I indlægget her får I den sidste opskrift fra Christians 40 års fødselsdag, som vi afholdt i slutningen af juni. Opskriften er på tomatsalat, der er ultra simpelt at lave, og som smager skønt som et sommerligt tilbehør til mange retter. Tomatsalaten er et perfekt miks af smag og konsistens, da den indeholder både sødme fra tomaterne, syrlighed fra dressingen og skarphed fra løgene, og derudover indeholder den en behagelig blødhed i biddet i mozzarellaen og tomaterne, og knasende friskhed fra løgene. Hvis man vil, kan man også kombinere den med lidt blade af frisk basilikum. Jeg nøjedes med at bruge lidt til pynt.
Dressingen er på ca.-mål. Smag den til. Det kan være lidt forskelligt, hvor syrlig og skarp man ønsker sin dressing. Mængden er i øvrigt rigelig, da tomatsalaten ikke skal sejle i dressing, dvs. at den ikke skal være dækket af den. Resten kan bruges over en grøn salat, eller du kan vælge at lave en mindre portion dressing. Opskriften på dressingen har jeg fra God Mad, Let At Lave.
Som tilbehør vil jeg tro, at mængde af færdig tomatsalat rækker til 4-6 personer alt efter, hvor hårdt folk går til den.
Tomatsalat med frisk mozzarella (4-6 personer)
4-5 gode tomater
3 kugler frisk mozzarella
Ca. 2 mindre løg eller 1 stort
Evt. lidt frisk basilikum til pynt
Dressing:
1½ dl olie (jeg bruger rapsolie, som er smagsneutral)
Ca. ½ dl hvidvinseddike
Ca. 1 spsk dijonsennep (start med at putte lidt mindre i)
Salt og friskkværnet peber
Vask tomaterne og skær dem i tykke skiver. Tag mozzarellakuglerne ud af poserne og ryst det værste væde af. Skær dem i tynde skiver. Pil løgene og skær dem i tykke skiver. Læg tomat- og mozzarellaskiver skiftevis i en skål med flad bund eller lignende. Læg evt. flere lag i højden. Slut af med at fordele løgringe over tomatsalaten.
Hvis du ønsker det, kan du også lægge løgringe over det nederste lag (i tilfælde af at du laver flere lag), før du lægger endnu et lag tomater og mozzarella ovenpå. Du skal dog bare være opmærksom på, at sprødheden godt kan gå af løgene i dette lag, når de ligger klemt inde mellem de fugtige lag og måske også er dækket af dressingen.
Pisk olie og hvidvinseddike sammen. Smag til med dijonsennep, lidt ad gangen. Måske skal der lidt mindre i end 1 spsk, alt efter hvor stærk din sennep er. Smag dressingen til med salt og friskkværnet peber. Måske vil du også smage til med lidt mere olie, hvidvinseddike eller dijonsennep, om nødvendigt. Fordel noget af dressingen over tomatsalaten. Der skal en del på, men det må ikke dække tomatsalaten. Vil skyde på, at jeg hælder så meget på, at salaten er ca. 1/3 - 1/2 dækket. Brug evt. resten til en grøn salat.
Opbevar den færdige tomatsalat i køleskabet, til den skal spises. Løgene er sprødest på dagen, den er lavet, men den kan holde et par dage i køleskab. Pynt tomatsalaten med frisk basilikum før servering. Ønsker du mere basilikum i end kun til pynt, vil jeg anbefale, at du også venter til serveringen, før du drysser det over af hensyn til konsistensen af krydderurten.
Den færdige tomatsalat pyntet med lidt frisk basilikum. |
Da vi i foråret vidste, at Ozzy skulle starte op på interferon i sin behandling af mundbetændelse, vidste vi godt, at vi ikke kunne komme nogen steder i sommerferien. Derfor tog vi en lille Jyllandstur i vores forårsferie i år, og fik også set lidt her på Sjælland i løbet af ferien. Jeg er håbløst bagud med at lave billeder fra den ferie, fordi der er så meget andet at tænke på, men på et tidspunkt kommer de her på bloggen.
Hans opstart på daglig medicin betyder, at vi er nødt til at være hjemme hver dag for at give ham det. Derfor bestemte vi os for, at vi så kunne komme videre med et projekt herhjemme, som vi har ønsket os at få gennemført i flere år. Vi har soveværelse i et lille rum, som hænger sammen med stuen via en foldedør, men har flere andre værelser i huset, som ikke rigtigt er i brug. De kræver dog en seriøs overhaling, før de kan blive til noget ordentligt, så vi vidste, at det ville blive et stort arbejde. Vi brugte den første uge samt lidt af uge nr. 2 til at starte op på projektet. Indtil nu har få fået tømt rummet, fjernet et stort skab, pillet loftet ned og fjernet tapet og div. lister i rummet. Vi har også fået købt lidt ting ind til det. Nogle meget tunge gipsplader, som Christian og jeg havde et hyr med at få båret op til huset. Shit, det var tungt arbejde! Men nu er de oppe. Desværre fandt vi ud af, at gasbetonen over vinduet er revnet, og da vi gerne vil have det skiftet på et tidspunkt, skal vi i gang med at reparere det. Vi har købt noget "lim" til gasbeton, så det er måske det næste, vi skal i gang med.
Vi har også fået bestilt et vindue, som vi nu går og afventer, for det virker dumt at skulle pille lister og alt af igen for at skifte vindue i fremtiden. Huset kommer dog til at se lidt asymmetrisk ud, til vi i fremtiden skifter de to andre vinduer på den side af huset, da det nye har en sprosse igennem midten af ruden på tværs, hvor de andre ikke har. Men sådan må det bare være. Vi må få afsluttet et projekt ad gangen. Vi har først vinduet om omkring 5 uger, så der er lidt tid, til vi kan komme i gang med at sætte det i.
En anden ting der sinker processen lige pt. er strømmen i rummet. Vi skal have ført stikkene ud gennem gipspladerne, der skal op, så det kræver måske noget elektrikerarbejde. Christian skal se på det, og vi skal finde ud af, om det er noget, vi selv kan skifte. Vi skifter selvfølgelig kun det, man må gøre selv. Vi har også fået ført ledninger gennem loftet til antennekabel, satelitkabel og internetkabel, som vores tv skal sluttes til i fremtiden. Det var dog kompliceret at lave, da væggen der ikke var hul, så det kunne føres igennem, så Christian har hugget en mindre fuge i væggen, som kan indeholde det elektrikerrør, som kablerne løber igennem. Smart, synes jeg :) Men det er så status på vores projekt so far. Vi valgte at holde lidt ferie også, at slappe af, for det havde vi også brug for. Vi har mest været hjemme, især pga. Ozzy, som jeg vil komme mere ind på nedenfor.
Sådan ser rummet ud nu. Det er gipsplader, der står foran vinduet. |
Siden foråret har Ozzy haft et tilbagefald med sin mundbetændelse. Derfor startede vi ham op på interferon, men det har ikke gjort nogen forskel på ham. Faktisk opdagede vi tidligere på måneden, at han også var rød i gummerne nu (før var det kun bagerst i munden i bøjet). Jeg snakkede med Jens Ruhnau, og vi aftalte at se tiden an til efter hans ferie, og hvis det blev værre i ferien, skulle vi give ham en antibiotikakur igen. Det blev desværre værre, og Ozzy mistede nærmest helt appetitten. Vi fik derfor først taget blodprøver, som var overraskende flotte, og startede ham derefter op på antibiotika. Kuren har gjort en stor forskel for ham, men vi ved også, at det bare er et spørgsmål om tid, før der kommer et nyt tilbagefald, når noget stadig holder betændelsen i gang. Så jeg har haft fat i Jens, efter han er kommet tilbage fra ferien, og vi har fået lavet en aftale om, at Tanddyreklinikken tager Ozzys sidste tænder i næste uge :( Det er virkelig hårdt at skulle sige farvel til dem, for de er så stor en del af hans personlighed, hugtænderne, og jeg er sikker på, han har det på samme måde. Men hvis det er det, der skal til, for at han har det godt og har mindre ondt, må man jo gøre det. Vi fortsætter derudover på interferonen, som måske skal sættes op i dosis. Vi skal have en ny portion med hjem i næste uge efter operationen.
Ozzy spiser nogenlunde. Han kan godt selv, men nogle dage håndfodrer jeg ham lidt for at holde ham i gang og vægten oppe. Desværre har antibiotikaen gjort ham meget lysfølsom, hvilket har resulteret i en slem forbrændt næsetip ("knappen") i sidste uge. Det var ret skræmmende at finde ud af og endnu mere skræmmende at læse om, da det jo kan føre til kræft. Han var ude i skyggen de efterfølgende dage, men jeg syntes ikke, det helede godt nok, så siden har han været inde for nedrullede gardiner, til solen næsten er gået ned om aftenen. Det er en noget deprimerende situation for både kattene og os, men han skal helst komme sig oven på skoldningen, så andet er ikke for. Jeg kan da også konstatere, at den ser bedre ud, men vi fortsætter sådan her lidt endnu, til huden er helt pæn og god igen. Når han skal opereres, skal han alligevel holdes inde i 7-10 dage, vil jeg tro, så han bliver jo vant til det, måske... Han får i hvert fald ikke lov til at komme ud til et stykke tid efter antibiotikakuren næste gang, så vi forhåbentlig kan slippe for endnu en solskoldning.
Så Ozzy bliver mis totalt tandløs i næste uge :| Heldigvis er det ikke den eneste titel, han får den næste tid, for jeg fik i går besked fra Zooplus, at han bliver en stjerne i deres nye 2016 dyrekalender! Jeg har indsendt lidt billeder til dem af Ozzy og Phoebe, da de søgte modeller til deres kalender, og de har valgt et af mine billeder til kalenderen. Det er en stor ære, for der er jo mange forskellige dyr og ikke kun katte i kalenderen, og Ozzy er valgt ud mellem mange katte, er jeg sikker på. Han bliver mis vinter (hvilken måned ved jeg så ikke), kan jeg se af valget af billedet, da det er et snebillede, de har valgt. Herunder kan du se mit oprindelige billede. Zooplus har dog lov til at redigere i det, hvilket jeg også kan se, de har gjort i det billede, de har sendt til mig i dag (for at få afklaring på, hvilket af kattene der er på billedet). Deres udgave har fået mere knald på farverne og mindre kontrast, så sneen er knap så hvid. Derudover et det også beskåret lidt tættere, så han fylder mere på billedet. Som tak har jeg fået et gavekort på 25 euro til Zooplus' hjemmeside, hvor vi handler rigtig meget, så det er jo dejligt. Kan vi nemt få brugt. Vi skal snart bestille mere vådkost til Phoebe, og så forsvinder pengene jo hurtigt. Ozzy har sin egen lille belønningssnack herhjemme, hvor vi pt. er i gang med at afprøve, om han tåler et nyt mærke gærtabletter, efter hans favorit er blevet stenhårde og ikke længere kan brækkes i stykker, han kan spise. Endnu går det heldigvis godt (7-9-13).
Jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle jer, men det bliver for meget på én gang, så resten må vente til en anden dag. Nu skal jeg i gang med madplan, for det er blevet hverdag igen. Ferien har været næsten helt uden madplan, hvilket både har været befriende og stressende. Ser frem til lidt strammere planlægning den næste tid. Håber at se Ozzy fremme og spise noget igen inden alt for længe, for han har ligget og sovet under sengen, siden han fik sin medicin ved 11-tiden. Tror dog godt han ved, at han ikke skal nogen steder i dag (dyrlæge f.eks.), men man må jo hellere være på den sikre side, tænker han nok.
Nu vil jeg komme i gang. God dag til jer :)
Uhhmmm lækker salat :-)
SvarSletJeg har faktisk tænkt på dig de sidste dage, at det var længe siden jeg havde hørt fra dig. Men I har jo virkelig haft travlt :-P
Selvom det er trist med Ozzys bisser, håber jeg det hjælper på hele hans situation. Og tillykke med den flotte titel :-D
kram
Tak :) Okay, ja vi har haft ret travlt. Også med at slappe af og bekymre os den sidste uges tid :|
SletJa, det håber jeg også. Det er dog ikke rart at gå og vente på, at dagen kommer. Takker, glæder mig meget til at se kalenderen :)
Får du tilsendt et eksemplar af kalenderen ????
SletNej det er noget træls noget at vente på, du ved hvor jeg er hvis du har brug for at læsse af <3 kram
Ja, jeg skulle vistnok få et eksemplar i slutningen af oktober.
SletTak skal du have, rigtig sødt af dig :)