mandag den 10. februar 2014

Hurtig og lækker hverdagsret: kylling i rød karry og kokosmælk

Jeg har en rigtig god veninde i Århus, en navnesøster faktisk, som jeg kender fra gymnasietiden. Vi har vedligeholdt kontakten lige siden og ses oftest 1-2 gange om året, hvor vi besøger hinanden i nogle dage. På de besøg har jeg ofte oplevet ny mad, som jeg ikke før har smagt, for det er Christina god til at lave. Nu er der desværre sat lidt en stopper for det, da der er meget mad, jeg ikke kan tåle, men jeg husker for et par år siden, at hun lavede en ret med kylling i rød karrypasta med kokosmælk i. Det var en rigtig skøn kombination, så jeg fik lyst til at prøve at lave min egen version her for nylig, da Fakta havde frosne grøntsager på tilbud.

Egentlig "bør" man jo nok selv udskære sine friske grøntsager, for "halvfærdig" mad er noget udskældt. Men bruger man en færdigblandet pose med grøntsager fra frost, er retten superhurtig at lave og passer godt ind i en travl hverdag, eller når der ikke er så mange kræfter, hvilket ofte er tilfældet for mig. Grøntsagerne fra wokblandingen smagte i øvrigt rigtig godt, mente Christian, så det kan sagtens bruges. Laver du selv dine grøntsager til retten, skal du lave ca. 500 g i færdig, udskåret vægt. Det kunne f.eks. være gulerødder, selleri, rød peber, minimajs skåret i mindre stykker og vandkastanjer. Sidstnævnte har jeg set, man kan købe på dåse i vores Netto. Skær dem i skiver, hvidløg i tynde skiver og resten af grøntsagerne i tynde stave.

Retten rækker til to personer. Det var dog kun Christian, der skulle have det her, da jeg ikke kan tåle karryen, så halvdelen blev frosset ned. Det kan man sagtens.





Kylling i rød karry og kokosmælk (2 pers.)

2 kyllingebryster
2 store tsk rød karrypasta
2 spsk olie (f.eks. raps)
3 fed hvidløg
500 g grøntsager efter eget valg (se noten ovenfor) eller frossen wokblanding
1 dåse kokosmælk
Salt
Evt. hakkede peanuts eller cashewnødder

Tilbehør:
3 dl basmatiris

Start med at sætte risene over. Bring 5 dl vand i kog. Tilsæt salt og 3 dl basmatiris. Skru ned på svag varme, så risene kun småkoger. Læg låg på og kog dem i 10 minutter. Tag gryden af og lad dem trække i 10 minutter yderligere. Mens risene koger og trækker, laves resten af retten.

Hvis du bruger en færdig pose grønt fra frost, hældes den op i en skål og overhældes med kogende vand. Hæld grøntsagerne i en sigte og lad dem dryppe godt af. Det gør jeg som regel, når jeg bruger færdige wokblandinger for at få dem tøet op, og så de ikke afgiver så meget væske, når de steges. Ellers kan de nemt ende med at blive mere kogt end stegt.

Skær kyllingebrysterne ud i strimler. Pil hvidløgene og skær dem i skiver.

Varm en spsk olie op i en wok eller stor pande. Rist karrypastaen af i olien kortvarigt og tilsæt herefter kylling og hvidløg. Steg kyllingen med hvidløget, til kyllingestrimlerne er gennemstegte. Tag kyllingestrimer og hvidløg op af wokken på en tallerken.

Varm endnu en spsk olie op i wokken. Hæld de afdryppede grøntsager i. Steg dem, til de er møre med stadig med bid. Bruger du grøntsager, du selv har stået og snittet, så snit dem fint. Så skal de ikke have så længe i wokken. Den færdige wokblanding fik nogle minutter ved fuld knald på varmen, til de havde stegt lidt. Der er stadig lidt væde ved grøntsagerne, selvom de er tøet op, så det skal lige fordampe først.

Put kød og hvidløg tilbage i wokken og hæld kokosmælken over. Lad det hele koge sammen nogle minutter og slut til sidst af med at smage til med salt. Har du lyst, kan du drysse hakkede peanuts eller cashewnødder (gerne ristede) over retten.

Den færdige wokret.




Jeg har haft travlt, siden jeg stod op i dag. På lørdag holder jeg fødselsdag for familien, og har i dag været i gang med at lave lidt forberedelser i køkkenet. Jeg skal nok i et senere indlæg skrive om, hvad jeg serverer på lørdag. Det får I ikke at vide endnu, da jeg ved, at nogle af gæsterne læser med her ;) Men det har jeg brugt et par timer på her hen over middag. Da jeg var færdig med at bage, smed jeg en flæskesteg i ovnen, som skal stå og langtidsstege til vores aftensmad i aften.

Jeg kan godt mærke, at energien er brændt af nu :| Den rækker desværre ikke så langt, men i går var også en lidt intens dag. Vi var til katteudstilling i Korsør, hvilket jeg har glædet mig rigtig meget til. Når vi engang er klar til det, skal vi have kat nr. 3 igen, for 3 er bare det rigtige antal, synes vi. Og vi er ret sikre på, at det nok skal være en norsk skovkat denne gang. Putte var en skovkatteblanding, og vi elskede hans sind og udseende. Det savner vi meget, så det vil vi gerne have ind i katteflokken igen, selvom det naturligvis ikke kan erstatte den fantastiske kat, han var.

Men det var spændende at være på udstilling i går. Der var mange smukke skovkatte at kigge på, som man havde lyst til at smugle med hjem i lommen <3 Der var også flere boder med katteting, så vi fik købt en god portion nyt legetøj til kattebørnene. Det blev allerede taget i brug, da vi kom hjem, eller noget af det i hvert fald. Især en pose med ekstrem kraftig baldrianlugt gjorde lykke. Men Ozzy fik også tæsket lidt rundt med en pelsmus med fjer :) Resten af legetøjet får de sådan lidt ad gangen.

På vejen hjem var vi i Bilka i Slagelse, hvor vi købte flæskestegen, så vi var temmelig møre, da vi nåede hjem efter den lange køretur.

I dag er jeg så som sagt startet på forberedelserne til på lørdag. Jeg prøver så vidt muligt at lade være med at brænde al min energi af, så jeg har planlagt noget bagværk, der ikke tager vildt lang tid at lave. I dag var så lidt en "svipser" mht. det, for det var ikke lige planlagt, at jeg skulle bage i dag. Men jeg fik lyst til det, da jeg stod op. Jeg håber, det bliver vellykket :) Ellers står ugen på forberedelserne til fødselsdagen. Der skal handles ind, og vi skal have gjort huset klart til gæster.

Derfor skal jeg også prøve at få lavet en madplan klar i dag, så der snart kan handles ind. Så har jeg mere ro på, når jeg ikke skal hjemmefra igen inden fødselsdagen. Maden denne uge skal være ekstra forsigtig, så min mave ikke står af inden lørdag, så det bliver måske lidt af en udfordring.. Men det er så det, jeg skal lave i eftermiddag. Flæskestegen passer heldigvis sig selv, så der skal bare koges lidt kartofler i aften og laves sovs, inden vi skal spise.

I formiddag, da jeg stod og lavede Phoebes morgenmad (hun er nede på 2 "kødsmoothies" om dagen nu og 2 måltider tørkost, så hun er snart tilbage på normal med) i køkkenet, så jeg pludseligt noget ud af øjenkrogen, der bevægede sig superhurtigt udenfor. Efter at have stået og kigget lidt kunne jeg se, at det er en lille mus, der kommer og henter af fuglenes korn. Åh, den er sød <3 Fuglene får lidt korn på jorden ude foran, fordi duerne ikke længere kan komme op i fuglehuset, efter vi har fået nyt hegn om terrassen (huset sidder på en hegnspæl). Sidste år havde vi også en lille mus, der kom og hentede korn. De er supersøde, men det skal selvfølgelig ikke tage overhånd. Men en enkelt lille mus eller to må gerne komme og hente lidt korn her :) Fangede den med kameraet ud gennem vores punkterede og lidt beskidte køkkenvindue, hvilket går en del ud over billedkvaliteten, men sød, det er den nu :)



4 kommentarer:

  1. Det ser skønt ud - den tror jeg, at jeg må prøve kræfter med inden alt for længe. Egentlig kan jeg rigtig godt lide wok og thai inspireret mad, men vi får det simpelthen for sjældent :)

    Og sikken en fin lille mus - ja, dumme er de jo ikke :) Min mor kan en historie om en vinter, hvor hun opbevarede forskelligt fugleguf i skuret. Blandt andet mejsebolde og bolde med korn og nødder. Da så hun syntes, fuglene skulle have lidt andet end "bare" mejsebolde, lå der kun de grønne net tilbage............"nogen" havde fået en voldsom trang til nødder, peanuts og korn henover efteråret og vinteren ;)

    Mange hilsner fra

    Anne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :) Det smager også rigtig godt (og dufter fantastisk), især i forhold til den ringe arbejdsindsats, der er omkring det. Man kan jo selv bestemme, hvor meget man gider gøre ved grøntsagerne (om man vil lave det selv).

      Nej det er de ikke. Vi er også færdige med at opbevare æbler i garagen. De skal nok finde det, hvis der er noget. Herhjemme, er det dog katten, der er fristet af majseboldene. Den anden dag sad Phoebe og gnavede i en majsebold ude i vores spisekammer, mens jeg lige var inde med noget i køkkenet, og Christian bemærkede lidt tørt, at hun vist ikke var stor nok til at få lov til at være alene derude :D Jeg burde have tænkt det, for sidste gang havde hun hovedet nede i posen med fuglefrø, den tosse.

      Men ja, det er ikke kun fuglene, der er sultne om vinteren. Jeg synes dog, at fuglene ikke har gået så hårdt til den i år, så nogle af frøene når at spire i foderhuset. Måske er det, fordi det har været noget mildt i år. Sidste år var selv kæmpestore ravne nede og spise fedt af kokosnødder og hente nødder i fuglehuset. Det så noget vildt ud. Dem har vi ikke set noget til i år.

      Slet
  2. Lige netop sådan en mus der har min kat en gang haft med hjem til mig....levende....i soveværelset....DER var den ikke helt så sød at have gående.....(den blev dog indfanget og kom ud i det fri igen)...

    SvarSlet
    Svar
    1. De er søde til at komme med gaver, de katte ;) Herhjemme bliver det dog mest til blade, de slæber med ind fra haven. Vores gamle Putte kunne dog godt finde på jævnligt at "fange" en legetøjsmus eller andre "lækkerier" af legetøjet og komme med det stolt og fortællende i munden til os, den dygtige dreng. Jeg tror også, at det er den slags bytte, vi vil sætte mest pris på at få i gave herhjemme ;)

      Slet