mandag den 26. maj 2014

Kanelkage med kaffe-kakaoglasur

Inden I får sidste halvdel af billederne fra vores Jyllandsferie, snupper vi lige en opskrift. Det er en af de søde, da det er opskriften på en suveræn kanelkage med en superlækker cremet glasur med kakao- og kaffesmag.

Jeg bagte den her kage til Christians kollegaer, da han havde fødselsdag. Derfor blev det også en god stor portion, så nedenstående opskrift rækker til ovnens bradepande og rigtig mange mennesker, en 24-30 stk. alt efter hvor store stykker, man kan spise, selvfølgelig. Opskriften er en, der findes over alt på nettet efterhånden, så da jeg lurede efter en opskrift på en god kanelkage, måtte jeg bare prøve den her, da det lader til, at det må være den ultimative kanelkage. Den skuffede da heller ikke. Den holder sig i øvrigt ret godt og holder sig godt fugtig og svampet pga. kærnemælken.

Jeg har aldrig før prøvet at lave glasur med smør (hvis vi ser bort fra frostings), som skal bruges smeltet i den her opskrift, så det var en dejlig overraskelse, hvordan resultatet blev. Det var simpelthen sådan en lækker og cremet glasur! Glasuren har en diskret kaffesmag, der klæder kagen rigtig godt. Jeg vidste ikke helt, om det skulle være stærk eller almindelig styrke kaffe, der skulle i, så jeg lavede en almindelig kande kaffe, og det fortrød jeg ikke. Jeg synes, at den diskrete kaffesmag passer supergodt til kagen. Så kaffen ikke helt overtager smagen i glasuren, så det vil jeg anbefale.

Kagen var i øvrigt supernem og hurtig at lave. Den her kage kommer helt sikkert til at blive en, jeg vender tilbage til!






Kanelkage med kaffe-kakaoglasur (1 stor bradepande, ovnens ca. 33x43 cm)

250 g margarine (eller smør)
800 g sukker
800 g hvedemel
4 tsk natron
8 tsk kanel
1 liter kærnemælk

Glasur:
100 g smør
500 g flormelis
4 tsk vanillesukker
2 spsk kakao
8 spsk kaffe (drikken, ikke pulveret ;))

Smelt margarinen og bland den med sukker i en skål. Pisk det sammen. Vend mel, natron og kanel sammen i en anden skål. Rør kærnemælken i sukkerblandingen og rør til sidst melblandingen i. Pisk det klumpfrit.

Beklæd ovnens bradepande (eller 2 større bradepander) med bagepapir. Hæld dejen i og bag kagen midt i ovnen ved 200 grader i ca. 30 minutter alt efter størrelsen på din bradepande. Tjek med en gaffel, om kagen er færdigbagt, så der ikke hænger dej ved, når du stikker gaffelen ned midt i kagen.

Lad kagen køle af.

Til glasuren blandes flormelis med vanillesukker og kakao. Smelt smørret og rør det i flormelisblandingen sammen med kaffen. Jeg lavede bare en almindelig kaffe, ikke en stærk, og jeg synes, smagen på glasuren var helt fin, så det vil jeg også gøre, når jeg laver kagen igen. Rør glasuren helt klumpfri og fordel den over kagen.






Det har været endnu en weekend fyldt af sociale arrangementer for os. I fredags havde vi Christians forældre på besøg til aftenkaffe og spilhygge, så jeg havde mulighed for at fejre hans far, selvom jeg ikke kunne deltage i spisningen, som skulle foregår om lørdagen. Jeg havde lavet en portion hindbærsnitter, der er Christians fars favoritbagværk, og som han har gået og sunget for længe. Jeg havde faktisk også tidligere på året lovet ham at bage dem til ham, men jeg har simpelthen været så dårlig af stress, at jeg ikke har haft overskuddet. Jeg har et lidt anstrengt forhold til at arbejde med mørdej, så det har ikke lige stået øverst på listen over det, jeg orkede at lave, når jeg skulle bage lidt i køkkenet.

Men nu var det jo hans fødselsdag, og jeg har mærket, at stressen er begyndt at lette, så nu var der lidt overskud til at komme i gang. Han blev virkelig glad for de hindbærsnitter, og der var nok til, at han kunne få en god portion med hjem (og så var der også et par ekstra til Christian, som også elsker hindbærsnitter). Jeg bagte også en anden lille lækkerbisken, som I vil få opskriften på senere på bloggen, nemlig chokolademacarons, da han elsker alt med chokolade. De faldt også i god jord :)

Vi fik spillet en omgang af mit nye A-Å brætspil, hvilket var rigtig sjovt. Det syntes Christians forældre også. Det er et spil, hvor de fleste kan være med, da det ikke kun handler om paratviden, og jeg er sikker på, at man selv kan lave mange flere kategorikort, end der er med, så det kan man jo i reglen spille i det uendelige :)

Lørdag var Christian så ude og spise på kro for at fejre sin far, mens jeg var herhjemme. Heldigvis er kattene jo godt selskab, og jeg fik også lavet lidt, mens han var væk. Resten af dagen blev brugt på at ligge brak på sofaen. Vi var begge meget trætte, da vores nye naboer arbejder med taget og startede omkring kl 8 med at banke stillads i jorden! Så der var ikke meget mere søvn derefter. Det var noget hårdt, da vi er natteravne og ofte først sover omkring kl 3 i weekenderne, nogle gange senere. Så vi trængte bare til at slappe helt af og stene fjernsyn og ikke lave noget i det hele taget resten af dagen.

I går var vi på besøg i et opdræt for at få en snak om skovkatteracen og omkring det at købe kat i det hele taget. Der var nogle tanker, vi fik afklaret, og det var superhyggeligt at være på besøg hos dem. Virkelig søde og rare mennesker og dejlige katte. Vi satser på at få en ny kat inden for det næste halve år, når vi finder den rigtige kat. Vi føler lidt mere forskellige steder og ser, hvad der sker med kuld og planer, så det er jo lidt spændende, men vi tager det forholdsvis stille og roligt.

Vi nyder, at temperaturen er faldet lidt, så det er lidt nemmere at være til. Høj varme er ikke noget, nogen af os herhjemme elsker, og det er svært at køle huset ned, så man kan sove ordentligt om natten, når det er så varmt udenfor. I går fik vi temperaturen ned på lige over 25 grader, da vi skulle sove, og det ligger alligevel på kanten af, hvad man synes, er rart, når man skal sove, men det er trods alt bedre end de knap 28, vi havde i slutningen af sidste uge! Puha. Vi drømmer om en markise langs de kæmpestore vinduer i stuen, for det kan nok hjælpe en del på, hvor varmt der bliver. Men det er noget af en udskrivning at købe sådan en, så endnu er der ikke taget nogen beslutning.

Jeg vil slutte af med lidt billeder af kattene i haven fra den sidste uge. De elsker de lidt køligere aftener i haven, hvor det er til at holde ud at være der igen, når solen er gået ned. Så der går vi lidt ture med dem og leger. Det nyder de rigtig meget.

Phoebe øverst på klatretræet en sen eftermiddag.



Aftenleg.

Man har stadig tid til at kigge i kameraet, selvom man leger :D

fredag den 23. maj 2014

Forårsferie i Jylland - del 1

Nu har jeg endelig fået samlet mig om at få lavet resten af de billeder, jeg tog, da vi var i Jylland i vores ferie i april. Christian havde nogle feriedage tilovers, som han plejer, der skulle brændes af i forbindelse med påsken, så han havde ca. to ugers fri i den anledning inklusiv påskedagene. Den første uge blev brugt på at lave strømmen færdig i indhegningen og kollapsede afslapningsdage efterfølgende. Det har været et stort og tidskrævende arbejde at lave strøm i indhegningen, og vi trængte bare til at komme lidt væk fra det hele. Jeg har længe drømt om at komme rundt i Jylland, hvor jeg kommer fra, og komme en tur på Himmelbjerget og måske i Den Gamle By, men der har ikke rigtigt været plads eller energi til det. Men nu tog vi en helt spontan beslutning om at skulle afsted for ligesom at nå at komme ud og se noget.

Vi valgte at leje en campinghytte på en campingplads i Skanderborg, da byen ligger lige imellem de ting, vi gerne ville besøge i forbindelse med vores tur. Det var en iskold fornøjelse at bo i hytten det første døgn, hvor der virkelig var koldt i vejret. Nøj, hvor vi frøs. Men vi havde lyst til ikke at tage på vandrerhjem denne gang, fordi det er lidt mindre privat end i sådan en hytte. Det ville have været lækkert at bo på hotel og ikke skulle have stået for maden, men det er jo desværre ikke en mulighed for mig, fordi der er så meget, jeg ikke kan tåle. Det gør sådan en tur ret besværlig, men det må vi jo leve med. Det var nu også dejligt at være på camping igen, selvom jeg nok foretrækker det i en lunere sæson. Jeg er vokset op med campingferier med mine forældre, og jeg savner det faktisk. Det har været nogle gode minder fra min barndom.

Vores lille hytte. Den indeholdt et tekøkken med to kogeplader, håndvask med varmt vand og et køleskab. Og så var der køjesenge
og en sovesofa, samt et bord med stole.



Vi ankom midt på eftermiddagen og indlogerede os i vores hytte. Derefter kørte vi en tur til Himmelbjerget. Det var dejligt vejr, og vi havde Himmelbjerget helt for os selv, for det var en hverdag og ikke rigtigt turistsæson endnu. Desværre var tårnet så ikke åbnet, men det måtte vi leve med.

Jeg har taget en del billeder på vores Jyllandstur, men de er primært af det, der lige har fanget min interesse, så der er ikke så mange dokumenterende billeder, som man ville kunne forvente at se af stederne. I Den Gamle By, f.eks. er der ikke så mange billeder af huse og den slags, og på Himmelbjerget har jeg ikke lavet billeder af udsigten, for det er billeder, jeg har taget og lavet utallige gange. I stedet er det billeder af andre ting, som lige har fanget min opmærksomhed. Håber, I har lyst til at kigge med :) Jeg har opdelt billederne, så I får halvdelen i dette indlæg og resten i det næste om vores tur. I det her indlæg kan du se billeder fra vores Himmelbjergstur og de fleste fra Den Gamle By. I det næste kommer resten fra Den Gamle By og vores afsluttende tur til Palsgaard Slot ved Juelsminde.

Vi startede som sagt på Himmelbjerget. Jeg fangede et par enkelte fuglebilleder af nogle smukke guldspurve, og brugte ellers de flotte omgivelser som baggrund for de portrætter, jeg tog af Christian deroppe. Det er vist ret normalt, at man ofte har tonsvis af billeder af alt muligt andet end sig selv, når man selv oftest er fotografen, så jeg prøver at sørge for at få lidt billeder af ham, ligesom han tager lidt af mig :) Herunder kan du se lidt af de billeder, jeg tog deroppe:

Guldspurv, han. En dejlig mulighed for at få luftet mit forholdsvis nye 70-200-objektiv.

Han havde også konen med.

 "Tager du billeder af mig, kan jeg også tage af dig!". Skoven var superflot og stadig lysegrøn.

Resultatet iagttages.

Selvportræt taget med Christians telefon. Det blev sendt hjem til hans forældre, der var kattepassere, mens vi var afsted.



Efter turen på Himmelbjerget kørte vi ind til Skanderborg for at handle lidt ind til vores aftensmad de næste dage. Derefter kørte vi hjem i hytten og lavede mad og spiste. Denne aften var iskold, men heldigvis var der elvarme i hytten. Den kunne dog næsten ikke følge med. Turene til fællestoiletterne var en anden sag. Nøj, der var koldt! Der savnede jeg de lune sommeraftener. Men vi nød alligevel opholdet og hyggede os med spil om aftenen, som jeg ofte har gjort det som barn med mine forældre, når vi var afsted. Det var superhyggeligt, og jeg har virkelig nydt at være på en campingplads igen. Som med Himmelbjerget var det præget af at være uden for sæsonen, for der var stort set ikke andre end os på pladsen.

Næste dag kørte vi i Den Gamle By. Det var en rigtig hyggelig tur. Nu var vejret slået om og blevet virkelig varmt, så det var lige lovligt varmt at være afsted i uldne vinterstøvler! Pyh. Men det var dejligt med solskin, og vi fik også kigget godt og grundigt i det fleste huse. Jeg er jo ret historieinteresseret, så jeg nyder at komme sådan et sted. Christian havde ikke været der i rigtig mange år, så det var lidt nyt for ham. Så er det også lidt mere spændende. I forhold til sidst, jeg var der, var der nu kommet en ny afdeling med bygninger fra 1970'erne. Det var ret sjovt at se, og jeg glæder mig til at se det hele, når det er færdigt engang. Christian var inde hos en 70'er-bager og købe lidt guf. Jeg elsker sådan nogle arbejdende værksteder. Min favorit er nok den gamle købmand derinde, der sælger gammelt slik og andre lækkerier. Jeg har ofte købt en lakridsrod der til min mor, men jeg er selv til noget lidt nyere guf, så jeg købte lakridsstænger til os begge. Set i bakspejlet ville jeg ønske, at jeg havde købt meget mere, end jeg gjorde, for det var den bedste saltlakrids, jeg nogensinde har smagt! Ærgerligt, at man skal til Århus og ind i Den Gamle By for at købe det igen :|

De motiver, jeg har fundet mest interessante i Den Gamle By i den her omgang, er især dyrene derinde. Der er gæs, som går frit rundt i byen og naturligvis almindeligt, fritlevende dyreliv som småfugle og ænder. Nogle af de fuglebilleder kan du se herunder. Resten kommer i næste indlæg.Derudover var jeg ret fascineret af deres legetøjsmuseum, som jeg ikke har oplevet før, og var naturligvis mest fanget af alt det legetøj, der havde med kat at gøre ;), hvilket ikke var så lidt endda.

Grågås. Tjek lige "tænderne"! Den ser lidt uhyggelig og dinosaur-agtig ud, synes jeg, når man kan se dem.


Legetøjsmuseet. Svævebane. Synes, det var lavet så flot med baggrunden, der er et billede af samtiden.


Zeppeliner, også med billedet som baggrund. Meget flot sat op.

Legetøj med kattetema. Måske er katten til venstre en spilledåse?

Evil kitty! Den ser virkelig ond ud :D

Mere kattelegetøj, dog af den mere nuttede slags. Desværre ikke det mest skarpe billede, men der var ret sparsomt lys på
legetøjsmuseet.

Fedtstens(?)kat, der drikker mælk.

Til ære for Christians mor, der interesserer sig for dukkehuse, tog jeg lidt billeder
af de dukkehuse, der også var på museet. Virkelig fine detaljer, synes jeg.

Dukketeater med papirfigurer. Tror, det måske er Christian IV ude til højre. Det var meget imponerende.


Der var også andre gæs. De holdt især til omkring bageren den her dag.

Der spankuleres. Det er nogle smukke, stolte dyr, sådan nogle gæs.



En anden af mine favoritter af de arbejdende værksteder er den gamle bager. Især fordi de laver originale gamle kager på den gamle måde med det gamle udseende. Som bageinteresseret er sådan et værksted jo heaven. Jeg kunne heller ikke nære mig for lige at skulle snuppe et par billeder der. Synes, de var så smukke, de kager. Christian forærede mig et lille hæfte, som man kunne købe i bageren, hvor der er nogle af de originale opskrifter i, så dem skal jeg afprøve på et tidspunkt. Han smagte selv bl.a. linserne og var meget begejstret, så det er måske et godt sted at starte. Der kommer et par billeder mere fra bageren i næste indlæg.

Hindbærbrød lavet med frugtsaft i glasuren. Meget smukke. Hindbærsnittens forfar. Christian smagte også en af de
her, og han syntes rigtig godt om dem. Jeg smagte også en bid, men syntes, de var lidt for meget til den søde side
for min smag.

Citrondrømme. En slags spongecake, tror jeg. Min favorit, udseendemæssigt, tror jeg. Måske har de en citronmåne-agtig smag?
Kan ikke huske, om de er i hæftet, men hvis de er, må jeg vist afprøve dem :)

Kransekage. Er vild med det rustikke look.



Det var slut på første del af mine feriebilleder. Tak, fordi I kiggede med :) Jeg håber, at I også vil kigge med i næste indlæg og se resten af billederne.


Det har været nogle ulideligt varme dage herhjemme de sidste dage. Pyha! Selv fra midt på formiddagen har der været over 25 grader udenfor, og vi har ikke kunnet få temperaturen under 27 grader om aftenen, når vi har skullet sove, selvom der har været gennemtræk i huset hele dagen! Det har givet nogle trælse nætter med for dårlig søvn, fordi man vågner hele tiden, når det er så varmt. Kattene har også lidt, især Phoebe, der har den største pels. Hun har bare været helt slap. Så det var en stor fornøjelse at stå op her til formiddag og se, at DMI har skudt ved siden af i deres byvejrsprognose i går, der ellers lovede, at i dag skulle blive den varmeste i den her uge. Jeg stod op til 20 grader, hurra! Alt er åbent til gennemtræk igen, så vi kan få kølet huset ned igen. Jeg er virkelig ikke bygget til så meget varme, det er slet ikke rart.

