Jeg har derfor justeret lidt på ingredienserne, og resultatet blev suverænt, når jeg skal sige det selv. Tærten var en stor succes. Den blev rost af flere rundt om bordet og blev meget hurtigt spist op. Der var knap nok en rest tilovers, så Christian kunne nyde et stykke dagen efter, hvor vi slappede af oven på at have haft gæster. Derudover er det jo en virkelig smuk kage med sit gyldne gitter, som står i smuk kontrast til det røde bærfyld.
Jeg har ikke været i gang med kameraet for at tage nye billeder af tærten, for den ligner jo på en prik tærten i dessertudgaven, så de billeder har jeg genbrugt. Jeg synes nemlig, at de virkelig fanger hvor smuk, tærten er.
Så skal du imponere dine gæster, kan jeg varmt anbefale tærten her. Det er betydeligt nemmere at lave gitteret, end det måske kan se ud til. Det kræver bare lidt tålmodighed at flette det, men det er ikke svært :)
Hindbærtærte med marcipan
Tærtebund:
225 g hvedemel
125 g margarine (eller smør)
1 nip salt
½ tsk bagepulver
3 spsk sukker
1 æg
2 spsk koldt vand
1 stang vanilje
Fyld:
450 g hindbær (jeg brugte fra frost, som jeg tøede let op)
190 g sukker
2 spsk maizena med top + ½ spsk
120 g revet marcipan
Derudover:
1 æggeblomme til pensling
Smuldr margarinen ud i melet eller kør det på en køkkenmaskine med k-spaden. Tilsæt salt, bagepulver, sukker og vaniljekorn, og vend det hele lidt sammen. Tilsæt herefter æg og vand og ælt dejen godt sammen. Lad dejen hvile i køleskabet i en frysepose eller lignende, til den er blevet mere fast, mindst ½ time.
Smør en tærteform med lidt margarine eller smør og drys den med lidt mel. Vend formen lidt rundt, så melet er godt fordelt, og bank derefter det overskydende mel ud af den ved at holde den på hovedet over håndvasken. Tag lidt mere end 1/3 af dejen fra. Rul resten ud til en cirkel, lidt større end formens diameter, og beklæd formen med dejen. Den skal nå helt op til toppen af din tærteform. Klem den lidt til i formen.
Prik bunden med en gaffel og forbag den ca. 15 minutter ved 200 grader i nederste halvdel af ovnen. Dette gøres, fordi fyldet er vådt. På den måde undgår man en gennemblødt og snasket bund.
Rør bærrene med sukker og maizena. Riv marcipanen groft. Fordel marcipanen i et jævnt lag over bunden, og fordel derefter bærfyldet ovenpå, så det dækker hele bunden.
Rul den resterende dej tyndt ud og skær strimler på ca. 1 cm i bredden. Læg dem over tærten i et fletmønster. Start med et lægge et smalt kryds på midten. Flet derefter flere strimler ind. Det ser pænest ud, hvis man fletter ud og ind, som når man fletter et julehjerte :) Slut af med at lægge en lidt bredere strimmel af dej rundt langs kanten. Klem den lidt sammen, hvor enderne mødes. Pensl gitter og kant med sammenpisket æggeblomme. Bag tærten midt i ovnen ca 25 minutter ved 200 grader, til gitteret er flot gyldent. Lad den køle lidt af, før du tager den ud af formen (såfremt du har en tærteform med løs bund som min, eller bruger en springform til at bage tærten i).
Server tærten lun. Serveres den ikke direkte efter bagning og let afkøling, kan den lunes i ca. 10 minutter ved 180 grader.
 |
| Tærten, før den kommer i ovnen. Jeg starter med at lægge det smalle kryds, som ses i midten, og fletter derefter flere dejstrimler ind i mønsteret. |
 |
| Den færdige tærte. |
 |
| Et kig til fyldet i tærten. Den får en helt særlig, smuk farve pga. hindbærrene. |
Det er helt sikkert en tærte, der vil komme på kaffebordet igen herhjemme :) Tærten - både i dessert- og kaffebordsversionen - er helt klart en af de opskrifter, jeg er mest stolt af. Ikke mindst fordi den er så smuk. Og så smager den jo også skønt. Så jeg var rigtig glad for at kunne lave en ny udgave af den, så den også kunne nydes til kaffen og ikke kun være en del af desserten.
Der er igen mandag, og en ny uge er startet. Synes, at weekenden flyver forbi, og ugerne snegler sig fremad. De sidste uger har været lidt hårde, synes jeg, fordi jeg ikke har haft det så godt i løbet af dagene. Synes, at livet føles meget ensomt og tomt for tiden, og jeg er efterhånden nok blevet klar over hvor få mennesker, jeg har i mit liv, og er ret påvirket af at indse, at mit forhold til de få nære venner, jeg har haft i mit liv, næsten er løbet ud i sandet. I hvert fald kan der gå måneder mellem, jeg har kontakt til dem. Af forskellige årsager. De har travlt med deres liv og har også deres ting at bokse med i hverdagen. Der er derfor ikke så meget tid til at skrive sammen, og samtidig har jeg mine begrænsninger pga. min sygdom, så det er besværligt, hver gang jeg skal hjemmefra, og i øvrigt også bliver voldsomt udmattet af kontakt, især sådan noget som besøg og telefonsamtaler og den slags. Det, jeg bedst kan, er at kommunikere over sms og computer, for det er ikke lige så udmattende for mig. Derudover bor de i Jylland, så det begrænser også, hvor ofte vi kan ses.
Jeg har dog planer om at skulle besøge min gode veninde og navnesøster i Århus, når vi lige får Ozzys nye behandling på plads, så nok engang til sommer, hvis hun har tid, og det går godt med Ozzys behandling. Hun var på besøg hos os sidste sommer, og selvom vi ikke ses så tit, synes jeg, at vi er gode til at tage tråden op, hvor vi slap sidst. Jeg er i hvert fald glad for, at hun stadig har lyst til at være min veninde, selvom vi kun ses ca. en gang om året, og jeg ikke kan alt det, jeg kunne, da vi gik i gymnasiet sammen for over ti år siden.
Det var et sidespring, men jeg føler mig ret ensom for tiden, og det er en næsten uudholdelig følelse. Følelsen af, at man ikke rigtigt betyder ret meget for nogen :( Jeg har jo heldigvis Christian og hans forældre, og de er gode til at fortælle mig, hvor glade de er for mig. Så jeg er da ikke helt alene. Var jo også så heldig at få et gækkebrev, som jeg skrev om i fredags. Det var fra min far og Marianne, og det er rart at vide, at de tænker på os, selvom vi snakker sammen ret sjældent. Jeg glæder mig til at se dem og resten af den side af familien, når vi senere på foråret skal til en familiedag i Jylland. Så folk tænker da på mig. Savner bare at have det der tætte og fortrolige forhold, jeg tidligere har haft med veninder.
Livet som førtidspensionist kan godt blive ret ensomt, når man ofte er nødt til at holde sig helt i ro pga. smerter eller ekstrem træthed, og ikke kan foretage sig noget. Derudover kommer jeg heller ikke rigtigt ud, fordi Christian tager bilen på arbejde, og busserne her er blevet nedlagt. Så det kræver noget af en kraftanstrengelse at komme hjemmefra i hverdagene, hvis jeg skulle have lyst til det. Derfor sidder jeg herhjemme 99% af tiden. Vi har snakket om at købe en lille, billig bil, så jeg har mulighed for at komme lidt ud, og også selv kan køre til dyrlægen, lægen og andre ting uden at skulle have fat i Christians forældre og have det til at passe med dem. Det ville jeg blive glad for, selvom jeg nok har det lidt dårlig samvittighed over at skulle have en bil stående, som jeg ikke bruger så tit. Men friheden ved at kunne komme hjemmefra er undervurderet. Jeg savner min gamle potte, min sorte 80'er-Golf, som jeg havde, før jeg flyttede herover. Den måtte desværre skrottes til sidst. Der er et eller andet trist over, at ugens mest spændende oplevelse er at komme en tur i Fakta og handle ind :|
Anyway.. det var et langt sidespring. Men det forklarer lidt, hvorfor jeg synes, ugerne er så lange pt. og weekenderne så korte. Generelt er jeg jo glad for at gå herhjemme (især når jeg nu ikke kan arbejde) og gøre tingene i mit eget tempo, og jeg har også meget glæde af bloggen her og at fotografere og den slags. Humøret er bare ikke så højt for tiden. Glæder mig altid, til Christian kommer hjem, så jeg har lidt selskab, og til vores weekender sammen. Han er på mange punkter min mandlige spejling, og vi har det rigtig godt sammen. Han er min bedste ven, og vi elsker at lave mange af de samme ting. Inden så længe holder han nok noget ferie, og det glæder jeg mig til. At få mere tid sammen med ham. Hvis vi kan få Ozzy af aloe vera'en, tager vi måske et par dage hjemmefra. Det, håber jeg, vi kan, for når Ozzy skal have interferon i ½ år, kommer vi i hvert fald ingen steder hen sammen. Endnu afventer vi, at Ozzys hvide blodlegemer kommer op efter hans vaccination, så han kan tåle at starte for interferon.
 |
| Må jeg lige se den pind der? |
 |
| Jeg er stadig en faarlig vildkat, selvom jeg kun har fire tænder tilbage! |
Denne weekend har vi brugt på at få lavet lidt herhjemme, og derudover har jeg været i gang med at forberede, at Christians forældre kommer og spiser på fredag. Jeg vil ikke afsløre her, hvad vi skal have, da de læser med, men jeg har været i gang med at bage noget, som nu ligger i fryseren, så jeg letter arbejdsbyrden senere på ugen. På fredag er det ti år siden, de mistede Christians bror, og vi ses altid den dato. Det er hårdt med den slags mindedage, det kender jeg jo fra mig selv. Så det er godt, at man kan være der lidt for hinanden. Jeg glæder mig til at se dem på trods af årsagen.
Kattene og jeg nyder det gode vejr herhjemme, så længe det varer. Jeg kan se på vejrudsigten, at dagen i dag er den sidste inden på fredag, hvor solen kommer frem, så vi prøver at nyde det lidt ekstra. I sidste uge, hvor solen skinnede en masse, var kattene og jeg i haven flere gange. De bliver så utroligt glade, når jeg går med ud, og Ozzy elsker, når jeg er ude og fotografere. Så sidder jeg på græsplænen sammen med ham, og det kan han rigtig godt lide :) Billederne ovenfor er fra sidste uge, hvor jeg legede lidt med ham derude. Han elsker at løbe efter et græsstrå eller en pind, meget mere end at lege med "rigtigt" kattelegetøj, så han var rigtigt i sit es. Det går i øvrigt okay med langsomt at føre ham over på allergikosten. Endnu tåler hans mave det, hvor ca 1/6 af hans mad består af Hill's z/d (allergikosten). Vi går forsigtigt frem, fordi han har en meget sart mave. Heldigvis elsker han endnu det nye foder, så det er jo dejligt :)
Nu vil jeg slutte igen, for jeg skal i gang med noget. Mangler at få afklaret et par dage i ugens madplan, og skal vist også have kigget på noget vasketøj. Har i hvert fald en pletrenset t-shirt, der gerne vil have "et bad" snart. Den fik en lidt hård medfart, da jeg stegte bacon til vores æggekage i fredags. Det vil nok glæde den og resten af mit tøj, at vi i fremtiden mest holder os til pølser til æggekagen, da min mave absolut ikke var glad for (rigelig :-3 ) bacon som tilbehør til æggekagen. Men det smagte nu godt :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar