Opskriften kommer fra Nigella Lawsons bog Nigella Ekspres, som jeg har stående i bogreolen. I hendes opskrift skriver hun, at der skal bruges 250 g mørk chokolade 70%, men jeg havde ikke så meget, så jeg brugte en blanding af 70 og 50% chokolade. Det fungerede helt fint. Mener, at jeg havde en plade med 100 g 70% chokolade, og resten blev så 50%. Under alle omstændigheder skal man i hvert fald ikke bruge lys chokolade, for så bliver det alt for sødt.
Min udgave af bogen er på dansk, men jeg havde også set opskriften på hendes egen hjemmeside, og der kunne jeg se, at der var fejl i den danske oversættelse. De har nemlig oversat, at der skulle 2½ dl piskefløde i chokolademoussen, hvor der på hendes side står 285 ml (2.85 dl). Det gør altså en forskel hvor meget flødeskum, der vendes i moussen, fordi for lidt gør moussen stærk og bitter og for meget gør, at smagen bliver "for tynd". Hvor meget, man skal have i, kommer an på hvor stort et kakaoindhold, der er i den chokolade, du bruger til moussen. Jeg brugte som sagt ca. 100 g 70% og 150 g 50% chokolade, og til min mousse brugte jeg ca. 2½ dl piskefløde + et par ekstra spsk flødeskum, som jeg smagte til med. Så jeg tror, jeg endte med at bruge ca. 2.75 dl piskefløde til moussen. Dertil kommer så lidt ekstra fløde til flødeskum, der kan pyntes med, hvis man vil det. Så start med at vende 2½ dl fløde pisket til skum ind i moussen og smag så til med ekstra flødeskum, hvis du synes, smagen er for bitter.
Det er nemmest at smelte marshmallowerne, hvis du bruger minimarshmallows (har set dem i Tiger for nyligt). Hvis du ikke gør, skal du klippe de store i små stykker. Sørg endelig for at smelte det hele sammen under meget lav varme, for hvis man bliver for utålmodig, kan nogle af marshmallowerne tage bunden og blive til små, lidt hårde sukkerstykker. Opskriften angiver vanilleekstrakt, hvilket jeg ikke havde hjemme, så jeg valgte at bruge en stang vanille (korn) i stedet. Det kan man sagtens :)
Moussen er superlækker og dejlig fast, og let luftig pga. flødeskummet, hvilket er modsat min sædvanlige opskrift, der er lidt mere luftig og cremet, men mindre fast. Begge mousser er lækre på hver sin måde. Det her er helt sikkert en opskrift, jeg skal bruge igen.
Chokolademousse med marshmallows (4 personer)
150 g marshmallows/skumfiduser (store marshmallows skal klippes i små stykker)
50 g smør
250 g mørk chokolade (jeg brugte en blanding af 70% og 50%)
3/4 dl kogende vand
1 vanillestang (korn)
Ca. 2 3/4 (2.75) dl piskefløde, evt en smule mere (+ ekstra til pynt, hvis du er til det)
Pynt efter eget valg (jeg brugte flødeskum og et drys kakao)
Hak chokoladen relativt fint. Put den i en gryde sammen med smør, marshmallows, vand og vanillekorn. Smelt det hele sammen ved svag varme. Rør jævnligt imens. Lad det køle af, til den er ca. fingervarm. Jeg smed min i køleskabet pga. tidsnød. Kiggede jævnligt til den i køleskabet og rørte hver gang med en ske.
Pisk fløden til skum. Rør først et par spsk. flødeskum i chokolademassen med hård hånd, så chokolademassen bliver mere blød i det. Min var blevet noget stiv i det, så det var nødvendigt at bløde den lidt op med en smule flødeskum. Vend derefter forsigtigt resten af flødeskummen i chokoladeblandingen. Smag til. Måske skal der lidt mere flødeskum i end 2.75 dl. I Nigallas engelske opskrift står der 284 ml (2.84 dl) fløde mod 250 ml i den danske oversættelse. Jeg synes ikke, at 2.5 dl er nok. Derfor angiver jeg 2.75 dl i min opskrift. Jeg brugte som sagt en blanding af 70% og 50 % chokolade, og jeg vil tro, at hvis man kun bruger 70%, så skal der mere flødeskum i, end hvis man bruger 50%. Så du må prøve at smage lidt til. Jeg startede med at vende 2.5 dl i moussen og smagte så til med et par spsk ekstra flødeskum, da jeg synes, smagen var for mørk/bitter.
Fordel til sidst moussen i portionsglas. Stil moussen i køleskabet, jo før desto bedre, da moussen skal køle helt ned og sætte sig.
Pynt efter eget valg (f.eks. med lidt frugt, evt. tørret som f.eks. frysetørrede hindbær, chokoladespåner, nødder ristet i sukker og derefter hakket, eller hvad du nu lige måtte have lyst til. Du kan også pynte med lidt marshmallows, hvis du vil. Bruger du pynt, der er lidt tungere i det som nødder og frisk frugt, ville jeg ikke pynte, før moussen skulle serveres, da den der er blevet noget mere fast efter en tur i køleskabet, og pynten ikke ville synke ned i moussen). Jeg pyntede simpelt med en swirl flødeskum og et drys kakao. Moussen har en kraftig smag, så en ekstra klat fløde gik meget godt til moussen.
Moussen set ovenfra med en swirl flødeskum og kakaodrys. |
Efter arbejdet med indhegningen var færdigt og i vores ferie har jeg kunnet mærke en stor forskel mht. min stress. Der er sket en klar bedring, for jeg har færre fysiske symptomer, og det går også fremad med tungen. Jeg er begyndt at spise lidt af det, der ellers har givet smerter, f.eks. hvidløgssmør og barbequekrydderi, og det giver stadig smerter, men de fortager sig relativt hurtigt, så det er det værd. Forhåbentlig forsvinder det helt en dag. Skulle det have noget med d-vitaminniveauet at gøre, vil det jo nok forsvinde helt igen, når jeg er kommet mig over at have været i svær mangel. Senere på måneden skal jeg have taget en ny blodprøve for at tjekke niveauet, som jeg forventer, efterhånden har normaliseret sig.
Det var de positive nyheder. De negative er, at jeg desværre har kunnet mærke stressen komme tilbage, efter ferien er slut :( Primært fordi vores maj bare er fyldt totalt op med sociale arrangementer og ting, der skal gøres. Det har påvirket mig meget de sidste dage, og i går havde jeg en rigtig slem dag med konstant hjertebanken og ubehag pga. stress. Det sætter sig også i nakken, så jeg går rundt med konstante smerter og ondt i hovedet pt., som pamol ikke kan tage. Så jeg må bare afvente, at jeg får det bedre og bliver mindre anspændt, så smerterne bliver mindre.
Det er temmelig frustrerende, for det gik lige så godt. Jeg har haft det rigtig godt den sidste halvdel af vores ferie, efter vi blev færdige med indhegningen, og det har bare været så skønt. Jeg håber, at jeg kan få lov at få det sådan igen, når vi er ovre alle de ting, vi skal i maj og også i juni, hvor der i hvert fald er en social ting, vi skal (familiekomsammen i Jylland). Jeg har længe gerne villet have besøg af min veninde, Christina, som bor i Jylland, så jeg går og vente på, at overskuddet kommer tilbage, så jeg kan klare at have besøg og rent faktisk lave noget med hende, mens hun er her. Jeg glæder mig rigtig meget til at se hende igen, så jeg håber, det snart kan lade sig gøre.
I går brugte jeg en del af eftermiddagen på at sidde og lave billeder fra vores feriedage i Jylland. Jeg er ikke færdig endnu, så der er stadig lidt arbejde tilbage. Jeg vil vise jer nogle af de billeder og fortælle jer om vores tur, når jeg engang er færdig med at lave billederne.
Senere på ugen har Christian fødselsdag, så den her uge står den på forberedelser hertil, bl.a. bagning til hans kollegaer, og forberedelse til, at vi skal have familien til fødselsdag næste fredag. Jeg skal forberede vores aftensmad til den dag i morgen, så den er nem lige at tage ud af fryseren og varme på selve dagen. Det kræver en masse energi, og jeg kan mærke, at stressen ikke har sluppet sit tag i mig, når den kan slå sådan igennem de her dage. Det er jeg ret ked af. Men det vokser mig nemt over hovedet, det, der skal laves og hvad der skal deltages i den her måned. Der er ikke ro til at nå at komme sig, inden næste arrangement indfinder sig. Så selvom jeg glæder mig til alt det, vi skal, glæder jeg mig også til, at maj er overstået.
Mors dags-blues er også ved at indfinde sig. Det er hårdt hvert år, synes jeg, men i år har vi i det mindste lige været forbi hendes gravsted med en fin dekoration. Så hun har fået noget fra os i år på den måde. Man kan bare ikke komme uden om at læse om det alle steder, synes jeg. Mors dag altså. På mail har jeg modtaget en fin kode fra Euroflorist med 15% rabat, som jeg er sikker på, kan bruges flere gange. Så hvis du skal sende din mor blomster, må du gerne få den af mig. Koden er MOR, og skal skrives ind i trin tre i bestillingsprocessen. Koden gælder til og med 8. maj, så der skal bestilles de næste dage. Overvejede, om jeg bare skulle sende mig selv en buket som lidt trøsteshopping, men har vist droppet det igen. Øv, jeg synes, det er en dum dag, mors dag. Satser dog på, at vi lige skal forbi Christians mor den dag. Hende har vi heldigvis at fejre, hvilket jeg er glad for.
Det går godt med kattene i haven. Der er ikke klatret i hegnet endnu, heller ikke selvom Ozzy mødte en dum hankat, der stod på den anden side af hegnet den anden dag. Der blev lidt slåssen gennem hegnet, men Ozzy skræmte hurtigt sig selv over at blive så vred, tror jeg, så han løb lidt væk og sad og kiggede i stedet. De har endnu heller ikke klatret op til solsortereden, selvom den stadig er meget interessant. Hr. og fru solsort angriber også jævnligt kattene med at dykke efter dem eller sidde og skælde ud. Det gør det naturligvis bare meget mere interessant. Fangede hr. solsort i æbletræet (der står i fuldt flor lige nu) i formiddag, hvor han holdt udkig over haven, efter kattene var blevet lukket ud. Det er dog taget gennem ruden, så det er ikke særligt skarpt. Men syntes alligevel, I skulle se det.
Vejret lige nu er lidt trist sammenlignet med ferien, for det er noget køligere og blæsende, hvilket kattene ikke er særligt glade for. Det påvirker lidt deres humør, og de er mere inde eller ligger i buskadset. I weekenden fandt kattene dog et sted med læ i hjørnet under fuglehuset, hvor de lå så sødt sammen, tæt på hinanden. Det gør de ellers sjældent, så det var rigtig dejligt at se. Måtte også lige fange et par billeder af det. Det første er taget gennem ruden (spionfoto, mens jeg gemte mig bag gardinet) og det andet er taget ude på terrassen, inden Christian gik i gang med plæneklipperen (for så var hyggen alligevel lidt ovre, da de ikke gider den larm). Jeg håber, at en ny fremtidig kat gider putte lidt mere med Phoebe, end Ozzy gør. Hun savner det virkelig. Ozzy så dog ud til at nyde det ret meget den anden dag <3
Ih, kommer du nu har og forstyrrer? |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar