Mit personlige kaos

Det er en dramatisk titel, men det er sådan, jeg lidt oplever livet lige nu. Det er lidt af et puslespil at få alting til at gå op i en højere enhed, og det er lidt svært at følge med fysisk og psykisk for mig for tiden.

Efter Christian kom hjem fra Irland, havde vi en relativ rolig weekend. Weekenden efter gjorde vi klar til, at jeg kunne får besøg af min gode veninde, Christina, fra mandag til onsdag i den følgende uge. Vi havde nogle rigtig hyggelige dage, men det var også hårdt. Jeg bliver så hurtigt træt, og var noget skidt tilpas flere gange i løbet af de dage. Men det var rigtig hyggeligt, og vi var en tur på Bakken i tirsdags. Jeg nød at have hende på besøg, for jeg ser ikke rigtigt nogen mennesker efterhånden... Ville dog ønske, at hun eller jeg boede tættere på, så vi kunnes ses, uden det nødvendigvis skulle være mange dage ad gangen. Det er vi nødt til, som det er, hvis vi skal have noget ud af det og nå at snakke sammen og sådan. For turen tager over tre-fire timer hver vej. Især nu hvor færgen fra Kalundborg til Århus ikke sejler mere. Er rigtig taknemmelig for, at hun stadig har lyst til at ses, selvom vi ikke snakker så meget sammen eller ses, som vi gjorde engang. Det betyder rigtig meget for mig at have en veninde. Og denne gang tog hun turen, selvom det var min tur til at tage til Århus, fordi jeg har svært ved at skulle tage væk fra Ozzy pga. hans spiseproblemer og behandling. Rigtig sødt af hende.

Det var faktisk rigtig rart, at vi lige havde fået aftalt, at hun skulle komme i de dage, for fredagen før fik jeg en rigtig træls besked fra min læge. Jeg har gået og ventet på svar på den test for livmoderhalskræft, jeg fik taget i starten af juli, og den fredag var der svar. Den viste atypiske celler, lette celleforandringer. Det var lidt af et chok for mig, for jeg har altid haft fine prøvesvar i fortiden, og som 22-årig mistede jeg min mor til kræft (anden type, dog). Derudover har vi meget kræft i familien, så det var virkelig et skræmmende svar. Fik at vide af sekretæren, som jeg snakkede med, at dem, der har lavet testen, ikke ville anbefale mig at blive testet igen før om tre år, og det kunne jeg bare slet ikke forstå. Sekretæren foreslog, at jeg fik en tid til at snakke med lægen den efterfølgende fredag, og det takkede jeg ja til. Det var ikke rart at gå og vente på den tid, så det var rart, at Christina var her, så jeg kunne tænke på noget andet.

Nældens takvinge. Sommerfuglene er så småt begyndt at opdage sommerfuglebuskene i haven. Det har jeg ventet på længe. Jeg
nyder at komme lidt ud og bruge kameraet om sommeren, og det er en god adspredelse fra tankerne. Billedet her er dog taget for
omkring en måned siden, da lavendelen stod i fuldt flor.

 

Da hun var taget hjem, begyndte nervøsiteten dog at melde sig igen. Gik rundt med en knude i maven, til jeg selv fredag eftermiddag kunne læse svaret på sundhed.dk og snakke med lægen. Jeg kunne læse, at de atypiske celler var blevet testet for HPV, og der ikke var fundet højrisiko-HPV i vævsprøven. Den type HPV giver større risiko for, at det kan udvikle sig til svære celleforandringer og i sidste ende kræft, så det var jo godt nok. Men der var ingen forklaring på, hvorfor jeg så havde celleforandringer, og det kunne lægen heller ikke fortælle mig. Vi fik en god snak, og han henviste mig næsten med det samme til en gynækolog for at blive udredt yderligere. Jeg har nogle symptomer, der gør, at han gerne vil have mig til sådan en, så det kan jeg gå og vente på nu. Når jeg engang får samlet mig om at få bestilt en tid. Har absolut ikke lyst, for det er ekstremt smertefuldt for mig, og jeg har nogle trælse oplevelser med den type læge i bagagen, men jeg tager ingen chancer, når jeg ved, hvor slemt det kan gå, hvis det ikke bliver opdaget i tide. Må se, hvad vedkommende gynækolog synes, der skal ske.

Midt i alt det her kan vi konstatere, at den kur med antibiotika og smertestillende, som Ozzy fik for et par uger siden, slet ikke har haft nogen positiv effekt på ham. Jeg har hørt fra Jens Ruhnau, Ozzys tanddyrlæge, at vi skal ringe og bede om antibiotika i pilleform, hvis tingene blive værre i hans ferie. Han er nemlig gået fra på ferie nu, og vi kan først snakke med ham igen 17. august. Så nu ser vi tiden an. Desværre ser det ikke ud til at blive bedre med Ozzy; tvært imod faktisk, for jeg har set, at han nu også er ved at blive rød i gummerne. Det er meget skræmmende, for udbredelsen af hans betændelse er nu faktisk større, end den var, før han fik trukket en eneste tand ud! Det havde måske været endnu værre, hvis vi ikke havde gjort det, som Christian siger, så det forholder jeg mig til. Vi har dog valgt at starte ham op på aloe vera igen og håber, det kan gøre noget godt. Desværre påvirker det hans appetit noget, kan jeg se. Eller jeg håber, det er derfor. For han har ikke spist så godt de sidste dage. Han kan dog godt, når han først kommer i gang, så jeg tror (og håber) på, at det ikke har noget med munden at gøre. Følte, at vi var nødt til at gøre bare et eller andet nu, for jeg er bange for, hvor slemt det bliver :( Vi skal snakke med Jens, når han kommer fra ferie, og jeg er næsten sikker på, at han vil sige, at Ozzy skal have de sidste fire tænder ud (hugtænderne). Det er jeg ret ked af, og vi ved ikke, om det gør nogen stor effekt, men man er jo nødt til at gøre noget.

Ozzy foran mit bed, hvor jeg lige har plantet tre nye, flotte hortensiaer.

På lørdag starter Christians ferie, og det er midt i ferien, vi kan snakke med dyrlægen. Såfremt Ozzy har det okay, venter vi til efter ferien (der kun er 14 dage + 2 dage i efterfølgende uge) med operationen, hvis vi skal have Ozzy igennem sådan en nu. Det kommer an på, hvad Jens siger til det hele. Men det giver 2-3 ugers hårdt arbejde efterfølgende for mig med at håndfodre Ozzy med vådkost i de første 7-10 dage, og sandsynligvis også med medicin. Derefter skal han holdes skarpt øje med mht. tørkosten og suppleres op med vådkost om nødvendigt. Vi har jo været igennem det to gange nu, så vi ved præcis, hvordan det går. Vi kan nok ikke få ham opereret før slutningen af august, og det kommer til at gå virkelig helt til grænsen med, at han efterfølgende når at komme sig, før vi i midten af september skal til min fars og Mariannes 60 års fødselsdag. Det er i Jylland, og Christians forældre skal også med. Det betyder, at der ikke er nogen til at passe Ozzy imens :| Det gør de ellers gerne, når vi er væk i længere tid. Så jeg håber, han når at være ovenpå inden.

Og så er der hele situationen med min henvisning. Den undersøgelse vil jeg helst ikke have lavet lige op til hverken fødselsdagen eller Ozzys evt. operation, da jeg ved, den bliver slem for mig, og jeg kan risikere at bløde meget og ikke må noget lidt tid derefter, hvis gynækologen vælger at lave en større undersøgelse. Det er virkelig svært at få puslespillet til at gå op, synes jeg. Så alt passer tidsmæssigt.

Det hjælper heller ikke på situationen, at jeg har haft det virkelig dårligt, siden Christina tog hjem. Har været ekstremt træt og skidt tilpas. Svimmel, kvalme og smerter. Det hænger desværre ved endnu, og jeg har det rigtig dårligt i dag. Senere på ugen skal vi sammen med min far og Marianne i tivoli, og jeg er oprigtigt bange for, hvordan det skal gå. Min mave er virkelig skør og smertefuld, og vi er nødt til at spise ude den dag, hvilket jeg er meget bange for. Derudover er jeg virkelig energiløs og dårlig, så jeg frygter, at jeg ikke kan noget hele vores ferie, fordi jeg skal have det sådan her hver dag, når jeg ikke passer bedre på mig selv. Men det er en tradition, som jeg gerne vil blive ved med at have, og jeg vil også gerne se min far og Marianne. Så vi kommer nok til at gennemføre det. Det er svært at skubbe det, for deres ferie slutter nu.

Synes, at livet er totalt kaos lige nu. Har svært ved at overskue, hvordan alting skal passe sammen og gå op i en højere enhed, og jeg er frustreret over at være plaget sådan af mit helbred. Kæmper også med smerterne fra mit piskesmæld, som lige har haft 10 års jubilæum. Hurra, eller noget... Det er deprimerende, at jeg nu har måttet leve med de smerter i 10 år, næsten en tredjedel af mit liv, fordi en ung mand tog en virkelig dum beslutning en aften :(

Close-up af Ozzy ved hortensiaerne. Han er en tålmodig lille model, min søde kattedreng <3

I dag kunne min mor være blevet 58 år. Savner at kunne forkæle hende sådan en dag, eller i det mindste bare komme forbi kirkegården med en lille blomst. Vi bor desværre meget langt væk, så det er ikke lige en smuttur, man bare lige tager. Men håber, at jeg kan samle energi til, at vi kan komme forbi senere på ugen, når vi skal i tivoli. Må se, hvordan det kommer til at gå. I år har jeg levet en tredjedel af mit liv uden min mor. Forstår slet ikke, hvordan tiden kan gå så hurtigt. Livet er sært og uretfærdigt, synes jeg. Savner hende hver dag, og nogle dage er det værre. Som i dag, f.eks.. Eller bare i det hele taget for tiden, hvor jeg ville ønske, at jeg havde hende at snakke med og støtte mig til midt i alt det her med celleforandringerne. Der er dog også meget i livet at være taknemmelig for, men de ting slår ikke så hårdt igennem de dage, hvor jeg har det værst og i det kaos, som livet er lige nu. Men prøver at huske på dem alligevel. Er sikker på, at personlig indstilling gør meget for, hvordan man har det. Nogle dage har man bare ikke overskuddet til at kæmpe for at se lyspunkterne eller at være påtaget positiv i håbet om, at det får vendt det til noget, der ikke er påtaget, men ægte.

Livet stopper ikke op, selvom alting ramler for mig pt., heldigvis måske, så jeg prøver at tage en dag ad gangen og få lavet det mest nødvendige. Derfor er der også snart en maskine tøj klar til at blive hængt ud i haven. Det er høj solskin i dag, og det skal udnyttes til at få styr på noget vasketøj. Maden er nem i aften, rester af culotte. Det er dog ikke noget, jeg kommer til at spise, hvis ikke jeg i løbet af dagen får det bedre mht. mavesmerterne, men ellers har vi lasagne i fryseren, jeg kan tø op. Så det er der relativt styr på.

Nu vil jeg slutte og gå i haven for at se, om jeg kan få Ozzy til at spise noget. Han er meget bagud med dagens indtag allerede, så jeg må holde ham lidt i ilden mht. mad. Måske skal han have lidt kattemalt, for jeg håber, at det er aloe vera'en, der driller hans mave med ekstra pelsindtag. Må se. Nu vil jeg i hvert fald i gang. Vender tilbage inden længe med opskrifter fra Christians 40-års fødselsdag, så hold øje med bloggen, hvis du er nysgerrig for at se menuen :)