Så fik jeg forsamtalen overstået. Var afsted i går. Turen frem og tilbage var virkelig slem, og det er ikke, fordi Christians far er en dårlig bilist, slet ikke. Jeg har det bare rigtig skidt med at køre langt og på motorvej. Især når det er med en, jeg ikke er vant til at køre med. Christian og jeg har efterhånden kørt turen til København og Jylland så mange gange, at jeg ikke normalt er så nervøs for at køre med ham derhen, men nu var det en helt ny chauffør og så var det også bare møgtåget i går. Men vi kom da sikkert frem og var også i god tid.
Vi kom ikke til at vente længe derinde. Jeg kom ind til en mave-tarmkirurg til min forsamtale, og han var rigtig flink, heldigvis. Han var ikke i tvivl om, at jeg skal have fjernet galdeblæren. Spørgsmålet var bare, hvor hurtigt det kan ske. Jeg skulle have taget nogle blodprøver derinde, og var de fine, var næste skridt operation, hvis ikke skulle vi en lille omvej, fortalte han.
Uheldigvis var mine blodprøver ikke, som de skulle være. De viste tegn på, at der godt kunne sidde sten i galdevejene også, og før de er fjernet, opererer man ikke galdeblæren væk. Så jeg skulle henvises til en MR-scanning af galdevejene for at se, om der sidder noget. Gør der der, skal jeg først igennem sådan en kikkertundersøgelse, hvor de går ned gennem maven via spiserøret og ned i tolvfingertarmen og ind i galdevejene for at fjerne stenene manuelt.
Puha jeg håber ikke, at der sidder sten der. Jeg har to gange før fået undersøgt min mave i en kikkertundersøgelse, og det er noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde har oplevet. Sidste gang fik jeg en kæmpe dosis medicin skudt ind i armen for at berolige mig, og undersøgelsen gik også bedre end første gang. Men det luft, de puster ned i maven for at kunne se noget der, skulle også ud igen, og det var bare ekstremt smertefuldt. Det var under mit slemme forløb med maven for omkring 1½ år siden. Så jeg gruer lidt for at skulle have fjernet sten den vej :(
Men jeg blev sendt ned til MR-afdelingen for at få en tid, og fik også en på fredag kl 18, hvilket er perfekt, for så kan Christian arbejde hjemmefra, og vi kan køre derind, når han har fri. Men hov, sagde sekretæren, da jeg lige var gået, hvad er dit forsikringsselskab egentlig? Jeg forklarede, at jeg er henvist af det offentlige, og det betyder åbenbart, at de først skal skrive et brev til Holbæk sygehus, hvor jeg er henvist fra, for at spørge om lov, om de må lave MR-scanningen, eller Holbæk selv vil lave den. Det hele kommer an på, hvor lang ventetid der er i Holbæk. Og det skal sendes med brev til Holbæk, som så skal svare privathospitalet, som så skal kontakte MR-afdelingen. Så jeg har altså alligevel ingen tid på fredag.
Jeg var ret nedslået, da jeg gik derfra. Fordi jeg nu igen er hængt til tørre og det hele er gået i stå. Og det er frustrerende, at jeg nu igen skal vente på, at Holbæk skal snøvle sig færdig til at sende et svar. Da de skulle sende mig en tid til forsamtale, tog det dem over en uge, før jeg havde et brev med svaret, at der var 12 ugers ventetid, så jeg er absolut ikke optismistisk omkring, at de får sendt noget hurtigt tilbage til privathospitalet.
En anden faktor er, at lægen kun er der én gang om ugen på privathospitalet, og han vil ringe og give mig svar, når jeg har fået lavet MR-scanningen. Næste uge er han der onsdag, ugen efter mandag.. Og jeg tvivler på, at jeg når at få lavet en MR-scanningen inden næste onsdag, når Holbæk er så sløve og det i det hele taget er så møgbureaukratisk inden for det sundhedssystem med skriven med snailmail frem og tilbage, før der kan ske noget. Så hvis jeg er heldig og kan få lavet scanningen næste uge, har jeg først svaret om 14 dage. Og så går der måske yderligere 1½ uge, før han har tid til at operere mig, da han jo den efterfølgende uge er der om onsdagen.
Så jeg er hængt til tørre igen, og kan se frem til endnu en måned med mine smerter :(
Jeg var bare så ked af det, da jeg kom hjem i går :( Og fuldstændig udmattet af køreturen. Christians mor havde holdt øje med kattene, mens vi var væk, så det ikke skulle være en bekymring for mig, at de skulle være alene. Det var rigtig rart.
Jeg crashede på sofaen med en kæmpe migræne, efter de var kørt hjem. Christian kom hjem og lavede mad til os i går, heldigvis, så jeg ikke skulle tænke på det. Heldigvis havde jeg planlagt i forvejen, at det skulle være nem mad, så jeg havde taget en rest lasagne op af fryseren, som bare skulle varmes, og så skulle der laves lidt salat.
Aftenen blev bare afslapning sammen for første gang rigtig længe, da Christian jo stort set ikke har været hjemme den her weekend, fordi han har flyttet serverne over på hans arbejdes nye adresse. Det har været en rigtig hård weekend med meget alenetid. Det synes jeg ikke, er så rart. Vi har stort set kun set hinanden, når vi skulle sove. Så det er rart, at det er overstået nu.
I dag er jeg vågnet med den der samme tristhed fra i går. Er bare så ked af at skulle gå og vente igen og se frem til en længere periode, uden der sker ret meget. Og at kunne se frem til stadig at have så ondt her en måned endnu, før jeg kan blive opereret. Synes, det hele virker håbløst lige nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar