onsdag den 29. maj 2013

Noget om katte, hegn og angst

De rolige dage i weekenden har fulgt mig ind i denne uge. Jeg har haft nogle gode dage, og jeg havde egentlig håbet, det ville fortsætte, så jeg har godt med overskud, til vi skal ud senere på ugen, men der skete noget i går, der har sat en kæp i hjulet.

Som I, der læser med herinde, måske ved, så er vi ved at skifte hegnet på terrassen ud. Vi har købt et nyt pilehegn, der er flot og det hele, og vi har fået sat nogle fag op allerede. Det er dog noget olieret. Overraskende meget, faktisk. Vi fik selv olie på hænderne, da vi var ude og hente det, men har ikke tænkt ret meget over det, efter vi satte det op, sådan i forhold til kattene. De plejer ikke at gnide sig op ad hegnet.
Det skete så i går. Ozzy lagde sig bag mine krydderurtekrukker ind mod hegnet, og kom ind med den ene side fedtet ind i olie fra hegnet :( Det er jo trods alt ikke motorolie (vi ved dog ikke, hvad det er for en olie, Bauhaus har smurt hegnet i), men olie er farligt for katte, og det gjorde mig meget bange. Derfor kunne jeg ikke se nogen anden udvej end at give Ozzy et bad. Vi har noget kattesæbe til nødsituationer, for vi bader ikke vores katte sådan generelt. Det blev smurt ind i pelsen på olien, før han blev våd, og så blev det efter lang kamp skyllet af.

Men det var en forfærdelig oplevelse både for ham og mig. Han har aldrig før fået et bad, og han er en noget bange lille mis, især efter han har måttet af med øjet (pga. kræft), så det var meget traumatisk for ham. Jeg kunne heller ikke få lov at føntørre ham, så efter en tur i håndklædet måtte han selv sørge for at blive tør. Han kom dog frem og ville have lidt mad ret hurtigt og selskab, så det er jo godt nok, men det var så synd for ham! Jeg hader at skulle udsætte ham for det :(

Ozzy i haven for et par dage siden.


I dag har jeg så været ude og sætte krukkerne, så han ikke kan lægge sig bag dem, og flytte andre væk fra hegnet, så han ikke føler sig fristet til at lægge sig "i klemme" mellem dem og hegnet. Alligevel har han været ude og være tæt på hegnet og overvejede en tur op i fuglehuset (der sidder på hegnet), så jeg måtte springe op og ud og jage ham væk derfra :( Nu ligger han og surmuler i det høje græs i regnvejret.

Det er en rigtig træls situation. Vi har snakket om at tørre hegnet af, så godt vi nu kan, men det kan jo ikke lade sig gøre i regnvejr, som det er i dag, for hegnet skal være tørt. Og jeg bliver stresset af at tænke på at skulle nå at få det gjort, før vi skal afsted senere på ugen :( Det bliver et kæmpe arbejde og kommer til at koste mig utrolig megen energi, det er næsten ikke til at holde ud at tænke på. Når det så er tørret af, skal det nok stå og tørre nogle dage i solen, før kattene må komme i kontakt med det igen. Puh, det er næsten en uoverskuelig opgave :(

Jeg er rigtig bange for, at han skal komme til at indtage noget af den her olie eller få den i pelsen igen, så han skal i bad igen. Det vil jeg helst ikke udsætte ham for. Det var rigtig slemt for ham :( Men jeg kan ikke holde øje med ham hele dagen, og det er synd at holde ham inde, så jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal gøre :( Situationen har sat gang i min angst, som bare galopperer derudaf. Det kunne jeg konstatere, da jeg fik en mail fra et firma, hvor vi afventer kattelegetøj fra, da vores pakke har forputtet sig i fragtbilen, som har været på værksted i mellemtiden, og jeg kan bare ikke lade være med at tænke, at der er en risiko for, at tingene nu er blevet forurenet, fordi de har været med på værkstedet :( Christian mener ikke, der skulle være nogen risiko, men det er svært at lægge tanken igen. De her katastrofetanker er ret typiske, når jeg har angstanfald, desværre. Jeg er bare så bange for, at der sker kattene noget :(

Det hjælper heller ikke at skulle væk fra dem, når vi skal afsted senere på ugen, for jeg er så bange for indbrud (hvor der sker noget med kattene. At de bliver stjålet eller løber væk og kommer til skade) og at der skal ske dem noget, mens vi er væk. Christians forældre kommer dog herop og passer dem det meste af tiden, men jeg er bare bange :( Det er en virkelig lammende frygt, der gør, at det er svært at tage nogen steder. Men forhåbentlig sker der ikke noget.

Phoebe har taget sit "bytte" med i haven.

Der leges lidt.

Putte i skyggen af det gamle hegn.


Nu er herren så kommet ind fra regnvejret totalt gennemblødt! Så jeg har været i gang med at tørre ham lidt af. Nu er der lukket ud i haven, så han ikke kan komme derud igen. I hvert fald så længe det regner. Han skal helst ikke blive syg. Forhåbentlig gider han heller ikke ud og accepterer situationen, så han finder et lunt sted at sove.

Jeg er træt af, at det her skulle ske. At det blev et problem med hegnet og kattene, og den stress, det har skabt i mig. For jeg har virkelig nydt de sidste dage. Jeg har følt mig mere udhvilet og bedre tilpas og havde mod på at skulle hjemmefra. Jeg håber, det kommer igen. Måske gør det, når vi har fået fjernet olien fra hegnet, men det kan vi som sagt ikke lige komme til med det første.. og ret sikkert ikke, før vi skal afsted.

Puh. Havde brug for at få luft for de her tanker. Det gør mig så bange, det hele :( Jeg håber, der kommer lidt mere ro på, når vi har fået fjernet overskydende olie fra hegnet engang. I mellemtiden må jeg prøve at trække vejret og få styr på angsten, så jeg kan få noget ud af vores tur, som jeg har glædet mig til.

mandag den 27. maj 2013

Kylling med spicy tomatris og surdejsflute

Nu er det jo sådan, at mit helbred gør, at vi ofte hopper lidt rundt i de samme retter i perioder, fordi der er meget, jeg ikke kan tåle, men jeg prøver at sørge for også ind imellem at sætte nogle dage på madplanen, hvor Christian får lidt andet og mere spændende. Så han ikke altid skal lide under at spise, hvad jeg er nødt til. I sidste uge blev det til en lækker, cremet pastaret med squash, svampe og kylling (som jeg dog også spiste med af), som jeg vil komme tilbage og give opskriften på i et senere indlæg og pulled pork, som jeg nævnte i mit seneste indlæg.

For et par uger siden lavede jeg nedenfor stående ret til ham. Han elsker ris, måske især fordi vi ikke får det så tit, så jeg tænkte, at det lige var noget for ham. Han elsker også stærk mad, og risene er godt krydrede. Jeg lavede halv portion af opskriften til ham, og der var ris i overskud til ½-1 person, så jeg skyder på, at den fulde opskrift kan mætte 2-3 personer. Jeg har lavet retten en del gange før og ved, at folk i gennemsnit spiser 2 (måske 3, hvis man er ekstra sulten) kyllingeoverlår pr. person. Ris mætter jo tungt, og når der også er brød til (jeg serverede surdejsflute som tilbehør), tror jeg ikke, man spiser mere end 2 overlår pr. person.

I den originale opskrift, der er fra Karolines Kogebog, er der også frisk chili i risene, men det har jeg skåret fra, da jeg begyndte at lave den (fordi jeg ikke tålte store mængder chili). I stedet putter jeg (når jeg laver den til Christian, og den skal have lidt ekstra styrke) lidt ekstra sød chilisauce i. Det fungerer rigtig godt, synes jeg :) Den originale opskrift er skrevet til at være til 4 personer, men så langt rækker retten altså ikke, hvis man ikke spiser som en fugl. Den kan maks mætte 3 personer. Der er kun 4 dl ris i retten, og når vi spiser gryderetter herhjemme, spiser vi næsten 3 dl ris til sammen. Så 4 dl rækker altså ikke til 4 personer. Heller ikke selvom der er hakkede tomater mm. i. Jeg har rettet på et par andre ting i retten også, og nedenfor kommer min fortolkning af den :)





Kylling med spicy tomatris og surdejsflute (2-3 personer)

4-6 kyllingeoverlår (2-3 stk pr mand)
2 røde peberfrugter

Tomatris:
2 løg
4 dl basmatiris (andre slags ris kan også bruges)
1 dåse hakkede tomater
½ liter hønsebouillon (½ liter kogende vand + ½ hønsebouillonterning)
2 spsk sød paprika
3 spsk sød chilisauce
2 tsk groft salt
Lidt friskkværnet peber

Derudover:
Godt brød (jeg serverede hjemmebagt surdejsflute til)

Kyllingen brunes på en pande og steger under låg, mens risene tilberedes.

