Surdejsboller

Bloggen har været på sin længste pause i hele den tid, den har eksisteret, da der faktisk ikke er kommet et eneste indlæg i år. Det laver vi om på i dag med en ny opskrift. 

Og snart kommer der også årets jule-giveaway, for den skal I selvfølgelig ikke gå glip af i år. 🎅

Det er bestemt ikke, fordi jeg har glemt bloggen, men 2023 har været et frygteligt år for os, så der har ikke været overskud til mere end det allermest nødvendige. Jeg vender tilbage og fortæller mere om de ting, der har vendt op og ned på vores liv i år, når vi har kigget på dagens opskrift 😊

I dag får I opskriften på nogle nemme og meget lækre surdejsboller. Det er en opskrift, jeg udviklede sidste år og har bagt en del gange siden, da de er nemme og smager fuldstændig fantastisk! Vi har brugt dem flere gange som tilbehør til lidt specielle oste, når vi har lavet julefrokost eller påskefrokost, og jeg forudser også, at de nok kommer på bordet igen snart, da julen nærmer sig. 

I forhold til gode oste, som passer til bollerne, købte vi på julemarked sidste år to forskellige specialoste, som har været helt suveræne til de her boller, nemlig en æblerøget cheddar og fuldmåneost, som er en ost med rigtig meget smag i, og begge oste giver et godt modspil til surdejsbollerne. Så dem kan jeg varmt anbefale, hvis man kan få fingrene i dem 😋

De her boller kræver lidt planlægning, da den gode smag kræver lidt tid at udvikle, men selve arbejdet med dejen tager kun kort tid. Æltningen laver jeg i etaper, hvor dejen hviler ind imellem, så den kan stå og optage melet bedre i hviletiden, og man undgår, at dejen bliver overopvarmet ved den relativ lange æltningsproces. Af hensyn til temperaturen på dejen skal vandet også være mellem koldt og køligt, som jeg skriver i fremgangsmåden her nedenfor. Der skal bruges en kraftig mel (højprotein) til at lave de her boller, hvilket kræver en relativ lang æltning for at danne det helt rigtige glutennetværk. Heldigvis har mange af os en maskine, der kan hjælpe på arbejdsbyrden 😅 

Melet, jeg gerne bruger til de her boller, er Caputo Pizzeria, da jeg altid har den hjemme til pizzabagning, og den fungerer perfekt til de her boller. Jeg tror, at Føtex har den fast i sortiment. Som til formning af mine pizzaer bruger jeg også gerne durum-semolina-mel til deling af dejen i boller. Det er en grov durum-type, som fungerer godt til formålet. Jeg køber den gerne i Rema1000. 

Jeg bruger hvedesur som surdej i bollerne, da jeg ikke bager nok til at holde gang i en surdej. Hvedesur skal blot blandes i melet og kan efterhånden købes mange steder. Jeg køber det gerne på nettet, hvor det er billigst, eller hvis jeg skal bestille andre ting til bagning, så ryger det gerne med i kurven, så det altid er på lager.

Surdejsboller (6-8 stk)

0,3 g gær (svarer ca. til størrelsen af en lille ært)
4,5 dl køligt vand
400 g tipo 00 mel (12,5 % protein, f.eks. caputo pizzeria)
100 g rugmel
25 g hvedesur
15 g fint salt

Durum semolina-mel til formning af bollerne

Mål gæren af. Put den i køkkenmaskinens røreskål.

Afmål vandet. Temperaturen skal være kølig, men ikke kold, ca. 25 grader. Jeg måler aldrig efter, men vurderer det med hænderne. Vandet skal være noget køligere end lillefingervarmt, men ikke føles koldt. Brug et termometer, hvis du synes, men det er ikke så vigtigt.

Hæld vandet ned til gæren og rør gæren ud i vandet.

Bland meltyperne i en skål med hvedesuren og hæld det i vandet. 

Kør dejen sammen med dejkrogen, til dejen netop hænger sammen. Lad den herefter hvile ½ time (autolyse kaldes denne proces, hvor melet får lov at stå og suge vandet stille og roligt, og melets enzymer og proteiner begynder deres arbejde. Dog gør man oftest dette uden gær, men da mængden er så lille tilsætter jeg den alligevel fra starten).

Ælt dejen på køkkenmaskinen i 10 minutter. Tilsæt undervejs saltet lidt ad gangen. Lad herefter dejen hvile i 10 minutter.

Herefter æltes dejen en sidste gang i 10 minutter. Drys lidt mel i bunden af skålen, læg dejen herpå og film skålen, så den er lukket lufttæt til. Sæt skålen med dejen ved stuetemperatur i ca. 24 timer.

Næste dag skal du starte med at opvarme en bageplade (evt. med bunden i vejret) eller endnu bedre et bagestål til 250 grader. Sørg for, at pladen eller stålet er rigeligt gennemvarmt, før du fortsætter.

Fordel en gavmild mængde durum semolina-mel på køkkenbordet og hæld forsigtigt dejen ud i melet uden at håndtere den for meget. Jeg bruger en lille dejskraber til at løsne dejen fra skålen, så den blot glider ned i melet. 
Brug dejskraberen til forsigtigt at samle dejen en smule ved at bruge den til at folde siderne lidt ind mod midten, så dejen bliver højere. Herefter plejer min dej at have en oval facon.

Vend forsigtigt dejen i melet, så der er mel på både over- og underside, uden du trykker på dejen (vigtigt, så den bevarer luften).

Brug en dejdeler eller stor skarp kniv til at dele dejen i mindre stykker. Jeg deler den gerne på langs midt gennem dejen og herefter i mindre boller, enten lige over eller på skrå, hvis jeg ønsker trekantede stykker.

Flyt forsigtigt bollerne over på et stykke bagepapir.

Brug en pizza- eller kombispade til at flytte bollerne ind på det varme bagestål eller bageplade, eller tag kortvarigt den varme bageplade ud og træk hurtigt bagepapiret med bollerne over på bagepladen.

Bag bollerne 5-10 minutter ved 250 grader, til de er pustet godt op og har fået noget størrelse. På bagestålet tog det mig ca. 5 minutter. Herefter skrues ovnen ned til 225 grader, og bollerne bages færdige, så de har fået ca. 18-20 minutter og er flot gyldne. Tjek, ved at banke dem under bunden, om de lyder let hule, så er de færdigbagte.

Lad bollerne køle af på en rist, før de serveres. 

Kan fint fryses og genvarmes efter optøning.

Nu vil jeg vende tilbage og fortælle om det, som totalt har slået bunden ud af vores liv det seneste år og sat en prop i skriveriet her på bloggen. Der er gået et år, så der er sket en del, derfor bliver det nok lidt langt. Men det er godt for mig at få skrevet om det, så læs med på det, som I orker. Det er meget følsomt for mig at dele dog, da det berører de vigtigste ting i mit liv, så jeg skriver det, som jeg føler for. For nemheds skyld giver jeg afsnittene overskrifter og billeder, så det bliver nemmere overskueligt at læse. Giv det en chance.

Far

Mit seneste opslag kom 16. december sidste år, og vi holdt som sædvanligt jul hjemme. Min far kommer gerne herover til jul, og vi havde også bestilt togbilletter, så alt var på plads. Ret få dage inden jul ringede min faster dog for at ville høre, om min far havde fortalt, at hans kræft var vendt tilbage. For da hun ikke havde hørt noget fra mig om det, mistænkte hun, at han ikke havde fortalt os det. Det havde han så heller ikke, hvilket var virkelig underligt, for vi har støttet min far meget igennem hans sygdomsforløb de seneste år, og han har været meget åben, så det var et stort mysterium. Vi valgte ikke at ringe og snakke med min far om det, da det kun var få dage før, han ville komme over til jul, så vi tænkte, at vi kunne tage den der, hvis han ikke selv fortalte noget.

Min far og jeg til koncert med Elton John i 2019

Da han kom, kunne vi ret hurtigt se, at der var noget galt. Han havde nogle kognitive problemer, som blev mere og mere tydelige over de dage, han var hos os, fx troede han, at han kunne sætte strøm til en strømskinne ved at sætte dens eget stik i sig selv (dvs. ikke i væggen i et strømstik), da han skulle oplade sin telefon. Min far var uddannet elektriker, så det er jo helt galt, hvis man ikke forstår sådan noget pludseligt. Og sprogmæssigt var der også problemer. 

I forhold til kræften begyndte han at snakke om det, så snart han sad i bilen fra stationen med Christian. Han var dog sikker på, at det havde han skrevet og fortalt, men nej, det havde han så ikke. Min far fik konstateret kræft i leveren i februar 2022 og har fået brændt knuderne væk, da det var eneste behandlingsmulighed for ham. Og det er heldigvis gået godt. Men kræften var kommet tilbage i slutningen af året. I første omgang var vi dog mest bekymrede for hans mentale tilstand, så da han kom hjem til sig selv igen, havde vi fat i hans læge, som fik ham indlagt for at få behandlet den demensagtige tilstand, han var kommet i. Vi havde set det før, leverkoma, som det hedder, som er en slags forgiftningstilstand, hjernen kommer i, når leveren ikke kan rense blodet ordentligt. Heldigvis fik min far det bedre, mens han var indlagt og blev udskrevet i starten af januar. 

Herefter ventede en ny kræftbehandling på AUH, som han var igennem i første halvdel af januar. I starten af februar skulle han så have kontrolleret, om kræften var fjernet igen. 

Min far og jeg på vores årlige tur i Tivoli Friheden i 2020, før han blev alvorligt syg. Billedet her havde han stående hos sig på sygehuset i de måneder, han var indlagt, sammen med et billede af Christian og mig, så vi var tæt på, når vi ikke lige hele tiden kunne være i nærheden. I dag står billedet her på skrivebordet ved siden af mig.

Vi havde en del samtaler, mens han var indlagt efter jul, og vi kunne se løbende, at det blev bedre med ham for hver samtale nærmest. Med hans demenstilstand. Og han blev også helt sig selv igen, inden han skulle på AUH. Det var rart at have min gamle far tilbage igen. Jeg har fødselsdag i januar, og min far sendte blomster, og vi snakkede sammen på dagen. Og også løbende bagefter, da jeg havde planer om at holde fødselsdag i februar, så det ikke lige lå oveni, at han skulle til kontrol for kræften. Hans kontrol gik heldigvis godt, al kræft var igen væk, og han var så glad! Vi sørgede for togbilletter til ham, så han kunne komme med til min fødselsdag og alt var på plads. 

Halvanden uge senere snakkede vi i telefon sammen, da han havde problemer med at få skrevet en fødselsdagshilsen til sin svoger på Messenger. Min far havde haft problemer med teknik, siden han var alvorligt syg i 2020 lige op til vores bryllup, hvor han endte med en hjerneskade efterfølgende, så vi har prøvet at hjælpe ham. Da jeg lagde på, vidste jeg, at vi skulle snakke sammen i næste uge, da jeg i weekenden der skulle holde fødselsdag og vi altid ringer sammen før hans togtur, så vi er sikre på, at han forstår, hvordan han skal komme afsted med bus og tog. 

Ude og spise i Horsens Golfklub. Min far fik det største fiskefad den dag, lige hans helt store nummer.

Så tiden gik, og vi nærmede os min fødselsdagsfejring, så en aften tæt på dagen ringede jeg til ham. Han tog ikke telefonen, hvilket ikke var så bekymrende i første omgang, da han tit havde problemer med at forstå den, men han ringede altid hurtigt tilbage. Det gjorde han dog ikke denne gang. Jeg blev ved med at ringe, desværre uden svar, så da vi gik i seng, var vi ret bekymrede. Vi ville dog give det en chance dagen efter, da min far var af den impulsive type, som kunne have købt en ny telefon og have glemt at fortælle os om det. Så jeg prøvede igen, da jeg stod op. Stadig uden svar. Nu havde jeg alvorligt ondt i maven, så jeg tog fat i hans gamle kollega, som jeg kender godt fra hans tidligere sygdomsforløb, hvor hun var en stor støtte, og hun ville få den lokale landbetjent til at kigge ud til huset. Som jeg vist før har skrevet, boede min far i en hel anden landsdel end os, så vi kunne ikke så nemt lige svinge forbi selv. 

Landbetjenten var forbi, og selvom det var langt op ad dagen, var alt rullet for i huset. Det tegnede ikke godt. Han fik mulighed for at låse sig ind i huset, og desværre fandt han min far død i soveværelset 😪 Det var et kæmpe chok for os, for min far var kun 66 år og var lige blevet erklæret kræftfri og fri for sin demenstilstand, så alt så ud til at skulle blive bedre for ham igen. Men hans krop kunne åbenbart ikke mere. Da han havde alarm på huset, kunne vi se, at han ikke havde været rundt i huset siden dagen efter, vi havde talt sammen, så han havde desværre ligget længe, før vi opdagede det. Vi havde jo ellers lige snakket sammen, og der gik kun ca. en uge mellem, at vi skulle tale i telefon. Men så var det jo ikke så sært, at han ikke tog den. 😢

Min far og jeg på den tur, Christian og jeg tog med ham i forbindelse med fars dag 2022. Vi var på den sjove minigolfbane på Thurø og bagefter i Faaborg og spise aftensmad.

Som alle, der har været igennem tabet af et nært familiemedlem, ved, bliver man sat i en stressende situation, lige fra man oplever tabet, da der skal ordnes begravelse og en masse andre ting. Så samme dag måtte jeg have fat i bedemanden og få styr på, hvornår vi skulle begrave min far. Det var ekstremt surrealistisk og også meget svært og hårdt oven i det akutte chok, man bliver smidt ud i, når nogen pludseligt dør.

Men vi fik alt på plads, og min far fik den smukkeste afsked med sine mange venner og familien. På den flotteste solskinsdag, som om nogen havde bestilt den til at være sådan. Kirkegården er frygtelig kold om vinteren, især i hjørnet, hvor min mor ligger og han skulle ligge også, men der var stort set vindstille, og solen lunede, selvom det var starten af marts. Min far elskede solskin og varme, så måske har han haft en finger med i spillet? Efter kirken var vi til kaffe med snitter og småkager på det lokale badehotel. Jeg havde lavet et slideshow med tonsvis af billeder og videoer fra min fars liv, som blev sat op på stedet, så vi havde ham med os sådan 💗 Og jeg holdt en lille tale for dem, som var mødt op, for min fars venner og nærmeste familie gjorde en stor forskel i hans liv, ikke mindst i de svære perioder, hvor han mistede både min mor og sin anden kone til kræft. Livet har bestemt ikke været nemt for ham. Det var en svær tale at holde, men jeg ville gerne takke familie og venner og lade dem vide, hvor stor en forskel de har gjort i hans liv.

Min fars kiste, smukt pyntet med gule roser, som han elskede, og blå iris,som min mor havde
i sin brudebuket, og som han valgte til hendes begravelse.

Tiden efter tabet

Vi mistede min mor i 2004, og min far mistede sin kone, som han fandt og havde en masse dejlige år med efterfølgende, i 2019, så jeg var eneste tilbage efter min far til at tage mig af alt. Hvilket betyder afvikling af hans og min mors liv i mit barndomshjem siden 1980 og alt, de før og senere har samlet sammen, hvilket var virkelig meget. Det er en underlig situation at stå i pludseligt, især når man ikke før har prøvet at skulle være den, der primært skulle afvikle alt. Det har været en kæmpestor, uoverskuelig og smertefuld opgave for mig/os at skulle igennem, og det tager selvfølgelig lang tid. I første omgang kunne vi ikke gøre ret meget, fordi man venter på at få lov fra Skifteretten til at kunne tilgå alt. Komme i gang med at sortere, sælge og smide ud. Og sætte huset til salg. Hvilket var en større hovedpine for os, for det er et gammelt hus, som i dén grad trænger til en opgradering. Bruger strøm som delvis opvarmning midt i energikrisen, og var fyldt med tonsvis af ting, som skulle væk, før det kunne sættes til salg. 

Vi havde mange problemer i starten med diverse lokale marskendisere/antikfolk, som vi havde troet, ville købe en stor del af indboet, men som nærmest intet købte eller ligefrem brændte os af. Så vi endte med at stå med det hele selv til sidst. Det er dog lykkes at komme af med rigtig meget til billige penge, og resten, vi ikke kan sælge, rydder køber. For sådan en har vi heldigvis fundet. Eller de fandt os. Det er et firma, som opkøber, renoverer og udlejer huse lokalt i området, og venner af min far, så det har været en stor lettelse for os at få på plads. 

Phoebe

Desværre er livet fyldt med adskillige benspænd, som vi har oplevet alt for tit. Da vi lige var kommet i gang med at skulle køre til Jylland og tømme hus og var ude på vores allerførste overnatning hjemmefra, siden vi blev gift i 2020, blev vi ringet op af mine svigerforældre, der var meget bekymrede for Phoebe. Hun gemte sig og virkede ved siden af sig selv. Ville ikke spise. Jeg havde set, at hun havde en lidt anderledes vejrtrækningen, inden vi tog afsted, men da hun ellers virkede normal, turde vi godt tage turen. Men det havde så udviklet sig hurtigt, mens vi var væk. 

I stedet for at tømme hus på dag 2 kørte vi direkte hjem for at se til hende, og kunne godt se, at det ikke var godt. Vi havde hende til vagtdyrlægen, som i første omgang tænkte en infektion, men vi syntes selv, at det lød ret underligt i forhold til hendes symptomer. Så vi prøvede igen at snakke med vagtdyrlægen dagen efter, denne gang en anden på vagt samme sted, dag, og han mistænkte hjerteproblemer, som vi også selv havde tænkt. Vi fik en tid til hende på klinikken relativt hurtigt til et tjek.

Desværre viste det sig at se rigtig skidt ud med Phoebe. Hendes hjerte var kæmpestort, og hun havde meget væske i brysthulen pga. dets dårlige funktion, hvilket var årsagen til den anstrengte vejrtrækning. Det så rigtig grimt ud med diagnosen, for dyr så fremskredet med hjertesygdom lever ofte kun to måneder med den tilstand. 😢 Så vi smed alt, der hed Jylland og huset derovre og gav hende al vores opmærksomhed.

Vi har heldigvis haft mange kæleture, også efter hun er blevet syg.

I første omgang fik hun vanddrivende i stor dosis, og vi blev sendt hjem, men da det ikke virkede efter hensigten, var vi tilbage dagen efter og fik hendes brysthule drænet for væske. Adskillige deciliter! Dræningen gjorde hende rigtig godt, og hun fik det bedre. Hun startede samtidig på flere typer medicin mod hjerteproblemer, og det gik ok en kort tid, til hun igen var "ved at drukne" i væske i brysthulen, fordi medicinen ikke kunne holde symptomerne nede.

Anden gang, vi fik drænet, ændrede dyrlægen på hendes medicin, så hun nu fik et ekstra stof, som skulle hjælpe med hjertet. Noget, man bruger som førstepræparat til hunde, men åbenbart ikke til katte. Det har gjort en stor forskel for hende, for nu skal hun ikke længere have drænet væske, og vi har lige rundet fire måneder siden hendes diagnose, så dobbelt så lang tid, som hun blev givet som udgangspunkt. Det er jo meget flot, og vi er meget taknemmelige for den tid, vi får med hende. Hendes sygdom har dog virkelig også sparket bunden ud af vores liv, da den kræver, at hun får medicin hver 12. time (som hun dog meget velvilligt tager imod), og jeg har gjort et stort arbejde med at håndfodre hende, siden hun fik diagnosen i første halvdel af juni i år. Faktisk spiser hun ikke selv mere, altså selv går ud og spiser af sin madskål. Hun kommer og beder om mad og får den serveret på en høj kasse af hensyn til sin gigt, eller jeg håndfodrer hende i perioder, når hun har sværere ved at spise. Det har virket rigtig godt, for hun har nu taget det kilo på, som hun havde tabt i starten af sin sygdomsperiode. Og for langt det meste af tiden er hun stort set helt sig selv. Samme humør, en glad kat, som går ture i haven, er kælen og fræk. Sætter Ozzy på plads, stjæler hans mad og vækker os for at få en kælestur i sengen om morgenen. Så længe hun har det sådan, ofrer vi alt for at kunne give hende den bedste sidste tid med os. Med 110% forkælelse, naturligvis 💗

Vil stadig deltage i alting, også når jeg er i bad. Så kræver hun at få håndklædet 😄 

Det har været sindssygt hårdt både fysisk og psykisk, og da vi passer hende med maden, skal vi være hjemme det meste af tiden. Derudover er hun meget stressfølsom, så vi har droppet af have gæster ret ofte, og hun kan desværre ikke så godt tåle at blive passet af andre, da hun nemt stresser og skal fodres på en bestemt måde for at spise godt nok. Det er en rigtig hård tid at være i, da vi ved, at vi skal miste hende inden for en overskuelig fremtid. Hun er i den grad min kat og meget knyttet til os og utrolig kærlig og speciel, så det er ekstremt smertefuldt for os. Men vi nyder tiden med hende så meget, som vi overhovedet kan presse ud af de her dage, hvor hun stadig har det normalt og godt. 

Vores ufærdige soveværelse er nu opbevaring af ting fra huset i Jylland. Sådan et papkassefyldt rum er
 lige guf for en kat, og Phoebe elsker at gå på opdagelse derinde. Der er dog efterhånden så fyldt, at det
  er bedst, hun sidder på fars arm, når der skal kigges. Noget mere kedeligt men mere sikkert for hende.

Pga. hendes behov for pasning af os har jeg måttet droppe at køre med til Jylland for at tømme huset, så Christian har selv måttet køre og gøre arbejdet, mens jeg bliver hjemme og passer Phoebe. Heldigvis har hans far trådt til og taget med alle ture, jeg ikke har kunnet deltage (hvilket er mange!). De har pakket alt ned og taget med herover, hvor jeg så har sorteret tingene i gemme og ikke gemme. Og mine søde svigerforældre hjælper os med at komme af med det, vi ikke skal gemme, til genbrug eller til videresalg, da de har en god evne til at kunne vurdere den slags. Det er en uvurderlig hjælp for os, at de har kunnet træde til. 

Sorg, stress og taknemmelighed

Det giver dog en anden udfordring for mig, at jeg ikke er med til at tømme huset direkte derovre, for jeg er på den måde ikke med i processen om langsomt at sige farvel til mit barndomshjem. Vi er endelig blevet færdige med at tømme huset og skal aflevere nøglen snart, og her er det første gang, jeg skal se det næsten helt tomme hus, og allersidste gang jeg skal være i mit barndomshjem og haven, jeg har brugt al min barndom og ungdom i. Det er i sig selv ret smertefuldt og svært, og det bliver en hård dag. Det bliver dog også en lettelse, for så er der ikke flere tømmeture og ikke flere trailerlæs af kasser, jeg skal sortere. Set tilbage synes jeg dog, at hele situationen, man bliver kastet ud i, når man mister nogen og er ramt af chok og sorg, virker så urimelig. At man fra nærmest samme sekund, man får at vide, at man har mistet et betydningsfuldt menneske, skal i gang med bedemand, begravelse, skifteret og et kæmpe arbejde med at håndtere og tømme alt efter et helt liv. Der er nærmest ikke plads til sorgen. Eller noget som helst andet i den proces. Og Phoebes sygdom har kompliceret tingene yderligere undervejs.

Det har været godt for mig ikke fysisk at skulle deltage i nedpakningen i Jylland, da jeg jo desværre har en dum krop pga. min leddegigt og dårlige ryg og nakke, så det er jeg blevet sparet for. Men arbejdet med at sortere herhjemme har dog været slemt for kroppen. Så det bliver godt at kunne nøjes med at finsortere nu. Det er også godt for Christian ikke at skulle køre flere ture, for han har udviklet alvorlige stresssymptomer i forbindelse med de mange ture og alt det, vi har skulle tage os af efter min fars død. Og selvfølgelig situationen med Phoebe. Jeg håber, det bliver bedre for ham nu lige så stille. 

Stress er desværre også noget, jeg selv er ramt af. Vi har begge været påvirkede længe pga. hele situationen, så der har kun været overskud til det allermest nødvendige for at komme igennem dagene. Den sidste tid her op til aflevering af huset har været særlig hård, fordi der har været allermest at nå, og noget af det værste omhandler et møbel, som betød meget for min mor, et sminkebord, hun havde arvet fra sine forældre, som det har vist sig næsten umuligt at komme af med. Det har været ekstremt smertefuldt for mig, fordi tabet af min mor stadig gør meget ondt, og at skulle efterlade noget af hende med udsigt til at blive sendt som skrald på genbrugspladsen, var uudholdeligt for mig. Så jeg har lavet mange krumspring for at få det afsat, og desværre blevet brændt af adskillige gange, hvor jeg troede, at nu havde bordet fået et nyt hjem. 

Det er som bekendt i nøden, man rigtigt skal kende sine venner, og det må jeg også sige, at jeg har oplevet i det her svære forløb efter tabet af min far og Phoebes sygdom. Der har været adskillige mennesker, som er trådt til og har hjulpet os rigtig meget, så vi forhåbentlig kommer igennem til den anden side på et tidspunkt. I forhold til min mors bord har en veninde, som også bor i Jylland, tilbudt at komme og hente det og opbevare det, til en køber, hun kender, kan hente det, så jeg kan endelig ånde lettet op og ikke skulle have flere nedture over det bord. Det er en kæmpe lettelse.

Derudover har min faster været der meget i starten, da vi skulle planlægge begravelsen og hjalp med at rydde det mest akutte første gang. Og min fars tidligere kollega har stået på tungen for at give os fjernhjælp i hele forløbet med alt muligt. Først i forbindelse med begravelsen, så tømme postkasse, hjælpe med at få afsat ting fra huset, låse op, når noget skulle hentes af en køber (så vi ikke skulle køre 5 timer for det) og alt, hvad vi har haft brug for. 

Jeg har også fået tilbud fra min fars omgangskreds og min egen om hjælp til tømning osv., hvilket har varmet rigtig meget, selvom vi selv har klaret det meste. Så har det været en stor trøst at vide, at nogen stod klar til at hjælpe, hvis vi fik akut brug for det. Vi har modtaget mange omsorgsfulde beskeder fra vores familie og venner. Og nogle har også sendt blomster eller lækkerier til os og kattene. Sikke en betænksomhed.

I vores egen helt nære kreds har mine svigerforældre også hjulpet hele vejen, som jeg skrev, der har været hjælp fra Christians fætter i forbindelse med tømning også. Og så er der min nære veninde, som har været der med al tænkelig støtte hele vejen igennem. Hun har hørt på mine mange frustrationer og trøstet, når alt har ramlet og jeg har været meget nede. Hun har passet kat i timevis, når det har været nødvendigt og muligt for os at skulle hjemmefra. Hun er kommet forbi med hjemmebagt kage, saft og små gaver, blomster og alle former for opmuntring til os. Og vi har vidst hele vejen, at vi har kunnet regne med, at hun kunne hjælpe med kattene, hvis vi skulle afsted. Både før og efter Phoebe blev syg.

 

Kan mærke, at øjnene bliver lidt fugtige, når jeg fortæller jer om den betænksomhed og omsorg, vi er blevet mødt med igennem hele forløbet. Det har været ubeskriveligt svært og hårdt, og hver betænksomme gestus, vi er blevet mødt med, har varmet og gjort det lidt lettere at trække vejret. Jeg ved, at mange af jer derude måske læser med, så I skal vide, hvor stor en forskel I har gjort for os. 💗

Jeg ser frem til at få afsluttet det her år og alt efter min far, så den her hårde tid med meget at tage os af kan lægges bag os. Der er stadig et stykke vej, men vi er også nået langt. Mht. Phoebe tager vi én dag ad gangen og nyder hver gode dag, hun har. Fremtiden er meget usikker med hende, men hun er noget af det vigtigste i vores liv, så hun får alt det, vi overhovedet kan give hende af gode ting, mens hun er her. 

På det sundhedsmæssige plan i 2023 har jeg efter flere forsøg med biologisk medicin mod min leddegigt nu ramt et præparat, som i hvert fald i en vis grad holder min gigt i ro. Desværre har det vist sig, at jeg har en hel del permanente skader pga. for dårlig behandling af min gigt, som jeg nu skal leve med smerter af resten af livet 😔Det er en ret stor frustration for mig, da jeg vidste, at leddegigten lurede på at bryde ud pga. en positiv antistofblodprøve tidligt i forløbet, så jeg var hurtig til at opsøge reumatolog, da jeg fik symptomer på gigt. Så det er frustrerende at sidde 2½ år senere med så svære skader pga. inkompetence hos dem, som skulle være eksperterne. Jeg kan bare håbe på, at det ikke bliver værre herfra.

