The Big Meowski: Om alt og intet. Og skrøbelighed

I weekenden har vi holdt Christians fødselsdag for familien. Det gjorde vi i fredags, og det var superhyggeligt. Jeg har nogle opskrifter liggende fra den dag, som I vil få løbende her på bloggen. Lørdag var vi på første killingebesøg. Åh, de var søde, de små. Og den ene, som jeg i forvejen har haft luret på, lagde sig og tog en kæmpe lur på mig det meste af tiden, vi var der. De var alt for dejlige. Vi endte med at bruge alt for lang tid der, hvilket var lidt pinligt, for de havde nok med gæster den dag, så det er jo også udmattende for både katte og opdrætter. Men det var superhyggeligt.

Lige det her kuld er blevet opflasket, så det er svært at sige, hvordan de udvikler sig i forhold til andre katte. De er netop blevet lukket sammen med de andre, så vi har ikke bestemt noget endnu, men vil se tiden lidt an, hvordan de udvikler sig, og så i mellemtiden ud og se andre opdræt for at møde racen (norsk skovkat). Jeg føler egentlig stadig ikke rigtigt, jeg er klar til ny kat, så det er lidt pludseligt, men jeg har jo selv opsøgt det. Jeg ved ikke, hvornår man overhovedet vil blive klar til det efter at have tabt sit hjertebarn, som Putte var for mig.. Men vi må se, hvornår der skal flytte et nyt familiemedlem ind her.

Søndag splattede vi totalt ud oven på de sidste mange dages travlhed og lavede overhovedet slet ingenting. Der kommer heldigvis mere af den slags efter næste weekend, hvor vi har vores sidste sociale arrangement den her måned. Vi skal dog nok ud og kigge i et opdræt mere den her måned, men det er også det. Jeg kan mærke, at det letter på den stress, der har været omkring alt det, der skulle nås den her måned, for de sidste dage har jeg fået sovet rigtig meget, hvilket påvirker mig positivt. Så er der mere energi til at lave det, jeg gerne vil, og jeg har det generelt bedre. Håber, det fortsætter sådan.

I går var sådan en ... tom dag på en måde. Følelsesmæssigt i hvert fald. Sidst på eftermiddagen opdaterede jeg min blogliste og fandt dette indlæg på Newyorkerbyhearts blog: Publiceret af Jan. Ud fra titlen kunne jeg næsten regne ud, hvad der måtte være sket, men det var alligevel et chok. Det er kun få dage, siden Birthe selv skrev et indlæg, hvor hun fortalte, at kræften havde spredt sig og behandlingen ikke kunne fortsætte. Det er bare gået så hurtigt. Må indrømme, at der blev fældet lidt tårer herfra. Jeg kendte ikke Birthe personligt, men har fulgt hende gennem årene, efter jeg lærte hende at kende gennem et madforum på nettet, hvor vi begge var for rigtig mange år siden. Har besøgt hendes blog nogle gange i den tid og også fundet god inspiration der, og ellers fulgt hende på det andet forum.

Jeg var fascineret af tanken om at vise sin mad frem og dele opskrifter, for det var meget nyt med madblogs for mig, da hun startede sin. Det var en super ide, syntes jeg, og en del år senere startede jeg jo min egen, denne blog, som er en blanding af opskrifter og tanker om mit liv. Essensen af mig. Den betyder rigtig meget for mig, og det var nok Birthe, der har sået det kim i mig til at få lyst til at få min egen. Hun var også forbi bloggen med en sød kommentar, da jeg startede op.

Efter hun blev syg, har jeg fulgt mere med på sidelinjen af hendes hendes blog, fordi jeg følte, at jeg måske kunne bidrage med et eller andet. For 10 år siden var jeg igennem et forløb med min mor, der også var ramt af kræft, som hun desværre døde af, og fra den tid kendte jeg til nogle praktiske ting, som jeg kunne give videre til Birthe. Birthe har fået megen støtte fra sine læsere, hvilket var superrart at se. Jeg er sikker på, at det har betydet rigtig meget for hende. Vi har kunnet følge hendes kamp og også det positive i forløbet, hvor hun har haft nogle besøg fra sin amerikanske familie og nogle dejlige ture ud med sin Jan, så hun trods alt fik noget ud af den tid, hun havde tilbage. Alle mine tanker går til hendes efterladte. Jeg håber, de kan finde trøst i hinanden i den her svære tid. Birthe vil helt sikkert blive savnet af rigtig mange. Også herfra.

Var efterladt med en følelse af apati og tomhed efter at have fået beskeden i går. Følte ikke rigtigt, jeg kunne foretage mig noget. Greb kameraet og gik i haven, for det er som regel det, jeg kan foretage mig, når jeg har det sådan. Og være i den sol, der varmede en helt igennem i går, hvilket føltes som en trøst.
Livet er bare så skrøbeligt, hvilket man bliver mindet om, når alt for unge mennesker skal herfra alt for tidligt. Min mor blev kun 45, og de sidste år er der også faldet folk fra, som jeg har gået i gymnasiet med. Det er ikke til at forstå. Man kommer virkelig i kontakt med sin egen dødelighed, når man oplever det, og man bliver bevidst om, hvor skrøbeligt det hele er.

Skrøbelighed.

Livet er noget flyvsk og skrøbeligt noget ligesom et mælkebøttefrø. Man ved ikke, hvor det vil lande, når forskellige vinde tager fat i det og bærer det med sig, sådan som livet kan tage mange sving og ændringer væk fra den retning, man selv troede, det ville blæse i. Men man vil alligevel langt det meste af tiden kunne finde et godt fundament til gro, selvom det ikke var det sted, man troede, man skulle tage udgangspunkt i. Men nogle gange er blæsten for hård eller man rammer ind i noget, der knækker det her skrøbelige liv, før man har nået det, man gerne vil. Der skal så lidt til nogle gange. Når det sker, lever vi videre i minderne hos dem, vi har elsket og dem, som har elsket os. Også selvom vi ikke er her mere. Så er det den kærlighed, der holder os i live.

Man er nødt til at få noget ud af livet og ikke sidde og gemme det hele til engang langt ude i fremtiden. Jeg prøver selv at leve sådan, fordi jeg selv har oplevet skrækken af at tro, at det hele måske skulle slutte nu, dengang jeg blev fejlopereret og havde ulidelige smerter efterfølgende og måtte afsted med fuld udrykning. Jeg anede ikke, hvad der skulle ske eller hvad der var galt, men jeg var bange. Heldigvis er jeg her endnu, men efter at have været igennem det og at leve med sygdom, der fylder meget og giver mig mange dårlige dage, ved jeg, at jeg er nødt til at udnytte og sætte pris på de gode. Så det prøver jeg at gøre og blive bedre til. Prøver at have de fornøjelser, jeg kan, som mit helbred giver mig lov til. Og naturligvis samtidig forventer og håber, at jeg skal være her længe endnu, så man også er lidt fornuftig med opsparing og den slags. Det er jo en balancegang sådan noget.

Vil slutte af med lidt flere billeder fra i går. Haven begynder at blive smuk, og der er godt med liv derude efterhånden. Jeg smider også lidt billeder på min fotoblog, så kig forbi den, hvis du vil se mere.