mandag den 22. februar 2016

Vilde gæster i haven

Selvom vinteren er på retur, har vi netop fået fyldt vores lager af udendørsfuglefoder op, for vi fodrer året rundt. Det giver mange fornøjelser for os i løbet af året, når vi får besøg af en bred vifte af forskellige fuglearter i haven.

Desværre var fuglefrøene pakket virkelig dårligt, da jeg modtog dem for en uge siden, så poserne var gået i stykker under transporten, og kassen, de kom i, samt resten af varerne i kassen, var totalt fyldt med fuglefrø. Det var jeg godt nok noget træt af, for det krævede en masse rengøring. Det er dog ikke det, som indlægget skal handle om her men fuglene, som jeg startede med at fortælle om. Alle fuglefrøene, der var væltet ud i kassen, måtte jeg feje sammen og smide udenfor til fuglene med det samme. Og det er ikke en lille mængde, vi snakker om her. Jeg vil skyde på, at der har været 1-2 kg fuglefrø, der skulle ud på én gang. Vi fodrer fuglene uden for katteindhegningen, så de ikke skal frygte at komme og spise på jorden. Vi fodrer der, fordi vi jævnligt har en handicappet due med en dårlig fod på besøg, Haltepip, som vi kalder ham (faktisk er han på besøg lige nu for første gang i lang tid <3 Han har holdt til her i tre år efterhånden). Og fordi duerne, som også ofte er her, ikke passer ind i fuglefoderhuset i haven. Jeg smed dog også lidt frø ud i havens fuglehus, fordi der var så mange.

Jeg havde tænkt, at der ville komme en storm af fugle for at spise alle de frø, men det har der faktisk ikke været. Ikke de første dage i hvert fald. Men så begyndte der at ske noget sært. Da jeg skulle ud af døren midt i sidste uge, kaster jeg lige et hurtigt blik ud af køkkenvinduet (som vender ud mod foderpladsen) og ser en fasan! Det er godt nok sjældent, vi ser så "eksotiske" gæster her hos os. Vi bor i byen, men på kanten til et større ubebygget mark/moseområde, der ligger måske 100 meter bag huset i fugleflugt. Alligevel ser vi oftest de sædvanlige fugle som skovspurve, musvitter og blåmejser i haven. Men rygtet om et enormt lager af lækre korn, frø og nødder til fri afbenyttelse breder sig hurtigt. Fasanen var hurtigt væk. Jeg ville ellers gerne have snuppet et billede af den til jer, men den blev vist lige så overrasket over at se mig, som jeg var over at se den ;)

En ret overraskende gæst, vi havde i haven for nogle år siden efterhånden. Efter at have ringet rundt, tydede alt på, at den
kom fra et fuglehold lidt uden for byen, hvor fuglene fik lov at flyve frit. Så vi håber, den fandt hjem igen.



Vi morede os lidt over tanken om, at fuglene spreder rygter om den gratis frøbuffet, men tænkte nok, at ideen mest var for sjov. Men måske ikke. I fredags skulle kattene ud på en sidste pels-luftetur, inden kattelemmen skulle lukkes, da det var blevet mørkt, og vi hører en høj raslen. Vi tænker, at det nok er et pindsvin eller naboerne, der var i haven, men da larmen fortsætter, går Christian ud for at kigge, hvad der foregår. Og det var heldigt! Da han kommer derud, sidder begge katte med blikket stift rettet mod hegnet. Da han får hentet en lygte for at se, hvad de kigger på, finder han en agerhøne, som sidder ubehjælpeligt fast i en af hegnets ret store masker! :( Samtidig med at to pelsede mordere sidder og nedstirrer den! Heldigvis er kattene blevet lidt nervøse af al den larm, agerhønen laver, så de holder endnu afstand. Jeg kommer ud og får kattene ind, og vi får forsigtigt skubbet agerhønen tilbage, ud af hegnet.

Pyh, tænker vi i et halvt sekund, før det paniske kræ kaster sig ind i en ny maske! Den var virkelig bange, og ville bare væk derfra. Desværre har den - af uransagelige årsager - fået klemt sig ind i vores hæk, som på hver side er omgivet af hegn. På vores side en stor katteindhegning og på naboens et almindeligt grønt børne-/hundehegn, så den kunne faktisk ikke komme nogen steder! Og hvordan var den så kommet derind? For nogle år siden efterhånden, da vi havde en anden nabo, boede katten Pjevs ved siden af. Da hun var killing, stod hun pludseligt samme sted og gik langs hegnet på indersiden ind mod os for at få kontakt med vores katte. Jeg tror, hun savnede kattekontakt, så hun var fundet derind. Vi opdagede, at der var et hul i hegnet ind til naboen uden for vores indhegning, så der kom hun ind på vores grund og kunne så klemme sig igennem et lille hul mellem hækken og vores katteindhegning. Derfor vidste vi også i fredags, at der var én vej ud. Vi satte hænderne for maskerne og en hånd bag agerhønen, så hun ikke skulle rende tilbage, så hun blev ført i den rigtige retning. Og heldigvis fandt hun udgangen og fløj med det samme i retning af mosen. Det var en kæmpe lettelse for os at se hende flyve, for så var hun okay. Og meget heldig! Det kunne være gået så meget værre. Kattene kunne hurtigt have knækket nakken på hende, men nu var hun på vej i sikkerhed :)

Endnu en sjælden "fugl" i haven ;) Naboens Pjevs, som med tiden fandt ud af at tage turen over hegnet i stedet for kun at
sidde i hækken og kigge på vores katte.



Sikke en oplevelse! Ikke en, man har hver dag i hvert fald. Tænkte vi. Lige indtil her omkring middag, hvor kattene var færdige med at spise deres frokost og skulle en tur i haven. Jeg har døren til at stå åbent, da her er virkelig varmt i stuen, og hører en lyd. Jeg genkender den straks som et gook-gok fra en fasan, men tænker, at det må være en, som er uden for indhegningen, da det er så ufatteligt usandsynligt, at der skulle være en i haven. På den modsatte side af huset, væk fra mosen, ligger en lille skov, og der er også af og til lidt vildt dyreliv. Så jeg tænker, at det er derfra, lyden kommer. For en sikkerhed skyld ville jeg dog lige kigge ud i haven for at være sikker. Ozzy var i forvejen på vej ind for at spise lidt tørkost, men Phoebe var pludseligt væk. Da jeg kommer ud, sidder hun klemt helt ned til jorden på terrassen med blikket fast rettet mod haven, klar til at nedlægge et eller andet. Jeg får et hurtigt glimt af en fasankok, der løber forvirret rundt derude! Jeg er heldig og får snuppet Phoebe, før hun fræser afsted og får begge katte lukket inde. Derefter går jeg ind i indhegningen udefra og lader døren til den stå åbent, så fasanen måske kan gennes ud den vej. Jeg går forsigtigt rundt i haven i det strålende solskin og må lige skygge for øjnene for den skarpe sol for at se, om jeg kan få øje på fuglen. Tænker, om den måske allerede har fundet ud? To sekunder efter basker han op fra et hjørne med et højt gook-gok og flyver ud af indhegningen. Pyha. Endnu en heldig fugl har undgået kattekløer og rovdyrtænder!

Jeg er egentlig lidt overrasket, for frøene ser ikke ud af ret meget på foderpladsen, og agerhønen er sikkert ikke gået efter frøene i haven, da hun kom til at sidde fast mellem hegnene. Alligevel er der noget, der har tiltrukket dem til vores have/grund. Vi snakkede om at lukke hullet ind mellem hækkene, men det er en svær beslutning, da det måske ikke er eneste vej ind bag hegnet, så vi ender med at lukke en udvej (som vi kender) for de dyr, der kommer derind. Så endnu er der stadig åbent. Jeg aner ikke, hvad hr. fasan lavede i haven i eftermiddag, men det er aldrig før sket, at sådan en er fundet ind i vores have. Vi har haft besøg af andre mere specielle gæster (som du kan se billeder af i indlægget her), når vi har fodret med lidt forskellige godter i haven, men aldrig før af typen, der løber rundt nede på jorden og er et relativt nemt bytte for kattene.

En vinter havde vi besøg af flere ravne i haven, som gerne ville nupse småfuglenes fedtnødder. Vi mistænker, at det
også er dem eller krager, der jævnligt stjæler majseboldene, som hænger i en busk uden for indhegningen.



Selvom kattene denne gang ikke med det samme har nedlagt fuglene, vi har haft på besøg, selvom de var nemme ofre, skal man ikke være i tvivl om, at de har deres jagtinstinkter intakt og ville nedlægge det meste, de har mulighed for. Ozzy tog for et par år siden en skovspurv i fuglehuset, og Phoebe har to gange haft fanget en lille fugl levende og slæbt den med ind gennem kattelemmen(!) for at vise mig, hvor dyyygtig en jæger, hun er (begge fugle fik jeg dog fanget ind og sat ud). Så når sådan noget her sker, er vi hurtige til at reagere og indfange kattene.

Man skal ikke lade sig narre af det rolige, nuttede ydre ;)



Nu håber jeg, at det cirkus med gæster i haven snart er overstået. Men der sker da noget i de her dage, må man sige! Jeg er særligt glad for at se Haltepip i dag, for jeg har ikke set ham, siden han var her en meget kold vinterdag i starten af januar. Han kan have været her flere gange, hvor jeg ikke har set ham, dog, men vi bliver så glade for at se, at han stadig er her og klarer sig godt, trods sin dårlige fod. Han har på et tidspunkt nok fået skadet foden, så den ikke kan bruges, og i dag er tæerne knyttede, som om han sad på en gren (eller som en knyttet hånd), og han bruger den som en slags krykke. Det fungerer åbenbart fint, for han er i god foderstand, og vi har som sagt haft besøg af ham i tre år efterhånden. Et år havde han faktisk en ven, en lidt mindre, noget mere tynd due, som han kom og spiste med, så måske har han også haft en kæreste? Det var i hvert fald dejligt at se :)

Her må jeg hellere slutte historien om "Sjællands have-zoo" af, så jeg kan komme i gang med at få udrettet noget i dag. Vil ønske jer alle en god uge :) Har du vinterferie denne uge, kan du svinge forbi bloggens Facebookside og se opslaget, jeg lavede i sidste uge, med et link til gode, børnevenlige opskrifter til vinterferiehygge i køkkenet :)

6 kommentarer:

  1. Dejlig historie. Tror faktisk fuglene sladrer til hinanden når der er mad. Her pipper de helt vildt når jeg kommer ud med mad :-).

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg tror også, at deres begejstring kan høres. Tænker bare, at det trods alt ikke kan høres nede i mose-/marklandskabet, hvor de andre kommer fra, når nogen pipper heroppe, så nogen må bringe nyheden med sig :)

      Slet
  2. Sikke et dejligt indlæg :) Jeg sad med et stort smil på hele vejen igennem.

    SvarSlet
  3. Her på landet er fasaner et dagligt syn i haven, men sidste år havde vi pludselig 4 rådyr stående på vores terrasse, hvor de gnavede godt i hækken. En gang i mellem har vi også besøg af en spætte, og tænk den kan sagtens hænge i fugleboldene, selv om den er lidt gumpetung :-).

    SvarSlet
    Svar
    1. Spætten hører vi også jævnligt ovre fra skoven. Den er også af og til forbi fuglehuset i haven :) Faktisk ser vi også af og til et rådyr, der krydser vejen for at komme over i skoven.

      Vi har jo vores katteindhegning, så hvis en fasan skal ind i haven, skal den flyve ind. Faktisk havde vi måske besøg af endnu en i katteindhegningen i dag! I hvert fald hørte jeg nogle hysteriske gok derudefra, så jeg ræsede ud i haven for at se, om Ozzy var i gang med at nedlægge en fasan. Han sad dog klistret til hegnet og lurede ind til naboen, hvor kræet spangulerede rundt i haven :-s Ved ikke, om den var inde hos os først, men den må godt holde sig ude af haven. Er sikker på, at kattene hurtigt får interesse for at jage den i hvert fald.

      Slet