Et sidste farvel

Jeg havde egentlig ikke troet, jeg ville blogge i dag, for planen er, at jeg skal i gang med at lave påskeæg, men jeg har netop fået en nyhed, der har slået mig helt ud af kurs. Sidder og føler mig næsten ude af stand til at trække vejret, mens tårerne springer ud af øjnene på mig :(

Jeg har gennem knap et år haft kontakt med en dejlig kvinde, som jeg har lært at kende her gennem bloggen, hvor hun gennem nogle år har været en læser. Vi har skrevet en masse mails frem og tilbage om livet, små hverdagsting og om at være syg, som vi begge er/var, og jeg har været utrolig glad for vores venskab. Hun var ligesom jeg ramt af en del sygdom, men hendes var dog noget mere alvorlig end min. Hun var bl.a. ramt af kræft, dog har behandlingen kunnet holde den i skak, selvom den var uhelbredelig. Hun kæmpede også med anden sygdom, og var den sidste tid en del ude og inde af sygehuset for at blive behandlet for det. Den seneste tid har hun opholdt sig på et hospice, men ikke fordi hun var døende, men fordi hun trængte til lidt ekstra omsorg oven på et særligt hårdt forløb. Men det var jo meningen, at hun skulle hjem igen, og det var også på vej i den rigtige retning, for hun skrev til mig for lige over 14 dage siden, at det gik bedre, og hun var begyndt at få mere livsvilje og appetit igen efter at være blevet forkælet (som hun udtrykte det) af de dejlige mennesker på det hospice, hun pt. boede på.

I dag havde jeg planer om at skulle i gang med at lave påskeæg, og jeg har siddet og samlet lidt energi og fået lidt at spise, før jeg skulle i gang. Har så bladret Facebook igennem, som jeg ofte gør, mens jeg spiser, og falder over et opslag, hvor hun er tagget i. Kan læse, at hun nu ikke er her længere. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne, for jeg vidste, at kræften var i bero, og hun følte selv, at hun var ved at få det bedre med anden sygdom, så det var virkelig et chok. Forstår det slet ikke. At hun ikke er her mere. At der ikke pludseligt dumper en mail ind fra hende, som hun ofte skrev, når hun sad i dialysen, eller når hun sad sent oppe og skrev til mig. Det efterlader et stort tomrum i mit hjerte. Vores skriverier har betydet rigtig meget for mig.

Nu er verden pludseligt en hel anden. Mærkelig. Tom på en måde. Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde kommer til at forstå, hvorfor livet er, som det er. Hvordan det kan være, at nogle mennesker skal være ramt af alverdens ulykker hele deres liv, selvom de er gode og dejlige mennesker. Og hvorfor nogle skal herfra alt for tidligt. Det er virkelig svært at se nogen mening med, at livet er sådan.

Tak for alt, kære Nete. Vores kontakt har betydet rigtig meget for mig, og jeg vil savne dig utroligt meget. Jeg håber bare, at du nu er et sted, hvor du har fred for alt det, du har måttet kæmpe med. Mine tanker er hos dine efterladte, for jeg ved, at du efterlader et stort hul i hjertet på alle os, som holder af dig.