelse, men han kunne ikke høre noget på hendes hjerte. Det kan man dog ikke altid, selvom der er et problem med hjertet, sagde han i dag, da vi snakkede om det.
Så nu afprøver vi noget hjertemedicin til hende. Vi håber, at det hjælper noget, for det er svært at vide lige præcis, hvad der er galt med hjertet. Skal vi have en fuld udredning, skal vi måske på landbohøjskolen, og det vil vi ikke udsætte hende for. Det er mere stress, end hun kan klare, da hun er frygteligt angst ved at køre i bil og være i transportkassen. Så derfor håber vi, at den her medicin, vi afprøver nu, kan hjælpe hende til at blive mere sig selv. Og så stopper vi foreløbigt med den anden, så vi kan se, om den her medicin virker.

Jeg håber det godt nok. Hun er ellers en meget frisk gammel dame, der jagter drengene i haven, er meget kælen og madglad og i det hele taget fungerer rigtig godt. Så det er ubehageligt pludseligt at se hende sådan her. Men da hun er gammel, er vi bevidste om, at vi ikke vil udsætte hende for megen unødig stress. Det er hun bare ikke tjent med. Så vi håber, at vi rammer plet med medicinen i første omgang.

Her er hun fra i går, hvor jeg fik hende lokket med ud i haven. Hun er ellers ikke meget for at stå op af sengen pt., når medicinen ikke virker. Den bare plet på halsen er fra sidste dyrlægebesøg. Tror, det var for at dyrlægen kunne tjekke hendes skjoldbruskkirtel.






tirsdag den 17. juli 2012

Når det hele crasher...

Synes, det hele bare crasher for tiden. Der er sket en del, siden vi stod op i går og kørte mod Hvidovre hospital for at få den forsamtale derinde omkring mit fremtidige eventuelle behandlings- og undersøgelsesforløb.

På vej derind ringede jeg til dyrlægen for at få en tid til Mille i går eftermiddags, når vi kom hjem fra Hvidovre. Men den tid nåede vi aldrig til, for da vi kom hjem lidt over middag, er hun stadig ikke stået op. Jeg fodrede hende lidt på værelset, hvor hun lå, og sætter mig selv i stuen for at slappe af oven på den lange køretur. Pludselig siger Christian, at Mille altså sidder helt forkert ude i gangen. Jeg skynder mig derud, og hun er bare helt kollapset på gulvet og ligger og skriger :( Vi skynder os afsted til dyrlægen akut, som beholder hende og laver blodprøver og andre tests på hende i løbet af eftermiddagen.

Hele eftermiddagen sidder vi og venter på at få et opkald fra dyrlægen. Da han ringer, kan han fortælle, at han ikke aner, hvorfor hun falder om og i øvrigt har dårlig appetit. Alle blodprøver og tests er normale, og hendes tænder burde ikke kunne gøre, at hun ikke spiser. Så dårlige er de ikke. Hun er altså umiddelbart helt rask. Vi købte noget vådfoder med hjem, der er ekstra kraftigt, også i smag, så hun kan få lidt, der giver kræfter. Hun har tabt sig 600 g siden marts, og det er virkelig meget. 

Herhjemme spiser hun lidt af den nye mad ind imellem. Lidt ad gangen. Hun var også med i haven i går. Gik selv derud, da vi begge var i haven i går aftes. Ind imellem virker hun normal, og andre gange til at være ret syg.. det er så svært at forstå.
I dag bar jeg hende ud til madskålen, da jeg havde lavet lidt af den nye mad klar til hende, og hun havde vist interesse inde fra sofaen, men ikke ville rejse sig. Desværre fik hun endnu et anfald, hvor hun totalt mistede kontrollen over kroppen og lå og skreg :( Det er virkelig modbydeligt at opleve! Efter et minuts tid eller sådan noget, var hun igen sig selv og kunne bevæge sig. Så spiste hun lidt, som jeg gav hende i sofaen, og kort derefter stod hun op og ville ud i haven, som om ingenting var sket.

Jeg har snakket med dyrlægen, og vi prøver nu medicin mod epilepsi på hende. Det kan også være en knude i hjernen, men det er jo svært at vide. Vi håber bare, at det "kun" er epilepsi og ikke kræft, så medicinen forhåbentlig kan hjælpe hende. Vi er dog noget bekymrede for bivirkningerne på medicinen, da det bl.a. kan være manglende appetit, og det er jo ikke godt, som det er lige nu :s Men vi håber bare, at hun ikke får nogen - eller kun minimale og kortvarige - bivirkninger. Christian tager medicinen med på vej hjem i dag.

I eftermiddag har hun også spist lidt, når jeg har fodret hende, hvor hun ligger, og har været i haven et par gange. Det er mærkeligt, hvordan hun virker mere eller mindre normal og det næste øjeblik er en meget syg kat :( Jeg håber, at hun begynder at gå lidt mere rundt og selv kommer til at opsøge madskålen. Vi må bare se tiden an.
Her er hun for en times tid siden, da hun var en kort tur i haven efter at have spist lidt.

 


Jeg var jo også på Hvidovre, som jeg skrev tidligere. Fik snakket med lægen derinde og fik taget nogle blodprøver. Hun ville kun kontakte mig, hvis der var noget galt. Desværre fik jeg et opkald i går eftermiddag, om at mine levertal var forhøjede, og hun gerne ville have mig til at komme ind til flere prøver. Jeg spurgte dog, om jeg kunne få dem lavet her i nærheden og så sendt ind til dem, for det tager næsten 1½ time hver vej, og det var lidt vildt kun for blodprøver, syntes jeg. Nu afventer jeg så et brev fra hende på, hvilke blodprøver jeg skal have taget, og skal høre den læge, der tager over for min egen læge (han har ferie lige nu - hvor heldig kan man være...), om de kan lave lige præcis de her meget specielle blodprøver eller henvise mig til Slagelse sygehus eller et andet sted tættere på, så jeg ikke skal til Hvidovre for at få lavet dem.

Desværre går lægen på Hvidovre på ferie om 14 dage, så hun skal altså have de prøver meget hurtigt for at kunne gå videre med sagen. Jeg håber sådan, at brevet er her allerede i dag eller tidligt i morgen, så jeg kan nå at få snakket med lægen eller lægehuset der. For ellers skal vi nok en tur til Hvidovre senere på ugen for at få lavet de tests. Det er ikke rart at skulle gå over en måned med en lever, der er påvirket, når vi ikke ved hvorfor. For hvis svarene på de nye prøver ikke ligger hurtigt, får jeg først svar fra lægen på Hvidovre, når hun kommer tilbage fra ferie.

Det hele er bare så kaotisk, synes jeg. Og jeg prøver virkelig at holde sammen på mig selv. Min angst er i dén grad aktiveret, fordi jeg går og bekymrer mig for Mille og er bange for, at hun falder om igen og måske ikke kommer til sig selv næste gang :( Og jeg er bange for, at der er noget alvorligt galt, når mine levertal er forhøjede. Jeg bekymrer mig også en del for, om jeg når at få taget de blodprøver der. Og får svar på dem. Og hvad det svar er. 

Vi skulle ellers have været en tur til Jylland og i tivoli med min far og Marianne i weekenden, men det er nu udsat på ubestemt tid. Jeg forlader ikke Mille, når hun er så syg, og når hun nu skal starte op på medicin, vi ikke ved, om virker, og heller ikke mht. bivirkningerne. Og jeg kan heller ikke så godt tage nogen steder, når der åbenbart er noget med mig selv også, der skal afklares hurtigst muligt.
Måske er det min medicin for mavesyren, der påvirker leveren. Det kan i hvert fald ske, selvom det er sjældent. Og den skal jeg jo tage flere gange om dagen, så det er ærlig talt ikke ret rart at gå og tænke på. Samtidig er den svær at undvære pga. min dumme mave, så jeg kan ikke bare stoppe sådan lige.

Må vist prøve at være tålmodig og håbe på det bedste. Det er bare lidt svært holde sammen på mig selv lige nu, synes jeg...

søndag den 15. juli 2012

Chocolate fudge brownie

Først, for at gøre en kort historie lang... Jeg købte for nogle måneder siden noget flødeost naturel i Lidl, da de havde tilbud, fordi jeg plejer at bruge den til cream cheese frosting, f.eks. til gulerodskagen, så jeg tænkte, at jeg nok ville få det brugt. Men tiden løber lidt fra mig nu, da de kun er holdbare til den her måned, så jeg har fundet en spændende opskrift på strawberry cheesecake ice cream, som indeholder flødeost naturel, som jeg har tænkt mig at bruge den ene bakke flødeost i. Jeg tænkte, at det kunne være lækkert med sådan en dessert, når vi forhåbentligt i fremtiden skal ud og spise med Christians forældre, som vi gerne vil have med en tur på Bones.

Men jeg syntes, det var fint, hvis der var lidt forskelligt at vælge imellem, så jeg kom på, at jeg endelig ville få afprøvet opskriften på chokoladeisen i min Ben & Jerry's Ice Cream & Desserts Book og lave chocolate fudge brownie-is. Der er også en opskrift på brownien i bogen, men jeg valgte at lave min sædvanlige brownie (modereret opskrift fra Karolines Kogebog), da der i den i bogen skulle knap ½ kg sukker i! Og det syntes jeg ikke lige, jeg havde lyst til at bruge.
Resultatet blev rigtig godt med min brownie. Det smager ret meget som Ben & Jerry's chocolate fudge brownie. Og jeg har puttet masser af brownie i isen, lige som vi godt kan lide det :D

Vi har i øvrigt en ismaskine med køleelement, hvor isen indfryses til en softice-agtig tilstand, og den skal så fryses færdig i fryseren. Hvis man ingen ismaskine har, vil jeg anbefale, at man hælder ismassen i en bøtte og sætter den i fryseren. Rør i den ofte, i hvert fald hvert kvarter, til den er softice-agtig i konsistensen. Rør så brownien i og lad det fryse helt, uden du rører mere i det. Hvis man putter brownien i for tidligt, vil den bare synke tilbunds. Der skal røres i den, så man mindsker risikoen for, at isen krystalliserer.




Chocolate fudge brownie (ca. 1 liter)

113 g udsødet chokolade (se nedenfor)
2,4 dl kold mælk
2 past. hele æg
2,4 dl sukker
2,4 dl piskefløde
1 lille tsk vanillesukker (strøget eller lidt mindre) eller 1 tsk vanilleessens
1 nip salt
Brownie efter lyst, hakket til grove stykker (jeg tror, jeg brugte ca. 3 store dl brownie)

Der er lidt forskel på de råvarer, der er normale i husholdningen i USA i forhold til i Danmark. Derfor måtte jeg også lige finde ud af, hvad usødet chokolade er. Så vidt, jeg fandt frem til, er det chokolade, der indeholder mindre end 30% sukker. Derfor brugte jeg en plade Marabou Premium med 86% kakao. Den er dog kun 100 g, så jeg tog de sidste 13 g fra en plade 70% chokoladeplade (også Marabou Premium), vi havde herhjemme.

Isen er ret sød, ligesom så mange andre amerikanske opskrifter, jeg har prøvet, så jeg vil overveje at putte lidt mindre sukker i næste gang.

Tag to gryder, hvor den ene er lidt mindre end den anden. Den mindste må ikke nå bunden af den anden. Hæld lidt vand i den store og lad det koge op. Skru ned, så det kun småbobler, og sæt den mindre gryde oveni. Bræk chokoladen i mindre stykker og smelt den i gryden. Rør mælken i lidt ad gangen. Rør godt, så det bliver optaget. Lad det varme lidt op og pisk imens, til du har en glat masse. Tag gryden af varmen og lad den køle ned. Sæt den evt. i køleskabet, dog ikke tildækket, da det danner kondens! Rør i den af og til.

Pisk æggene godt, til de er luftige. Pisk sukkeret i lidt ad gangen og pisk, til sukkeret er optaget og massen er let og fluffy. Rør herefter fløde, vanillesukker (eller essens) og salt i. Rør til sidst chokolademassen i, og rør, til det er optaget.
Dæk skålen til og sæt den i køleskabet, til ismassen er kølet helt ned. Det tager 1-3 timer.

1 time, før du går i gang med at køre ismassen på ismaskinen, hakker du noget af brownien (jeg brugte nok omkring 3 dl hakkede browniestykker - se opskriften på brownien nedenfor) i mindre stykker og lægger i en skål. Dæk skålen til og sæt den i køleskabet.

Frys ismassen på ismaskinen. Et par minutter, før den er færdig, hælder du browniestykkerne i ismassen og lader dem fryse med de sidste minutter. Hæld isen i en bøtte og frys den færdig i fryseren.


Brownies (en lille bradepande - ca. 20 stk)

250 g margarine (eller smør)
150 g mørk chokolade (ca. 50% kakao)
4 æg
250 g sukker
150 g hvedemel
3 spsk kakao

Bræk chokoladen i mindre stykker og smelt den i en gryde sammen med margarinen. Lad det køle af, mens du forbereder resten.

Rør æg og sukker luftigt, til det er helt lyst og fluffy. Bland mel og kakao og vend det i dejen. Fold det forsigtigt ind, så luften ikke ryger ud af æggesnapsen. Vend til sidst forsigtigt chokoladeblandingen i.

Put bagepapir i en bradepande ca. 20x30 cm og fyld kagedejen i. Bag kagen midt i ovnen ca. 35 minutter ved 175 grader. Tjek efter 30 minutter, om kagen er færdig, for det er vigtigt, at den ikke får for meget, da den så bliver tør i det. Den skal ud, lige når der ikke længere hænger dej ved gaflen, du tester med.

Lad kagen køle ned i bradepanden.

Som jeg tidligere har skrevet, putter jeg oftest hakket chokolade i den her også, når den ikke skal bruges til is eller i den her chokoladeis i små stykker, for det smager vildt godt. Plejer at bruge 200 g hakket lys Marabou eller 100 g hakket lys Marabou og 100 g hakket hvid chokolade. Hakkede valnødder er også godt i :) Men jeg har lavet den her helt plain, da den bare skal være blød og lækker i isen.

En testportion i går. Kuglerne smelter dog hurtigt og jeg var lidt sløv med kameraet ;)


Der var en del brownie i overskud, så Christians forældre kom og hentede lidt i fredags, og Christian har også guffet lidt kage til en kop kaffe de sidste dage. Man kan også godt fryse resten ned, hvis man ikke lige har tænkt sig at spise resten på én gang. 
Jeg er i hvert fald positivt overrasket over resultatet. Det smager rigtig dejligt, og der er rigeligt med brownie i, og den bliver helt cremet, når den bliver blandet med isen. Rigtig lækkert.

Jeg fik kørt strawberry cheesecake-isen i går, så jeg skal nok vende tilbage med resultatet i den nærmeste fremtid, når vi lige får smagt lidt på den, og jeg får taget lidt billeder. Men det umiddelbare indtryk var, at den er ret lækker :)


Vi skal vist desværre have Mille til dyrlægen i næste uge :( Hun virker noget ved siden af sig selv. Hun har ellers en rigtig god appetit, men hun spiser meget lidt for tiden. Opgiver nærmest rimelig hurtigt. Endda med sin favoritmad, som hun plejer at støvsuge skålen for. Så det er ikke et godt tegn. Vi håber, at det "kun" er hendes tænder, der er noget med, for vi vidste, at hun skulle have ordnet dem inden for den nærmeste fremtid. Vi har bare gået og ventet på, at hun blev lidt mere frisk, da hun har gået med lidt hosten mm. noget tid. Men det plejer at gå over, og da hun var til dyrlægen i foråret, sagde de, at der ikke var tegn på, at det havde sat sig til noget, der skulle behandles. Men det er altså ikke gået helt i sig selv denne gang, så hun hoster stadig ind imellem.

Og hun er også lidt mere tilbagetrukket, end hun plejer at være. Ikke helt så "klistret", hun plejer at sidde på benene af os konstant. Dog er det blevet en smule bedre de sidste dage, hvor vi har været meget aktive med at hente hende ind i stuen fra gæsteværelset, hvor hun sover på sengen, og hun har sovet i sengen med os i går nat og her til morgen også, efter Christian var oppe og fodre kattene kl 8. 

Vi håber på at få en tid til hende en af de første dage i næste uge. Jeg prøver i hvert fald at ringe til dyrlægen i morgen tidlig, så må vi se. Det er ikke superakut, men når hun ikke spiser nok, skal hun altså afsted hurtigt. Hun er langt fra overvægtig, så hun skal helst ikke blive en tynd mis. 
Håber, det ikke er alt for alvorligt med hende. Hun er jo en gammel dame på 15 år, men jeg er slet ikke klar til, at hun ikke er her mere :( Hun er ellers sådan en frisk kat. Her er hun med mig i haven i forgårs og på sin vinduesplads senere på aftenen.



torsdag den 12. juli 2012

Ovnstegt medister med kartofler og persillesovs

Det kan måske virke lidt banalt med sådan en opskrift, men det smager jo rigtig dejligt, og siden jeg fandt ud af at lave den i ovnen, har det givet meget mere "hands-free" til at forberede andre ting imens, når jeg ikke skulle forkoge den og stå og passe den på panden. Så jeg tænker, at andre måske kan bruge det tip :)





Ovnstegt medister med kartofler og persillesovs (2 personer)

1 medister (ca. 500 g)
Lidt smeltet smør eller margarine
Kartofler

Til persillesovsen:
25 g margarine (eller smør)
2½ spsk hvedemel
4-5 dl mælk
En stor dusk frisk persille
½ tsk sukker
Salt

Tænd ovnen på 180 grader (ikke varmluft). Put en god klat smør eller margarine i en kop og smelt det i mikroovnen (eller i en gryde, hvis du ikke har en mikroovn), uden det bliver brunt.

Læg medisteren udstrukket til en cirkel eller deromkring på en bageplade med bagepapir og prik den godt hele vejen rundt med en gaffel. Gentag på bagsiden. Pensl medisteren godt med det smeltede fedtstof.
Sæt den i ovnen på midterste rille og steg den der i ca. 40 minutter. Vend den efter 20-25 minutter (brug et par gafler til at tage under den med, det er vist det nemmeste).

Skræl og kog kartoflerne med lidt salt i vandet, så det passer med, at de er færdige samtidig med medisteren. Når vandet koger, skal det koge i 17-20 minutter. Tjek med en kniv, om kartoflen slipper nemt, når du stikker i den, for så er den færdig.

Vask persillen grundigt og hak den. 
Smelt margarinen til sovsen i en gryde, uden det bruner. Rør straks melet i. Tilsæt mælken lidt ad gangen og lad det koge op, så det bliver tykt, inden du rører mere i. Pisk grundigt, så det ikke brænder på. Når du har den konsistens på sovsen, du ønsker, stopper du med at tilsætte mælk. Rør sukkeret i.
Rør persillen i sovsen. Smag til med salt.

Skær medisteren ud i mindre stykker og server den med kartofler og persillesovsen. Rødbeder  og kogte gulerødder passer også rigtigt godt til. Hvis du vil lave gulerødderne, skræller du dem bare og koger dem sammen med kartoflerne. Skær dem i mindre stykker og flæk dem evt. på midten, hvis de er meget tykke.




Jeg er verdensmester i klodsethed :s Det har jeg konstateret igen i dag, hvor jeg med stor sandsynligvis har brækket en tå ved at banke den ind i sofabordet. Av! Den fik virkelig fuld hammer ind i bordbenet, nøj det gjorde nas! Nu er den helt blå og umulig at bøje uden at pive :s
Bagefter ville jeg gøre lidt godt for Mille, så jeg har kogt lidt laks til hende. Vi har for nylig købt en ny madskål til kattene, hvor jeg fandt ud af, da den ankom, at gummiringen om bunden på den stinker forfærdeligt. Sådan rigtig syntetisk og næsten benzinagtigt. Så da jeg havde sat den sammen med de andre skåle, da jeg havde vasket den af, måtte jeg lige snuse, om de andre skåle var blevet "smittet" af stanken. Det resulterede i, at jeg kom til at smække mig selv i hovedet med skålen, da jeg åbenbart er dårlig til at beregne afstanden til mit ansigt. :s

Heldigvis er det ikke lige slemt alle dage, men det kan virkelig mærkes i dag, at jeg er klodset. Christian plejer at sige, at jeg bare er meget "uheldig" (med et medfølende smil), så det lyder pænere ;) Men ja, jeg er ret "uheldig", haha!