Der har selvsagt ikke været overskud til ret meget i det her forløb, så madmæssigt har det heller ikke budt på så meget nyt i år. Til gengæld har nemme løsninger, "frysermad" (egen god mad, frosset ned til senere brug) og comfort food fyldt en hel del. Jeg har dog fået bagt en masse kager, da jeg også har brug for at slå hjernen lidt fra ind imellem og bare producere noget. Har lavet en enkelt ny opskrift, som I får på et tidspunkt. 

Der er dog sket en lille smule alligevel, da jeg har fået købt et nyt makroobjektiv til vores kamera, så jeg kan få lidt ekstra ud af det. Billederne ovenfor af hhv. humleflue, græsrandøje-sommerfugl og rød kanttæge er lidt af det, jeg har fanget med det nye objektiv denne sommer. Det har ligesom bagningen været en kortvarig pause fra det kaos, vi har været og er i, hvor jeg har kunnet tænke på lidt andet, hvilket har været hårdt tiltrængt.

Jeg har taget langt tilløb til at skrive det her indlæg, da jeg vidste, at det ville blive både langt og svært at skrive. Men det er en nødvendig proces for mig for at komme videre. At få det ned på skrift. Tak til jer, der orkede at læse med hele vejen, selvom det blev et maratonindlæg.

Jeg vender tilbage inden så længe med bloggens sædvanlige jule-giveaway, hvor der kan vindes lækre julepræmier til katte. Så kender du en kat, som skal forkæles, så hæng på og deltag, når jeg i november slår konkurrencen op her og på bloggens Facebookside 🎄

Kiksekage

Det er uendeligt længe siden sidste indlæg og også sidste opskrift, så nu må det være på tide, at jeg får sat mig og delt noget med jer. Livet har været vendt totalt på hovedet det seneste år og især siden midten af december, og efter opskriften herunder vil jeg dele med jer, hvad vi har været og er igennem.

Men først til opskriften 😊 Dagens opskrift er på en lækker klassiker, nemlig kiksekage, som mange af os kender fra vores barndom. I den klassiske kiksekage bruges der i mange tilfælde palmin og ikke ægte chokolade, og jeg har tidligere oplevet med den oprindelige opskrift, at det har givet en kiksekage, man nærmest ikke kunne skære igennem. Det problem er løst med den her opskrift, som giver en kiksekage, man fint kan skære igennem, og derudover indeholder den chokolade, hvilket giver en bedre smag i mine øjne. Endnu en fordel ved denne opskrift er, at den er så utrolig nem. Jeg går aldrig tilbage til palminversionen efter at have lavet kiksekage med kondenseret mælk.

Kiksekage er en tung sag, og chokoladelaget har brug for ikke at blive for tykt, hvilket ordnes ved at bruge en god mængde vaniljekiks at lægge mellem lagene. Jeg bruger en hel pakke af de firkantede vaniljekiks fra Karen Volf, som man kan få i flere butikker (har selv haft købt i Meny og Daglibrugsen tidligere), svarende til 26 kiks, eller 190 g. Jeg har ikke set andre mærker lave firkantede kiks, men andre typer er selvfølgelig lige så gode. Jeg bruger firkantede kiks for nemheds skyld, da kagen er firkantet og lavet i en brødform. 

Jeg lavede kagen i foråret i forbindelse med min svigerfars fødselsdag, da han elsker kiksekage og længe havde gået og ønsket sig sådan en. Så det skulle der naturligvis være på hans fødselsdag 💗 Han blev da også meget glad for den.

Kiksekage

300 g mørk chokolade
1 dåse kondenseret mælk (397 g)
35 g saltet smør (i blok, ikke smørbar)
26 (190 g) firkantede vaniljekiks

En mindre brødform, ca. 25 cm lang
Husholdningsfilm/vitavrap til formen

Hak chokoladen groft og put den i en gryde sammen med den kondenserede mælk og smørret. Varm gryden op under omrøring, til det hele begynder at smelte lidt og skru så ned på lavt - mellemlavt blus. 

Rør i gryden, mens alt smelter sammen ved lav varme. Når chokoladeblandingen er ensartet, tager du den af blusset. 

Fordel husholdningsfilm i formen, så den er dækket over alt. Smør herefter et tyndt lag chokoladeblanding i bunden og fordel kiks herpå. I min form kunne der være ca. 4 ½ kiks pr. lag i længden, så jeg knækkede kiks, så det passede. Læg endnu et lag chokoladeblanding oven på kiksene og herefter et lag kiks. Sørg for, at chokoladebladningen kommer godt ud til siderne også, så kiksekagen bliver pæn i kanterne.

Jeg havde i alt 5 lag kiks, hvilket passede med den mængde kiks, jeg havde i min pakke (fra Karen Volf, hvor der er 26 kiks i en pakke). Brødformen er smallest i bunden, så de første lag passer fint med én kiks i bredden, men i de øverste lag var den bredere, så det passede med en kiks + et mindre tilpasset stykke kiks i bredden. Jeg valgte at bruge hver eneste kiks, da vi foretrækker mange kiks og knap så tykt lag chokoladeblanding, da det nemt kan blive lidt for meget. 

Slut af med et lag chokoladeblanding og fold filmen rundt om kagen, så den også er dækket på toppen (læg evt. et nyt stykke film på, hvis det, du har i formen, ikke er stort  nok til at dække toppen af kagen. 

Sæt formen med kagen i køleskabet i mindst 4 timer men gerne natten over, før kagen skal spises. Tag den ud af køleskabet 5-10 minutter før servering, så er den nemmere at skære. Brug en stor, skarp kniv, som du presser ned gennem kagen (uden at skære frem og tilbage), det giver de pæneste skiver.

Spis kiksekagen med det samme, den er skåret, da chokoladen vil blive noget blødere, når kagen har stået ved stuetemperatur en tid. 

Som jeg skrev i starten af indlægget her, har livet været vendt noget på hovedet det seneste år og især siden december. I mine indlæg fra sidste år fortalte jeg om, hvordan jeg i 2021 blev diagnosticeret med leddegigt, en autoimmun sygdom, hvor kroppen angriber egne celler, og det har begrænset mig en del i brug af min krop, også til at lave ting i køkkenet, nye opskrifter til bloggen osv. Men vi får dog mad hver dag, selvom det måske ikke altid er lige så meget fra bunden, som den tidligere har været, så vi klarer os.

Men i december skete der noget uventet. Christian og jeg var hjemmefra et par timer 18/12 for at blive vaccineret mod corona, og da vi kom hjem, havde Julius en kæmpe krise. Som jeg før har fortalt, har han problemer med sit tarmsystem, så han jævnligt ikke kan komme i bakken, uden vi helt ved, hvorfor han kæmper med det. En del af problemet er pels, men de andre to har jo også lang pels og længere end hans, uden de har problemer. Men han har siden lige efter vores bryllup i 2020 haft det problem, og lige netop den dag var det allerværst i hele perioden. Han havde en krise, vi ikke kunne hjælpe ham med, selvom vi gjorde alt, vi plejer, der normalt kan afhjælpe krisen. Så sidst på aftenen måtte vi have ham akut til vagtdyrlæge, og han var indlagt i ca. 4 dage, hvor de prøvede at få en hårbolle, der sad fast, til at flytte sig. Men det endte med, at han måtte opereres, og han kom hjem lige før juleaften. Det var en ekstremt stresset tid med ham, fordi vi skulle have alt til at fungere igen med hans mave, han skulle have nok at spise, og vi brugte et par måneder derefter på at finde rette behandling med så lidt hjælp til tarmene som muligt, da for meget paraffinolie osv. kan gøre, at hans tarmsystem bliver dovent. 

I løbet af foråret har vi langsomt trappet hans medicin ned, så han nu kører på minimum, hvor han fungere det meste af tiden. Man kriser kan opstå lige pludseligt uden at være til at forudse (sådan var det også med mere medicin), så det er nu slut for os med at komme hjemmefra ret længe ad gangen, da han skal have akut hjælp, hvis der sker noget. Så vi har ikke været hjemmefra i et helt døgn siden før vores bryllup i 2020. Det er en hård pris at betale, for det begrænser os også noget i vores samvær med andre mennesker, ikke mindst fordi min familie og en del af mine venner bor i Jylland. Så nu ses vi sjældent og det er med stor bekymring, vi forlader Julius hver gang. Men han har det godt 99% af tiden og er sådan en kærlig, sjov og hengiven dreng, så det var ikke en svær beslutning at tage, at så må livet bare være sådan. Det er vi begge enige om. Vi holder utrolig meget af ham og håber, at tingene med tiden kunne blive nemmere for ham og os, men vi tager en dag ad gangen.

Ulykkerne kommer sjældent alene, så problemerne med Julius har desværre ikke været det eneste, vi har kæmpet med siden december. I starten af 2022 var jeg afsted til en scanning for knogleskørhed i forbindelse med min gigtsygdom, og belastningen af at ligge til den scanning fik gigten til at blusse voldsomt op i mine knæ især. Efterfølgende havde jeg en svær reaktion, hvor begge knæ føltes, som om de var brækket, og der var intet at gøre. Prøvede alle gode råd og måtte til sidst ty til voltaren gél, som jeg håbede, kunne lindre lige så meget, så jeg kunne få sovet lidt. Så jeg sad på badeværelset først på morgenen en dag i januar og ventede, efter at have smurt mine knæ, men kort tid derefter faldt jeg simpelthen om og besvimede. Jeg er selv ret sikker på, at det var en reaktion på medicinen, for jeg har på et senere tidspunkt også oplevet at blive begyndende dårlig af det. Men det var simpelthen så skræmmende, og jeg endte med en tur på sygehuset, hvor jeg havde en virkelig dårlig oplevelse med en meget hårdhændet og usympatisk læge, og jeg blev sendt hjem uden nogen form for behandling. Ikke lige hvad man har brug for i sådan en situation.
Efter en del dage på krykker begyndte jeg at kunne gå normalt igen. Jeg har siden haft tilbagefald med knæene, senest i mandags, da mine knæ er meget skrøbelige. Det er blevet en del af de problemer, jeg skal kæmpe med jævnligt pga. min gigt.

I januar blev min far af sin læge sendt til en scanning pga. underlige tal i hans blodprøver. Jeg kunne ret hurtigt forstå på ham, at det må have været kræftpakken, der var sat i gang, og desværre viste det sig, at han havde fået kræft i leveren. Han skulle have lavet et indgreb, hvor knuden skulle brændes i slutningen af februar, og da min far er alene og var meget bekymret for indgrebet, valgte jeg at tage turen til Århus for at være hos ham, mens han skulle igennem det. Christian måtte blive hjemme for at passe Julius, og jeg måtte rundt med offentlig transport, hvilket ikke er helt nemt med mine udfordringer, men jeg kunne ikke klare tanken om, at min far skulle alene igennem det her, så hvad gør man ellers?

Umiddelbart gik alt godt med indgrebet, og jeg tog hjem igen. I toget hjem sad jeg sammen med en masse syge mennesker, der alligevel havde valgt at tage toget. Resultatet blev, at jeg to dage senere begyndte at få symptomer på corona. Jeg har ellers passet så utrolig meget på, da jeg er ekstra udsat, bl.a. fordi jeg får immundæmpende medicin, så det var skræmmende at se den positive test. Havde Julius ikke været syg, havde Christian og jeg taget bilen, og så var det ikke sket. Men det kan man desværre ikke planlægge sig ud af. Desværre havde jeg et rigtig slemt forløb og endte med at måtte få en type coronamedicin, som stopper virus i at brede sig yderligere, da det gik i mine lunger. Var hundesyg i 14 dage og svag længe efter. Christian endte også med at blive smittet - det er svært andet, når man bor sammen - men han var ikke engang så syg, som da han 14 dage forinden havde en let forkølelse. Han var dog træt et stykke tid efterfølgende.

Storplettet perlemorsommerfugl fanget med kameraet i haven denne weekend

Desværre fik coronaen min gigt til at blusse voldsomt op, så jeg pludseligt nærmest ikke kunne bruge min krop. Skulle have hjælp til meget. Har siden foråret prøvet at få styr på gigten med forskellig medicin, men intet virker ordentligt. Så jeg har stadig en del problemer, både med at bruge mine hænder og med at gå, da jeg nu har gigt i fødder, tæer, ankler, knæ, hofter, sener i underbenene, fingrene, skuldre og sener i underarmene, i varierende grad. Derfor har det også taget lang tid for mig at samle mig om at få lavet det her indlæg med både opskrift og opdatering, da gigten virkelig trækker tænder ud. 
Jeg har i perioden afprøvet ny medicin, som jeg desværre ikke tålte. Fik en svær psykisk reaktion på den og derudover udslæt og kløende eksem samt tinnitus. Måtte stoppe med den hurtigt, men desværre er halveringstiden for medicinen lang, så jeg er endnu ikke helt sluppet af med bivirkningerne. Har stadig tinnitus og udslæt i ansigtet. Det kan være svært at finde rette behandling, desværre. Jeg skal til kontrol i denne uge, og jeg tænker, at der er en vis sandsynlighed for, at jeg skal videre i offentlig regi, så man kan vurdere, om der skal afprøves biologisk medicin (meget krads medicin med mange bivirkninger, men som mange har god virkning af). Alting er lidt usikkert, men som med alt andet prøver vi at tage en dag ad gangen.

I øvrigt, i forhold til min far og hans kræftsygdom og behandling, fik han og vi så at vide en måned senere, at de simpelthen ikke havde foretaget indgrebet, og ingen havde givet os besked! 😡 På trods af at jeg gentagne gange gik til dem med spørgsmål om hans operation, mens jeg var på sygehuset. Tvært imod havde vi fået besked på, at der ikke var nogen anmærkninger til operationen, så det måtte have foregået planmæssigt. Jeg kan godt sige, at jeg blev vred, for så havde både min far og jeg været igennem det cirkus for ingen verdens nytte, jeg havde fået corona og en svær reaktion med min gigt pga. turen, som var forgæves, og da de lavede en ny tid til indgrebet, var jeg så dårlig af min gigt, at jeg ikke kunne være hos ham denne gang! Så han måtte desværre igennem turen alene anden gang. Han kom heldigvis igennem og er umiddelbart kræftfri, men går til kontrol. Så vi håber, at det ikke vender tilbage. Men det har været et frustrerende forløb for ham og os som pårørende.

I januar fyldte jeg 40. Men pga. alle de her udfordringer var det ikke lige oplagt med en fejring. Jeg fik dog holdt lidt med nærmeste familie i april, hvor jeg gjorde det lidt anderledes, end vi plejer. Normalt er det kaffe og kage osv., men i år blev det til en lækker buffet, som vi mødtes og spiste her om eftermiddagen efterfulgt at spil og til sidste kaffe og kage. Jeg lavede selv al maden i samarbejde med Christian, og jeg gik på forhånd og lavede så meget i god tid, som jeg kunne, og havde planlagt det med så lidt arbejde som muligt af hensyn til min gigt. Det gik superfint, og maden var så lækker. Vi har en sous vide-maskine, så jeg kunne forberede noget af kødet på forhånd og bare varme, og menuen blev:
Sous vide oksemørbrad og hvidløgsmarineret svinekam, hjemmelavede frikadeller, salater, små ristede kartofler med rosmarin og salt, hjemmelavet kartoffelsalat, brød (købt) og bearnaise (Eriks - tæt på hjemmelavet og meget nemmere at stå med til sådan et arrangement). Det var en superdejlig dag, lige som jeg kunne have ønsket mig den. Er ikke til de store fester, så det var lige i min ånd 💗
Vi var desværre ikke så opmærksomme med kameraet den dag, men fik da lidt billeder, som i udsnit viser min dag:

Lidt af maden fra min fødselsdag

Vi havde pyntet festligt op med guirlander og pom pom'er mm., så her var rigtig flot 💗

Jeg fik fine gaver, bl.a. det her varmetæppe fra mine svigerforældre, som lindrer mine gigtsmerter

Fødselaren 😊

Alt har ikke være ren elendighed, heldigvis, for jeg har også i løbet af det seneste halve år fået en langvarig drøm opfyldt. Jeg kommer jo fra Jylland og er flyttet her til øen, da Christian og jeg fandt sammen, hvilket er langt væk fra de venner, jeg havde. Og det er svært at ses så tit pga. afstande og andre udfordringer i livet. Derudover gør mit helbred, at jeg ikke kan arbejde, så jeg kommer ikke ret meget ud blandt andre mennesker, så det er ikke nemt at lave nye bekendskaber, og livet bliver lidt ensomt ind imellem. Især når Christian er på arbejde, for ellers laver vi alt sammen. Så jeg har længe ønsket mig, at jeg kunne få en veninde tættere på, men det har virket lidt håbløst. Jeg har trawlet diverse venindegrupper på Facebook osv., men de fleste ønsker sig en veninde, som kan mange ting, jeg desværre ikke kan tilbyde eller være med på i en grad, som de kunne ønske sig, så jeg havde faktisk opgivet at møde nogen. Lige indtil det en dag i marts bankede på døren, og der stod en smilende kvinde udenfor, som samlede ind til Børns Vilkår. Vi faldt i snak og stod faktisk og snakkede sådan der i døren i over en time, tror jeg. Vi endte med at aftale at skrives ved, så vi kunne mødes, og det er faktisk lykkes.

Ligesom jeg lever hun med kroniske smerter og andre udfordringer, der ligner mine, og utroligt nok bor hun lige rundt om hjørnet. Så det var et lykketræft, at hun kom her den dag, at vi var hjemme og at det var mig, der åbnede døren. Vi har skrevet sammen og mødtes flere gange siden da, og det bidrager med en masse positivt til mit liv. Pga. vores lignende udfordringer har vi en forståelse for hinandens behov, og det gør bare relationen så nem. Der behøves ikke de store forklaringer. Det er virkelig rart. Jeg er spændt på, hvordan vores venskab udvikler sig fremadrettet, men det gør mig glad, og jeg er taknemmelig for, at livet ind imellem også kan vise sig fra den mere positive side. Især med alle de udfordringer det ellers byder mig og os. 

Vi har i øvrigt også kærligheden til katte til fælles 😄 Jeg havde mit kamera med, da jeg var hos hende i sidste uge, så I skal da lige se et par billeder af hendes smukke dreng, Findus 💗

Jeg håber ikke, der går lige så længe inden næste indlæg her på bloggen, men jeg er lidt udfordret på krop og energi pga. min gigt og de andre udfordringer, livet kaster på min/vores vej, så fremtiden er svær at forudse. Jeg har dog ikke hverken glemt eller opgivet bloggen og bruger den selv flittigt, når jeg laver madplan, bager eller lige skal finde inspiration til et eller andet, så jeg håber, at andre også stadig vil bruge den sådan, selvom der er længere mellem indlæggene her. Jeg har lidt opskrifter, jeg ikke har fået fotograferet, så der kommer nok lidt hen ad vejen, vil jeg tro, når jeg lige finder overskuddet til at få afsluttet arbejdet omkring det. 😊

Halloween i køkkenet

Jeg indrømmer gerne, at jeg er et stort legebarn, også i køkkenet, så jeg har gennem årene med bloggen også moret mig med at lave lidt sjov til halloween. Da halloween står for døren, er det oplagt med en tur i køkkenet for børn og barnlige sjæle denne weekend 😄 Derfor vil jeg i dette indlæg for nemheds skyld samle alle mine gode opskrifter til halloween, så I kan få lidt inspiration til sjove og uhyggelige projekter. Tryk på overskriften i opskrifterne herunder for at komme til det pågældende indlæg.

Romkugler i haloweenudklædning

Jeg har gennem tiden lavet romkugler i forskellig halloweenudklædning, og det er jeg sikkert endnu ikke færdig med at lege med. For det er nemlig rigtig nemt at gå til, og har man lyst, kan man lave trøffel/romkuglemassen på forhånd og fryse ned (uden den er formet og uden drys), så man på dagen blot skal forme den optøede kagemasse og klæde den på. Det er da nemt! Herunder får du mine to bud på halloweenudklædte romkugler:

Halloween-romkugler (græskarmænd og Frankensteins monster)

Flagermus af romkugledej

 
I opskriften finder du en printbar skabelon til vingerne. De er meget simple at lave.

Opskrifter med græskar

Den største tradition ved halloween i Danmark er nok græskarudskæringen, som giver superflotte lygtemænd at pynte med udenfor i denne lidt mørkere tid. Det er virkelig hyggeligt at lave græskarmænd og at se dem lyse flot op i mørket. Men græskar er jo en madvare, og det ville være et ærgerligt spild blot at smide det udskrabede græskarkød og kerner i skraldespanden, så brug det gerne i køkkenet. Kødet kan blive til lækre skærekager og muffins og kernerne kan ristes til en lækker knasende salt snack 😍 Herunder kan du se mine opskrifter med græskar:

Græskarmuffins med cream cheese frosting

Græskarkage

En virkelig lækker kage, som jeg alleroftest bruger mit græskar til. Skal den laves til nogen med laktoseintolerens, kan man i stedet lave en simpel hvid glasur til toppen.

 

Ristede græskarkerner

Der findes nok ikke noget nemmere at lave i forbindelse med halloween i køkkenet end ristede græskarkerner. De er så simpelt og smager dejligt. Har man lyst til andre smage end salt, kan man tilføje dem før bagning sammen med saltet (eller i stedet for, hvis det er en færdig krydderiblanding, der allerede indeholder salt). Jeg tænker, at det kunne være oplagt at prøve med de færdige chipskrydderier, som KIMs har sendt i butikkerne. Jeg har set dem i Føtex og Meny her i byen, og der findes nu tre varianter (se dem på KIMs hjemmeside, fx det originale snackkrydderi her). 

Vil lige hurtigt indskyde, at jeg ikke har noget reklamesamarbejde med KIMs, men har for nyligt selv snuppet et krydderiglas med hjem, som jeg skal i gang med at afprøve i køkkenet 😊

Halloweenkager lavet med udstikker

Skal man lave sjove kager med børnene i halloweentema, findes der også utallige fine udstikkere, som passer ind i temaet, fx spøgelser, græskarmænd, flagermus og gravsten. Så er det bare at lave en udstiksvenlig dej og komme i gang. Efter bagning kan kagerne pyntes med farvet glasur. 

Jeg har selv tidligere været lidt i gang, og jeg valgte at lave mine kager i kransekagedej, da vi foretrækker kransekage frem for en sød småkage. Men det kan man jo gøre, som man synes. Herunder finder du link til opskriften på mine kransekagespøgelser og et billede af resultatet 👻

Uhyggelige kransekagespøgelser

Halloweentraditioner

Halloween er en god undskyldning for at have det lidt ekstra sjovt i køkkenet, som jeg har gjort gennem årene, men vi har også andre traditioner. Vi har bestemte halloweenepisoder af serier og tv-shows, vi ser, og det er også tiden, hvor der bliver set flest uhyggelige film herhjemme. Vi har en ret stor filmsamling, så der er også en del gys imellem, både af den rigtig uhyggelige type og den lidt mere hyggelige, hvor gys og komedie er blandet i en skøn pærevælling 😍

I år er planen vist, at vi skal have genset Zombieland, da jeg har været heldig at skaffe Twinkies (jer, der har set filmen, ved hvorfor 😄), som jeg er spændt på at smage. Ofte er amerikanske "lækkerier" lidt for søde for os, men det var bare for fristende til at lade være med at købe, da jeg fandt dem i Netto for nogle måneder siden. Efterfølgeren, Zombieland - Double Tap, var i øvrigt også rigtig god, så den vil jeg også gerne anbefale (til mine voksne læsere). Begge film er komedier med zombietema, og der er dømt gode grin hele vejen gennem filmene. 

Derudover skal vi have genset Ghostbusters, da der i november kommer en helt ny film i serien, Ghostbusters Afterlife, som vi er meget spændte på at se. Jeg glæder mig allerede til en tur i biografen med popkorn og uhygge 👻 Vi er begge store filmnørder og har nok set den første film i serien så mange gange, at vi kan hver replik og uhyggelig scene udenad. Så jeg tænker, vi måske kan nøjes med at se Ghostbusters II, før vi skal i biografen i november. 

Vil slutte af med at ønske jer en rigtig (u)hyggelig halloweenweekend. 

Makronsnitter med hindbærmarmelade

Jeg har sådan glædet mig til at dele opskriften på den her lækre kage med jer. Jeg har bagt den utallige gange, siden jeg første gang bagte den sidste foråret, hvor jeg fandt inspiration til snitten hos madforlivet. Jeg har selv arbejdet lidt videre med opskriften og lavet den til en slags luksushindbærsnitte, som er den bedste beskrivelse af den her lækre kage. 

Det bedste ved kagen er, at den simpelthen er så nem at lave! Mange i familien elsker hindbærsnitter, men det er ikke min favoritkage at bage, fordi der er så meget arbejde med mørdejen. Det problem er løst i denne opskrift, hvor bunden ikke engang skal rulles ud, og toppen er en lækker marengs med marcipan, som bare skal dryppes ud over fyldet. Og så smager den faktisk som en slags luksushindbærsnitte 😍

Makronsnitterne er yderst fryseegnede. Smager som nybagte, selv efter en tur i fryseren. Jeg plejer gerne at fryse snitterne ned med et stykke madpapir pakket omkring og så bare i en frysepose. Når de skal bruges, tager jeg dem og op lader dem tø op på en tallerken, og vupti! Så er der kage 😄 

Makronsnitter med hindbærmarmelade


Bund:
225 g hvedemel
125 g lyst rørsukker
1/3 tsk fint salt
1 tsk bagepulver
125 g blød margarine
2 æggeblommer

Fyld:
1½ - 2 dl hindbærmarmelade

Marengstop:
2 æggehvider
250 g flormelis
100 g marcipan


Til bunden blandes mel med rørsukker, salt og bagepulver. Smuldr margarinen i, så den er helt findelt. Det kan gøres med fingrene eller køkkenmaskinens k-spade. Tilsæt til sidst æggeblommerne og bland det hele godt sammen, evt. med en elpisker eller køkkenmaskinen, så du står med en fin rasp. Blandingen her vil ikke samles til en dej, men det er meningen. Bunden skal alligevel nok blive fast efter bagning.

For en bradepande (min er 23x34 cm) med bagepapir. Fordel bladningen til bunden jævnt i bradepanden og tryk den sammen til en ensartet bund.

Forbag bunden 15-17 minutter i ovnen ved 200 grader, til den er gylden ovenpå og har sat sig.

Mens bunden forbages, laves marengstoppen. Pisk hviderne luftige og stive og pisk herefter flormelis i. Pisk, til det er hvidt og let i konsistensen. Riv marcipanen groft og pisk den i æggemassen. Pisk, til massen er ensartet.

Tag den forbagte bund ud af ovnen. Fordel marmeladen over bunden, så der ligger et godt lag. Mængden angivet er vejledende, men vær ikke for nærig med marmeladen. Syrligheden fra hindbærene skal give modspil til den søde top. Jeg giver den et godt lag, så det ikke er alt for gennemsigtigt og bruger ca 1½ - 2 dl i alt.

Nu skal marengsen fordeles over kagen. Her skal du være lidt forsigtig. Tag en skefuld marengsfyld og fordel det over kagen ved at holde skeen over overfladen på kagen og lade det dryppe/flyde forsigtigt ned over kagen, mens du flytter skeen rundt. Tag endnu en skefuld og gør det samme et andet sted på kagen, så overfladen lidt efter lidt dækkes af marengs. Du må endelig ikke forsøge at smøre det ud over marmeladen, for det kan ikke lade sig gøre. Marengsen vil flyde lidt ud, efter du har lagt den på kagen, så lad den selv gøre lidt af arbejdet, mens du hælder mere marengs på andre steder på kagen.
Hvis der til sidst er få steder, hvor marengsen ikke når sammen, kan du meget forsigtigt fordele det øverste af marengsen for at dække hullerne. Men det skal være forsigtigt og kan ikke gøres ved større huller, for så bliver marengsen blandet med marmeladen.

