Nu er jeg blevet indlagt igen. Og har endelig fået min seng. Vi var herinde lidt i 10, for jeg skulle gerne nå at få en kode til nettet herinde, så jeg har lidt underholdningen fra computeren, mens jeg ligger her. Men vi kunne godt have kommet senere, for der har virkelig været meget ventetid.
Christians forældre kørte mig herind og sad og ventede sammen med mig frem til omkring middag, hvor jeg havde siddet ude i forhallen og ventet, da der ikke var en seng klar til mig. Men der havde jeg fået taget blodprøver og fik også snakket med en læge.
Jeg fik at vide, at hvis jeg havde lyst til at komme hjem til i morgen, måtte jeg gerne det, hvis jeg ville. Jeg skulle bare huske at faste fra midnat. Jeg skulle have svar på blodprøver og snakke med en narkoselæge, før jeg kunne tage hjem, og det kunne godt tage noget tid, så jeg sendte Christians forældre hjem. Det var lidt tosset, at de skulle sidde der og vente sammen med mig så længe.
Selvfølgelig havde jeg lyst til at komme hjem og overnatte.. Jeg sad og ventede i næsten 4 timer i alt i ventesalen, før der var plads til mig på gangen. Det kunne jeg godt have undværet :s
Det var jo meningen, at jeg skulle snakke med en narkoselæge, før jeg måtte tage hjem, for det er bestemt, at jeg skal have lavet ERCP'en i fuld narkose i morgen, men der er sket et eller andet, så jeg først skal snakke med narkoselægen i morgen tidlig, før jeg skal have den lavet.
Da jeg åbenbart er først på programmet i morgen, skal vi være i Slagelse kl 7. Puha det er godt nok tidligt! Især fordi det jo altså tager en times tid at køre herned, så skal op kl 5 i morgen, vil jeg tro. Men jeg vil helst være herinde så lidt som muligt, og Christian vil gerne køre mig herind så tidligt, så sådan bliver det. Glæder mig allerede til at komme hjem. Det kommer jeg dog først om nogle timer, når Christian har fri.
Jeg har prøvet at snakke med lægen her om mine problemer med mavesyren, men hun mente, at vi skulle se tiden an, lød det til, og så vil lægerne i morgen måske også kigge lidt ekstra godt efter, når de alligevel er nede og rode rundt i maven.
Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg kan bruge det til.. Jeg havde håbet, de ville have de vises sten her omkring sådan noget med mavesyren også, men jeg må vist bare være lidt tålmodig og håbe på, at jeg får snakket med en anden læge, der ved mere næste gang.
Jeg tror, jeg er glad for, at ERCP'en skal foregå under narkose. Så kommer jeg ikke til at være mentalt til stede, når de skal ind og rode, og det kan jeg godt undvære. Jeg håber så, at det kommer til at gå godt, når jeg nu skal være under, og at jeg ikke har de slemme smerter efterfølgende. Men jeg må vist bare tage det, som det kommer. Der er jo ikke så meget andet, man kan gøre.
Der er ikke så meget mere nyt i dag. Nu skal jeg bare vente på, at Christian får fri, så jeg kan komme hjem til i morgen. Og så krydser vi fingre for, at det går godt i morgen.
Viser opslag med etiketten galdesten. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten galdesten. Vis alle opslag
mandag den 30. januar 2012
mandag den 9. januar 2012
Et meget langt forløb - part 1: noget helt andet end forventet
Det er meget lang tid siden, jeg sidst her skrevet herinde. Forløbet omkring min galdestensoperation blev ikke det hurtigt overståede indgreb, jeg havde troet, hvilket I, der kender mig, jo godt er klar over nu. Det blev alt andet end det.
Pudsigt nok havde jeg før operationen kun bekymret mig for, om det nu gik godt under narkosen, da der jo er en risiko for at være under, og jeg havde endda gået så langt som til at overveje, hvem der skulle arve specifikke ting, hvis jeg ville have nogen indflydelse på det. Men det skulle vise sig, at selve operationen var a walk in the park i for hold til det forløb, jeg efterfølgende skulle igennem.
Operationen tog dobbelt så lang tid som forventet, da min galdeblære var meget betændt, men jeg blev alligevel sendt hjem samme dag. De næste dage var slemme med smerterne, men alligevel blev det meget værre, da jeg to dage efter stod op og fik de værste smerter, jeg nogensinde har oplevet, og det siger ikke så lidt. Jeg kunne ikke andet end at ligge og skrige af smerte. Heldigvis arbejdede Christian hjemme den dag, så jeg var ikke alene. Han ringede 112 og de sendte straks en ambulance, og så røg jeg ellers afsted med fuld udrykning til Slagelse sygehus.
Det var en meget skræmmende oplevelse. Også bare turen i ambulancen. Da jeg røg afsted, måtte jeg virkelig ligge og prøve at fokusere på ikke at hyperventilere pga. angst. Jeg havde meget svært ved at holde tanken om, at det måtte have været sådan der, min mor oplevede det, da hun røg afsted med ambulancen, kort før hun døde for 7 år siden.
Mit første møde med Slagelse sygehus kan jeg ikke ligefrem påstå, var særligt godt. Der blev lavet nogle undersøgelser og en ultralyd, der påviste væske i bughulen, men det blev ikke undersøgt hvilken væske, det var. De gik bare ud fra, at det måtte være blod efter operationen to dage før. Hvilket også var ret sandsynligt.
Men da jeg blev kørt tilbage fra ultralyden til det skadestuerum, kom smerterne igen. De var fuldstændigt uudholdelige, og jeg lå og skreg i 20 minutter (!!), før der kom nogen og ville hjælpe mig. Og den medicin, de kunne tilbyde mig, hjalp ikke meget.
Jeg blev kørt på 24 timersafdelingen, og her fik jeg med jævne mellemrum de samme smerteanfald, hvor jeg bare lå og skreg. Jeg blev proppet fuld af smertestillende, som ikke andet end tog toppen af smerterne for ½-1 time ad gangen, og fik helt sikkert for meget det døgn.
Det værste er næsten, at jeg nu efter forløbet med min indlæggelse på mave-tarmafdelingen ved, at de kunne have smertedækket mig bedre, så jeg ikke skulle have været igennem helvede det døgn.
Og jeg kunne også godt have undværet at blive mødt med den hårde behandling fra sygeplejerskerne på den afdeling, primært en, der efter at have givet mig smertestillende med så stort besvær, at jeg lå og skreg og skreg af smerte, da jeg skulle have den, mente, at jeg bare selv skulle komme op af sengen og gå den for mig lange tur ud på toilettet, da jeg skulle derud. Hvilket jo var helt uforståeligt, når hun kunne se, hvor mange smerter jeg havde. Smerter, der kom igen, hver gang jeg bevægede mig. Jeg endte faktisk med at ligge med benene meget spredt, så de stak ud i fodenden af sengen og jeg lå meget akavet, fordi jeg gled længere og længere ned i sengen, da jeg ikke kunne løfte mig selv op, fordi det gav nye smerteanfald, hver gang jeg bevægede mig.
Til mit held var der jordens sødeste sosu-assistent derinde, der bare var helt fantastisk. Hun hjalp mig med et bækken i sengen og tog sig god tid til at snakke med mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden hende den aften.
Dagen efter var der nyt personale, og de fik mig hevet op af sengen og kom på toilettet. Det var slemt, men jeg vil tro, at der har været en pause fra galden der, for jeg undgik i hvert fald nye smerteanfald af samme kaliber. Og blev derfor sendt hjem den dag, uden de gjorde mere.
Jeg havde nogle hårde dage herhjemme, hvor jeg dog ikke fik de smerteanfald i dagene efter. Men tre dage efter jeg blev udskrevet, var den gal igen. Smerterne tog til, og de var meget værre den dag. Jeg måtte akut til lægen, som udskrev morfin til mig. Men de piller hjalp ikke, og det blev bare værre. Christians forældre kom herop og sad hos mig (han var selv på arbejde), og vi måtte have fat i endnu en læge nogle timer efter, da morfinen intet hjalp. Det var meningen, jeg skulle køre ned til ham, men det var fuldstændigt umuligt, da jeg kun lige kunne rejse mig af stolen men ingen vegne gå.
Lægen kom herhjem, og han bestilte ret hurtigt en ambulance, da der var mistanke om lækage af galde i bughulen. Men jeg måtte ikke få noget særligt smertestillende, da lægerne i Slagelse skulle kunne se omfanget af mine smerter. Så jeg fik en injektion af noget, der ikke rigtigt havde den store effekt.
Ambulancen var her inden ret længe. Det var nogle superflinke falckfolk, og de hjalp mig på toilettet, for jeg kunne ikke selv komme nogle vegne. Det var rigtig svært at komme derud. Bagefter fik de mig båret ned til ambulancen i sådan en stol med larvefødder. Det var en lang og smertefuld tur derned, og jeg skreg af smerte, da de lagde mig over på båren. Var totalt i chok og rystede over hele kroppen.
Christian nåede at komme fra arbejde, inden vi kørte, og han kørte afsted efter ambulancen.
Det var en hård tur på vej til sygehuset. Jeg havde så ufatteligt ondt og min krop rystede af chok. Den falckmand, der sad bagi sammen med mig, var heldigvis rigtig rar. Han lignede også min onkel en del. Han holdt mig i hånden på vej derind og snakkede mig mig. Det hjalp lidt på det.
På sygehuset blev vi placeret på skadestuen igen. Her fik vi lov at vente i tre timer, før der var en mave-tarmkirurg, der havde tid til at komme og snakke med os. Og før jeg måtte få noget smertestillende. Men i det mindste var jeg på sygehuset igen. Han mente, at jeg skulle have dræn i bughulen, så de kunne se, om det var galde, hvilket de mistænkte. Men det var sent om aftenen, og der ville ikke ske noget før næste dag. Han kunne også fortælle mig, at jeg ikke igen skulle ligge med så slemme smerter. For de kunne give morfin i injektion, og der var ingen grænse for, hvor meget de måtte give. De kunne give mig, til jeg blev smertefri. Det fik jeg at mærke, da han var gået. Der kom en sygeplejerske og gav mig morfin i injektion, og det hjalp med det samme! Hvis de dog bare havde gjort det, sidst jeg var indlagt!
Jeg blev kørt op på mave-tarmafdelingen A2, hvor jeg skulle sove til næste dag inden indgrebet. Blev mødt af en sød sosu-assistent eller sygeplejerske (fandt aldrig ud af, hvad hun var), der sørgede for noget mad til mig og gav mig mere smertestillende, da den første injektion stoppede med at virke. Nu var der heldigvis håb forude.
Pudsigt nok havde jeg før operationen kun bekymret mig for, om det nu gik godt under narkosen, da der jo er en risiko for at være under, og jeg havde endda gået så langt som til at overveje, hvem der skulle arve specifikke ting, hvis jeg ville have nogen indflydelse på det. Men det skulle vise sig, at selve operationen var a walk in the park i for hold til det forløb, jeg efterfølgende skulle igennem.
Operationen tog dobbelt så lang tid som forventet, da min galdeblære var meget betændt, men jeg blev alligevel sendt hjem samme dag. De næste dage var slemme med smerterne, men alligevel blev det meget værre, da jeg to dage efter stod op og fik de værste smerter, jeg nogensinde har oplevet, og det siger ikke så lidt. Jeg kunne ikke andet end at ligge og skrige af smerte. Heldigvis arbejdede Christian hjemme den dag, så jeg var ikke alene. Han ringede 112 og de sendte straks en ambulance, og så røg jeg ellers afsted med fuld udrykning til Slagelse sygehus.
Det var en meget skræmmende oplevelse. Også bare turen i ambulancen. Da jeg røg afsted, måtte jeg virkelig ligge og prøve at fokusere på ikke at hyperventilere pga. angst. Jeg havde meget svært ved at holde tanken om, at det måtte have været sådan der, min mor oplevede det, da hun røg afsted med ambulancen, kort før hun døde for 7 år siden.
Mit første møde med Slagelse sygehus kan jeg ikke ligefrem påstå, var særligt godt. Der blev lavet nogle undersøgelser og en ultralyd, der påviste væske i bughulen, men det blev ikke undersøgt hvilken væske, det var. De gik bare ud fra, at det måtte være blod efter operationen to dage før. Hvilket også var ret sandsynligt.
Men da jeg blev kørt tilbage fra ultralyden til det skadestuerum, kom smerterne igen. De var fuldstændigt uudholdelige, og jeg lå og skreg i 20 minutter (!!), før der kom nogen og ville hjælpe mig. Og den medicin, de kunne tilbyde mig, hjalp ikke meget.
Jeg blev kørt på 24 timersafdelingen, og her fik jeg med jævne mellemrum de samme smerteanfald, hvor jeg bare lå og skreg. Jeg blev proppet fuld af smertestillende, som ikke andet end tog toppen af smerterne for ½-1 time ad gangen, og fik helt sikkert for meget det døgn.
Det værste er næsten, at jeg nu efter forløbet med min indlæggelse på mave-tarmafdelingen ved, at de kunne have smertedækket mig bedre, så jeg ikke skulle have været igennem helvede det døgn.
Og jeg kunne også godt have undværet at blive mødt med den hårde behandling fra sygeplejerskerne på den afdeling, primært en, der efter at have givet mig smertestillende med så stort besvær, at jeg lå og skreg og skreg af smerte, da jeg skulle have den, mente, at jeg bare selv skulle komme op af sengen og gå den for mig lange tur ud på toilettet, da jeg skulle derud. Hvilket jo var helt uforståeligt, når hun kunne se, hvor mange smerter jeg havde. Smerter, der kom igen, hver gang jeg bevægede mig. Jeg endte faktisk med at ligge med benene meget spredt, så de stak ud i fodenden af sengen og jeg lå meget akavet, fordi jeg gled længere og længere ned i sengen, da jeg ikke kunne løfte mig selv op, fordi det gav nye smerteanfald, hver gang jeg bevægede mig.
Til mit held var der jordens sødeste sosu-assistent derinde, der bare var helt fantastisk. Hun hjalp mig med et bækken i sengen og tog sig god tid til at snakke med mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden hende den aften.
Dagen efter var der nyt personale, og de fik mig hevet op af sengen og kom på toilettet. Det var slemt, men jeg vil tro, at der har været en pause fra galden der, for jeg undgik i hvert fald nye smerteanfald af samme kaliber. Og blev derfor sendt hjem den dag, uden de gjorde mere.
