De bedste hjemmebagte pebernødder

Det sker nogle gange, når man prøver nye opskrifter af, at man synes, at der mangler et eller andet, eller man ønsker smagen i en lidt anden retning. Det resulterer ofte i nye opskrifter, tilpasset husets smagsløg, hvilket også er tilfældet med den her opskrift. Jeg har nogle gange bagt "Lagkagehusets pebernødder", og selvom de er gode, ønskede jeg at udvikle lidt på smagen.

En af de ting, jeg har ændret på i opskriften, er ret basal; jeg har udskiftet smør med margarine, fordi jeg simpelthen ikke bryder mig om smagen af smør i det meste bagværk. Margarine smager ikke af ret meget i kager, hvorfor jeg helst bruger det, når jeg bager (hey, det rimede! :D). Ulempen ved at bruge margarine er dog, at det ikke indeholder salt, så det kompenserer jeg for ved at putte salt i dejen. Ønsker du at bruge smør i stedet for margarine i opskriften nedenfor, undlad da salt.

Jeg synes, når jeg bruger den sædvanlige opskrift, at krydderierne bliver for intense. Særligt ingefær og kardemomme er virkelig skarpe, mens kanel er mere mild i smagen (jeg elsker kanel!). Derfor var jeg opmærksom på at lave strøgne mål på krydderierne (dvs. ingen top på teskeen, når man måler af), og jeg har skruet en del ned for peberet, så det nu giver en behagelig krydret smag i stedet for at brænde i munden (som det gør hos mig, der er lidt følsom over for den slags).

Jeg tilsatte en smule ekstra kanel, hvilket virkelig gør noget godt for smagen. De her pebernødder er de bedste hjemmebagte pebernødder, jeg nogensinde har smagt! Balancen mellem krydderierne er nu præcis, som den skal være, og det rigtige saltindhold i pebernødderne fuldender smagen helt perfekt :)

Pebernødder - de bedste! (en større dåsefuld)

250 g blød margarine
250 g sukker
1 dl piskefløde
1/3 tsk stødt peber
1 tsk stødt ingefær
1 tsk kardemomme
1 1/3 tsk kanel
3 g fint salt (lige under ½ tsk)
1 tsk natron
1 tsk bagepulver
500 g hvedemel

Pisk sukker og margarine sammen. Tilsæt fløden og pisk, til massen er ensartet. Afmål krydderierne (strøgne mål) og put dem i en skål sammen med natron og bagepulver. Vend det hele godt sammen. Tilsæt blandingen til dejen og pisk det hele godt sammen. Tilsæt melet og ælt det sammen, til melet er optaget i massen. Dæk herefter skålen over og sæt den i køleskabet en time.

Tag en del af dejen fra og sæt resten tilbage i køleskabet. Rul dejen til en lang, tynd pølse og skær stykker af den, ca. 1 cm brede, så du kan trille kugler, der har en diameter på ca 1-1½ cm. Vær opmærksom på, at dejen flyder ud, når den bages, så pebernødden bliver knap dobbelt så stor som den kugle, du ruller.

Sæt kuglerne på en bageplade med bagepapir (som de er, de skal ikke trykkes flade!) og bag dem ca. 8-10 minutter ved 200 grader, til de er en lille smule gyldne ovenpå og har fået farve under bunden. De færdige pebernødder er meget lysere end dem, man køber i butikkerne, så tjek bunden, hvis du er i tvivl, om de er færdige. Bunden skal være brun og ikke for mørk. Mine får gerne omkring 10 minutter, og jeg vendte bagepladen en omgang halvvejs gennem bagetiden, så de blev lidt mere jævnt bagt.

Læg de færdigbagte pebernødder til afkøling på en rist med et stykke bagepapir ovenpå, så de ikke triller igennem tremmerne på risten. Efter afkøling puttes de i en lufttæt dåse. 