Hak løgene og klargør bouillonen. Svits løg og ris kort i lidt olie eller smør/margarine, til de er klare i farven, og uden løgene bliver brune. Tilsæt hakkede tomater, bouillon, paprika, chilisauce og salt. Lad det hele simre under låg i 12 minutter. Tag derefter gryden af varmen og lad den stå og trække med låget på i 12 minutter yderligere, før risene serveres.

Når kyllingen er færdigstegt (jeg gav min, til risene var færdig med at trække, ca. ½ time - kyllingeoverlår tager ikke skade af lang stegning, da de ikke bliver tørre), krydres med salt og peber, og overlårene tages op på en tallerken og dækkes med sølvpapir. Rens peberfrugterne og skær dem i ikke for tykke strimler (ca. ½ cm). Svits dem i kyllingens pande i skyen, til de bliver bløde og lækre.

Fordel peberfrugtstrimlerne oven på tomatrisene, før de serveres. Server i øvrigt med godt brød til.

Christians tallerken :)


 

Nu har vi snart gang i slutspurten på den stopfyldte måned, som maj har været for os. Der har været noget hver eneste weekend. Vi har da også en sidste ting, vi skal denne uge, hvilket jeg vil vende tilbage og fortælle om i et senere indlæg. I næste uge skal jeg på Holbæk sygehus hos en allergolog til priktest, og så har vi endelig ingenting planlagt derefter. Det betyder, at jeg kan være mindre påpasselig med maden, hvis jeg har lyst, når jeg nu ikke står og skal til en helt masse. Så er der tid til, at maven kan komme ovenpå igen, før vi skal noget.

Det har været en dejlig weekend. Vi har prøvet at lave så lidt som muligt, så mit stressniveau kan komme lidt ned, inden vi skal afsted i denne uge, og det har faktisk været svært. Jeg har i hvert fald måttet holde lidt på mig selv for ikke at gå i gang med en masse eller lige tage i plantecenteret for at se, om de mon har fået basilikum og de andre ting, jeg gerne vil i den nærmeste fremtid. Men det lykkedes. Især i lørdags. Vi havde en fantastisk dag, hvor vi intet (eller jeg ordnede badeværelset, gjorde regninger op og lavede mad, men ellers ikke ret meget andet) lavede. Eller stort set intet. Christian spillede en del på sit spil og var derfor ret afslappet, hvilket smitter, så jeg slappede også af. Vi spiste en lækker middag bestående af en bøf af oksemørbrad med hjemmerørt hvidløgs-persillesmør, sprøde ovnkartoffelbåde, bearnaise og salat, og jeg har sjældent haft det så godt, som jeg havde det lørdag aften. Vi sluttede af med en god film, før vi gik i seng.

Søndag blev der dog lavet lidt mere, for akvariet skulle have skiftet vand. Christian stod for det meste, og jeg ryddede lidt ud i akvarieplanterne, før der kom vand i. Senere gik han i gang med at kigge på havehegnet på terrassen. Sidste weekend var vi jo ude og hente nyt hegn til terrassen, og det kløede i fingrene på Christian for at komme i gang med at sætte det op. Han har fået afmonteret ca. halvdelen af det gamle hegn og sat 3 fag af det nye på. Det er bare superpænt, synes jeg. Det er pilehegn ligesom det gamle, dog uden ombuk i top og bund, og af en bedre kvalitet end det gamle, så vi håber, det holder lidt længere. Vi sluttede søndag af med at se et afsnit af Glee og et afsnit X-files (som vi snart er igennem, hulk!). Det var også en god dag, selvom den ikke var så afslappende som lørdag.

I nat har jeg sovet godt for første gang længe. I hvert fald lige indtil Phoebe kaldte i formiddag. Hun har været ret insisterende og gået og vrælet, men jeg faldt heldigvis i søvn igen efter hendes ca. 15 minutters lange koncert. Vågnede først, da hun kaldte igen, og har vist sovet 9-9½ time i nat. Det var godt nok også tiltrængt. Men jeg kan mærke, at det har gjort en positiv forskel med den gode søvn, for jeg har det bedre i dag. Det er jo dejligt, for jeg skulle gerne have lidt energi til ugens udflugt.

Jeg vil slutte af med et syn, der mødte mig i sidste uge. Det var noget overraskende, for det er ikke noget, jeg har set før. Phoebe vil så gerne have tæt kontakt med drengene, men de er ikke så vilde med at ligge tæt. Nogle gange sniger hun sig hen og prøver alligevel, og i sidste uge lykkedes det, utroligt nok! Måske fordi døren ved siden af kattesengen stod åben og det var en kold dag, så det trak. Så Phoebe blev et varmeskjold for Putte ;) Så kunne hun godt bruges :D Det var i hvert fald sødt, og man var ikke i tvivl om, hvor meget hun nød det, når man så hende ligge sådan der, årh :)

fredag den 24. maj 2013

All by myseeeelf... (inkl. de sidste køkkendage i billeder)

Ja, jeg er alene hjemme i aften. I hvert fald i nogle timer, for Christian er ude og spise med sine forældre, da hans far har fødselsdag. Jeg var naturligvis også inviteret, og hans forældre vil stå på pinde for at få tingene til at passe sammen, men jeg har måttet melde fra i den her omgang, da min mave er stået af efter sidste fredags fødselsdag herhjemme. Vi skal selv afsted til noget i næste uge, og jeg er nødt til at komme lidt ovenpå inden da. Så jeg kan ikke tåle at komme med ud i dag. Desværre.

Men som på Christians mors fødselsdag, hvor jeg heller ikke var med ude at spise af samme årsag, havde jeg inviteret hans forældre herop til en kop kaffe og lidt hjemmebag om eftermiddagen. Jeg havde som sædvanligt bagt de gode lynboller, som blev spist med vores lokale ostehus' fantastisk gode, stærke ost (kendt som "spillemand" - skørt navn, men så kan man jo huske det) og min hjemmelavede æblemarmelade med kanel.

Jeg kender Christians far ret godt med hans søde tand, og han synger ret ofte for, hvornår jeg mon laver hindbærsnitter til ham igen, for dem er han helt vild med. Derfor lavede jeg i går en lille portion, så de kunne få i eftermiddag, og der var også, så Christian kunne smage. Der er levnet en, han kan få senere i aften, når han kommer hjem. Det var et stort hit. Christians far blev rigtig glad, så det er jo dejligt :) Han fik også en lille pakke fra mig, hvilket indeholdt et par Quick-skrab, noget han elsker, og så var der lidt at pakke ud. I aften har Christian den egentlige pakke med ned på restauranten, og den indeholder en pengegave som tilskud til en ny telefon, han ønsker sig, og en pose marshmallows (til slikmunden ;)) Jeg elsker dem også, de er supergode).

Her er lidt billeder af dagens lækkerier :)

Far-Kjeld gør klar til at spise en lun bolle.

Jeg måtte også lige spise en, selvom jeg ikke tåler det særlig godt. Det smager simpelthen for godt til, at jeg kunne lade være.
Åh, det var godt! Min bolle med den gode "spillemand" (osten) og den hjemmelavede æblemarmelade med kanel.

