torsdag den 29. august 2013

Søvnløshed og lidt om min uge (med billeder)

Kender I det, når man bliver vækket af noget, og bare ikke kan falde i søvn igen? Det gør mange mennesker nok. Sådan er det for mig for tiden, hvilket ikke falder særligt heldigt sammen med, at kattene kalder hver nat for at få mad. En vildt dårlig vane, men det er svært at lære dem, at de skal vente de få timer, til Christian står op.

Men sådan har min uge været. Eller det startede natten til tirsdag, hvor Ozzy bare så gerne ville ud midt om natten (det må han ikke), og blev ved med at stå og hyle og forsøge at åbne kattelemmen. Det stod på rigtig længe, og jeg kunne ikke sove bagefter. I går var det, fordi jeg selv stod op for at fodre kattene, hvilket jeg ellers ikke gør, for jeg ved, at jeg så ikke kan sove igen, men Christian trængte til at sove igennem, så jeg gjorde det alligevel. Og så kunne jeg selvfølgelig ikke sove igen, ih! Har haft nogle zombie-dage, hvor jeg har gået rundt og næsten ikke kunnet hænge sammen, og havde troet, at i nat skulle jeg have bedre søvn. Men sådan skulle det ikke blive, for Ozzy kaldte tre kvarter, efter jeg sov, og efterfølgende sov jeg ikke i 1-2 timer. Det er bare frustrerende at ligge der og kaste sig rundt i sengen og ikke kunne sove, og nu kan jeg se frem til endnu en lortedag pga. det.

Jeg ved ikke, hvad søvnløsheden skyldes. Vi skal til noget i weekenden, men jeg har ikke tænkt så meget over det, at jeg har følt mig stresset. Men er noget frustreret over situationen, for at skulle ud til noget kræver en del af mig, så søvnløshed er bare ikke velkommen lige nu! Da jeg har epilepsi, kan det også være noget rigtig skidt med søvnmangel, da det provokerer anfald, så jeg vil gerne snart sove igennem. Har haft det noget mærkeligt i hovedet de sidste dage, så det kan ikke blive ved.


Nåh, nu til noget lidt andet, der også er sket den her uge. Vi fik en slem forskrækkelse den anden aften, efter vi havde kaldt kattene ind. Christian var i gang med at lege med kattene med en legepind, der bestod af en træpind med en halvtung bold på, som Putte er ret vild med, da Ozzy stjæler den og løber væk (med halen højt i vejret over sin fangst oftest). Stoltheden er dog hurtigt overstået, da han på en eller anden måde får viklet snoren rundt om sit ene bagben! Og han styrter panisk rundt i huset med pinden efter sig, der hænger fast flere steder på vejen. Nøj, hvor blev vi forskrækkede, stakkels Ozzy! Vi finder ham under sengen på gæsteværelset, rigtig ked af det, og vi må ikke komme til hans pote eller bagparti. Vi får ham med ind på et andet værelse, hvor der ikke er så mange gemmesteder, og lukker døren, så vi kan prøve at få snoren af ham.

Først troede vi, at den både sad om pote og hale, men det gjorde den heldigvis ikke! Han var bare så bange, og det gjorde så ondt på ham. Vi troede ærlig talt, at han havde brækket ben eller pote og var indstillet på at skulle have ham til dyrlægevagten. Vi fik forsigtigt klippet snoren af hans fod, mens han blev pakket ind i et håndklæde for vores sikkerheds skyld, og han fik lidt mad som trøst. Under det hele masede han hovedet ind til mig, som han gør, når han er til dyrlægen og rigtig bange :( Men vi fik den af og holdt vejret, da vi skulle se ham gå første gang. Vi var ret sikre på, at noget var brækket, fordi det gjorde så ondt på ham.

Det var det heldigvis ikke! Pyha, sikke en lettelse. Han var lige inde og vende under vores seng (et gemmested), efter han kom ud fra værelset, men kom hurtigt frem og spiste og var lidt social. Men sikke en forskrækkelse. Han er heldigvis ved godt mod og har ikke vist nogen problemer med fod eller ben. Han har helt sikkert været meget heldig!


Kaptajn Ozzy i sit nye "skib" :D Han har fået ny kasse, som han allerede elsker. Den er lige tilpas i størrelsen,
så han kun lige kan være i den. Sådan som det helst skal være.

Lidt kattekærlighed, som Ozzy elsker. Phoebe vasker ham lidt.

Men hun er en pjatterøv, så hurtigt derefter skal hun være fræk, og lægger op til slåskamp med Ozzy.

Ozzy øverst på klatretræet første gang, han nogensinde selv gik op på det. Det er bare dejligt, at han har gjort det.
Forhåbentlig bliver han mere fortrolig med det i fremtiden. Der er jo god udsigt deroppefra :)

Samme dag. Phoebe blander sig, og hun og Ozzy leger lidt på klatretræet :)



I går fik jeg vasket en kogevask, da vejret jo snart slår om, og vi må udnytte at kunne tørre tøjet ude. På trods af at jeg ikke havde det ret godt pga. den manglende søvn. Jeg var glad for trods alt at få lavet lidt, og før aftensmaden gik jeg ud og nød duften af de rene håndklæder, mens jeg lagde det sammen. Jeg havde godt set, at der var måger i området, måske var der nogen, der fodrede? Jeg plejer at blive lidt betænkelig, når jeg har tøjet ude, men der plejer ikke at ske noget. Det gjorde der så i går. Da jeg havde lagt det meste sammen og stod og foldede en gulvklud, blev jeg pludselig bombarderet af mågelort >:-( De skød helt sikkert til måls. En ramte stolen få cm fra vasketøjskurven, hvilket sprøjtede videre på mit ben, og en anden ramte den gulvklud, jeg stod og lagde sammen!! Fy for pokker altså! Møgdyr!

Måtte så gå ind og vaske det hele igen :( Følte, at mit arbejde den dag havde været spildt, og var noget trist over at skulle spilde en hel vask og en tur i tørretumbleren for at få tøjet rent igen, da det jo ikke kunne hænge ude i nat. Og havde sådan glædet mig over, at håndklæderne fik den friske duft af at have hængt ude, og til at skulle bruge sådan et efter badet, hvor det bare dufter så dejligt. Men det kan jeg så ikke nu.. Øv.
Vil måske grine af det, når jeg får det på afstand, men det føltes som lidt af et nederlag i går, hvor energien var så knap. Jeg skulle egentlig have vasket en kulørt vask i dag og håbe på, at det kunne tørre udenfor, men indtil videre er det sat on hold, for jeg er for træt til at lave ret meget i dag. Må se, om energien bliver til det senere.


On a happier note.. Jeg har i nogle uger sendt kærlige tanker efter et par hovedtelefoner, jeg har fået et godt øje til, ikke mindst efter jeg fik en rabatkode med 20% rabat på hovedtelefoner til CDON (mangler du en kode, kan du få den af mig, bare smid en kommentar herunder), så der var en del at spare. Især når man kom op i den prisklasse, jeg kiggede på. Jeg havde dog ikke taget nogen beslutning om at købe noget endnu, for de var noget dyre, men i går så jeg på Facebook, hvor jeg følger CDON, at de havde en rabatkode med 25% rabat til deres Facebookfans, som kun gjaldt til og med i går, og så måtte jeg tage en beslutning. Valget faldt på et par Sennheiser Momentum On-ear i grøn, og jeg er meget spændt på at få dem hjem og se, om det er nogle, der er til at holde ud at have på. Musikkvaliteten i dem skulle være helt suveræn, så jeg er spændt. Og utålmodig. Vil gerne have dem nu! Men må vente nogle dage, måske til på mandag, før jeg har dem hjemme.

