Et nyt kapitel - forhåbentlig

Her på Mortens aften får I en hilsen og opdatering fra mig. Skal du have lækker andesteg i aften? Eller måske i weekenden? Og mangler de sidste fif og tips til at lave den lækre and? Så tag lige et smut forbi indlægget, jeg tidligere har lavet her på bloggen, hvor du får gode råd til både tilberedning af anden, hvordan man laver en lækker andesovs og en billedguide til parteringen: Perfekt stegt andesteg til Mortens aften.

Inden længe er der igen december, årets hyggeligste og nogle gange også mest stressede måned. Jeg glæder mig dog alligevel, selvom den bliver fyldt og travl, da jeg elsker jul.🎄 Derfor kommer der også i år her på bloggen en jule-giveaway med mulighed for at vinde julehygge til en kat, du holder af, ligesom jeg plejer at lave. Konkurrencen sættes i gang i løbet af den næste uge, så hold øje med bloggen her og bloggens facebookside. 🎅

En af sidste års gevinster. Snart vil jeg poste dette års jule-giveaway med nye præmier. 

I en lang periode her på bloggen har jeg kun udgivet indlæg med opskrifter, fordi jeg ikke har haft overskud til at skrive mange indlæg, og det er trods alt maden, der er grundstenen i bloggen. Jeg har dog løbende haft mange tanker, jeg gerne ville dele med jer og fået luft for på den måde, men frekvensen af indlæggene på bloggen her over især det seneste halvandet år, siden jeg blev ramt af leddegigt, har tydeligt vist hvor lidt fysisk overskud og mulighed, der har været for det. 

I dag er dog en anden sag, for jeg har endelig en dag med lidt fysisk overskud og mulighed for at bruge mine hænder, så nu får I en opdatering om, hvad der sker herhjemme for tiden.

Jeg vil starte med at fortælle jer om de store kampe, jeg personligt kæmper for tiden. Som jeg skrev i mit seneste indlæg, har min leddegigt været aktiv og givet mig store problemer længe, og min medicin har ikke kunnet holde den nede. Så da jeg var hos min reumatolog i august, et par dage efter mit seneste indlæg, valgte han at henvise mig til behandling i det offentlige med henblik på biologisk medicin mod min leddegigt, da det ikke kan gives i privat regi. Det var ca., som jeg havde forventet, for jeg kunne heller ikke se andre muligheder.

Jeg måtte dog vente en rum tid på at komme til på Slagelse Sygehus, hvor min henvisning blev sendt hen, og i mellemtiden fik jeg en svær forværring i fingrene. Så jeg havde forventet, da jeg kom til min første tid i starten af oktober, at jeg skulle sættes op i binyrebarkhormon, som er en type medicin, som virker hurtigt på gigten og tager de værste symptomer. Min tidligere reumatolog ville ikke stoppe den behandling, da jeg gik hos ham, fordi han var bekymret for et tilbagefald. Så hvad der skete på sygehuset, var for mig en stor overraskelse.

Jeg kom ind til en høj udenlandsk mand med en dialekt, jeg havde svært ved at forstå, hvilket ikke ligefrem gjorde det nemmere, men hverken jeg eller Christian husker, at han spurgte mig om, hvordan jeg havde det. Om jeg havde ondt nogen steder eller til mine generelle symptomer. Jeg prøvede dog selv at fortælle det, men syntes ikke, det blev rigtig hørt. Det var meget anderledes, end jeg plejede, for det er vigtigt at vide, hvor der er aktivitet i gigten. I stedet undersøgte han mig for hævelser, hvilket jeg dog ikke har så mange af, dog nogle, som han så åbenbart ikke har bemærket, men det betyder ikke, at jeg ikke har aktivitet i min gigt. Han lavede en fysisk undersøgelse af mig og konkluderede, at jeg ikke har psoriarsis (man kan have en gigtform, som hænger sammen med den sygdom), og at jeg har hypermobile led, og det var vist ca. det. Og derudover satte han mig over på min grundmedicin på sprøjte for at få en bedre effekt. Desværre syntes han også, at binyrebarkhormonen skulle udtrappes, og det kom ærlig talt for mig som et chok, fordi jeg gik og havde det så skidt. Men han havde tydeligvis ikke forstået, hvordan jeg havde det. Så sådan blev det. Og jeg fik at vide, at vi kunne snakke biologisk medicin, når jeg havde været på sprøjtemedicinen i tre måneder. I mellemtiden skulle der laves forundersøgelser, så jeg var klar.

I det hele taget gik det hele meget hurtigt. Der var sat en hel time af til samtalen og undersøgelsen, hvilket jeg på forhånd havde været rigtig glad for, for så havde jeg forventet, at der ville være god tid til at snakke om mine problemer og undersøge dem nærmere og snakke medicin og behandling. Men i stedet blev det hu-hej-vilde-dyr igennem det hele, og jeg havde svært ved at følge med i, hvad der blev sagt. Tiden, der var afsat, blev ikke brugt fuldt ud, og jeg fik fx ikke lavet nogen ultralydsundersøgelse af de led, jeg havde det værst i, som jeg var vant til fra min tidligere reumatolog. 

Når jeg læser notatet fra ham om min konsultation, skinner det da også igennem, for han har ikke fundet nogen hævede led, hvilket jeg ved, jeg havde, og han har derudover skrevet en anden diagnose forkert (jeg skulle oplyse, om jeg har andre sygdomme), så jeg pludseligt var noteret til at have en anden sygdom, end jeg egentlig har. Det er noget sjusk, og overordnet set viser det, at det gik for stærkt. Ser jeg tilbage på notatet, kan jeg se, at han rent faktisk har noteret, at jeg klager over smerter, så det gør det bare endnu mere problematisk, at han ville trappe mig ud af den medicin, som kunne holde gigten lidt i ro, og han kunne i det mindste have givet mig besked på at kontakte afdelingen, hvis jeg fik det værre. 

Jeg var ærlig talt ret paf, da jeg gik derfra, men forventede, at det var det, der skulle til, for at jeg kunne "få lov til" at få biologisk medicin. At man skulle udelukkende være på grundmedicinen for at se, om den virker. Fik en god snak med en sød og tålmodig sygeplejerske om opstart med sprøjterne, og så kørte vi ellers hjem.

I løbet af den seneste måned, hvor jeg har været i udtrapning af binyrebarkhormonen, har jeg fået en svær forværring. Det er blevet så slemt, at jeg næsten ikke har kunnet påklæde mig selv, kun med stort besvær har kunnet klare personlig hygiejne og ikke kunnet lave mad selv. Og en del andre ting, som er helt basale for at kunne fungere i sin dagligdag. Og derudover er der opstået deformiteter på nogle af mine fingre og min ene fod. Den slags kommer man aldrig af med igen, og det vil for altid give mig problemer og se grimt ud. 😔

På et tidspunkt begyndte jeg så også at tabe håret i større totter, så jeg ringede til sygeplejersken på afdelingen for at høre, hvad der kunne gøres. Hun snakkede med lægen fra tidligere, og jeg blev sat op i folsyre, som er et vitamin, der afhjælper bivirkninger ved min grundmedicin. Samme dag havde jeg fået taget blodprøver, og de viste et for mig meget forhøjet infektionstal, som er et parameter, hvorpå man måler aktivitet i leddegigt. Jeg spurgte hende derfor, om man skulle gøre noget, for når tallet lå sådan, og jeg samtidig havde det så dårligt, så måtte det jo være, fordi min medicin ikke gjorde det godt nok. Men jeg måtte jo ikke få binyrebarkhormon mere for at se, om grundmedicinen kunne klare opgaven, var mit indtryk? Hendes svar var virkelig overraskende og chokerende for mig. Det var ikke sådan, som jeg havde gået og troet. Selvfølgelig skulle man ikke gå og have det ad helvede til, og det var min egen beslutning, om jeg ville have en akuttid hos dem for at få set på mine problemer. 

Det var både en stor overraskelse og en virkelig deprimerende besked at få, for så havde jeg gået og lidt i en måned og fået permanente skader af ingen verdens nytte! 😞 Ingen havde fortalt mig, at jeg skulle kontakte dem, hvis jeg fik det værre, eller at jeg godt kunne få hjælp i prøveperioden, hvis det gik den forkerte vej. Sygeplejersken havde sagt, at jeg bare skulle ringe, hvis der var det mindste, men jeg havde jo forventet, at tingene var, som de skulle, som lægen havde sat op for mig. Så jeg så faktisk ingen grund til at ringe, før jeg begyndte at tabe håret, for det var uforudset. Jeg havde forudset, at jeg ville få det dårligt uden binyrebarkhormon, så det kom jo ikke som en overraskelse. 

Jeg sagde til sygeplejersken, at jeg lige ville tygge lidt på tilbuddet, især med tanke på at jeg havde været på binyrebarkhormon siden foråret og netop var trappet ud, hvilket har været en kamp og haft store konsekvenser, så det var lidt surt allerede at skulle starte op igen. 

Der gik dog kun tre dage, før jeg måtte smide håndklædet i ringen og kontakte dem for at snakke om en akuttid. Jeg var meget i tvivl om, hvad jeg ville, men i min samtale med sygeplejersken blev jeg hurtigt klar over, at det var meget nødvendigt at blive undersøgt hurtigt. Hun skaffede mig en akuttid hos en anden reumatolog på afdelingen allerede i mandags, fire dage efter vores samtale. I et tilbageblik på de seneste uger kan jeg godt se, at det længe har været nødvendigt at snakke med nogen om min tilstand, for jeg har simpelthen været så handicappet af min gigt. Jeg har ikke kunnet bruge mine hænder til ret meget, og over de seneste uger har jeg næsten ikke kunnet gå pga. smerter fra fødder og knæ. Derudover er der kommet symptomer fra nakken, som vi dog ikke ved, om er gigt, men det har holdt mig vågen om natten, så den seneste måned har været et rent helvede. Det startede hurtigt, fra jeg trappede ned i medicin.

Men mandag kom, og Christian og jeg tog turen til Slagelse Sygehus for at se den anden reumatolog. Han talte heller ikke dansk uden accent, men var betydeligt nemmere at forstå, og hvad vigtigere var, så var han grundig! Han undersøgte mig og så med det samme hævelse af mine fingre, som havde stået på i måneder, men som den tidligere læge ikke havde set (som jeg kunne se af hans noter). Derudover lavede han en ultralydsundersøgelse af mine påvirkede led og kunne se aktivitet over alt i dem. Og erosioner, som jeg forstod det, permanente skader. Han sagde, at han kunne se, at det var noget, der havde stået på længe. Det får mig til at tænke, at hvis den første læge havde været lidt mere grundig og scannet mig, havde han opdaget det og ikke valgt en forkert behandling til mig.

Derudover var der en kæmpe væskeansamling i det ene knæ, som har givet mig så store problemer, og det valgte han at dræne med en kanyle og sprøjte. Det gjorde sindssygt ondt, hvilket alle på afdelingen vist godt kunne høre, men den nye reumatolog tog det ret køligt. Efter indgrebet havde han drænet en masse væske ud af mit knæ, så jeg skulle få nemmere ved at gå fremadrettet. 

Vi havde en længere snak om symptomer og problemer, tidligere behandling og om mig, og på baggrund af det og min gigtaktivitet var han ikke i tvivl om, at jeg skal starte på biologisk medicin. Hurtigst muligt. Man skal dog godkendes på en konference, men han var sikker på, at jeg ville blive det, så han gav mig papirerne med hjem, så jeg kunne læse om det. Og så har han givet mig en ny binyrebarkhormonkur. Dog kun 6 uger, men det lyder umiddelbart rigtig fint. Jeg får en højere dosis, end da jeg startede i foråret efter corona ved min sidste værste forværring af gigten, og i løbet af de seneste dage har det taget en større del af mine smerter. Jeg er dog ikke symptomfri, som jeg næsten var i foråret, men al bedring er velkommen. Derudover har han sænket min dosis af grundmedicinen, så jeg forhåbentlig kan slippe af med mit hårtab.

Og jeg har fået besked om, at jeg er blevet godkendt til biologisk medicin nu med opstart i næste uge. Så nu sker der endelig noget. Jeg håber, det kan blive starten på et nyt kapitel for mig med et nemmere liv uden så mange smerter. Men det må tiden vise. På forhånd ved man ikke hvilke patienter, der får effekt af medicinen, eller om man får bivirkninger af den, men som lægen sagde, så er det det bedste alternativ i forhold til et liv uden medicin, fordi leddegigten i sig selv, særligt ubehandlet, kan give mange andre problemer. Og ikke kun med deforme og ødelagte led og store smerter, men også problemer med kredsløbet, større risiko for kræft osv. Så nu giver jeg det en chance, og der er andre biologiske præparater, man kan prøve, hvis det ene ikke virker eller giver uacceptable bivirkninger. Så vi må se, hvordan det går. Jeg er i hvert fald meget spændt.

Men det har været virkelig hårdt at nå hertil, ikke mindst pga. min start på afdelingen med den dårlige oplevelse. Den seneste måneds helvede ønsker jeg ikke for nogen, og jeg har bestemt, at jeg ikke vil ind til den første læge nogensinde igen. Jeg er meget vred og frustreret over min oplevelse ved ham, der har gjort, at jeg for altid må leve med deformiteter og har haft en måned i rent helvede. Jeg har fået at vide, at jeg kan lave en klage over ham ved at fortælle min historie i en samtale med en overlæge eller lignende, var det vist. Det vil jeg lige tygge på. Det vigtigste for mig lige nu er dog at se fremad og forhåbentlig få det bedre. 

Jeg må dog fremhæve sygeplejerskerne på reumatologisk afdeling, for de har virkelig været et stort plus for mig i det her forløb. Har snakket med en del forskellige, og de har alle sammen været søde og tålmodige og givet gode råd og vejledning. Det betyder utrolig meget. Hos min tidligere reumatolog var der kun én sygeplejerske ansat, og jeg havde altid lidt ondt i maven over at skulle ringe til hende, fordi man aldrig rigtig kunne forudsige, om hun ville være imødekommende eller sur, når man fik hende i røret. Det er en helt anden sag med sygeplejerskerne på reumatologisk afdeling, og det er jeg utrolig taknemmelig for.

De her seneste dage med lidt bedring har jeg afventet med stor længsel. At kunne knappe sine egne bukser, selv klare et bad osv. har jeg virkelig savnet meget. I morgen skal vi have vores "mortensand", og jeg har en forhåbning om, at jeg selv kan klare at sætte den i ovnen, mens Christian er på arbejde. Og så kan han hjælpe med at lave den færdig, når han kommer hjem. Så det går lidt fremad, heldigvis. Ellers skal de næste dage bruges på at samle kræfter før opstarten på den nye medicin. For det er aldrig til at vide, hvordan kroppen reagerer. Men jeg håber selvfølgelig det bedste.

Det var en kæmpe roman om mig. Tak, fordi du læste med så langt. Der sker dog også andre ting her i livet, selvom min gigt har fyldt meget. Desværre er Phoebe også blevet ramt af gigt, slidgigt, hvilket har taget til over de seneste måneder, og vi har startet hende op i medicin for det, men det virker desværre ikke så godt, som hun har brug for, så fra næste uge skal hun også starte op i ny medicin. Hun skal afprøve et nyt præparat til gigt hos katte, som viser lovende resultater. Så vi håber, det kan give hende en rigtig god effekt og bedre livskvalitet fremadrettet.

I mellemtiden er Ozzy blevet 16 år, og han er still going strong 😄 Til tider er hans husets mest aktive kat trods sin alder, men han har også størrelsen på sin side, da han er en noget mindre kat end Phoebe og derfor ikke på samme måde får belastet sine led. Han er ikke så aktiv, som da han var en ung kat, men han tager stadig ofte fræseture rundt i huset, højt mjauwende og leger vildkat. Hver aften står på den daglige "spabehandling", når han kommer med os i seng og skal have sin daglige frisering (kun ren fornøjelse, for det må kun gøres på kinderne og i ansigtet og ikke længere ned end skuldrene helst) og ansigtsmassage 😻 Hvilket han stor-nyder. 

Julius' tilstand med hans problemer med tarmene kører lidt frem og tilbage med perioder, hvor det går rigtig godt og perioder, hvor tingene er mere ustabile. Pt. kører det nogenlunde stabilt, hvilket betød, at vi kunne forlade huset i tirsdags uden al for stor bekymring, da vi var på Nørrebro Teater og se et foredrag, som jeg havde været heldig at vinde billetter til. Det var et foredrag af Richard E. Grant, en engelsk skuespiller, som vi har haft fornøjelsen af at se film med gennem årene. Foredraget handlede om hans liv og livet med hans kone, som han mistede til kræft sidste år, og det var et hudløst ærligt, meget underholdende og morsomt og rørende foredrag, som jeg var utrolig glad for at have haft mulighed for at opleve. 

Richard E. Grant på scenen i gang med at læse og svare på spørgsmål fra publikum.

Tirsdag blev i det hele taget en anti-mandag, som jeg sagde til Christian, da vi kom hjem fra foredraget, for om mandagen var vi på sygehuset, og selvom jeg nu fik hjælp, var der mange negative ting, jeg skulle forholde mig til i den forbindelse omkring, hvordan min sygdom nu var udbredt, og hvad der var sket med mig. Men tirsdag var så meget anderledes. Inden vi kørte i teatret, modtog jeg en flot buket blomster og en sødt kort fra min gode veninde, jeg har kendt siden gymnasietiden. Hun ville sende mig en opmuntring i den hårde tid og oven på den lidt svære dag, jeg også havde haft dagen før med min tur på sygehuset. Virkelig sødt og betænksomt af hende 💗 Jeg mærkede den første effekt af binyrebarkhormonbehandlingen, som havde taget en lille smule af mine smerter, vi fik en handicapparkeringsplads lige foran teatret (fuldstændigt umuligt næsten, da der kun er et par pladser der i gaden), showet var så god en oplevelse, og da vi kom hjem, kunne jeg for første gang i måneder selv åbne en ny pakke af Julius' vådkost, da mine fingre nu lige præcis var bedret nok til, at det kunne lade sig gøre. Så jeg håber virkelig, at tingene kun vil gå fremad herfra. Det trænger vi virkelig til alle sammen. 

Den smukke buket fra min veninde.

Close-up af de flotte blomster.

I dag er min "fridag". En dag uden planer for første gang rigtig længe. Det er hårdt tiltrængt. Pga. min leddegigt lider jeg af en voldsom træthed og udtrætning, hvilket betyder, at jeg meget hurtigt bliver utrolig træt og løber tør for energi, ofte uden overhovedet at foretage mig noget særligt. Så det er ret begrænset, hvad der sker i mit/vores liv for tiden, og derfor var turen i teatret den anden dag også meget atypisk for, hvad vi laver lige for tiden. Hver uge ser jeg min fysioterapeut, som tilpasser min behandling og forsøger at dæmpe mine smerter med laserterapi og øvelser.  

Min "opgave" i dag er primært at få vasket mit store hår. Det er i sig selv lidt af en præstation pga. mine smerter og manglende energi, så jeg prøver at planlægge den slags opgaver til dage, hvor jeg ikke skal så meget andet. Og derudover at lave så lidt som muligt for at samle energi til at kunne lave andestegen i morgen. 

I aften står den på hygge med varm kakao med flødeskum og favoritserien, som pt. er Bosch: Legacy. Vi har i lang tid set den originale Bosch-serie, som jeg varmt kan anbefale. Den er klart en af mine all time højst elskede serier. Det er en krimiserie, som er utrolig velskrevet og velspillet. Bosch: Legacy er en spin-off, som vi selvfølgelig tager med, nu vi elsker den originale serie så højt. 

Christian læser pt. The Law of Innocence op for mig om aftenen, en bog skrevet af Michael Connelly, manden, der har lavet bøgerne bag Bosch, og den er indtil nu god og spændende. Den inkluderer også "vores mand" fra serien som en af figurerne, hvilket ikke gør den mindre spændende. Som jeg måske har skrevet herinde før, læser Christian for mig ofte om aftenen, fordi jeg pga. mine smerter har svært ved at sidde med en bog. Mit piskesmæld gør, at jeg har svært ved at bøje nakken i længere tid. Så han har læst for mig sådan i mange år, hvilket jeg sætter stor pris på.

Som jeg skrev indledende i indlægget her, er den årlige jule-giveaway lige om hjørnet. Selvom det har været og er en virkelig hård tid, vil jeg gerne bibeholde den tradition her på bloggen, da den gør mig glad og er en hyggelig tradition, så jeg har over de seneste måneder været i gang med at købe ind til giveaway'en. Jeg mangler lige at få pakket den sidste pakke ind, som netop er kommet ind ad døren og få taget billeder, så skal jeg nok skyde konkurrencen i gang. Så hold øje med siden her eller bloggen på Facebook, hvis du kender en kat, som fortjener lidt ekstra forkælelse op til jul 🐱🎄

Ny udredning - tanker og bekymringer

Det er efterhånden længe side, jeg har skrevet et indlæg på bloggen, der ikke har handlet om mad, men indlægget i dag bliver sådan et. For jeg har brug for at vende nogle tanker om de ting, der foregår i mit/vores liv pt. 

Vinteren og foråret måske især har været fyldt med ting, der har skabt en masse bekymringer og efter en længere periode endte med at sende mig ud i regulær stress. Kattene har alle været syge, nogle i flere omgange, og vi har også været bekymret for min far, der fik det gradvist dårligere og gik og tabte sig meget. Så der har været meget at bekymre sig om, måske især fordi vi ikke vidste, hvordan tingene skulle udvikle sig. Det er altid ekstra stressende, når kattene er syge, også fordi det ofte kræver, at jeg bruger meget tid og energi på at passe dem. Især Ozzy har jeg skulle tage mig meget af med medicinering og fodring, både i hans forløb med luftvejsinfektionen i vinters og her nu med hans nye udfordringer. Jeg vender tilbage og fortæller lidt mere om kattene senere i indlægget. I første omgang har jeg brug for at få lidt luft for tanker om noget alvorligt, der sker med min egen krop pt.

Som jeg skrev i mit seneste indlæg har jeg i vinters oplevet at få en påvirkning af skulderen, hvor den måske er gået en smule af led. Det fortsætter med at komme tilbage med jævne mellemrum og gøre min højre arm ubrugelig. Desværre er der inden for den seneste måneds tid kommet nye udfordringer, der er mere bekymrende. Midt i maj vågnede jeg op med to hævede fingre på højre hånd (pegefinger og langefinger), hvoraf pegefingeren også var meget smertende i leddet inde i i hånden under fingeren. Det gjorde virkelig ondt og smerterne var slemme den dag. Næste dag var bedre, nu var det primært langefingeren, der drillede. Jeg havde i et stykke tid været øm på det midterste led der, og havde troet, at jeg måske havde banket fingeren ind i noget, for jeg kommer tit til skade uden at kunne huske, at det er sket. Men det gik ikke over. Tværtimod blev den også hævet omkring leddet, og efter et stykke tid fik jeg samme symptomer i grundleddet i samme finger. Derudover begyndte jeg at få smerter i venstre storetås grundled, så det blev svært at gå. Derfor har jeg heller ikke kunnet fortsætte mit forsøg på at komme i gang med mine gåture, som ellers giver mig så meget, både fysisk og psykisk.

Jeg er vant til, at der jævnligt sker noget nyt med min krop, smertemæssigt, som den faste læser måske har lagt mærke til. Jeg er over de seneste fem år blevet ramt igen og igen af nye smertetilstande, som ikke vil gå væk igen. Forklaringen er måske rod i mit nervesystem. Men det er ikke nyt for mig, at der støder nye ting til, som jeg skal lære at leve med. Nogle ting kommer og går dog i perioder som problemet med min skulder, så jeg har gået og ventet på, at der skulle komme en bedring med mine led også. Desværre er det ikke sket. Til gengæld er der tiltagende flere led, der bliver påvirket, og jeg vågner jævnligt om natten med smerter i flere fingre, der er hævede og svære at bruge. I løbet af dagen falder hævelsen noget, så de er nemmere at bruge, og det skifter lidt hvor mange fingre, der er påvirket på de enkelte dage. 

Men jeg har konstant haft påvirket højre hånds langefinger, og over den seneste uge er det blevet værre og værre for hver dag, især i grundleddet. Det er blevet så slemt, at jeg har svært ved at holde på en kuglepen eller på bestikket, når jeg skal spise. Det ser også ud til, at der er flere og flere led, der bliver ømme og ind imellem hæver op, og jeg får ind imellem så voldsomme smerter i leddet i min tå, at det trækker tårer. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor ondt det gør. Så efter lidt betænkning havde jeg fat i mit lægehus for at få en ny henvisning til reumatologen. Jeg ved fra tidligere forløb hos ham, at jeg er i stor risiko for at udvikle leddegigt, da jeg har et antistof, der peger i den retning, og niveauet i blodet er mere end tidoblet over kun få år. Derudover ved jeg, at det peger på et alvorligt forløb pga. antistoffet, så det er vigtigt at få diagnosen hurtigt, hvis sygdommen bryder ud. Så da smerterne så ud til at brede sig og kun blive værre i mine led, blev jeg bekymret og ønsker at få reumatologen til at vurdere tilstanden. Min egen læge var tilsvarende bekymret, for han lavede en henvisning til reumatologen over telefonen samme dag, jeg havde fat i dem, hvilket må siges at være hurtigt. For i min sidste udredning tog det tre uger at få en tid blot til en samtale om det. Der er også lang ventetid hos min reumatolog, det er jeg vant til, men han har vurderet, at det haster, så jeg har allerede fået en tid i næste uge. 

Fin lille bi i min rosmarin i haven. 

Jeg kan også godt selv se alvoren i min situation. Det ser ikke godt ud, og jeg kender udsigten til leddegigt. Leddegigt er en autoimmun sygdom, hvor kroppen selv angriber og ødelægger leddene. Det er en meget alvorlig sygdom. Det er alfa og omega, at behandlingen sættes i gang med det samme, man opdager sygdommen, da ledskade opstår hurtigt. Og man bruger skrappe midler til at behandle tilstanden. Det mest brugte stof er methotrexat (MTX), et kemostof, som til leddegigtpatienter gives i en mindre dosis end til kræft. Formålet med MTX og tilsvarende behandlingsmetoder er at hæmme immunsystemet, så overaktiviteten stoppes. Det har selvfølgelig en pris at bruge så skrap en behandling. MTX og tilsvarende præparater har mange bivirkninger, men da ledskade er umulig at omvende, når den først er sket, og det er meget smertefuldt at leve med, er behandlingen vigtig. Så det er lidt pest eller kolera, kan man sige.

Udsigten til både sygdom og behandling påvirker mig meget for tiden. Jeg er bekymret for fremtiden og for, hvordan jeg vil reagere på behandlingen. Havde jeg haft et valg, havde jeg nok valgt medicinen fra, for hvem ville aktivt vælge en behandling, hvor 1 ud af 100 udvikler kræft pga. medicinen? Bare for at nævne en af de mange bivirkninger, der bekymrer mig. Og jeg kan risikere, at det store fremskridt med min mave-tarmsygdom, som jeg har fået med LDN, forsvinder, da MTX er hård ved maven..Jeg er ikke ligefrem født under en heldig stjerne og har før været ramt af sjældne bivirkninger ved både indgreb og medicin, så jeg er ærlig talt bange for, hvad medicinen vil gøre ved mig. Om jeg igen er møguheldig. Der er en del kræft i min familie, og flere er døde i en ung alder, så jeg føler ikke, jeg har oddsene på min side. Men jeg håber alligevel det bedste. 

Både sygdom og behandling vil sætte store begrænsninger i mit liv, så jeg er ret bekymret for, hvad diagnosen vil betyde for mit liv. Det lyder måske sært og overdrevet i andres ører, men jeg føler det virkelig lidt, som om livet, som jeg kender det, er overstået. Med de ting, der giver det værdi. Den her diagnose og behandling kommer til at vende mit liv 100% på hovedet, og sygdommen kan betyde, at vi herhjemme igen står i en situation, hvor jeg ikke kan lave ret meget og skal have meget hjælp. Jeg ved selvfølgelig endnu ikke, om det er leddegigten, der er på spil denne gang, men der er en vis sandsynlighed for det, hvilket også er årsagen til, at jeg kommer så hurtigt til hos min reumatolog. 

Smuk god bedring-buket fra min onkel og hans kæreste.

Som I nok kan se, påvirker situationen mig rigtig meget. Jeg ved ikke, hvorfor det netop sker nu, hvis der er en særlig årsag, for jeg har i flere år haft det meget høje antistof. Men hele vinteren og foråret har været præget af mange bekymringer og regulær stress, så måske har det skubbet mig ud over kanten på en måde. Så det har sat noget i gang.
Min reumatolog undrer sig over mit høje antistof og udsigten til leddegigt, da jeg ikke umiddelbart har de risikofaktorer, der ofte er til stede ved leddegigt, fx rygning. Det har da også undret mig, selvom jeg efterhånden er vant til at blive ramt af den ene ting efter den anden, uden jeg ved hvorfor. Men jeg har for nyligt fået en indsigt, der måske kan give lidt svar i den retning. 

Pga. mine nye problemer med leddene, der kræver en ny tur i udredningsmaskinen, og som gør mig meget træt ind imellem, har vi desværre været nødt til at melde fra til fejringen af, at min kusine bliver student. Jeg kan simpelthen ikke holde til det pt., især fordi det er en meget lang køretur herfra, så jeg havde fat i min onkel for at melde fra. Han kunne fortælle mig, at min mormor havde haft en mild form for leddegigt og hendes faster havde haft svær leddegigt. Så det giver pludseligt mere mening. Der er andre autoimmune sygdomme i familien på den side også. Så der er nok en vis form for arvelig faktor på spil her. Min onkel og hans kæreste sendte mig i øvrigt den fantastisk smukke buket, I kan se på billedet ovenfor. De syntes, jeg trængte til en opmuntring. Virkelig sødt af dem, og jeg har virkelig nydt buketten. Den står stadig rigtig flot, selvom det har været meget varmt, og nu er liljerne også sprunget ud 💗

Den seneste uge har været særlig svær, fordi jeg har været nødt til at skulle forholde mig til, at de her smerter ikke bare går væk igen, og at jeg er nødt til at få det udredt. Derudover virker det til, at flere og flere led bliver påvirket, og min værste led i hånden er blevet værre hver dag. Jeg har hver dag i en periode følt, at i dag er den værste dag. Og næste dag er værre endnu. Derudover var min langefinger begyndt at blive stiv i leddene, hvilket skabte yderligere bekymring. Så jeg er taknemmelig for at få kigget på det så hurtigt. Min højre langefingers grundled er ildrødt og tåler nærmest ingen berøring. Og det har været svært at bruge hånden pga. smerterne. Jeg kom i tanke om, at jeg i et tidligere smerteforløb med smerter i senerne i benene forsøgte at lindre med Voltaren gel, som er et NSAID smertestillende, man smører direkte på de påvirkede områder. Det hjalp ikke på mine seneste problemer, men jeg havde fået købt en ekstra tube hjem, inden jeg gav op. Den fandt jeg i skabet i weekenden, og den var heldigvis ikke udløbet. Jeg tænkte, at der var alt at vinde ved at forsøge, så jeg smurte mit langefingerled i lørdags og håbede det bedste. Og det gjorde faktisk en forskel. Jeg kunne med smertelindringen nu åbne og lukke hånden mere normalt igen, selvom det stadig gør ondt inde i leddet, når jeg bruger hånden, så det var et stort fremskridt. Jeg brugte det endnu engang i går, og det gør faktisk en forskel for mig. Og ikke kun så længe cremen sidder på og/eller virker, men også efterfølgende. Jeg smurte leddet i går eftermiddag, men den gode virkning har jeg stadig. Det har slået noget af inflammationen ned, så fingeren er nemmere at bevæge, og de seneste to dage har jeg  kunnet holde på min ske, når jeg spiser morgenmad, uden de smerter, jeg ellers har været plaget af længe. Derudover er leddet ikke længere helt lige så rødt. Så det er en lille bedring, jeg er meget taknemmelig for.

Jeg skal indrømme, at mit humør er noget i bund for tiden pga. de nye smerter og bekymringerne om fremtiden. Jeg er virkelig bange for, hvad der skal ske med mig og nervøs for hver ny dag. For at slippe tankerne prøver jeg at distrahere mig selv lidt, så godt jeg kan. De dage, smerterne ikke er for slemme i foden, går jeg små ture og hører musik. Og ellers prøver jeg at lave noget praktisk herhjemme, som jeg plejer. I lørdags, hvor det var så varmt, kørte vi en tur til stranden og soppebadede i det lune vand i strandkanten, og bagefter spiste vi en is. Det var virkelig en skøn tur. Ladede batteriet op for nogle timer og gav mig en følelse af normalitet for en tid. Billedet her er taget på dagen, hvor vi nød at køle lidt af i varmen.

Det er svært at vide, hvad min reumatolog vil sige til mine symptomer. Ofte viser leddegigt sig symmetrisk på begge sider af kroppen, og sådan er det ikke for mig. Ikke endnu i hvert fald. Derfor er jeg heller ikke helt sikker på, at det her er leddegigt. Selvom det har en vis sandsynlighed pga. antistofferne. Jeg er både spændt og nervøs for undersøgelsen, fordi det kan ændre mit liv så markant, hvad han siger. Men jeg må bare håbe det bedste uanset beskeden og også håbe på at kunne få det bedste ud af livet, hvis det er leddegigt eller noget tilsvarende grimt. Jeg er blot glad og lettet over, at vi rent faktisk nåede at blive gift sidste år og ikke udsatte brylluppet, da de her nye udfordringer nemt kunne stikke en kæp i hjulet på så vigtig en dag. 

Nu tilbage til kattene. Som jeg har skrevet om herinde i mine forrige indlæg, har vi haft flere syge katte i løbet af foråret. Julius har jo haft sine problemer med tarmene siden efteråret, men Ozzy havde en luftvejsinfektion, som var svær at få slået ned, da han tålte medicinen dårligt. Det endte dog godt, og han blev frisk igen. Da han var til dyrlægen i den forbindelse, opdagede vi, at han havde tabt sig noget. Mens han var i behandling, mistede han appetitten pga. medicinen og tabte sig yderligere. Vi forventede dog, at han ville tage en del af det på igen, og har gået og holdt øje med det. 

I maj var det tid til hans årlige tjek, og det viste desværre, at hans nyretal var steget meget. De ligger stadig inden for grænsen for det normale, men da han samtidig drikker og tisser mere, blev vi enige med dyrlægen om, at vi skulle føre ham over på nyrekost nu. Han er en gammel dreng på 14 år (bliver 15 i oktober), så tiltagende dårlige nyrer er normalt i den alder hos mange katte. Vi har jo desværre prøvet det før med Putte, hvor han blev akut syg med nyresvigt, så vi håber, at vi denne gang tager det lidt i opløbet og kan give Ozzy nogle gode år på nyrekosten. Han lider jo desværre af foderallergi, men vi har over en del år givet ham nyrekost som slik, hvilket i første omgang var en test for at se, om han kunne tåle det, da Royal Canin renal har hydroliserede proteiner. Når proteiner er hydrolyserede, tåler allergikatte dem bedre, og Ozzy har fint tålt små portioner af nyrekosten som slik. Så vi var heldigvis lidt forberedt. Vi har brugt ca. halvanden måned på at føre ham over på nyrekosten, og det er heldigvis gået meget fint. Ikke de store problemer. Han har nu været 100% på nyrekosten i ca. en uge, og det er dejligt at være nået i mål med det. Nu håber vi, at det gør ham godt, og vi har aftalt med dyrlægen at få lavet en kontrolblodprøve om ca. ½ år. 

Phoebe har også haft nedsat appetit on/off i løbet af hele vinter/forårssæsonen, men da det er sket hvert forår i en årrække, har vi ikke været så bekymret. I år er det dog blevet ved med at komme tilbage, så vi bestemte os for, endelig at få hende tjekket hos dyrlægen, så vi kunne se, om det skyldes sygdom. Vi var bekymrede for, om hun også har udfordring med nyrerne, og det skal helst opdages så tidligt som muligt, så vi ville have lavet en blodprøve på hende. Phoebe er netop blevet 9 år i går, hvilket for en huskat ikke er nogen alder, men da hun er maine coon, er det begyndende alderdom. 