Hindbærsnitterne, som jeg bagte i går :)


Nu er de så nede på restauranten og spiser. Jeg skal for en gangs skyld ikke have en (lidt kedelig) portion lasagne fra fryseren, men har lavet mig lidt god mad. Det er igen blevet tid til, at Rema1000 sælger XL-koteletter, hvilket er en stor glæde hvert år, når de kommer frem. De er simpelthen så gode! Vi køber dem med tomat-oreganomarinaden og smider dem på grillen eller grillpanden. Sådan en fik jeg i aften med sprøde, ovnbagte kartoffelbåde, lidt salat og en klat bearnaise (fra K-salat) som dyppelse. Jeg er lige færdig med at spise, og det smagte rigtig godt. Nu, hvor jeg har så god tid, tog jeg lige et snapshot af min tallerken ;)



Det var dejligt med lidt almindelig mad, selvom jeg skulle være alene. I går stod den dog på den ovenfor nævnte lasagne til mig fra fryseren, da jeg lavede en omgang pulled pork, så fryseren kan blive fyldt op igen, og Christian kunne nyde det til aftensmad i går også. Så jeg måtte have noget andet, og det var fint nok med noget nemt fra fryseren. Det var rart at få den lavet, for det har været et projekt, der har ligget og ventet, og nu er der guf i fryseren til en del omgange aftensmad :) Den blev selvfølgelig supermør og lækker som sædvanlig :)

Så blev stegen færdig og er forsigtigt flyttet over på et spækbræt ("forsigtigt" fordi den er så mør, at den totalt falder fra hinanden ;)).

Kødet falder fra hinanden nærmest bare ved, at man kigger på det. Jeg hjælper det dog lidt på vej med et par gafler ;)


Jeg vågnede egentlig op med sådan en "øv-følelse" i morges, eller den indfandt sig hurtigt, fordi jeg ikke har mulighed for at komme med ud og fejre Christians far i dag. Især fordi det understreger, hvor svært mine maveproblemer gør livet for mig. At spise er noget af det mest basale i livet, om ikke det mest basale, og noget "man" bare gør. Sådan er det i hvert fald for de fleste, men ikke for mig. Mere. Det er efterhånden også svært at huske, hvornår livet har været sådan, at jeg bare har kunnet gøre, som jeg har lyst til. Der er altid et eller andet, der spænder ben. Hvis det ikke er maven, så er det psyken eller nogle af de andre fysiske lidelser, jeg kæmper med.

De fleste dage lever jeg med, at sådan er det bare. At der er de her ting, jeg ikke kan eller hensyn, der skal tages, men i dag skal de alle sammen afsted, mens jeg sidder herhjemme og er afskåret fra at deltage pga. maven. Så det er ekstra tydeligt, hvor meget mine maveproblemer påvirker mit liv. Og det gjorde, at jeg var ret ked af det. Men sådan måtte det bare være i dag, for jeg er nødt til få det bedre, før vi skal afsted til noget i næste uge.

Det var rigtig dejligt, at Christians forældre kom herop i eftermiddags. Så har jeg også hygget lidt med dem i dag, selvom jeg ikke kan være med i aften. Det var som sædvanligt hyggeligt og rart at have dem på besøg, og jeg tror også, de hyggede sig.

Der er flere, der har fødselsdag i dag, så vi var lige en tur på kirkegården, før Christian skulle videre til spisning. Christians mormor og onkel (hans fars tvillingebror) har fødselsdag samme dag som hans far, men er her desværre ikke mere. Vi kørte en tur ud og købte tre forskellige buketter blomster, (lilla krysantemum, lidt mørkere inkaliljer og brudeslør) som jeg satte sammen til to buketter til gravstederne. Det blev rigtig fint, og det var rart at se, at der var flere, som havde tænkt på de to i dag, da der var flere friske buketter på gravstederne.

Inden for de næste timer får jeg Christian hjem igen, og så kan vi nå at slappe af og hygge os sammen, før vi skal i seng. Måske se en film eller bare en serie alt efter energiniveau. Jeg tror, at vi begge er trætte i hvert fald. Heldigvis er det weekend, så der burde være mulighed for at slappe af, hvis vi ikke bliver for overambitiøse mht. det, vi gerne vil nå herhjemme og i haven. Nu må vi se. God weekend :)

tirsdag den 21. maj 2013

Varme, fødselsdag og fotografi

Sommeren var på besøg i sidste uge, og her var monstervarmt. Vi var oppe og runde næsten 30 grader i stuen, da vi har meget store vinduespartier her med gamle vinduer, så det er svært at holde varmen ude. Det har været lige varmt nok, må jeg indrømme. Jeg kan slet ikke med al den varme :| Men solen og varmen har også sat knald på haven, og jeg har efterhånden fået ret godt gang i kameraet. Sommeren er for mig især makrosæson, for der er mange dejlige motiver, når man elsker farver og synes, det er spændende at komme helt tæt på insekter og blomster mm.

Derfor er der nu også ekstra aktivitet på min fotoblog, og jeg kan anbefale jer at kigge forbi den ind imellem, hvis I er nysgerrige for at se, hvad jeg går og fotograferer, da der løbende og ofte (især i sommerperioden) bliver lagt nye billeder op :) Herunder får I en lille smagsprøve på, hvad jeg har fotograferet for nylig :)

Flue i marguerit.

Myre i mælkebøtte.

Mariehøne på purløg.

Mælkebøttefrø.



I fredags holdt vi fødselsdag for Christian, hvor hans forældre og hans fætter og kæreste kom og spiste. Vi plejer egentlig at lægge den slags i weekenden og invitere ind til kaffe og kage (og lidt aftensmad senere), men fordi weekenden var den eneste, vi kunne placere hans fødselsdag i, og de inviterede var optaget i weekenden, valgte vi at lægge det på en fredag og invitere ind til aftensmad og lidt kage senere.

Menuen stod på barbequemarineret svinemørbrad og kold culotte (som jeg lavede dagen før), små ristede kartofler med groft salt og rosmarin, bagte kartofler med hjemmerørt persille-hvidløgssmør, hjemmelavet rødvinssauce og en stor salat med lidt forskelligt lækkert tilbehør. Og ja, så også de surdejsflutes, jeg bagte til formålet tidligere på måneden. Maden var rigtig lækker og blev taget godt imod af gæsterne :) Nogle af opskrifterne ligger i opskriftindekset, hvis I er nysgerrige :)

Senere blev der serveret lidt chips og slik til et par brætspil, og vi sluttede af med kaffe og Christians gode lagkage. Og så havde jeg bagt en portion cheesecake-brownie med hindbær, da vi synes, det er sådan en skøn kage herhjemme. Denne gang fordoblede jeg cheesecake-mængden, hvilket vi synes, passer betydeligt bedre til den. Vi havde en rigtig hyggelig aften, synes vi. :)


Det er temmelig omkostningsfuldt for mig at lave og deltage i den her slags arrangementer, hvilket man vist også har fået et indtryk af, hvis man følger min blog. Men vi fik heldigvis tingene til at hænge sammen, selvom Christian jo var på arbejde i fredags, og jeg stod med det meste selv, og vi havde jo også en god dag :) Men det kan godt mærkes bagefter, at der har været pres på. Jeg er meget udmattet oven på sådan et arrangement. Lørdag slappede vi af og havde heldigvis nem mad, da der var rester fra fredag. Søndag kørte vi til Holbæk og købte nyt hegn til terrassen, og har måttet overgive os til at sætte 100 cm hegn i stedet for 120 cm, da det jo desværre har vist sig umuligt at skaffe. Nu er hegnet hjemme, og så må vi se, hvornår vi får det sat op.

I går var der jo heldigvis en ekstra fridag, hvilket var tiltrængt. Vejret var blevet lidt mere til at holde ud, og jeg trængte til at komme lidt udenfor, så vi gik en tur i området. Selvom vi bor i byen, bor vi lige på kanten af naturen, og der er i det hele taget meget natur i området, så vi endte med at gå 5.7 km (Christian målte det på på I forms hjemmeside - han er nørdet på den måde ;)). Det var noget af en præstation for mig, selvom det ikke lyder af så meget for de fleste måske, for jeg har ikke så meget energi at gøre godt med. Men det var en rigtig dejlig natur, og jeg kom steder, jeg aldrig har været før. Så det var spændende :)

Jeg kunne heldigvis slappe af, da jeg kom hjem, for Christian lavede maden, bare en lasagne med salat og et par kogte majskolber til. Min mave hader mig efter i fredags, hvor jeg tillod mig at spise lidt chips, mens vi spillede (jeg er jo ellers ikke noget, jeg sådan spiser, fordi jeg ikke tåler det så godt altid) og oven på al stressen, så min mave er i undtagelsestilstand med smerter i tarmene og en irriteret mavesæk, der endda reagerer negativt på et glas vand :| Så når jeg skal drikke vand, skal det været i forbindelse med et måltid. Forhåbentlig bliver det snart bedre. Det skal det blive, for der er stadig en del, vi skal resten af måneden.