Så er farmors kagedåse fyldt godt op med pebernødder. Heldigt, at de er mange, for der går hurtigt "mus" i dåsen :D

Der kommer meget snart en giveaway her på bloggen for jer, der elsker katte, så følg med. Regner med, at den bliver sat på bloggen i næste uge :)


Der kan ske meget i livet på bare en måneds tid, og det må man sige, det har gjort i mit (vores) liv den sidste måned. Da jeg skrev mit seneste indlæg her på bloggen, afventede jeg at komme til lægen for at snakke med ham om en ny type medicin mod mine smerter, som jeg var klar over, at mange læger ikke vil udskrive. Så det var med nogen nervøsitet, at jeg i starten af november tog turen til lægen. Jeg havde dog et håb, da jeg hos min nye læge har oplevet at blive taget seriøst og har fået en god og tryg behandling. Det gik heldigvis godt. Selvom min læge ikke kender LDN, var han villig til at udskrive det og give den en chance, fordi der er så få bivirkninger, og det på sigt måske kan hjælpe på flere af de ting, jeg går og kæmper med.
Jeg var simpelthen så glad og taknemmelig, da jeg gik derfra, at jeg var ved at tude. Han er virkelig en fantastisk læge, og jeg er så glad for, at jeg endte hos ham, efter min gamle læge gik på pension.

Jeg har så gået og afventet at kunne starte på medicinen, da vi netop har været ude at rejse, og i går startede jeg så på første dosis. Det er noget medicin, man skal være tålmodig med, da det tager lang tid at finde rette dosis, og det tager tid for medicinen at virke, men jeg er tålmodig. Har sovet lidt uroligt i nat, men har endnu ikke de store bivirkninger, så det er jo dejligt :)


Som jeg skrev, har vi lige været ude at rejse. Det var min første rejse nogensinde, hvis man fraregner studieture, da jeg gik i skole. Vi valgte at tage turen, så vi havde den oplevelse med i bagagen, før vi skal have ny kat. Det var jo planlagt til at ske i foråret, som jeg skrev i mit sidste indlæg. Vores ferie var fem overnatninger i Rom. Vi kan begge godt lide at opleve en masse kulturelt, når vi er afsted, så det var jo oplagt. Og vi går gerne nogle km i vores ferie, så der var Rom også et godt feriemål, da det meste ligger i gåafstand i byen.
Ferien startede dog ikke særligt godt. Inden for den første time, vi var i Rom, havde nogen stjålet Christians pung med alle hans kort og alle de euro, vi havde med på turen :( Det påvirkede godt nok humøret meget. Heldigvis havde jeg stadig mit visakort, så vi klarede os mht. penge, mens vi var afsted. Det blev dog holdt meget tæt til kroppen, når vi var ude.
Dagen efter blev ikke bedre, for der fik jeg en mail fra opdrættet, vi skulle have kat fra, at det var gået helt galt med fødslen, så alle killinger i kuldet var døde. Det kostede godt nok nogle tårer den dag, så jeg havde faktisk mest af alt bare lyst til at tage hjem.

Det gjorde vi dog heldigvis ikke. De efterfølgende dage var gode, og vi er hjemme igen med en masse gode oplevelser fra Rom i bagagen. Bl.a. en fantastisk sandwich/delikatesseforretning, som I vil høre mere om herinde på et tidspunkt :) Jeg håber også på at finde overskud til også at fortælle jer lidt om vores rejse sådan generelt.

Vi var bl.a. i Peterskirken, som I kan se i baggrunden. Fantastisk bygningsværk. Kæmpestor (ligesom køen for at komme ind - vi stod i kø
i halvanden time) og virkelig smuk.

Det har påvirket mig en del, at vores kuld døde, og jeg har tænkt rigtig meget på de søde opdrættere, vi mødte i oktober. Det må have været en forfærdelig oplevelse for både dem og Donna (mormis). Mens jeg gik og tænkte det hele igennem, kunne jeg mærke, at jeg ikke kun var ked af, at vi ikke skulle have kat fra deres fantastiske opdræt, men også at vi nu umiddelbart ikke skulle se dem igen. Vores besøg hos dem gik rigtig godt, og vi snakkede i timevis, så vi havde glædet os til at se dem igen. Da vi kom hjem fra ferien, samlede jeg lidt mod og fik skrevet det til dem. At vi faktisk havde set frem til at se dem igen, og at vi godt kunne tænke os at ses igen, selvom det nu ikke var med kat som formål. Det ville de heldigvis gerne, så når vi lige kan finde et tidspunkt, der passer, skal de komme og besøge os til kaffe og kage. Det glæder jeg mig meget til. På den måde kommer der også noget godt ud af en rigtig trist situation.

Når vi nu ikke umiddelbart har nogen kat i kikkerten, går jagten igen. Det er dog ikke nemt. Det er blevet betydeligt sværere at finde interessante killinger og gode opdræt, siden vi fik Phoebe. Så jeg søger lidt rundt ind imellem uden at finde noget af rigtig interesse. Men det kommer jo nok lige pludseligt...
Vi håber at være lige så heldige, som da vi fandt Phoebe, for hun var præcis det, vi ledte efter. Hun var så god og sød en missepige, der virkelig gav Putte livskvalitet, efter vi mistede Mille i 2012, og en god legekammerat for både ham og Ozzy, samt en sød kælemis (dog mest for mig).

Vores lille "englebarn" :D En sjov lysspejling gav i søndags det her billede. <3 Hun er dog generelt en fræk og lidt uartig kat, så jeg ved ikke lige,
hvad man skal lægge i den "glorie" der ;) Pappet i vinduet ryger i øvrigt nu, da Ozzy igen kan være i solen, nu den ikke er så skarp mere :)

Det bliver alt herfra i dag. Skal i gang med dagens praktiske gøremål. Husk at holde øje med bloggen, hvis du vil have chancen for at vinde noget dejligt til din kat :) Jeg glæder mig rigtig meget til at sætte konkurrencen i gang. Håber, I har lyst til at deltage. :)

3. søndag i advent

Vi har fejret vores årsdag denne weekend, så jeg har prøvet ikke at overbelaste mine arme og hænder for meget for ikke at være så smerteplaget, og derfor er det med en dags forsinkelse, at I får lov at kigge med i vores julesokker :)

Christians julesok indeholdt de her dejlige ting :)

Chokolade fra Hotel Chocolate. Cognactrøfler, som jeg ved, han elsker.

Endnu en pakke kaffekapsler til hans Nespressomaskine.

Derudover var der billetter til en koncert i DR's koncerthus. Dem har jeg dog ikke fotograferet :)


I min julesok var der disse dejlige ting:

Rosina Wachtmeister-kattefigur. Christian mener, at den har lidt et Phoebe-look, da hun ofte står sådan, når hun forventningsfuldt og lidt nervøst venter på, om der skulle falde noget ekstra lækkert af til hende <3 Rigtig sød er den :)

Hjerte til ophæng. I går var vores årsdag, så han syntes, det var passende lige netop på den dag :) Det er rigtig fint, og jeg glæder mig til at få det op at hænge. Måske skal det bare hænge på stuebirken i stuen, til juletræet kommer op :)

Til Christians forældre var der i går chokolade på pind med skumfiduser til varm kakao og et skrabelod formet som en snemand til Christians far, og til hans mor var der lækker chokolade fra Hotel Chocolate. Faktisk magen til noget, jeg gav Christian i adventsgave for nogle år siden. Det er chokoladetrøfler pyntet med stjerner og i en fin æske, så de fremstår som små julekugler <3 Synes, de er så fine. Her er billedet, jeg tog af Christians for nogle år siden:

Vi havde en rigtig dejlig weekend. Lørdag var vi ude at spise og i Tivoli, og i går fik vi nogle ting fra hånden, men fik også tid til god mad (andebryster med alt det gode tilbehør) og lidt hygge med serier, før vi skulle i seng.

I dag har været en tidlig dag for mig, og jeg har ikke sovet meget i nat. Jeg har været hos rheumatologen i morges, så vi skulle meget tidligt op. Han skulle kigge på mine smertefulde led (fingre og knæ). Han kunne heldigvis konstatere, at det ikke er leddegigt (endnu i hvert fald), og det måske er slidgigt. Der er dog ikke noget entydigt svar, tror jeg, så vi skal snakke om det igen, når jeg skal derind i marts. Jeg var inde hos den rheumatolog, jeg var hos første gang, og det var en meget mere behagelig oplevelse end sidst ved ham den anden. Ham, jeg egentlig er tilknyttet, er en meget behagelig mand, der tager sig tid til at lytte og forklare. Det betyder altså meget.

Vi snakkede lidt om den medicin, jeg måske skal starte på i det nye år for mine smerter, og han advarer om den vægtøgning, der er stor risiko for. Især når jeg har problemer med mine knæ. Det er noget, jeg selv er noget bekymret for, da jeg har et lidt dumt forhold til min krop og har en spiseforstyrrelse med i bagagen, så det har holdt mig fra at kaste mig ud i det med det samme. Jeg er dog ikke overvægtig og motionerer regelmæssigt og spiser fornuftigt, men med en øget appetit er det svært at sige, hvordan det kommer til at udvikle sig. Jeg er bare efterhånden kommet til den konklusion, at jeg er nødt til at prøve og så se, om det ikke kan lade sig gøre at styre appetit mv., og ellers må jeg jo stoppe igen.. Jeg er dog ikke helt klar til at afprøve det endnu, da december er lidt hård mht. at skulle være meget mådeholden med maden (tænker primært jul og nytår), og jeg har ikke lyst til at gå helt fra kosten her nu. Jeg overvejer dog at starte op på dem i januar og se, hvad der sker. Og håbe det bedste...

Senere på ugen skal jeg hos min egen læge igen for at snakke blodprøver efter at være blevet sat op i epilepsimedicin igen. Jeg håber, at jeg netop ligger inden for grænseintervallet for min medicin nu, for jeg har været noget plaget af bivirkninger, efter jeg blev sat op sidst. Så jeg har ærlig talt ikke lyst til at stige i medicin igen. Vi må se, hvad der skal ske.

Jeg er i øvrigt blevet meldt ind i et motionscenter nu, så jeg kan gå på løbebånd, når det ikke er vejr til at gå udenfor. Jeg har gjort det en enkelt gang, og det er gået okay. Det er dog noget mere kedeligt end at gå udenfor, og jeg har lidt problemer med nogle ting ved det center, jeg er meldt ind i. Døren for at komme derind er voldsomt stram og tung, så jeg har svært ved at komme ind og ud uden at skade mine arme yderligere, og inde i centret kører loftsventilatorer konstant, som giver en ubehagelig flimren for øjnene for mig, der lider af fotosensitiv epilepsi. Så det er ærlig talt ikke så rart. Men nu skal jeg prøve det, og går det ikke, må jeg overveje at skifte motionscenter. Der er da nogle stykker at vælge mellem her i byen, men de fleste er ret dyre i forhold til, hvor lidt jeg sikkert skal bruge dem. Jeg kan kun bruge løbebånd pga. de dumme arme og hænder, så det begrænser brugen en del.

Nu vil jeg stoppe for i dag, for det er efterhånden blevet tid til, at jeg kan tage min medicin, og så skal jeg vist ud at gå en tur. Vejret er flot i dag, og jeg må udnytte det, så længe det er sådan. Det er dog ret koldt, men jeg forventer at kunne gå mig varm :)

Kampen mod smerterne

Lige siden jeg var en lille pige, har jeg brugt det at skrive til at arbejde mig ud af en krise. Det har givet luft for en masse frustrationer at få skrevet dem ned på papir - eller som her: på bloggen, men efter jeg i foråret blev ramt af seneskedehindebetændelse i begge arme, og det efterfølgende har sat sig som kroniske smerter, har jeg ikke længere den mulighed.

Når jeg i dag skal skrive et indlæg, bliver det skrevet, når vi har en friaften med overskud til den slags. Christian skal skrive, mens jeg dikterer. Som det ses af antallet af indlæg siden foråret, er det ikke ret tit, vi har det overskud. Christian knokler løs med alt herhjemme, da jeg stadig er meget handicappet af mine smerter, og når han er klar til at holde fri om aftenen, trænger både han og jeg til at slappe af sammen og bare se en serie eller den slags. Så der er ikke meget tid til bloggen for tiden. On that note, vil jeg gerne sige tak til jer, der har sendt kommentarer her på bloggen og andetsteds. Jeg beklager, at jeg er så dårlig til at få svaret tilbage, men som I nok kan læse, er det ikke nemt, når jeg skal have hjælp til alt af den slags. Men jeg læser alt, I skriver, og sætter meget stor pris på det :)

I dag prøver jeg dog selv at skrive det her indlæg. Selvom jeg ved, at jeg risikerer et smertehelvede bagefter. Jeg har meget svært ved at bruge fingrene til noget, fordi det hurtigt giver mange smerter i armene. Pt. afprøver jeg Panodil depottabletter, så det er også i den forbindelse, at jeg afprøver mine grænser. Jeg synes dog endnu ikke, at der er den store forskel i smerteniveau, men de lindrer en lillebitte smule...

I dag vil jeg bruge pladsen her i indlægget på at fortælle jer om mit udredningsforløb, der har været alt andet end hurtigt og nemt at stå igennem.

Jeg startede hos egen læge ca. 14 dage efter min skade på håndled og underarme. Fik at vide, at jeg skulle give det en masse ro og bruge mine afstivende skinner. Det gjorde jeg flere uger uden effekt, så efter ca. tre uger yderligere og to lægebesøg mere bad jeg om at blive henvist videre. Jeg blev henvist til fysioterapi og til en reumatolog, dog med beskeden om, at jeg ikke skulle forvente nogen effekt af fysioterapi, og at reumatologen sandsynligvis ville afvise mig, ikke hjælpe. Så det var ikke med stor optimisme, at jeg gik videre med min behandling.

Reumatologen havde meget lang ventetid, 6-8 uger, så jeg startede hos fysioterapeuten. Jeg har siden... juni, tror jeg... gået hos en flink fysioterapeut, der hedder Thomas. Vi har prøvet mange forskellige tiltag; forskellige øvelser, laserterapi og også akupunktur, som desværre ikke har hjulpet. Lige indtil vi for en måneds tid eller halvanden siden begyndte at arbejde mere med min holdning. Jeg kan mærke, at det gør en stor forskel for smerterne på undersiden af underarmen, så det er virkelig dejligt. Jeg går hos ham ca. hver 14. dag for tiden, hvor vi vender tingenes tilstand og han afspænder min ryg. Jeg er utrolig taknemmelig for det forløb hos ham, fordi det efterhånden virker, som om han er den eneste, der ikke har opgivet mig. Hver gang et behandlingstiltag har slået fejl, er han komme tilbage med nye ideer og ting, vi kunne afprøve. Og det betyder rigtig meget for mig. For så føler jeg også, at jeg stadig prøver, kæmper, for at få det bedre.

Det er ikke den samme følelse, jeg sidder tilbage med efter kontakt med reumatologen. Jeg var der første gang i juli, hvor jeg fik sprøjtet lidt binyrebarkhormon ind i den ene arm. Det hjalp desværre ikke det helt store, men gav en smule lindring helt lokalt det ene sted, der blev sprøjtet ind, og en smertereaktion pga. pres på senen et andet sted. Jeg fik en tid en måned senere til opfølgning, men her gik der kuk i alting. Min tid var ikke blevet registreret, så jeg kom ind til en anden reumatolog i stedet. Han startede med at fortælle mig, at jeg skulle lære at leve med mine smerter, for de var kroniske, og opremsede en kort række tiltag som skulle kunne lære mig at leve med at skulle være kronisk smertepatient nu. Han lavede også en trykpunktstest på mig, og har i mine papirer skrevet fibromyalgi :| Baseret på en ret kort samtale og noter. Han udskrev Panodil depottabletterne til mig og sendte mig til blodprøver, så det kunne afklares, om smerterne havde en anden årsag.

I mellemtiden, mens jeg ventede på blodprøvesvarene, skulle jeg have tilpasset min epilepsimedicin, så jeg kunne tåle at tage Panodilerne, for de påvirker den. Det har jeg brugt de sidste mange uger på at få i orden. Da jeg gik og ventede på svar på blodprøven for min epilepsimedicin, så jeg på sundhed.dk, at der lå svar på de andre prøver. Jeg har forhøjelse i to tal, der har noget med bindevævssygdomme og gigt at gøre. Så jeg har gået og haft det meget dårligt over at vente på svar på, hvad det betyder. Min originale reumatolog ringede for lige over 14 dage siden og fortalte, at jeg ikke havde en bindevævssygdom, hvilket er meget lettende, men at jeg måske vil komme til at udvikle leddegigt, hvilket er en ondartet gigtsygdom, hvor ens eget immunsystem nedbryder leddene, dvs. noget andet end den slidgigt, mange af os kender hos ældre familiemedlemmer. Han gav mig en tid til nye blodprøver i marts, og bum, det var det. Farvel.

Opkaldet kom på dagen, hvor vi havde været hos Tanddyreklinikken med Phoebe for at få ordnet hendes tænder, og vi var lige kommet hjem, så jeg var lidt rundt på gulvet og bare glad for ikke at have en bindevævssygdom, da det kan forkorte livet betydeligt. Jeg har efterfølgende villet bestille en tid for lige at snakke tingene igennem, også i forhold til min nuværende situation, da den intet har med leddegigt at gøre - det har jeg heldigvis endnu ikke udviklet.. Men mine smerter er ret reelle, skal jeg lige hilse og sige, og jeg havde forventet, at det var dem, der skulle stå for medicineringen, da de er eksperterne, og fordi jeg jo allerede var sat på noget fra deres side uden at få at vide, hvordan den behandling skulle forløbe. Derudover synes jeg ikke, at diagnosen fibromyalgi ligger lige til højrebenet, når det gælder mine symptomer - i forhold til hvad jeg kan læse om diagnosticeringen. Så jeg ringede i sidste uge for at få en tid. En afvisende telefondame fortalte, at hun skulle snakke med reumatologen om det og så vende tilbage. Det gjorde hun så aldrig.

I tirsdags ringede jeg så tilbage til klinikken igen, og hun kunne fortælle mig, at reumatologen ikke havde sagt andet, end at jeg bare skulle følges om et halvt år, og der ikke var nogen grund til at ses før - det var i hvert fald essensen. Ingen undskyldning for ikke at have ringet tilbage heller... Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage i frustration over at føle mig afvist og opgivet, og endte med at sidde og græde ned i telefonen. Damen bad mig om at ringe til deres sygeplejerske for at snakke om det med medicinen, så det gjorde jeg i går. Hun fik forklaret, at det er egen læge, der skal stå for medicin - eller henvise til smerteklinik. Og at reumatologen har skrevet nogle typer medicin, som kan afprøves. Så det eneste, de kan gøre derfra, egentlig er at følge mig mht. de skæve blodprøver. Det giver jo nogenlunde mening, synes jeg, men alligevel føler jeg mig bare totalt opgivet fra deres side. Jeg havde forventet at komme ind til min reumatolog igen og snakke med ham om diagnosen og mine spørgsmål, men det har de åbenbart ikke lige 15 minutter til. Og om behandlingen. Så jeg føler mig ret tom og trist indeni i dag. Opgivet. Og med en diagnose ny: fibromyalgi. Måske.

Er også lidt opgivende over for at skulle have min egen læge til at være styrmand for min behandling, for han er ikke ekspert på området - mildest talt; han var i hvert fald 100% sikker på, at man ikke kunne sprøjte binyrebarkhormon ind i armene ved seneskedehindebetændelse, og han er i det hele taget en lidt... glemsom mand, selvom han absolut er flink. Så nu er det ham, der skal stå for min medicin :| Pt. afprøver jeg som sagt Panodil depottabletter. Jeg ved ikke helt, om de har den store effekt, for jeg har stadig meget ondt og er meget begrænset, men de skal afprøves, da det er de mildeste smertestillende piller, man kan få. Den første tid her nu har jeg det dog ret dårligt. Jeg kan mærke, at min epilepsimedicin falder drastisk i blodet, mens jeg tager depottabletterne, så jeg går og er noget svimmel og har kvalme. Ikke rart. Det er heldigvis nok noget, der går over - håber jeg. For sådan er det ofte, når der sker store svingninger i dosen af min epilepsimedicin. Så det afventer jeg nu.

Et andet noget mere virksomt tiltag er motion. Jeg går meget, både for at få frustrationerne ud og for at få tiden til at gå, til Christian kommer hjem. Hører oftest musik, men er pt. ved at høre Dan Brown's Inferno (filmen kommer i biografen i næste uge). Jeg kan mærke, at mit smerteniveau er lavere, når jeg har gået, og siden jeg i midten af september fik mine nye løbesko, Nike Pegasus 33 (som også laves til kvinder med større og bredere fødder end gennemsnittet :3 ), har jeg gået rigtig meget. Jeg går så ofte, som jeg kan, og gerne hver dag i hverdagene. Sidste uge gik jeg 44.6 km. Jeg skal også ud og gå, når jeg er færdig med det her indlæg. Så håber jeg, at det er nok til at holde smerterne lidt nede. Jeg ved, at jeg efter en slem overbelastning (som f.eks. at vaske mit hår selv - det har Christian gjort for mig det sidste halve år, at gå og rydde lidt op eller støvsuge en smule), kan være mindst 14 dage om at få et udholdeligt smerteniveau igen - i hvile! Så jeg frygter for konsekvensen af det her indlæg. For det er en virkelig hård overbelastning. Håber bare, at Panodil og motion kan hjælpe. Vi må se :|

Mht. fremtiden kører jeg lidt rundt i de der forskellige faser, man gennemgår i processen om at skulle acceptere en ny virkelighed. Når smerter fylder og der samtidig er andre ting, der påvirker - f.eks. noget med kattene eller de andre problemer, jeg har med mit helbred, føles alting håbløst og sort, og jeg kan næsten ikke holde ud af være til. Når smerterne ikke fylder så meget, kan jeg være mere optimistisk og tænke, at hvis det er fibromyalgi, er det i det mindste ikke en farlig sygdom, som f.eks. bindevævssygdommene, og at jeg vil kæmpe alt det, jeg kan, for at holde smerterne nede. Og jeg vil aktivt kæmpe for at finde en løsning, der virker, for at blive så smertefri, som jeg kan, i forhold til behandling. Derudover vil jeg prøve at få så meget ud af mit liv, som jeg kan med de begrænsninger, sygdommen sætter for mig.
Jeg prøver at holde mig selv lidt oppe, selvom det er svært. Har et tiltag, hvor jeg hver aften har bestemt, at jeg skal udpege tre gode ting, der er sket den pågældende dag og også gerne tre ting, som jeg ser frem tid dagen efter. Det er især vigtigt på de sorte dage, kan jeg mærke.

Jeg kan mærke, at det går fremad i forhold til at få min krop til at acceptere Panodilerne. Jeg har det ikke helt så skidt som i går på samme tidspunkt, så det er dejligt. Forhåbentlig er kvalmen og svimmelheden snart helt væk. Her, inden straffen for at have skrevet mit første indlæg siden april indtræffer, føler jeg mig i kampfasen; jeg er bevidst omkring, at jeg er nødt til at kæmpe for at komme fremad i forhold til mit smerteniveau med motion og øvelser, og at det også bliver en kamp af finde en smertebehandling, der virker. Fordi det har været sådan hvert eneste skridt af vejen, siden det her forløb startede. Men jeg skal, jeg kan, jeg vil! Eller det prøver jeg i hvert fald at leve op til.

Da vi var i Tivoli i sommers, købte vi et par fine souvenirs med hjem: et par fine magneter til køleskabet. Det er efterhånden en fast tradition, at vi skal have et lille minde med hjem i form af en magnet, når vi har været et godt sted. Fra Tivoli blev det til to stk. i år: en fin karruselhest (til højre) og så den her, jeg ikke kunne stå for. Den ramte et eller andet i mig, og nu står den derude på køleskabet som en reminder om at bevare min kampvilje; success ikke kan opnås ved at have hænderne i lommerne. Der skal kæmpes! Og det gør jeg hver dag, så godt jeg nu kan.

Jeg prøver også så vidt muligt at fylde livet med gode ting som modvægt til de dårlige. Vi har været afsted til både stand-up og koncert i vores ferie i august, og vi har flere gode arrangementer at glæde os til de næste måneder. Jeg får besøg af min gode veninde, Christina, senere på måneden, hvilket jeg glæder mig meget til. Hun er heldigvis god til at tage initiativer og finde løsninger på, hvordan vi kan ses med alle mine begrænsninger, og det er jeg meget taknemmelig for.

I går var Christian og jeg ude at spise, bare sådan på en onsdag aften. Rigtig hyggeligt. Og vi sluttede af med at spille Trivial Pursuit i sengen, inden vi sov. Jeg havde et lille lykkeligt øjeblik der, mens vi sad og spillede, fordi mine smerter var lidt på afstand, som jeg sad stille der, og det bare havde været en rigtig dejlig aften.

Med de positive ting i tankerne vil jeg nu kæmpe videre mod smerterne ved at komme afsted på min daglige gåtur. Kan godt savne sådan en halvlun sensommerdag, når vejret er, som det er i dag, for det var lidt rarere at gå i. Heldigvis virker gåturen uanset vejret, så jeg må hellere slutte her og komme afsted.