Vi havde hende afsted for et par uger siden til tjek, og heldigvis var der intet at se på hende. Hendes blodprøve var også virkelig flot, så det er ikke pga. nyrerne eller andet, man kan se i blodet. Det, der både har undret og gjort os en smule mere rolige under forløbet med hende, er, at hun holder vægten fint. Faktisk er hun igen kommet op på sin sædvanlige vægt efter et dyk sidste sommer ved sit årlige tjek. Derfor har vi også villet se det an en tid. Heldigvis var der så ikke noget at se på hende. Vi har overvejet, om hun kunne have begyndende gigt, da hun er begyndt over en længere periode at lave lyde, når hun rejser sig (ligesom os andre "gamle", når vi rejser os fra sofaen 😄), men hun har ikke andre tegn på, at der er noget, for hun hopper op alle steder, som hun plejer. Men vi forsøger pt. med canosan til hende, der er et naturpræparat mod gigtsmerter hos katte og hunde. Heldigvis smager tabletterne godt, så hun nyder den ekstra snack. Så må vi se, om det kan gøre et eller andet for hende. Det skader i hvert fald ikke 😊

Julius kører nogenlunde stabilt med maven. Han har stadig dage, hvor han er forstoppet og har problemer, men i en lang periode har vi kunnet klare det med ekstra kattemalt. Det er godt for ham, at han slipper for klyx og paraffinolie. Han er dog ikke så stabilt kørende, at vi tør køre hjemmefra fra ham i mere end nogle timer, så vi er altid lidt bekymrede for ham. Vi overvejer at teste en ny behandling, der måske kan få mere gang i maven på ham, men har været lidt tilbageholdende, fordi Ozzys overførsel på nyrekost har fyldt så meget. Nu er det overstået, og så kan vi overveje at starte op. Vi ønsker os virkelig, at Julius bliver rask igen, både for hans og vores skyld. Vi trænger måske mere end nogensinde til noget ro med færre bekymringer og mulighed for at tage lidt hjemmefra og holde lidt ferie. Men det sker først, når vi er sikre på, at han kan klare sig selv i bakken. For det er ikke sjovt at sidde flere timer væk i Jylland, hvis Julius får en krise. 

Som I nok kan se, er der kommet lidt mere ro på situationen over den seneste tid, hvilket også har gjort, at de fleste af mine stresssymptomer er forsvundet. Derudover har min far det også bedre igen, så det giver lidt færre bekymringer i den retning også. I den nærmeste fremtid skal jeg primært tage mig af mig selv og igennem denne nye udredning. Som jeg skrev, er det svært at forudsige, hvordan det kommer til at gå hos reumatologen, selvom der er mistanke om leddegigt, så for nu håber jeg det bedste, uanset beskeden. 

Jeg er glad og taknemmelig for ikke at skulle igennem dette alene, for Christian vil være ved min side. Ikke kun fysisk ved undersøgelsen i næste uge men også i mere overført betydning, for han er der altid til at støtte mig, når jeg har brug for det, og vi kommer igennem alle de svære perioder i fællesskab. Det er en stor trøst for mig. For nyligt havde han købt gaver til mig, bare fordi. Også før vi vidste, at jeg skulle igennem en ny udredning. Han havde købt et et lyshus, jeg havde ønsket mig, men som før havde været svært at skaffe, og denne fine "smiley". Vi har et særligt forhold til Tivoli, så det betyder en del for mig, og den lille figur minder mig også om vores historie, og den står nu så fint her på skrivebordet, hvor jeg sidder mange dage, og pynter og minder mig om, at jeg er elsket og ikke alene. 

Makronsnitter med hindbærmarmelade

Jeg har sådan glædet mig til at dele opskriften på den her lækre kage med jer. Jeg har bagt den utallige gange, siden jeg første gang bagte den sidste foråret, hvor jeg fandt inspiration til snitten hos madforlivet. Jeg har selv arbejdet lidt videre med opskriften og lavet den til en slags luksushindbærsnitte, som er den bedste beskrivelse af den her lækre kage. 

Det bedste ved kagen er, at den simpelthen er så nem at lave! Mange i familien elsker hindbærsnitter, men det er ikke min favoritkage at bage, fordi der er så meget arbejde med mørdejen. Det problem er løst i denne opskrift, hvor bunden ikke engang skal rulles ud, og toppen er en lækker marengs med marcipan, som bare skal dryppes ud over fyldet. Og så smager den faktisk som en slags luksushindbærsnitte 😍

Makronsnitterne er yderst fryseegnede. Smager som nybagte, selv efter en tur i fryseren. Jeg plejer gerne at fryse snitterne ned med et stykke madpapir pakket omkring og så bare i en frysepose. Når de skal bruges, tager jeg dem og op lader dem tø op på en tallerken, og vupti! Så er der kage 😄 

Makronsnitter med hindbærmarmelade


Bund:
225 g hvedemel
125 g lyst rørsukker
1/3 tsk fint salt
1 tsk bagepulver
125 g blød margarine
2 æggeblommer

Fyld:
1½ - 2 dl hindbærmarmelade

Marengstop:
2 æggehvider
250 g flormelis
100 g marcipan


Til bunden blandes mel med rørsukker, salt og bagepulver. Smuldr margarinen i, så den er helt findelt. Det kan gøres med fingrene eller køkkenmaskinens k-spade. Tilsæt til sidst æggeblommerne og bland det hele godt sammen, evt. med en elpisker eller køkkenmaskinen, så du står med en fin rasp. Blandingen her vil ikke samles til en dej, men det er meningen. Bunden skal alligevel nok blive fast efter bagning.

For en bradepande (min er 23x34 cm) med bagepapir. Fordel bladningen til bunden jævnt i bradepanden og tryk den sammen til en ensartet bund.

Forbag bunden 15-17 minutter i ovnen ved 200 grader, til den er gylden ovenpå og har sat sig.

Mens bunden forbages, laves marengstoppen. Pisk hviderne luftige og stive og pisk herefter flormelis i. Pisk, til det er hvidt og let i konsistensen. Riv marcipanen groft og pisk den i æggemassen. Pisk, til massen er ensartet.

Tag den forbagte bund ud af ovnen. Fordel marmeladen over bunden, så der ligger et godt lag. Mængden angivet er vejledende, men vær ikke for nærig med marmeladen. Syrligheden fra hindbærene skal give modspil til den søde top. Jeg giver den et godt lag, så det ikke er alt for gennemsigtigt og bruger ca 1½ - 2 dl i alt.

Nu skal marengsen fordeles over kagen. Her skal du være lidt forsigtig. Tag en skefuld marengsfyld og fordel det over kagen ved at holde skeen over overfladen på kagen og lade det dryppe/flyde forsigtigt ned over kagen, mens du flytter skeen rundt. Tag endnu en skefuld og gør det samme et andet sted på kagen, så overfladen lidt efter lidt dækkes af marengs. Du må endelig ikke forsøge at smøre det ud over marmeladen, for det kan ikke lade sig gøre. Marengsen vil flyde lidt ud, efter du har lagt den på kagen, så lad den selv gøre lidt af arbejdet, mens du hælder mere marengs på andre steder på kagen.
Hvis der til sidst er få steder, hvor marengsen ikke når sammen, kan du meget forsigtigt fordele det øverste af marengsen for at dække hullerne. Men det skal være forsigtigt og kan ikke gøres ved større huller, for så bliver marengsen blandet med marmeladen.

Sæt kagen i ovnen igen og bag den 20-22 minutter ved 200 grader, til marengsen er blevet flot lysebrun og er stivnet.

Lad kagen køle helt ned, før du tager den ud af formen og skærer den i makronsnitter efter ønsket størrelse. Kan anbefale, at de ikke skæres i alt for store stykker, da det er en ret kompakt kage 😊

Selvom det er lang tid siden, der har været aktivitet her på bloggen, sker der en masse bag kulissen, madmæssigt. Jeg har fået bagt en del, også nye ting til bloggen, som endnu ikke er nået til udgivelse, og jeg har begravet mig dybt i et nyt bageemne, nemlig professionel pizzabagning. Jeg har købt et bagestål og har været i gang med at eksperimentere med nye typer mel, teknikker og opskrifter, og det går overraskende godt. Det er en hel ny verden og giver et meget anderledes resultat end de mange pizzaer, jeg har bagt gennem tiden. Det er meget spændende og sjovt at lege med. Det skal nok ramme bloggen på et tidspunkt, det lover jeg 😊

Jeg får ikke skrevet så meget herinde i tiden, og det er der flere årsager til. Christian arbejder stadig hjemme 100% af tiden og bruger derfor kontorstolen, som jeg har brug for for at sidde ved den stationære computer og skrive indlæg, og det har knebet med energien. Vi har haft tre ud af tre katte syge på én gang, hvilket har været afsindigt hårdt, og vi er også stadig ret bekymrede for min far, der stadigvæk har nogle udfordringer. Samlet set har det kostet meget energi og aktiveret min stress i seriøs grad, så jeg har kæmpet bare for at komme igennem hver dag. Jeg har jo samtidig skulle opretholde en hverdag og sørge for indkøb osv., så derudover har det virkelig været knapt med, hvad jeg har haft overskud til. Men jeg håber, at det er ved at vende.

Ozzy er frisk igen efter en lang periode med en luftvejsinfektion, vi havde svært ved at slå ned, bl.a. fordi han ikke tålte nogen som helst slags af den medicin, vi prøvede til ham. En slags mistede han totalt appetitten af og tabte næsten 1 kg, hvilket er meget for en lille kat, og to andre slags kastede han op af. Vi prøvede også kvalmestillende, men hans mave var så irriteret, at al medicin kom op igen. Så han måtte selv klare sidste del af infektionen, men det kunne han heldigvis godt. Og han fik appetitten igen, efter han stoppede med medicinen. Så nu prøver vi at få ham tilbage i sin kampvægt. Det tager tid, men han har heldigvis generelt en fin appetit, den gamle dreng.

Phoebe har også haft mistet appetitten, og vi endte med at måtte skifte hendes grundfoder helt ud. For hun ville simpelthen ikke spise det. Det nye foder lokkede heldigvis mere, og hun har på intet tidspunkt tabt sig, så vi har set det hele lidt an løbende. Hun spiser efterhånden helt godt igen, så vi er ikke længere bekymrede for hende.

Julius har stadig sit problem med tarmene. Men vi gør vores bedste for, at han får det godt igen. Han får rette kost og vi holder øje med, om han skulle have brug for tilskud, hvis maven går helt i stå. Det er en virkelig lang proces med ham, og jeg ved ikke, hvornår det nogensiden bliver normalt igen, men det vigtigste er, at han har det godt, så vi sætter livet på hold så længe, som han har brug for det. Han er heldigvis en glad dreng, så det hjælper lidt på det. 

Han er i øvrigt blevet 3 år for nogle måneder siden, så han er efterhånden ret voksen og er blevet sådan en fin og harmonisk dreng, også i forhold til temperament. Han er stadig en sjov og skør dreng med vilde ture, men han er også en krammekat, der elsker sine mennesker og Phoebe og Ozzy. Her er et nyere billede af ham fra haven, som han elsker at tilbringe mange timer i.

Ud over de ovenstående udfordringer har jeg desværre også igen været ramt på helbredet. Jeg vågnede op en morgen med afsindige smerter i den ene skulder og kunne slet ikke bruge armen til noget som helst. Min fysioterapeut mener, at skulderen er hoppet lidt af led, mens jeg har sovet på den, og det er ikke helt utænkeligt. Det var ekstremt smertefuldt. Jeg brugte LDN, som jeg jo i forvejen får for smerterne i mine arme, til at slå inflammationen ned, og det lykkedes heldigvis. Desværre har smerterne været tilbagevendende i perioder, da min skulder åbenbart ikke rigtigt kan finde helt på plads igen, så det har sat mig lidt ud af spillet. Faktisk så kom smerterne første gang lige oven i, at jeg havde købt bagestålet, så jeg havde slet ikke fornøjelse af at prøve det af en lang periode derefter. Men jeg har dog siden fået afprøvet stålet og er meget begejstret for, hvad det kan yde.

Pga. alle de her udfordringer i mit liv har det ligget meget stille med mine gåture længe. Jeg har forsøgt at gå, men pga. kulden har jeg fået aktiveret mine smerter, især i nakken, så det har også holdt mig fra at gå særligt ofte. Men nu, hvor varmen er vendt tilbage, er jeg også ved at komme i gang med mine gåture igen. Jeg ved, at det på sigt vil dulme de smerter, jeg har i nakke og ryg, fordi kroppen får nok bevægelse, så det er godt at være lidt i gang igen. Jeg håber, det kan fortsætte. 

I forhold til stressen kører det stadig lidt frem og tilbage. Jeg bliver hurtigt udmattet og får fysiske symptomer, når der er for meget fyld i dagene, men jeg synes, det generelt går lidt fremad, så forhåbentlig er jeg snart helt ovenpå igen. Såfremt der ikke kommer nye udfordringer. 

Billede fra min seneste gåtur. Det er en kæmpe fornøjelse at være ude og få nogle dejlige naturoplevelser igen og masser af lys.

Coronatid er ensom, selvom vi herhjemme måske ikke er de mest socialt anlagte personer. Men vi savner alligevel, at der sker noget. Heldigvis er der udsigt til åbning af samfundet igen, og vi glæder os begge to enormt meget til at skulle ud at spise igen. Det har vi virkelig savnet. Vi har ikke været ude til noget i den retning siden før vores bryllup i oktober, så det er ventet med længsel. Vi plejer at være ude at spise jævnligt eller en tur på vores lokale café, men det har ikke været muligt længe. I fredags rundede vi dog vores café for at få en af de lækre Olufs karamelgelato med tangsalt. Den er simpelthen verdens bedste ispind, så vi var hurtige at slå til, da caféen skrev, at den var hjemme igen. Vi nød den ude i solen på havnen. Det var virkelig skønt!

Det ser desværre ud til, at det kommer til at trække ud i forhold til at blive vaccineret for corona, så det mere normale liv ligger efterhånden ret langt ude i fremtiden. Jeg er i risikogruppen pga. flere af mine lidelser, men da det åbenbart har været for svært at finde os alle sammen, når nogle af os ikke har en aktiv tilknytning til et sygehus, så bliver vi i stedet smidt i grupper sat op efter alder. Da jeg "kun" er 39, er jeg desværre blandt de allersidste til at få vaccinen, og i går blev min gruppe skubbet 4 uger yderligere bagud 😔 Det er virkelig frustrerende. Men hvis de skulle vaccinere efter, hvor gammel man føler sig, ville jeg for længst have fået de vaccinationer overstået 😜

Inden for den næste måned skal vi over til min far igen. Han går desværre og spiser for lidt, så da vi var der i marts, lavede jeg en masse retter til hans fryser i håbet om, at han ville komme i gang med at spise mere normalt igen, nu der var lækker, hjemmelavet mad i fryseren. Han har da også spist og nydt maden, men det kniber stadig med vægten og appetitten, så jeg havde planlagt at skulle i gang med lidt mere mad til ham til vores næste besøg. Jeg har købt ind til at lave høns i asparges, da jeg ved, han elsker det, men desværre er jeg stået op med et nyt tilbagefald med skulderen, så jeg er meget smerteplaget i dag. Jeg er dog ret stædig, så jeg har, trods smerterne, været i gang i køkkenet. Hvis jeg skulle sidde og lave ingenting alle de dage, kroppen gakker ud, kunne jeg nærmest aldrig foretage mig noget. Så jeg bed tænderne sammen og har fået lavet en stor portion tarteletfyld. Jeg har valgt at tilsætte piskefløde til sovsen, så min far kan få nogle kalorier, og det var faktisk meget godt, så måske bliver det en fast ingrediens fremadrettet. Det skal i hvert fald prøves igen, når jeg laver til os selv, så måske kommer der på sigt en lille tilretning af min opskrift her på bloggen. Vi må se. Nu skal det bare køle lidt, så det kan pakkes i portioner og lægges i fryseren. 

Til slut får I lige et billede af Julius med kattenes nye favoritlegetøj, nemlig en stor "cigar" lavet i læder, fyldt med den bedste katnip. Den gør stor glæde hos dem alle tre og har en størrelse, så Julius kan ligge og kramme og sparke den på samme tid 😀 Fangede et billede af ham på aftenen, hvor han fik den og måtte konstatere, at dér røg kørekortet vist 😜😂 Han er i hvert fald helt vild med den cigar.

Tarteletter med høns i asparges

Jeg har endelig fået taget billeder til min gamle opskrift på tarteletter med høns i asparges, hvilket klart er en livret for mig og især en skøn ting at servere her i julemåneden, så den opskrift får I i dag! Jeg har netop lavet en stor portion høns i asparges, som er blevet frosset ned og venter på, at min far skal besøge os og have serveret lidt lækkert, mens han er her. 

Høns i asparges er ret nemt at lave. Det kræver en smule arbejde, men det er bestemt noget, de fleste kan finde ud af. Når min mor lavede suppe, da jeg var barn, blev suppehønen brugt til høns i asparges, når der var kogt suppe på den. Jeg orker sjældent selv gå i gang med arbejdet med at koge suppe, så når jeg laver høns i asparges, bruger jeg oftest kyllingebryst i stedet. Det gør selvfølgelig retten en smule dyrere, men det er også nemmere at stå med, for det er noget hurtigere og lettere at trevle reelle kyllingebryster op end at skulle pille kødet af en hel høne. Husk i øvrigt at vælge kyllingebryster, der ikke er tilsat vand eller "neutralmarinerede", da du ikke på den måde får den reelle størrelse angivet på pakken og får fortyndet den suppe, som skal bruges til at lave fyldet med (= mindre kraftig smag).

Ønsker du alligevel at bruge en høne eller kylling til retten, vil jeg anbefale, at du bruger en på 1600 g for at få nok kød til fyldet. 

Tarteletter med høns i asparges

Ca. 900 g kyllingebryst/kyllingefilet
1 liter vand
2 mellemstore løg i grove stykker
2 store gulerødder i grove stykker
2 porrer i grove stykker
3 hele nelliker
2 laurbærblade
1 tsk groft salt

Derudover:
2 dåser fine aspargessnitter (ca. 860 g nettovægt - ikke drænet)
60 g smør eller margarine
60 g hvedemel (1 dl)
4 dl suppe fra kyllingen

Væden fra aspargessnitterne
1 tsk groft salt
Friskkværnet peber

Tilbehør:
Tarteletskaller
Evt. hakket persille og en lille tomatbåd til pynt.

Skræl gulerødder og pil løg. Skær dem i grove stykker. Skær top og bund af porrerne. Lav et snit på langs af porrerne, uden du skærer helt igennem, og skyl herefter hvert lag af porrerne. Skær porrerne i grove stykker. 