Jeg havde nogle hårde dage herhjemme, hvor jeg dog ikke fik de smerteanfald i dagene efter. Men tre dage efter jeg blev udskrevet, var den gal igen. Smerterne tog til, og de var meget værre den dag. Jeg måtte akut til lægen, som udskrev morfin til mig. Men de piller hjalp ikke, og det blev bare værre. Christians forældre kom herop og sad hos mig (han var selv på arbejde), og vi måtte have fat i endnu en læge nogle timer efter, da morfinen intet hjalp. Det var meningen, jeg skulle køre ned til ham, men det var fuldstændigt umuligt, da jeg kun lige kunne rejse mig af stolen men ingen vegne gå.
Lægen kom herhjem, og han bestilte ret hurtigt en ambulance, da der var mistanke om lækage af galde i bughulen. Men jeg måtte ikke få noget særligt smertestillende, da lægerne i Slagelse skulle kunne se omfanget af mine smerter. Så jeg fik en injektion af noget, der ikke rigtigt havde den store effekt.
Ambulancen var her inden ret længe. Det var nogle superflinke falckfolk, og de hjalp mig på toilettet, for jeg kunne ikke selv komme nogle vegne. Det var rigtig svært at komme derud. Bagefter fik de mig båret ned til ambulancen i sådan en stol med larvefødder. Det var en lang og smertefuld tur derned, og jeg skreg af smerte, da de lagde mig over på båren. Var totalt i chok og rystede over hele kroppen.
Christian nåede at komme fra arbejde, inden vi kørte, og han kørte afsted efter ambulancen.
Det var en hård tur på vej til sygehuset. Jeg havde så ufatteligt ondt og min krop rystede af chok. Den falckmand, der sad bagi sammen med mig, var heldigvis rigtig rar. Han lignede også min onkel en del. Han holdt mig i hånden på vej derind og snakkede mig mig. Det hjalp lidt på det.
På sygehuset blev vi placeret på skadestuen igen. Her fik vi lov at vente i tre timer, før der var en mave-tarmkirurg, der havde tid til at komme og snakke med os. Og før jeg måtte få noget smertestillende. Men i det mindste var jeg på sygehuset igen. Han mente, at jeg skulle have dræn i bughulen, så de kunne se, om det var galde, hvilket de mistænkte. Men det var sent om aftenen, og der ville ikke ske noget før næste dag. Han kunne også fortælle mig, at jeg ikke igen skulle ligge med så slemme smerter. For de kunne give morfin i injektion, og der var ingen grænse for, hvor meget de måtte give. De kunne give mig, til jeg blev smertefri. Det fik jeg at mærke, da han var gået. Der kom en sygeplejerske og gav mig morfin i injektion, og det hjalp med det samme! Hvis de dog bare havde gjort det, sidst jeg var indlagt!
Jeg blev kørt op på mave-tarmafdelingen A2, hvor jeg skulle sove til næste dag inden indgrebet. Blev mødt af en sød sosu-assistent eller sygeplejerske (fandt aldrig ud af, hvad hun var), der sørgede for noget mad til mig og gav mig mere smertestillende, da den første injektion stoppede med at virke. Nu var der heldigvis håb forude.
tirsdag den 1. november 2011
Et skridt frem og to tilbage
Så fik jeg forsamtalen overstået. Var afsted i går. Turen frem og tilbage var virkelig slem, og det er ikke, fordi Christians far er en dårlig bilist, slet ikke. Jeg har det bare rigtig skidt med at køre langt og på motorvej. Især når det er med en, jeg ikke er vant til at køre med. Christian og jeg har efterhånden kørt turen til København og Jylland så mange gange, at jeg ikke normalt er så nervøs for at køre med ham derhen, men nu var det en helt ny chauffør og så var det også bare møgtåget i går. Men vi kom da sikkert frem og var også i god tid.
Vi kom ikke til at vente længe derinde. Jeg kom ind til en mave-tarmkirurg til min forsamtale, og han var rigtig flink, heldigvis. Han var ikke i tvivl om, at jeg skal have fjernet galdeblæren. Spørgsmålet var bare, hvor hurtigt det kan ske. Jeg skulle have taget nogle blodprøver derinde, og var de fine, var næste skridt operation, hvis ikke skulle vi en lille omvej, fortalte han.
Uheldigvis var mine blodprøver ikke, som de skulle være. De viste tegn på, at der godt kunne sidde sten i galdevejene også, og før de er fjernet, opererer man ikke galdeblæren væk. Så jeg skulle henvises til en MR-scanning af galdevejene for at se, om der sidder noget. Gør der der, skal jeg først igennem sådan en kikkertundersøgelse, hvor de går ned gennem maven via spiserøret og ned i tolvfingertarmen og ind i galdevejene for at fjerne stenene manuelt.
Puha jeg håber ikke, at der sidder sten der. Jeg har to gange før fået undersøgt min mave i en kikkertundersøgelse, og det er noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde har oplevet. Sidste gang fik jeg en kæmpe dosis medicin skudt ind i armen for at berolige mig, og undersøgelsen gik også bedre end første gang. Men det luft, de puster ned i maven for at kunne se noget der, skulle også ud igen, og det var bare ekstremt smertefuldt. Det var under mit slemme forløb med maven for omkring 1½ år siden. Så jeg gruer lidt for at skulle have fjernet sten den vej :(
Men jeg blev sendt ned til MR-afdelingen for at få en tid, og fik også en på fredag kl 18, hvilket er perfekt, for så kan Christian arbejde hjemmefra, og vi kan køre derind, når han har fri. Men hov, sagde sekretæren, da jeg lige var gået, hvad er dit forsikringsselskab egentlig? Jeg forklarede, at jeg er henvist af det offentlige, og det betyder åbenbart, at de først skal skrive et brev til Holbæk sygehus, hvor jeg er henvist fra, for at spørge om lov, om de må lave MR-scanningen, eller Holbæk selv vil lave den. Det hele kommer an på, hvor lang ventetid der er i Holbæk. Og det skal sendes med brev til Holbæk, som så skal svare privathospitalet, som så skal kontakte MR-afdelingen. Så jeg har altså alligevel ingen tid på fredag.
Jeg var ret nedslået, da jeg gik derfra. Fordi jeg nu igen er hængt til tørre og det hele er gået i stå. Og det er frustrerende, at jeg nu igen skal vente på, at Holbæk skal snøvle sig færdig til at sende et svar. Da de skulle sende mig en tid til forsamtale, tog det dem over en uge, før jeg havde et brev med svaret, at der var 12 ugers ventetid, så jeg er absolut ikke optismistisk omkring, at de får sendt noget hurtigt tilbage til privathospitalet.
En anden faktor er, at lægen kun er der én gang om ugen på privathospitalet, og han vil ringe og give mig svar, når jeg har fået lavet MR-scanningen. Næste uge er han der onsdag, ugen efter mandag.. Og jeg tvivler på, at jeg når at få lavet en MR-scanningen inden næste onsdag, når Holbæk er så sløve og det i det hele taget er så møgbureaukratisk inden for det sundhedssystem med skriven med snailmail frem og tilbage, før der kan ske noget. Så hvis jeg er heldig og kan få lavet scanningen næste uge, har jeg først svaret om 14 dage. Og så går der måske yderligere 1½ uge, før han har tid til at operere mig, da han jo den efterfølgende uge er der om onsdagen.
Så jeg er hængt til tørre igen, og kan se frem til endnu en måned med mine smerter :(
Jeg var bare så ked af det, da jeg kom hjem i går :( Og fuldstændig udmattet af køreturen. Christians mor havde holdt øje med kattene, mens vi var væk, så det ikke skulle være en bekymring for mig, at de skulle være alene. Det var rigtig rart.
Jeg crashede på sofaen med en kæmpe migræne, efter de var kørt hjem. Christian kom hjem og lavede mad til os i går, heldigvis, så jeg ikke skulle tænke på det. Heldigvis havde jeg planlagt i forvejen, at det skulle være nem mad, så jeg havde taget en rest lasagne op af fryseren, som bare skulle varmes, og så skulle der laves lidt salat.
Aftenen blev bare afslapning sammen for første gang rigtig længe, da Christian jo stort set ikke har været hjemme den her weekend, fordi han har flyttet serverne over på hans arbejdes nye adresse. Det har været en rigtig hård weekend med meget alenetid. Det synes jeg ikke, er så rart. Vi har stort set kun set hinanden, når vi skulle sove. Så det er rart, at det er overstået nu.
I dag er jeg vågnet med den der samme tristhed fra i går. Er bare så ked af at skulle gå og vente igen og se frem til en længere periode, uden der sker ret meget. Og at kunne se frem til stadig at have så ondt her en måned endnu, før jeg kan blive opereret. Synes, det hele virker håbløst lige nu.
Vi kom ikke til at vente længe derinde. Jeg kom ind til en mave-tarmkirurg til min forsamtale, og han var rigtig flink, heldigvis. Han var ikke i tvivl om, at jeg skal have fjernet galdeblæren. Spørgsmålet var bare, hvor hurtigt det kan ske. Jeg skulle have taget nogle blodprøver derinde, og var de fine, var næste skridt operation, hvis ikke skulle vi en lille omvej, fortalte han.
Uheldigvis var mine blodprøver ikke, som de skulle være. De viste tegn på, at der godt kunne sidde sten i galdevejene også, og før de er fjernet, opererer man ikke galdeblæren væk. Så jeg skulle henvises til en MR-scanning af galdevejene for at se, om der sidder noget. Gør der der, skal jeg først igennem sådan en kikkertundersøgelse, hvor de går ned gennem maven via spiserøret og ned i tolvfingertarmen og ind i galdevejene for at fjerne stenene manuelt.
Puha jeg håber ikke, at der sidder sten der. Jeg har to gange før fået undersøgt min mave i en kikkertundersøgelse, og det er noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde har oplevet. Sidste gang fik jeg en kæmpe dosis medicin skudt ind i armen for at berolige mig, og undersøgelsen gik også bedre end første gang. Men det luft, de puster ned i maven for at kunne se noget der, skulle også ud igen, og det var bare ekstremt smertefuldt. Det var under mit slemme forløb med maven for omkring 1½ år siden. Så jeg gruer lidt for at skulle have fjernet sten den vej :(
Men jeg blev sendt ned til MR-afdelingen for at få en tid, og fik også en på fredag kl 18, hvilket er perfekt, for så kan Christian arbejde hjemmefra, og vi kan køre derind, når han har fri. Men hov, sagde sekretæren, da jeg lige var gået, hvad er dit forsikringsselskab egentlig? Jeg forklarede, at jeg er henvist af det offentlige, og det betyder åbenbart, at de først skal skrive et brev til Holbæk sygehus, hvor jeg er henvist fra, for at spørge om lov, om de må lave MR-scanningen, eller Holbæk selv vil lave den. Det hele kommer an på, hvor lang ventetid der er i Holbæk. Og det skal sendes med brev til Holbæk, som så skal svare privathospitalet, som så skal kontakte MR-afdelingen. Så jeg har altså alligevel ingen tid på fredag.
Jeg var ret nedslået, da jeg gik derfra. Fordi jeg nu igen er hængt til tørre og det hele er gået i stå. Og det er frustrerende, at jeg nu igen skal vente på, at Holbæk skal snøvle sig færdig til at sende et svar. Da de skulle sende mig en tid til forsamtale, tog det dem over en uge, før jeg havde et brev med svaret, at der var 12 ugers ventetid, så jeg er absolut ikke optismistisk omkring, at de får sendt noget hurtigt tilbage til privathospitalet.
En anden faktor er, at lægen kun er der én gang om ugen på privathospitalet, og han vil ringe og give mig svar, når jeg har fået lavet MR-scanningen. Næste uge er han der onsdag, ugen efter mandag.. Og jeg tvivler på, at jeg når at få lavet en MR-scanningen inden næste onsdag, når Holbæk er så sløve og det i det hele taget er så møgbureaukratisk inden for det sundhedssystem med skriven med snailmail frem og tilbage, før der kan ske noget. Så hvis jeg er heldig og kan få lavet scanningen næste uge, har jeg først svaret om 14 dage. Og så går der måske yderligere 1½ uge, før han har tid til at operere mig, da han jo den efterfølgende uge er der om onsdagen.
Så jeg er hængt til tørre igen, og kan se frem til endnu en måned med mine smerter :(
Jeg var bare så ked af det, da jeg kom hjem i går :( Og fuldstændig udmattet af køreturen. Christians mor havde holdt øje med kattene, mens vi var væk, så det ikke skulle være en bekymring for mig, at de skulle være alene. Det var rigtig rart.
Jeg crashede på sofaen med en kæmpe migræne, efter de var kørt hjem. Christian kom hjem og lavede mad til os i går, heldigvis, så jeg ikke skulle tænke på det. Heldigvis havde jeg planlagt i forvejen, at det skulle være nem mad, så jeg havde taget en rest lasagne op af fryseren, som bare skulle varmes, og så skulle der laves lidt salat.
Aftenen blev bare afslapning sammen for første gang rigtig længe, da Christian jo stort set ikke har været hjemme den her weekend, fordi han har flyttet serverne over på hans arbejdes nye adresse. Det har været en rigtig hård weekend med meget alenetid. Det synes jeg ikke, er så rart. Vi har stort set kun set hinanden, når vi skulle sove. Så det er rart, at det er overstået nu.
I dag er jeg vågnet med den der samme tristhed fra i går. Er bare så ked af at skulle gå og vente igen og se frem til en længere periode, uden der sker ret meget. Og at kunne se frem til stadig at have så ondt her en måned endnu, før jeg kan blive opereret. Synes, det hele virker håbløst lige nu.
torsdag den 27. oktober 2011
Endelig svar - men sikke et svar!
Der var sørme held i sprøjten i går, da jeg var i postkassen. Jeg havde ellers næsten givet op. Men der lå et brev til mig, så i første omgang blev jeg rigtig glad. Indtil jeg fik åbnet brevet. For der fik jeg beskeden, at der var ca. 12 ugers ventetid. Det var godt nok noget af et slag i mellemgulvet. Især fordi min læge havde skrevet, at jeg har så mange smerter, at mine smertestillende piller (får noget stærkt gigtmedicin udskrevet for det) ikke kan tage alle smerterne. Så jeg kan slet ikke forstå, at jeg ikke er sat til at skulle til før. Og det er jo for pokker kun til forsamtalen. Hvor længe er der så ikke til en operation?!
Nåh men det var noget af et chok. Jeg kiggede på den vedlagte brochure omkring frit sygehusvalg, men det var slet ikke til at finde ud af. Ej heller på de anførte hjemmesider. Så jeg fik mig lige en kæmpe tudetur over det dumme brev :( Det er totalt til grin at blive hængt til tørre så længe! >:-(
Da jeg havde fået samlet mig lidt igen, fik jeg skrevet til min kusine, der har fået fjernet sin galdeblære for år tilbage. Hun gav mig linket til et privathospital i Charlottenlund, hvor hun blev opereret dengang og havde en supergod oplevelse med det. Så dem fik jeg ringet til, og de tager imod folk, der kan benytte sig af det frie sygehusvalg heldigvis. Den søde kvinde, jeg snakkede med, reserverede i første omgang en tid på mandag i sit eget navn, da hun ikke kan reservere til en, hun ikke har papirerne på, og så skulle jeg i dag snakke med Holbæk sygehus om at få mine papirer sendt videre, så de endeligt kan reservere tiden til mig.
Det har jeg så fået gjort i dag, og jeg har ringet og tjekket med hospitalet, at de er ankommet til dem og fået reserveret tiden i mit eget navn på mandag. Så nu er det heldigvis på plads.
Men det var godt nok noget af et chok. At få at vide at jeg umiddelbart skulle vente 3 måneder på at komme bare til forsamtalen. Det er jo en ren parodi. Privathospitalet ligger godt nok 1½ times kørsel herfra, men jeg føler mig tryg ved at skulle derind, og det betyder bare så meget. Hvis jeg skulle vælge et privathospital uden nogen form for indsigt i, hvordan de hospitaler er, var jeg jo på herrens mark, og ville være noget mere nervøs for at skulle ind til dem.
Christian kan desværre ikke køre mig, da det er dagen efter deres store flytning af serverne, så han skal være sikker på, at alt fungerer, som det skal. Men hans far har sagt ja til at køre mig derind, selvom han ikke er meget for at køre i Københavnsområdet. Men forhåbentlig har han tid til at køre mig, når jeg sandsynligvis skal opereres senere for det. Nu vil jeg bare gerne snart have det her forløb overstået.
Christian har også snakket med dyrlægen i dag om at få nogle kløestillende piller til Ozzy. Ozzy havde gang i kratteriet på sit operationsar igen i går, dumme kat! Så vi håber, at pillerne hjælper ham lidt. Vil gerne snart have en rask kat, der kan gå uden krave og komme i haven igen. Men nu har han jo så lige et sår, der skal hele, fordi han ikke kan undlade at kratte på det.
I dag har jeg siddet hele dagen og ventet på et akvarium, som Christian har købt. Han er blevet bidt lidt af det at holde fisk, efter jeg er flyttet ind med mit akvarium, og har ville gerne have et større. Så han bestilte den anden dag et 350 liters akvarium med bord, da det var på tilbud i Petworld. Vi fik også at vide, at det ville blive leveret i dag, men de har kludret op i det, så det er ikke sket. Så jeg har siddet her og gloet det meste af dagen. Nu har de heldigvis lokaliseret akvariet, så det skulle komme i morgen. Jeg håber så, at det passer. Jeg får slået min søvn rigtig meget i stykker, når jeg ligger og bekymrer mig for, hvornår ham mon vil komme osv., så jeg havde foretrukket, at det var kommet i dag, så jeg ikke skal have i morgen ødelagt også. Men der er jo ikke så meget, vi kan gøre ved det nu.
Men det bliver da spændende at få gang i det nye akvarium. Det er bare svært at sige, hvornår det bliver, for nu skal jeg lige have hele det her med galdesten overstået, og Christian skal lige ovenpå igen efter den lange periode med stress på sit arbejde. Men vi glæder os i hvert fald :)
Jeg har fået ryddet lidt op herhjemme i dag, inden mine smerter vendte tilbage. Det var godt nok dejligt, for her bærer ret meget præg af, at jeg har været syg og stresset og ikke har magtet at lave noget herhjemme, og Christian har været så træt, når han kommer hjem fra arbejde, at han mest har prioriteret at sørge for, at kattene og jeg har det godt og får noget at spise, når jeg ikke selv har kunnet klare at lave mad, og at vi har rent tøj at tage på. Så her er ikke helt så kaotisk mere.
Når jeg får det lidt bedre, skal jeg også svinge støvsugeren. Men jeg er bare så udmattet, også selvom jeg ikke er midt i et smerteanfald, for jeg bliver så træt og øm efter anfaldene. Forhåbentlig er det snart slut. Nu har jeg jo heldigvis den tid på mandag. Så må vi se, hvad de siger :)
Nåh men det var noget af et chok. Jeg kiggede på den vedlagte brochure omkring frit sygehusvalg, men det var slet ikke til at finde ud af. Ej heller på de anførte hjemmesider. Så jeg fik mig lige en kæmpe tudetur over det dumme brev :( Det er totalt til grin at blive hængt til tørre så længe! >:-(
Da jeg havde fået samlet mig lidt igen, fik jeg skrevet til min kusine, der har fået fjernet sin galdeblære for år tilbage. Hun gav mig linket til et privathospital i Charlottenlund, hvor hun blev opereret dengang og havde en supergod oplevelse med det. Så dem fik jeg ringet til, og de tager imod folk, der kan benytte sig af det frie sygehusvalg heldigvis. Den søde kvinde, jeg snakkede med, reserverede i første omgang en tid på mandag i sit eget navn, da hun ikke kan reservere til en, hun ikke har papirerne på, og så skulle jeg i dag snakke med Holbæk sygehus om at få mine papirer sendt videre, så de endeligt kan reservere tiden til mig.
Det har jeg så fået gjort i dag, og jeg har ringet og tjekket med hospitalet, at de er ankommet til dem og fået reserveret tiden i mit eget navn på mandag. Så nu er det heldigvis på plads.
Men det var godt nok noget af et chok. At få at vide at jeg umiddelbart skulle vente 3 måneder på at komme bare til forsamtalen. Det er jo en ren parodi. Privathospitalet ligger godt nok 1½ times kørsel herfra, men jeg føler mig tryg ved at skulle derind, og det betyder bare så meget. Hvis jeg skulle vælge et privathospital uden nogen form for indsigt i, hvordan de hospitaler er, var jeg jo på herrens mark, og ville være noget mere nervøs for at skulle ind til dem.
Christian kan desværre ikke køre mig, da det er dagen efter deres store flytning af serverne, så han skal være sikker på, at alt fungerer, som det skal. Men hans far har sagt ja til at køre mig derind, selvom han ikke er meget for at køre i Københavnsområdet. Men forhåbentlig har han tid til at køre mig, når jeg sandsynligvis skal opereres senere for det. Nu vil jeg bare gerne snart have det her forløb overstået.
Christian har også snakket med dyrlægen i dag om at få nogle kløestillende piller til Ozzy. Ozzy havde gang i kratteriet på sit operationsar igen i går, dumme kat! Så vi håber, at pillerne hjælper ham lidt. Vil gerne snart have en rask kat, der kan gå uden krave og komme i haven igen. Men nu har han jo så lige et sår, der skal hele, fordi han ikke kan undlade at kratte på det.
I dag har jeg siddet hele dagen og ventet på et akvarium, som Christian har købt. Han er blevet bidt lidt af det at holde fisk, efter jeg er flyttet ind med mit akvarium, og har ville gerne have et større. Så han bestilte den anden dag et 350 liters akvarium med bord, da det var på tilbud i Petworld. Vi fik også at vide, at det ville blive leveret i dag, men de har kludret op i det, så det er ikke sket. Så jeg har siddet her og gloet det meste af dagen. Nu har de heldigvis lokaliseret akvariet, så det skulle komme i morgen. Jeg håber så, at det passer. Jeg får slået min søvn rigtig meget i stykker, når jeg ligger og bekymrer mig for, hvornår ham mon vil komme osv., så jeg havde foretrukket, at det var kommet i dag, så jeg ikke skal have i morgen ødelagt også. Men der er jo ikke så meget, vi kan gøre ved det nu.
Men det bliver da spændende at få gang i det nye akvarium. Det er bare svært at sige, hvornår det bliver, for nu skal jeg lige have hele det her med galdesten overstået, og Christian skal lige ovenpå igen efter den lange periode med stress på sit arbejde. Men vi glæder os i hvert fald :)
Jeg har fået ryddet lidt op herhjemme i dag, inden mine smerter vendte tilbage. Det var godt nok dejligt, for her bærer ret meget præg af, at jeg har været syg og stresset og ikke har magtet at lave noget herhjemme, og Christian har været så træt, når han kommer hjem fra arbejde, at han mest har prioriteret at sørge for, at kattene og jeg har det godt og får noget at spise, når jeg ikke selv har kunnet klare at lave mad, og at vi har rent tøj at tage på. Så her er ikke helt så kaotisk mere.
Når jeg får det lidt bedre, skal jeg også svinge støvsugeren. Men jeg er bare så udmattet, også selvom jeg ikke er midt i et smerteanfald, for jeg bliver så træt og øm efter anfaldene. Forhåbentlig er det snart slut. Nu har jeg jo heldigvis den tid på mandag. Så må vi se, hvad de siger :)
onsdag den 26. oktober 2011
Galdesten
Jeg vil også opdatere lidt om mine galdestensproblemer, men det får sit eget indlæg her, da jeg ikke vil rode det sammen med historien om Ozzy, der i forvejen er rigelig lang.
Men som jeg skrev i indlægget om Ozzys operation, fik jeg er smerteanfald natten op til hans operationsdag, så jeg desværre ikke kunne tage med. Vagtlægen mente, at det var galdesten, og jeg fik noget smertestillende for det.
Desværre fortsatte smerterne dagene efter, og natten til lørdag måtte jeg igen have fat i vagtlægen. De kunne ikke gøre noget der, men jeg fik den første tid hos vagtlægen dagen efter oppe på sygehuset. Hun mente også, at det var galdesten, og udskrev noget mere medicin til mig. Hun sagde, at jeg kunne vælge at blive indlagt her og nu, men at man ikke nødvendigvis ville gøre noget ved det nu, som det så ud. Eller vi kunne snakke med lægen mandag og få en henvisning til en ultralydsscanning. Vi valgte det sidste, for jeg gad ærlig talt ikke sidde og blomstre på Holbæk sygehus og vente på, at nogen gad hjælpe mig der.
Var til lægen om mandagen, og hun mente også, at det kunne være galdesten. Jeg blev sendt til blodprøvetagning på sygehuset efterfølgende og henvist til en scanning så hurtigt som muligt. Dagen efter allerede blev jeg ringet op fra sygehuset her i byen om, at de havde en tid til mig om formiddagen. Inden jeg kom derop, ringede lægen med svar på blodprøverne, og der var tegn på galdesten, da mine infektionstal var let forhøjede, hvilket levertallene også var (leveren producerer galden).
Scanningen gik godt. Personalet på sygehuset var superflinke heldigvis. Der blev fundet en ca. 2 cm stor sten i galdeblæren, hvilket er grunden til smerterne. Heldigvis var der ingen betændelse i galdevejene eller problemer med bugspytkirtlen, der også kan blive inficeret.
Sten på den størrelse kan ikke passere, og vil blive ved med at give mig problemer igen og igen, sagde lægen, der foretog scanningen. Jeg skulle så dagen efter snakke med min egen læge om, hvad der så skulle ske. Hun lavede en henvisning til Holbæk sygehus med henblik på at få fjernet galdeblæren. Men i første omgang skal jeg indkaldes til en samtale, så de derinde kan vurdere, om jeg skal have den fjernet eller ej.
Og det er så her, jeg sidder fast nu. I dag er det en uge siden, henvisningen blev sendt, og jeg har intet hørt fra Holbæk sygehus endnu. Det er rigtig frustrerende :( Især fordi jeg stadig har smerteanfald og også ondt mellem anfaldene. Så jeg vil bare gerne have, at der sker noget.
Jeg var til lægen i går i en anden sammenhæng, og hun tjekkede, at henvisningen rent faktisk var blevet sendt, og det var den. Og hun sagde, at man plejer at få et brev ret hurtigt efter sådan en henvisning, i hvert fald inden for en uge. Hvis jeg i den kommende uge ikke har hørt noget fra dem, skal jeg have fat i min egen læge igen, så hun kan rykke for et svar.
Men hvor er det bare frustrerende at gå og vente på sådan et brev. Jeg har stadig rigtig mange smerter, og det er over 14 dage nu med smerteanfald. Det er næsten ikke til at overskue ikke at kunne se en ende på det, hvilket er sådan, det føles, når jeg ikke ved, hvornår der skal ske mere, da jeg jo ikke har fået svar fra Holbæk endnu. Gid, der dog snart sker noget!
Christians forældre har været rigtig søde under hele det her forløbt og kørt mig i øst og vest for at komme til lægen og sygehuset og har hentet medicin for mig. Og hans mor har været heroppe hos Ozzy og holdt øje med ham, mens jeg har været ude af huset. Det sætter vi bare så stor pris på.
Christian er også en kæmpe støtte. Han har sørget for, at jeg har fået noget at spise, da jeg tit har ondt, når jeg er oppe længere tid ad gangen. Så det er svært at få lavet mad og den slags. Og har siddet oppe sammen med mig om natten, når jeg har haft de her dumme smerteanfald. Det betyder bare så meget.
Desværre har de her dumme smerter også spoleret noget, jeg havde glædet mig så meget til. Jeg havde en aftale med min gamle gymnasieveninde Christina, om at hun skulle komme i efterårsferien nogle dage, så vi kunne hygge os. Vi ses ikke så tit, da jeg bor langt væk nu og pga. min sygdom, der gør, at jeg ikke kan klare sociale komsammener særlig ofte. Det er rigtig ærgerligt, at det er sådan, for jeg er rigtig glad for at være sammen med hende, men jeg nyder det rigtig meget, når vi så endelig ses :)
Men jeg havde sådan glædet mig til det besøg, men måtte aflyse pga. smerterne. Jeg havde været kedeligt selskab, når jeg har det sådan her, og jeg vil også gerne kunne deltage ordentligt, når vi endelig er sammen. Så vi har udskudt det indtil videre.
Eftersom jeg ikke ved, hvornår der sker noget mht. sygehus og evt. operation, er det svært at sige, hvornår jeg er på højkant igen. Men jeg håber, der snart sker noget.
I den her weekend er jeg alene hjemme meget af tiden, da det er nu, Christian skal flytte alle serverne over på den nye adresse på hans arbejde. Det bliver et kæmpe projekt. Så det tager hele weekenden for ham. Håber, det kommer til at gå forholdsvis smertefrit for ham, både problemmæssigt og for hans rygs skyld. Han har gået med ondt i ryggen rigtig længe efterhånden, så jeg håber, det ikke bliver værre af flytningen.
Vi glæder os begge to, til det er overstået, for det har været en kæmpe stressfaktor i vores liv det sidste halve år, og meget intenst stressende de sidste to måneder. Forhåbentlig begynder han at komme lidt ovenpå igen, når det hele er overstået.
Nu vil jeg gå ned og tjekke postkassen igen-igen og se, om der skulle ligge et brev til mig i dag.
Men som jeg skrev i indlægget om Ozzys operation, fik jeg er smerteanfald natten op til hans operationsdag, så jeg desværre ikke kunne tage med. Vagtlægen mente, at det var galdesten, og jeg fik noget smertestillende for det.
Desværre fortsatte smerterne dagene efter, og natten til lørdag måtte jeg igen have fat i vagtlægen. De kunne ikke gøre noget der, men jeg fik den første tid hos vagtlægen dagen efter oppe på sygehuset. Hun mente også, at det var galdesten, og udskrev noget mere medicin til mig. Hun sagde, at jeg kunne vælge at blive indlagt her og nu, men at man ikke nødvendigvis ville gøre noget ved det nu, som det så ud. Eller vi kunne snakke med lægen mandag og få en henvisning til en ultralydsscanning. Vi valgte det sidste, for jeg gad ærlig talt ikke sidde og blomstre på Holbæk sygehus og vente på, at nogen gad hjælpe mig der.
Var til lægen om mandagen, og hun mente også, at det kunne være galdesten. Jeg blev sendt til blodprøvetagning på sygehuset efterfølgende og henvist til en scanning så hurtigt som muligt. Dagen efter allerede blev jeg ringet op fra sygehuset her i byen om, at de havde en tid til mig om formiddagen. Inden jeg kom derop, ringede lægen med svar på blodprøverne, og der var tegn på galdesten, da mine infektionstal var let forhøjede, hvilket levertallene også var (leveren producerer galden).
Scanningen gik godt. Personalet på sygehuset var superflinke heldigvis. Der blev fundet en ca. 2 cm stor sten i galdeblæren, hvilket er grunden til smerterne. Heldigvis var der ingen betændelse i galdevejene eller problemer med bugspytkirtlen, der også kan blive inficeret.
Sten på den størrelse kan ikke passere, og vil blive ved med at give mig problemer igen og igen, sagde lægen, der foretog scanningen. Jeg skulle så dagen efter snakke med min egen læge om, hvad der så skulle ske. Hun lavede en henvisning til Holbæk sygehus med henblik på at få fjernet galdeblæren. Men i første omgang skal jeg indkaldes til en samtale, så de derinde kan vurdere, om jeg skal have den fjernet eller ej.
Og det er så her, jeg sidder fast nu. I dag er det en uge siden, henvisningen blev sendt, og jeg har intet hørt fra Holbæk sygehus endnu. Det er rigtig frustrerende :( Især fordi jeg stadig har smerteanfald og også ondt mellem anfaldene. Så jeg vil bare gerne have, at der sker noget.
Jeg var til lægen i går i en anden sammenhæng, og hun tjekkede, at henvisningen rent faktisk var blevet sendt, og det var den. Og hun sagde, at man plejer at få et brev ret hurtigt efter sådan en henvisning, i hvert fald inden for en uge. Hvis jeg i den kommende uge ikke har hørt noget fra dem, skal jeg have fat i min egen læge igen, så hun kan rykke for et svar.
Men hvor er det bare frustrerende at gå og vente på sådan et brev. Jeg har stadig rigtig mange smerter, og det er over 14 dage nu med smerteanfald. Det er næsten ikke til at overskue ikke at kunne se en ende på det, hvilket er sådan, det føles, når jeg ikke ved, hvornår der skal ske mere, da jeg jo ikke har fået svar fra Holbæk endnu. Gid, der dog snart sker noget!
Christians forældre har været rigtig søde under hele det her forløbt og kørt mig i øst og vest for at komme til lægen og sygehuset og har hentet medicin for mig. Og hans mor har været heroppe hos Ozzy og holdt øje med ham, mens jeg har været ude af huset. Det sætter vi bare så stor pris på.
Christian er også en kæmpe støtte. Han har sørget for, at jeg har fået noget at spise, da jeg tit har ondt, når jeg er oppe længere tid ad gangen. Så det er svært at få lavet mad og den slags. Og har siddet oppe sammen med mig om natten, når jeg har haft de her dumme smerteanfald. Det betyder bare så meget.
Desværre har de her dumme smerter også spoleret noget, jeg havde glædet mig så meget til. Jeg havde en aftale med min gamle gymnasieveninde Christina, om at hun skulle komme i efterårsferien nogle dage, så vi kunne hygge os. Vi ses ikke så tit, da jeg bor langt væk nu og pga. min sygdom, der gør, at jeg ikke kan klare sociale komsammener særlig ofte. Det er rigtig ærgerligt, at det er sådan, for jeg er rigtig glad for at være sammen med hende, men jeg nyder det rigtig meget, når vi så endelig ses :)
Men jeg havde sådan glædet mig til det besøg, men måtte aflyse pga. smerterne. Jeg havde været kedeligt selskab, når jeg har det sådan her, og jeg vil også gerne kunne deltage ordentligt, når vi endelig er sammen. Så vi har udskudt det indtil videre.
Eftersom jeg ikke ved, hvornår der sker noget mht. sygehus og evt. operation, er det svært at sige, hvornår jeg er på højkant igen. Men jeg håber, der snart sker noget.
I den her weekend er jeg alene hjemme meget af tiden, da det er nu, Christian skal flytte alle serverne over på den nye adresse på hans arbejde. Det bliver et kæmpe projekt. Så det tager hele weekenden for ham. Håber, det kommer til at gå forholdsvis smertefrit for ham, både problemmæssigt og for hans rygs skyld. Han har gået med ondt i ryggen rigtig længe efterhånden, så jeg håber, det ikke bliver værre af flytningen.
Vi glæder os begge to, til det er overstået, for det har været en kæmpe stressfaktor i vores liv det sidste halve år, og meget intenst stressende de sidste to måneder. Forhåbentlig begynder han at komme lidt ovenpå igen, når det hele er overstået.
Nu vil jeg gå ned og tjekke postkassen igen-igen og se, om der skulle ligge et brev til mig i dag.
Ozzys operation
Det er længe siden, jeg har skrevet herinde. Men der er bare sket så meget i mellemtiden. Sidst jeg skrev, var lige før Ozzys operation. Men hele dagen blev bare vildt kaotisk. Aftenen før begyndte jeg at få mavesmerter, og om natten fik jeg så slemme smerter, at vi måtte have vagtlægen ud. Han mente, at det var et galdestensanfald, og jeg fik noget smertestillende medicin.
Pga. det her kunne jeg jo af gode grunde ikke køre med til Holte, når Ozzy skulle opereres få timer senere, og det var bare virkelig hårdt for mig. Christian fik heldigvis fat på sin mor tidligt på morgenen, og hun tog med i stedet for mig, så der var en til at holde øje med Ozzy, mens Christian kørte. Det var rigtig hårdt at sidde hjemme og vente på at høre fra Christian om, hvordan det var gået med Ozzy. Det er jo ikke så lille en operation, han skulle igennem. Men heldigvis gik det godt, og jeg hørte fra dem lidt over middag, hvor de kørte hjemad med ham.
Det var godt nok et voldsomt syn, der mødte mig, da transportkassen blev åbnet, da de kom hjem. Christian havde godt nok advaret mig om, at det så ret voldsomt ud med ham efter operationen, men at se de i levende live gav mig noget af et chok; han blødte en hel del fra sit øje, og var stadig meget påvirket af narkosen. Han havde også krave på, så han ikke skulle pille stingene fra hinanden igen. Men han dinglede meget rundt og var meget ved siden af sig selv hele den dag. Vi holdt godt øje med ham, for han kunne ikke helt kontrollere sine bevægelser og faldt også nærmest i søvn oven i madskåen en overgang, så jeg var bange for, om han skulle risikere at drukne i vandskålen, hvis han faldt i søvn i den. Rigtig skræmmende tanke.
Dagen efter gik det lidt bedre. Han kunne gå bedre nu. Men det har været rigtig svært med kraven. Den har gjort det rigtig svært for ham at spise og drikke, og der gik mere end en uge, før han rigtig fandt ud af at gøre det med den på. Vi har så sørget for at tage den af ham og holde ham under opsyn imens, så han kunne spise og drikke.
Det blev ved med at bløde et stykke tid efter, men det var meget normalt, sagde dyrlægen, da vi ringede for at høre nærmere om det. Det stoppede heldigvis også helt igen. Efter en uges tid, vil jeg tro, var han stort set helt sig selv igen. Hans normale humør og gå-på-mod, og han har hoppet op og ned af ting, sovet i sine hængekøjer mv., selvom han har haft kraven på, så det er jo dejligt :)
I forgårs (mandag) var jeg nede med ham ved vores egen dyrlæge for at få fjernet stingene. Vi fik at vide, at han ikke havde været interesseret i at pille i såret, så umiddelbart var der ingen risiko for det. Men vi havde snakket om at lade kraven sidde på et døgn mere, hvis der skulle være lidt irritation af såret, efter han fik stingene fjernet.
Om aftenen gik jeg og lavede mad, og han holdt sig i nærheden af mig, så jeg kunne godt tage kraven af. Han opførte sig helt eksemplarisk, og viste ingen trang til at klø i det. Så jeg var egentlig ikke så bekymret, da han gik ud for at drikke i gangen, da Christian kom hjem. Men vi ville alligevel lige kigge til ham, og så havde han naturligvis været i gang med at klø på det, så det blødte. Så nu er der kommet et sår på den sammensyede hud. Det betyder, at han nu må finde sig i at gå med krave igen, når han ikke er under opsyn, til det er helet lidt. Æv altså. Han hader virkelig den krave, og vi ville helst bare kunne tage den af ham og lade ham være en normal kat igen, der ikke skulle generes af det. Men vi må give det lidt tid igen nu...
Men derudover går det meget godt med ham. Han klarer sig rigtig godt med et øje :) Putte har været en fantastisk Putte-far, mens det her har stået på, og har ligget og holdt øje med ham om natten og holdt ham med selskab om dagen, og i det hele taget vist omsorg. Mille er det en anden sag med. Hun kan ikke helt forstå, hvad det er for et monster, der går rundt her og larmer (kraven skraber af og til mod gulvet og andre ting, han støder ind i), og han har fået mange hvæs med på vejen fra hende. Men hun er vist bare bange. Tror ikke, det bliver et problem, når det hele er overstået, og han får kraven af :) Håber, der ikke går så længe, inden det kan lade sig gøre.
Pga. det her kunne jeg jo af gode grunde ikke køre med til Holte, når Ozzy skulle opereres få timer senere, og det var bare virkelig hårdt for mig. Christian fik heldigvis fat på sin mor tidligt på morgenen, og hun tog med i stedet for mig, så der var en til at holde øje med Ozzy, mens Christian kørte. Det var rigtig hårdt at sidde hjemme og vente på at høre fra Christian om, hvordan det var gået med Ozzy. Det er jo ikke så lille en operation, han skulle igennem. Men heldigvis gik det godt, og jeg hørte fra dem lidt over middag, hvor de kørte hjemad med ham.
Det var godt nok et voldsomt syn, der mødte mig, da transportkassen blev åbnet, da de kom hjem. Christian havde godt nok advaret mig om, at det så ret voldsomt ud med ham efter operationen, men at se de i levende live gav mig noget af et chok; han blødte en hel del fra sit øje, og var stadig meget påvirket af narkosen. Han havde også krave på, så han ikke skulle pille stingene fra hinanden igen. Men han dinglede meget rundt og var meget ved siden af sig selv hele den dag. Vi holdt godt øje med ham, for han kunne ikke helt kontrollere sine bevægelser og faldt også nærmest i søvn oven i madskåen en overgang, så jeg var bange for, om han skulle risikere at drukne i vandskålen, hvis han faldt i søvn i den. Rigtig skræmmende tanke.
Dagen efter gik det lidt bedre. Han kunne gå bedre nu. Men det har været rigtig svært med kraven. Den har gjort det rigtig svært for ham at spise og drikke, og der gik mere end en uge, før han rigtig fandt ud af at gøre det med den på. Vi har så sørget for at tage den af ham og holde ham under opsyn imens, så han kunne spise og drikke.
Det blev ved med at bløde et stykke tid efter, men det var meget normalt, sagde dyrlægen, da vi ringede for at høre nærmere om det. Det stoppede heldigvis også helt igen. Efter en uges tid, vil jeg tro, var han stort set helt sig selv igen. Hans normale humør og gå-på-mod, og han har hoppet op og ned af ting, sovet i sine hængekøjer mv., selvom han har haft kraven på, så det er jo dejligt :)
I forgårs (mandag) var jeg nede med ham ved vores egen dyrlæge for at få fjernet stingene. Vi fik at vide, at han ikke havde været interesseret i at pille i såret, så umiddelbart var der ingen risiko for det. Men vi havde snakket om at lade kraven sidde på et døgn mere, hvis der skulle være lidt irritation af såret, efter han fik stingene fjernet.
Om aftenen gik jeg og lavede mad, og han holdt sig i nærheden af mig, så jeg kunne godt tage kraven af. Han opførte sig helt eksemplarisk, og viste ingen trang til at klø i det. Så jeg var egentlig ikke så bekymret, da han gik ud for at drikke i gangen, da Christian kom hjem. Men vi ville alligevel lige kigge til ham, og så havde han naturligvis været i gang med at klø på det, så det blødte. Så nu er der kommet et sår på den sammensyede hud. Det betyder, at han nu må finde sig i at gå med krave igen, når han ikke er under opsyn, til det er helet lidt. Æv altså. Han hader virkelig den krave, og vi ville helst bare kunne tage den af ham og lade ham være en normal kat igen, der ikke skulle generes af det. Men vi må give det lidt tid igen nu...
Men derudover går det meget godt med ham. Han klarer sig rigtig godt med et øje :) Putte har været en fantastisk Putte-far, mens det her har stået på, og har ligget og holdt øje med ham om natten og holdt ham med selskab om dagen, og i det hele taget vist omsorg. Mille er det en anden sag med. Hun kan ikke helt forstå, hvad det er for et monster, der går rundt her og larmer (kraven skraber af og til mod gulvet og andre ting, han støder ind i), og han har fået mange hvæs med på vejen fra hende. Men hun er vist bare bange. Tror ikke, det bliver et problem, når det hele er overstået, og han får kraven af :) Håber, der ikke går så længe, inden det kan lade sig gøre.
Abonner på:
Opslag (Atom)