torsdag den 30. januar 2014

Gammeldags fastelavnsboller med creme

I går var huset fyldt med den bedste duft i verden. Eller en af dem. Duften af friskbagte, gammeldags fastelavnsboller. Det er virkelig noget af det skønneste, man kan bage, måske især fordi det er sådan lidt "limited edition"-agtigt, da det er noget, der oftest kun bages omkring fastelavn eller februar i det hele taget.

Men jeg blev inspireret af at kigge statistik på bloggen i går, hvor jeg kan se, at min opskrift på gammeldags fastelavnsboller er en højdespringer og på top fem over mest sete opskrifter denne uge her på bloggen, og fik lyst til at bage nogle. Det var ellers lidt en off-dag for mig, da jeg ikke havde sovet ret meget, men jeg gik stille og roligt og hyggede mig med at lave fastelavnsbollerne. Og det var faktisk lidt hyggeligt.

Jeg lavede dem helt traditionelle med creme i, som jeg naturligvis selv kogte. Resultatet var som sædvanligt nogle helt fantastiske fastelavnsboller. De er superbløde, og smagen af creme kombineret med kardemommesmagen fra bollerne er rigtig skøn. Christian fik lov at spise et par i går aftes, det var trods alt for hans skyld, jeg havde bagt dem ;) Vi fik bare rugbrød til aften, så det var fint med lidt lækkert til kaffen. Der er taget et par ekstra fra og så er de resterende 8 smidt i fryseren, så de holder sig gode og friske til lige, hvor man trænger til en hjemmebagt fastelavnsbolle.

Jeg kan klart anbefale, at du prøver de her fastelavnsboller. Jeg har blogget opskriften før, hvor jeg også lavede en guide til, hvordan du lukker bollerne, så cremen ikke løber ud. Undgå at rulle dejen for tyndt ud, for så vil den revne, når du klemmer enderne sammen. Opskriften på fastelavnsbollerne kan du se her: Gammeldags fastelavnsboller.

Genbrugsbillede, men de blev lige så skønne og flotte, dem jeg bagte i går :) Mums!



Jeg holdt mig selv i skindet mht. at spise en fastelavnsbolle i går pga. min maves helbred. Den tager det lidt hårdt at få så meget d-vitamin pt., så jeg har skrevet og hørt min sygeplejerske, om vi evt. kan lave blodprøver før aftalt. Der er en risiko for, at det er, fordi jeg nu optager for meget kalk, hvilket giver forstoppelse/maveproblemer, og det giver mange mavesmerter. Jeg er lidt spændt på, om jeg får svar tilbage fra sygeplejersken, for deres it-system er ikke videre smart, og jeg fik aldrig svar fra lægen eller reserveret den tid, jeg gik ind og plottede mig ind på, da jeg prøvede at bruge det i sin tid. Men vi må se.

Men det var absolut ikke nemt at holde mig fra fastelavnsbollerne. De har bare den skønneste duft og smager helt vidunderligt, især med en klat chokoladeglasur på. Så jeg var noget misundelig, da Christian skulle spise sine i går. Men sådan er det jo tit, for der er meget, jeg ikke kan tåle at spise. Især af de lækre ting. Så jeg må undvære. Det er også svært for Christian, for han under mig jo alle de her ting, og nogle gange vælger han også noget fra, fordi jeg ikke kan deltage i det. F.eks. da vi gik nede i byen i weekenden og jeg spurgte, om han ville have en kop varm kakao på en af cafeerne, for så ville jeg gerne give en. Men det valgte han fra, fordi jeg jo ikke kan drikke sådan noget. Så han synes, det er synd, at jeg så bare skal sidde og kigge, så han sagde nej tak. Jeg ville ellers ikke have noget imod det, men kan godt forstå, at det også påvirker lidt af fornøjelsen for ham, fordi jeg ikke kan deltage på lige fod.

I går fik jeg dog lov til at spise noget, jeg ikke får så tit: rugbrød. Det var lidt af et sats, for det kan gøre mave lidt træg, og det har jeg absolut ikke brug for for tiden, men jeg har bare så svært ved at fylde madplanen ud for tiden, og jeg har sådan haft lyst til rugbrød længe. Da jeg ved, at jeg skal tænke lidt mere på at få d-vitamin, spiste jeg faktisk kun fiskepålæg! Det ligner slet ikke mig, for jeg er ikke den store fiskespiser (det meste af det fisk, jeg godt kan lide, er røget, og det tåler jeg ikke længere), men jeg havde haft lyst til tun, så vi købte ind, så jeg kunne få tun (i vand) og fiskefrikadeller. Jeg måtte dog nøjes med nogle fra supermarkedet, da Christian arbejder så meget for tiden, at han først er hjemme, længe efter slagteren lukker, men de var nogenlunde okay. Tunen spiste jeg med mayo og karse. Det var virkelig lækkert, faktisk. Især fordi jeg jo ikke får det så tit. Og lidt remoulade til fiskefrikadellerne, åh. Det er undervurderet godt. Spiste mig propmæt, så selvom jeg kunne have haft lyst til en fastelavnsbolle, var der faktisk ikke plads :D Men vi har som sagt i fryseren, så hvis jeg får lyst og mod på det, kan jeg jo tø en op :)

Nu er her endelig faldet sne. En smule i hvert fald. Jeg kan stadig se græsset stikke op i sneen, så det er ikke verdens største lag sne, desværre. Jeg elsker ellers sne! Ærgrer mig over, at det ser ud til, at det snart skal væk igen. Synes, vi er blevet noget snydt med sneen den her vinter :( Phoebe har lige været ude og løbe en tur i det. Hun får gået nogle gode ture efter sin frokost hver dag, så det er jo dejligt :) Vi er i øvrigt begyndt at give hende lidt tørkost ved siden af vådkosten for at se, hvordan det går. Det var lidt nervepirrende at skulle starte på, for vi er jo bange for, hvordan tungen tager det, men det er faktisk gået okay, så nu får hun lidt hver dag. Hun spiser det nogenlunde pænt og kan stadig spise vådkosten, så vi er okay tilfredse med det. Forhåbentlig kan hun komme over på tørkosten i løbet af den næste måned, så hun er helt af vådkosten. Vi tager det lidt ad gangen.

Det drysser med helt fine snefnug i dag derude, og jeg kan se, at jeg skal en tur udenfor med mere fuglemad. Jeg har stadig æbler tilbage fra de to enorme poser, jeg købte, da Rema havde æbler til 1 kr for nogle uger siden. De er købt til solsortene, som nyder dem. Fuglene bliver dog noget forvænte, for jeg kan nærmest se på dem, at de sidder og trommer med vingefjerene og fortæller, at nu kan jeg altså godt komme ud med nogle fuglefrø eller æbler til dem, pronto! Men vi gør det gerne. Vi nyder også at se på fuglene, og det gør kattene også. Ozzy er faktisk skyld i, at de har ekstra mad her i vinter, for jeg vandt en konkurrence på Facebook med hans billede i fuglehuset. Præmien var en stor sæk foder til havens fugle, hvilket de nyder godt af. Så det var jo rigtig dejligt :) Når jeg har fået noget at spise, skal jeg ud med lidt frø, æbler og majsebolde til pipperne. Må se, om Phoebe vil med. Hun har indstillet sig på sin middagslur nu, kan jeg se, oven på hendes havetur. Hun ligger og snorker på puffen over for mig lige nu :)

Vinderbilledet af den lidt særprægede "fugl", der besøgte fuglehuset for nogle år siden. Han er stadig oppe i det af og til.

Jeg kan godt se dig derinde! Kom lige ud med nogle æbler til mig!

Det er snart slut med bærrene i havens buske. Solsortene har nydt godt af dem den seneste tid.

Solsort med sne på næbbet.

søndag den 26. januar 2014

Romkugler - en lidt mere fedtfattig version

Ja, relativt i hvert fald. Der skal jo fedtstof til, når jeg bager min gode chokoladekage som basis for romkugledejen, men jeg har efterhånden fundet ud af, at jeg bruger så meget hindbærmarmelade og romessens, når jeg laver romkuglerne, at jeg helt kan undlade at lave en smørcreme til at samle dejen med. Så der sparer man lidt kalorier i forhold til, hvis man lavede romkuglerne af forskellige meget tørre kagerester, der jo kræver noget mere fugt eller fedtstof for at hænge sammen. Dog smager jeg dejen til kuglerne til med lidt ekstra flormelis, da min chokoladekagebasis er ret stærk i kakaosmagen.

At kalde opskriften kalorielet er dog noget af et stretch, for den indeholder jo stadig en del sukker og fedtstof fra chokoladekagen. Men i forhold til min sædvanlige opskrift på romkugler, hvor jeg samler dejen med en smørcreme, er der i hvert fald noget at spare :) Jeg er i øvrigt af den holdning, at jeg hellere vil lave en superlækker, fuldfed kage og så bare spise mindre af den i forhold til at lave en "slanke"-version, der ikke smager nær så godt, som man kan spise mere af for de samme kalorier. Men derfor kan man jo godt holde øje med indholdet af fedt og sukker. Kan man skære ned på det, uden kagen eller maden smager meget anderledes af det, synes jeg da, at man skal gøre det.

Derfor prøvede jeg også at undlade at samle med en smørcreme i dag, hvor jeg lavede romkugler af en rest chokoladekage, jeg havde liggende. Ikke mindst for nemheds skyld, da det kniber med energien for tiden. Jeg bagte en chokoladekage til Christian i går, som han har spist nogle stykker af, men der var stadig meget tilbage, og det er mere, end han spiser. Så jeg tænkte, at jeg ville lave lidt romkugler af resten af kagen. Denne gang droppede jeg også at blende kagen, da den er blød og nem at håndtere, så jeg findelte den bare med fingrene. Man kan også bruge en køkkenmaskine med k-spaden, vil jeg tro. Også til resten af arbejdet med dejen. Det vil jeg overveje i fremtiden.

Færdige romkugler. Billedet er dog fra sidst, jeg lavede, da jeg ikke lige fik taget et billede i denne omgang.





Romkugler (12 store eller 24 små)

Chokoladekage (basis for romkugledejen):
200 g blød margarine (eller smør)
2½ dl sukker
2 æg
4 dl mel
3 tsk bagepulver
1 dl kakao
1 dl mælk
1 dl koldt vand

Rør margarine med sukker, til det er godt sammenhængende. Tilsæt æggene og rør, til det er en grødet, men ensartet masse. Vend bagepulveret i melet og tilsæt det til dejen sammen med mælk og vand. Rør dejen godt sammen. Tilsæt til sidst kakaoen og pisk dejen jævn. Er den meget stiv i det, kan der tilsættes lidt ekstra mælk. Det gør jeg af og til.

Fyld dejen i en bradepande (ca. 20x30 cm) og bag den nederst i ovnen ca. 30-35 minutter ved 175 grader, til den er gennembagt. Test med en gaffel, om der hænger dej ved, når du stikker i den. Hvis der ikke gør, er den færdig. Lad kage køle helt af.

Romkuglerne: 
1 portion chokoladekage af opskriften ovenfor
Hindbærmarmelade
Romessens (jeg bruger ca. 1 lille flaske af Dr. Oetkers romessens)
Lidt flormelis
Krymmel efter eget valg (jeg foretrækker tivolikrymmel)

Put den helt afkølede chokoladekage i en skål og findel den med fingrene (nulr den fra hinanden). Tilsæt nogle spsk marmelade og romessens og saml dejen. Smag til med flormelis og evt. mere marmelade og romessens, hvis du synes, den mangler.

Rul kugler af dejen og rul hver kugle i krymmel. Opbevar de færdige romkugler på køl. Jeg plejer at sætte dem i en muffinform af papir, så de er nemmere at håndtere, når de skal spises.





Jeg kan sige, at de her romkugler smager præcis lige så godt, som de plejer, selvom der er mindre smør i. Så det er jo bare dejligt :) Jeg lavede 4 romkugler til Christian og har så ellers frosset resten af den færdige romkugledej ned. Er spændt på, om det fungerer, men tror ikke, der er noget problem i det. Det er betydeligt nemmere lige at lave lidt hurtige romkugler ud af en færdig dej fra fryseren i stedet for at skulle til at lave dejen fra bunden af en rest chokoladekage. Vi må se :)

Apropos det med at skære ned på kalorierne er jeg ret glad for, at januar snart er overstået, så vi kan komme tilbage til normalen mht. slankehysteriet. Jeg synes, det er døddeprimerende at gå fra december, hvor der er meget fokus på al den lækre mad, man skal hygge sig med, til januar, hvor indkøbsaviserne kun er fyldt med bladselleri og kildevand :| Det gør det temmelig svært at finde inspiration til at få lavet en madplan. Det er virkelig fra den ene yderlighed til den anden, og det er ærlig talt lidt tosset.

Forstå mig ret; jeg spiser selv ikke voldsomme mængder af fedt og sukker og den slags, fordi jeg bliver dårlig af det pga. sygdommen i mit fordøjelsessystem, men man skal have lidt fedt indenbords, hvilket virkelig er blevet tydeligt for mig, efter jeg har fået konstateret svær d-vitaminmangel. Jeg spiser ellers mange grøntsager og generelt sundt, selvom der også er plads til lidt andet ind imellem, når jeg kan tåle det, men det hjælper ikke meget, når d-vitamin især findes i fede ting, f.eks. fed fisk (jeg er ikke vild med fisk, kun røget, og det tåler jeg desværre ikke) og kød med lidt højere fedtindhold, end jeg oftest spiser. Og derudover i mange andre fedtholdige fødevarer. Så jeg er blevet mere opmærksom på ikke at spare for meget på olie, når jeg laver mad (inden for rimelighedens grænser, naturligvis, for jeg tåler ikke så meget fedtstof ad gangen), få spist noget af det lidt federe mad, når jeg kan tåle det og spise lidt mere æg, der indeholder en del d-vitamin. 

De fleste danskere mangler faktisk d-vitamin, især i vinterhalvåret, da der er mindre sol. Så det kan være en god ting at sørge for at få nogle af de gode d-vitaminkilder i sin mad. Er du nysgerrig for, hvad der indeholder d-vitamin, kan du se en oversigt her. Man kan også tage et tilskud af d-vitamin som piller, hvilket jeg også gør pt. for at få mine tal op, men maden betyder helt sikkert meget. Det har faktisk ikke betydet det store for min vægt, selvom jeg har prøvet at tænke lidt mere på at få lidt mere fedt i min mad. De sidste dage har vi fået and med det hele, her en måned efter jul, hvilket, jeg godt kan mærke, har gjort en forskel i forhold til mine symptomer med munden (der sandsynligvis hænger sammen med d-vitaminmanglen). Dog er det ikke noget, der kan blive ved, for min mave trænger til noget lidt grovere og mindre hårdt for maven, så nu får den en pause igen. I aften skal jeg have en portion lasagne fra fryseren, men holder mig ikke tilbage med parmesanosten ovenpå, som jeg altid får på, da der også er godt med d-vitamin i ost :)

Det er en fin grænse mellem for meget og for lidt fedt i maden, tror jeg. Især hvis man skal passe på vægten. Men at skære alt fedtstof ud af ens måltider er ikke sundt. Kroppen har brug for lidt fedtstof hver dag. Så kan opfordre jer til at kigge lidt i listen, jeg linkede til ovenfor, og måske spise lidt mere fisk, æg eller mælkeprodukter (især de lidt federe) ind imellem, hvis I får for lidt af den slags til dagligt. Kroppen har brug for d-vitamin for at kunne optage kalk, og har man for lidt d-vitamin, vil kroppen begynde at nedbryde knogler og tænder for at opretholde kalkniveauet i blodet. Så det er vigtigt med d-vitamin :) Det betyder ikke, at man skal gå totalt fedt-amok, men det er godt at få lidt af de madvarer, der indeholder d-vitamin jævnligt


Inden så længe skal jeg i gang med at forberede vores aftensmad. Det er heldigvis meget nemt, for det er to retter fra fryseren, vi skal have i aften. Jeg skal have lasagne, og Christian skal have en ret med kylling i rød karry med ris til. Christian er lige blevet færdig med et tømme og rengøre et skab i gangen. Der sidder vores vandmåler, som skal skiftes i morgen. Så der kommer en i morgen formiddag og skifter den. Heldigvis arbejder Christian hjemme, til han har været her, så jeg ikke skal stå med det selv. Det er nu rart, for jeg har behov for en masse søvn pt. Nu vil jeg stoppe, for jeg skal i gang snart. Prøv endelig at lave romkuglerne. De er seriøst himmerrigs mundfulde!

torsdag den 23. januar 2014

Lyst kernebrød

Det er efterhånden ret lang tid siden, jeg bagte de her skønne brød. Jeg bagte dem i efteråret, før Putte blev syg, men kom aldrig frem til at blogge om dem, da der jo pludseligt skete så meget.