Jeg har dog udnyttet varmen til at få vasket en masse tøj, som blev hængt ud at tørre i heden, hvor det tørrede meget hurtigt. Duften af udetørret tøj og sengetøj er en af mine favoritter. Så det er da ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Desværre er myggesæsonen også i fuld gang. I går, da vi var med kattene i haven i de kølige aftentimer, blev mine ben og arme totalt ædt op! Og jeg hæver op af det, så det er bestemt ikke rart. Men det må man vist indstille sig på. Sidste år var der ikke ret mange myg, hvilket jeg virkelig nød. Men man kan jo ikke være lige heldig hvert år.

I dag skal jeg i gang i køkkenet, for vi får Christians forældre op til kaffe i aften. Jeg har allerede lavet lidt i går. Christians far har fødselsdag i morgen og vi er inviteret ud til frokost af hans faster, der giver kromad i den anledning. Desværre har jeg måttet melde fra, for der er ikke noget, jeg kan tåle at spise :( Det er jeg rigtig ked af, for jeg ville gerne med. Men det nytter jo ikke noget, når jeg ikke kan tåle maden. Derfor har vi inviteret hans forældre op i aften, så jeg også lige får lov at ønske tillykke og hygge med ham i anledning af hans fødselsdag. Og så tager Christian selv afsted i morgen.

Vi skal snart på besøg på endnu et skovkatteopdræt. Dog ikke for at se killinger den her gang, men for at møde voksne katte og snakke om racen. Det ser vi frem til. Det er et opdræt, der ligger i nærheden, og de har faren til de killinger, vi var ude og se sidste weekend (han har været lånt ud til en parring). Da vi skulle finde Phoebe for to år siden, var vi også ude og besøge flere opdræt for at få et indtryk af racen. Det er jo rart at se, om racen er det, der passer ind i den lille familie herhjemme.

Nu vil jeg have lidt at spise og så snart i gang i køkkenet. Slutter af med et billede fra i går aftes af Phoebe, et af mine favoritter af hende, for hun har sådan et sødt og lidt smilende udtryk <3 Dejligt billede :)

tirsdag den 20. maj 2014

Om alt og intet. Og skrøbelighed

I weekenden har vi holdt Christians fødselsdag for familien. Det gjorde vi i fredags, og det var superhyggeligt. Jeg har nogle opskrifter liggende fra den dag, som I vil få løbende her på bloggen. Lørdag var vi på første killingebesøg. Åh, de var søde, de små. Og den ene, som jeg i forvejen har haft luret på, lagde sig og tog en kæmpe lur på mig det meste af tiden, vi var der. De var alt for dejlige. Vi endte med at bruge alt for lang tid der, hvilket var lidt pinligt, for de havde nok med gæster den dag, så det er jo også udmattende for både katte og opdrætter. Men det var superhyggeligt.

Lige det her kuld er blevet opflasket, så det er svært at sige, hvordan de udvikler sig i forhold til andre katte. De er netop blevet lukket sammen med de andre, så vi har ikke bestemt noget endnu, men vil se tiden lidt an, hvordan de udvikler sig, og så i mellemtiden ud og se andre opdræt for at møde racen (norsk skovkat). Jeg føler egentlig stadig ikke rigtigt, jeg er klar til ny kat, så det er lidt pludseligt, men jeg har jo selv opsøgt det. Jeg ved ikke, hvornår man overhovedet vil blive klar til det efter at have tabt sit hjertebarn, som Putte var for mig.. Men vi må se, hvornår der skal flytte et nyt familiemedlem ind her.

Søndag splattede vi totalt ud oven på de sidste mange dages travlhed og lavede overhovedet slet ingenting. Der kommer heldigvis mere af den slags efter næste weekend, hvor vi har vores sidste sociale arrangement den her måned. Vi skal dog nok ud og kigge i et opdræt mere den her måned, men det er også det. Jeg kan mærke, at det letter på den stress, der har været omkring alt det, der skulle nås den her måned, for de sidste dage har jeg fået sovet rigtig meget, hvilket påvirker mig positivt. Så er der mere energi til at lave det, jeg gerne vil, og jeg har det generelt bedre. Håber, det fortsætter sådan.

I går var sådan en ... tom dag på en måde. Følelsesmæssigt i hvert fald. Sidst på eftermiddagen opdaterede jeg min blogliste og fandt dette indlæg på Newyorkerbyhearts blog: Publiceret af Jan. Ud fra titlen kunne jeg næsten regne ud, hvad der måtte være sket, men det var alligevel et chok. Det er kun få dage, siden Birthe selv skrev et indlæg, hvor hun fortalte, at kræften havde spredt sig og behandlingen ikke kunne fortsætte. Det er bare gået så hurtigt. Må indrømme, at der blev fældet lidt tårer herfra. Jeg kendte ikke Birthe personligt, men har fulgt hende gennem årene, efter jeg lærte hende at kende gennem et madforum på nettet, hvor vi begge var for rigtig mange år siden. Har besøgt hendes blog nogle gange i den tid og også fundet god inspiration der, og ellers fulgt hende på det andet forum.

Jeg var fascineret af tanken om at vise sin mad frem og dele opskrifter, for det var meget nyt med madblogs for mig, da hun startede sin. Det var en super ide, syntes jeg, og en del år senere startede jeg jo min egen, denne blog, som er en blanding af opskrifter og tanker om mit liv. Essensen af mig. Den betyder rigtig meget for mig, og det var nok Birthe, der har sået det kim i mig til at få lyst til at få min egen. Hun var også forbi bloggen med en sød kommentar, da jeg startede op.

Efter hun blev syg, har jeg fulgt mere med på sidelinjen af hendes hendes blog, fordi jeg følte, at jeg måske kunne bidrage med et eller andet. For 10 år siden var jeg igennem et forløb med min mor, der også var ramt af kræft, som hun desværre døde af, og fra den tid kendte jeg til nogle praktiske ting, som jeg kunne give videre til Birthe. Birthe har fået megen støtte fra sine læsere, hvilket var superrart at se. Jeg er sikker på, at det har betydet rigtig meget for hende. Vi har kunnet følge hendes kamp og også det positive i forløbet, hvor hun har haft nogle besøg fra sin amerikanske familie og nogle dejlige ture ud med sin Jan, så hun trods alt fik noget ud af den tid, hun havde tilbage. Alle mine tanker går til hendes efterladte. Jeg håber, de kan finde trøst i hinanden i den her svære tid. Birthe vil helt sikkert blive savnet af rigtig mange. Også herfra.

Var efterladt med en følelse af apati og tomhed efter at have fået beskeden i går. Følte ikke rigtigt, jeg kunne foretage mig noget. Greb kameraet og gik i haven, for det er som regel det, jeg kan foretage mig, når jeg har det sådan. Og være i den sol, der varmede en helt igennem i går, hvilket føltes som en trøst.
Livet er bare så skrøbeligt, hvilket man bliver mindet om, når alt for unge mennesker skal herfra alt for tidligt. Min mor blev kun 45, og de sidste år er der også faldet folk fra, som jeg har gået i gymnasiet med. Det er ikke til at forstå. Man kommer virkelig i kontakt med sin egen dødelighed, når man oplever det, og man bliver bevidst om, hvor skrøbeligt det hele er.

Skrøbelighed.


Livet er noget flyvsk og skrøbeligt noget ligesom et mælkebøttefrø. Man ved ikke, hvor det vil lande, når forskellige vinde tager fat i det og bærer det med sig, sådan som livet kan tage mange sving og ændringer væk fra den retning, man selv troede, det ville blæse i. Men man vil alligevel langt det meste af tiden kunne finde et godt fundament til gro, selvom det ikke var det sted, man troede, man skulle tage udgangspunkt i. Men nogle gange er blæsten for hård eller man rammer ind i noget, der knækker det her skrøbelige liv, før man har nået det, man gerne vil. Der skal så lidt til nogle gange. Når det sker, lever vi videre i minderne hos dem, vi har elsket og dem, som har elsket os. Også selvom vi ikke er her mere. Så er det den kærlighed, der holder os i live.

Man er nødt til at få noget ud af livet og ikke sidde og gemme det hele til engang langt ude i fremtiden. Jeg prøver selv at leve sådan, fordi jeg selv har oplevet skrækken af at tro, at det hele måske skulle slutte nu, dengang jeg blev fejlopereret og havde ulidelige smerter efterfølgende og måtte afsted med fuld udrykning. Jeg anede ikke, hvad der skulle ske eller hvad der var galt, men jeg var bange. Heldigvis er jeg her endnu, men efter at have været igennem det og at leve med sygdom, der fylder meget og giver mig mange dårlige dage, ved jeg, at jeg er nødt til at udnytte og sætte pris på de gode. Så det prøver jeg at gøre og blive bedre til. Prøver at have de fornøjelser, jeg kan, som mit helbred giver mig lov til. Og naturligvis samtidig forventer og håber, at jeg skal være her længe endnu, så man også er lidt fornuftig med opsparing og den slags. Det er jo en balancegang sådan noget.

Vil slutte af med lidt flere billeder fra i går. Haven begynder at blive smuk, og der er godt med liv derude efterhånden. Jeg smider også lidt billeder på min fotoblog, så kig forbi den, hvis du vil se mere.

Min timian blomstrer vildt for tiden. Supersmukt.


Kattene var med i haven i går og stiller gerne op til fotografering.

Phoebe på klatretræets øverste platform.

onsdag den 14. maj 2014

Græsk salat

Mens vi venter på, at jeg får samlet mig om at få lavet de sidste billeder fra vores ferie, får I her lige endnu en opskrift. Det er på en græsk salat, jeg lavede til Christian i sidste måned, da vi havde noget feta, der skulle bruges, og jeg syntes, han fortjente lidt ekstra lækkert til sin aftensmad. Salaten kan bruges som tilbehør til alt muligt eller spises, som den er, dog i en lidt større portion hvis det skal være et helt måltid. Jeg har glemt, hvad vi fik til, men jeg kan forestille mig, at det var noget kød, som jeg havde hvidløgsmarineret. I hvert fald passer den fint til græsk inspireret mad som f.eks. græske bøffergræske frikadeller eller hvidløgsmarineret kød i det hele taget.

Vælg nogle gode, smagfulde tomater, for det er dem, der giver så meget smag til salaten. Du må aldrig putte dine tomater i køleskabet, for på den måde mister de al deres smag. Tomater skal spises ved stuetemperatur, bagte eller i varme retter, synes jeg.

Jeg brugte en feta i blok fra Fakta (kan også købes i Kvickly), deres eget mærke, som er lige så lækker som Puck, bare en smule mindre fed.

Salaten er ultra-nem at lave. Lad den gerne stå og trække en smule, før den spises, så dressingen lige når at trække lidt i salaten. Server den med den resterende dressing. Det er ikke meningen, at den skal pøses til i dressing, bare dryppes lidt.

Jeg var meget misundelig på Christian over den her salat, for den duftede simpelthen vidunderligt, og jeg ved, at den smager fantastisk. Salaten herunder er tilpasset til 2 personer sådan ca. Den er egentlig nok mest en sommerret, for det er i den lune tid, man får det bedste tomater, men den kan også sagtens spises på andre årstider, bare man kan få nogle ordentlige tomater, der ikke smager som at række tungen ud af vinduet :)





Græsk salat (ca. 2 personer)

1-2 håndfulde cherrytomater (jeg brugte cherryblommetomater)
Agurk i halvtykke skiver
1 rødløg i tynde skiver
1/3-½ blok feta (salatost)
1 tsk oregano
Dryp af olie-eddikedressing (lavet i forholdet ca. 3 olie til 1 eddike)

Skyl tomater og agurk. Del tomaterne en enkelt gang alt efter størrelse, skær halvtykke skiver af agurken.

Fordel agurk og tomat på en tallerken eller et lille fad. Skær løget i tynde ringe og fordel over grøntsagerne. Skær fetaen i tykke skiver (eller tern, hvis du hellere vil det), og læg dem oven på salaten.

Lav en dressing af 3 spsk olivenolie og 1 spsk vineddike. Smag til med salt. Er den for syrlig, kan der tilsættes lidt mere olie. Dryp salaten med en smule af dressingen, ikke det hele! Drys til sidst oregano ud over salaten. Server med dressingen ved siden af, så man selv kan dryppe lidt mere på, hvis man finder det nødvendigt.

Den færdige salat.



Det forekom mig, at det var ret længe siden, jeg har blogget, så jeg syntes, at jeg lige måtte dukke op og vise flaget. De sidste uger har stået meget i fødselsdagens tegn, da Christian havde fødselsdag i weekenden, og jeg har haft travlt med at forberede den. Her på fredag får vi så besøg af familien for at fejre ham, så lige nu er jeg også i fuld sving med at forberede det. Senere vil der komme opskrifter på det, vi serverer, og som jeg bagte til hans kollegaer i sidste uge. Jeg vil ikke afsløre endnu, hvad det er, for det skal være en overraskelse for vores gæster, hvad der bliver serveret på fredag :)

I aften skal vi spise varme hveder, selvom det ikke er st. bededagsaften før torsdag. Men jeg har brug for en ekstra dag til at give maven lidt ro, inden vi skal spise noget af det, jeg normalt har svært ved at tåle. Håber, det er nok. Men jeg vil altså have mine varme hveder. Det er jo tradition. I år køber vi, for jeg har nok at holde styr på med at bage til på fredag, men jeg har før bagt Meyers hvedeknopper med stor succes. De bliver supergode, så prøv dem endelig :)

Senere på ugen skal vi på vores første besøg i et katteopdræt. Det bliver meget spændende. Vi har endnu ikke været ude og hilse på norske skovkatte, så vi er noget spændte på, hvordan det forløber. Vi skal ud til killingenus med nogle superlækre små misser.
Jeg synes egentlig ikke rigtigt, at jeg er klar til ny kat endnu, men jeg ved ikke, om man nogensinde bliver det efter så stort et tab, som tabet af Putte har været for mig. Der går også noget tid, lige under to måneder, før de her katte er klar til at flytte hjemmefra, så en del kan nok nå at ændre sig i den tid. Håber jeg. I første omgang skal vi bare ud og hilse på, og så må vi se, hvad der sker. Det er ved at være ½ år siden, vi mistede ham. Forstår ikke rigtigt, hvor tiden bliver af. Alligevel er det stadig utroligt smertefuldt. Vi savner ham (og Mille i øvrigt) hver eneste dag.

Strømhegnet er der stadig gang i. Jeg går en tur i haven nogle gange om ugen og fjerner små hækskud, der gerne vil op og ramme strømtråden. Fik lige testet det grundigt den anden dag, da jeg var i gang med at fjerne skud, fordi jeg fjernede et, der lå mellem volierenettet (jordforbindelsen) og strømtråden, og ved et uheld kom til at ramme begge ting på én gang. Av for dælen! Det gav et virkelig hårdt stød, så jeg troede, at jeg måske havde fået en flænge i tommelfingeren. Men det havde jeg ikke. Jeg havde bare rørt strøm og jord samtidig og et sted, hvor afstanden er meget lille, hvilket måske gør en forskel. Er glad for, at vi valgte den mindste strømgiver, for det her er rigeligt til at holde en kat fra at klatre, er jeg sikker på 0.o

Ozzy har været ret kontaktsøgende den sidste tid. Kommer op og vil ligge ved siden af mig i sofaen og sove i løbet af dagen. Her ligger han også lige nu og spinder og bokser/karter ud i luften <3 Han er en sød dreng. Fangede ham med kameraet på sofaen for et par uger siden, hvor han lå og hang ud på nakkestøtten. Det elsker han, så han kan ligge med benene ude til hver side. Skøre kat :D Det ser så sjovt ud. Det får I lige et billede af her til sidst, inden jeg skal have lidt at spise og snart i gang med dagens forberedelser til fødselsdagen på fredag.

tirsdag den 6. maj 2014

Chokolademousse med marshmallows

For snart et par måneder siden havde vi Christians forældre oppe til spisning. I den anledning syntes jeg også, der skulle være lidt dessert, men jeg havde ikke så mange ingredienser hjemme til det. Jeg overvejede chokolademousse, men havde ingen past. æggeblommer eller hvider til det eller fløde. Kom i tanke om, at jeg har læst udgaver af chokolademousse, der er lavet på marshmallows og uden æg, og eftersom jeg havde en pakke minimarsmallows liggende, var det jo perfekt. Christian blev sendt ud efter fløden, for den kan man jo ikke undvære, men ellers havde jeg det hele hjemme.

Opskriften kommer fra Nigella Lawsons bog Nigella Ekspres, som jeg har stående i bogreolen. I hendes opskrift skriver hun, at der skal bruges 250 g mørk chokolade 70%, men jeg havde ikke så meget, så jeg brugte en blanding af 70 og 50% chokolade. Det fungerede helt fint. Mener, at jeg havde en plade med 100 g 70% chokolade, og resten blev så 50%. Under alle omstændigheder skal man i hvert fald ikke bruge lys chokolade, for så bliver det alt for sødt.

Min udgave af bogen er på dansk, men jeg havde også set opskriften på hendes egen hjemmeside, og der kunne jeg se, at der var fejl i den danske oversættelse. De har nemlig oversat, at der skulle 2½ dl piskefløde i chokolademoussen, hvor der på hendes side står 285 ml (2.85 dl). Det gør altså en forskel hvor meget flødeskum, der vendes i moussen, fordi for lidt gør moussen stærk og bitter og for meget gør, at smagen bliver "for tynd". Hvor meget, man skal have i, kommer an på hvor stort et kakaoindhold, der er i den chokolade, du bruger til moussen. Jeg brugte som sagt ca. 100 g 70% og 150 g 50% chokolade, og til min mousse brugte jeg ca. 2½ dl piskefløde + et par ekstra spsk flødeskum, som jeg smagte til med. Så jeg tror, jeg endte med at bruge ca. 2.75 dl piskefløde til moussen. Dertil kommer så lidt ekstra fløde til flødeskum, der kan pyntes med, hvis man vil det. Så start med at vende 2½ dl fløde pisket til skum ind i moussen og smag så til med ekstra flødeskum, hvis du synes, smagen er for bitter.

Det er nemmest at smelte marshmallowerne, hvis du bruger minimarshmallows (har set dem i Tiger for nyligt). Hvis du ikke gør, skal du klippe de store i små stykker. Sørg endelig for at smelte det hele sammen under meget lav varme, for hvis man bliver for utålmodig, kan nogle af marshmallowerne tage bunden og blive til små, lidt hårde sukkerstykker. Opskriften angiver vanilleekstrakt, hvilket jeg ikke havde hjemme, så jeg valgte at bruge en stang vanille (korn) i stedet. Det kan man sagtens :)
Moussen er superlækker og dejlig fast, og let luftig pga. flødeskummet, hvilket er modsat min sædvanlige opskrift, der er lidt mere luftig og cremet, men mindre fast. Begge mousser er lækre på hver sin måde. Det her er helt sikkert en opskrift, jeg skal bruge igen.





Chokolademousse med marshmallows (4 personer)

150 g marshmallows/skumfiduser (store marshmallows skal klippes i små stykker)
50 g smør
250 g mørk chokolade (jeg brugte en blanding af 70% og 50%)
3/4 dl kogende vand
1 vanillestang (korn)
Ca. 2 3/4 (2.75) dl piskefløde, evt en smule mere (+ ekstra til pynt, hvis du er til det)
Pynt efter eget valg (jeg brugte flødeskum og et drys kakao)

Hak chokoladen relativt fint. Put den i en gryde sammen med smør, marshmallows, vand og vanillekorn. Smelt det hele sammen ved svag varme. Rør jævnligt imens. Lad det køle af, til den er ca. fingervarm. Jeg smed min i køleskabet pga. tidsnød. Kiggede jævnligt til den i køleskabet og rørte hver gang med en ske.

Pisk fløden til skum. Rør først et par spsk. flødeskum i chokolademassen med hård hånd, så chokolademassen bliver mere blød i det. Min var blevet noget stiv i det, så det var nødvendigt at bløde den lidt op med en smule flødeskum. Vend derefter forsigtigt resten af flødeskummen i chokoladeblandingen. Smag til. Måske skal der lidt mere flødeskum i end 2.75 dl. I Nigallas engelske opskrift står der 284 ml (2.84 dl) fløde mod 250 ml i den danske oversættelse. Jeg synes ikke, at 2.5 dl er nok. Derfor angiver jeg 2.75 dl i min opskrift. Jeg brugte som sagt en blanding af 70% og 50 % chokolade, og jeg vil tro, at hvis man kun bruger 70%, så skal der mere flødeskum i, end hvis man bruger 50%. Så du må prøve at smage lidt til. Jeg startede med at vende 2.5 dl i moussen og smagte så til med et par spsk ekstra flødeskum, da jeg synes, smagen var for mørk/bitter.

Fordel til sidst moussen i portionsglas. Stil moussen i køleskabet, jo før desto bedre, da moussen skal køle helt ned og sætte sig.

Pynt efter eget valg (f.eks. med lidt frugt, evt. tørret som f.eks. frysetørrede hindbær, chokoladespåner, nødder ristet i sukker og derefter hakket, eller hvad du nu lige måtte have lyst til. Du kan også pynte med lidt marshmallows, hvis du vil. Bruger du pynt, der er lidt tungere i det som nødder og frisk frugt, ville jeg ikke pynte, før moussen skulle serveres, da den der er blevet noget mere fast efter en tur i køleskabet, og pynten ikke ville synke ned i moussen). Jeg pyntede simpelt med en swirl flødeskum og et drys kakao. Moussen har en kraftig smag, så en ekstra klat fløde gik meget godt til moussen.

Moussen set ovenfra med en swirl flødeskum og kakaodrys.



Efter arbejdet med indhegningen var færdigt og i vores ferie har jeg kunnet mærke en stor forskel mht. min stress. Der er sket en klar bedring, for jeg har færre fysiske symptomer, og det går også fremad med tungen. Jeg er begyndt at spise lidt af det, der ellers har givet smerter, f.eks. hvidløgssmør og barbequekrydderi, og det giver stadig smerter, men de fortager sig relativt hurtigt, så det er det værd. Forhåbentlig forsvinder det helt en dag. Skulle det have noget med d-vitaminniveauet at gøre, vil det jo nok forsvinde helt igen, når jeg er kommet mig over at have været i svær mangel. Senere på måneden skal jeg have taget en ny blodprøve for at tjekke niveauet, som jeg forventer, efterhånden har normaliseret sig.

Det var de positive nyheder. De negative er, at jeg desværre har kunnet mærke stressen komme tilbage, efter ferien er slut :( Primært fordi vores maj bare er fyldt totalt op med sociale arrangementer og ting, der skal gøres. Det har påvirket mig meget de sidste dage, og i går havde jeg en rigtig slem dag med konstant hjertebanken og ubehag pga. stress. Det sætter sig også i nakken, så jeg går rundt med konstante smerter og ondt i hovedet pt., som pamol ikke kan tage. Så jeg må bare afvente, at jeg får det bedre og bliver mindre anspændt, så smerterne bliver mindre.

Det er temmelig frustrerende, for det gik lige så godt. Jeg har haft det rigtig godt den sidste halvdel af vores ferie, efter vi blev færdige med indhegningen, og det har bare været så skønt. Jeg håber, at jeg kan få lov at få det sådan igen, når vi er ovre alle de ting, vi skal i maj og også i juni, hvor der i hvert fald er en social ting, vi skal (familiekomsammen i Jylland). Jeg har længe gerne villet have besøg af min veninde, Christina, som bor i Jylland, så jeg går og vente på, at overskuddet kommer tilbage, så jeg kan klare at have besøg og rent faktisk lave noget med hende, mens hun er her. Jeg glæder mig rigtig meget til at se hende igen, så jeg håber, det snart kan lade sig gøre.

I går brugte jeg en del af eftermiddagen på at sidde og lave billeder fra vores feriedage i Jylland. Jeg er ikke færdig endnu, så der er stadig lidt arbejde tilbage. Jeg vil vise jer nogle af de billeder og fortælle jer om vores tur, når jeg engang er færdig med at lave billederne.
Senere på ugen har Christian fødselsdag, så den her uge står den på forberedelser hertil, bl.a. bagning til hans kollegaer, og forberedelse til, at vi skal have familien til fødselsdag næste fredag. Jeg skal forberede vores aftensmad til den dag i morgen, så den er nem lige at tage ud af fryseren og varme på selve dagen. Det kræver en masse energi, og jeg kan mærke, at stressen ikke har sluppet sit tag i mig, når den kan slå sådan igennem de her dage. Det er jeg ret ked af. Men det vokser mig nemt over hovedet, det, der skal laves og hvad der skal deltages i den her måned. Der er ikke ro til at nå at komme sig, inden næste arrangement indfinder sig. Så selvom jeg glæder mig til alt det, vi skal, glæder jeg mig også til, at maj er overstået.

Mors dags-blues er også ved at indfinde sig. Det er hårdt hvert år, synes jeg, men i år har vi i det mindste lige været forbi hendes gravsted med en fin dekoration. Så hun har fået noget fra os i år på den måde. Man kan bare ikke komme uden om at læse om det alle steder, synes jeg. Mors dag altså. På mail har jeg modtaget en fin kode fra Euroflorist med 15% rabat, som jeg er sikker på, kan bruges flere gange. Så hvis du skal sende din mor blomster, må du gerne få den af mig. Koden er MOR, og skal skrives ind i trin tre i bestillingsprocessen. Koden gælder til og med 8. maj, så der skal bestilles de næste dage. Overvejede, om jeg bare skulle sende mig selv en buket som lidt trøsteshopping, men har vist droppet det igen. Øv, jeg synes, det er en dum dag, mors dag. Satser dog på, at vi lige skal forbi Christians mor den dag. Hende har vi heldigvis at fejre, hvilket jeg er glad for.

Det går godt med kattene i haven. Der er ikke klatret i hegnet endnu, heller ikke selvom Ozzy mødte en dum hankat, der stod på den anden side af hegnet den anden dag. Der blev lidt slåssen gennem hegnet, men Ozzy skræmte hurtigt sig selv over at blive så vred, tror jeg, så han løb lidt væk og sad og kiggede i stedet. De har endnu heller ikke klatret op til solsortereden, selvom den stadig er meget interessant. Hr. og fru solsort angriber også jævnligt kattene med at dykke efter dem eller sidde og skælde ud. Det gør det naturligvis bare meget mere interessant. Fangede hr. solsort i æbletræet (der står i fuldt flor lige nu) i formiddag, hvor han holdt udkig over haven, efter kattene var blevet lukket ud. Det er dog taget gennem ruden, så det er ikke særligt skarpt. Men syntes alligevel, I skulle se det.




Vejret lige nu er lidt trist sammenlignet med ferien, for det er noget køligere og blæsende, hvilket kattene ikke er særligt glade for. Det påvirker lidt deres humør, og de er mere inde eller ligger i buskadset. I weekenden fandt kattene dog et sted med læ i hjørnet under fuglehuset, hvor de lå så sødt sammen, tæt på hinanden. Det gør de ellers sjældent, så det var rigtig dejligt at se. Måtte også lige fange et par billeder af det. Det første er taget gennem ruden (spionfoto, mens jeg gemte mig bag gardinet) og det andet er taget ude på terrassen, inden Christian gik i gang med plæneklipperen (for så var hyggen alligevel lidt ovre, da de ikke gider den larm). Jeg håber, at en ny fremtidig kat gider putte lidt mere med Phoebe, end Ozzy gør. Hun savner det virkelig. Ozzy så dog ud til at nyde det ret meget den anden dag <3


Ih, kommer du nu har og forstyrrer?