Tilbage til hverdagen

Nu er Christians ferie slut, og i dag er første hverdag efter ferien. Det kan godt mærkes. Vi var begge i en tilstand af slut-på-ferien-blues i går, og har haft et par dage, hvor vi ikke rigtigt har lavet ret meget. Jeg har været utrolig træt oven på en for mig ret fyldt ferie, især de sidste hverdage i sidste uge, og det har været nødvendigt med rolige dage til slut.

Det var egentlig meningen, at vi skulle have smovset i en culotte med salatbar og gode kartofler og det hele, men for det første var min mave noget smadret oven på at have spist ude torsdag, og da den var lidt bedre i går, havde jeg ikke engang lyst til rødt oksekød (tro det, hvem der kan!). Appetitten var ikke så stor hos nogen af os, men jeg havde alligevel lyst til salatbaren, så den samlede jeg mig sammen til at få lavet, og vi nød den til lidt godt, mildt marineret svinekød, sprøde kartoffelbåde og en klat bearnaise. Desværre hævner det sig grumt i dag, måske pga. fetaen, jeg ved det ikke. I hvert fald har jeg rigtig slemme mavesmerter i dag, så jeg skal ikke lige være med på resterne af salatbordet fra i går :( Ender nok med at skulle i fryseren efter den sædvanlige portion lasagne (jeg lever næsten ikke af andet for tiden, føles det som om).

Jeg er lidt mere bekymret for, hvad der skal ske fremover mht. de maveproblemer. Der har ikke været problemer med tarmene i flere år, men pludseligt er det tilbage. Eller tilbage.. jeg ved ikke, om det overhovedet har nogen sammenhæng med de tarmproblemer, jeg havde i 2010. Det blev aldrig rigtigt undersøgt men afskrevet som irritabel tyktarm, og det blev bedre, efter jeg fik nogle piller, der nedsatte bevægeligheden af tarmene. Jeg har dog siden skullet leve med ikke at tåle en del fødevarer, især sukkerholdige og brød i større eller mindre grad. Men det kan man jo leve med, hvis man bare undgår smerterne.

Men smerterne er jo så tilbage nu, og jeg kan ikke rigtigt se, at der skulle være bestemte fødevaregrupper, der giver udslaget med smerterne. Kan reagere på næsten hvad som helst, virker det som om. Og det er frustrerende, for så er det svært at tage hensyn til. Især fordi det virker til, at jeg nogle gange kan tåle noget, jeg andre gange reagerer på. Ligesom mine problemer med mavesækken...

Jeg ved, at jeg ikke kan blive ved med at leve sådan her, hvis der er noget at gøre ved det, så hvis det fortsætter, skal jeg til lægen og have en henvisning til nærmere undersøgelse. Det påvirker humøret noget, for vi er netop blevet færdige med at rende på hospitalet konstant. Lange køreture til Hvidovre hospital og mange, mange ture til lægen for at få taget blodprøver. Det har kostet mange feriedage for Christian, og jeg/vi havde håbet, at det skulle være slut nu, hvor det efterhånden er konstateret, at der ikke er noget at gøre, for at afhjælpe mine problemer med mavesækken, og tallene i blodprøverne ligger pænt igen efter forskrækkelsen over kanon høje levertal og angst for kræft sidste år. Jeg har ikke lyst til at skulle i gang med endnu et afklaringsforløb, og jeg har ærlig talt slet ikke lyst til at skulle have lavet flere kikkertundersøgelser, og især ikke af tarmene (det har jeg ikke prøvet før, men det er nok oplagt med de problemer, jeg har..).

Men jeg kan jo heller ikke blive ved med at have det sådan her, og det er også frustrerende ikke at vide, hvad der er galt. Især hvis der rent faktisk kan gøres noget. Det er også lidt skræmmende, hvad de så måske finder ud af :( Nogle kroniske tarmsygdomme giver i hvert fald øget risiko for kræft, og det vil være svært at skulle leve med den forhøjede risiko. Men man skal jo nok ikke male fanden på væggen, før det er undersøgt, så jeg må vente og se. Jeg håber, det hele falder til ro igen, så jeg ikke skal igennem en masse undersøgelser, men ellers må vi jo tage det, som det kommer. Pt. må jeg tage en dag ad gangen, for jeg ved aldrig, hvordan min mave har det fra dag til dag.


For at det hele ikke skal blive så trist og håbløst, vil jeg dele lidt billeder med jer, som jeg har haft liggende nogle uger. Det er billeder af Putte og Phoebe, der hænger ud på det nye klatretræ i haven. De er stadig ikke helt vant til det eller bruger det så meget, men vi håber, at det kommer. I de varme dage havde jeg en fast morgenrutine med Putte, hvor han fik sin vandskål i haven fyldt med frisk vand, hvor han skulle have en tår, og bagefter skulle han op på klatretræet og have en kæmpe nussetur :) Det er ham og Phoebe, der bruger træet mest. Ozzy kan godt lide at være der, men er der mest, når vi sætter ham derop. Så kan han godt blive liggende og hænge ud på platformene. Om det er pga. hans manglende øje, ved vi ikke, men måske kommer det med tiden, når han bliver lidt mere modig og vant til træet der :)

Dagen, hvor billederne blev taget, blev Putte liggende på klatretræet, efter jeg var gået ind den morgen, og han fik senere selskab af Phoebe. Jeg brugte Christians 200mm objektiv til at spionere på dem fra et værelse i huset, så Christian kunne se billederne af misserne, der nød livet på klatretræet, selvom han sad på sit arbejde på det tidspunkt. De billeder skal I naturligvis ikke snydes for :)

Putte ligger i kassen, da Phoebe kommer op på klatretræet. Her får han lige en vasketur af hende :)

Phoebe overtager kassen. Der leges lidt.

Så blev Putte træt. Phoebe vil vist stadig gerne lege.

Busted! Hun får øje på mig i vinduet.

Vil du ikke lege lidt mere, Putte? Nej, killing. Lad mig være i fred.

Nu er det jo hverdag igen og mandag, så jeg skal naturligvis i gang med madplanen igen. Jeg skal også prøve at have noget at spise. Håber, det går godt. Er lidt nervøs for, om mavesmerterne bliver værre, efter jeg spiser, da det nogle gange er tilfældet. Men jeg kan jo ikke gå helt fra kosten. Jeg er startet på de piller igen, jeg fik for nogle år siden, som nedsætter tarmbevægelserne og dermed minimerer de smerter, der skyldes overaktivitet i bevægelserne dernede. Jeg ved ikke, hvor stor en forskel de gør, men jeg syntes, det var værd at prøve, når jeg før har haft held med dem. Jeg er start færdig med at tage den pakke, jeg har herhjemme, og holder måske en pause for at se, om de er nødvendige eller ej, hvilket er noget nervepirrende. Men det er jo rart at vide, om de gør en forskel.

Men nu vil jeg prøve med lidt mad og håbe det bedste. Og så komme i gang med den madplan. Det bliver ikke nemt, det er helt sikkert, men vi skal jo have handlet ind. Det er for stressende og udmattende, hvis vi skal finde ud af hver dag, hvad vi skal spise. Så hellere handle ind til det og flytte lidt rundt efter behov. Madplaner gør livet noget nemmere, synes jeg.