Musik betyder ret meget for mig. Det får mig til at slappe af, komme i godt humør, er en trofast følgesvend og trøst i trist humør og bare.. ja. Virkelig noget, der betyder noget for mig. Det hjælper mig også igennem de dage, hvor jeg er nødt til at lave noget, selvom jeg ikke har energien til det. Musik gør bare livet lidt bedre. Så nu skal jeg have noget, der kan gøre kvaliteten lidt bedre, end den er i mine små earphones.
Samtidig ledte jeg efter et par hovedtelefoner, der var lette, af hensyn til min nakke (jeg lider af kronisk piskesmæld), for jeg får smerter, bare jeg har håret oppe. Så de skulle være ret lette. Og de her er meget lette i forhold til så mange andre, jeg har set, så jeg håber, de er til at holde ud af have på.



Mine trælse dage er startet med smerter, der har hængt ved det meste af dagen. I dag sad de så også i maven, hvilket er lidt bekymrende, når vi skal spise ude i weekenden. Pt. er der dog lidt ro, så jeg håber, det er overstået for i dag. Jeg har dog allerede haft noget at smile over. Kattene. Eller Putte lige i dag. For jeg hørte for kort tid siden den sjoveste lyd. Det er nærmest en kvækken, hvilket vi troede, det var, da vi hørte den først en aften i sidste uge (var det vist). Som en eller anden mærkelig frø, jeg har set på Youtube engang. Det var dog ikke en frø, men Putte. Han havde fanget "fuglen" (en fasanfjer, de har med i haven), og var meget stolt! Kaldte på os, så vi kunne komme ud og rose ham :D Han fik naturligvis også masser af ros (og lidt skjult fnisen, for det var nu ret sjovt :D). I dag hørte jeg så samme lyd, så jeg vidste godt, hvad han ville fortælle :D Dog var han utålmodigt på vej ind, da jeg nåede ud, og satte sig og ventede på sin belønning (lidt frokost) og nus, så der er intet billede af ham og hans fangst. Men I får lige et billede af den utålmodige dreng, der naturligvis fik masser af ros og sin frokost :) Han er virkelig en fantastisk og særlig kat <3

Høj haleføring! Er jeg ikke dygtig, mor?

Der ventes.

Og lyttes. Kommer hun ikke snart?

mandag den 26. august 2013

Hvidløg-rosmarinmarinerede herregårdskoteletter med flødekartofler og skønne, timianstegte grøntsager

I sidste uge var jeg som bekendt til møde med den nye bank. Det var en forvirrende dag, og jeg havde ikke fået taget noget op af fryseren eller planlagt maden helt den dag, så da jeg var færdig med mødet, gik jeg en tur i Føtex for at se, om jeg kunne finde lidt inspiration til en god aftensmad.

Jeg faldt over en pakke herregårdskoteletter uden ben, der så rigtig lækre ud, og jeg tænkte, at jeg måske kunne få noget godt ud af dem med en hjemmelavet marinade med krydderurter fra haven. Som tilbehør havde jeg allerede fastlagt, at vi skulle have flødekartofler, da jeg havde en fløde, der skulle bruges, men da jeg faldt over nogle friske bønner, og vi havde godt med grøntsager hjemme, fik jeg lyst til at lave nogle pandestegte grøntsager med timian fra haven. Vi havde på vores tur til Bakken i ferien fået et rigtigt lækkert måltid, hvor garnituren havde været stegte grøntsager, og jeg havde lyst til at lege lidt med det hjemme i køkkenet, da jeg syntes, det var rigtig lækkert. Så jeg stegte nogle grøntsager med timian, og det blev bare supergodt! Det skal vi helst sikkert have igen. Måske endda i aften, for jeg har taget herregårdskoteletter op af fryseren til os.

Kunne se i Føtex' nye avis, at de har koteletterne på tilbud til 25 kr for 2 stk. denne uge, så måtte lige afsted efter nogle i lørdags. Så det er bare om at komme afsted efter et par pakker! Jeg gav i sidste uge 60 kr for 3 koteletter, så det er en god pris :) Flødekartoflerne passede fint til resten af maden, da det hele er bundet sammen af hvidløg (mild smag, det smager ikke meget igennem). I aften tror jeg dog, at vi ender med lidt bagte kartofler eller ovnkartofler til, men det kan man jo gøre, som man har lyst til. Kan kun anbefale retten her på det varmeste. Har du lyst, kan du komme mere rosmarin og lidt ekstra hvidløg i marinaden, hvis du vil have en mere gennemtrængende smag.




Hvidløg-rosmarinmarinerede herregårdskoteletter med flødekartofler og skønne, timianstegte grøntsager (2 personer)

Koteletter og marinade
2 herregårdskoteletter uden ben
4 spsk olie (jeg brugte rapsolie)
2 spsk hakket frisk rosmarin (ca. 2-3 store grene minus stilken)
2 fed hvidløg
1 tsk salt

Flødekartofler
5-6 mellemstore bagekartofler
2 spsk hakket løg
3 store fed hvidløg
Salt
Knap ½ liter fløde 18%

Timianstegte grøntsager
3 halvstore gulerødder
1 rødløg
1 god håndfuld friske champignons
½ squash
1 rød peberfrugt (jeg brugte lidt mindre)
1 god håndfuld friske bønner
2-3 fed hvidløg
Frisk timian

Til koteletterne laves en marinade af 4 spsk olie, 2 fed presset hvidløg, 2 store spsk hakket, frisk rosmarin og 1 tsk salt. Du kan tilsætte mere rosmarin og hvidløg, hvis du vil have en meget gennemtrængende smag. Jeg vil overveje en smule mere i næste marinade, men smagen her er mild og fin og smager af noget :)

Mas evt. koteletterne lidt fladere (gør dem nemmere at stege) om nødvendigt og put dem i en frysepose sammen med marinaden og vend godt rundt. Slå en knude på posen og læg den i køleskabet. Lad koteletterne trække i marinaden i mindst 3½ time, gerne længere.

Skræl kartoflerne og skær dem i 3 mm tykke skiver. Læg 2/3 af skiverne i et mindre ovnfast fad. Hak løget fint og fordel ca. 2 spsk ud over kartoflerne. Drys med salt. Fordel resten af kartoffelskiverne i fadet, drys med salt og pres de pillede hvidløg ud over, så det er jævnt fordelt over hele fadet. Hæld fløden over. Jeg brugte lidt mindre end ½ liter. Kartoflerne skal ikke være helt dækket af fløden (den koger op, så det er ikke nødvendigt). Bag i ovnen ved 225 grader, til fløden er kogt ind til en tyk sovs. Tjek konsistensen efter tre kvarter. Vil skyde på, at fadet skal have ca. en time i ovnen, men det kommer meget an på, hvor stort fadet er, så du skal holde øje.

Til de timianstegte grøntsager skrælles gulerødderne og skæres ud i forholdsvis tynde stave. Løget pilles og skæres i både.

Rens champignonerne og halver dem. Større champignons skæres i tre stykker. Vask squashen. Halver den og gem resten til en anden god gang. Halver den halve squash på langs og fjern kernerne. Skær den i tykke skiver (ca. 2-2½ cm). Rens peberfrugten og skær den i tykke strimler (1-2 cm - jeg deler peberfrugten i 3 stykker og skærer hvert stykke i strimler). Vask bønnerne og nip enderne af. Pil og hak hvidløgene. Vask timianen og ryst vandet af.

Varm en pande godt op og steg gulerødder og løg nogle minutter, til gulerødderne så småt begynder at skifte farve og løget bliver blødere. Tilsæt resten af grøntsagerne og hvidløget sammen med bladene af timianen og steg det hele, til grøntsagerne er møre, men stadig har bid. De skal med andre ord ikke være helt bløde og smattede. Champignonerne skal have skiftet farve og være bløde i det. Du kan evt. lægge et låg på undervejs, hvis du har lidt rigeligt grøntsager på panden. Så bliver de lidt mere jævnt gennemstegte. Undlad dog at have låget på alt for længe, da de ellers ender med at blive kogt pga. kondensen på panden under låget.

Mens du steger grøntsagerne, varmes en grillpande (du kan også bruge en almindelig, hvis du ikke har en grillpande). Når den er varm, skrues lidt ned for den, og kødet lægges på panden. Der behøves ingen fedtstof, da koteletterne er marineret med olie. Steg koteletterne ved mellemhøj varme, til de har stegeskorpe på begge sider, et par minutter. Steg videre ved mellemvarme, til koteletterne næsten er gennemstegte. Undlad at skamstege dem, for så risikerer de at blive tørre. De er færdige, når de føles næsten faste at røre ved, når du trykker på dem (evt. med en palet). Krydr grøntsagerne med lidt salt inden servering.

Server koteletterne med de stegte grøntsager og flødekartoflerne. Skøn mad!


Grøntsagerne steges med timian.

De marinerede koteletter steges på en grillpande.

De lækre, stegte grøntsager up close.

Aftenens tallerken.



Det var turen på Bakken, der fik mig til at drømme om timianstegte grøntsager. Åh, det var et godt måltid, vi fik derinde i ferien. Jeg fik endda en softice den dag, noget jeg har gået og drømt om i flere måneder, og det var bare skønt! Vi havde bare sådan en god tur. Der var ikke så mange mennesker, da Cirkusrevyen først var i gang, og der var ingen kø til noget. Vi prøvede det sædvanlige, nemlig spøgelsestoget og Ulven (rutschebane) en del gange, og gik rundt og spillede lidt i boderne. Christian vandt to gange på lykkehjulet, så vi kunne få et par præmier med hjem (valgte sakse og stegetermometer, men vi havde selvfølgelig håbet på en kæmpe chokolade), men jeg vandt ikke noget. Jeg er ikke ligefrem kendt for mit store held, men jeg hyggede mig med at spille lidt og i det hele taget på turen.

Det var bare sådan en dejlig dag. Tivolier og forlystelsesparker er bare lige mig, og Bakken minder om mit elskede Tivoli Friheden, som vi altid kommer i hvert år med min far. Det gør det ikke til et mindre skønt sted. Og så spiser man godt på Bakken. Vi måtte dog gå rundt længe for at se på salaterne på stederne, og endte til sidst i Bræddehytten, hvor vi fik et supergodt måltid, og jeg fik den bedste hjemmelavede bearnaise, jeg nogensinde har smagt! Nød det hele i fulde drag!


Vi har været ret ugidelige denne weekend. Det er de første fridage efter ferien, og det har helt sikkert været en hård opstart. Også for mig, for nu skal jeg vænne mig til at gå herhjemme alene igen, og det er ærlig talt lidt hårdt. Jeg har det bedre, når Christian er her, og får energi af at være sammen med ham, så han er savnet i hverdagene.

I fredags var vi i biografen og se Elysium. Jeg havde glædet mig noget til den, da den så spændende ud, og jeg generelt er ret glad for Matt Damon, men blev lidt betænkelig, da Christian fortalte, at det var samme instruktør, som lavede District 9, en Oscarfilm fra et par år tilbage, som jeg bare ikke brød mig om. Elysium var en okay film i teorien ligesom District 9, men vi var begge enige om, at den var lidt tynd i historien, og jeg blev desværre ikke positivt overrasket over instruktørens nyeste film. Så jeg tror, jeg bare skal holde mig helt fra hans film i fremtiden. Matt Damons præstation kan man dog ikke sætte en finger på, han var god som altid.

Ellers har vi ikke lavet det store i weekenden. Set lidt film, spillet lidt og bare slappet af. Det var hårdt tiltrængt. Min mave har været ekstra træls i weekenden, efter jeg tillod mig at spise popkorn i biografen i fredags og lidt (meget lidt) sødt lørdag aften, så jeg har ikke haft det så godt. Det betød også, at jeg for Gud ved hvilken gang måtte spise lasagne i går aftes. Meget mod min vilje. Vi skulle have haft flæskesteg, hvilket jeg har gået og drømt om, men vi har måttet skubbe den foran os gennem ugen, da der ikke har været overskud nok til at lave den eller helbredet har været der. Nu er den så endt i fryseren, for vi skal snart til en familiefest, og jeg er nødt til at få styr på min mave inden da. Hvis jeg kan. Det er farligt at spise ude for mig, og jeg ved ikke, hvad vi skal spise den dag, men håber, der er noget, jeg kan tåle. Må tage det, som det kommer.


Slutter af med lidt kattebilleder taget en aften, hvor himmelen var usædvanligt smuk. Phoebe sad model på toppen af klatretræet, hvilket gav nogle fine silhuetbilleder af den "lille" dame :)




torsdag den 22. august 2013

Citronmåne

I fredags havde vi Christians forældre oppe til lidt aftenhygge. Jeg ville som sædvanlig gerne lave noget lækkert til kaffen, men kom vist til at overdrive lidt i forhold til, at vi havde været på Bakken hele torsdag (skøn tur!), og min energi ikke helt levede op til mit ambitionsniveau. For jeg havde lyst til at lave lidt forskelligt, så der var mere end en kage, og valget faldt bl.a. på citronmånen fra Claus Meyers Meyers Kager, en fantastisk bog, hvor jeg har mange opskrifter, jeg gerne vil lege med. Og da jeg ikke havde afprøvet citronmånen før og havde citroner hjemme, fik jeg lyst til at forsøge med den.

Resultatet blev rigtig godt. Det er en rigtig lækker kage, der smager ret autentisk (uden den kedelige bismag af papkage, som købe-citronmånen godt kan få). Jeg valgte at putte cream cheese frosting på som glasur i stedet for en flormelis-citronglasur, da kagen i sig selv var syrlig nok, syntes jeg. Og så har jeg elsket cream cheese frosting fra første øjeblik, jeg har smagt den, fordi den minder om citronmåneglasur :) Jeg valgte dog at lave den noget sødere, end når jeg laver den til gulerodskage, da citronmånekagen er ret syrlig selv og ikke nær så sød som gulerodskagen, så jeg vil foreslå, at du prøver dig frem. Det varierer jo, hvor sød man ønsker sin frosting, så jeg angiver ikke mængder på vanillesukker og flormelis i frostingen. Men lav den sød, hvor den stadig har en syrlig undertone, det klæder kagen rigtig godt :)

En citronmåne skal jo have gul glasur, så jeg var forbi Kop og Kande og købe en gul Wilton-pastafarve, så kagen kunne få det rigtige look :D





Citronmåne (1 fuldmåne - to citronmåner)

125 g marcipan (mindst 60% mandler, f.eks. Anthon Berg eller Odenses ren rå marcipan)
200 g blød margarine eller smør
200 g sukker
1 vanillestang
Revet skal af 2 citroner
Saft af 1 citron
5 æg
125 g hvedemel
80 g kartoffelmel
3 tsk bagepulver

Glasur:
200 g flødeost naturel
80 g blødt smør
Vanillesukker
Flormelis
Evt. gul pastafarve (eller frugtfarve)

Tænd ovnen på 175 grader (Meyer skriver varmluft, men jeg bagte kagen på almindelig og ved samme temperatur. Kagen blev gennembagt ved samme angivne tid og var ikke mørk ovenpå, som han angiver, man skal holde øje med, så bag bare kagen ved 175 grader uden varmluft).

Riv marcipanen groft. Rør det godt sammen med margarine (eller smør), sukker og vanillekorn.

Vask citronerne grundigt og tør overskydende vand af dem. Riv dem fint og tilsæt skallen til dejen sammen med saften af den ene citron. Tilsæt derefter et æg ad gangen og pisk godt med din håndmikser (eller køkkenmaskine) mellem hvert æg, så det bliver godt optaget i dejen.

Vend mel, kartoffelmel og bagepulver sammen i en skål og vend det i dejen, til det er helt optaget (gør det i hånden, så du ikke slår al luften ud af dejen).

Hæld dejen i en springform (smurt med smør og drysset med sukker eller beklædt med bagepapir, hvis den er af metal, eller brug en siliconeform, som jeg gjorde. Det er nemmest, synes jeg. Den skal bare lige skylles i lidt koldt vand. Dog skal man være lidt mere forsigtig, når kagen tages ud af formen. Den skal køle næsten helt ned og forsigtigt lirkes ud af formen, da denne kage hænger godt fast, måske pga. marcipanen).

Bag kagen ca. 45 minutter midt i ovnen, til den er gennembagt. Hold øje med, at overfladen ikke bliver for mørk og test med en gaffel eller lignende, om den er gennembagt (der må ikke sidde dej på).

Lad kagen køle af, før du fjerner den fra formen.

Lav glasuren, mens kagen køler af. Pisk flødeost med smør, til det er en ensartet masse. Rør vanillesukker og flormelis i lidt ad gangen og smag til. Glasuren skal være ret sød, men stadig have en syrlig undertone. Rør til sidst lidt farve i, hvis du synes. Hvis du bruger pastafarve, så tilsæt kun en lille smule ad gangen med en tandstik, da det farver meget kraftigt. Opbevar glasuren på køl, til kagen skal serveres. Glasuren puttes på kagen, når den serveres. Kagen har bedst af ikke at komme i køleskabet, hvilket er grunden til, at glasuren skal på ved servering. Skulle der være lidt kage tilbage med glasur på, kan den godt opbevares på køl. Men kagen er bedst, når den ikke har været i køleskabet (for det suger fugt ud af kagen, så den bliver mere tør i det).

Den halve kage - citronmånen i sin oprindelige form :) Glasuren bliver mere glat
og pæn, når kagen har stået lidt. Det havde jeg dog ikke tid til at vente på,
da jeg lige skulle nå lidt billeder, inden gæsterne kom.


Ud over citronmånen lavede jeg også jordbærmacarons med hvid chokoladeganache, men den opskrift får I på et senere tidspunkt. Jeg kan blot sige, at de blev helt fantastiske, så dem skal jeg helt sikkert bage igen!


Jeg har haft nogle rigtige møgdage de sidste dage. Ikke kun pga. problemerne med maven men også fordi jeg har fået rigtig dårlige nyheder :( I, der følger med, kan nok huske min venindes kat, Tot, som jeg hjalp med at finde et nyt hjem til. Det skulle være starten på et helt nyt og dejligt liv for ham i et hjem, hvor han lød til at blive forgudet. Desværre fik jeg beskeden af min veninde i forgårs, at han var blevet påkørt ved sit nye hjem og måtte aflives. Av, hvor fik jeg bare ondt i hjertet :'( Den lille missedreng, jeg selv var med hende ude og vælge i 2006 :( Har haft nogle gevaldige tudeture og været helt nede og vende følelsesmæssigt over det :(

Samme aften fik jeg en besked fra dem, der har fået Tots bror, Gizmo, at de nok måtte finde et nyt hjem til ham, da det ikke ser ud til at blive bedre mellem ham og en af deres andre katte, som han er noget efter. Det var en rigtig trist nyhed oven i det andet. Jeg prøvede at foreslå nogle sidste ting, de kan prøve, f.eks. Feliway, der er en duftspreder, som beroliger katte, og Zylkene, et fodertilskud, der også giver roligere katte, men jeg ved ikke, om det er noget, de vil prøve. Jeg kan bare næsten ikke holde ud at tænke på at skulle få beskeden om, at Gizmo ligger og er kørt flad om nogle måneder i et fremtidigt hjem også :( Han er jordens skønneste kat, og det fortjener han bare ikke. Ville ønske, det kunne lykkes i det hjem, han er i nu, at få kattene til at enes, men jeg ved ikke, hvad det ender med. Ved ikke, hvad de har tænkt sig. Men forstår deres frustration over, at han er for hård mod den anden kat, for det holder jo naturligvis ikke i længden, og hun var der først. Håber bare, at der kan findes en god løsning, uanset hvad det ender med.

I går var der den yderligere stressfaktor for mig, at jeg skulle til et bankmøde med en ny bank, da jeg skifter fra Danske Bank pga. deres latterligt høje og uretfærdige nye gebyr. Det er første gang nogensinde, at jeg skifter bank. Ellers har jeg haft den samme, siden jeg som barn/ung fik min første konto. Men det er hul i hovedet at betale så meget for noget (at have en konto!), der er gratis i andre banker, så nu var det på tide at skifte bank! Det var meget angstprovokerende at skulle afsted, især når jeg i forvejen var noget ude i tovene følelsesmæssigt, og det var en hård tur, men mødet gik okay, og jeg er nu på vej til at skifte bank.

Jeg gik i Føtex efterfølgende for at få noget kød og tilbehør med hjem til de flødekartofler, jeg havde bestemt, jeg ville lave til aftensmad. Det endte med nogle store, flotte herregårdskoteletter og friske grønne bønner, hvilket sammen med det grønt, vi havde herhjemme, endte med at blive et superlækkert måltid. Dog igen noget ambitiøst i forhold til, hvordan jeg egentlig havde det, men Christian ordnede køkkenet, så det hjalp noget på det. Jeg vender tilbage med opskrifter på aftensmaden her, for den var virkelig lækker :)


Jeg vil slutte af med at vise jer lidt billeder fra den anden dag, hvor vi havde besøg af "møgkatten" uden for indhegningen. Det er en stor, rød hankat, der sidder og puster sig op og skaber sig over for vores katte, og måske også strinter på hegnet. Den får Ozzy op i det røde felt (hvilket han også er over for en anden rød og hvid hankat - måske forstår han ikke, at det er to forskellige katte? Jeg ved det ikke), hvilket ellers ikke ligner ham. Men han knurrer af den og advarer med lyd over for dem. Den der dag stod den røde og skabte sig og gjorde sig stor uden for hegnet, mens Ozzy lå trykket mod jorden inden for indhegningen. Da jeg kom ud til ham, rettede han ligesom ryggen og rejste sig op, som om han fik lidt mere mod, og gik sin vej. Møgkatten blev liggende længe og kiggede, nu mere roligt, men når Putte eller Phoebe gik hen for at snuse, hvad han var for en, fik de en advarende tone. Håber, den ender med at blive uden for indhegningen. Sådan en fætter vil vi helst ikke have indenfor. Det kan nok ende med lidt af et slagsmål, måske. Tog lidt billeder, så I kan se ham.

Taget gennem vinduet i stuen. Man kan ane Ozzy på jorden yderst til venstre.

Lige da jeg kom ud. Ozzy retter ryggen og rejser sig fra jorden.

Putte er henne og undersøge, hvad det er for en kat, han kan høre.

Den røde "møgkat". Han havde en blomst i øjet. Måske er han gået igennem et spindelvæv? Fin kat ellers.

Så gik han, og kattene ligger og kigger efter ham og venter på, at han skal komme tilbage.
Det var alligevel lidt spændende ;)

mandag den 19. august 2013

Tilbage til hverdagen

Nu er Christians ferie slut, og i dag er første hverdag efter ferien. Det kan godt mærkes. Vi var begge i en tilstand af slut-på-ferien-blues i går, og har haft et par dage, hvor vi ikke rigtigt har lavet ret meget. Jeg har været utrolig træt oven på en for mig ret fyldt ferie, især de sidste hverdage i sidste uge, og det har været nødvendigt med rolige dage til slut.

Det var egentlig meningen, at vi skulle have smovset i en culotte med salatbar og gode kartofler og det hele, men for det første var min mave noget smadret oven på at have spist ude torsdag, og da den var lidt bedre i går, havde jeg ikke engang lyst til rødt oksekød (tro det, hvem der kan!). Appetitten var ikke så stor hos nogen af os, men jeg havde alligevel lyst til salatbaren, så den samlede jeg mig sammen til at få lavet, og vi nød den til lidt godt, mildt marineret svinekød, sprøde kartoffelbåde og en klat bearnaise. Desværre hævner det sig grumt i dag, måske pga. fetaen, jeg ved det ikke. I hvert fald har jeg rigtig slemme mavesmerter i dag, så jeg skal ikke lige være med på resterne af salatbordet fra i går :( Ender nok med at skulle i fryseren efter den sædvanlige portion lasagne (jeg lever næsten ikke af andet for tiden, føles det som om).

Jeg er lidt mere bekymret for, hvad der skal ske fremover mht. de maveproblemer. Der har ikke været problemer med tarmene i flere år, men pludseligt er det tilbage. Eller tilbage.. jeg ved ikke, om det overhovedet har nogen sammenhæng med de tarmproblemer, jeg havde i 2010. Det blev aldrig rigtigt undersøgt men afskrevet som irritabel tyktarm, og det blev bedre, efter jeg fik nogle piller, der nedsatte bevægeligheden af tarmene. Jeg har dog siden skullet leve med ikke at tåle en del fødevarer, især sukkerholdige og brød i større eller mindre grad. Men det kan man jo leve med, hvis man bare undgår smerterne.

Men smerterne er jo så tilbage nu, og jeg kan ikke rigtigt se, at der skulle være bestemte fødevaregrupper, der giver udslaget med smerterne. Kan reagere på næsten hvad som helst, virker det som om. Og det er frustrerende, for så er det svært at tage hensyn til. Især fordi det virker til, at jeg nogle gange kan tåle noget, jeg andre gange reagerer på. Ligesom mine problemer med mavesækken...

Jeg ved, at jeg ikke kan blive ved med at leve sådan her, hvis der er noget at gøre ved det, så hvis det fortsætter, skal jeg til lægen og have en henvisning til nærmere undersøgelse. Det påvirker humøret noget, for vi er netop blevet færdige med at rende på hospitalet konstant. Lange køreture til Hvidovre hospital og mange, mange ture til lægen for at få taget blodprøver. Det har kostet mange feriedage for Christian, og jeg/vi havde håbet, at det skulle være slut nu, hvor det efterhånden er konstateret, at der ikke er noget at gøre, for at afhjælpe mine problemer med mavesækken, og tallene i blodprøverne ligger pænt igen efter forskrækkelsen over kanon høje levertal og angst for kræft sidste år. Jeg har ikke lyst til at skulle i gang med endnu et afklaringsforløb, og jeg har ærlig talt slet ikke lyst til at skulle have lavet flere kikkertundersøgelser, og især ikke af tarmene (det har jeg ikke prøvet før, men det er nok oplagt med de problemer, jeg har..).

Men jeg kan jo heller ikke blive ved med at have det sådan her, og det er også frustrerende ikke at vide, hvad der er galt. Især hvis der rent faktisk kan gøres noget. Det er også lidt skræmmende, hvad de så måske finder ud af :( Nogle kroniske tarmsygdomme giver i hvert fald øget risiko for kræft, og det vil være svært at skulle leve med den forhøjede risiko. Men man skal jo nok ikke male fanden på væggen, før det er undersøgt, så jeg må vente og se. Jeg håber, det hele falder til ro igen, så jeg ikke skal igennem en masse undersøgelser, men ellers må vi jo tage det, som det kommer. Pt. må jeg tage en dag ad gangen, for jeg ved aldrig, hvordan min mave har det fra dag til dag.


For at det hele ikke skal blive så trist og håbløst, vil jeg dele lidt billeder med jer, som jeg har haft liggende nogle uger. Det er billeder af Putte og Phoebe, der hænger ud på det nye klatretræ i haven. De er stadig ikke helt vant til det eller bruger det så meget, men vi håber, at det kommer. I de varme dage havde jeg en fast morgenrutine med Putte, hvor han fik sin vandskål i haven fyldt med frisk vand, hvor han skulle have en tår, og bagefter skulle han op på klatretræet og have en kæmpe nussetur :) Det er ham og Phoebe, der bruger træet mest. Ozzy kan godt lide at være der, men er der mest, når vi sætter ham derop. Så kan han godt blive liggende og hænge ud på platformene. Om det er pga. hans manglende øje, ved vi ikke, men måske kommer det med tiden, når han bliver lidt mere modig og vant til træet der :)

Dagen, hvor billederne blev taget, blev Putte liggende på klatretræet, efter jeg var gået ind den morgen, og han fik senere selskab af Phoebe. Jeg brugte Christians 200mm objektiv til at spionere på dem fra et værelse i huset, så Christian kunne se billederne af misserne, der nød livet på klatretræet, selvom han sad på sit arbejde på det tidspunkt. De billeder skal I naturligvis ikke snydes for :)

Putte ligger i kassen, da Phoebe kommer op på klatretræet. Her får han lige en vasketur af hende :)

Phoebe overtager kassen. Der leges lidt.

Så blev Putte træt. Phoebe vil vist stadig gerne lege.

Busted! Hun får øje på mig i vinduet.

Vil du ikke lege lidt mere, Putte? Nej, killing. Lad mig være i fred.


Nu er det jo hverdag igen og mandag, så jeg skal naturligvis i gang med madplanen igen. Jeg skal også prøve at have noget at spise. Håber, det går godt. Er lidt nervøs for, om mavesmerterne bliver værre, efter jeg spiser, da det nogle gange er tilfældet. Men jeg kan jo ikke gå helt fra kosten. Jeg er startet på de piller igen, jeg fik for nogle år siden, som nedsætter tarmbevægelserne og dermed minimerer de smerter, der skyldes overaktivitet i bevægelserne dernede. Jeg ved ikke, hvor stor en forskel de gør, men jeg syntes, det var værd at prøve, når jeg før har haft held med dem. Jeg er start færdig med at tage den pakke, jeg har herhjemme, og holder måske en pause for at se, om de er nødvendige eller ej, hvilket er noget nervepirrende. Men det er jo rart at vide, om de gør en forskel.

Men nu vil jeg prøve med lidt mad og håbe det bedste. Og så komme i gang med den madplan. Det bliver ikke nemt, det er helt sikkert, men vi skal jo have handlet ind. Det er for stressende og udmattende, hvis vi skal finde ud af hver dag, hvad vi skal spise. Så hellere handle ind til det og flytte lidt rundt efter behov. Madplaner gør livet noget nemmere, synes jeg.

lørdag den 17. august 2013

Stjerneskud og sommerglimt

Man kan efterhånden mærke, at sommeren er på vej over mod efteråret, da temperaturerne begynder at være til at holde ud og der også kommer lidt tiltrængt regn til haven. Derfor må det være passende at se tilbage på den skønhed, som sommeren har budt på i år :)

Natten til søndag og mandag var der lagt op til en stjerneregn af stjerneskud, da Perseiderne var forbi jorden endnu engang, så det ville vi gerne ud og opleve. Vi kørte en tur uden for byen, så vi kunne se himmelen lidt bedre, og tog kameraerne med. Jeg har aldrig før taget stjernebilleder, så det var noget nyt for mig, men jeg synes, det gik okay. Fik da et par enkelte billeder, jeg var nogenlunde tilfreds med, men når jeg får noget mere erfaring og måske en trådudløser til kameraet (så man kan tage billeder med længere lukketid uden rystelser), er jeg sikker på, at jeg kan få endnu bedre billeder. Christian kom i hvert fald hjem med nogle virkelig fine billeder med længere eksponering. Han er dygtig :)

Det var dog kun mig, der var så heldig rent faktisk at fange et stjerneskud i kameraet den aften, endda et af mine første billeder. Desværre inden jeg rigtigt fik indstillet kameraet helt, så det er ikke superskarpt, men det er der :) Her kan du se et par af mine billeder fra den aften:

Stjernehimmel med lyset fra byen i forgrunden.

Mit stjerneskud! :) Det kan ses ude til højre.



Sommer er også tiden, hvor jeg er lidt mere aktiv med mit kamera i haven, da der er mange oplagte makromotiver i den periode, når man er fascineret af blomster og insekter og andre smådyr, som jeg er. Jeg har ikke været så meget i gang i år, som jeg nogle gange har været, da det har knebet lidt med energi og humør bl.a. efter mit tilbagefald med maveproblemer, men det er da blevet til lidt fine billeder. En del er lagt på min fotoblog, men jeg vil også vise jer dem her. Jeg elsker makro. Det er bare en helt anden verden, og der er så mange muligheder! Og jeg elsker at lege med farverne, så sommer er helt sikkert min favoritårstid til den slags fotografi :)








Vi er trætte i dag. Det har været en lidt kaotisk nat, hvor vi har været vågen mange gange, ikke mindst fordi Ozzy har problemer med maven igen. Jeg var oppe og prøve at frisere ham lidt, så vi holder ham ren, men det fik han hurtigt nok af, og da jeg ikke kunne se ordentligt i mørket og lige var vågen, fik jeg heller ikke afværget et "lad så vær'- angreb" fra ham på min hånd. Så jeg fik min hånd ret hårdt piercet af hans kløer, hvor en gik hele vejen igennem huden og ud et andet sted på hånden som en piercing 0.o Det var meget smertefuldt, og jeg var noget bekymret for, at jeg skulle på skadestuen igen ligesom sidst, hvor det var en finger, der stod for skud, en dag han var rædselsslagen for at skulle fanges ind og til dyrlægen sidste år, selvom vi bare skulle en tur i Zoo og ville have kattene ind.  Heldigvis er jeg umiddelbart sluppet med lidt hævelse og smerter, men jeg holder øje med såret.

Han er ellers en sød og glad dreng generelt, men han finder sig ikke i  noget, han ikke har lyst til, ret længe, og har været igennem nok f.eks. kræft og slemme operationer til, at han vil gøre meget for at undgå at skulle afsted igen. Det er synd for ham, og vi prøver at tage hensyn. Men han har brug for lidt hjælp til pelsen, når han har maveproblemer, så det var nødvendigt i nat.

Ozzy på klatretræets nederste platform tidligere på ugen.


Vi var ude og opleve lidt i torsdags og i går havde vi Christians forældre på besøg til lidt aftenhygge, så jeg er noget træt oven på de sidste dage. Derfor bruger vi feriens sidste dage til at slappe af i. Vi skulle have haft en culotte med alt det lækre tilbehør, men den gemmer vi muligvis, da min mave ikke er særlig glad for mig, efter vi har spist ude torsdag. Så jeg er vist på lasagneholdet igenigen, og Christian får et eller andet andet. Men nem mad er også rar, når man gerne bare vil slappe af.

Nu vil jeg have lidt at spise, tror jeg. Jeg har lidt mere at fortælle om vores sommerferieoplevelser og hvad der ellers er sket den sidste uge, men det må vente til et fremtidigt indlæg. Der kommer også et par opskrifter på lidt lækkerier, jeg lavede i går, da vi havde Christians forældre på besøg. Det blev ret vellykket, så det var jo dejligt :) Men nu til maden, for jeg er sulten!

søndag den 11. august 2013

Drømme om nyt udstyr og lidt om sommerferie

Som I måske ved, holder vi sommerferie for tiden, så der er ikke så meget gang i bloggen pt. De ture, vi tager ud, kræver megen energi af mig, så der er ikke det helt store overskud til at gå i gang i køkkenet. Jeg har dog fået bagt et brød (i stil med dette ølandsbrød) for et par dage siden, da Christian havde flottet sig og købt en superlækker lokalt produceret spegepølse, så der skulle jo være lidt lækkert brød til, og i går lavede jeg amerikanske pandekager til ham.

I onsdags var vi en tur i København. Vi er begge meget glade for at fotografere, og jeg går og overvejer en udvidelse af min samling af objektiver med et teleobjektiv, så vi var inde i en kameraforretning derinde for at se på et fint (og dyrt) et, som jeg har et godt øje til. Eller som jeg drømmer om, skulle jeg vel nok sige. For det er meget dyrt. Men man kaster jo ikke så mange penge efter sådan et objektiv uden at prøve det, så jeg tog kameraet med derind og fik lov til at prøve objektivet. Nøj, det er godt nok lækkert! Jeg var bekymret for vægten, da det vejer omkring halvandet kilo (og kameraet i sig selv vejer jo også), men jeg synes ikke, det var så uhåndterligt, som jeg havde frygtet. Og jeg fik lov til at tage det med ud på gaden og skyde lidt med det. Det er et virkeligt lækkert objektiv, det er helt sikkert.

Det er en bedre (meget tungere og dyrere) udgave af et, Christian har herhjemme. Hans går ned til f/4 (blændetal - det er noget teknisk, men det handler om, hvor sløret man kan lave baggrunden. Jo lavere f-tal, desto mere sløret kan baggrunden på billederne blive. Og jo lavere f-tal, desto mere lys lukkes ind i kameraet, hvilket vil give en hurtigere lukketid. Det gør det f.eks. muligt at fotografere i dårligere belysning). Det her objektiv går ned til f/2.8.

Der var ikke lige nogen pris på objektivet derinde (prisen kender jeg dog godt), hvilket Christian bemærkede, da vi snakkede med en sælger, hvorpå sælgeren så svarer, at det er for, at du (henvendt til mig) ikke skal blive alt for bekymret (underforstået, at Christian ville bruge så mange penge) :D Jeg måtte dog grine lidt, for det var nu faktisk mig, der var inde for at kigge på objektivet, selvom det var Christian der spurgte ind til det, så det var vist lidt af en fordom om kvinder og teknik :D Vi kunne i hvert fald grine af det bagefter, hehe.

Jeg har lavet et par af de prøveskud, jeg tog med det, så I kan se, hvad det kan (i mine ret ukyndige hænder i forhold til at fotografere med sådan et stort objektiv. Jeg er mere vant til makro og til små objektiver, så det kræver lidt øvelse). Bemærk, hvor sløret baggrunden er i forhold til motivet.




Det er helt sikkert et superlækkert objektiv, som jeg da heller ikke drømmer mindre om, efter vi har været inde og prøve det. Men jeg er ikke sikker på, at jeg vil kaste så mange penge efter et objektiv lige nu. Jeg kan måske "nøjes" med et magen til Christians ("nøjes", da det koster ca. 8500 kr, hvor det andet koster mere end det dobbelte), hvilket jeg er ved at finde ud af ved at bruge hans lidt. Jeg er nok lidt af en snob, når det kommer til udstyr, for jeg vil gerne have det bedste og skarpeste, der findes, men det er mange penge af smide efter sådan et objektiv, når jeg ikke reelt ved, hvor meget jeg får det brugt. Og så er der også hele emnet omkring vægten af objektivet. Det er meget at gå med omkring 2 kg udstyr, når vi skal være ude en hel dag, da jeg jo har dårlig ryg og kronisk piskesmæld, men man har jo lov at drømme.

Jeg må konstatere, at det tager noget øvelse at blive venner med Christians 70-200 mm. Jeg er vant til objektiver, der er knivskarpe, da jeg har noget godt udstyr, og jeg har ikke helt føling med, hvad sådan et objektiv helt kan levere endnu, og hvordan man får det bedste ud af det. Forhåbentlig kommer det med tiden. Jeg var i haven med det i går og fik da et par enkelte skud, jeg var glad for :)




Jeg synes, det er lækkert at kunne gå ned til f/2.8 på det dyre objektiv, men spørgsmålet er, hvor tit man ville gøre det. Om det er prisen værd for tre ekstra blænder (der er tre blændestørrelser mellem Christians objektiv og det, jeg har kig på). Det er i hvert fald noget at overveje, så jeg har ikke bestemt noget endnu. Jeg holder øje med prisen på det magen til Christians, da det svinger lidt. Skulle jeg uventet vinde i Lotto eller lignende (naiv som jeg er, prøvede jeg at spille i lørdags, for så ville jeg nok købe objektivet :s - vandt naturligvis ikke en rød reje), ville jeg nok købe det. Ellers kan det godt være, jeg er for nærig.


Nåh, men vi lavede også andre ting i onsdags end at være i kamerabutikken. Jeg tog et par hurtige kig i et par butikker for at lede efter en ny kjole, da vi snart skal til fest (uden held dog. Kiggede heller ikke så meget, for jeg var træt. Har nu bestilt et par mulige kjoler hjem fra Esprit. Må se, om de passer, ellers er det jo heldigvis gratis at returnere), og bagefter tog vi på kanalrundfart. Det har vi været før, og vi synes, det er hyggeligt og rart, og jeg elsker at se alt det historiske, men vejret lavede et pludseligt omslag, lige efter vi var sejlet fra Nyhavn. Det blev blæsende og koldt, og det trak op til et kæmpe uvejr. Jeg havde ingen taske med til kameraet, så jeg var noget bekymret, men det holdt heldigvis tørt, til vi stod af båden igen. Men det var ikke helt den samme fornøjelse, som det plejede.

Kongeskibet med den faretruende himmel i baggrunden.


Vi spiste på Bones, inden vi kørte hjem. Der var ikke så mange andre muligheder, selvom min mave har det dårligt for tiden, for vi kunne ikke holde en hel dag uden mad. Maden var superlækker derinde, men allerede inden vi kom ud, begyndte min mave at gøre problemer. Jeg har svært ved at komme af med de mavesmerter for tiden, desværre. Men det er heller ikke nemt at spise forsigtigt pt. Og jeg kunne ikke holde mig fra et stykke hjemmebagt brød og lidt andet, vi har haft på bordet de sidste dage, så min mave er rigtig træt af mig :( Og jeg er træt af den!

Det betyder, at jeg mange dage må leve af lasagne og salat, hvilket man altså bliver træt af i længden. I dag er den rigtig træls med mavesmerter og ubehag efter lidt normal mad (ikke lasagne! Men normalt ikke farlig mad) i går og et par kiks, så vi har måttet udskyde at spise bøffer, og jeg skal for en gangs skyld have lasagne...

Turene ud i sidste uge (vi har bl.a. også været nede og shoppe lidt i vores egen by) har efterladt mig totalt drænet. Jeg mister desværre energien meget hurtigt, og den er svær at få igen. Det tager lang tid. Det er jeg rigtig træt af, for der er så meget, jeg (vi) gerne ville. F.eks. vil Christian gerne til Møns klint, men køreturen derned tager over 2 timer hver vej, og jeg ved bare, at jeg vil være rigtig træt efter sådan en køretur, så vi ser lige tiden an, om det er noget, der bliver energi (og ikke mindst vejr - de lover jo regn stort set dagligt i næste uge) til. Vi vil også gerne på Bakken, men vi må se, hvad energien rækker til.

Christian trænger til at komme lidt ud, for man får hurtigt hus-kuller af at være hjemme hele tiden (hvilket jeg kan skrive under på, da jeg jo går hjemme til daglig), og jeg vil også gerne ud. Jeg er bare helt skidt tilpas af udmattelse, selvom vi har været hjemme de sidste dage, og faktisk slet ikke var hjemmefra i går. I dag ville han gerne gå en tur, hvilket jeg også godt kunne tænke mig, men jeg har måttet melde pas, da jeg bare er alt for træt. Men jeg har sendt ham afsted selv. Han har lidt musik med og går så og nyder at være lidt ude, tror jeg.

Føler mig som en dårlig kæreste, fordi jeg ikke kan holde til at deltage i de ting, han gerne vil. Har ingen energi til at gå en tur (i dag i hvert fald), og bliver stresset og får hjertebanken over at tænke på at skulle køre den lange tur til Møns klint, fordi jeg er bange for, at jeg så ikke har energi til at gå rundt dernede eller til at kunne holde til at lave noget i resten af ferien. Øv altså :( Og så er der jo maven. Vi ville begge elske at komme lidt mere ud og spise, men det er jo også næsten umuligt :( Man skal jo nok bare være glad for at være til og ikke (så vidt jeg ved. Ingen har endnu kunnet fortælle mig, hvad jeg fejler) være alvorligt (= dødeligt) syg, men mine sygdomme sænker virkelig min livskvalitet betydeligt. Især for tiden, for det er så tydeligt, hvor meget jeg ikke kan, når vi ikke bare er i hverdagen, men rent faktisk gerne vil noget.

Det er svært ikke at være lidt ked af situationen ind imellem, og det er nok naturligt, at det påvirker ekstra netop nu i ferien. Der er heldigvis også lidt, vi kan lave herhjemme (det sædvanlige - spil, serier og film), og det nyder jeg at have ekstra tid til med Christian. Så må vi tage dagene, som de kommer, og han kan heldigvis godt selv gå en tur som i dag, selvom han fik sagt nogle gange, at han godt kunne blive hjemme, hvis jeg ville have selskab og lave noget hjemme i stedet (han ved godt, at jeg også gerne ville lave noget andet end at sidde her og være så træt og skidt tilpas). Han er nu en sød og hensynsfuld mand. Men han skal ikke lide under alt det, jeg ikke kan altid, så jeg synes bare, det er dejligt, at han selv kan gå en tur. 


Han har netop sendt mig nedenstående billede af en vild himmel og beskeden om, at han håber, han når hjem, før det begynder at regne. Det må vi håbe. I hvert fald er han nok hjemme om måske ½ time, så jeg vil gå i gang med noget mad til os (lasagne til mig og tortillas til ham).

mandag den 5. august 2013

Sommerferie, tivolitur og klodsethed

I dag starter Christians sommerferie, hvilket er noget, vi har set frem til rigtigt længe og virkelig har brug for. Især oven på den sidste uges sociale arrangementer, der har efterladt os noget udmattede. I torsdags tog Christian en fridag, for at vi kunne køre i Tivoli Friheden (i Århus) med min far og Marianne. Vi havde en supergod dag. Men da Christian skulle op og arbejde fredag, kørte vi hjem samme dag, så det var en rigtig lang dag for os begge. Han var også noget udmattet efter at have kørt 600 km på én dag, og det var en hård arbejdsdag for ham i fredags.

Men det var en superhyggelig tur. Vi hentede min far og Marianne hjemme hos dem på vejen, så vi kunne køre sammen derop. Vi fik prøvet en masse ture, og jeg havde på trods af min maves skrantende helbred for tiden en god dag. Da jeg sad i en af de flyvende karruseller og kunne nyde turen, var jeg bare rigtig glad og følte mig for en gangs skyld, at jeg kunne nyde livet som alle andre på trods af de begrænsninger, jeg må leve med i mit liv pga. sygdom. Det var en skøn følelse.

Christian legede lidt med kameraet på sin telefon og fangede også en (slowmotion-) video af en af mine ture i karrusellen :)



Jeg havde kameraet med, men tog ikke så frygteligt mange billeder deroppe.Ville hellere nyde dagen og prøve en masse, men fik dog lidt billeder :)

De smukke blomster. Der er virkelig smukt.

Lidt tættere på.

Tosset selvportræt af os i spejlingen i en bamse-kranautomat.
Jeg var, som det kan ses, virkelig pakket godt ind, da det var en kølig dag.
Det betød dog, at der ikke var overrendt i tivoliet, og vi stod stort set aldrig i kø den dag :)

Et billede, Christian fangede af mig, da vi var en tur i pariserhjulet.
Er ikke så glad for højder, så det forklarer nok den lidt bekymrede mine ;)


Maden er desværre farlig for mig, for jeg kan jo ikke tage helt de samme hensyn, som jeg kan herhjemme, men den var en lækker buffet med meget forskelligt. Og jeg kunne naturligvis ikke holde mig fra det farlige. Oven på at have spist kun 2 måltider om dagen og kedelig og gentagen mad i flere uger pga. mit tilbagefald med maven kunne jeg bare ikke holde mig fra alt det lækre. Jeg er tosset med pommes fritter, men det er min mave desværre ikke :( Havde en helvedes dag fredag med masser af smerter og kvalme og følelse af tømmermænd i krop og mave pga. den "giftige" mad om torsdagen og den udmattende køretur.

Et billede af min fars lidt specielle aftensmad. Han syntes, det var meget spændende og eksotisk med sådan nogle tortillas,
men han har vist ikke helt forstået ideen med, hvad man putter i :D Han nød den dog, hans pølse-tortilla ;)


Men vi kunne ikke bare holde fri fredag, for Christian skulle jo som sagt arbejde, og vi skulle gøre klar til at få gæster om lørdagen, hvor min veninde, Marianne (hende, jeg har formidlet katte for), kom på besøg for første gang, mens jeg har boet her med Christian, sammen med sin mand. Så vi ville jo gerne have, at hun kunne se, hvor dejligt her er. Så der skulle ordnes noget og støvsuges og sådan lidt. Fredag skulle jeg også bage en kage, for der skulle være lidt lækkert, når de kom. Jeg bagte cheesecake-brownien, som vi selv er slemt glade for. Lørdag bagte jeg mine supergode lynboller, så der var friskbagte boller, når de kom.

Det var en superhyggeligt besøg, og det var dejligt at se dem og deres små drenge igen. Vi havde tænkt lidt over, at kattene måske ville gemme sig, når der kom små børn, men de var nysgerrige og ikke særligt nervøse, så det var dejligt. Phoebe mistede dog lidt halepels, da den mindste dreng (på under 1 år) skulle over og se, hvad hun var for en. Hun sagde ikke noget til det, Phoebe, løb bare sin vej. Heldigvis har hun en kæmpehale, så det er ikke til at se rigtigt. Og det gror jo ud igen. Efter et par timer kørte de videre herfra mod København, hvor de skal tilbringe den næste uge.

Oven på den lange køretur og besøget i lørdags er vi noget smadrede. Vi har spist lidt nem mad fra fryseren de sidste dage, ikke mindst fordi jeg bare har det rigtig slemt med mavesmerter og kvalme igenigen. Nu må det altså godt snart blive bedre! I går skulle vi have haft flæskesteg, men jeg havde det for skidt og havde ikke lyst til mad, sådan rigtigt, så det blev en gang lasagne fra fryseren til mig (for 3. gang på en uge - nu vil jeg gerne snart have noget andet ;)), og Christian fik pizzasnegle med salat (pizzasneglene havde vi også i fryseren) og lidt koldskål til dessert. I dag forsøger vi med flæskestegen igen.


Jeg havde egentlig troet, at vi skulle til stranden i dag. Det er sidste rigtige stranddag, i hvert fald med vejret, i Christians ferie nu, men jeg tror måske, at vi ender med at springe over, for jeg har for en gangs skyld været en kæmpe klodsmajor. Jeg har skrevet om det før herinde, men jeg er verdensmester i at komme til skade. Og pga. min klodsethed sidder jeg nu med en kæmpe blå bule ved mit venstre øje, der efterhånden er hævet så meget, at jeg ikke kan åbne øjet helt. Super måde at starte ferien på...

Phoebe har kaldt ca. en gang i timen siden kl 5 i nat (for mad og selskab), og Christian var efterhånden noget træt over at skulle op og fodre hende og bede hende om at tie stille (det hjælper ikke at ignorere, det forstår hun ikke og kan blive ved i timevis), så jeg tænkte, at nu ville jeg prøve. Da jeg havde været ovre og klappe af hende (det eneste, der får hende til at flytte sig), skulle jeg tilbage i seng igen, men det gik ikke så godt. Min koordinationsevne er ret dårlig, når jeg lige er vågen, og jeg sover ind mod væggen. Det er en dårlig kombination, kan jeg konstatere, for da jeg i blinde kaster mig tilbage i sengen, rammer jeg hovedet direkte ind i væggen! Med et kæmpe brag! Nøj, hvor gjorde det bare ondt. Og det gør det stadigvæk. Ramte lige ved øjenbrynet, og på trods af at have siddet med en pose frosne ærter i lang tid, er der nu en tydelig hævelse, der efterhånden har en størrelse, så jeg ikke kan åbne mit øje helt. Ih. Det er også blevet lidt blåt og gør stadig rigtig ondt. Så nu skal vi holde øje det næste døgn, så vi er sikre på, at jeg ikke har fået hjernerystelse.

Så jeg tvivler på, at vi tager til stranden i dag, men vi må se. Nu skal jeg snart have lidt at spise, og så tager vi den derfra. Håber, at hævelsen lægger sig hurtigt, for jeg ser farlig ud :|