Viser opslag med etiketten ovnkartoffelbåde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ovnkartoffelbåde. Vis alle opslag

lørdag den 21. januar 2012

Det si'r muh!

Det er vist ingen hemmelighed, at vi herhjemme elsker rødt kød. Det er noget, vi rigtigt nyder, og vi er også så kedelige, at det oftest er det, vi spiser, når vi er ude at spise. Vi havde da også planer om at skulle på Bones i mandags på min fødselsdag, fordi vi også begge elsker en lækker salatbar, men det blev jo som bekendt ikke til noget.

Det meste af ugen har jeg levet af havregryn og brød, så jeg trængte til noget kød. Jeg vil bestemt ikke egne mig til at blive vegetar, for selvom jeg elsker grøntsager og ikke spiser kæmpemængder kød normalt, så elsker jeg det nu alligevel ;)
Vi var en tur i Kvickly i går, hvor vi fik en stor pakke friskhakket oksekød, der giver de bedste hakkebøffer nogensinde, fordi det er af god kvalitet, og så den her cuvettesteg, vi har spist i aften. Vi har ellers de sidste gange, vi har lavet rød oksesteg, fået culotte, og det er helt sikkert også vores favoritkød, da den er mere mør, men eftersom min mave har været dum hele ugen, vidste vi ikke, hvad jeg kunne klare at spise. Så vi slog til, da Kvickly havde en cuvettesteg til 30 kr pr. ½kg. Så ville der ikke være så meget spild, hvis jeg ikke kunne klare at spise det. I morgen har Kvickly tilbud på culottesteg, så det var endnu en god grund til ikke at købe det i går :)

Vi er lige blevet færdige med at nyde cuvetten. Tilbehøret var noget af det sædvanlige; en god blandet salat, K-salats bearnaise og de gode ovnbagte kartoffelbåde, som vi elsker. Rigtig nemt at gå til, og det smagte fantastisk!

Det kan virke ret skræmmende at skulle gå i kast med, hvis man ikke har prøvet at lave culotte/cuvette før. Især pga. hvordan den skal skæres ud. Det er nemlig ikke sådan en, man bare skærer ud fra den ene ende til den anden. Man skal skære på tværs af kødfibrene, og de vender sig ca. halvvejs nede af kødet.
Men det er faktisk slet ikke så svært. Her vil jeg beskrive, hvordan man laver en rigtig lækker culotte/cuvette :)






Culotte/cuvettesteg

1 culottesteg (eller cuvette. Man beregner ca. 250 g kød pr. person. Måske lidt mere, hvis det er til meget kødglade mennesker).
Salt
Friskkværnet peber
Stegetermometer

Start med at fjerne eventuelle hinder, der måtte sidde på fedtlaget oven på stegen. Lad endelig fedtet sidde på, det giver rigtig meget smag.

Vend stegen om og se, om der er hinder der, som skal fjernes. Kødet skal være synligt over alt, så fjern hinder og evt. fedt, der måtte sidde på bagsiden. Studer i øvrigt også, hvordan kødfibrene ligger. Det kan være nemmest at se, før den bliver stegt. Når den skal skæres ud, skal du skære på tværs af kødfibrene.

Rids stegen på oversiden gennem fedtlaget på kryds og tværs, så der dannes tern på overfladen, dog uden at skære ned i selve kødet. Drys med salt og rigeligt friskkværnet peber ud over stegen. Sæt stegetermometret ind i kødet på langs, hvor det er tykkest.

Læg kødet i et ovnfast fad (evt. med bagepapir i, hvis du ikke vil bruge kødkraften til sovs, for så brænder det ikke på) og sæt fadet ind i en 250 grader varm ovn. Når fedtet har et brunligt og sprødt udseende, skal du skrue ned til 160 grader. Lad stegen stå og hygge sig, til den er 57-58 grader varm (hvis det er kort tid siden, ovnen stod på 250 grader, tager jeg den som regel ud ved 57 grader. Du kan også tage den ud ved 55 grader, hvis du vil have dit kød meget rødt, men så er den også meget rød. Ved 57-58 grader er den medium-rød.

Tag stegen og og læg den på et spækbræt, utildækket. Lad stegen ligge og hvile ca. 20 minutter. En lille steg kan nøjes med 15 minutter, og en stor steg har godt at af ligge 20-30 minutter. Hvis man skærer den for tidligt, vil al kødsaften vælte ud af den og efterlade stegen bleg og kedelig. Kernetemperaturen, når stegen er færdig med at trække, vil være omkring 62 grader +/-. Så er stegen medium-rød. En større steg vil generelt stige mere i temperatur end en lille, og jo varmere ovnen har været, da stegen blev taget ud, desto hurtigere vil temperaturen stige. Jeg slukker gerne for stegetermometret, når stegen trækker, for jeg får lidt dårlige nerver af at se den passere 62 grader, som den nogle gange gør, haha. Men resultatet bliver i sidste ende alligevel, som jeg ønsker det :) Serverer man for folk, der ikke er til så rød steg, er det også en udmærket sluttemperatur, da de ydre skiver vil være mere gennemstegt, hvor stegen ikke er så høj. I midten er den perfekt rød (sådan som vi elsker det :)). Når jeg laver culotte, steger vi gerne et stykke på 1500-1800 g, så er der mad til nogle dage. Et stykke på den størrelse steger jeg til ca. 58 grader og lader hvile i mindst 20 minutter. Det giver det bedste resultat, synes jeg.

Efter hviletiden skæres stegen ud. Det gøres nemmest ved at vende stegen om. Her kan man se strukturen i kødet tydeligere. Der vil gå nogle linier i kødet, kødfibrene. Dem skal du skære på tværs af for at få det mest møre og bedste resultat. Det er dog ikke så stort et problem i forhold til en culotte, der generelt er mere mør end en cuvette, men det er alligevel en god ide at gøre det sådan. En mindre mør udskæring, som en cuvette er, skal skæres ret præcist tværs over fibrene og gerne i tynde skiver. Så får man det bedste resultat. Det lyder svært, men er det egentlig ikke, så lad dig endelig ikke skræmme væk af den grund :)

Her er aftenens tallerken :) Vores steg faldt ud lidt rødere, end den normalt gør, for den var ikke lige helt oppe at vende 62 grader efter trækketiden, så lad dig ikke slå ud af rødheden på stegen ;) Den er lidt mindre rød ved 62 grader.

fredag den 7. oktober 2011

Lidt fra min uge

Der sker også andet end katteting herhjemme, selvom det naturligvis fylder rigtig meget for tiden. Jeg har været udenfor og lave lidt den sidste uge. Sidste fredag klippede jeg hækken inde i haven. Vi har jo indhegnet haven, men hækken ind mod naboen vokser gennem hegnet og skal holdes klippet, så det ser pænt ud. Christian har gjort det helt store arbejde i sommer, hvor han klippede den godt ind, men den vokser jo, til det bliver koldt, og var også kommet gennem hegnet igen, så jeg klippede den ind. Det ser nu pænt ud, når den lige er nyklippet :)
I mandags klippede jeg resten af kanterne langs vores flisegang op til huset (Christian havde allerede ordet en del) og fjernede ukrudt på hver side af flisegangen, der går nede fra garagen op til huset og fik fordelt træfliset lidt pænere. Så nu ser der pænt ud.

Tirsdag fik jeg ryddet ud i vores store skabsfryser, og fik smidt alt det ud, der var blevet for gammelt, eller vi ikke får spist. Så nu er der plads til, at vi kan fylde den op igen. Det var så også den dag, Putte blev syg, så det var en møghård dag. Jeg var afsted til dyrlægen flere gange den dag, da vi først skulle prøve at få en urinprøve fra ham herhjemme. Det lykkedes ikke, og vi fik kigget på ham uden prøven, og han er, som jeg skrev, heldigvis i bedring.

Siden har jeg hængt ret meget i bremsen. Jeg er lidt for god til at køre på uden at mærke, hvordan jeg har det, eller hvad jeg reelt kan holde til. Lige nu måske også fordi det er rarere at lave noget, så man er beskæftiget og ikke tænker så meget over det, der skal ske i næste uge.
Jeg kan bare ikke lave så meget uden at få det rigtig dårligt, når jeg er inde i en dum periode. Så jeg har været sat lidt ud af spillet de sidste dage.

Men jeg har da fået lavet mad. I går fik vi kalkunbryst fyldt med ristede bacontern og soltørrede tomater med ovnkartoffelbåde, favoritsovs og vores standardsalat. Smider lige opskriften :)


Fyldt kalkunbryst

1 kalkunbryst (ca. 900-1000 g)
1 pakke bacontern
1 glas soltørrede tomater i olie
Madsnor

Rist baconternene på en pande og lad dem efterfølgende ligge og dryppe af på et stykke køkkenrulle.
Skær en lomme i kalkunbrystet (skær det igennem fra siden, så det næsten er skåret igennem). Fyl baconen på og derefter de soltørrede tomater. Vurder selv, hvor meget der er plads til. Brystet skal kunne lukkes.
Fold siderne af kalkunbrystet op om kødet og snør det godt sammen med madsnor. Læg brystet i et ovnfastfad på et stykke bagepapir og stik et stegetermometer i, hvis du har sådan et.
Sæt brystet i ovnen ved 200 grader, til det har en temperatur på mindst 79 grader. Det tager ca. en time.
Lad det hvile i et stykke sølvpapir, mens du varmer sovsen.


Kartoflerne:
6-8 mellemstore kartofler
Olie (raps eller solsikke)
Salt
Skrub kartoflerne rene for jord, f.eks. med en ren grydesvamp. Del hver kartoffel i to og derefter hver halvdel i 3 både (del i 4 både, hvis det er en stor kartoffel).
Læg kartoffelbådene med den ene våde side nedad på bagepapir på en bageplads. Pensl overfladen med lidt olie og drys godt med salt.
Bag dem ca. en time ved 200 grader (skal det gå hurtigt, kan man give dem 40-45 minutter ved 220 grader). De er færdige, når de er gyldne ovenpå.

Salaten er bare vores standard hurtige salat, som består af gulerødder i skiver, rød peber i tern og agurk i tern.
Der er i øvrigt kød nok til to dage eller 4 personer.