Sæt kagen i ovnen igen og bag den 20-22 minutter ved 200 grader, til marengsen er blevet flot lysebrun og er stivnet.

Lad kagen køle helt ned, før du tager den ud af formen og skærer den i makronsnitter efter ønsket størrelse. Kan anbefale, at de ikke skæres i alt for store stykker, da det er en ret kompakt kage 😊

Selvom det er lang tid siden, der har været aktivitet her på bloggen, sker der en masse bag kulissen, madmæssigt. Jeg har fået bagt en del, også nye ting til bloggen, som endnu ikke er nået til udgivelse, og jeg har begravet mig dybt i et nyt bageemne, nemlig professionel pizzabagning. Jeg har købt et bagestål og har været i gang med at eksperimentere med nye typer mel, teknikker og opskrifter, og det går overraskende godt. Det er en hel ny verden og giver et meget anderledes resultat end de mange pizzaer, jeg har bagt gennem tiden. Det er meget spændende og sjovt at lege med. Det skal nok ramme bloggen på et tidspunkt, det lover jeg 😊

Jeg får ikke skrevet så meget herinde i tiden, og det er der flere årsager til. Christian arbejder stadig hjemme 100% af tiden og bruger derfor kontorstolen, som jeg har brug for for at sidde ved den stationære computer og skrive indlæg, og det har knebet med energien. Vi har haft tre ud af tre katte syge på én gang, hvilket har været afsindigt hårdt, og vi er også stadig ret bekymrede for min far, der stadigvæk har nogle udfordringer. Samlet set har det kostet meget energi og aktiveret min stress i seriøs grad, så jeg har kæmpet bare for at komme igennem hver dag. Jeg har jo samtidig skulle opretholde en hverdag og sørge for indkøb osv., så derudover har det virkelig været knapt med, hvad jeg har haft overskud til. Men jeg håber, at det er ved at vende.

Ozzy er frisk igen efter en lang periode med en luftvejsinfektion, vi havde svært ved at slå ned, bl.a. fordi han ikke tålte nogen som helst slags af den medicin, vi prøvede til ham. En slags mistede han totalt appetitten af og tabte næsten 1 kg, hvilket er meget for en lille kat, og to andre slags kastede han op af. Vi prøvede også kvalmestillende, men hans mave var så irriteret, at al medicin kom op igen. Så han måtte selv klare sidste del af infektionen, men det kunne han heldigvis godt. Og han fik appetitten igen, efter han stoppede med medicinen. Så nu prøver vi at få ham tilbage i sin kampvægt. Det tager tid, men han har heldigvis generelt en fin appetit, den gamle dreng.

Phoebe har også haft mistet appetitten, og vi endte med at måtte skifte hendes grundfoder helt ud. For hun ville simpelthen ikke spise det. Det nye foder lokkede heldigvis mere, og hun har på intet tidspunkt tabt sig, så vi har set det hele lidt an løbende. Hun spiser efterhånden helt godt igen, så vi er ikke længere bekymrede for hende.

Julius har stadig sit problem med tarmene. Men vi gør vores bedste for, at han får det godt igen. Han får rette kost og vi holder øje med, om han skulle have brug for tilskud, hvis maven går helt i stå. Det er en virkelig lang proces med ham, og jeg ved ikke, hvornår det nogensiden bliver normalt igen, men det vigtigste er, at han har det godt, så vi sætter livet på hold så længe, som han har brug for det. Han er heldigvis en glad dreng, så det hjælper lidt på det. 

Han er i øvrigt blevet 3 år for nogle måneder siden, så han er efterhånden ret voksen og er blevet sådan en fin og harmonisk dreng, også i forhold til temperament. Han er stadig en sjov og skør dreng med vilde ture, men han er også en krammekat, der elsker sine mennesker og Phoebe og Ozzy. Her er et nyere billede af ham fra haven, som han elsker at tilbringe mange timer i.

Ud over de ovenstående udfordringer har jeg desværre også igen været ramt på helbredet. Jeg vågnede op en morgen med afsindige smerter i den ene skulder og kunne slet ikke bruge armen til noget som helst. Min fysioterapeut mener, at skulderen er hoppet lidt af led, mens jeg har sovet på den, og det er ikke helt utænkeligt. Det var ekstremt smertefuldt. Jeg brugte LDN, som jeg jo i forvejen får for smerterne i mine arme, til at slå inflammationen ned, og det lykkedes heldigvis. Desværre har smerterne været tilbagevendende i perioder, da min skulder åbenbart ikke rigtigt kan finde helt på plads igen, så det har sat mig lidt ud af spillet. Faktisk så kom smerterne første gang lige oven i, at jeg havde købt bagestålet, så jeg havde slet ikke fornøjelse af at prøve det af en lang periode derefter. Men jeg har dog siden fået afprøvet stålet og er meget begejstret for, hvad det kan yde.

Pga. alle de her udfordringer i mit liv har det ligget meget stille med mine gåture længe. Jeg har forsøgt at gå, men pga. kulden har jeg fået aktiveret mine smerter, især i nakken, så det har også holdt mig fra at gå særligt ofte. Men nu, hvor varmen er vendt tilbage, er jeg også ved at komme i gang med mine gåture igen. Jeg ved, at det på sigt vil dulme de smerter, jeg har i nakke og ryg, fordi kroppen får nok bevægelse, så det er godt at være lidt i gang igen. Jeg håber, det kan fortsætte. 

I forhold til stressen kører det stadig lidt frem og tilbage. Jeg bliver hurtigt udmattet og får fysiske symptomer, når der er for meget fyld i dagene, men jeg synes, det generelt går lidt fremad, så forhåbentlig er jeg snart helt ovenpå igen. Såfremt der ikke kommer nye udfordringer. 

Billede fra min seneste gåtur. Det er en kæmpe fornøjelse at være ude og få nogle dejlige naturoplevelser igen og masser af lys.

Coronatid er ensom, selvom vi herhjemme måske ikke er de mest socialt anlagte personer. Men vi savner alligevel, at der sker noget. Heldigvis er der udsigt til åbning af samfundet igen, og vi glæder os begge to enormt meget til at skulle ud at spise igen. Det har vi virkelig savnet. Vi har ikke været ude til noget i den retning siden før vores bryllup i oktober, så det er ventet med længsel. Vi plejer at være ude at spise jævnligt eller en tur på vores lokale café, men det har ikke været muligt længe. I fredags rundede vi dog vores café for at få en af de lækre Olufs karamelgelato med tangsalt. Den er simpelthen verdens bedste ispind, så vi var hurtige at slå til, da caféen skrev, at den var hjemme igen. Vi nød den ude i solen på havnen. Det var virkelig skønt!

Det ser desværre ud til, at det kommer til at trække ud i forhold til at blive vaccineret for corona, så det mere normale liv ligger efterhånden ret langt ude i fremtiden. Jeg er i risikogruppen pga. flere af mine lidelser, men da det åbenbart har været for svært at finde os alle sammen, når nogle af os ikke har en aktiv tilknytning til et sygehus, så bliver vi i stedet smidt i grupper sat op efter alder. Da jeg "kun" er 39, er jeg desværre blandt de allersidste til at få vaccinen, og i går blev min gruppe skubbet 4 uger yderligere bagud 😔 Det er virkelig frustrerende. Men hvis de skulle vaccinere efter, hvor gammel man føler sig, ville jeg for længst have fået de vaccinationer overstået 😜

Inden for den næste måned skal vi over til min far igen. Han går desværre og spiser for lidt, så da vi var der i marts, lavede jeg en masse retter til hans fryser i håbet om, at han ville komme i gang med at spise mere normalt igen, nu der var lækker, hjemmelavet mad i fryseren. Han har da også spist og nydt maden, men det kniber stadig med vægten og appetitten, så jeg havde planlagt at skulle i gang med lidt mere mad til ham til vores næste besøg. Jeg har købt ind til at lave høns i asparges, da jeg ved, han elsker det, men desværre er jeg stået op med et nyt tilbagefald med skulderen, så jeg er meget smerteplaget i dag. Jeg er dog ret stædig, så jeg har, trods smerterne, været i gang i køkkenet. Hvis jeg skulle sidde og lave ingenting alle de dage, kroppen gakker ud, kunne jeg nærmest aldrig foretage mig noget. Så jeg bed tænderne sammen og har fået lavet en stor portion tarteletfyld. Jeg har valgt at tilsætte piskefløde til sovsen, så min far kan få nogle kalorier, og det var faktisk meget godt, så måske bliver det en fast ingrediens fremadrettet. Det skal i hvert fald prøves igen, når jeg laver til os selv, så måske kommer der på sigt en lille tilretning af min opskrift her på bloggen. Vi må se. Nu skal det bare køle lidt, så det kan pakkes i portioner og lægges i fryseren. 

Til slut får I lige et billede af Julius med kattenes nye favoritlegetøj, nemlig en stor "cigar" lavet i læder, fyldt med den bedste katnip. Den gør stor glæde hos dem alle tre og har en størrelse, så Julius kan ligge og kramme og sparke den på samme tid 😀 Fangede et billede af ham på aftenen, hvor han fik den og måtte konstatere, at dér røg kørekortet vist 😜😂 Han er i hvert fald helt vild med den cigar.

Mazarinkage med blød nougat

Hello from the other side... får jeg næsten lyst til at synge. Hold da op, hvor er der bare sket meget, siden jeg sidst skrev et indlæg her på bloggen. Alt er vendt på hovedet for os alle sammen pt. For knap en måned siden lukkede samfundet helt ned. Christian er sendt hjem at arbejde, så jeg har glæde af hans selskab herhjemme hver dag. Det er måske også en af de eneste fornøjelser, der er ved det her.

Hans forældre tilhører den udsatte gruppe, da hans far har KOL og de begge er over 70. Så vi har fra starten aftalt, at de bliver hjemme, og jeg sørger for at handle for dem. Det er dog dødkedeligt for dem at gå derhjemme, når de ellers er nogle af de mest sociale mennesker, jeg kender, så jeg prøver at forkæle dem lidt med lækkert bagværk. Endnu har det bestået af hjemmebagte boller, franskbrød, brownies og den her lækre kage, I får opskriften på i dag.

Faktisk blev kagen delt i tre, for Christians fætter elsker mine kager, og han havde ladet en kommentar falde om, at han da ikke ville være ked af, hvis kagefeen kom forbi og satte et stykke kage af til ham :D Sådan noget skal man ikke sige to gange, for jeg elsker jo at bage og glæder gerne andre med mit bagværk. Christian havde bestemt, at jeg skulle bage mazarinkage, og da vi har en masse marcipan købt i december, var det en god ide.

Sædvanligvis bliver mazarinkage overtrukket med mørk chokolade eller glasur, men den her kage har jeg valgt at overtrække med blød nougat efter min mors eksempel. Husker en fantastisk mazarinkage, hun bagte, da jeg boede hjemme, og den blev overtrukket med nougat. Det smager virkelig skønt, så den fremgangsmåde bruger jeg også. På den måde bliver kagen også en god måde at få brugt rester fra jul, da mange ofte ligger inde med ekstra marcipan og nougat.

Jeg har før skrevet om mazarinmuffins her på bloggen, og kagen her er i familie med dem. Med lidt tilpasninger. Du kan sagtens bruge smør til kagen, men undlad da salt. I mange år har jeg til den her kage pisket hviderne stive og vendt i til sidst, men da kagedejen er virkelig bastant, tror jeg virkelig ikke på, at det gør nogen særlig forskel med den fremgangsmåde. Det koster bare ekstra armkræfter (ikke noget, jeg har overskud af). Men skulle du have lyst til at eksperimentere med det, er du selvfølgelig velkommen til det :)

Kagen er bedst de første dage, da den hurtigt bliver tør, men helt frisk er den vidunderlig. En ren marcipandrøm! Med den helt perfekte krumme, som man kender det fra de mazarinkager, man kan købe.

Mazarinkage med blød nougat


200 g blød margarine
250 g flormelis
4 æg
250 g marcipan
125 g hvedemel
100 g kartoffelmel
½ tsk salt
1 tsk bagepulver

Til overtræk:
150-200 g blød nougat


Rør margarine sammen med flormelis. Pisk æggene i et ad gangen og pisk godt, så massen bliver ensartet.

Riv marcipanen groft og pisk den i dejen. Pisk grundigt, så den bliver helt optaget i dejen.

Bland i en anden skål mel, kartoffelmel, salt og bagepulver. Sigt melblandingen i dejen og vend den forsigtigt i.

Beklæd en bradepande med bagepapir (min er ca. 23 x 34 cm) og fordel dejen jævnt. Bag kagen midt i ovnen ved 180 grader i 20-25 minutter, til kagen er gylden ovenpå og gennembagt (tjek med en gaffel, om den slipper).

Vil du hellere have en rund kage, kan den bages i en springform. Forvent, at kagen her skal bage lidt længere, da arealet af formen er mindre, så hold øje og tjek med en gaffel, om kagen er færdigbagt.

Lad kagen køle helt ned, før du smelter nougaten og fordeler den over kagen.

Hvis nougaten ikke har sat sig og ser fast ud igen i løbet af en times tid, kan du sætte kagen kortvarigt i køleskabet, til nougaten er stivnet. Kagen bør dog ikke opbevares i køleskabet, da det gør den tør.

Kagen blev delt i tre; en del til Christian, en til hans forældre og en til hans fætter.

Her er hans fætters andel af kagen på vej til levering :)

Hverdagen er blevet noget anderledes her. Christian arbejder som sagt hjemme, og jeg er kun ude for at købe ind til os og mine svigerforældre. Jeg synes nu, det er lidt hyggeligt, at Christian arbejder hjemmefra, men det er hårdt for ham fysisk, fordi han mangler sit hæve-sænkebord, så han har desværre fået pådraget sig både golf- og tennisalbue :( Min veninde, der er fysioterapeut, har assisteret ham lidt over telefonen med øvelser, som han flittigt laver mange gange om dagen. Fra på torsdag har han påskeferie i over en uge, så forhåbentlig hjælper roen ham også.

Kattene synes også, det er vildt hyggeligt, at han er hjemme hver dag. Så er der lige lidt ekstra opmærksomhed til dem. Herunder er Ozzy på skødet, mens han arbejder, og nedenfor Phoebe og Christian, der ser Kommisær Rex efter arbejdstid (for Phoebes skyld, der var dybt fascineret af hundene i den serie :D).

Det er svært og mærkeligt at skulle holde afstand til de mennesker, vi plejer at have tæt på og ses med jævnligt. Vi ses gerne ofte med Christians forældre, som selvfølgelig får en krammer, når vi ses, men nu er vores kommunikation primært over telefonen, og vi ses kun, når jeg afleverer varer. De bliver sat på trappen og så kan jeg stå nogle meter væk og snakke med dem, mens de tager varerne ind. Vi skulle også have spist sammen forrige fredag, men det kunne vi jo så ikke. I stedet lavede jeg en stor portion enebærgryde med kartoffelmos og bagte en lækker brownie til dessert og delte maden mellem os. Mens vi spiste, sad vi og snakkede over Messenger med video på. Det var faktisk helt okay, nærmest som at være der selv.

Marts skulle have været den mest fyldte måned for os, da vi havde fire shows/koncerter lagt ind der og et besøg hos Julius' opdrættere, men alt på nær showet med Anders Lund Madsen, som vi så med Christians forældre i starten af marts, blev aflyst. Vi skulle have været til Jylland og se et show med min far (hans julegave fra os), men pga. situationen og aflysningen af showet, valgte vi at blive hjemme. Det er en lang tid, vi kommer til at skulle undvære ham, for vi sås sidst til jul, og det er endnu svært at sige, hvornår det er sikkert at tage på familiebesøg i den anden ende af landet. Min far er også i en af de udsatte grupper, så vi må passe på hinanden.


Som jeg skrev i mit sidste indlæg, skal vi giftes i 2020. Vi havde allerede sat datoen i oktober før alt det her, og det er jeg godt nok glad for nu! Alligevel går jeg (og mange andre, der skal giftes i år) med ondt i maven, fordi vi ikke ved, om det rent faktisk kan lade sig gøre at holde et bryllup, da fremtiden er vildt uforudsigelig. Men da der er længe til og man er nødt til at være lidt optimistisk, fortsætter vi vores planlægning af brylluppet. Jeg har været ude og købe min brudekjole (der er fuldstændig fantastisk!), men den får I først at se her på bloggen, når vi er blevet gift, da Christian jo læser med ;) Men jeg har også fundet lidt tilbehør, som jeg godt kan vise frem her.

Som den faste læser ved, har jeg jo desværre haft problemer med mine ben, fødder og den ene ankel den seneste år med mange smerter. Det gør, at jeg ikke kan tåle ujævnt underlag og dermed heller ikke høje sko, som mange ellers vælger til deres brudekjole. Christian og jeg er dog også næsten lige høje, så af den årsag gør det mig ikke noget at skulle kigge efter fladere sko. Jeg har dog altid drømt om nogle flotte høje sko fra Tamaris i farven mauve (gammelrosa sådan ca), men det kunne jo så desværre ikke lade sig gøre. Til min store glæde fandt jeg dog ud af, at Tamaris har lavet et par ballerinaer med netop den farve og samme mønster som drømmeskoene, så jeg var meget spændt på, om det var sko, jeg ville kunne holde ud at have på. Og det var det! Bunden er ekstra blød og stødabsorberende, så de er bare helt perfekte <3 Befinder mig godt i dem og de var ikke engang særligt dyre. Jeg har også fundet en vidunderlig lille matchende clutch til det allermest nødvendige den dag. Her kan du se sættet:

Vi arbejder os så småt fremad med planlægningen og krydser fingre for, at verden er et meget bedre sted om ½ år. Og vi prøver at være lidt selektive i vores kontakt med den informationsstrøm om covid-19, man konstant bliver bombarderet med. Det er befriende at slukke for tv og radio og bare gå i køkkenet og bage lidt. Det gør jeg rigtig meget for tiden. Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har bagt så meget. Så det nyder jeg. Lige nu er jeg i gang med at bage burgerboller, som skal bruges til Christians aftensmad i aften (hjemmelavet pulled pork, som jeg lavede tidligere på året og frøs ned i portioner).
Alternativt går jeg en tur. Kan desværre ikke gå så godt mere, så turene er korte og tæt på hjemmet, så jeg hurtigt kan komme hjem, hvis smerterne bliver for slemme. Heldigvis er naturen heromkring smuk, og vi har et mindre moseområde tæt på med vilde fugle og dyr, så det er et helt okay sted at gå en afstressende tur.

Jeg håber, at I alle har det godt og passer rigtig godt på jer selv og hinanden. Påsken nærmer sig, og i år må vi holde vores påskefrokoster hver for sig. Senere på ugen vil jeg på bloggens Facebookside dele påskerelaterede opskrifter, så følg med, hvis du vil have inspiration til lækker påskemad :)