Jeg havde i et stykke tid gået og haft lyst til noget godt lyst brød med masser af kerner, så jeg satte mig for at lave et par gode opskrifter på hhv. 5-kornsflutes og et godt, lyst kernebrød. Flutene har jeg jo allerede blogget om. Dem kan du læse om her. De blev en ret stor succes og var superlækre. De fylder lidt mere i maven pga. kernerne, og er et godt supplement til suppe eller salat. Og så er kerner jo også godt for fordøjelsen :)

Lyst brød med kerner er superlækkert, synes jeg. Det giver brødet mere karakter og smager også rigtig godt. Min opskrift nedenfor giver to ret store brød. Vi spiste selv det ene brød, og det andet røg ned til Christians forældre. Det er helt klart et brød, jeg vil bage igen.

Mht. udblødningen af kernerne kan der være lidt mere eller mindre væske tilovers ved kernerne, efter du har kogt dem, end jeg havde, da jeg lavede brødene. Det kommer meget an på fordampningen. Noget kan dryppes fra i en sigte, men de vil stadig holde på ret meget væske. Derfor skal du tilsætte melet lidt ad gangen og måske tilsætte mere eller mindre mel, end jeg har angivet. Du skal bare ende ud med en dej, der lige er til at håndtere. Sørg for at røre godt i kernerne under kogningen, da de gerne vil brænde på, når de har kogt lidt.





Lyst kernebrød (2 stk)

175 g 5-kornsblanding
Vand til iblødsætning
15 g gær
4 dl vand
20 g havsalt
Ca. 850 g hvedemel

Put 5-kornsblandingen i en gryde og fyld dobbelt så meget vand i som kerner. Kog kernerne i ca. 10 minutter. Rør undervejs, da kernerne suger meget vand, så de ikke brænder på. Spæd til med vand undervejs, hvis kernerne er ved at koge tør.

Sæt kernerne til afkøling i en sigte eller skål, til de er lunkne.

Rør gæren ud i lunkent vand og rør salt i. Rør de lunkne kerner i og tilsæt derefter hvedemelet lidt af gangen. Ælt mel ind i dejen, til den er til at håndtere. Afhængig af hvor meget væske der er tilbage i 5-kornsblandingen, skal der måske lidt mindre mel i end angivet. Så tilsæt lidt ad gangen. Ælt derefter dejen grundigt. Lad dejen hæve lunt og tildækket, til den er hævet til dobbelt størrelse, ca. 1½ time alt efter, hvor lunt rummet, dejen efterhæver i, er.

Slå luften ud af dejen og form til to brød. Lad brødene efterhæve til dobbelt størrelse, ca. 1½ time. Bag brødene ca. 30-35 minutter ved 200 grader. Når de har fået farve under bunden og lyder hule, når du banker dem der, er de færdige.

Den forhævede dej formes til brød, som sættes til efterhævning.

Det færdige kernebrød.



I dag har jeg været 32 år i en uge. Jeg havde en rigtig dejlig dag og kom for første gang i flere år ud at spise på min fødselsdag. Det nød jeg rigtig meget, selvom det resulterede i flere mundsmerter. Men det var det værd. Vi var på Bones, så jeg kunne gå amok i salatbaren, og jeg nød sådan at spise pommes frites også, for det er noget, jeg gør yderst sjældent, da jeg ikke tåler det så godt. Det var virkelig lækkert det hele.

Christian havde taget et par dage fri i sidste uge, så han var hjemme på min fødselsdag og havde en fridag dagen efter også. Det var nok den bedste fødselsdagsgave, for hans selskab betyder rigtig meget for mig. Han havde også nogle fine gaver til mig, bl.a. brætspillet Wiseman, der er det sværeste trivial-brætspil, man kan få. Det fik vi da også set, da vi afprøvede det i løbet af weekenden, for vi er ellers ret stærke i almen viden og omkring mange ting og spiller ret mange af de der trivial-spil, men spørgsmålene var meget svære. Virkelig svære. Vi håber, at min veninde, Christina, har lyst til at prøve det sammen med os også, når hun kommer på besøg engang, når jeg er mere ovenpå. Men det var ellers et fint spil :) Jeg fik derudover også penge af ham, som jeg selv skal finde på noget for. Jeg ved ikke hvad endnu, men kan nok godt finde på noget :)

Og så fik jeg lidt mere til filmsamlingen. Knocked UpGhostbusters og Argo. Vi fik set en del film i løbet af de dage, Christian havde fri, bl.a. Ghostbusters, hvilket var rigtig dejligt. Nu skal vi til at se lidt andre film den næste tid, end dem, vi har i reolen, for det er snart Oscar-tid, og årets Oscar-film er blevet nomineret. Der kører et par af dem i biografen pt., så hvis du har lyst til at se film af stor kvalitet og måske også følge lidt med i Oscar-uddelingen, kan du smutte forbi biografen og se The Wolf of Wall Street, hvis den stadig går hos dig, og fra i dag (i hvert fald her i byen) også American Hustle. Jeg glæder mig supermeget til at se begge film og håber, at vi når at se flere, inden uddelingen i starten af marts. Argo, som jeg fik på blu-ray i fødselsdagsgave, var vinderen i kategorien bedste film sidste år, og kan klart anbefales. Listen over nominerede film og skuespillere til årets Oscars kan ses her.


Det er efterhånden et par uger siden, at Phoebe kom af sin smertestillende medicin. Hun havde nogle dage, hvor hun ikke har haft spist op eller har haft lidt besvær, men ellers er det gået fint. Det er efterhånden et stykke tid siden, hun ikke har haft spist op, så det kører bare pt. (7-9-13). Vi ville lige have hende over antibiotikaen for blærebetændelsen, før hun skulle kikkertundersøges, havde vi aftalt med dyrlægen, men den undersøgelse er nu afblæst, fordi Phoebe ikke har haft mistet stemmen i mindst en uge, hvilket er superskønt. Som jeg skrev sidst, tænker jeg, at det kan være irritation af maven med tilhørende mavesyretilbageløb pga. den smertestillende medicin, der har påvirket hendes hals, og nu, hun er af den, håber vi, at det ikke kommer igen. I hvert fald går det godt, og vi håber, at det fortsætter sådan. Hun vil meget gerne spise Ozzys tørkost, men vi holder hende lidt tilbage endnu, da hun stadig har synligt sår på tungen. Men vi er en smule optimistiske nu, så vi håber, at det holder, og hun kan komme tilbage på tørkost inden for den næste måned i hvert fald.

Nu er kattenes julegave også endeligt kommet. Den har ikke været på lager før i starten af januar, så vi skyndte os at bestille den, før den ville blive udsolgt igen. Det er måske mest Phoebe, der kommer til at bruge den, men man bliver nogle gange overrasket og finder Ozzy i Puttes gamle telt eller Milles seng og den slags :) Det er en ret stor hule i superblødt stof. Den skal jo være temmelig stor, for at Phoebe kan være i den, men hun kan også godt være stædig og klemme sig ind de mindste steder, som katte jo ynder at gøre ;) Men her er vidunderet altså. En fin, hvid hule med en dejlig blød pude i. Den har skullet ses lidt an, men Phoebe har været inde og sove i den nogle gange efterhånden :)

onsdag den 15. januar 2014

Paprikagryde med ris

Det står lidt sløjt til med madlavningen herhjemme og har gjort det noget tid. Der er ikke rigtigt kræfter til at gå i gang med de store køkkenudfoldelser, så vi holder os til nogenlunde nem og hurtig mad for tiden. Nedenstående ret er nu heller ikke så kompliceret, men det er noget, jeg kun kan lave til Christian, da jeg ikke tåler tomat og nu heller ikke paprika pga. min mund. Men jeg laver af og til noget kun til ham, så han ikke altid skal trækkes med de retter, jeg kan tåle at spise, og i december lavede jeg derfor paprikagryde med ris til ham, for han elsker ris.

Ofte ville jeg putte lidt bacon i sådan en ret for at få en let røget smag, som klæder retten, men den dag havde vi ikke lige noget hjemme, så jeg tilsatte i stedet røget paprika, hvilket fungerer rigtig godt i retten :) Kan du ikke skaffe røget paprika, kan du erstatte det med 100 g bacon i tern. Det skal så bare brunes af først, tages op og derefter skal løg og kød brunes i fedtet fra baconen. Du kan hælde lidt af fedtet fra, hvis der er meget. Muligvis skal du så tilsætte mere sød paprika, men vent med det, til du skal smage retten til til sidst.

Til retten er hvidløgsflute rigtig lækkert. De frosne fra supermarkedet er vi begge glade for, men spiser ikke så tit. De kan også laves i en hjemmelavet version. Jeg har lavet dem nogle gange efterhånden, og det er superlækkert. Jeg bruger gerne nogle langtidshævede flutes, som jeg selv bager. I de afkølede flutes skærer jeg skiver, der ikke går helt igennem. Derefter skærer jeg ikke for tykke skiver af en hjemmelavet hvidløgssmør, som puttes mellem brødskiverne. Til sidst varmes flutene i ovnen, til de er sprøde, og smørret stort set er smeltet. Det sidste vil smelte, når det står lidt, efter brødet er taget ud. Hele opskriften kan du se her: Hvidløgsflutes.

Nedenstående opskrift rækker til 3-4 personer alt efter, hvor meget tilbehør der er, og hvor sultne folk er. 3 personer rækker den i hvert fald til. Du kan, hvis du har lyst, tilsætte f.eks. champignons eller lidt frosne ærter til retten. Hvis du bruger friske champignons, skal du bare brune dem af først. Ærterne kan du komme i sammen med de hakkede tomater :)

Christians tallerken. Han er en tålmodig mand, så jeg får lov at tage lidt billeder til bloggen.




Paprikagryde med ris (3-4 personer)

400-500 g svinekød i tern
1 stort løg
2-3 fed hvidløg
2 dåser cocktailpølser
2 dåser hakkede tomater
2 store tsk sød paprika (eller brug stærk, hvis du vil have retten stærkere)
1 stor tsk røget paprika
Salt og peber
Fløde 9 % (jeg brugte omkring 1 dl)

Evt. champignons, ærter eller andet efter smag

Tilbehør:
Kogte ris, gerne basmatiris (1½ dl ris pr. person - 1½ dl ris til 2½ dl vand)
Godt brød, f.eks. hvidløgsflute

Hak løg og hvidløg. Brun det i en gryde sammen med kødet. Tilsæt cocktailpølserne og brun med lidt. Når kødet har fået farve, tilsættes salt, peber og de to slags paprika. Rør det godt rundt i kødet. Tilsæt derefter de hakkede tomater og lad retten småkoge i 1 time.

Efter en time smages retten til med fløde, til du har den smag, du ønsker. Jeg bruger nok omkring 1 dl, vil jeg tro. Tilsæt ekstra salt, peber og paprika, hvis du synes, retten mangler. Server med kogte ris til. Vi får oftest basmatiris, for de smager bedst, synes vi. Der bruger jeg 2½ dl vand og 1½ dl ris pr. person. Bring vandet i kog, tilsæt salt og derefter ris. Skru ned, så det småbobler, og læg låg på. Lad det koge i 10 minutter. Tag derefter gryden af varmen og lad risene trækker i yderligere 10 minutter i gryden, før de serveres.


Server gerne med hvidløgsflute.



Jeg syntes, det var på tide med en opskrift til bloggen, for det er for længe siden, der har været en. Men som sagt bliver der ikke lavet de helt store køkkenudfoldelser for tiden. Vi får dog hjemmelavet mad hver dag, eftersom min mave ikke tåler ret meget af den mad, man kan købe udefra. Jeg har også fået bagt et par gange, selvom det virkelig har tæret på mine kræfter. Men Christian har en hård tid på arbejdet for tiden, så jeg vil gerne forkæle ham lidt ekstra. I fredags bagte jeg chocolate chip cookies med mandler, en af hans absolutte favoritter, og i går rørte jeg lige en hurtig triple chocolate brownie sammen, bare en lille portion, så der var noget rart at komme hjem til.

Jeg er lidt bekymret for ham. Han er virkelig kørt hårdt på arbejdet for tiden og begynder at få symptomer på stress. Han arbejder over hver eneste dag (uden at få en krone for det i øvrigt), og i går var han virkelig dårlig, da han kørte derindefra, og også da han kom hjem. Så vi er begge ekstra glade for, at han har taget et par fridage de næste dage, for han trænger virkelig til det. Der er vist desværre ikke udsigt til, at det skal blive bedre med arbejdet den næste tid, så jeg håber, han passer på sig selv og ikke lader sig presse, så han ender med at gå helt ned med stress.

I dag skal være en stille og rolig dag. Jeg har sovet rigtigt elendigt i nat, og det kan mærkes over alt i kroppen. Jeg var ret stresset, da jeg gik i seng, for jeg har fundet ud af, at det måske kan være pga. mavesyretilbageløb (pga. den medicin, hun har været på), at Phoebe har sine problemer. Det ville give mening, også for hendes stemme, der kommer og går inden for samme døgn, og hun nogle gange ikke kan/vil spise op, men gerne spiser resten af en ske, jeg holder op til hende. Så det skal jeg snakke med dyrlægen om, når jeg snakker med hende igen. Ved dog ikke, om det bliver i den her uge. Men så ville jeg jo gerne lige læse lidt om det på nettet, og så endte det med at blive sent, og jeg havde slet ikke ro til at sove. Så jeg inviterede Phoebe op i sengen, hvilket hun var meget glad for. Hun kom endda helt op på maven af mig og lå. Med hovedet helt oppe ved mit. Sådan lå vi længe, og hun flyttede lidt senere lidt rundt i sengen. Men hun vil gerne have meget opmærksomhed, når hun er hos mig, så man kan ikke bare lægge sig til at sove. Så japper hun, den lille dame, og kræver :) Men det er dejligt at have hende oppe, så det har jeg nydt. Det trængte jeg til.

Men det betyder også, at i dag bare skal være en stille og rolig dag, hvor jeg ikke skal lave det store. Jeg håber, at min mund har det bedre i morgen, for stressen går lige i tungen (på grund af brændende mund-syndrom). Jeg skal lige have kigget på lidt vasketøj, men det er også det. Jeg vil være klar til at have fødselsdag i morgen, og vil også gå forholdsvis tidligt i seng i aften, så jeg forhåbentlig er mere frisk i morgen. Måske skulle jeg gå en tur i haven og få lidt frisk luft senere. Det kunne måske være rart for mit tunge hoved :)

mandag den 13. januar 2014

Årets første sne

Det var lige før, man kunne tro, at vinteren har glemt Danmark i år, for det har været usædvanligt varm, siden vinteren begyndte, så vi har ikke rigtigt set skyggen af sne endnu. Det har i stedet været efterårsagtigt med masser af regn og trist vejr. Men i dag kom sneen så. Desværre ved jeg, at det er en stakket frist med sneen, for i morgen er temperaturen igen højere, og vi kan se frem til mere regnvejr. Ikke mindst på min fødselsdag senere på ugen, hvilket er ret deprimerende. Især fordi jeg elsker sne. Og regnvejr på ens fødselsdag er da bare trist.

Men eftersom jeg vidste, at sneen her hurtigt vil være væk, måtte jeg også en tur ud i det. Og havde kameraet med, for snebilleder er det bedste. Phoebe var også en lille tur med ude, men hun er absolut ikke glad for kulden og blæsten. Ozzy var kun lige ude og sidde på den tørre del af terrassen under udhænget, så gik han ind igen, den tøsedreng. Så ham fik jeg ingen billeder af. Det sner stadig en smule her, men nu er kattene og jeg inde i varmen igen. På trods af at de rent faktisk er bygget til kulde, sådan pelsmæssigt, er de bestemt ikke glade for kulden. Så nu ligger de og snorker et varmt sted begge to.

Phoebe fandt en halvtør plads oven på kloakdækslet.

Hun måtte også lige en tur op på klatretræet. I udkigskassen er der nogenlunde tørvejr.


Poteaftryk i sneen.

Billede af fuglehuset taget gennem ruden i stuen. Det er desværre ikke så flittigt
besøgt i år, men måske kommer det, når det bliver koldere.



Nu vælter det ned igen derude. Ville ønske, at det kunne blive liggende. Snevejr er bare rarere end de endeløse regnvejrsdage, vi har måttet finde os i den her vinter. Jeg håber, at temperaturen snart vender, så vi kan få noget frostvejr og mere sne.

I dag er det 6. dag, Phoebe ikke får smertestillende medicin. Umiddelbart går det okay. Der har været nogle enkelte gange, hvor hun ikke har spist helt op, men langt de fleste gange spiser hun pænt op af sin kød-smoothie. Vi håber, det fortsætter sådan. Vi ved ikke, hvor længe hun vil have smertestillende i blodet, efter at have fået det så lang tid. Men vi håber, vi begynder at se det reelle billede af, hvordan hun spiser. Hun mister stadig stemmen, som så er tilbage samme dag. Det er sært. Men vi har snakket om, at hun måske ikke skal have den kikkertundersøgelse alligevel, hvis hun kan spise normalt, og hendes infektionstal viste ingen tegn på infektion. Vi vil helst ikke have hende under narkose, med mindre det er fuldstændig nødvendigt. Når jeg snakker med dyrlægen igen, vil jeg snakke med hende om det her. Endnu er hun stadig på antibiotika for sin blærebetændelse, og det går rigtig fint :)

Min fødselsdag nærmer sig efterhånden. Jeg har kun fået kigget på min ønskeseddel en enkelt gang og fået tilføjet meget lidt siden jul, for alting har gået op i kat og stress herhjemme den sidste tid. Så der har ikke været overskud til det. Jeg håber, at Christian alligevel kan finde på et eller andet, for jeg kan rigtig godt lide at få gaver, selvom det kan være svært nogle gange at finde noget at ønske sig. Som jeg skrev i sidste indlæg, er det, jeg ønsker mig mest, noget man ikke kan købe for penge. Så som at kattene blev raske og mit helbred bedre, så Christian og jeg kunne lave flere af de der ekstra kæresteting, som jeg er glad for. F.eks. at gå ud og spise og måske at rejse lidt. Selvom det sidste ikke rigtigt synes at være en realistisk drøm.. Men jeg glæder mig til min fødselsdag. Christian har som sagt taget nogle fridage, så det vil jeg nyde rigtig meget.

Alligevel kan det godt gøre mig lidt stresset op til dagen, fordi jeg så gerne vil ud og spise, hvilket betyder, at dagene op til er rigtig svære pga. maden, som skal være ekstra skånsom. Jeg aner ikke, hvad jeg skal putte ind i madplanen de her dage ud over lasagne, og det vil jeg altså ikke spise en helt uge i træk :| Samtidig er min mund igen et problem, sikkert pga. stressen fra sidste uge og mangel på reel afslapning den her weekend, så det indskrænker yderligere, hvad jeg kan spise.

Ofte har vi også Christians forældre oppe til en kop kaffe, når vi har fødselsdag, men jeg har virkelig svært ved at overskue det lige nu pga. stressen. Det føles, som om det virkelig vokser mig over hovedet, og jeg er bange for at brænde al min energi af på min fødselsdag, så jeg får det dårligt og ikke kan nyde dagen. Så det kan godt være, at de ikke lige skal op den dag i år (men nok på et andet tidspunkt). Det er lidt et dilemma for mig, for jeg føler allerede, at jeg slet ikke kan leve op til, hvad de måske kunne ønske sig af en svigerdatter, fordi mine sygdomme sætter en del begrænsninger. Selvom jeg gør alt, hvad jeg kan for at gøre det så godt som muligt. Ofte også mere end jeg egentlig kan holde til. Det er måske mest tanker, der er frembragt af, at jeg så gerne ville kunne gøre det, som raske mennesker kan, og føler, at jeg bare ikke er god nok, som jeg er.

Mine sygdomme er usynlige, dvs. ikke som et brækket ben f.eks., hvor man kan se, at der er begrænsninger for, hvad man kan, hvilket kan gøre det svært for andre at forstå, hvor syg jeg er, både med det fysiske og psykiske. Det er mest Christian, der ser, hvor meget det påvirker mig. Hvor dårlig jeg bliver efter at have været sammen med andre mennesker eller nogle gange bare af at have været ude og handle. Og hvordan jeg må kæmpe med mine madproblemer og ofte også smerterne. Og ikke mindst hvordan det påvirker mig psykisk at være så indskrænket. Jeg er ikke glad for at være "hende den syge", så den side ser de fleste ikke hos mig, når vi er ude hos familie og den slags. I det hele taget er jeg ikke glad for ekstra opmærksomhed. Jeg kommer nemt til at føle mig "forkert" eller anderledes, og det har jeg det ikke godt med. Men det betyder også, at jeg har måttet arbejde noget for at sige fra over for folk, der faktisk godt ved, at jeg er syg, men alligevel "glemmer" det og pålægger mig en masse ting, som jeg ikke kan holde til. Havde jeg haft et brækket ben, havde de nok ikke bedt mig om at løbe maraton, for der kunne de godt se, at det måtte være umuligt. Men med handicaps usynlige for det blotte øje glemmer nogle mennesker nogle gange, at ting kan være tilsvarende svære/umulige for mig.

Nogle gange "glemmer" jeg det også selv, eller ignorerer det, fordi der bare er så mange ting, som jeg gerne vil, selvom jeg ikke kan holde til det. Bagefter bliver jeg så ofte dårlig af det f.eks. med udmarvende træthed, slem nedtrykthed eller smerter (for bare at nævne et par ting), og kan så sidde og føle mig dum over igen ikke at have taget hensyn til, at jeg rent faktisk er syg. Men det arbejder jeg på at blive bedre til, at tage hensyn til mig selv. Det er bare svært, når der er så meget, man gerne vil, og man ikke vil skuffe nogen. Mht. Christians forældre er jeg også rigtig glad for dem og kan rigtig godt lide at være sammen med dem, så det er bare rigtig træls, når jeg så må melde fra til noget.


Nåh, det blev noget personligt og langt. Det er bare tanker, der fylder meget i hovedet på mig for tiden. For at snakke om noget helt andet, så var der Golden Globe-uddeling i går. I dag kan jeg se, at Breaking Bad har fået en for bedste dramaserie og Bryan Cranston for bedste mandlige hovedrolle i en dramaserie for Breaking Bad. Det var jo dejligt, for det er en fantastisk serie, og Bryan Cranston spiller virkelig godt. Vi er selv i gang med at se serien lige nu, og i går afsluttede vi sæson 4. Det var en fantastisk sæsonafslutning. Nu har vi så kun en sæson tilbage, hvilket er lidt vemodigt. Men det har været rigtig god underholdning for os siden efteråret, hvor vi startede med at se serien. Den er en af den slags serier, hvor man bare bliver helt opslugt, når man sidder og ser den, og kan lukke af for alt andet imens. Sådan slapper jeg bedst af, for det kan være svært at slukke for tankerne og stressen. Men når jeg ser de gode serier, er der ro i hovedet. Jeg kan kun anbefale Breaking Bad. Det er en virkelig spændende serie, og fordi den nu er afsluttet med sæson 5, slipper man også for, at en serie, man har været rigtig glad for, bliver cancelled. Jeg er spændt på, hvad sæson 5 må bringe :)

fredag den 10. januar 2014

Billeder af nytårsfyrværkeri del 2

Nu er det efterhånden så langt væk fra nytårsaften, at jeg hellere må få vist jer de sidste billeder, jeg fik taget af fyrværkeriet :) Der er også lidt nyt om Phoebe, men det vil jeg vende tilbage til efter billederne.

Vejret nytårsaften var ret optimalt, for der var ikke meget vind og ingen regn, så jeg havde en del gode skud i kassen denne gang :) Det er derfor, jeg har måttet opdele billederne over to indlæg, for ellers bliver det lidt for overvældende, synes jeg. Men det er ikke nemt at tage gode fyrværkeribilleder, så der er betydeligt flere skud, der ender i skraldespanden eller i hvert fald ikke bliver brugt. Man er heldig, hvis der er en god håndfuld eller to billeder ud over et godt fyldt kamerakort. I år havde jeg så 24, så det må siges at have været en god aften med kameraet :) Nedenfor her kan du se de sidste 12 billeder, jeg har lavet.















Det har været nogle noget kaotiske dage på det sidste. Det var jo meningen, at vi skulle have Phoebe til en kikkertundersøgelse af halsen onsdag, men så fik hun konstateret skyhøje nyretal på deres egen maskine, så det kunne vi ikke. Og det har været et forfærdeligt døgn, til vi fandt ud af, at dyrlægens maskine var defekt (ved at få svar på yderligere blodprøver, der også undersøgte nyretal).

I går fik hun så blærebetændelse. Måske pga. stressen over onsdagens dyrlægebesøg, men der var dog betændelse, kunne vi se af urinprøven, så det er svært at sige. Men det har været et utroligt hårdt døgn. I flere dage har jeg sovet alt for lidt og haft svært ved at hænge sammen. I går måtte jeg så op igen noget tidligere end uret ringede til, da hun havde problemer med at tisse. Og så afsted til dyrlægen. Hun blev beholdt derovre, fordi hun skulle aflægge en urinprøve. Omkring kvart i to ringede dyrlægen, at hun ikke havde villet tisse, om jeg ville have hende hjem og prøve. Der er 30 minutters kørsel til dyrlægen, så det var kun lige knap og nap, at jeg kunne nå at få hende hjem og få hende til at tisse, og så nå derover igen, før de lukkede. Jeg ved fra tidligere med Putte og Mille, at de har kunnet holde sig en hel dag nærmest, når de skulle aflægge en urinprøve, så jeg var ikke optimistisk. Men hun skulle under ingen omstændigheder blive hos dyrlægen natten over. Hun var bange i går, da vi for anden dag i træk skulle afsted igen med hende, og hun rystede, da hun var inde ved dyrlægen. Så jeg ville bare have hende hjem.

Hun skreg hele turen hjem, hvilket ikke ligner hende. Hun var stadig bare meget bange, og hun er ikke glad for at køre i bil. Da vi kom hjem, lukkede jeg Ozzy inde i den anden ende af huset med den almindelige bakke og satte en anden frem til Phoebe med noget materiale, som ikke suger tisset, så det kunne samles op. Phoebe blev lukket ud og fik mad. Hun plejer at tisse efter at have spist tit, så det var det, jeg håbede på. Bagefter gik jeg ud mod bakken og hun gik med. Og derefter lavede hun en fik tissetår i bakken. Tror, vi var hjemme 10-15 minutter, før hun havde lavet en urinprøve til mig, så det var jo dejligt. Men så måtte jeg afsted igen den lange vej til dyrlægen med prøven.

Jeg sad og ventede, mens den blev analyseret. Heldigvis var der ingen krystaller i. Der var hvide blodlegemer, hvilket viser, at der er en infektion, samt lidt blod og en smule protein. Det understregede, at hun har blærebetændelse. Vi har snakket om, at det kan være pga. stress, for fra blodprøven onsdag ses ingen forhøjede infektionstal. Men det er svært at sige. I hvert fald er hun nu startet op på antibiotika. Hun er af smertestillende, og vi afventer og ser, om det går. Desværre viser hun allerede problemer med at spise, men vi håber, det bare er, fordi hun er træt. Vi vil helst ikke starte hende op på det igen (hun har været på det længe pga. såret på tungen), med mindre det er strengt nødvendigt, så vi ser lige tiden an og håber det bedste. Ellers har vi hjemme, så hun kan få smertestillende. Jeg har snakket med dyrlægen om det i dag, og det er den aftale, vi har lavet. Hun gav mig i øvrigt de sidste svar på blodprøverne, og de er alle pæne. Heldigvis. Så det primære problem er tungen og så måske noget med halsen. Halsen skal stadig undersøges, men nu skal hun lige have lidt ro til at komme sig oven på blærebetændelsen og de sidste dage. Hun er meget træt i dag. Så vi håber, det er derfor, hun ikke helt spiser normalt. Vi må se tiden an de næste dage. I næste uge skal vi så snakke sammen med dyrlægen igen om, hvordan det går med hende.

En træt Phoebe. Billedet er dog ikke fra i dag. Jeg tror, hun ligger i sin katteseng og sover lige nu.



Jeg er også selv utrolig træt i dag. Det har været nogle sindssygt hårde dage, og jeg kan mærke, hvordan hele min krop står af pga. stressen og udmattelsen de sidste dage. Min tunge er også begyndt at give flere problemer. Der har ellers været en bedring med smerterne i den, som kom mellem jul og nytår, men jeg kan mærke, at hver gang jeg bliver stresset og udkørt, får jeg flere symptomer fra den :| Det samme gør resten af kroppen. Jeg har haft utroligt mange smerter i ryg og nakke de sidste dage, hvilket absolut ikke blev bedre af at sidde i en bil i 3 timer i går (3 gange frem og tilbage til dyrlægen). Det har været virkelig slemt. I nat har jeg så sovet 10 timer, og jeg føler alligevel, at jeg kun har sovet 4. Men det tager noget tid at komme ovenpå efter sådan en udmattelse, så jeg må bare være tålmodig. I hvert fald skal jeg prøve at få noget ro på nu og håber, at Phoebes mund gør det muligt for hende at spise næsten helt selv. Bekymringen om hende gør det i hvert fald svært at slappe af, og der er meget arbejde i det, når vi skal fodre hende med en ske, eller hvad der ellers er brug for, når hun skal have hjælp til at spise. Så håber det bedste for den her weekend.

I næste uge har jeg fødselsdag. Christian har flere gange spurgt, hvad jeg ønsker mig, men jeg har ikke haft overskud til overhovedet at tænke ret meget på fødselsdag med det, der er sket de sidste dage. Men jeg må jo hellere snart komme i gang. For jeg ved, at han gerne vil give mig et eller andet. Det, jeg mest ønsker mig, er færre bekymringer, raske katte, et bedre helbred og flere rare oplevelser som ud at spise eller bare mere tid sammen med Christian. Han har taget fri i forbindelse med min fødselsdag, så det får jeg jo i hvert fald :) Forhåbentlig kan vi også komme ud og spise, hvis mit helbred tillader det (og Phoebes :| ). Men de andre ting er jo noget svære at give mig i gave. Så jeg må lige bryde hjernen lidt.

Nu vil jeg have lidt at spise, og så tænke lidt over ønsker. I må have en rigtig dejlig weekend :)

torsdag den 9. januar 2014

Mens vi venter...

Det er virkelig en grå og mørk dag i dag. Er det også det hos jer? Her har det regnet siden morgenstunden, og selvom klokken kun er lidt over 12 (da jeg gik i gang med at skrive det her indlæg), er det nødvendigt med lys tændt her i stuen.

Det har været et hårdt døgn, hvor vi har gået og ventet på, at det ville blive torsdag morgen, så vi kunne få svar på de andre af Phoebes blodprøver. Prøverne fra i går var jo helt skøre med umålelige nyretal, hvilket i den grad har sat en skræk i livet på os begge to oven på et efterår, hvor vi mistede Putte til nyresvigt.

Vi havde troet, at det måtte være en fejl, for hun ser alt for godt ud til at have så dårlige nyretal, selvom angsten for, at de passede, fyldte noget i hovedet på os begge to, tror jeg. Men jeg blev i tvivl i morges, da Christian vækkede mig, fordi Phoebe havde siddet i kattebakken i 5-10 minutter :| Vi har set den slags mange gange før, senest med Phoebe 23. december. Hun har blærebetændelse, og der var også blod i urinen :( Om der er krystaller/sten, er svært at sige, men sådan en infektion kan jo godt påvirke nyrerne, ikke mindst hvis der er sten, og jeg begyndte efterhånden at tro på, at hendes tal faktisk var så ringe, eller i hvert fald forhøjede, hvilket virkelig gjorde mig bange.

Vi sad begge og ventede på, at klokken skulle blive 8, så vi kunne få fat på dyrlægen for at få en tid, så hun kunne blive kigget på. Vi fik en hurtig tid, og Christians far kørte mig derover (han får kørt nogle ture for tiden med Phoebe og mig). Heldigvis kom vi hurtigt til. Det var med en ret nedtrykt mine, jeg gik ind med Phoebe. Heldigvis gav dyrlægen mig hurtigt svar på blodprøverne, der var fine, så det var deres eget apparat, der var i stykker. Pyha! Var lige ved at græde, da jeg hørte det, for jeg har været så utroligt bange. Hendes værdier ligger inden for normalen, men vi vil alligevel holde øje med, at de bliver der, så hun skal nok med, når Ozzy skal vaccineres i april. Så får vi lige lavet en lille blodprøve på hende i samme omgang. Bare for en sikkerheds skyld.

Jeg havde ingen urinprøve med til dyrlægen, da turen derover tager noget tid, og vi bare gerne ville afsted med Phoebe. Det betyder så, at de har beholdt hende. Hun får noget væske og skal så tisse en prøve hos dem. Det kan godt tage noget tid, og jeg har da heller ikke hørt fra dem her 4 time senere, så der har nok ikke været gevinst endnu. Håber, hun snart får det overstået, så hun kan komme hjem. Hun var ret bange på turen derover i dag og græd en del, og hun rystede meget, da hun var inde hos dyrlægen. Det tror da pokker efter at have været afsted i går, stakkels mis.

