Knækbrødchips med flagesalt

Livet byder stadig på nye og store udfordringer her, så det er begrænset, hvad jeg har fået produceret i køkkenet af nye ting over de seneste måneder. Der er dog én ting, jeg har bagt igen og igen de sidste to måneder, og det er de her knækbrødschips med flagesalt. De er simpelthen afhængighedsskabende og perfekte til den lille sult (eller bare lækkersult).

Jeg startede med at bage dem til vores påskefrokost med familien, men fandt hurtigt ud af, at de gør sig bedst alene og uden pålæg, blot som en snack. De er supertynde og sprøde, og derfor mere en form for chip eller snack end et egentligt stykke knækbrød. De er dog noget bedre for kroppen end almindelige chips, for deres indhold af et stort udvalg af kerner og gryn er rigtig godt for fordøjelsen og mætter godt. Så man behøver - i princippet i hvert fald - ikke spise en kæmpe portion, før man har fået stillet sin lækkersult :)

Jeg har taget udgangspunkt i sammensætningen på nogle knækbrød, jeg fandt i en AMO-bagebog, men med mit eget twist som sædvanligt, og får et lidt andet resultat ud af det, da de her er mere chips end egentlige knækbrød. Den helt store forskel, som højner kvaliteten fra knækbrød til en slags gourmetsnack, er flagesaltet, som giver den helt rette smag. Jeg bruger Maldon flager af havsalt som drys, og det kan jeg varmt anbefale. Havsalt er så meget mere lækker end almindelig salt, da smagen af salten starter mildt ud og derefter breder sig ud i hele munden. Du kender det måske fra chips med havsalt. Jeg vælger dog at knuse flagerne en smule, da de er meget store, men kun så meget, at de stadig er flager.

Knækbrødschipsene blev sidst bagt herhjemme i sidste uge, hvor jeg bagte en portion at tage med over til min far på fars dag, da jeg var sikker på, at det er lige noget for ham. Det var det da også, og der blev allerede spist en hel del af chipsene på vores lille hyggekøretur sammen den dag, da han var helt vild med dem :D

Knækbrødschips med flagesalt (ca. 60 stk.)


50 g hørfrø
50 g sesamfrø
50 g solsikkefrø
50 g græskarkerner
50 g finvalsede havregryn
200 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1½ tsk salt
2 dl koldt vand
1 1/4 dl olie (jeg brugte rapsolie)


Drys:
Sesamfrø
Blå birkes
Et par spsk flagesalt, gerne havsalt. Jeg bruger havsaltflager fra Maldon.


Put alle frø og kerner i en skål og bland dem godt sammen. Tilsæt mel, bagepulver og salt og rør, til det hele er godt blandet. Tilsæt vand og olie og rør det hele sammen til en ensartet masse (jeg samlede dejen i køkkenmaskinen med k-spaden af hensyn til mine dumme hænder).

Afmål et stykke bagepapir, der passer til din ovns bageplade og læg det på køkkenbordet. Tag halvdelen af dejen* og læg den på bagepapiret. Læg et stykke bagepapir af tilsvarende størrelse ovenpå og brug håndfladen til at presse dejen ud over hele bagepapiret, så det bliver bredt så tyndt ud som muligt. Prøv, så godt du kan, at sørge for, at dejen er lige tyk over det hele. Slut evt. af med at køre en kagerulle frem og tilbage over dejen, så overfladen bliver mere jævn.

Fjern det øverste lag bagepapir og pensl den udrullede dej med vand. Drys med sesam og birkes og fordel til sidst lidt flagesalt over hele dejen. Undlad at gå amok med saltet, da det ellers bliver for voldsomt. Jeg brugte nok lidt mere end 1 spsk til sådan en plade knækbrød. Hvis flagesalten er i meget store flager, kan du med fordel lige knuse det lidt med fingrene, så de enkelte stykker flagesalt på de færdige knækbrød ikke er for store.

Brug en skarp kniv eller pizzaskærer til at dele dejen, så du efter bagningen kan knække knækbrødene fra hinanden. Jeg brugte pizzaskæreren, fordi jeg syntes, det var nemmest med den. Så det vil jeg anbefale :) Jeg får 30 stykker knækbrød ud af hver plade, dvs. 60 stykker i alt.

