torsdag den 27. oktober 2011

Endelig svar - men sikke et svar!

Der var sørme held i sprøjten i går, da jeg var i postkassen. Jeg havde ellers næsten givet op. Men der lå et brev til mig, så i første omgang blev jeg rigtig glad. Indtil jeg fik åbnet brevet. For der fik jeg beskeden, at der var ca. 12 ugers ventetid. Det var godt nok noget af et slag i mellemgulvet. Især fordi min læge havde skrevet, at jeg har så mange smerter, at mine smertestillende piller (får noget stærkt gigtmedicin udskrevet for det) ikke kan tage alle smerterne. Så jeg kan slet ikke forstå, at jeg ikke er sat til at skulle til før. Og det er jo for pokker kun til forsamtalen. Hvor længe er der så ikke til en operation?!
Nåh men det var noget af et chok. Jeg kiggede på den vedlagte brochure omkring frit sygehusvalg, men det var slet ikke til at finde ud af. Ej heller på de anførte hjemmesider. Så jeg fik mig lige en kæmpe tudetur over det dumme brev :( Det er totalt til grin at blive hængt til tørre så længe! >:-(

Da jeg havde fået samlet mig lidt igen, fik jeg skrevet til min kusine, der har fået fjernet sin galdeblære for år tilbage. Hun gav mig linket til et privathospital i Charlottenlund, hvor hun blev opereret dengang og havde en supergod oplevelse med det. Så dem fik jeg ringet til, og de tager imod folk, der kan benytte sig af det frie sygehusvalg heldigvis. Den søde kvinde, jeg snakkede med, reserverede i første omgang en tid på mandag i sit eget navn, da hun ikke kan reservere til en, hun ikke har papirerne på, og så skulle jeg i dag snakke med Holbæk sygehus om at få mine papirer sendt videre, så de endeligt kan reservere tiden til mig.

Det har jeg så fået gjort i dag, og jeg har ringet og tjekket med hospitalet, at de er ankommet til dem og fået reserveret tiden i mit eget navn på mandag. Så nu er det heldigvis på plads.
Men det var godt nok noget af et chok. At få at vide at jeg umiddelbart skulle vente 3 måneder på at komme bare til forsamtalen. Det er jo en ren parodi. Privathospitalet ligger godt nok 1½ times kørsel herfra, men jeg føler mig tryg ved at skulle derind, og det betyder bare så meget. Hvis jeg skulle vælge et privathospital uden nogen form for indsigt i, hvordan de hospitaler er, var jeg jo på herrens mark, og ville være noget mere nervøs for at skulle ind til dem.

Christian kan desværre ikke køre mig, da det er dagen efter deres store flytning af serverne, så han skal være sikker på, at alt fungerer, som det skal. Men hans far har sagt ja til at køre mig derind, selvom han ikke er meget for at køre i Københavnsområdet. Men forhåbentlig har han tid til at køre mig, når jeg sandsynligvis skal opereres senere for det. Nu vil jeg bare gerne snart have det her forløb overstået.

Christian har også snakket med dyrlægen i dag om at få nogle kløestillende piller til Ozzy. Ozzy havde gang i kratteriet på sit operationsar igen i går, dumme kat! Så vi håber, at pillerne hjælper ham lidt. Vil gerne snart have en rask kat, der kan gå uden krave og komme i haven igen. Men nu har han jo så lige et sår, der skal hele, fordi han ikke kan undlade at kratte på det.

I dag har jeg siddet hele dagen og ventet på et akvarium, som Christian har købt. Han er blevet bidt lidt af det at holde fisk, efter jeg er flyttet ind med mit akvarium, og har ville gerne have et større. Så han bestilte den anden dag et 350 liters akvarium med bord, da det var på tilbud i Petworld. Vi fik også at vide, at det ville blive leveret i dag, men de har kludret op i det, så det er ikke sket. Så jeg har siddet her og gloet det meste af dagen. Nu har de heldigvis lokaliseret akvariet, så det skulle komme i morgen. Jeg håber så, at det passer. Jeg får slået min søvn rigtig meget i stykker, når jeg ligger og bekymrer mig for, hvornår ham mon vil komme osv., så jeg havde foretrukket, at det var kommet i dag, så jeg ikke skal have i morgen ødelagt også. Men der er jo ikke så meget, vi kan gøre ved det nu.

Men det bliver da spændende at få gang i det nye akvarium. Det er bare svært at sige, hvornår det bliver, for nu skal jeg lige have hele det her med galdesten overstået, og Christian skal lige ovenpå igen efter den lange periode med stress på sit arbejde. Men vi glæder os i hvert fald :)

Jeg har fået ryddet lidt op herhjemme i dag, inden mine smerter vendte tilbage. Det var godt nok dejligt, for her bærer ret meget præg af, at jeg har været syg og stresset og ikke har magtet at lave noget herhjemme, og Christian har været så træt, når han kommer hjem fra arbejde, at han mest har prioriteret at sørge for, at kattene og jeg har det godt og får noget at spise, når jeg ikke selv har kunnet klare at lave mad, og at vi har rent tøj at tage på. Så her er ikke helt så kaotisk mere.
Når jeg får det lidt bedre, skal jeg også svinge støvsugeren. Men jeg er bare så udmattet, også selvom jeg ikke er midt i et smerteanfald, for jeg bliver så træt og øm efter anfaldene. Forhåbentlig er det snart slut. Nu har jeg jo heldigvis den tid på mandag. Så må vi se, hvad de siger :)

onsdag den 26. oktober 2011

Galdesten

Jeg vil også opdatere lidt om mine galdestensproblemer, men det får sit eget indlæg her, da jeg ikke vil rode det sammen med historien om Ozzy, der i forvejen er rigelig lang.

Men som jeg skrev i indlægget om Ozzys operation, fik jeg er smerteanfald natten op til hans operationsdag, så jeg desværre ikke kunne tage med. Vagtlægen mente, at det var galdesten, og jeg fik noget smertestillende for det.
Desværre fortsatte smerterne dagene efter, og natten til lørdag måtte jeg igen have fat i vagtlægen. De kunne ikke gøre noget der, men jeg fik den første tid hos vagtlægen dagen efter oppe på sygehuset. Hun mente også, at det var galdesten, og udskrev noget mere medicin til mig. Hun sagde, at jeg kunne vælge at blive indlagt her og nu, men at man ikke nødvendigvis ville gøre noget ved det nu, som det så ud. Eller vi kunne snakke med lægen mandag og få en henvisning til en ultralydsscanning. Vi valgte det sidste, for jeg gad ærlig talt ikke sidde og blomstre på Holbæk sygehus og vente på, at nogen gad hjælpe mig der.

Var til lægen om mandagen, og hun mente også, at det kunne være galdesten. Jeg blev sendt til blodprøvetagning på sygehuset efterfølgende og henvist til en scanning så hurtigt som muligt. Dagen efter allerede blev jeg ringet op fra sygehuset her i byen om, at de havde en tid til mig om formiddagen. Inden jeg kom derop, ringede lægen med svar på blodprøverne, og der var tegn på galdesten, da mine infektionstal var let forhøjede, hvilket levertallene også var (leveren producerer galden).

Scanningen gik godt. Personalet på sygehuset var superflinke heldigvis. Der blev fundet en ca. 2 cm stor sten i galdeblæren, hvilket er grunden til smerterne. Heldigvis var der ingen betændelse i galdevejene eller problemer med bugspytkirtlen, der også kan blive inficeret.
Sten på den størrelse kan ikke passere, og vil blive ved med at give mig problemer igen og igen, sagde lægen, der foretog scanningen. Jeg skulle så dagen efter snakke med min egen læge om, hvad der så skulle ske. Hun lavede en henvisning til Holbæk sygehus med henblik på at få fjernet galdeblæren. Men i første omgang skal jeg indkaldes til en samtale, så de derinde kan vurdere, om jeg skal have den fjernet eller ej.

Og det er så her, jeg sidder fast nu. I dag er det en uge siden, henvisningen blev sendt, og jeg har intet hørt fra Holbæk sygehus endnu. Det er rigtig frustrerende :( Især fordi jeg stadig har smerteanfald og også ondt mellem anfaldene. Så jeg vil bare gerne have, at der sker noget.
Jeg var til lægen i går i en anden sammenhæng, og hun tjekkede, at henvisningen rent faktisk var blevet sendt, og det var den. Og hun sagde, at man plejer at få et brev ret hurtigt efter sådan en henvisning, i hvert fald inden for en uge. Hvis jeg i den kommende uge ikke har hørt noget fra dem, skal jeg have fat i min egen læge igen, så hun kan rykke for et svar.


Men hvor er det bare frustrerende at gå og vente på sådan et brev. Jeg har stadig rigtig mange smerter, og det er over 14 dage nu med smerteanfald. Det er næsten ikke til at overskue ikke at kunne se en ende på det, hvilket er sådan, det føles, når jeg ikke ved, hvornår der skal ske mere, da jeg jo ikke har fået svar fra Holbæk endnu. Gid, der dog snart sker noget!

Christians forældre har været rigtig søde under hele det her forløbt og kørt mig i øst og vest for at komme til lægen og sygehuset og har hentet medicin for mig. Og hans mor har været heroppe hos Ozzy og holdt øje med ham, mens jeg har været ude af huset. Det sætter vi bare så stor pris på.
Christian er også en kæmpe støtte. Han har sørget for, at jeg har fået noget at spise, da jeg tit har ondt, når jeg er oppe længere tid ad gangen. Så det er svært at få lavet mad og den slags. Og har siddet oppe sammen med mig om natten, når jeg har haft de her dumme smerteanfald. Det betyder bare så meget.
Desværre har de her dumme smerter også spoleret noget, jeg havde glædet mig så meget til. Jeg havde en aftale med min gamle gymnasieveninde Christina, om at hun skulle komme i efterårsferien nogle dage, så vi kunne hygge os. Vi ses ikke så tit, da jeg bor langt væk nu og pga. min sygdom, der gør, at jeg ikke kan klare sociale komsammener særlig ofte. Det er rigtig ærgerligt, at det er sådan, for jeg er rigtig glad for at være sammen med hende, men jeg nyder det rigtig meget, når vi så endelig ses :)
Men jeg havde sådan glædet mig til det besøg, men måtte aflyse pga. smerterne. Jeg havde været kedeligt selskab, når jeg har det sådan her, og jeg vil også gerne kunne deltage ordentligt, når vi endelig er sammen. Så vi har udskudt det indtil videre.


Eftersom jeg ikke ved, hvornår der sker noget mht. sygehus og evt. operation, er det svært at sige, hvornår jeg er på højkant igen. Men jeg håber, der snart sker noget.
I den her weekend er jeg alene hjemme meget af tiden, da det er nu, Christian skal flytte alle serverne over på den nye adresse på hans arbejde. Det bliver et kæmpe projekt. Så det tager hele weekenden for ham. Håber, det kommer til at gå forholdsvis smertefrit for ham, både problemmæssigt og for hans rygs skyld. Han har gået med ondt i ryggen rigtig længe efterhånden, så jeg håber, det ikke bliver værre af flytningen.
Vi glæder os begge to, til det er overstået, for det har været en kæmpe stressfaktor i vores liv det sidste halve år, og meget intenst stressende de sidste to måneder. Forhåbentlig begynder han at komme lidt ovenpå igen, når det hele er overstået.

Nu vil jeg gå ned og tjekke postkassen igen-igen og se, om der skulle ligge et brev til mig i dag.

