tirsdag den 28. februar 2017

Pandekagens dag

I dag er det pandekagens dag, hvilket giver en god undskyldning for at spise pandekager til aftensmad! :D (eller dessert, hvis man hellere vil det). Jeg elsker den slags madrelaterede mærkedage i løbet af året, som I nok ved, og i dag har jeg samlet lidt opskrifter til jer som forslag til lækkerier, I kan lave i dag :) Jeg har opdelt opskrifterne i hhv. pandekager, som er mere aftensmadsrelaterede, og pandekager af den søde slags. Men på pandekagedagen må man godt spise de søde til aftensmad, må man ikke? ;)

Vi starter dog i det salte hjørne med madpandekagerne :) Tryk på overskrifterne for de enkelte pandekager for at komme ind til opskriften.


Pandekager med kødfyld

De her pandekager er rigtig lækre og har en lidt forårsrulleagtig smag. De består af en usødet pandekage med mildt krydret kødfyld, som gratineres i ovnen, så overfladen bliver let sprød, uhm!





Pandestegte fladbrød med oksecuvette

En lidt anden type pandekage, som er en slags fladbrød. De er nemme at lave, og vi plejer gerne at fylde dem med rødt kød, salat og hvidløgsdressing. Man kan sagtens f.eks. bruge en flanksteak eller tykstegsbøffer skåret i tynde strimler i stedet for cuvette. Smager superskønt!





Sommerruller

Her er vi ovre i det asiatiske hjørne. Sommerruller består af rispandekager, som fugtes og fyldes med friske grøntsager og steg, marineret kød. Kan varieres i det uendelige mht. fyldet. Brug gerne sød chilisauce eller lignende til dyppelse ved bordet :)





Wraps

Her er ingen specifik opskrift på hele retten, bare et lille tip. Wraps er lækre og kan varieres meget. Vi køber gerne de store tortillas, men fyldet er meget forskelligt. Der er dog gerne friske grøntsager i som f.eks. salat, agurk, og måske lidt revet gulerod eller tomater, men det afhænger meget af, hvad der ellers skal i. Kødet kan f.eks. være en rest kødsauce (den klassiske eller chili con carne), lidt rødt kød (ligesom med fladbrødene ovenfor kan man bruge mange forskellige udskæringer, bare de er møre), men man kan også marinere strimler af f.eks. nakkekoteletter, kylling eller andre møre udskæringer og lynstege dem til formålet.

Vi er vilde med hvidløg og cremede dressinger herhjemme, så denne fetacreme/dip har vi ofte brugt som dressing i sådanne wraps  Det er endda supernemt at lave :) Opskriften på fetacremen kan du se her: fetacreme.







Nu trænger vi vist til det søde indslag ;) Herunder kan du se fire forslag til søde pandekager og hvad du kan servere dem med :)


Lækre, fluffy amerikanske pandekager

Virkelig luftige, tykke og bløde amerikanske pandekager. Serveringsforslag: med sirup og frisk frugt.





Amerikanske pandekager

Endnu en type amerikanske pandekager, der er lidt tyndere end dem ovenfor. De er ikke lavet med stiftpiskede æggehvider og er derfor lidt hurtigere at lave. Bløde og lækre. Smager ligeledes godt med sirup, men kan også fint spises med sukker og syltetøj.





Pandekager

Den almindelige "danske" pandekage er også en klassiker, som ikke skal glemmes i dag. Min opskrift indeholder lidt øl, da det gør pandekagerne lidt sprøde og giver god smag. Øllet kan skiftes ud med mælk, hvis du ikke ønsker øl i din pandekagedej. Rigtig gode med vaniljeis og syltetøj! <3





Dessertkageplatte med hindbær

Pandekagen var også en vigtig del af den dessertkageplatte, jeg lavede til vores nytårsdessert 2015/16. Ud over pandekagen var der på tallerkenen et lille stykke lækker brownie med store stykker chokolade og valnødder samt et stykke supersmuk og lækker hindbærtærte med marcipan. Pandekagen blev pyntet med lidt striber af hindbærsyltetøj, og derudover blev kageplatten serveret med kugler af god vaniljeis og drysset med frysetørrede hindbær. En rigtig lækkerbidsken!





Nu får I ikke mere herfra i dag. Jeg håber, at mine forslag ovenfor har kunnet inspirere jer lidt :) Vi skal ikke have pandekager til aftens i dag, da min mund stadig er i helingsfasen oven på udtrækningen af en visdomstand i sidste uge, men jeg har lækre, fluffy amerikanske pandekager i fryseren, som jeg tror, Christian skal forkæles med senere i aften :) Det er jo trods alt kun pandekagens dag en gang om året ;) De er i øvrigt yderst fryseegnede og holder sig længe i fryseren, så lav endelig bare en stor bunke, når du er i gang :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar