Der gik ikke ret lang tid, før jeg havde købt cd'en, og den blev spillet non-stop hele sommeren. På anlægget derhjemme, og når jeg var ude, havde jeg den med i min discman. Inden længe havde jeg en fuld samling af alt, U2 havde udgivet. Jeg havde en kæmpestor plakat med albumcoveret fra Pop hængende over min seng og ved spejlet på mit teenageværelse havde jeg et postkort med et billede af Bono fra Joshua Tree-tiden siddende, lige til jeg flyttede hjemmefra adskillige år senere. Jeg har faktisk lige mødt billedet igen, da jeg for nyligt skulle sortere ud i alt det, jeg havde med her, da jeg flyttede sammen med Christian. Det blev naturligvis pakket forsigtigt væk igen, da det er et vigtigt minde fra min ungdom :)
Jeg hører også stadig rigtig gerne Pop-albummet. Pudsigt nok har jeg opdaget, at netop det album generelt ikke har været særligt elsket af hverken fans eller anmeldere, men det var altså det, der startede min store kærlighed til U2's musik. Jeg har hørt det album og mange af de andre helt tynde gennem tiden, så jeg kan blive overrasket over, hvor god tilstand de albums stadig er i. Med tiden har jeg fået lagt dem ind på computeren, så jeg har kunnet tage dem med på min iPod og telefon og usb i bilen, nu det er blevet umoderne med discmans.
Det blev en lang intro, men min kærlighed til U2 går flere årtier tilbage, så vores historie er lang. Jeg havde aldrig turdet drømme om at kunne komme til at se dem live, for det har virket helt uopnåeligt. Derudover kendte jeg ingen, der elskede deres musik, som jeg gjorde. Christian har været vant til at gå til mange koncerter, så da vi blev kærester, var han helt indstillet på, at vi da skulle ind og se U2. Vi forsøgte at få billetter til koncerten i Horsens i 2010, men det var fuldstændigt umuligt. Det viste sig dog senere, at det var meget heldigt, at min svigermor blev opereret akut i hovedet den dag, de skulle spille i Danmark.
Der har ikke været mange turnéer siden, og de har ikke været i Danmark siden 2010, så da vi sidste år fandt ud af, at de kom til Danmark i 2018, ville vi igen forsøge at få billetter. Efter en kæmpe kamp med mange frustrationer fik vi billetter til ekstrakoncerten 30. september. Fik billetter ca. midt i salen på række 9 og tænkte, at det nok var ca. halvt oppe af siden i salen, men tilsyneladende ud for catwalken, jeg kunne se, der skulle være. Det var vel helt ok. Var bare lettet over at have fået billetter denne gang.
Siden billetterne kom i hus i januar, har jeg haft travlt med at høre de nyere albums, som jeg ikke har fået hørt så meget som den gamle musik. Man kan virkelig mærke, at det er et band, der udvikler sig, og det er også det, der skal til, for at holde liv i musikken, uden man glemmer sine rødder. Jeg synes, U2 har været gode til netop den balance. Ved gennemlytning af det nyeste album, Songs of Experince, kan jeg mærke netop det. Selvom det er ny lyd, er der også gammel flettet ind i musikken. Kan fornemme toner tilbage fra midten af 80'erne, og den velkendte guitarlyd, der altid har karakteriseret U2's musik.
September kom, og det var snart tid til koncerten. Jeg har faktisk gået med en knude i maven et stykke tid op til koncerten, fordi jeg ikke kunne tro, at det virkelig skulle ske nu, så jeg var bange for, at der skulle ske noget, så det alligevel ikke blev til noget. Nogle uger inden koncerten kunne vi så også læse, at Bono havde mistet stemmen under en koncert. Heldigvis kom den tilbage, og i søndags kørte vi til koncert i København. Det var vores første tur i Royal Arena. Vi skulle have hørt Lady Gaga i februar, men den koncert blev aflyst, så det var helt nyt for os. Fun fact: Lady Gaga synger backing vocal på nummeret Summer of Love på U2's nye album :)
Vi havde som sagt plads på række 9, og vi havde forventet at skulle sidde et stykke oppe over gulvet. Men sådan var det ikke. Da vi ankom og skulle finde vores plads, fandt vi ud af, at række 9 altså var helt nede ved gulvet! Foran os var kun en platform med kørestole og en enkelt række, som jeg vurderede til at have dårligere udsyn pga. placeringen. Og vi sad lige ud for enden af catwalken, hvor der var en stor platform! Det var virkelig en glædelig overraskelse. Det her kunne kun blive godt!
Vi hører gerne lidt ekstra på de sange, vi kan se, der er på setlisten til de koncerter, vi skal til, og det så ud til, at det var ret sikkert, hvad der ca. skulle spilles. Men vi blev overraskede. U2 havde fået lyst til at prøve noget nyt, så der var helt andre sange med ind imellem, som de endnu ikke havde spillet på turnéen, og det var en stor og dejlig overraskelse! Få dage forinden havde jeg sagt til Christian, at jeg nok allerhelst gerne ville høre Stay (Faraway, so Close!), hvis jeg selv kunne vælge mellem alle deres sange, men at jeg godt vidste, at det var umuligt at få opfyldt, for der var ikke en eneste sang med fra Zooropa-abummet, hvor sangen ligger på, og sangen havde ikke været spillet på turné siden 2011. Men jeg blev overrasket, for den var netop en af de sange, de havde valgt at sætte på programmet i søndags. Blev simpelthen så overvældet, da jeg sad der, både over i det hele taget at være der og overvære sådan en koncert, jeg aldrig i mine vildeste drømme havde troet, jeg ville opleve, men også at høre den sang, jeg allerhelst ville opleve, så det blev så overvældende, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Glædestårer, naturligvis!
Stay var ikke den eneste overraskelse denne aften. De overraskede også ved at have taget et par ekstra sange med fra Achtung Baby, nemlig Who's Gonna Ride Your Wild Horses og Even Better Than the Real Thing. Albummet er det næstbedst sælgende U2-album gennem tiden med 18 millioner eksemplarer solgt på verdensplan, kun overgået af The Joshua Tree-albummet fra 1987, og en stor publikumsfavorit kan jeg se, når jeg læser på bandets Instagram- og Twitterprofil. For mig personligt er det også et af de albums, jeg har hørt allermest. Det fulgte mig ligesom Pop igennem tykt og tyndt som en fast beboer i min discman i mine teenageår. Min discman boede i bunden af min skoletaske, og det første jeg gjorde, når jeg havde fri, var at finde den frem og forsvinde ind i musikken.
Sidst, men bestemt ikke mindst, havde U2 valgt at sætte The Unforgettable Fire på programmet den aften, en sang fra albummet af samme navn udgivet i 1984, som hellere ikke har været spillet på turné siden 2010. Det var et virkelig godt genhør. Helt klart en af de tidlige sange, der har sat spor i mig, for teksten stod krystalklar for mig, da de spillede sangen denne aften.
I det hele taget ramte den koncert mig bare så hårdt i hjertet. Det var en meget speciel oplevelse at opleve soundtracket til ens liv blive spillet lige foran øjnene på en og se U2 live i det hele taget. De skuffede bestemt ikke med deres performance. De havde bygget deres sceneshow op rigtig fint med en kæmpe storskærm, der splittede rummet i to langs catwalken. Den kunne i øvrigt også indeholde bandet, og Larry Mullen Jr. havde et trommesæt siddende der i hulrummet, hvor de alle kom ud.
De brugte hele arealet til at spille på, fordelt på selve scenen, catwalken og platformen for enden, hvor vi sad. På den måde kom de rigtig godt ud til publikum.Vi havde faktisk tænkt, at det måske primært var Bono og måske The Edge og Adam, der ville gå ned til platformen, da vi tænkte, at Larry ikke var særligt mobil, nu han spillede trommer, men han var med alle steder. Der var som sagt et trommesæt i hulrummet i skærmen, og ude på platformen blev der lige løftet et helt trommesæt op, så han kunne sidde der. Virkelig fint udført, synes jeg :)
Jeg har gennem de seneste år fået mine vildeste drømmekoncerter opfyldt, og U2 var nok den største drøm for mig. Men det er ikke kun, fordi det er dem, aftenen blev så særlig. De formåede virkelig at skabe en connection til publikum, hvor de lod folk komme tæt på dem som personer, fik indblik i deres holdninger og viste deres taknemmelighed for os, der følger dem. Den slags connection har jeg virkelig manglet i de andre drømmekoncerter, jeg har fået opfyldt gennem de seneste år, heriblandt Radiohead og Alanis Morissette. Det, der gør en rigtig god koncert, er virkelig den connection til publikum.
Under koncerten talte Bono direkte til sin kone, Ali, som var til stede den aften et sted i salen. Han synes, det var en lidt sær følelse sådan at dele deres kærlighed med en masse fremmede (gennem sangene), men sagde også, at hun var hans bedste ven og "see you at the bar after the show". Efterfølgende sang han You're the Best Thing About Me. som er skrevet som en kærlighedserklæring til hende. Det var rørende at opleve :) Til os andre fortalte Bono, hvordan det havde været at blive berømt som en ung mand. Han formulerede det sådan, at ens hoved voksede og skrumpede på én gang, hvilket nok meget godt beskriver det :D Og han takkede for det liv, vi fans havde skænket dem og deres familier gennem årene. Det var de meget taknemmelige for.
Kender man U2, ved man også, at det ville blive en politisk koncert. Bandet, både sammen og hver for sig, har siden starten kæmpet mod fattigdom, social uretfærdighed og sygdom i verden, og det var også på menuen i aften. På storskærmen så vi billeder af Trump, Kim Jong Un, Putin og Assad, og der var snak om den højredrejning, verden har taget. MacPhisto, en slags engelsk upperclass-djævlefigur, spillet af Bono, bandet har haft med i bagagen siden Zoo Tv-turnéen i 1992-93, var genopstået til turnéen og blev en sarkastisk kommentar til den ondskab og på den måde en advarsel om, at vi ikke nødvendigvis kan genkende ondskaben, selvom den står lige foran os med citatet fra sangen Acrobat:
"Don't believe what you hear
Don't belive what you see
If you just close your eyes
You can feel the enemy".
I stedet for angst, had og ondskab blev vi opfordret til kærlighed med Pride (In the Name of Love), som mindes Martin Luther King Jr., der blev myrdet for 50 år siden i år (mens Bono kastede kærlighed ud til os alle ved at holde sig på hjertet og derefter kaste det ud mod publikum). Det er et stærkt budskab, som går igen i citatet om, at øje for øje vil efterlade alle blinde. Citatet har rod i den ikke-voldelige bevægelse, der vandt frem i det 20. århundrede med Gandhi og King. Med kærlighed kommer også medfølelse og viljen til at hjælpe folk i nød. Netop folk i nød var også på programmet denne aften, hvor der var billeder af krig - bl.a. 2. verdenskrig - og af de flygtninge, der lige nu strømmer væk fra områder med krig og fattigdom. Engang var det os, der var i nød. Nu er det dem. Netop i sangen Pride var den nød gengivet i en smule ændret tekst, så den kom til at lyde sådan:
"One boy washed up on an empty beach
One boy never will be kissed"
- med henvisning til flygtningekatastrofen med de utallige bådflygtninge, der hver dag tager risikoen ved at sejle over Middelhavet, og hvoraf en stor del ikke overlever turen. Med sangen Women of the World blev der opfordret til, at kvinder skulle stå sammen. Og bandet satte fokus på, at kvinder i nød er betydeligt dårligere stillet end mænd i samme situation, hvilket jeg ikke er i tvivl om. Der er heller ingen tvivl om, at den Me2-bølge, der blev sat i gang sidste år, virkelig sætter fokus på kvinders forhold, og det meget relevant også at tænke på den slags udsatte kvinder i den forbindelse.
