Hjemmebagt franskbrød

Nybagt brød er noget af det bedste! Ikke mindst et lækkert, blødt hjemmebagt franskbrød, som smager ekstra godt, mens det stadig er lunt og skorpen er sprød <3 Sådan et får I opskriften på i dag :) Det her er min faste franskbrødsopskrift, som giver et smagfuldt franskbrød med en blød og tæt krumme samt en sprød skorpe (så længe det er lunt). Skorpens sprødhed skyldes bagning i en smurt metalform. Det gør simpelthen underværker for sådan et brød :)

Jeg er særligt glad for opskriften, fordi det rent faktisk er et brød, der smager af noget. Noget af det værste, jeg ved, når det kommer til mad, er brød, hvor der ikke er nok salt i. Det er der i dette brød. Jeg vil dog alligevel anbefale, at man ikke tager top på teskemålet, når der puttes salt i dejen, så det ikke bliver for overvældende. Brødet er perfekt til pålæg, gerne en god ostemad. Uhm!

Franskbrød (1 stk.)

15 g gær
25 g margarine (eller smør)
3 dl mælk
2 tsk sukker
2 tsk groft salt eller havsalt (strøget mål)
485 g hvedemel

Smuldr gæren i en skål. Smelt margarinen og hæld mælk, salt og sukker i. Lun det under omrøring, til det er lillefingervarmt. Bliver det for varmt, så lad det stå og køle, til det har den rette temperatur.

Hæld mælkeblandingen over gæren og rør, til gæren er opløst. Tilsæt melet og ælt dejen grundigt. Lad køkkenmaskinen gøre det for dig i 8-10 minutter, eller ælt i hånden, til dejen er glat og tyggegummigagtig i konsistensen. Den må gerne klistre lidt, men skal slippe skålens sider, når der æltes.

Stil dejen til hævning tildækket i 50-55 minutter, til den er hævet til ca. dobbelt størrelse.

Slå luften ud af dejen og form den til et franskbrød. Smør en brødform af metal (ca. 30 cm lang) godt med margarine (eller smør) og læg brødet i formen. Dæk formen til med et viskestykke og lad brødet hæve igen, ca. 45 minutter, til brødet er hævet til ca. dobbelt størrelse.

Bag brødet nederst i ovnen ca. 30 minutter ved 200 grader. Det er færdigt, når det lyder hult, når man banker det under bunden. 30 minutter passer altid her i huset, selvom vi har haft skiftet ovn :) Lad brødet køle lidt af på en rist, før du tager hul på det :)

Efter jeg har fået problemer med armene, er der blevet lidt længere mellem indlæggene her på bloggen. Det betyder også, at der når at ske en masse herhjemme, fra jeg poster et indlæg, til det næste kommer. I mit sidste indlæg fortalte jeg jer om, at jeg havde været til neurolog i forbindelse med mine nervesmerter og var blevet henvist til en nerveledningsundersøgelse. Min neurolog var meget hårdhændet ved mine arme, da hun undersøgte dem, og det er faktisk først inden for den seneste uge, at smerteniveauet er faldet til det, det lå på, før hun havde fat i mig. Så det har været noget hårdt.

Derfor var jeg også ekstra bekymret for den nerveledningsundersøgelse, da den ville komme til at gøre ekstra ondt på mig pga. mine nervesmerter, så det var med en del bekymring, at vi tog turen til Dianalund for 14 dage siden. Jeg skulle have været til i Roskilde, men de havde ikke plads, så jeg blev viderehenvist til Filadelphia i Dianalund. Og det endte jeg med at være ret glad for. Filadelphia er et epilepsihospital, men udfører også den type undersøgelse, som jeg skulle have lavet. Vi blev modtaget af en imødekommende og sød lægesekretær, og selve undersøgelsen blev udført af en yngre tekniker under uddannelse, som var utrolig rolig, forsigtig og rar fyr. Det gjorde faktisk en meget stor forskel, fordi vi kunne snakke lidt under undersøgelsen og han også var forstående over for min dumme smertetilstand.

Undersøgelsen var lidt smertefuld, især mine værst ramte steder, men jeg gik lettet derfra. Det var ikke helt så slemt, som jeg havde frygtet, og det havde været en god oplevelse, trods alt, fordi vi var blevet mødt af empatiske og rare mennesker. Jeg har været plaget af lidt mere voldsomme smerter efterfølgende, men det er heldigvis blevet bedre siden. Svaret på undersøgelsen skal jeg have hos min neurolog om halvanden uges tid. Jeg tror dog ikke, at den viser noget særligt, da jeg jo, som jeg skrev sidst, primært er ramt oven på armene (når jeg ikke lige er blevet mishandlet af min neurolog - undersøgelsen blev lavet på undersiden).