Urinprøven skal testes for bl.a. bakterier og blæresten, og så skal den dyrkes. Dyrkningen får vi nok først svar på i morgen eller lørdag, men de regner med, at hun skal startes op på antibiotika i dag. Så må vi skifte undervejs, hvis det er en forkert slags. Smertestillende skal hun måske undvære. Hun fik ikke i går aftes, fordi vi ikke ville gøre ondt værre, hvis prøverne bekræftede dem i går, og dyrlægen mener, at hun jo skal af det på et tidspunkt, så nu er måske et godt tidspunkt at prøve. Jeg er ikke sikker på, om jeg er enig i det, da katte som regel skal have smertestillende sammen med medicin, når de har blærebetændelse, men det må jeg snakke med hende om, når jeg henter Phoebe. Så kan hun måske stoppe, når den er overstået. Men hendes tunge er endnu ikke helet, så det kan godt være, at det giver bagslag at stoppe. Det må tiden vise. Det er jo bedst, at hun ikke får det, hvis hun kan undvære.

Nu sidder vi så og venter. Jeg mener ikke Christian og mig, for han er på arbejde. Selvom han da også venter på at høre nyt om vores lille kattepige. Jeg mener Ozzy og mig. Det er os, der sidder og venter på, at Phoebe skal komme hjem. Han er tydeligvis påvirket af, at hun ikke er her. De nyder hinandens selskab ret meget, så han savner hende selvfølgelig. Han har kigget meget spørgende på mig og snakket, og han er mere kontaktsyg, end han ellers er. Lige nu ligger han her i sofaen hos mig og kigger lidt tomt ud på regnen i haven. Måske er han bange for, at hun ikke kommer hjem igen :( Det gør hun forhåbentlig og snart. Det forventer vi i hvert fald :) Håber, hun snart på aflægge en tissetår, så vi kan få hentet hende hjem igen.

Ozzy hos mig lige nu. Snapshot med mobiltelefonen. Vi venter.

Ozzy i haven i går, hvor han stalkede Phoebe.

Kattekys <3



Jeg har også fået snakket med mit lægehus. Sygeplejersken havde fået at vide, at man skulle have kalk for at kunne optage d-vitamin af lægen, men det er faktisk lige omvendt! Så det blev jeg noget forvirret over at høre og tænkte, om jeg tog fejl. Sygeplejersken slog det efter, og jeg havde altså ret. Så vi har aftalt, at jeg fortsætter kun på d-vitamin, og så kan vi lave en kalk (calcium)-test, når mit d-vitamin er deroppe, hvor det skal være. Jeg skal have lavet en foreløbig blodprøve i midten af februar. Så må vi se, hvor meget vitaminet har hjulpet. Jeg snakkede også med hende om at få Christian testet, da vi næsten spiser det samme, og det, syntes hun, var en god ide, så hun har bestilt en prøve til ham, som han kan gå på Roskilde sygehus og få lavet. Det er nemlig nemmest, når han arbejder i Roskilde. Så det var dejligt at få på plads. Nu håber jeg bare, at min mave kan få det lidt bedre, når jeg ikke længere tager kalk.

Ventetiden er ikke nem, synes jeg. Det er ikke rart at vide, at hun sidder ovre hos dyrlægen og er bange :( Vil bare gerne snart have hende hjem. Har prøvet at få tiden til at gå hurtigere ved at få lavet noget. Har fået vasket noget tøj og sat andet over, ryddet op, støvsuget lidt og forberedt noget af det, vi skal spise i aften. Det er min ryg ikke glad for. Den har været stået af de sidste dage, hvor jeg har sovet dårligt og alt for lidt, så det indskrænker min bevægelighed noget. Jeg burde bare være bedre til at tage hensyn til det. Der er jo bare ting, jeg gerne vil have lavet.

Vi håber, Phoebe ikke har blæresten. Mærkeligt nok var der slet ingen tegn på infektion i den blodprøve, hun fik taget i går. Det undrede dyrlægen, og det undrer også mig, for man burde vel kunne se det i en blodprøve, hvis der er infektion i kroppen? Vi har snakket om, at hendes blærebetændelse kan være en stressreaktion oven på turen derud i går. Nogle katte får blærebetændelse af ukendte årsager, f.eks. stress. Det gør det jo svært at forebygge, for hun kan ikke undgå at skulle til dyrlægen af og til. Men vi håber, det ikke har noget med foderet at gøre, som hun får pt., for hun klarer sig godt på de portionsposer, vi kører med pt., og dem har vi rigtig mange hjemme af endnu og flere på vej. Vil tro, hun skal have vådkost noget tid endnu i hvert fald pga. tungen. Den er pænere men ikke helet helt. Håber, den er helet nok til, at hun kan spise sin vådkost uden smertestillende. Ellers må vi jo på det igen... Men håber, hun kan undvære.

Nu vil jeg gerne snart modtage det telefonopkald, så vi kan få hende hjem, den lille dame. Det er synd for hende, at hun skulle afsted igen i dag :( Hun skal jo stadig have kikkertundersøgelsen, men da hun jo ikke har fastet i nat, bliver det ikke i dag. Vi vil ikke udsætte hende for stressen over at skulle afsted tre dage i træk, så det bliver heller ikke i morgen, og da hun skal være på antibiotika lidt tid pga. den her blærebetændelse, har vi snakket om, at vi i hvert fald vil springe næste uge over, så hun lige kan komme sig oven på medicinen, før hun skal udsættes for mere. Så vi må se, hvornår det bliver. Vil slutte af med et billede af hende fra haven i går, hvor hun sad på sin "trone" og kiggede på fugle i haven :)

onsdag den 8. januar 2014

Chok

I dag skulle Phoebe have lavet den kikkertundersøgelse af halsen, så vi kan se, hvorfor hun bliver ved med at miste stemmen ind imellem. Så tidligt i morges kørte jeg afsted mod dyreklinikken sammen med Christians far. Vi havde aftalt, at jeg lige skulle snakke med dyrlægen, når jeg afleverede Phoebe, og vi ville have taget blodprøver på hende først, som skulle være klar, før hun måtte komme i narkose.

Jeg havde bestemt ikke forventet, at der ville være noget at se på dem, men oven på det med Putte tager vi ingen chancer :( Vi valgte at sidde og vente på prøverne, så jeg kunne sidde med Phoebe imens, bare for at være på den sikre side. Vi ventede ca. tre kvarter, før prøverne kom. Desværre var de slet ikke pæne :( Faktisk var hendes nyretal begge så forhøjede, at maskinen ikke kunne måle dem og det samme med et af levertallene!

Jeg er fuldstændig i chok over det, for vi havde ikke forventet, at der ville være noget. Og vi har lige været igennem forløbet med Putte, der døde af nyresvigt, hvilket har været ekstremt smertefuldt og er det stadig. Dyrlægen forstod ikke, hvorfor tallene så sådan ud, for Phoebe virker sund og rask. Det er også det indtryk vi har af hende herhjemme. Hun har en fin appetit (der har kun været få gange, hvor hun har haft problemer med at få spist op, men der har det virket som om, det har været, fordi hun havde ondt i mund eller hals), holder vægten og er ellers en glad kat. Hun løber og tumler med Ozzy og leger også selv. Der er ikke noget, vi kan genkende fra Puttes forløb med hende, synes vi. Hvis tallene var så høje, at de ikke kunne måles, må de jo i hvert fald være så høje, som hans var til sidst. Og hun er bare helt anderledes, end han var der.

Dyrlægen mente, at det nok måtte være en fejl og vi ikke bør være for bekymrede. Der bliver sendt en anden blodprøve til et andet sted, der laver en mere udførlig blodprofil på hende, og den vil der være svar på i morgen tidlig, så nu kan vi kun sidde og vente. Vi har aftalt med dyrlægen, at hun ikke får smertestillende i aften, og at jeg får et opkald i morgen fra dyrlægen, når hun har tallene.

Det bliver en forfærdelig ventetid :( Jeg kan godt se, at det kliniske billede slet ikke hænger sammen med blodprøvesvaret, men det er alligevel pudsigt, at det lige er de værdier, der er påvirkede, for blodprøven gav jo også svar på andre værdier, som godt kunne måles. Det er meget ubehageligt. Jeg er virkelig bange for, hvad prøven i morgen siger. Er så bange for, at vi også skal miste Phoebe :( Selvom dyrlægen mente, at vi ikke måtte være for bekymrede, til vi får svar i morgen, er det jo bare en umulig opgave for mig, fordi jeg har en angstlidelse. Så jeg er noget i panik over det her. Jeg er så bange for at få et forfærdeligt svar i morgen :( Måske er det også dumt at skrive om det, for jeg er bange for at komme til at jinx'e det, men jeg ved godt, at de tanker mest er noget, der foregår i hovedet på mig selv pga. min angst. Det gør nok ikke til eller fra. Men det er alligevel en ubehagelig tanke.

En træt Phoebe hviler sig på puffen.



Phoebe har fået en halv portion mad, da vi kom hjem, og har ellers ligget og hvilet her på puffen over for mig siden. Inden så længe skal jeg ud og lave hendes dagsration af kødsmoothies, så hun kan få lidt mere. Det er om at starte forsigtigt op, når hun har fastet. Det har også været hårdt, at hun skulle faste, for hun har været så sulten. Især i nat og i morges. Så jeg har ikke sovet meget i nat. Hun har ligget ved/på mine ben det meste af natten. Jeg har nu heller ikke haft ro til at sove, for hovedet er fyldt af tankemylder op til sådan en dag, og det bliver helt sikkert heller ikke bedre i nat :( Er virkelig træt og flad i dag, og jeg kan nok forvente, at det også bliver sådan i morgen, når jeg skal vente på opkaldet i morgen tidlig. Hvis prøverne er fine, hvilket jeg virkelig håber mere end noget andet, skal vi have en ny tid til hende for at blive kigget i halsen. Måske fredag, tænker jeg. Men vi må afvente og se, hvad blodprøverne siger. Men der er ikke udsigt til ro for mig sådan lige foreløbig :| Lige nu tænker jeg også mest på, hvad hun har brug for.

Vågen til lidt pelsvask.



Jeg havde egentlig også troet, at jeg skulle have fat i mit eget lægehus i dag, men tiden gik og jeg skal jo også op i morgen tidlig, så så kan jeg gøre det der. Jeg er nemlig kommet i gang med alle de piller, jeg skal have mod svær d-vitaminmangel, men min mave er desværre ikke glad for dem, surprise, surprise :( Efter at have kigget lidt på nettet kan jeg se, at det er, fordi jeg får så meget kalk. Mit system går helt i stå af det, og jeg får meget ondt i maven. Så jeg skal have snakket med lægehuset om at skifte til ren d-vitamin. Så kan vi måske senere måle mit kalkindhold i blodet og se, om jeg mangler noget, når d-vitaminet er, som det skal være. Kalken i blodet kan nemlig nemt blive falsk forhøjet, når man mangler d-vitamin, da kroppen så begynder at nedbryde knogler og tænder for at få det, så det alligevel vil se ud, som om man har nok i blodet. Men det burde man så kunne finde ud af, når først d-vitaminet er på plads. Håber jeg. Det er i hvert fald, hvad jeg skal snakke med lægehuset om.

Hvis jeg ikke får styr på medicinen, risikerer jeg at få endnu en fødselsdag, hvor jeg sidder og har det rigtig dårligt og ikke kan komme ud og spise. Sådan har mine to sidste fødselsdage været, den ene min 30-års, hvor jeg måtte sidde og spise havregryn til aftensmad. Sikke en festmiddag :| Så jeg håber, det må blive anderledes i år. Lige nu er det dog mest det med Phoebe, der bekymrer mig. Det bliver et helvedes døgn, før vi får svar på prøverne. Et meget langt døgn :( Men vi kan jo ikke gøre så meget andet end at vente...

mandag den 6. januar 2014

Billeder af nytårsfyrværkeri del 1

Som jeg lovede i mit sidste indlæg, vil jeg vise jer de bedste af de fyrværkeribilleder, jeg fik taget nytårsaften, når jeg havde fået kigget de mange billeder igennem. Det krævede dog, at jeg fik flyttet rundt på mine billeder, jeg allerede havde på computeren, for den var efterhånden godt fyldt op. I går fik jeg endelig taget mig sammen til at få flyttet de fleste af billederne fra 2013, så der blev plads til noget nyt.

I eftermiddag har jeg så siddet og kigget de mange billeder af fyrværkeri igennem og fået lavet de bedste af dem klar til at blive vist frem her på bloggen. Det blev til 24 billeder, hvilket lyder af meget, men jeg tog omkring 350 billeder den nat, så sammenlignet med udgangspunktet er det jo ikke så mange. Det er dog lidt overvældende i ét indlæg, så i dette indlæg vil I se halvdelen, og resten kommer så i næste indlæg :) Herunder kan du se de første 12:















Jeg er glad for, at jeg har fået det hængeparti ud af verden. Her på bloggen får I alle de billeder at se, som jeg har lavet, og så piller jeg mine favoritter ud, som vil blive postet på fotobloggen. Men jeg syntes, I skulle have lov at se alle dem, jeg har lavet.

Det har været en hård weekend. Vi så ellers frem til weekenden, da de første dage efter en ferie altid er hårde, men weekenden blev også noget hård. Lørdag var Christian syg. Han havde fanget sig en forkølelse og var meget træt og snottet. Heldigvis var det overstået i går, så det var jo dejligt.

Jeg er ret nemt påvirkelig følelsesmæssigt pt. pga stressen. Det er noget træls, for der skal ikke meget til at slå mig ud. Fredag var vi ude og bytte gaver og købe ind og forbi Christians forældre for at hente noget, de havde modtaget for os til kattene, så jeg var helt kvæstet, da vi var færdige. Christian fik dog købt et fantastisk flot jakkesæt for de byttede gaver og et gavekort (+ hvad han selv måtte lægge til beløbet). Han er virkelig fin i det <3

Lørdag ville jeg så gerne gøre det så godt for Christian, når han var syg, så han kunne slappe af og nyde god mad, så endte med at køre mig selv alt for træt. Endte med at sidde og græde, inden vi skulle sove, fordi jeg var så udmattet og pt. får trigget en del omkring Putte og forløbet med ham, da vi skal have Phoebe i narkose snart :( Det påvirker mig virkelig meget, for det er top skræmmende at skulle have hende under narkose, efter hvad vi har været igennem med Putte :(

Hun skal have en kikkertundersøgelse af halsen, fordi hun bliver ved med at miste stemmen ind imellem, selvom hun har fået antibiotika i 10 dage. Det har ikke hjulpet noget på hende. Og så er der det med tungen. Den kan de måske se nærmere på, når de lægger hende i narkose. Vi har aftalt, at de skal lave en nyre- og leverblodprøve på hende først og få svar på den, før hun må komme under. Vi vil være sikre på, at hun kan klare narkosen. Hun skal også have lavet andre blodprøver, men de skal sende ud af huset. Jeg har prøvet at ringe derover i dag for at snakke lidt mere om prøverne, men fik en i røret, der ikke kunne give mig ret mange svar. Jeg har ikke rigtigt is i maven til at vente til dagen, hvor hun skal derud, med at få svar, så jeg har skrevet dyrlægen en mail. Håber, hun får tid til at besvare den i dag eller i morgen. Og så vil jeg også lige snakke nærmere med hende, når vi skal afsted med Phoebe.

En glædelig nyhed i dag er, at Christian vist har så mange feriedage, at han kan holde fri på min fødselsdag. Det vil være rigtig dejligt, hvis det kan lade sig gøre, for så har vi en lang weekend der. Han holder altid fri dagen efter min fødselsdag, så vi får 4 fridage i træk der. Det glæder jeg mig meget til. Jeg håber, at mit helbred holder, så jeg i år kan komme ud og spise på min fødselsdag for først gang i flere år. De sidste år har jeg været syg på min fødselsdag af den ene eller anden årsag, så det ville være rart. Mere kvalitetstid sammen med Christian er det, jeg ønsker mig mest. Dagene forsvinder hurtigt i hverdagene, når han arbejder 70 km væk og pt. arbejder en del over.

Det er mandag, men jeg er ikke i gang med madplanen. Jeg har svært ved at fylde den for tiden, da overskuddet er minimalt. I dag skal vi dog have en langtidsstegt flæskesteg, for vi købte et stykke inden jul, som lå klar i fryseren, og jeg trænger til lidt ordentlig mad oven på nogle omgange lasagne fra fryseren weekenden over. Så det vil jeg glæde mig til i aften. Det er også nogenlunde nemt at lave færdigt, for vi skal bare have lidt kartofler og måske gulerødder til, så de skal skrælles og jeg skal lave steg og sovs færdig. I morgen står den nok på rester i en eller anden form, for vi får ikke spist stegen op i dag. Måske skulle jeg prøve at få hul på en madplan. Vi skal jo have købt ind på et tidspunkt, og jeg ved, at der sjældent sker åbenbaringer om, hvad vi skal spise, når vi står i supermarkedet, så jeg må vist hellere give det et forsøg.

Jeg vender tilbage med flere fyrværkeribilleder i næste indlæg. Håber, I vil kigge med :)