I stedet for splittelse opfordredes vi til kærlighed, til forståelse af at vi er ens, ikke den samme men lige, understreget af sangen One med billeder af mange forskellige menneskelige udtryk på storskærmen, både mænd og kvinder.
Sangen One dedikerede de til deres lydmand, Joe O'Herlihy. Netop denne aften var det 40 år siden, deres samarbejde opstod, og hans arbejde har været legendarisk. Bono jokede (?) med, at hans dybe basgange havde sat kvinder i fødsel :D Og - uden at joke - fortalte han, at Joes bas havde været så kraftig, at den havde kunnet måles på richterskalaen. Manden selv var til stede og modtog hyldesten.
Det var dog ikke den eneste dedikation den aften. Dagen havde for os startet lidt mærkeligt op med nyheden om, at Kim Larsen var død. Så inden vi tog til koncert, gik vi rundt i sådan en sær ny virkelighed. Kim Larsen har været der hele mit liv, og jeg kan huske musikken, fra jeg var en helt lille pige. Vi sang den i skolen og den blev spillet både ude og i mit barndomshjem. Da jeg blev færdig med skolen, var det bl.a. Kim Larsens musik, vi spillede i vognen og sang, da vi kørte rundt til vores forældre. Christian og jeg havde tv'et kørende hele eftermiddagen med mindeprogrammer om Kim Larsen.
Jeg havde godt set, at nogen havde tagget U2 i en artikel om Kim Larsen på Instagram eller Twitter, men jeg havde ikke forventet, hvad der skete: mod slutningen af koncerten, før det sidste nummer, kom der et billede af Kim Larsen med årstal op på den kæmpestore skærm, og Bono dedikerede koncerten i hans ære og citerede i øvrigt This is my Life:
"This is my life
This is my time
Show me the light
And I go there.
Give me the wine
Bitter and sweet
And a little bit of bread
That's all I need"
Det var et ret rørende øjeblik, at de havde valgt at ære ham på den måde, og der var også et kæmpe jubelbrøl fra publikum som svar. Citatet var også et fint lille overlap over til aftenens sidste sang 13 (There is a Light), som jeg personligt synes, er et helt fantastisk nummer fra den nye cd. Den blev fremført helt simpelt med Bono, der gik syngende ud til enden af catwalken og tog en kæmpe lyspære op af et lille hus, der stod på platformen. Han satte den i svingninger rundt i salen, og som sangen bevægede sig mod sin slutning, forsvandt Bono ned mellem publikum.
Sådan sluttede min allerstørste koncertoplevelse nogensinde! Det var så meget mere end bare en musikoplevelse for mig. Ligesom mit første møde med U2's musik var det en total mind blowing oplevelse.
Da vi kom hjem efter koncerten, endte vi med at sidde oppe, til klokken næsten var 3, fordi alle indtrykkene fra aftenen lige skulle tages ind. Jeg har efterfølgende brugt tre dage på at lave indlægget her, som beskriver min helt personlige oplevelse af koncerten. Den slags tager tid, når smerterne begrænser mig, men jeg ville rigtig gerne dele den her fantastiske oplevelse med jer her på bloggen :) Tak til jer, der har læst dette lange indlæg til ende og taget del i en af de bedste aftener i mit liv! <3
Jeg er af hjertet kisteglad over, at du fik så speciel og dejlig en oplevelse!
SvarSletJeg så dem i 1993 på Gentofte Stadion - og det er bare et af mit livs højdepunkter!
Jeg har elsket dem siden 1983 - og kærligheden er usvækket <3
Det var den vildeste aften. Kan godt forstå din beskrivelse af dit eget møde, nu jeg før har haft fornøjelsen af at høre dig fortælle om det. Og aftenen var virkelig også noget helt særligt for mig. Havde aldrig troet, jeg ville få muligheden og så endda en koncert som den.. Det var en mind-blowing oplevelse.
Slet