Som jeg tidligere har skrevet, skal jeg i gang med at afprøve medicin mod epilepsi mod smerterne, men så langt er jeg ikke kommet endnu. Midt i det hele opdager jeg, at min læge stopper. Han var ellers den, der skulle være tovholder i hele mit forløb, fordi jeg bare bliver kastet rundt i manegen, uden at nogen vil tage ansvar for mit behandlingsforløb, så nu skal jeg til at starte forfra :( Det er jeg ret frustreret over. Jeg har dog været hos mit nye lægehus, der består af en fast læge og derudover nogle mere eller mindre faste læger tilknyttet. Jeg var hos en af de sidstnævnte i sidste uge for at få fjernet et mistænkeligt modersmærke, og han var virkelig flink og nem at snakke med, så jeg håber, at det er held i uheld med det her lægeskifte. For min gamle læge har været lidt tung at danse med. Vi må se, hvad der sker.
Mht. medicinen, jeg skal afprøve, skubber jeg det lidt foran mig, fordi jeg gerne vil finde et tidspunkt, hvor jeg er klar til de bivirkninger, det giver. Bl.a. skidt tilpas-hed og også risiko for vægtøgning, så pt. passer det dårligt, da jeg i går fik hevet en ondskabsfuld visdomstand ud og derfor er lidt plaget af smerter, ikke kan spise, som jeg plejer og skal holde pause med motionen. Heldigvis er der lidt bedre styr på mine smerter i armene, efter de er kommet sig oven på mishandlingen i januar, så jeg har ikke supertravlt :)

Det går i øvrigt meget godt med at bruge min nye telefon. Den er så smart, at jeg kan diktere til den, så skriver den (cirka!), hvad jeg siger. Det er nu ikke altid, vi er enige om, hvad der skal stå, så helt perfekt fungerer det ikke, men det er en stor hjælp og tillader mig at nørde lidt rundt i mine madgrupper på Facebook og skrive lidt sms'er og korte mails engang imellem. Så den er jeg meget glad for.

For 14 dage siden fik vi et stort chok. Da vi kom hjem fra min nerveledningsundersøgelse, kom vi hjem til en syg Phoebe, der havde kastet op over hele huset. Vi overvejede som altid hårboller, da hun jo har en stor pels, men hendes appetit var helt væk, og kattemalt (som jeg måtte give hende med lidt tvang) kom op igen meget hurtigt. Om aftenen havde vi hende hos vagtdyrlægen, der ikke kunne sige så meget ud over, at hun ikke virkede øm i maven, og hun fandt heller ikke andet, der virkede bekymrende, så vi blev sendt hjem med skånekost, efter Phoebe havde fået et skud smertestillende. Og med besked på, at Phoebe først måtte spise næste morgen for at give maven ro.

Phoebe var stadig dårlig i løbet af aftenen og natten, og det var med bekymret mine, at vi gik i seng. Sidst på natten stod jeg op og prøvede at mose lidt vådkost til hende, som i første gang ikke fristede meget. Men hun fik spist ca. en teskefuld alt i alt, hvilket da var en fremgang. Hun pressede også næsen mod min arm, som hun plejer, så jeg gik i seng igen, lidt lettere om hjertet. Da hendes appetit ikke rigtigt tog fat, besluttede vi at få hende til dyrlægen, hvilket blev et nyt sted, da vores dyrlæges blodprøvemaskine er kaput. Christians forældre og jeg kørte hende afsted midt på formiddagen og blev hos hende de fire timer, det tog at undersøge hende. Konklusionen var ikke klar. Der var ikke tegn på noget. Fine blodprøver, ingen ømhed og intet på røntgenbillede (uden kontrast). Bedste bud var irriterede tarme, så hun fik mere smertestillende, antibiotika og noget kvalmestillende, og vi blev sendt hjem med mere skånekost. Derudover fik vi kontrast med hjem, som vi skulle give hende senere på dagen, så man kunne tage et billede i weekenden, hvis det blev nødvendigt (vi var afsted en fredag).

Det er heldigvis gået fremad med damen, så det har ikke været nødvendigt at skulle afsted igen. Men vi aner ikke, hvad der har været med hende. Hun fik smertestillende, kvalmestillende og antibiotika nogle dage, samt skånekosten, og hun er heldigvis kommet sig. Derudover har jeg givet hende godt med kattemalt, hvis der alligevel skulle have siddet en hårbolle og drillet et sted i systemet. Det var en kæmpe forskrækkelse, for vi anede ikke, hvad der var med hende. Om hun havde slugt et eller andet eller spist noget, hun ikke kunne tåle. Det virker heldigvis ikke til at være tilfældet, for alt er tilbage til normalen igen. Men det var en hård omgang. Lige nu putter hun i sin bløde seng her ved siden af mig i ly for regnen udenfor (det er endnu ikke blevet til sne her på Vestsjælland) og virker glad og tilpas. Pyha!

Siden jeg skrev sidst, er Ozzy stoppet helt med prokolin (den der mælkesyrebakterie-lerpasta, der skulle holde styr på maven, efter hans sædvanlige foder ændrede opskrift), og jeg kan med glæde meddele, at over et halvt års kamp er slut og han nu tåler sin mad! Det er simpelthen så dejligt! Og så er den ændrede type tørkost nemmere for han at spise (foderet er blevet mere fladt i designet), så det er virkelig fint, at det lod sig gøre, at han nu tåler det :) Han har det godt og tonser rundt og jager skygger dagen lang :D Han er lidt skør på den måde, men vi tænker, at det er, fordi han kun har et øje, så han ikke kan se, at det ikke er noget tredimensionelt, han jager :) I hvert fald har han det sjovt, og det er jo det vigtigste :) Han ligger lidt sådan her på gulvet, når han jager, vildt flyvende efter noget næsten lige så usynligt som vandet på billedet her :D

Det bliver alt herfra i dag :) Jeg håber, at I, der har været heldige at have vinterferie, har haft nogle dejlige fridage. Vi ser selv frem til lidt ferie inden for de næste måneder, da Christian har en rest ferie, der skal brændes af. Satser på, at min mund er groet sammen til den tid, så vi kan komme ud at spise, for lidt ekstra skal der jo være plads til i ferien. Jeg glæder mig i hvert fald. :)