On another note... Jeg er så småt ved at indstille mig på at skulle til forsamtale omkring mine maveproblemer. Det skal vi i næste uge. Jeg er både spændt og noget bange for det. Spændt, fordi jeg håber, at de kan hjælpe mig på en eller anden måde, og bange, fordi jeg frygter, at de siger, at de ikke kan gøre noget for mig.

Problemet er også, at jeg sandsynligvis ikke vil kunne få den operation, der gør, at maden og mavesyren ikke så nemt render tilbage i spiserøret (sådan en operation består i, at man laver en ny forsnævring i bunden af spiserøret med noget af mavesækken, så der kun er mulighed for at passere lidt mad ned ad gangen), da det betyder, at der ikke vil kunne komme luft op, altså bøvser, så al luft skal passerer gennem tarmene. Det er meget smertefuldt for mig pga. sygdom i tarmene, så det kan ikke rigtigt hænge sammen.

Jeg ved så ikke, om det overhovedet er andre muligheder for mig. Jeg får allerede største dosis af medicin, der nedsætter produktionen af mavesyre, og jeg ved ikke lige, hvilke andre muligheder der er. Om nogen. Så jeg frygter ret meget, at de ikke kan hjælpe mig :(
På trods af den medicin, jeg får nu, bliver min mave stadig nemt generet af krydderier, ost og andre ting, så det svier i brystet og spiserøret. Det hæmmer mig rigtig meget, for vi kan ikke rigtigt tage nogen steder, hvis det indebærer at spise ude. Det er altid en stor risiko at tage, når vi tager chancen og spiser ude.

Det har også gjort det rigtig svært at planlægge, når vi skal over og besøge min far og Marianne og på vores årlige tivolitur. For vi vil gerne være lidt mere sammen med dem, men det er svært at planlægge pga. det med maden, for jeg passer rigtig meget på og spiser næsten kun "skånekost", inden jeg skal noget, så jeg kan holde ud at være med, så det lægger ikke lige op til, at vi mødes og griller og hygger før tivolituren, og det bedste, jeg kan tilbyde, er at vente og se, hvordan jeg har det dagen efter, vi har været i tivoli. For der er jeg jo nødt til at spise "farlig" mad. Hvis jeg har det godt, kan vi godt blive og hygge, men der er også en stor risiko for, at jeg har det rigtig skidt, så vi er nødt til at tage hjem. 
Det er træls, at det skal være så kompliceret med noget, der burde være simpelt! At spise er virkelig det mest basale af alt, og når man har problemer der, er det virkelig et kæmpe handicap.

Jeg ved godt, jeg har skrevet en del om det her, men det fylder altså ret meget i min hverdag. Jeg tager lidt chancer ind imellem for at afprøve, om min mave er blevet mere tolerant, og nogle gange straffer det mig ret slemt, så jeg har det dårligt noget tid efter. Andre gange bliver jeg positivt overrasket. F.eks. har jeg lige spist skildpaddeis (som jeg elsker), uden at få det så dårligt igen, selvom det er et mælkeprodukt og måske med fløde i og i hvert fald sukker og så med små chokoladestykker (min mave tåler chokolade ret dårligt). Men det er gået okay, synes jeg. Bedre end jeg havde forventet, så det er jo dejligt. 

Jeg må tage en dyb vejrtrækning og håbe på det bedste med den forsamtale. Jeg kan nok ikke undgå at blive skuffet, hvis de ikke kan hjælpe mig, for så er jeg nødt til at leve med det her. Men jeg ser tiden an nu og håber, der er noget at gøre.

mandag den 9. juli 2012

Av min arm

Ja, og desværre ikke på Matador-måden, hvor det kun er et udtryk. Min krop kan godt mærke i dag, at vi var i gang hele dagen i går med at køre alt det afklippede fra hækken på genbrugspladsen. Det er et tungt arbejde, og min ryg kan ikke klare så tungt arbejde. Men jeg syntes ikke, at Christian skulle klare det hele alene. Og jeg vil jo også gerne være lidt nyttig.

Men det kan godt mærkes i dag. Jeg har fået overbelastet min ene skulder, så jeg har svært ved at bruge den, og har været vågnet en del gange i nat pga. smerter, og min ryg og nakke er også påvirket. Jeg pådrog mig et piskesmæld i 2005, da vi blev påkørt af en påvirket ung mand, der lige havde fået kørekørt, og det er desværre blevet en kronisk lidelse for mig, så jeg må leve med smerterne jævnligt.

Jeg ved dog også, at det bliver bedre, når det får lidt ro. Eller i hvert fald til at håndtere. Jeg er ikke den eneste, der ikke er på toppen i dag. Christian måtte blive hjemme fra arbejde i morges. I går aftes nøs og nøs han, og vi troede, det var allergien, men medicinen virkede ikke. Her til morgen var han meget rusten og skidt tilpas endnu, så han tog en dag under dynen. Han har også fået sovet en del, så vi håber, at det snart er på tilbagetog.

Jeg har lavet vores madplan færdig i formiddag, og har lige fået handlet ind, nu bilen er hjemme. Og så har jeg en plade af mine lækre, bløde lynboller i ovnen, som han skal forkæles med inden længe med varm kakao til. Det er godt til en rusten hals, og det er altid dejligt at blive forkælet lidt, når man ikke har det godt :)



Vi fik aldrig lavet den flæskesteg i går, for det var ikke til at holde ud at skulle i gang med ovn og julemad i 30 graders varme. Så den røg i fryseren, og jeg har tøet den om her i formiddag. Så vi spiser den i aften. Vejret er også mere til det i dag, for det er gråt og regner. Så i dag glæder jeg mig faktisk til lidt julemad.

søndag den 8. juli 2012

To salater med vandmelon

I går fik vi nogle græske bøffer med ovnbagte kartoffelbåde, bearnaise og så den her lækre salat. Den passer supergodt til en varm dag, og passede godt sammen med de græske bøffer, der jo smager af en del :)

Jeg lavede to udgaver, da jeg ikke kan tåle løg. Jeg er dog sikker på, at det smager rigtig dejligt i salaten, og Christian spiste da også næsten sin store portion op.
Pas på med mynten i den anden salat, for den er meget gennemtrængende i salaten. En smule smager rigtig godt til, men hold lidt tilbage med den, for ellers overtager den totalt smagen i salaten.


Vandmelonsalat med feta

1/5-1/4 vandmelon efter størrelse
1 bøtte god, blød feta (jeg brugte en fra Taverna)

Derudover til salat nr. 1:
Rødløg i meget tynde, halve skiver
Hakket, frisk persille

Til nr. 2:
Ristede, saltede græskarkerner
Lidt hakket, frisk mynte

Skær skrællen fra det stykke vandmelon, du vil bruge, og skær melonen i mindre tern. Læg melonen i hver sin skål og bland med fetaen.

Pil rødløget og skær det i meget tynde, halve skiver. Fordel det over salaten sammen med hakket, frisk persille.

Bland græskarkernerne i den anden salat og slut af med lidt hakket mynte på toppen. Bare en smule, for det smager vildt meget igennem. Så en tsk er mere end rigeligt.

Salaten med rødløg og persille.
Salaten med ristede græskarkerner og mynte.


I går klippede Christian resten af hækken. Jeg var ude og hjælpe ham med at samle det afklippede sammen. I dag skal vi så have det hele kørt afsted til genbrugspladsen. Det er et større projekt, men vi har heldigvis lånt hans forældres trailer, så vi kan tage et ordentlig læs ad gangen. Christian er allerede i gang med at få samlet sammen, og jeg går ud til ham om et øjeblik.

I aften står den på flæskesteg. Primært fordi den skal bruges i dag. Ellers havde vi helt sikkert grillet, for det er vildt varmt og godt vejr udenfor. Og næste uge bliver møgkold og regnfuld. Så det havde været rart at udnytte varmen i dag til det. Men forhåbentlig kommer varmen og det tørre vejr tilbage, så vi kan få grillet igen. 

Nu vil jeg slutte, så vi kan komme videre. God søndag til jer derude :)