Viser opslag med etiketten bamix. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bamix. Vis alle opslag

onsdag den 25. juli 2012

Strawberry cheesecake ice cream

Nu, hvor jeg alligevel bare går og venter, tænkte jeg, at det var et godt tidspunkt at få samlet op på mit hængeparti omkring den strawberry cheesecake ice cream, som jeg manglede at få blogget om.

Som jeg skrev tidligere, fik jeg for nogle uger siden lavet et par lækre, hjemmelavede is til fryseren, da jeg havde noget flødeost, der skulle bruges. Derfor måtte jeg afprøve den her opskrift på strawberry cheesecake ice cream, da jeg faldt over den hos Bitten. På den måde kunne jeg få brugt min flødeost og også en af de dåser kondenseret mælk, jeg havde stående i spisekammeret.

Det er absolut ikke noget, jeg har fortrudt! Nøj, hvor er den bare lækker! Frisk i smagen og med små, lækre jordbærstykker og bløde kiksestykker i, der bare er prikken over i'et. Vi testede den i går, da jeg skulle have taget et billede til indlægget her. Så Christians forældre kan godt glæde sig :) Jeg lavede den og chocolate fudge brownie-isen, så vi kan invitere dem op til noget hygge engang inden så længe. Vi troede også, at vi måske skulle ud og spise med dem, men som det er lige nu med problemerne omkring min lever og tabet af Mille, ligger det ikke lige rundt om hjørnet desværre. Men jeg glæder mig til at se, hvad de siger til isen. Vi er i hvert fald selv ret imponeret over begge is :)

Strawberry cheesecake ice cream, her på en bund af knuste digestive, men det er ikke et must. Der er også kiks i isen :)



Strawberry cheesecake ice cream (lidt over 1 liter)

450 g rensede jordbær
1 dåse kondenseret mælk (397 g - jeg brugte en fra Nestlé)
125 g flødeost naturel (jeg brugte en fra Lidl, der hedder Pic-frisch classic)
1½ dl piskefløde
1 dl mælk
Kornene fra 1 vanillestang
1 nip salt
55 g digestivekiks

Rens jordbærene. Blend 350 g af dem sammen med den kondenserede mælk. Jeg brugte min Bamix til formålet. Gem de sidste 100 g. Stil blandingen i køleskabet, til den er kølet helt ned. (Stil også de 100 g jordbær i køleskabet).

Bland mælk og fløde. Put flødeosten i en skål og pisk flødeblandingen ind i den lidt ad gangen. Pisk vanille og salt ind i blandingen. Pisk til sidst den afkølede jordbærblanding i, til det hele er godt blandet.

Frys isen på ismaskinen (vi bruger en med fryseelement, der fryser til softice-agtig tilstand, og så skal isen fryses færdig i fryseren).

Skær resten af jordbærene i små stykker. Knus kiksene til grove stykker (de må ikke være for små, det skal ikke være rasp ;)).

Når isen er næsten færdig (et par minutter, før du slukker for maskinen), tilsætter du jordbærene. Når isen er færdig, lægger du den i lag med kiksestykkerne og vender rundt, så de er blandet ind i isen. Frys isen færdig i fryseren i en bøtte.




Det er ellers lige isvejr for tiden. Solen brager ned, og "nu er det endelig sommer". Pff. Misforstå mig nu ikke; jeg kan godt lide solskin og varme, men med temperaturer, der sniger sig over 25 grader i skyggen, er her næsten ikke til at trække vejret. Der bliver 30 grader i stuen, selvom der er gennemtræk og gardinerne er rullet ned, og man bliver nærmest svitset, når man bevæger sig uden for døren. Så det er om at huske solcreme i factor en million, når man er en ultrableg dansker med sart hud.

Jeg håber, at temperaturerne er mere venlige i aften, hvor vi skal grille. Jeg har ordnet risten, så grillen næsten er klar, men skal så have forberedt en del herinde i dag. Jeg skal have vasket og kogt kartofler og lavet hvidløgskryddersmør til de lækre kartoffelpakker. Og så købte vi endnu et stykke nakkesteg i Kvickly i mandags, som skal skæres ud til koteletter og fryses ned. Et par af dem skal marineres til i aften, hvor de skal på grillen. Tilbehøret bliver en standartsalat (agurk, gulerødder og rød peber) med et indslag af galiamelon, der passer så godt sammen med sødmen fra kødet. Og så ryger der nok også et par pølser på grillen. Man kan da næsten ikke grille uden en enkelt hotdog ;)

Putte er stadig rigtig påvirket af tabet af Mille. Den anden aften havde vi lagt lidt lækkerier i deres foderbold, som han plejer at gå i gang med med det samme, men inden han gjorde det, lagde han sit hoved ind til Ozzys bryst i håbet om at blive vasket lidt og finde tryghed, ligesom han gjorde med Mille, der vaskede ham så kærligt. Men Ozzy vaskede ham ikke. Så blev Putte så trist, at han helt opgav at bruge foderbolden. Det ligner ham slet ikke. Han savner hende bare rigtig meget. Det gør vi alle.

Han har været mere puttesyg de sidste dage og villet op i sengen om aftenen. Der kan ellers gå længe imellem, at han gider det. Men han søger helt sikkert tryghed og nærvær. Og det får han selvfølgelig. 
Han nyder aftenerne i haven, når det er mere til at holde ud temperaturmæssigt. Det er ikke nemt for en langpelset kat, når det er så varmt, som det er nu. De har også en ekstra vandskål til at stå i haven om sommeren, så vi er sikre på, at de drikker nok. Det er jo ikke kun os, der kan blive skidt tilpas pga. varmen.
Her er et par billeder af ham fra i går aftes :)



fredag den 6. juli 2012

Nyt legetøj!

Som jeg skrev i går, er vi nu de glade ejere af en sort Bamix Swissline. Nøj, den er fin! Det kunne heller ikke gå hurtigt nok med at få den afprøvet, så det blev den i går, efter vi havde grillet. Lavede en frisk jordbærmilkshake til os. Det var en fin debut. Bamix'en blendede uden problemer jordbærene, og lavede milkshaken på ingen tid. Den skal vi helt sikkert nok blive glade for i fremtiden :)




Det sværeste er næsten at finde ud af, hvad jeg har lyst til at lave med den, for der er jo ret mange muligheder. Her er det nyeste familiemedlem i vores lille køkkenfamlie ;)



Der medfulgte også en processor, der er en lille kværn/foodprocessorattatchment, som kan kværne og lave andre ting. Har i hvert fald en plan om at skulle kværne nogle nødder i den nærmeste fremtid, da jeg har planer om at prøve at lave nogle hjemmelavede müslibarer. Jeg har utrolig mange småprojekter, jeg godt kunne tænke mig at komme i gang med, men vi skal også lige kunne indtage alle mine resultater, og vi kan altså ikke rumme alt for meget sukker og brød mv. ad gangen, hvis vi ikke vil ende op i hvalstørrelse.

Her får du min opskrift på jordbærmilkshaken :)


Jordbærmilkshake (ca. 2 personer)

130 g friske jordbær (frosne kan også bruges)
1.3 dl mælk
90 g vanilleis
1 stor tsk vanillesukker

Rens jordbærene og sæt dem i køleskabet, til de er godt kolde. Smid dem alternativt en tur i fryseren. Put jordbær og mælk i en blender (jeg bruger bare Bamix'ens tilhørende krus til blendningen) og kør, til jordbærene er smadret ud i mælken. Tilsæt vanilleis og kør igen på maskinen, til det er opløst. Smag til sidst til med vanillesukker.

Det her giver en tyk, let frisk milkshake. Hvis du vil have en, der er lidt tyndere i konsistensen, kan du nøjes med at putte 65 g is i i stedet. Vil du have den sødere, kan du tilsætte lidt ekstra flormelis. Flormelis opløses nemmere i væsken end sukker, så det vil jeg anbefale, du bruger, hvis du vil have den sødere.
Hvis jordbærene er kølet godt ned og evt. halvfrosne, sørger de for, at temperaturen på din milkshake holdes koldere længere :)

Her er resultatet:



Det var en noget hård dag i går. Det var svært at få svunget sig op til at forberede vores aftensmad og i det hele taget holde sig i gang. Jeg måtte vente til midt på eftermiddagen, før pakken med Bamix'en kom, og jeg føler mig ret begrænset, når jeg går og venter på en pakke. Det er en stor stressfaktor for mig. Så det er rart, at den nu er ankommet og vi allerede har fået leget lidt med den :)

Vi endte med bare at sidde og se lidt X-files i går aftes, der er serien, vi pt. er i gang med. En af mine favoritserier of all time. Den blander mystiske fænomener (et emne, der altid har interesseret mig, lige siden jeg var barn) med krimiserieelementer og humor i lige den rette dosis, så det er dejligt, at vi er kommet i gang med den igen. Pt. er vi dog stadig i afsnit, jeg har set inden for de sidste år, da Tv2 Zulu begyndte at sende dem en overgang, men pludselig stoppede med det igen, så jeg glæder mig til, at vi kommer forbi det punkt i afsnittene, så jeg kan blive lidt mere overrasket igen over de afsnit, jeg ikke har set siden 90'erne. 

Ufatteligt, at den serie næsten allerede er 20 år gammel. Man ser det nemmest på teknologien. I gårsdagens afsnit sad Scully på internettet, der bare var grøn skrift på en sort skærm. Der er godt nok sket noget siden. Jeg kan godt huske, da alting var noget mere primitivt, og vi skulle lære at bruge nettet for første gang. Der har jeg næsten allerede været teenager, tror jeg. I dag lærer børn det jo noget hurtigere, ligesom det også er normalt at have en computer i hvert hjem. Hos os fik vi først computer, da jeg gik i 10. klasse og var en 16-17 år. Og det var uden internet.

Men ud over de der teknologiske ting (og deres meget 90'eragtige påklædning ;)) så er serien meget up to date, synes jeg. Man føler sig ikke hensat til en helt anden tid, når man ser den. Der er heldigvis 9 sæsoner, så vi har mange afsnit foran os endnu :)

I dag bliver vist en dag, hvor jeg vil tage den lidt med ro. Vi skal have nogle grillspyd i aften med marineret kylling og grøntsager, men jeg har marineret kyllingen i går, så spydene skal bare samles, når jeg har gjort grøntsagerne klar, så der er vist ikke så meget arbejde i det, heldigvis. 
Det er også noget af en gråvejrsdag i dag. DMI havde lovet skybrud, men her har vi højst fået støvregn. Haven kunne ellers godt have brugt lidt mere vand. Dog er det gråt udenfor, hvilket er rart, når man har en dag, hvor man ikke lige har lyst til at lave det store. Heldigvis er det fredag, så Christian er lidt tidligere hjemme, hvis han ikke lige sidder med noget, der skal afsluttes, før han kan køre. Det kan man aldrig vide. Men jeg glæder mig, til han kommer hjem og vi kan holde weekend. Der er heldigvis ikke mange timer til.