Put kyllingebrysterne i en stor gryde, mindst 4 liter, med vandet. Bring det i kog og skum undervejs.

Tilsæt løg, gulerødder, porrer, nelliker, laurbærblade og salt og lad det hele småkoge under låg ca. 45 minutter.

Tag kød og grøntsager op af suppen. Si herefter suppen over i en skål og skum fedtet fra. Der er ca. 6-7 dl suppe.

Lad kødet køle lidt af og trævl/findel det herefter med to gafler.

Hæld aspargessnitterne til afdrypning i en sigte - gem vandet (ca. 4 dl) ! Det er vigtigt.

Smelt smørret i en gryde, uden det bruner, og tilsæt herefter melet. Rør godt, til det er klumpfrit og tilsæt herefter aspargesvandet lidt ad gangen, mens det koger op og du rører imens, til opbagningen tykner. Tilsæt mere aspargesvand, når den forrige portion er optaget. 

Mål 4 dl af suppen fra kyllingen og tilsæt den ligeledes lidt ad gangen på samme måde. Kog opbagningen igennem.

Vend kyllingekød, asparges og salt og peber i sovsen og lad det hele varme godt igennem er par minutter, mens du rører. Smag til sidst retten til.

Server retten i lunede tarteletter, gerne pyntet med en lille tomatbåd og lidt persille evt.

Bloggen har været på sin måske længste pause, siden jeg skrev seneste indlæg her, hvis vi lige ser bort fra julekonkurrencen, men det har der bestemt været årsager til, både gode og dårlige. Ret kort tid efter mit seneste indlæg her, blev min far alvorligt syg, og vi har brugt megen tid på at køre frem og tilbage til Jylland for at være der for ham, indtil han i midten af oktober endelig kunne komme hjem fra sygehuset. 

Derudover havde vi jo også et bryllup at planlægge og udføre, og på trods af alle de udfordringer, vi har mødt i tiden med planlægningen, lykkedes det faktisk at blive gift i oktober. Nedenfor vil jeg fortælle lidt mere om de udfordringer, livet har budt os det seneste halve år.

Som jeg skrev, har de seneste mange måneder været meget fyldt, på godt og ondt. Min far blev pludseligt alvorligt syg og blev akut indlagt. Vi har kørt frem og tilbage til Jylland i næsten to måneder for at besøge ham og hjælpe alt det, vi kunne, og samtidig skulle vi forberede vores bryllup i oktober. Brylluppet var der hverken tid eller overskud til, så der fleste forberedelser blev gjort halvanden uge op til bryllupsdagen, efter min far havde fået det så godt, at han kunne komme hjem igen.

Det har været en virkelig hård tid, og tiden lige op til brylluppet har nok været en af de mest stressede i mit liv. Jeg skulle bage 100+ småkager og kransekage, da jeg gerne ville bidrage med noget hjemmelavet til brylluppet og med noget, som jeg ved, min mor ville have lavet til os, hvis hun havde været her og kunnet deltage i brylluppet. Hun var en dygtig bager og særlig dygtig til kransekage, så det var også for at have hende lidt med i brylluppet på den måde, at jeg ville have det med. Det var meningen, at kagerne skulle bages i løbet af de sidste to måneder op til brylluppet, men fordi min far blev syg og først kom hjem halvanden uge før brylluppet, betød det, at jeg stod med det hele ugen om til den store dag.

Stressen påvirkede mig desværre meget op til dagen, for jeg havde mange smerter og jeg kunne ikke finde ro til at sove natten op til brylluppet, fordi vi var på feststedet for at pynte op til næsten kl 1 om natten 😐 Så jeg lukkede ikke et øje op til dagen og havde det rigtig dårligt, da jeg stod op og skulle i gang med at gøre klar til vores store dag. Var så bange for, at det ville ødelægge dagen totalt, men der må have været et indspark af adrenalin, for jeg klarede mig rigtig godt igennem dagen på trods af det hele, og vi havde en rigtig dejlig dag, heldigvis! Vi havde ellers mange odds mod os med alt det, der er sket op til dagen, også i forbindelse med corona, som i sidste øjeblik så ud til at skulle aflyse vores fest, men vi nåede det lige præcis, og havde en både sikker og dejlig fest med de nærmeste af familie og venner. 

Jeg vil i et senere indlæg vende tilbage og fortælle lidt mere om brylluppet, da det fortjener mere tid og opmærksomhed, end jeg føler, jeg kan lægge i indlægget her lige nu, men I skal da ikke snydes for et lille glimt af os fra den store dag 💕 Jeg viser flere billeder frem, når jeg laver et indlæg om vores bryllup 😊

Jeg havde regnet med, at jeg nok ville kunne mærke vores hårde tid og brylluppet efterfølgende, da den slags påvirkninger ofte kan gøre mig dårlig længe. Der er dog gået lang tid, før det rigtig slog igennem, for kort tid efter brylluppet fik Julius en alvorlig krise. Han har længe haft problemer med forstoppelse pga. pels, og det har været svært at finde den rette balance mht. foder osv., der kunne hjælpe. Efter brylluppet gik det helt galt med ham og vi har haft ham indlagt til undersøgelser. Han har muligvis en tarm, der ikke fungerer ordentligt, så vi har brugt de seneste måneder på at prøve at få hans mave til at fungere så godt som muligt. Og det er egentlig først i december, jeg er begyndt at falde helt sammen oven på det hele, fordi det nu går bedre med ham og jeg endelig kan give lidt slip. 

Det har simpelthen været så afsindigt hårdt, hvad vi har gået igennem det seneste halve år. Og vi kæmper stadig med at få Julius til at fungere optimalt. Han har lige haft en slem krise for første gang i en måned, så vi er desværre ikke ude over problemet. Men gør alt, hvad vi kan, for at han kommer til at fungere normalt igen. Før han gør det, kan vi heller ikke rigtigt tage hjemmefra, for der er mange ting, der skal tages hensyn til med ham, som jeg gør løbende gennem dagen for at hjælpe ham.

Jeg mærker virkelig den lange periode med stress i kroppen. Mit piskesmæld er aktiveret i svær grad pt, også pga. al den stress, som december altid bringer, så jeg er ramt af svære smerter i både nakke og ryg, og det stråler ud i kroppen. I år er den bare sværere at håndtere, fordi overskuddet er i minus, men der er mindst lige så meget at lave som andre år i december. Mere, faktisk, fordi man helst kun bør handle én person pr. husstand, og det er så mig, da Christian har meget travlt med sit arbejde. Han har arbejdet hjemme næsten lige siden vores bryllup, og det er en af de få fordele, den her svære tid bringer med sig. For jeg nyder at have ham hjemme hver dag. 💗

Det bliver jo jul uanset omstændighederne, og jeg glæder mig til den gode julemad og nogle rolige dage, når julen er overstået. Christian skal arbejde mellem jul og nytår, men så må vi nyde hans fridage det mere. 

Jeg håber, at I alle får en rigtig god jul og et godt nytår. Pas godt på jer selv og hinanden i denne sære og udfordrende tid. Må 2021 blive et mere normalt og roligt år, hvor vi igen sikkert kan ses og være sammen med dem, vi holder af. 🎄

Spaghetti carbonara

I starten af året fik I opskriften på det lækre ciabattabrød, et italiensk brød med store, flotte lufthuller og en sej og saftig krumme. I dag vil jeg dele en anden italiensk opskrift med jer, som brøddet passer perfekt til, nemlig spaghetti carbonara. Carbonara er ægte comfort food i min verden; smager fantastisk og er hurtigt og nemt at lave.

I 2017 var vi på ferie i Rom, og carbonara var den eneste gennemført italienske ret, jeg spiste, mens vi var der. Jeg har jo i mange år haft problemer med at tåle mad, hvilket nu heldigvis er bedre, takket være LDN, men jeg måtte bare have carbonara, nu vi var på besøg i spaghettiens hjemland 😄 Det var virkelig lækkert, og jeg har siden arbejdet på at lave min egen opskrift, som kunne leve op til den lækre, italienske carbonara. Det er efterhånden lykkes rigtig godt, og det er den opskrift, I får i dag.

En ægte carbonara skal der ikke fløde i, men det betyder ikke, at pastaen ikke bliver lækkert cremet. Hemmeligheden er blandingen af ost, æg og lidt kogevand fra pastaen. Den helt rigtige smag får man ved at bruge de rigtige oste. Brug en ægte parmesanost, dvs. parmigiano reggiano, og pecorino. De to oste ligner hinanden meget, men smager lidt forskelligt. Pecorino er lavet på fåremælk og har en kraftig, lidt bitter smag. Af den årsag blander jeg den 50/50 med den lidt mildere parmigiano reggiano, så resultatet bliver en sovs med kraftig, let bitter smag.

Egentlig burde kødet i en carbonara bestå af pancetta, en type saltet bacon, som ikke er røget. Men da det er ret svært at få fat på herude på bøhlandet, bruger jeg gerne bacontern. Bruger gerne en pakke friland eller øko, men det kan man jo gøre, som man ønsker. Det lyder måske ikke af meget med 150 g kød til to personer, men det er rigeligt og passende i denne ret.