Jeg har dog måttet sige nej tak til at komme med ud og spise, når Christians far holder fødselsdag senere på ugen, for min mave kan bare ikke holde til det. Vi har også noget, vi skal ugen efter, og jeg er nødt til at være bare lidt ovenpå for at kunne holde til det. Det er træls, at jeg ikke bare kan alt det, jeg gerne vil, men jeg er jo nødt til at passe lidt på mig selv.


Nu er vejret køligere, hvilket er rigtig skønt. Jeg er ikke bygget til så varmt vejr, som det var i sidste uge. Det er kattene heller ikke. De er jo langpelsede, og Phoebe har aldrig før prøvet sommer og den slags hede. Så hun synes, det er hårdt. De prøver at holde sig i skyggen, gerne i buskadset, og de får ekstra vand med ud, så de husker at drikke. Christian har efterladt lidt højt græs ved det gamle højbed, da han slog græs, hvilket også er i høj kurs. Der kan man finde lidt kølighed til tider og gemme sig (= ligge på lur efter solsorte), og så kan man guffe lidt græs også, hvis man har lyst :)

Jeg vil slutte af med lidt billeder af kattebørnene fra den sidste uge :) Putte er ikke så vild med kameraet, så ham må I lige undvære i denne omgang.

Besvimede katte i varmen.


Ozzy i græs-junglen :)

Phoebe kan også godt lide det høje græs :)

torsdag den 16. maj 2013

Hindbærmacarons med mørk chokoladeganache

Sidste fredag havde Christian fødselsdag, og vi plejer at få hans forældre op til en kop kaffe om eftermiddagen, så de lige kan sige tillykke til ham. Denne fødselsdag var ingen undtagelse, så jeg ville lave lidt lækkert til ham og hans forældre. Han fik selv lov at bestemme, hvilken kage jeg skulle bage og valgte den gode gulerodskage med cream cheese frosting. Den er også suveræn, og blev også nydt i fulde drag. Derudover bagte jeg mine lækre lynboller, der er bløde og luftige (og hurtige, hvilket er rigtig dejligt).

Jeg har længe haft lyst til at prøve kræfter med macarons, og har haft købt noget mandelmel hjem til anledningen (jeg har ikke energien til at stå og lave det selv), men har bare ikke haft mod på at lave nogen indtil nu. Jeg fik så lyst til at prøve i sidste uge, og så kunne jeg jo servere dem for Christian og hans forældre på hans fødselsdag. Jeg havde haft mareridt om at kikse totalt, når jeg skulle lave dem, fordi de har ry for at være meget svære at lave, men det gik over al forventning. Jeg fandt en opskrift hos Chocolat, da jeg ledte efter, hvor meget frysetørret hindbær jeg skulle regne med at putte i dejen, og det er jeg glad for. Hun har beskrevet arbejdsgangen rigtig godt, og ja, så lykkedes de også! :)

Første batch blev dog lidt mørkere, end jeg havde håbet på, da bagetiden ikke rigtigt passede til vores ovn, så de blev ikke helt så lyserøde, som jeg havde håbet, men de smagte fantastisk, og så var der jo også lidt smagsprøver ;) Fordi de smagte så godt, turde jeg godt prøve igen, og andet batch blev også pænere, da jeg havde øvet mig. Anden gang holdt jeg skarpt øje hele tiden, så macaronsne ikke fik for meget. Begge omgange fik fødder, hurra! Der er ikke angivet i hendes opskrift, hvor meget frysetørret hindbær der er i, men jeg bruge 2 store spsk til portionen, og det blev rigtig godt, så det kan anbefales. Derudover lavede jeg dem med noget andet fyld, nemlig en simpel mørk chokoladeganache, hvilket passede godt til dem i smagen.

Jeg skal helt sikkert prøve kræfter med andre varianter af macarons i fremtiden! De er også bare så supersmukke :) Jeg regner med at bruge Majas (fra Chocolat) grundopskrift og udvikle videre på, for den fungerer bare rigtig godt. Så jeg håber at kunne bidrage med andre slags macarons i fremtiden :) Så smukke blev de:




Hindbærmacarons med mørk chokoladeganache (6 samlede macarons)

43 g mandelmel (købt eller lav din egen)
75 g flormelis
2 store spsk tørrede hindbær
1 stor æggehvide
25 g sukker

Mørk chokoladeganache
1 dl piskefløde
100 g god, mørk chokolade (jeg brugte Toms guldbarre)

Bland mandelmel med flormelis og frysetørrede hindbær i en blender. Blend det hele godt sammen, så det er helt klumpfrit. Si blandingen over i en skål, så hindbærkerner og evt. mandelskaller bliver siet fra.

Bland æggehviden med sukker. Pisk ved lav hastighed 1 minut, til sukkeret er optaget i æggehviden. Pisk herefter et par minutter ved høj hastighed, til marengsen er stiv og danner bløde toppe, der falder over, når du trækker piskeriset op af skålen.

Put mandelmelblandingen ned i marengsen. Vend det meget forsigtigt sammen ved at presse dejen mod siden af skålen med en ske eller dejskraber. Stop, når melet er optaget i marengsen. Det er meget vigtigt, at man ikke får rørt for meget i marengsen, da man ellers får slået al luften ud af den. Maja fra chocolat skriver, at det tager ca. 35 vendinger mod kanten med en dejskraber, før det hele er optaget, og jeg synes, det har passet meget godt. Dejen vil være lidt glat i det men stadig luftig. Du kan teste, om dejen er færdig ved at tage en klat af dejen op og lade den falde ned i resten af dejen. Der skal den helst smelte sammen med resten i løbet af dejen i løbet af 20-30 sekunder (tak til lofoloko for tippet).

Put dejen i en sprøjtepose ned en rund tyl (min var ca. 1 cm i diameter) og sprøjt den ud til små runde cirkler på størrelse med en femkrone, sådan ca., på en bageplade med bagepapir. Lav dem ikke for tæt, da de flyder lidt ud under bagningen (ikke meget, bare en smule). Jeg fik 12 cirkler ud af ovenstående dej. Man kan lave dem lidt mindre, så får man (naturligvis) flere macarons :)

Hold bagepladen vandret og bank den mod bordkanten for at få eventuelle luftbobler ud af dejen. Drys dem evt. med lidt finhakket frysetørret hindbær. Lad herefter de ubagte macarons stå og tørre i ½ time.

Bag macaronsne i ovnen ved 160 grader. I den originale opskrift står der 12 minutter, men det var alt for lang tid i vores ovn. Min første gang macarons med hindbær blev gyldenbrune ovenpå, og det skal de altså ikke være. Anden gang satte jeg uret på ca. 7 minutter og stod der efter og holdt konstant øje med dem, til de var færdige. De må ikke blive brune! Hvis de får antydningen af et gyldent skær, så hiv dem fluks ud af ovnen. Så er de rigeligt færdige! Ovnlågen kan i øvrigt godt snyde lidt med farven, så åbn lågen og kig ind i ovnen. Mine fik måske et sted omkring 8-9 minutter, og da ovne oftest varmer forskelligt, er det en rigtig god ide at holde øje.

Før bagepapiret med de færdige macarons over på en rist og lad dem stå, til de er kølet helt af. Løsn derefter forsigtigt macaronsne fra papiret. Opbevar i en lufttæt dåse, til de skal lægges sammen og spises.

Chokoladeganache
Hak chokoladen fint og læg den i i varmefast skål eller bøtte. Varm fløden op til kogepunktet og hæld den over chokoladen i etaper, hvor du rører godt i chokoladen med en ske for at få den til at smelte sammen med fløden. Rør, til chokoladen er helt optaget i fløden. Det bliver en tyk creme. Lad ganachen stå og køle af. Derefter kan den opbevares i køleskabet eller fyldes i dine macarons med det samme (efter afkøling).

Når du skal bruge ganachen, kan den godt være blevet lidt stiv i det, hvis den har stået i køleskab noget tid. I så fald zapper du den kortvarigt i mikroovnen ved ikke for høj varme, til lidt af chokoladen er smeltet og lun. Herefter kan du røre i ganachen, til resten er "tøet op". Du skal ikke zappe den, til den er helt flydende.

Fyld ganachen i en sprøjtepose med en rund tyl og sprøjt en klat ud midt på halvdelen af macaronbundene. Undlad at fylde det helt ud til kanten af macaronbunden, da ganachen flyder lidt ud, når man trykker bundene sammen. Læg en anden bund (uden ganache) ovenpå, og klem dem let sammen.

Du kan lade dine samlede macarons stå lidt og sætte sig, så bliver ganachen lidt mere fast. Efterfølgende kan de opbevares i køleskabet i en lufttæt dåse/bøtte.

Macarondejen sprøjtes ud til cirkler og lægges til tørre.

De færdigbagte macacons med de fine fødder.

Og så blev de samlet :)


Vi fik som sagt også noget andet. Gulerodskagen er altid et hit. Jeg er helt vild med dens saftighed og smagen af kanel i en skøn blanding med den lidt syrlige cream cheese frosting, uhm. Min mave kan desværre ikke tåle den, men jeg måtte alligevel lige smage den.



Vi fik jo også lynbollerne, der altid er et hit. Også som bagemester, for de er superhurtige at pære sammen, og så er de bare lækre, fordi de er så bløde og luftige. Hapsede lige et enkelt billede af Christians tallerken (efter han havde spist gulerodskagen, kan man se ;)), da han lige måtte have en halv bolle til :)



Han arbejdede hjemme den dag, så vi kunne køre ud og spise om aftenen (han arbejder jo langt væk, så det ville blive en stresset dag med for megen køren frem og tilbage ellers). Om morgenen fik han gaven fra mig i en stor kurv. Han er svær at købe gave til, så han fik lidt blandet, jeg vidste, han kunne bruge. Han fik en step-up-ring til kameraet, så han kan bruge sine filtre til flere forskellige objektiver, en creme, en parfume og så lidt lækkerier. Han fik et glas nutella og derudover nogle amerikanske lækkerier, jeg havde købt hos AMERICANFOOD4U.de (jeg kan stærkt anbefale dem. Fik pakken superhurtigt og portoen er billig. Og så har de meget at vælge imellem). Christian elsker USA og drømmer om at komme til New York igen, men pga. mit helbred er det desværre lidt op ad bakke at komme nogen steder endnu. Så jeg tænkte, at jeg ville bringe New York lidt tættere på ham med lidt amerikanske varer. Herunder på billedet kan I se, hvad jeg købte:

M&M's med mørk chokolade. Hvid Hershey-bar med oreoagtige cookiestykker i, Hershey-bar i mælkechokolade med mandler,
jalapeño-popkorn og to sirupper (en chokolade- og en jordbærsirup til hans pandekager).


Han havde en god dag, tror jeg, og nød at være ude og spise om aftenen :) Vi var på Bones efter hans valg, og smovsede i deres lækre salat (og alt det andet, men salaten er hovedmåltidet for os, når vi er på Bones. Den elsker vi begge to).

Nu er jeg så ved at gøre klar til fødselsdag nr. 2. I morgen får vi ryk-ind af hans fætter og kæreste og hans forældre til endnu en fejring. Min far og Marianne kunne desværre ikke komme med, da der er en familiedag på lørdag i min familie. Den har vi desværre måttet melde fra, da jeg ikke kan klare mere end ét socialt arrangement på en weekend, og alle vores weekender i maj er fyldt op, så jeg er i forvejen meget presset.

Christians familie kommer til spisning i morgen og senere kage til kaffen. Christian laver sin egen fantastiske lagkage, og jeg bager en cheesecake-brownie med hindbær, da den var nem at gå til og smager skønt. Jeg putter lidt mere cheesecakefyld på denne gang. Jeg håber, vi kan hygge og spille lidt i løbet af aftenen.

Jeg kan godt mærke, at der er pres på den her måned, og især de sidste uger. Jeg sover elendigt og alt for lidt, så jeg er skidt tilpas om dagen, og er plaget af mareridt næsten hver nat :( Jeg er så bange for at have det rigtig dårligt i morgen, når vi skal have en hyggelig dag, fordi jeg bare ikke kan holde til det hele. Men sådan er det oftest. Det er bare så unfair, at det altid skal være sådan for mig. Jeg kan sjældent nyde sådan et arrangement, fordi jeg bare er for træt og stresset :( Jeg ønsker mig mere end alt andet at få en god nattesøvn i nat, men det er vist et utopisk ønske, da jeg ikke har fået det i flere uger, og jeg tvivler på, at det er muligt lige op ad selve dagen, hvor det meste skal ske på. Øv altså! :(

I dag skal jeg koge creme til Christians lagkage, selv have bagt cheesecake-brownien, og have forberedt noget af maden til i morgen. Derudover skal der måske ryddes en smule op, men Christian svinger støvsugeren senere, så jeg ikke skal tænke på det. Håber, jeg undgår for meget stress. Ellers hedder det vist angstmedicin igen. Måtte tage det tidligere på ugen, fordi min krop stod totalt af med stress og medfølgende angstanfald. Jeg ville ønske, at det var lidt nemmere med sociale arrangementer og at have gæster for mig.
Det bliver nok rart, når jeg har besøget på Holbæk sygehus overstået i starten af juni (skal til allergolog), for så har vi ikke planlagt noget. Jeg trænger til fred og ro og ingen planer. Men det varer lidt endnu, før det sker.

Jeg håber bare, vi får en god dag i morgen. Jeg glæder mig i hvert fald til at se folk og hygge, selvom det nok også bliver en hård dag for mig.

mandag den 13. maj 2013

Skøn forårsret med friske asparges, svampe og kartofler

For 14 dage siden måtte vi begge igennem en forkølelse herhjemme, som I ved. I weekenden begyndte vi at få det lidt bedre, og jeg fik en smule overskud til at lave lidt god mad til os. Jeg trængte i den grad til nogle gode, lækre grøntsager, så jeg kørte i vores lokale Euro-spar for at købe lidt grønt, da de har et stort udvalg.

Jeg kom hjem med et bundt grønne asparges, gulerødder med top og en bakke svampe (champignons i denne omgang), og så købte jeg et stykke svinekam, som vi skulle have til.
Den første dag tilberedte jeg svinekammen ved at skære sværen af og ridse kød og fedtlag, drysse med lidt salt og så i ovnen i et fad med lidt vand. Her blev stegen stegt ved 200 grader, til den var 65 grader indeni, hvorefter den blev taget ud og hvilede, mens jeg lavede sovs af skyen. Tilbehøret var smørdampede gulerødder med lidt top, smørdampede asparges og kogte kartofler, og det smagte fantastisk.

Dagen efter stod jeg med overskydende asparges og mine svampe, og jeg kom i tanke om en opskrift, jeg havde set i magasinet MAD!, som jeg jo får ind ad døren i denne tid, da det er en fødselsdagsgave fra Christians familie. I den opskrift bruges der dog grocchi, men det lå jeg ikke lige inde med. Men eftersom gnocchi er små pastakugler lavet af kogte kartofler, syntes jeg godt, jeg kunne erstatte med kogte kartofler, der skulle ristes, og efterfølgende vendes i grøntsagerne. Jeg justerede lidt på ingredienserne også og tilsatte squash, hvilket passede godt til. Nedenfor er min opskrift. Den kan lunt anbefales, for det smager bare rigtig dejligt. Vi fik nogle skiver af den kolde, men stadigt saftige steg som tilbehør til retten. Den kan helt sikkert også serveres med lidt brød til, hvis man har lyst :)



Forårsret med friske asparges, svampe og kartofler (2 personer)

7-8 mellemstore, kogte kolde kartofler
10 friske, grønne asparges
250 g svampe (jeg brugte champignons)

½ stor squash eller 1 lille
1 løg
2 fed hvidløg
3-4 kviste frisk timian
Ca. 50 g revet parmesanost

Skær de kogte, kolde kartofler i tern og rist dem på en pande i lidt olie, til de er sprøde og har fået farve. Drys med groft salt og sæt til side.

Hak løg og hvidløg fint. Skyl aspargesene og knæk den nederste, trævlede den af. Skær den ud i mundrette stykker med skrå snit. Skyl timianen. Rens svampene, så de er fri for jord. Skær større svampe i tykke skiver (helt små skal ikke skæres igennem, lidt større skal deles på midte, og halvstore skal skæres i tykke skiver). Vask og halver squashen, fjern kernerne. Skær den i 1-1½ cm tykke skiver.

Steg alle grøntsagerne på en pande i lidt olie sammen med timianen, til svampene er møre (de får en lidt anden farve og blive bløde) og aspargesene og squash er blevet blødere og mere møre, men stadig har bid. De skal ikke have så længe, måske omkring 5-7 minutter +/-. Vend de stegte kartoffeltern i grøntsagerne og lad dem varme med et øjeblik. Smag til med salt og lidt friskkværnet peber. Drys til sidst grøntsagerne med parmesanost. Lidt ekstra parmesanost sættes på bordet, så man kan tilføje lidt ekstra til sin egen tallerken efter lyst.

Server retten til stegt kød efter eget valg. Jeg vil anbefale, at man serverer noget, der ikke er for kraftigt i smagen, så det ikke overdøver den skønne smag af grøntsagerne. I den originale opskrift serveres retten (med gnocchi) til stegte svinemedaljoner, der bare er krydret med salt og peber. Vi fik som sagt et saftigt stykke steg af svinekam til, hvilket sagtens kunne bruges, selvom vi spiste det koldt.

Min tallerken. Det smagte rigtig dejligt.



I går fik vi endelig taget hul på at få ordnet havemøblerne. Det var så også et projekt, der fyldte hele dagen, så der var ikke megen afslapning, hvilket ellers kunne have været rart. Jeg er stadig meget træt og udmattet efter Christians fødselsdag og skal have samlet kræfter, inden vi skal have besøg af hans familie på fredag, hvor vi holder fødselsdag for ham. Jeg er i gang med at planlægge mad og indkøb til den dag, og det hele er snart på plads. Christian bliver måske sendt ud og handle selv, hvis jeg ikke lige finder energien til det, men det vil han heldigvis gerne.

Men havemøblerne blev fine. Vi overvejer dog, om der skal et ekstra lag olie til, men det kan godt være, at det bliver udskudt til senere på sommeren. Vi brugte klar olie, og vil måske gerne have lidt mørk træolie til næste omgang, da møblerne gerne må være mørkere, men det må vi se til den tid. Nu står de og tørrer nede i garagen, da de desværre ikke lige kan stå fremme og tørre, eftersom der er lovet regn hver dag den næste uge. Om en uges tid skulle al olien gerne være absorberet. Pga. vejret kommer vi jo nok alligevel ikke til at sidde ude og grille, så det gør ikke så meget, at det tager lidt tid.

I går var det mors dag. Det er en rigtig dum dag for mig, eftersom jeg mistede min mor til kræft for snart 9 år siden (hvor bliver tiden dog af?). Det giver mange stik i hjertet og tårer, fordi man konstant op til og på selve dagen bliver mindet om, hvordan man skal fejre og forkæle sin mor og have en skøn dag sammen, og ser, hvordan andre er sammen med deres elskede mødre, mens man sidder og mangler sin egen mor. Det er som at få gnedet salt i et åbent sår, og det er en dag, hvor min sorg virkelig bliver aktiveret. Måske er den endda værre end hendes døds- og fødselsdag, netop pga. den store fokus på, at "alle andre" har deres mor, mens man selv sidder helt alene. Og så det faktum, at vi bor så langt væk fra, hvor hun er begravet, så jeg kan ikke engang komme og lægge en blomst der. :(  Vi skal dog til Jylland i den nærmeste fremtid, så der skal vi lige forbi kirkegården. Det er trods alt rart, at der ikke går så længe.

Christian fik lov til at køre alene ned til sin egen mor med gaven fra os (et gavekort til plantecenteret - hun er glad for sin have og kan altid bruge lidt nyt til den), for jeg kunne ikke lige rumme at skulle med i går pga. ovenstående årsag. Så jeg vaskede havemøblerne godt af, mens han var afsted.

Vi var først færdige med at ordne havemøblerne ved 20-tiden i går, så vi var godt sultne. Aftensmaden stod i går på lidt salatbord med en grøn salat og lun couscoussalat, hvortil vi fik en hvidløgsmarineret flanksteak, kogte æg, minimajs og feta. Og lidt gratinerede ostebrød. Det smagte dejligt og mættede godt. Jeg havde forberedt det meste om eftermiddagen, mens Christian sleb møblerne, så det var klar til at få olie.

I dag er det gråvejr, hvilket er noget kedeligt, men sådan skal resten af ugen vist også blive. Kattene synes også, det er kedeligt. I hvert fald er de ikke så meget ude, men ligger og snorker indenfor. Har lige været rundt i huset og fandt Putte i sin stol på værelset og Phoebe i en katteseng i stuen. Ozzy har ligget på sin taske i eftermiddag og sovet, men var lige oppe og spise, da jeg var rundt med kameraet. Fangede dog de to andre i deres senge :)

Underdrejet Putte i favoritstolen.

Phoebe tager også en slapper, men må dog lige se, hvad "mor" går rundt og laver.

lørdag den 11. maj 2013

Cheesecake-brownie med hindbær

I går havde Christian fødselsdag, og jeg plejer at bage noget, han kan tage med til sine kollegaer i den anledning. Men da han oftest arbejder hjemmefra på sin fødselsdag (fordi han har langt på arbejde, og vi kører ud og spiser til Roskilde om aftenen), får han kagen med en anden dag i ugen op til sin fødselsdag. Så jeg bagte kage i søndags, som han fik med i mandags.

Kagen var en, jeg ikke lige har prøvet at bage før, men det er helt sikkert en, der bliver en fast gæst herhjemme. Jeg faldt for noget tid siden over en opskrift på cheesecake-brownie med hindbær hos The Food Club, som så så spændende og lækker ud, at jeg gemte opskriften. Da jeg så skulle overveje, hvad Christians kollegaer skulle have, faldt jeg over den i min linksamling, og besluttede ret hurtigt, at det var den, de skulle have.

Jeg var egentlig lidt skeptisk omkring browniedelen, for i min verden er en brownie en kage, der indeholder chokolade, hvilket den her kage ikke gør, men min skepsis blev gjort til skamme efter at have smagt kagen, for browniedelen af kagen er simpelthen så klæg, tung og lækker som en rigtig brownie, og passer supergodt til kagen. Christian var også helt vild med kagen, hvilket vist blev understreget af, at han allerede efter første stykke overvejede, om det var noget, vi skulle have igen snart, måske når vi holder hans fødselsdag for familien i næste uge ;) Hindbærrene passer supergodt til kagen, og jeg brugte bare frosne, som jeg puttede i kagen direkte fra posen. Supernemt. Når de bliver bagt, er der ingen ko på isen :)

Når jeg laver kagen igen, vil jeg overveje at lave ekstra cheesecakefyld, for jeg synes godt, der kunne have været mere af det på. Så det må I overveje at eksperimentere med, når I kaster jer ud i kagen :)




Cheesecake-brownie med hindbær (1 stor bradepande)

Brownie
340 g margarine (eller smør)
6 dl sukker
4 æg
2 ¼ dl mel
3 dl kakao
½ tsk salt

Cheesecake-fyld
400 g flødeost naturel
2 æg
¾ dl sukker
2 store tsk vanillesukker

Derudover
150-200 g hindbær (friske eller frosne)

Start med at lave browniedejen. Smelt margarinen og lad den stå og køle af lidt. Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Pisk derefter den smeltede margarine i lidt af gangen i en tynd stråle, til alt er optaget.

Tilsæt mel, kakao og salt, og rør det hele godt sammen, til dejen er klumpfri. Fordel dejen i en stor bradepande med bagepapir, ca. 30x40 cm (passer med ovnens bradepande - vores er dog et par cm større, men det gør ikke så meget).

Til cheesecake-fyldet piskes ingredienserne godt sammen og fordeles over browniedejen. Brug en kniv eller gaffel til at lave mønster i dejen ved at vende cheesecake-fyldet og browniedejen lidt rundt i hinanden (uden at det bliver totalt rørt sammen til én dej ;)). Fordel til sidst hindbærrene oven på kagen. Jeg brugte bare frosne hindbær lige fra posen.

Bag kagen 40-45 minutter ved 175 grader. Tjek undervejs, for den må ikke blive tør. Den skal ud, så snart den er færdig (når der ikke hænger rå dej ved en gaffel, man prikker kagen ved. Der må gerne hænge lidt bagte kagekrummer ved, men ikke ubagt dej).

Lad kagen køle af i bradepanden.

Den færdige kage, mums! Den måtte lige smages til, før den forlod huset ;)


 Jeg bagte også lidt forskelligt til i går på hans fødselsdag, hvor vi havde hans forældre oppe. Men jeg vil vende tilbage og fortælle mere om det og dagen i et andet indlæg.

Jeg er træt i dag oven på en uge, hvor jeg ikke har sovet nok. Og så har jeg haft travlt med at gøre klar til Christians fødselsdag. Jeg er alt for ambitiøs i forhold til det, jeg kan holde til, men jeg vil bare gerne gøre det så godt. Så jeg har været i gang med at bage og gøre huset klart og lækkert, så han kunne nyde dagen uden at skulle tænke på noget.

Torsdag, hvor der var en helligdag, var vi i det lokale plantecenter og købe lidt ind til haven. Det er en dyr fornøjelse, for jeg ville også gerne have en krukke magen til den, jeg købte sidste år til mine krydderurter, så den måtte jeg smide 300 kr for (i Jem & fix). Det er lige i overkanten for en glasfiberkrukke, synes jeg, men det ser jo også dumt ud at have en million forskellige krukker derude på terrassen. Og jeg var nødt til at købe nyt, fordi mynten fra sidste år totalt har overtaget den krydderurtekrukke, jeg havde der. Jeg skal have tyndet betydeligt ud i den i år, og regner med at plante noget af mynten ud i haven, da den jo kommer igen, dufter dejligt og har fine blomster. Så må jeg bare holde den nede.

Til gengæld faldt vi over et godt tilbud på krydderurter i plantecenteret, hvor man kunne få tre urter for 80 kr (normalprisen var en for 50 kr), så jeg valgte seks; to slags almindelig timian (en med blomster og en med grønne og hvidlige blade), en citrontimian (jeg har også en fra sidste år, men den er ikke kommet så stærkt igen, så jeg ville supplere den op), to rosmariner og en lavendel, der dog nok ikke bliver brugt til maden. Min rosmarin fra sidste år er desværre gået ud, så jeg håber på bedre held i år.

Derudover købte vi lidt blomster til terrassen, for der ser så nøgent ud derude for tiden, før vi får sat noget og ordnet havemøblerne. Vi købte lidt spanske margueritter og en opstammet lyserød marguerit. Det ser meget fint ud derude, efter Christian har ordnet terrassen. Nu må vi snart få ordnet havemøblerne, så vi kan komme ud og nyde haven og grille igen. Det glæder jeg mig til :)

Jeg slutter af med lidt billeder af vores nyindkøb til haven. Og Phoebe, der fortalte os, at hegnet på terrassen virkelig er helt til rotterne, hvilket hun dog elsker, for så kan hun hoppe igennem hullerne, der efterhånden er i det, hm! Håber, det bliver i år, vi finder et hegn, der passer til haven.

Timian.

Anden slags timian i blomst. Man kan ane, at kattene har været forbi (der er lidt pels på blomsten her).

Rosmarin.

Citrontimian.

Hvad er det mon for et hul? Er der noget på den anden side?

Må lige kigge efter!

Spansk marguerit.

Endnu en spansk marguerit. De har den mest fantastiske og spændende støvdrager med små, blå stjerner smukt omkranset af gule.

tirsdag den 7. maj 2013

Meatloverpizza med pølse, bacon og løg

Ja, og skinke, mozzarella og tomatsovs i øvrigt :) I sidste uge lavede jeg den her vildt lækre pizza til Christian. Min mave har ikke haft det så godt de sidste uger, så jeg har fået en del skånekost. Men det skal jo ikke gå ud over Christian, og i torsdags havde han en lang dag på arbejdet, fordi de skulle installere noget nyt. Derfor tænkte jeg, at det måske kunne være rart for ham at få noget ekstra lækkert, når han kom hjem og skulle have aftensmad, og valgt faldt på den her virkelig lækre pizza med lækkert fyld.

Det var lang tid siden, jeg havde lavet hjemmebagte pizzaer, så det måtte også være på tide. Ud over kødingredienserne på pizzaen tilføjede jeg også løgringe, fordi det bare smager supergodt på. De bliver søde og gode efter turen i ovnen. På trods af de mange slags fyld, blev pizzaen sprød hele vejen igennem, for jeg holdt lidt igen med at fylde for meget på. Gør man det, kan man ende med en pizza, der er snasket og ubagt under fyldet.

Nedenstående opskrift rækker til to runde pizzaer eller en stor på størrelse med ovnens plader. Det rækker til ca. 2 personer, hvis man ikke spiser andet til. Jeg fik lige snuppet nogle billeder, inden Christian spiste det hele :)




Meatloverpizza med pølse, bacon og løg (2 personer)

Pizzadej (til 2 pizzaer eller 1 bageplade)
25 g gær
3 dl lunkent vand
1½ tsk salt
1 spsk olie
Ca. 480 g hvedemel

Fyld:
1 pakke skinkestrimler
1 pakke cocktailpølser med skind
1 pakke bacon i skiver
2 store løg
Ca. 1 pose revet mozzarella (200 g)
Tomatsovs (Rema1000s og Faktas egne er gode - ellers kog din egen)
Lidt tørret oregano

Rør gøren ud i vandet og tilsæt salt og olie. Tilsæt melet lidt ad gangen og ælt dejen grundigt sammen. Dejen skal ikke være for klistret. Der kan tilsættes lidt mere mel om nødvendigt. Lad dejen forhæve tildækket 1 time.

Imens dejen hæver, forberedes fyldet. Halver pølserne, klip baconen over på midten og pil løget. Skær løget i tykke ringe. Opbevar fyldet på køl, til du er klar til at putte det på de formede pizzaer.

Sæt din bagesten ind nederst i ovnen og tænd den på 250 grader. Lad stenen varme godt op med ovnen. Lad den står 5-10 minutter, efter ovnen har nået 250 grader, før du bager din pizza. Bruger du ikke bagesten, kan pizzaerne laves til én stor på en af ovnens plader. 

Slå luften ud af dejen. Del den i to og form til to boller. Rul hver bolle ud til en rund pizza på størrelse med din bagestens bagespade. Mel spaden godt og læg pizzaen derpå. Fordel et tyndt lag tomatsovs på bunden og put derefter revet ost, lidt skinkestrimler, cocktailpølser og baconskiver. Slut af med løgringene. Flyt forsigtigt pizzaen over på bagestenen (jeg bruger gerne en lang palet - sådan en flad en, man vender kødet med på panden - som jeg forsigtigt flytter den første del af dejen over på stenen med, og så trækker jeg forsigtigt spaden til mig, så pizzaen rykker over på stenen). 

Bag pizzaen ca. 10 (+/-) minutter på bagestenen, til bunden er sprød. Det er alfa og omega, at der ikke kommer for meget fyld på, da bunden så vil blive våd og kedelig og ubagt under fyldet. Løft lidt med paletten for at se, om pizzaen er sprød under bunden. Mens den første pizza bager, formes den næste

Bruger du en bageplade, skal du bage din pizza ved 225 grader, til bunden er gennembagt - midt i ovnen. Det tager længere tid end på den varme sten, så tjek efter ca. 15 minutter, og hold ellers øje med bund og fyld.

Drys pizzaerne med lidt tørret oregano før serverin.

Pizzaen, før den kom i ovnen.

Den færdigbagte pizza.

PIzzaslice drysset med lidt tørret oregano.


 
Jeg er rimelig tidligt i gang i dag. Tidligere end jeg plejer i hvert fald. Sådan har det været nogle dage nu takket være vores nye naboer, der nu også har fået hunde. De får lov at rende og gø i haven tidligt på formiddagen, og så kan jeg bare ikke falde i søvn igen, hvilket er virkelig frustrerende, så jeg får ikke så meget søvn for tiden.

Lige nu sidder jeg og venter på, at Christians far kommer og kører mig på apoteket. Har været så "heldig" at fange mig et forkølelsessår oven på vores forkølelse sidste uge, så jeg skal lige ned efter medicin og plastre. Det er noget, fanden har skabt, forkølelsessår. Jeg hader det inderligt. For mig har det ofte været meget smertefuldt, da min læbe hæver meget op, så jeg har altid en åben recept på medicin, der skal hjælpe med at forkorte den slemme periode. Jeg kunne godt have undværet såret, for Christian har snart fødselsdag og vi skal ud og spise der. Jeg føler mig altid som lidt af en freak, når jeg render rundt med sådan et sår, og det gør det også sværere at spise, ih! :(

Men vi er kommet os over forkølelsen nu, heldigvis. Det er rart at være frisk igen. Selvom jeg er noget træt for tiden pga. manglende søvn, trængte jeg til at komme i gang med noget, da tingene har stået lidt stille herhjemme, så i går fik jeg ordnet akvariet med vandskift og tyndet ud i planterne i akvariet, og jeg fik vasket kattenes bakke. Og pakket Christians gaver ind i øvrigt. Er spændt på, hvad han siger til gaverne :)

I dag tager jeg en lidt roligere dag. Jeg skal have vasket lidt tøj, så det kan nå og tørre udenfor, da der kommer regn de næste dage. Så det skal helst være i dag. En del af vores aftensmad er rester, så der er forhåbentlig ikke så meget arbejde i det. Det er nu rart nok, når man er træt.

Nu vil jeg lige sætte en vask over, inden Christians far kommer, så jeg vil slutte her. Ellers når jeg vist ikke det hele. Jeg er heldigvis snart hjemme igen, så kattene kan komme i haven. Jeg lukker dem ikke ud, når jeg ikke er hjemme, og de er noget trætte af, at deres morgenrutine er brudt. De vil gerne ud i solen med det samme, de har spist, efter jeg er stået op. Men de må lige vente lidt endnu. Men nu til vasketøjet :)

lørdag den 4. maj 2013

Blåbærmuffins med marcipan og hvid chokolade

Som jeg skrev i mit indlæg om hindbærsalaten med ost og avocado, endte jeg med at ligge inde med en god rest blåbær efter at have lavet salaten. Jeg havde en ide om, at jeg godt kunne tænke mig at lave nogle muffins, hvor de indgik sammen med marcipan og hvid chokolade, men eftersom jeg ikke lige lå inde med sådan en opskrift, satte jeg mig ned og lavede en selv. Jeg ville gerne have, at man kunne smage marcipanen, og kan godt lide den lidt konfektagtige konsistens, som marcipan bidrager med, når man bruger det i bagværk. Det er superlækkert. Samtidig synes jeg, at den hvide chokolade passer rigtig godt til blåbærrenes lette syrlighed, og den bidrager også med lidt vanillesmag. Hvis man vælger at skære chokoladen ud af opskriften, vil jeg derfor anbefale, at man tilsætter ½ tsk vanillesukker.

Jeg fik en anledning til at bage de her muffins, da Christians forældre kom op til en kop kaffe i søndags, og de var meget begejstrede for kagerne. Jeg smagte dem også selv og synes, det var rigtig skønne, så dem kan jeg klart anbefale, at I kaster jer over :) Jeg tror ikke, jeg før har prøvet at lave en kageopskrift helt fra bunden, så det var noget af en succesoplevelse. De vil helst sikkert blive bagt igen.





Blåbærmuffins med marcipan og hvid chokolade (10-11 stk)

70 g marcipan (min 60% mandler, f.eks. Anton Berg eller Odense Marcipan)
100 g margarine (eller smør)
100 g sukker
3 æg
½ dl mælk
80 g mel
40 g kartoffelmel
1½ tsk bagepulver
100 g blåbær
100 g hvid chokolade
(Evt. ½ tsk vanillesukker, hvis du ikke bruger chokolade)

Riv marcipanen groft. Pisk den grundigt sammen med margarine og sukker (og vanillesukker, hvis du bruger det), til det er helt optaget i massen. Der må ikke være marcipanklumper i blandingen.

Pisk æggene i et ad gangen og pisk grundigt, så massen bliver let og luftig. Pisk mælken i.

Bland mel med kartoffelmel og bagepulver i en skål. Hak chokoladen groft (stykkerne må ikke være for små, for så bliver de bare optaget i dejen i stedet for at være lækre chunks, man møder undervejs, når man spiser muffinen). Læg chokoladen i skålen.

Skyl blåbærrene og ryst det værste vand af. Læg dem i skålen med melblandingen med det vand, der nu hænger ved. Vend bær og chokoladen rundt i melblandingen. Når man gør det på denne måde, undgår man, at alle blåbær og al chokoladen lægger sig i bunden af muffinsne.

Vend melblandingen forsigtigt ind i æggeblandingen, til det hele er optaget. Put papirmuffinsforme (jeg plejer at bruge 2 pr. hul) i en metalmuffinsform og fordel dejen i formene. Jeg fik 11 muffins ud af portionen, men den går fint til 10 muffins også. De kunne være lidt højere, uden det ville vælte ud over det hele. Ca. 1 god stor spsk i hver muffinsform eller 3/4 fyldt.

Bag dine muffins ca. 25 minutter ved 175 grader (+/-, da ovne jo varmer forskelligt, så tjek dine muffins lidt før men en gaffel eller tandstik). Lad muffinsne stå og køle lidt af i formen, til den er til at håndtere. Flyt dem derefter over på et stykke bagepapir og lad dem stå, til de er helt kolde.

De færdige muffins køler af i formen.
Overfladen var virkelig lækker og makronagtig pga. marcipanen.

Man kan se, at der ligger blåbær i toppen af muffinsne også.

Christian går om bord i en muffin. Mums, de var gode!
(Tryk på billederne for at få dem i en større størrelse).


Lige nu ligger vi begge syge herhjemme. Jeg kan mærke, at det går lidt (meget langsomt) fremad dag for dag, og jeg kan bedre få luft i dag. Vi troede, at det var Christian, der havde smittet mig, men det var det åbenbart ikke. I hvert fald gik han selv ned med sygdom i torsdags, så nu er vi begge syge herhjemme. Det havde været lidt mere velvalgt, hvis vi havde taget turen på skift, så en af os havde kunnet stå for tingene herhjemme, mens den anden var syg, men så heldig kan man jo ikke være altid. Så vi tager weekenden med ro og laver det, vi kan holde til. Måske skal vi have kigget på havemøblerne, der skal vaskes og gives olie, men nu må vi se, hvad kræfterne rækker til.

Sidste weekend havde vi også besøg af andre end Christians forældre. Naboens (eller den tidligere nabo) Pjevs/Pjevser kom ind i haven til kattene. Det er hun nu jævnligt, men hun er efterhånden noget fræk og opfører sig, som om hun bor her. Hun sniger sig også ind og lægger sig på kattenes værelse, og vil også gerne bruge kattenes bakke og æde maden, hvis hun kan komme til det, så hun ryger ud til den anden side, så snart vi ser hende inde. Ozzy plejer at brokke, når hun går ind og fortæller mig, at det er helt forkert, når han ser hende inde. Det gider han trods alt ikke, selvom han af og til selv sidder ved havelågen og kalder på hende, den skøre kat!

Nåh, men Pjevser var i haven og nød solen sammen med vores katte. Hun er en smuk pige, og jeg listede mig lige til at tage lidt billeder af hende nede ved æbletræet og blomsterne der. Hun er utrolig lille, nærmest en dværg ved siden af vores katte, men selv for en huskat er hun ret lille. Men hun er en sød lille hidsigprop, den Pjevser :)


Phoebe holder øje med indbrudskatten. Pjevs synes, at Phoebe er lidt for nærgående.


Nu er der ikke mere fra mig i dag. Jeg vil have lidt at spise og overveje, hvad jeg kan holde til i dag. Jeg skal også have overvejet, hvad vi skal spise, for madplanen er gået lidt i stykker, efter vi blev syge. Så jeg må lige lægge hjernen i blød. Kan I have en rigtig dejlig weekend derude :)