Træk bagepapiret med dejen over på din bageplade og sæt den ind midt i ovnen ved 200 grader. Bag knækbrødene, til de er gyldne. Bagetiden afhænger af, hvor tyk du har rullet din dej ud. En tykkere dej skal have længere i ovnen, og en tyndere kortere tid, så mit bedste råd er at holde øje med farven på knækbrødene under bagningen.
Vores bageplade er ret stor og jeg rullede dejen ret tyndt ud, og mine knækbrød skulle have omkring 15-17 minutter i ovnen. Jeg holdt dog skarpt øje, da knækbrødene i kanterne blev færdige først. Det er dog ikke noget problem. Tag blot pladen ud af ovnen og flyt de færdigbagte knækbrød over på en rist, og sæt herefter de ufærdige i ovnen igen :)

Jeg har prøvet at bage knækbrødene i lidt kortere og længere for at se, hvilken afbagning jeg foretrak. Jeg er kommet frem til, at de godt må være til den mørkegyldne side, dog uden de bliver brune eller brændte i det. Tag dem ud, før sesamfrøene begynder at få farve.

Opbevar de færdige knækbrødschips i en lufttæt bøtte. De kan holde sig ca. 14 dage, men så længe holder de meget sjældent herhjemme :D


* Hvis din ovns bageplade er meget lille, kan du overveje at dele portionen i tre, så knækbrødsdejen bliver bredt tilpas tyndt ud.

De færdige knækbrødschips med flager af havsalt.

De færdige chips opbevares i en lufttæt bøtte. Som det ses, er nogle af stykkerne mere rustikke end andre, men det har sin helt egen charme, synes jeg :)

Det seneste år har bragt en del udfordringer med sig. Vi har været igennem tabet af et nært familiemedlem, og det kører ofte lidt op og ned for mig med mine arme, der jo er ramt af kroniske nervesmerter. Jeg synes dog, de dumme arme følger helt godt med efterhånden, og jeg har en god del af min tidligere funktionsevne tilbage, blot jeg passer på. Men min krop er anderledes, når det kommer til smerte. Overfølsom på en måde. og det har jeg i dén grad mærket over de seneste måneder, hvor jeg desværre er blevet ramt af yderligere smerter.

Den her uheldige tilstand grunder egentlig i noget, som skulle være positivt. Efter tabet af min fars kone havde jeg en lang periode, hvor jeg ikke kunne finde energien til at gå mine ture. Men lige så stille kom jeg i gang igen, og jeg havde fornyet lyst og energi til at gå. Det betød, at jeg pludseligt gik meget længere, og det var helt fint, for jeg kunne ikke mærke nogen overbelastning ved det. De første gange var mine fødder lidt ømme, men det gik også over, og herefter kunne jeg slet ikke mærke, når jeg havde gået over 20 km. Lige til én dag for ca. to måneder siden. Jeg skulle mødes med Christian efter arbejdstid og gå en tur med ham. Da vi var halvvejs hjemme, begyndte jeg at få smerter nederst på skinnebenet. Jeg gik dog turen hjem, selvom det gjorde ondt. Dagen efter var det bedre, men det gik ikke væk igen. Til gengæld kom det også i det andet skinneben.

Jeg har prøvet at give det ro, samtidig med at jeg stadig går - nu meget kortere - ture, hvilket er vigtigt ifølge min fysioterapeut, og jeg får laserbehandling og støttende kinesotape hos min ham en gang om ugen. Desværre går det kun meget langsomt fremad, og det værste af det hele er næsten, at det føles præcis som skaden på mine arme. Smerter i senerne og totalt overfølsomhed over for berøring der. :( Det gør mig bange, for jeg er bekymret for, at jeg nu skal til at have kroniske nervesmerter i mine ben også.

Der er desværre ikke ret meget, jeg kan gøre ved det, ud over at følge de gode råd fra min fysioterapeut, og give benene tilstrækkelig ro. Udfordringen er, at jeg desværre ikke kan tåle at stå ret længe ad gangen, hvilket også er årsagen til, at det er begrænset, hvad jeg kan klare at lave i køkkenet. Så pt. sker der ikke så meget. Jeg får slemme smerter og må sidde ned med benene oppe for at få smerterne til at lægge sig lidt igen. Det skal jeg gøre ret ofte, så det begrænser mig en del. Heldigvis kan jeg stadig gå nogle lidt kortere ture, men det er næsten altid samme tur, da underlaget skal være lige og ingen bakker. Det er temmelig udfordrende, når man bor i noget af det mest bakkede landskab i Danmark. Men jeg prøver at tilpasse turen til benene, så godt jeg kan. I forhold til at stå stille er det bedre for mig at gå, og jeg styrker benene ved at holde dem i gang, så det er vigtigt. Skal blot passe på ikke at overdrive.

Der er en smule fremgang dog. Kun meget lidt, men lidt har også ret. I starten kunne jeg nærmest ikke stå under bruseren, fordi gulvet skråner en lillebitte smule, hvilket forværrede mine smerter betydeligt. De fleste dage går det bedre med det. Det er dog en ret lille fremgang, synes jeg, når der er gået to måneder, siden det gik galt, men jeg må bare være tålmodig og håbe det bedste. Kan også gå lidt længere ture nu, og jehar fundet ud af, at når jeg får smerter på mine gåture, kan jeg sætte farten meget ned, til de værste smerter er dampet af, og så kan jeg godt gå videre. Det er meget godt at vide.

Jeg prøver stadig at finde ud af, hvad jeg kan og ikke kan med de dumme ben, så jeg er pt. i en slags tilpasningsfase. Måske skal jeg vænne mig til, at det fortsat skal være sådan fremadrettet med smerterne i benene, men jeg håber stadig, at det vil forsvinde helt med tiden. Må bare vente og se.

Midt i alt det her rod med benene har vi haft en stopfyldt maj måned med ting hver weekend. Det har været noget af en udfordring, også for benene, men det lykkedes at komme igennem det. En af de større udfordringer var en tur i Zoo med Christians forældre i slutningen af maj, hvor der jo er en del gåen rundt og ståen stille. Det gik heldigvis nogenlunde, og der var mulighed for at holde pauser undervejs, så det var fint nok. Havde endda kameraet med, primært for at forevige vores tur, ikke så meget for at tage billeder af dyrene, men fik da alligevel et par knips af dyrene den dag. Et par af dem kan I se her. Det ene er af den gennemsigtige sommerfugl ovenfor, og det andet kan I se herunder. Vi var så heldige, at alle dyrebørn var fremme. Både løveunger, isbjørneungen her og elefantungen (som hyggede sig gevaldigt i sin "swimmingpool" i elefantanlægget), samt andre dyrebørn. Det gjorde turen lidt ekstra særlig, da man ofte kan opleve, at dyrene ikke er så meget fremme på turen rundt i Zoo. :)

Isbjørnemor gør rent i hulen, mens ungen spiser frokost.

Ud over turen i Zoo med Christians forældre var en af maj måneds anden helt store oplevelser for mig en tur i Royal Arena med min far, hvor vi oplevede Elton Johns afskedskoncert. Billetterne var en tidlig fødselsdagsgave til min far, da jeg ved, hvor meget han elsker Elton Johns musik, og det var en virkelig stor og fantastisk oplevelse for os begge to. Efterfølgende har Christian og jeg været i biografen og se Rocketman - filmen om Elton Johns liv, hvilket hang rigtig godt sammen med koncerten. Elton John fortalte til koncerten om, hvordan han for efterhånden mange år siden kom ud af sit misbrug og har brugt sin tid og formue efterfølgende på at hjælpe andre, især i forbindelse med bekæmpelsen af AIDS, og filmen viser meget tydeligt, hvordan og hvorfor han endte med at få brug for hjælp, og hvordan han kom videre derefter. Og på en meget underholdende måde, lidt som en musical, synes jeg. Faktisk er både Christian og jeg enige om, at vi synes, Rocketman er bedre end Bohemian Rhapsody-filmen fra sidste år, så jeg er meget spændt og forhåbningsfuld i forhold til, om der skulle falde nogle Oscar-nomineringer af til filmen. Har du endnu ikke set den, kan jeg varmt anbefale det :)

Som jeg skrev i starten af indlægget her, har jeg lige været en tur ovre hos min far i forbindelse med fars dag. Han havde fri den dag, og jeg tænkte, det kunne være hyggeligt at lave noget sammen. Det blev første gang, jeg tog alene til Jylland med toget i måske 4-5 år og med dårlige ben, så jeg var lidt spændt på, hvordan det skulle gå, men det gik helt okay. Min far hentede mig på banegården og så kørte vi en tur til Saksild og spillede minigolf, hvilket min far elsker, og efterfølgende tilbage til Horsens, hvor jeg gav middag på Restaurant Oksen, før jeg igen tog toget hjem. Det var i øvrigt også første gang, jeg har forsøgt at spille minigolf, siden mine arme blev dårlige i 2016, men det gik overraskende godt, så det var en rigtig fin dag :)

Vores middag på Oksen. Min far fik desuden Oksens gode, hjemmelavede gullaschsuppe, og jeg fik den superlækre salatbar, så det var et rigtig fint måltid. :)

Så som I nok kan se, er livet ikke gået helt i stå herhjemme, selvom jeg er noget udfordret på mit bentøj pt. Den seneste måned har været fyldt med dejlige oplevelser, som jeg vil se tilbage på med glæde, men er nu også glad for, at de næste måneder endnu ikke ser lige så fyldte ud. Jeg trænger lige til et pusterum og til at kunne koncentrere mig om at passe lidt ekstra godt på benene. Og forhåbentlig finde vejen tilbage til køkkenet igen, når mine ben tillader det :)

U2 - Experience + Innocence tour - Royal Arena 30. september 2018

I 1997 sad en 15-årig pige og så nyhederne, da der kom et indslag om rockbandet U2, der samme år skulle komme til Danmark på sin verdensturné Popmart. Turnéen indeholdt et sceneshow uden sidestykke, bl.a. med den største LED-skærm set til dato og en kæmpestor guldcitron-spejlkugle, som bandet skulle komme ud af. I indslaget blev der også spillet et klip fra den første single fra det nye album, Pop, sangen Discothèque, som var anderledes end nogen som helst anden musik, jeg nogensinde havde hørt. Mind blown!

Der gik ikke ret lang tid, før jeg havde købt cd'en, og den blev spillet non-stop hele sommeren. På anlægget derhjemme, og når jeg var ude, havde jeg den med i min discman. Inden længe havde jeg en fuld samling af alt, U2 havde udgivet. Jeg havde en kæmpestor plakat med albumcoveret fra Pop hængende over min seng og ved spejlet på mit teenageværelse havde jeg et postkort med et billede af Bono fra Joshua Tree-tiden siddende, lige til jeg flyttede hjemmefra adskillige år senere. Jeg har faktisk lige mødt billedet igen, da jeg for nyligt skulle sortere ud i alt det, jeg havde med her, da jeg flyttede sammen med Christian. Det blev naturligvis pakket forsigtigt væk igen, da det er et vigtigt minde fra min ungdom :)

Jeg hører også stadig rigtig gerne Pop-albummet. Pudsigt nok har jeg opdaget, at netop det album generelt ikke har været særligt elsket af hverken fans eller anmeldere, men det var altså det, der startede min store kærlighed til U2's musik. Jeg har hørt det album og mange af de andre helt tynde gennem tiden, så jeg kan blive overrasket over, hvor god tilstand de albums stadig er i. Med tiden har jeg fået lagt dem ind på computeren, så jeg har kunnet tage dem med på min iPod og telefon og usb i bilen, nu det er blevet umoderne med discmans.

Det blev en lang intro, men min kærlighed til U2 går flere årtier tilbage, så vores historie er lang. Jeg havde aldrig turdet drømme om at kunne komme til at se dem live, for det har virket helt uopnåeligt. Derudover kendte jeg ingen, der elskede deres musik, som jeg gjorde. Christian har været vant til at gå til mange koncerter, så da vi blev kærester, var han helt indstillet på, at vi da skulle ind og se U2. Vi forsøgte at få billetter til koncerten i Horsens i 2010, men det var fuldstændigt umuligt. Det viste sig dog senere, at det var meget heldigt, at min svigermor blev opereret akut i hovedet den dag, de skulle spille i Danmark.

Der har ikke været mange turnéer siden, og de har ikke været i Danmark siden 2010, så da vi sidste år fandt ud af, at de kom til Danmark i 2018, ville vi igen forsøge at få billetter. Efter en kæmpe kamp med mange frustrationer fik vi billetter til ekstrakoncerten 30. september. Fik billetter ca. midt i salen på række 9 og tænkte, at det nok var ca. halvt oppe af siden i salen, men tilsyneladende ud for catwalken, jeg kunne se, der skulle være. Det var vel helt ok. Var bare lettet over at have fået billetter denne gang.

Siden billetterne kom i hus i januar, har jeg haft travlt med at høre de nyere albums, som jeg ikke har fået hørt så meget som den gamle musik. Man kan virkelig mærke, at det er et band, der udvikler sig, og det er også det, der skal til, for at holde liv i musikken, uden man glemmer sine rødder. Jeg synes, U2 har været gode til netop den balance. Ved gennemlytning af det nyeste album, Songs of Experince, kan jeg mærke netop det. Selvom det er ny lyd, er der også gammel flettet ind i musikken. Kan fornemme toner tilbage fra midten af 80'erne, og den velkendte guitarlyd, der altid har karakteriseret U2's musik.

September kom, og det var snart tid til koncerten. Jeg har faktisk gået med en knude i maven et stykke tid op til koncerten, fordi jeg ikke kunne tro, at det virkelig skulle ske nu, så jeg var bange for, at der skulle ske noget, så det alligevel ikke blev til noget. Nogle uger inden koncerten kunne vi så også læse, at Bono havde mistet stemmen under en koncert. Heldigvis kom den tilbage, og i søndags kørte vi til koncert i København. Det var vores første tur i Royal Arena. Vi skulle have hørt Lady Gaga i februar, men den koncert blev aflyst, så det var helt nyt for os. Fun fact: Lady Gaga synger backing vocal på nummeret Summer of Love på U2's nye album :)
Vi havde som sagt plads på række 9, og vi havde forventet at skulle sidde et stykke oppe over gulvet. Men sådan var det ikke. Da vi ankom og skulle finde vores plads, fandt vi ud af, at række 9 altså var helt nede ved gulvet! Foran os var kun en platform med kørestole og en enkelt række, som jeg vurderede til at have dårligere udsyn pga. placeringen. Og vi sad lige ud for enden af catwalken, hvor der var en stor platform! Det var virkelig en glædelig overraskelse. Det her kunne kun blive godt!

Vi hører gerne lidt ekstra på de sange, vi kan se, der er på setlisten til de koncerter, vi skal til, og det så ud til, at det var ret sikkert, hvad der ca. skulle spilles. Men vi blev overraskede. U2 havde fået lyst til at prøve noget nyt, så der var helt andre sange med ind imellem, som de endnu ikke havde spillet på turnéen, og det var en stor og dejlig overraskelse! Få dage forinden havde jeg sagt til Christian, at jeg nok allerhelst gerne ville høre Stay (Faraway, so Close!), hvis jeg selv kunne vælge mellem alle deres sange, men at jeg godt vidste, at det var umuligt at få opfyldt, for der var ikke en eneste sang med fra Zooropa-abummet, hvor sangen ligger på, og sangen havde ikke været spillet på turné siden 2011. Men jeg blev overrasket, for den var netop en af de sange, de havde valgt at sætte på programmet i søndags. Blev simpelthen så overvældet, da jeg sad der, både over i det hele taget at være der og overvære sådan en koncert, jeg aldrig i mine vildeste drømme havde troet, jeg ville opleve, men også at høre den sang, jeg allerhelst ville opleve, så det blev så overvældende, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Glædestårer, naturligvis!

Stay var ikke den eneste overraskelse denne aften. De overraskede også ved at have taget et par ekstra sange med fra Achtung Baby, nemlig Who's Gonna Ride Your Wild Horses og Even Better Than the Real Thing. Albummet er det næstbedst sælgende U2-album gennem tiden med 18 millioner eksemplarer solgt på verdensplan, kun overgået af The Joshua Tree-albummet fra 1987, og en stor publikumsfavorit kan jeg se, når jeg læser på bandets Instagram- og Twitterprofil. For mig personligt er det også et af de albums, jeg har hørt allermest. Det fulgte mig ligesom Pop igennem tykt og tyndt som en fast beboer i min discman i mine teenageår. Min discman boede i bunden af min skoletaske, og det første jeg gjorde, når jeg havde fri, var at finde den frem og forsvinde ind i musikken.