Ozzys operation

Det er længe siden, jeg har skrevet herinde. Men der er bare sket så meget i mellemtiden. Sidst jeg skrev, var lige før Ozzys operation. Men hele dagen blev bare vildt kaotisk. Aftenen før begyndte jeg at få mavesmerter, og om natten fik jeg så slemme smerter, at vi måtte have vagtlægen ud. Han mente, at det var et galdestensanfald, og jeg fik noget smertestillende medicin.
Pga. det her kunne jeg jo af gode grunde ikke køre med til Holte, når Ozzy skulle opereres få timer senere, og det var bare virkelig hårdt for mig. Christian fik heldigvis fat på sin mor tidligt på morgenen, og hun tog med i stedet for mig, så der var en til at holde øje med Ozzy, mens Christian kørte. Det var rigtig hårdt at sidde hjemme og vente på at høre fra Christian om, hvordan det var gået med Ozzy. Det er jo ikke så lille en operation, han skulle igennem. Men heldigvis gik det godt, og jeg hørte fra dem lidt over middag, hvor de kørte hjemad med ham.


Det var godt nok et voldsomt syn, der mødte mig, da transportkassen blev åbnet, da de kom hjem. Christian havde godt nok advaret mig om, at det så ret voldsomt ud med ham efter operationen, men at se de i levende live gav mig noget af et chok; han blødte en hel del fra sit øje, og var stadig meget påvirket af narkosen. Han havde også krave på, så han ikke skulle pille stingene fra hinanden igen. Men han dinglede meget rundt og var meget ved siden af sig selv hele den dag. Vi holdt godt øje med ham, for han kunne ikke helt kontrollere sine bevægelser og faldt også nærmest i søvn oven i madskåen en overgang, så jeg var bange for, om han skulle risikere at drukne i vandskålen, hvis han faldt i søvn i den. Rigtig skræmmende tanke.

Dagen efter gik det lidt bedre. Han kunne gå bedre nu. Men det har været rigtig svært med kraven. Den har gjort det rigtig svært for ham at spise og drikke, og der gik mere end en uge, før han rigtig fandt ud af at gøre det med den på. Vi har så sørget for at tage den af ham og holde ham under opsyn imens, så han kunne spise og drikke.
Det blev ved med at bløde et stykke tid efter, men det var meget normalt, sagde dyrlægen, da vi ringede for at høre nærmere om det. Det stoppede heldigvis også helt igen. Efter en uges tid, vil jeg tro, var han stort set helt sig selv igen. Hans normale humør og gå-på-mod, og han har hoppet op og ned af ting, sovet i sine hængekøjer mv., selvom han har haft kraven på, så det er jo dejligt :)

I forgårs (mandag) var jeg nede med ham ved vores egen dyrlæge for at få fjernet stingene. Vi fik at vide, at han ikke havde været interesseret i at pille i såret, så umiddelbart var der ingen risiko for det. Men vi havde snakket om at lade kraven sidde på et døgn mere, hvis der skulle være lidt irritation af såret, efter han fik stingene fjernet.
Om aftenen gik jeg og lavede mad, og han holdt sig i nærheden af mig, så jeg kunne godt tage kraven af. Han opførte sig helt eksemplarisk, og viste ingen trang til at klø i det. Så jeg var egentlig ikke så bekymret, da han gik ud for at drikke i gangen, da Christian kom hjem. Men vi ville alligevel lige kigge til ham, og så havde han naturligvis været i gang med at klø på det, så det blødte. Så nu er der kommet et sår på den sammensyede hud. Det betyder, at han nu må finde sig i at gå med krave igen, når han ikke er under opsyn, til det er helet lidt. Æv altså. Han hader virkelig den krave, og vi ville helst bare kunne tage den af ham og lade ham være en normal kat igen, der ikke skulle generes af det. Men vi må give det lidt tid igen nu...


Men derudover går det meget godt med ham. Han klarer sig rigtig godt med et øje :) Putte har været en fantastisk Putte-far, mens det her har stået på, og har ligget og holdt øje med ham om natten og holdt ham med selskab om dagen, og i det hele taget vist omsorg. Mille er det en anden sag med. Hun kan ikke helt forstå, hvad det er for et monster, der går rundt her og larmer (kraven skraber af og til mod gulvet og andre ting, han støder ind i), og han har fået mange hvæs med på vejen fra hende. Men hun er vist bare bange. Tror ikke, det bliver et problem, når det hele er overstået, og han får kraven af :) Håber, der ikke går så længe, inden det kan lade sig gøre.

mandag den 10. oktober 2011

Dagen før dagen

Man kan godt mærke, det er blevet efterår. Vejret er blevet en del koldere den sidste tid, og farverne udenfor begynder også at skifte.
Sidste weekend var vi i Bo Grønt for at købe forårsløg til haven. Vi vil gerne have lidt mere farve på haven, der bortset fra bedet foran vinduet og det, vi plantede langs hegnet i starten af sommeren, mest af alt består af en stor græsplæne og et æbletræ. Så i den her weekend har jeg gravet et nyt bed nede ved stakittet, hvor jeg har lagt de forårsløg, vi købte. Der er lidt forskelligt, bl.a. krokus, anemoner i forskellige farver, og så nogle tulipaner og en eller anden speciel høj, rund, lilla blomst, jeg ikke lige kan huske, hvad hedder. Nu krydser vi bare fingre for, at der kommer noget op til foråret ;)

Det er ikke det eneste, vi har lavet i weekenden. Vi har haft nogle kabler liggende på gulvet i stuen, som skal op over loftet og ned i væggene, men har ikke lige fået gjort noget ved det endnu, da der bliver tusind grader på loftet, når solen skinner. Så nu, hvor det er koldere, var det et bedre tidspunkt at gå i gang med det. Christian har været i gang med at skære hul i væggen, så de kan føres ned, og vi har ved fælles hjælp fået ført begge kabler gennem væggen nu. Det var et besværligt og hårdt arbejde, men det er dejligt, at her ikke ligger noget på gulvet mere.
Nu mangler vi "kun" at føre den resterende del af HDMI-kablet ned gennem en anden væg til anlægget, så vi kan se film og spille igen. Det er dog noget mere besværligt, da køleskabet (som står på den modsatte væg af anlægget) måske skal løftes ud, og under alle omstændigheder skal der nok skrues nogle gulvbrædder af på loftet, så ledningen kan føres under dem. Men det må vente til en anden gang, for det var ret hårdt i går, og vi orkede ikke mere, da vi blev færdige med første etape kl 20.

I morgen er jo dagen, hvor Ozzy skal have opereret det ene øje ud. Jeg må indrømme, at det er  noget, der giver en knude i maven for tiden. Især fordi han måske er ved at blive syg.
Putte var jo til dyrlægen i sidste uge, og jeg tror, det er derfor, han er blevet syg igen. Pga. stressen over at være afsted derned. Han har nu fået en luftvejsinfektion med nysen og løbende øjne, og jeg tror, han har fået smittet de to andre. Har hørt Ozzy og Mille nyse et par gange de sidste dage, men i dag har jeg hørt Ozzy nyse flere gange.
Jeg har haft ringet til dyrehospitalet for at høre, om vi skulle aflyse i morgen pga. hans forkølelse, men dyrlægen, jeg fik fat i, mente, at vi skulle komme med ham i morgen. Så vil de lytte på ham og høre, om han er ved at udvikle lungebetændelse eller har nedsat lungefunktion, før han bliver lagt i narkose. Har han det, bliver han ikke opereret i morgen. Så vi må vente og se.

Det giver bare endnu en bekymring omkring i morgen. Jeg er møgræd for, at han skal dø under operationen, fordi han ikke kan få luft :( Eller at han efter operationen bliver meget syg af luftvejsinfektionen og ikke kan holde til det.
Ja, jeg mesteren i bekymringer, men jeg kan ikke bare bestemme mig for ikke at ville tænke på det, før der er noget at bekymre sig for. Gid, jeg kunne.
Jeg håber bare, at det går godt i morgen og han bliver opereret og vågner op og er frisk. Eller at han bliver sendt hjem, fordi de ikke er sikre på, at han kan klare operationen. Så der ikke er nogen risiko for, at vi mister ham pga. det. 

Mht. Putte venter vi og ser tiden an. En luftvejsinfektion er en virusinfektion, og vira kan ikke behandles med medicin. Man kan kun behandle de sideting, der kan komme af det, som f.eks. øjenbetændelse eller lungebetændelse. Så vi holder øje med ham og håber, han kommer sig af sig selv. Ellers må han til dyrlægen igenigen.  
Der er ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og håbe på det bedste. Vil gerne snart have nogle raske katte, så der er de bekymringer mindre.

fredag den 7. oktober 2011

Lidt fra min uge

Der sker også andet end katteting herhjemme, selvom det naturligvis fylder rigtig meget for tiden. Jeg har været udenfor og lave lidt den sidste uge. Sidste fredag klippede jeg hækken inde i haven. Vi har jo indhegnet haven, men hækken ind mod naboen vokser gennem hegnet og skal holdes klippet, så det ser pænt ud. Christian har gjort det helt store arbejde i sommer, hvor han klippede den godt ind, men den vokser jo, til det bliver koldt, og var også kommet gennem hegnet igen, så jeg klippede den ind. Det ser nu pænt ud, når den lige er nyklippet :)
I mandags klippede jeg resten af kanterne langs vores flisegang op til huset (Christian havde allerede ordet en del) og fjernede ukrudt på hver side af flisegangen, der går nede fra garagen op til huset og fik fordelt træfliset lidt pænere. Så nu ser der pænt ud.

Tirsdag fik jeg ryddet ud i vores store skabsfryser, og fik smidt alt det ud, der var blevet for gammelt, eller vi ikke får spist. Så nu er der plads til, at vi kan fylde den op igen. Det var så også den dag, Putte blev syg, så det var en møghård dag. Jeg var afsted til dyrlægen flere gange den dag, da vi først skulle prøve at få en urinprøve fra ham herhjemme. Det lykkedes ikke, og vi fik kigget på ham uden prøven, og han er, som jeg skrev, heldigvis i bedring.

Siden har jeg hængt ret meget i bremsen. Jeg er lidt for god til at køre på uden at mærke, hvordan jeg har det, eller hvad jeg reelt kan holde til. Lige nu måske også fordi det er rarere at lave noget, så man er beskæftiget og ikke tænker så meget over det, der skal ske i næste uge.
Jeg kan bare ikke lave så meget uden at få det rigtig dårligt, når jeg er inde i en dum periode. Så jeg har været sat lidt ud af spillet de sidste dage.

Men jeg har da fået lavet mad. I går fik vi kalkunbryst fyldt med ristede bacontern og soltørrede tomater med ovnkartoffelbåde, favoritsovs og vores standardsalat. Smider lige opskriften :)


Fyldt kalkunbryst

1 kalkunbryst (ca. 900-1000 g)
1 pakke bacontern
1 glas soltørrede tomater i olie
Madsnor

Rist baconternene på en pande og lad dem efterfølgende ligge og dryppe af på et stykke køkkenrulle.
Skær en lomme i kalkunbrystet (skær det igennem fra siden, så det næsten er skåret igennem). Fyl baconen på og derefter de soltørrede tomater. Vurder selv, hvor meget der er plads til. Brystet skal kunne lukkes.
Fold siderne af kalkunbrystet op om kødet og snør det godt sammen med madsnor. Læg brystet i et ovnfastfad på et stykke bagepapir og stik et stegetermometer i, hvis du har sådan et.
Sæt brystet i ovnen ved 200 grader, til det har en temperatur på mindst 79 grader. Det tager ca. en time.
Lad det hvile i et stykke sølvpapir, mens du varmer sovsen.


Kartoflerne:
6-8 mellemstore kartofler
Olie (raps eller solsikke)
Salt
Skrub kartoflerne rene for jord, f.eks. med en ren grydesvamp. Del hver kartoffel i to og derefter hver halvdel i 3 både (del i 4 både, hvis det er en stor kartoffel).
Læg kartoffelbådene med den ene våde side nedad på bagepapir på en bageplads. Pensl overfladen med lidt olie og drys godt med salt.
Bag dem ca. en time ved 200 grader (skal det gå hurtigt, kan man give dem 40-45 minutter ved 220 grader). De er færdige, når de er gyldne ovenpå.

Salaten er bare vores standard hurtige salat, som består af gulerødder i skiver, rød peber i tern og agurk i tern.
Der er i øvrigt kød nok til to dage eller 4 personer.


Katte-update

Der er sket lidt, siden jeg skrev sidst. Vi fik tilsendt nogle sider fra en videnskabelig bog om øjensygdomme fra øjendyrlægen, så vi selv havde en mulighed for at læse lidt om sygdommen, og hvad man kan gøre ved det. Vi kom efterhånden frem til beslutningen om, at Ozzy skal have fjernet det syge øje, da dyrlægen også mente, at det ville give ham den største chance for at komme af dage af noget andet end kræften fra øjet. Vi kan jo så desværre ikke vide, om det allerede har bredt sig, men vi håber, at det ikke har, og at det at fjerne øjet, gør ham rask for den møgsygdom.

Vi havde en god, lang samtale med dyrlægen om vores beslutning, og vi fik bestilt en tid til ham for at få fjernet øjet på tirsdag. Christian har taget en fridag, og vi skal ind og aflevere ham i Holte kl. 9.  Han vil så være i operation nogle timer, hvor vi så skal have tiden til at gå lidt derinde, og så får vi ham med hjem igen, når han er vågnet fra narkosen og de har set, at han er frisk nok.

Han skal gå med krave, mens såret heler, og stingene får han fjernet hos vores egen dyrlæge. Han skal gå med kraven i 10-12 dage, mens det heler. Jeg er meget spændt på, hvordan han klarer det. Og at leve med ét øje. Han er en kat, der bare tonser derudad og op og ned af kradsetræerne den slags... Jeg håber, det kommer til at gå med kraven.

Det gøre bare ondt helt ind i hjertet at skulle fjerne det øje på ham. Lige nu fungerer øjet jo fint, men vi vil ikke tage den risiko, der er for spredning, ved at lade øjet sidde. Jeg har bare så ondt af ham.

Han er ikke den eneste syge kat, vi har for tiden. For et par dage siden opdagede jeg, at Putte ikke kunne tisse. Så jeg måtte afsted med ham til dyrlægen. Han har fanget sig en omgang blærebetændelse og skal have medicin i 5 dage og specialkost.
Heldigvis går det bedre med ham. Medicinen virkede hurtigt, og han tisser efterhånden normalt igen. Nu skal han bare have medicinen nogle dage mere og foderet et stykke tid. Vi overvejer, at han skal have 50/50 af hans normale foder og af et foder, der opløser blæresten. Vi har bestilt det, så det er på vej.

De er nogle dyre katte for tiden. Det bliver helt sikkert heller ikke billigt med Ozzys operation. Han skal også i narkose, når han skal have taget stingene om et par uger... Putte skal vaccineret og have lavet en tandrensning under narkose også, men det har vi valgt at udskyde en måned, så vi ikke skal afsted med ham lige nu, og han er jo også ret isoleret fra kontakt med andre katte i haven pga. indhegningen, så han klarer nok en måned uden den vaccination. Min gamle dyrlæge sagde i hvert fald, at det ikke er kritisk, for den dækker lidt længere end et år, men jeg foretrækker nu at få dem vaccineret en gang om året.
Men det koster det, det nu koster. Der er ikke meget i mit liv, der er vigtigere end dem, og selvfølgelig skal de have den behandling, der skal til, for at de har det godt :)

Slutter lige af her med et par billeder af patienterne ;)