En afsluttende kommentar til retten: husk peber! Det er en uundværlig ingrediens i carbonara. Jeg var virkelig overrasket over, hvor meget peber der var på min carbonara i Italien, men jeg opdagede også, hvor stor en forskel det gør. Så giv din færdige carbonara et ordentligt skud friskkværnet peber ved servering. Og er du uheldig at møde en kønsløs carbonara ude i byen, så giv den et skud peber. Det hjælper virkelig meget.

Da retten er ret tung og fed, vil jeg anbefale at servere en grøn salat til bestående af overvejende bitre salater som fx radicchio og ruccola, og naturligvis det gode ciabattabrød og lidt olivenolie eller tapenade at dyppe i.

Spaghetti carbonara (2 personer)

250 g spaghetti
150 g bacon i tern (eller panchetta, hvis du kan få det)
1 stort fed hvidløg
50 g pecorino
50 g parmigiano reggiano (ægte parmesanost)
2 hele æg, gerne pasteuriserede
Ca. ½ dl kogevand fra spaghettien
Lidt salt
Godt med friskkværnet peber

Tilbehør:
Godt brød, gerne ciabatta eller lignende (fx dette ciabatta)
Olivenolie at dyppe brødet i eller alternativt en god oliventapenade
En grøn salat af blandede salater (gerne iceberg, radicchio og rucula)


Pil og hak hvidløget fint.

Kog pastaen i rigeligt, letsaltet vand. Undgå at brække spaghettien over. Sæt den ned samlet i det kogende vand og giv slip, så den falder ud langs siderne hele vejen rundt. Når den bliver lidt blødere, vil den selv glide ned i gryden 😊

Mens spaghettien koger, forberedes resten. Riv de to slags ost fint og bland dem i en skål eller dyb tallerken. Tilsæt æggene og bland det hele godt sammen, til det er en tyk grød. Smag til med lidt salt.

Steg baconternene i lidt olie i en stor gryde og tilføj efter nogle minutter det hakkede hvidløg. Steg ved jævn varme, til baconen er gylden (undgå at den bliver for mørk).

Stil gryden til side.

Tag ca. ½ dl af kogevandet fra spaghettien, lidt før den er færdig med at koge. Rør det med det samme i ostemassen lidt efter lidt, så det bliver en flydende og cremet konsistens.

Når spaghettien er kogt færdig, hæld det da i et dørslag eller en si, men undlad at lade det dryppe helt af. Vend det med det vand, der hænger ved, over i gryden med baconen, og tilsæt med det samme ostemassen. Rør det hele godt sammen, mens gryden står på et blus med jævn varme, kun lige til osten er fordelt, da for meget varme vil få æggene til at gryne og klumpe ostemassen sammen. Det gør ikke noget for smagen, men ser ikke så pænt ud 😊

Fordel rigelig friskkværnet peber over den færdige ret, før den serveres.

Server gerne en grøn salat bestående af forskellige salater til (fx iceberg, radicchio og rucula, som samlet giver en balanceret bitterhed og friskhed til den fede ret), samt godt brød med en god olivenolie at dyppe i eller oliventapanade.

Den færdige carbonara. Server den med godt brød, fx denne ciabatta, olie eller tapernade at dyppe i og en frisk, grøn salat.

Da vi var i Italien, boede vi via Airbnb, så der var mulighed for at lave mad selv pga. min sarte mave. Så vi fik nok set Italien på en lidt anden måde end de fleste, fx når vi var i supermarkederne for at handle ind. Det var lidt af en udfordring, for italienerne spiser lidt anderledes end os her i Danmark. Vi fandt dog også en "nutella", der med flere længder slår den originale. Så den måtte der nogle glas med hjem af. Det er helt sikkert også noget, der står på ønskesedlen, når vi engang skal tilbage til Rom 😊

Det var den allersidste aften, vi tog ud og spiste pasta, for så havde jeg lidt bedre mod på det, nu vi skulle hjem dagen efter til mere sikker mad. Det var en virkelig stor oplevelse. Vi spiste på en lille lokal restaurant tæt på, hvor vi boede. Et sted uden turister, mest for de lokale, så det ud til. Jeg fik som sagt carbonara og Christian fik en lækker pasta med noget tomatsovs af en art. Begge dele blev serveret med brød, olie og ekstra parmesanost at putte på, og vi kunne trille derfra, da vi var færdige 😄 Næste gang, vi skal til Rom, har jeg bedre mulighed for at nyde den lokale mad, nu LDN har repareret min mave. Det vil jeg virkelig glæde mig til.

Selvom jeg ikke så godt kunne være med på maden på denne ferie, skulle Christian ikke snydes for lækkerier, så han fik afprøvet nogle af de lokale kager. Valget stod ofte på noget med hasselnødder i, som er i alt dernede (inklusiv verdens bedste is - hasselnøddeis. Ville seriøst tage til Rom kun for at spise hasselnøddeis!), og det skinner også lidt igennem på kagerne på det øverste billede herunder. Der var en lækker hasselnøddecreme inde i croissanten. 😊

Der er meget mere at fortælle om Rom, men jeg vil vende tilbage og fortælle lidt mere, når jeg deler en ny opskrift, som også har baggrund i vores tur. Næste gang kan I høre om kattene i Rom 😊


For 14 dage siden var jeg hos reumatologen igen. Han ville gerne se mig igen ½ år efter sidste tid pga. mine høje antistoftal og mine smerter. Denne gang bad han mig om at overbelaste benene lidt, før jeg kom, så han kunne se, hvordan de ser ud, når de har det værst. Så jeg gik lidt anderledes ture op til min tid hos ham, hvor jeg rigtigt fik overbelastet især min ankel men også mine skinneben. Der var dog stadig intet at se på skinnebenene på den ultralydsscanning, han lavede på mig, så jeg må forvente, at det er blevet til kroniske nervesmerter som i armene, men på min dårlige ankel kunne han se noget. Der var noget galt med knoglestrukturen, sagde han, og han vil have det undersøgt nærmere, så jeg er henvist til røntgen i første omgang. Det tager dog lang tid at komme til, så det skal jeg først i juni. Er noget spændt på, hvad den undersøgelse viser. Min reumatolog mente, at det måske er slidgigt 😐 Der er stadig ikke tegn til, at leddegigt er aktivt, så den diagnose har jeg endnu ikke, selvom mit antistoftal specifikt for leddegigt er mega højt. Det er jo trods alt meget godt.

Billeder fra mine lidt anderledes gåture. Nød virkelig at se noget andet end området lige her, hvor vi bor.

Sidst, jeg skrev et indlæg her på bloggen, var vi meget i opstartsfasen af denne coronatid, men der er heldigvis sket meget siden da. Det ser ud til, at corona er lige så stille på tilbagetog, selvom samfundet lukker op, og vi har også været på besøg hos Christians forældre, som ellers har levet isoleret de seneste måneder. Vi passer godt på og holder afstand, så går det fint. De har også selv overtaget at handle ind nu, efter jeg har købt ind for dem i to måneder. Heldigvis er der meget få mennesker ude at handle sidst på aftenen, så min svigermor kan handle roligt og sikkert der.

Vi tør efterhånden også tro på, at det nok skal gå med et bryllup til oktober. Vi tager selvfølgelig vores forholdsregler til den tid, men hvis alt fortsætter så fint som nu, burde der ikke være de store problemer. Vi har i dag netop været nede og snakke med den lokale slagter om maden og afventer nu en pris fra ham. Vi har ellers haft noget hovedbrud over, hvor vi skulle få maden fra, til vi kom i tanke om, at vores højt præmierede lokale slagter også laver mad ud af huset. De kan heldigvis meget, så vi kan få det meget, som vi gerne vil have det 😊

Jeg har også fået besked om, at min brudekjole er kommet hjem, så den skal jeg snart ind at hente og i den sammenhæng have købt noget tilbehør (slør og hårpynt). Glæder mig meget til at komme i kjolen igen. Det er jo lidt spændende 😊 Jeg har også fået ryddet et klædeskab, så der er rimelig god plads der til kjolen, som jo skal hænge og vente på mig i næsten 5 måneder. Skal dog lige ud og købe en kædelås, fx som til en cykel eller lignende, så jeg kan låse skabet af, da Ozzy er meget dygtig med poterne og sagtens kan finde ud af at åbne skabene herhjemme! Han skal ikke lige have lov til at komme ind i skabet, når kjolen hænger der. Det bliver han sikkert mopset over, men det må han leve med, i hvert fald lige for en tid.

Vi er igen startet på at holde ham inde pga. hans skade på næsen, så Ozzy og jeg er begge meget inde sammen, mens Julius og Phoebe bruger mere tid i haven i løbet af dagene. De er dog også flinke til at komme ind og ligge i nærheden af ham, og han får ekstra slik, så det går okay. Han er jo efterhånden vant til det, Ozzy. I år har han fået lov at få sit foderbræt tilbage. Det har han ikke haft, siden han fik mundbetændelse i 2014, så det er et glædeligt gensyn for ham. Hans mund er så pæn, at det nu kan lade sig gøre, og vi holder lidt øje med, at den bliver ved at være sådan, nu brættet er fremme. Julius fatter ikke så meget omkring det bræt der. Han kan se, at det er legetøj, men han forstår ikke at bruge det 😄 Phoebe har dog genlært at stjæle fra det, så alt er, som det skal være, haha. 😉

Nu er det vist ved at være tid til at finde ud i køkkenet og begynde på aftensmaden, så I får ikke mere herfra i dag. 🌸