Sidst, men bestemt ikke mindst, havde U2 valgt at sætte The Unforgettable Fire på programmet den aften, en sang fra albummet af samme navn udgivet i 1984, som hellere ikke har været spillet på turné siden 2010. Det var et virkelig godt genhør. Helt klart en af de tidlige sange, der har sat spor i mig, for teksten stod krystalklar for mig, da de spillede sangen denne aften.

I det hele taget ramte den koncert mig bare så hårdt i hjertet. Det var en meget speciel oplevelse at opleve soundtracket til ens liv blive spillet lige foran øjnene på en og se U2 live i det hele taget. De skuffede bestemt ikke med deres performance. De havde bygget deres sceneshow op rigtig fint med en kæmpe storskærm, der splittede rummet i to langs catwalken. Den kunne i øvrigt også indeholde bandet, og Larry Mullen Jr. havde et trommesæt siddende der i hulrummet, hvor de alle kom ud.
De brugte hele arealet til at spille på, fordelt på selve scenen, catwalken og platformen for enden, hvor vi sad. På den måde kom de rigtig godt ud til publikum.Vi havde faktisk tænkt, at det måske primært var Bono og måske The Edge og Adam, der ville gå ned til platformen, da vi tænkte, at Larry ikke var særligt mobil, nu han spillede trommer, men han var med alle steder. Der var som sagt et trommesæt i hulrummet i skærmen, og ude på platformen blev der lige løftet et helt trommesæt op, så han kunne sidde der. Virkelig fint udført, synes jeg :)

Jeg har gennem de seneste år fået mine vildeste drømmekoncerter opfyldt, og U2 var nok den største drøm for mig. Men det er ikke kun, fordi det er dem, aftenen blev så særlig. De formåede virkelig at skabe en connection til publikum, hvor de lod folk komme tæt på dem som personer, fik indblik i deres holdninger og viste deres taknemmelighed for os, der følger dem. Den slags connection har jeg virkelig manglet i de andre drømmekoncerter, jeg har fået opfyldt gennem de seneste år, heriblandt Radiohead og Alanis Morissette. Det, der gør en rigtig god koncert, er virkelig den connection til publikum.
Under koncerten talte Bono direkte til sin kone, Ali, som var til stede den aften et sted i salen. Han synes, det var en lidt sær følelse sådan at dele deres kærlighed med en masse fremmede (gennem sangene), men sagde også, at hun var hans bedste ven og "see you at the bar after the show".  Efterfølgende sang han You're the Best Thing About Me. som er skrevet som en kærlighedserklæring til hende. Det var rørende at opleve :) Til os andre fortalte Bono, hvordan det havde været at blive berømt som en ung mand. Han formulerede det sådan, at ens hoved voksede og skrumpede på én gang, hvilket nok meget godt beskriver det :D Og han takkede for det liv, vi fans havde skænket dem og deres familier gennem årene. Det var de meget taknemmelige for.

Kender man U2, ved man også, at det ville blive en politisk koncert. Bandet, både sammen og hver for sig, har siden starten kæmpet mod fattigdom, social uretfærdighed og sygdom i verden, og det var også på menuen i aften. På storskærmen så vi billeder af Trump, Kim Jong Un, Putin og Assad, og der var snak om den højredrejning, verden har taget. MacPhisto, en slags engelsk upperclass-djævlefigur, spillet af Bono, bandet har haft med i bagagen siden Zoo Tv-turnéen i 1992-93, var genopstået til turnéen og blev en sarkastisk kommentar til den ondskab og på den måde en advarsel om, at vi ikke nødvendigvis kan genkende ondskaben, selvom den står lige foran os med citatet fra sangen Acrobat:

"Don't believe what you hear
Don't belive what you see
If you just close your eyes
You can feel the enemy".

I stedet for angst, had og ondskab blev vi opfordret til kærlighed med Pride (In the Name of Love), som mindes Martin Luther King Jr., der blev myrdet for 50 år siden i år (mens Bono kastede kærlighed ud til os alle ved at holde sig på hjertet og derefter kaste det ud mod publikum). Det er et stærkt budskab, som går igen i citatet om, at øje for øje vil efterlade alle blinde. Citatet har rod i den ikke-voldelige bevægelse, der vandt frem i det 20. århundrede med Gandhi og King. Med kærlighed kommer også medfølelse og viljen til at hjælpe folk i nød. Netop folk i nød var også på programmet denne aften, hvor der var billeder af krig - bl.a. 2. verdenskrig - og af de flygtninge, der lige nu strømmer væk fra områder med krig og fattigdom. Engang var det os, der var i nød. Nu er det dem. Netop i sangen Pride var den nød gengivet i en smule ændret tekst, så den kom til at lyde sådan:

"One boy washed up on an empty beach
One boy never will be kissed"

- med henvisning til flygtningekatastrofen med de utallige bådflygtninge, der hver dag tager risikoen ved at sejle over Middelhavet, og hvoraf en stor del ikke overlever turen. Med sangen Women of the World blev der opfordret til, at kvinder skulle stå sammen. Og bandet satte fokus på, at kvinder i nød er betydeligt dårligere stillet end mænd i samme situation, hvilket jeg ikke er i tvivl om. Der er heller ingen tvivl om, at den Me2-bølge, der blev sat i gang sidste år, virkelig sætter fokus på kvinders forhold, og det meget relevant også at tænke på den slags udsatte kvinder i den forbindelse.
I stedet for splittelse opfordredes vi til kærlighed, til forståelse af at vi er ens, ikke den samme men lige, understreget af sangen One med billeder af mange forskellige menneskelige udtryk på storskærmen, både mænd og kvinder.

Sangen One dedikerede de til deres lydmand, Joe O'Herlihy. Netop denne aften var det 40 år siden, deres samarbejde opstod, og hans arbejde har været legendarisk. Bono jokede (?) med, at hans dybe basgange havde sat kvinder i fødsel :D Og - uden at joke - fortalte han, at Joes bas havde været så kraftig, at den havde kunnet måles på richterskalaen. Manden selv var til stede og modtog hyldesten.

Det var dog ikke den eneste dedikation den aften. Dagen havde for os startet lidt mærkeligt op med nyheden om, at Kim Larsen var død. Så inden vi tog til koncert, gik vi rundt i sådan en sær ny virkelighed. Kim Larsen har været der hele mit liv, og jeg kan huske musikken, fra jeg var en helt lille pige. Vi sang den i skolen og den blev spillet både ude og i mit barndomshjem. Da jeg blev færdig med skolen, var det bl.a. Kim Larsens musik, vi spillede i vognen og sang, da vi kørte rundt til vores forældre. Christian og jeg havde tv'et kørende hele eftermiddagen med mindeprogrammer om Kim Larsen.
Jeg havde godt set, at nogen havde tagget U2 i en artikel om Kim Larsen på Instagram eller Twitter, men jeg havde ikke forventet, hvad der skete: mod slutningen af koncerten, før det sidste nummer, kom der et billede af Kim Larsen med årstal op på den kæmpestore skærm, og Bono dedikerede koncerten i hans ære og citerede i øvrigt This is my Life:

"This is my life
This is my time
Show me the light
And I go there.

Give me the wine
Bitter and sweet
And a little bit of bread
That's all I need"


Det var et ret rørende øjeblik, at de havde valgt at ære ham på den måde, og der var også et kæmpe jubelbrøl fra publikum som svar. Citatet var også et fint lille overlap over til aftenens sidste sang 13 (There is a Light), som jeg personligt synes, er et helt fantastisk nummer fra den nye cd. Den blev fremført helt simpelt med Bono, der gik syngende ud til enden af catwalken og tog en kæmpe lyspære op af et lille hus, der stod på platformen. Han satte den i svingninger rundt i salen, og som sangen bevægede sig mod sin slutning, forsvandt Bono ned mellem publikum.

Sådan sluttede min allerstørste koncertoplevelse nogensinde! Det var så meget mere end bare en musikoplevelse for mig. Ligesom mit første møde med U2's musik var det en total mind blowing oplevelse.

Da vi kom hjem efter koncerten, endte vi med at sidde oppe, til klokken næsten var 3, fordi alle indtrykkene fra aftenen lige skulle tages ind. Jeg har efterfølgende brugt tre dage på at lave indlægget her, som beskriver min helt personlige oplevelse af koncerten. Den slags tager tid, når smerterne begrænser mig, men jeg ville rigtig gerne dele den her fantastiske oplevelse med jer her på bloggen :) Tak til jer, der har læst dette lange indlæg til ende og taget del i en af de bedste aftener i mit liv! <3